Fligen faldt tavs ved Cornélians udbrud, og Mystra åbnede øjnene for at se sin far fra to synspunkter, der ikke længere var så forskellige. Innils død havde vendt Mystras liv på hovedet, men som hun så på smerten i Cornélians ansigt indså hun hvor længe der var gået. Natten til dagen hvor hun fik nyheden, havde hun skamferet sin ansigt for til evig tid at mindes om sin sorg, men selv arene kunne hun dårligt mærke længere. Det var sandt hvad de sagde; tiden lægger alle sår. 
For Cornélian var tabet så nyt som hans pludselige opvågning.

Medlidenheden hun følte fik fliggen til at fordufte. Den efterlod i Mystra en hul fornemmelse af vrede, der ikke holdt længe. For selvom Cornélian og Mystra kendte intet til hinanden havde de én ting til fælles, og det var en ting der overskyggede enhver forhindring, der stod imellem dem. De havde begge elsket Innil. Ingen andre kunne forstå deres tab.

Hun lænede sig nænsomt frem over bordet, hænderne samlet foran sig med håndfladerne delvist vendt opad, som de gnubede hinanden. Hun ønskede at Cornélian ville tage hendes hænder og holde fast, men kunne ikke udtrykke ønsket mere direkte, og hendes kropsprog var stadig fjendtligt.
”Jeg. . .” hendes stemme var nænsomt forsigtig, hverken varm eller kold. Innil havde altid været sikker i sine ord og sine følelser, men Mystra havde altid fundet det vanskeligt. ”Det ville være. . Nemmere, hvis jeg kunne være vred på dig.” Hendes øjne funklede af blandede følelser, som hun ikke længere havde styr på. ”For nemt. Du fortjener ikke min vrede. Du er ikke skyld i mors død, eller din søvn.  Jeg ved godt det er forkert at være vred på dig, men det er bare -” Mystra sænkede blikket til sine hænder. Hun sloges for at finde de rigtige ord, og da hun fortsatte var det med en træt hvisken.
”Så nemt.”

Cornélian lyttede til Mystras ord, med tilbageholdt åndedræt. Han ture knap blinke af indestængt frygt for at øjeblikket ville forsvinde, at Mystra ville vende sig mod ham igen. Men for et øjeblik så han sin kone igennem sin datter, sættende ord på sine følelser og tanker som Cornélian aldrig selv havde kunne.
Han så den kvinde der gemte sig under hadet, under vreden og savnet.
Innils datter.

Cornélians hånd var tøvende som han rakte ud og tog hendes, trukket mod invitationen, men tilbageholdt af hendes stadig aggressive holdning.

"Alt hvad jeg kan bede om, er at du vil lade mig lærer dig at kende. Og at du en dag vil kendes ved mig" 

Mystra havde ønsket at han ville tage hendes hænder, men alligevel sendte berøringen et chok igennem gennem hende. Hun bekæmpede behovet for at trække hænderne tilbage, og forsvinde ind i sin selvpålagt eksil, og kort efter kunne hun atter slappe af. Hans hænder var kolde, men hendes ligeså. Det drog et trist smil til hendes læber.
”Giv det tid.” Det var hverken en trøst eller et løfte, snare en simpel kendsgerningen ytret uden omsorg eller vemod. Tid lægger alle sår, og tid havde de rigeligt af.

Hendes blik faldt på Cornélians urørte tallerken, der var væltet i hendes vrede. Med en rysten på hovedet rejste hun sig op, og samlede tallerknerne sammen.
”Lad mig tilberede dig et måltid.” Hendes stemme var hverken kold eller varm. Manden foran hende led. Om han var hendes far eller ej, var ligegyldigt. Det var hendes pligt at hjælpe. ”Det er det mindste jeg kan gøre.”

Cornélian fugtede sine læber langsomt, men inden ord forlod dem. Hendes hånd var kølig, og han ønskede at gemme den i sine egne, til den blev varmede. Men hans egne hænder var køligere endnu, og desuden ville det blot få hende til at føle sig fanget og gøre alting værre, nu hvor de endeligt havde gjort fremskridt!

Brændende vrede til forsigtig neutralitet..

Cornélian var ikke sikker på hvad der ville ende med at såre ham mest. Hendes foragt, eller hendes tvungne neutralitet. I det mindste ville den sidste tillade dem at have et fungerende forhold udaftil. Det ville glæde Elisor, uden tvivl.

"Det.. ville jeg være taknemmelig for" svarede han stille, og hans hånd gav et lille twitch i hendes, vidende deres adskilleses var nært forestående. Han gav hendes hånd et tæt klem, som frygtede han aldrig at komme til at holde den igen, inden han løsnede sit greb, og lod hendes hånd glide ud af hans.

Efter en kort pause trak Mystra sin hånd til sig og rejste sig, uden et ord. Hun prøvede at smile til sin far, for at berolige hans ængstelige ansigtsudtryk, men musklerne nægtede hende. Som hun trådte over dørkarmen til køkkenet, hviskede hun en tåre fra sin kind med håndryggen.

Som hun tilberedte Cornélians livret fra Innils opskrift, havde hun tid til at tænke, og da hun vendte tilbage en halv time senere, var det med et stålsat udtryk i ansigtet. Hun satte tallerkenen foran Cornélian og sig selv i den samme stol som hun havde efterladt.
”Jeg har noget at sige. . . Men du må love mig, at du lader mig tale, uden afbrydelser.” Hun løftede sit blik, og mødte hans lige på. Hendes øjne var klare og hvilede roligt på ham – enten uden stærke følelser eller med så mange, at det var umuligt at separere dem. ”Kan du love mig det?”

Som Mystra forsvandt ud af syne, begavede Cornélian ansigtet i sine hænder. Han var ikke sikker på hvad der var hårdrest at sidde med: fortvivlelsen over hvis dette blev deres hverdag, eller der spinkle håb der spirrede om bedre tider forude.
Det var umuligt for ham at sige. Alting virkede til at modsige hinanden, og hver gang han var sikker på han havde fundet noget at holde fast i, smuldrede det mellem fingrene på ham. Men han var nød til at være stærk, hvis ikke for sig selv, så for Mystra.. for Innil. 

Cornélians hjerne havde kørt i cirkler om sig selv, uden pause, indtil Mystra kom tilbage, og satte tallerkenen foran ham. Da blev hans hjerne blank, og duften ramte ham som et slag i ansigtet med minder om Innil. "Tak" sagde han, men ordet kom ud halvkvalt, og hans hånd rystede let som han begyndte at spise. En tåre trillede ned af hans kind. Det smagte præcis som han huskede det.

Cornélian nåde et par bidder mere, inden Mystra fangede hans blik, og han lagde bestikket fra sig, foldende hænderne mellem tallerkenen og sit bryst, for at give Mystra sin fulde opmærksomhed.

"Jeg love at holde mig tavs til du har talt ud" bekræftede han med et bestemt nik, og så afventende på hende.

”Spis,” sagde Mystra hårdt. Hun havde ikke lavet maden for at han kunne vente på at den blev kold igen. Hendes blik mødte hans jævnt over bordet. Hun kunne se hvordan han led, men for øjeblikket havde hun sind for intet andet end sin egen lidelse. Hun krydsede armene over brystet og lænede sig skødesløst bagud i stolen.
”Du sagde du ville give mig alt du er og vil blive, hvis jeg tillod det - Jeg nægter. Jeg kender dig gennem historier, Cornélian, men du kender ikke mig og jeg nægter at lade dig vie dit liv til en fremmed." Det var hårde ord, men Mystra vidste at de måtte siges. Hun lyttede med fra køkkenet gennem fligens øre, som denne fortsatte med at tale til Cornélian. 
”Det er for sent til at være far og datter – det er ingens skyld, men sådan er det, og jeg har ikke længere brug for en far. Men,” sukkede hun og stemmen blev blødere, ”skoven ved at jeg har brug for en mentor. Vores blod er ingen grund til at vi ikke kan lære hinanden at kende og, måske, en dag komme til at holde af hinanden. Men vi kan ikke starte midt i det, og blive skuffet af de ting vi siger og gør. Jeg vil ikke tillade det.” Tavsheden sænkede sit i rummet som Mystras flig betragtede Cornélian. Mystras hjerte blødte for at holde om den sårede mand og love ham at alting ville gå, men fligen var urørt. Det var bedst sådan.
”Aftale?”

Det gav et ryk i Cornélian som Mystra kommenderede ham, og han trak lydigt tallerkenen til sig igen, og spiste, selvom hver bid var et blændende minde, og en smertefuld påmindelse. Første da tallerkenen var tom, skubbede han den fra sig igen, og indtog samme position, men hænderne foldet afventende på bordkanten foran sig.

Cornélian lyttede, og som lovet afbrød han ikke, men lod hende tale ud. Det gav ham muligheden for at vende hendes ord, et øjebliks ro til at tænke. Mystras opførsel var så anderledes det gjorde selv Cornélian mistænkelig, og han behøvede ikke kigge, for at fornemme båndet mellem den Mystra der sad foran ham, og den der skjulte sig i køkkenet.

Men de var begge Mystra, og ordrene bar deres forfærdelige vægt. 

Cornélian sænkede blikket, og lukkede øjnene. Hans øjenbryn var trukket sammen til de nært rørte hinanden, et lidende udtryk. Men da han åbnede øjnene igen, var hans blik mere fast og beslutsomt end det havde været siden han vågnede.

"Det.. er ikke en aftale jeg kan gå med til Mystra" svarede han lavmælt, og rejste sig langsomt op,  og stod let bøjet over bordet, hans fingre hvilende spredt mod overfladen. "Det er en logisk tanke, men også fejlagtig. Du siger du kender mig, men i sandhed kender du kun det billede historierne har malet, og kendende min broder, maler hans ord mine sider kønnere end de er. Ligeledes siger du at jeg ikke kan vie mit liv til en fremmede, men det er i sandhed allerede gjort, det øjeblik du blev undfaget". Hans stemme var jævn og rolig, med en akademisk tone under, som diskuterede de en hypotese, frem for deres forhold. Men det var sådan han kommunikerede bedst.

"Om end jeg ikke kan stoppe dig fra at afsvæge mig som din far, så kan jeg lige så lidt afsværge dig som min datter, og det ønsker jeg heller ikke for noget i verden..." hans skuldre sænkede sig som han åndede tungt ud.
"Men.. hvis du ønsker kan din fader sove videre, til du er klar til at han vågner, og jeg skal i mellemtiden gøre mit bedste for at være en mentor for dig" han rettede sig op, vendte sig mod køkkenet og strakte en forsigtig hånd frem mod døren "Men jeg tænker det er en beslutning i skal tage samlet.."

Den Mystra der sad overfor sin far fulgte Cornélians blik med sit eget og blev chokeret da det faldt på køkkendøren. Han var tydeligvis ikke så nem at narre. Den sande Mystra trådte ud fra bag døren. Hvor fligens ansigt var roligt og hårdt, var hendes eget tydeligvis mere oprørt – for hun havde været nød til at skubbe sin vrede fra sig for at skabe fligen. Konflikten i hendes sind over hans forslag var kortlevet. Cornélians forslag var på samme tid for meget for fligen og for lidt for Mystra selv, så det virkede som et passende kompromis.
”Vi er i enighed,” sagde den originale Mystra der kom fra køkkenet. ”Min far sover fortsat og De, mester Liàdon, er fader til en faderløs kvinde.”
Fligen rejste sig og gik over til Mystra. Den stillede sig beskyttende mellem de to skikkelser, som kunne vredens fysisk værne hende fra de konfronterede følelser. Hun lagde en hånd på skulderen af sin flig og klemte den sagligt, som kunne kontakten blødgøre de hårde følelser. Mystra var mange gange for oprørt til at forene sig med sin flig.
Mystras blik faldt på gulvet ved døren, ikke længere i stand til at møde Cornélians blik.
”Jeg vil bo hos en ven et par dage, indtil…” Hvad skulle hun sige? Til det hele gav mening igen? Hun var for træt til at sætte sine tanker i en rækkefølge, der gav mening.
”- Et par dage. Kan du leve med det?”

Cornélian nikkede langsomt til hendes første beslutning. Det havde været hans egen idé, hans bud på et kompromis. Hvorfor føltes det så som om hun netop havde skåret hans hjerte ud, og kastet det for hundene?

Træt trådte Cornélian væk fra bordet, og betragtede de to kvinder. Nej, de to dele af én kvinde. Af hans datter. Der ikke ønskede at han var en del af hendes liv.

Mystras andet forslag blev mødt af en hovedrysten. "Det kan jeg ikke, nej. Hvad end der er tilbage af mit her.. kan vente lidt endnu. Jeg tager til min broders hus, til du er klar. Så kan du samle dem du har brug for om dig her, og gøre klar som du ser bedst" bød han i stedet, og trådte mod døren.
"Du kan blot sende bud efter mig når du er klar, eller lade Elisor vide det" tilføjede han så, inden han åbnede døren. Han tøvede dog der, med den kølige aftenluft omkring sig. Hans blik lå på Mystra, en lille gnist af håb stadig synlig. Han ønskede ikke at gå. Han ønskede ikke at forlade hende, alene, eller forlade sit hjem.. Men hun var hans datter, om hun ønskede ham eller ej. Og derfor var det bedste for hende, den eneste rigtige beslutning, hvor ondt det end gjorde på ham.

Som Cornélian stod i døren og så på Mystra med et længselsfuldt blik, forstod hun hans smerte. Havde hun fundet sig selv i hans sko, ville hun ikke have ønsket at gå – men det ændrede ikke situationen for hende. Alt hun kunne gøre var at se tilbage, følelsesmæssigt forstoppet. Fligen havde suget energien ud af hende. Hun ønskede intet så meget som bare at sove, og vidste at hun ikke ville kunne, hvis han var i samme hus som hende. Så hun så tilbage, og nikkede langsomt. Alt hvad der var at sige, var blevet sagt.

Cornélian sænkede blikket, og nikkede svagt. Hun stod fast. Havde han forventet andet? Hun var trods alt Innils datter.
Der var ikke mere at sige.

Uendelig langsomt vendte Cornélian sig væk igen, og tog de sidste skridt. Hans hånd tøvede på dørens håndtag, men han så sig ikke tilbage. Hans tøven var allerede mere end han mente han kunne byde Mystra, men det krævede allerede alt han havde blot at tøve. 
Det føltes som en evighed før hans hånd trak håndtaget ned, og den kølige aftenluft slog mod hans ansigt. Hvor den sidste styrke kom fra måtte guderne vide, men Cornélian trak døren op, og med en dyb indånding trådte han udenfor, og trak døren i efter sig.

Udenfor blev han stående længe, alene med sine tanker mens hans følelser forsøgte at flå ham fra hinanden indvendig. Da han endelig bevægede sig igen, var hans blik tomt, og hans skuldre sammensunkede. Elisor ville uden tvivl have en seng til rådighed, men Cornélian var ikke sikker på han kunne tage imod sin broders gæstfrihed.. 
Så i stedet vandrede han blot, det ene skridt tog det andet, og han lod sig opsluge af skoven.

Det var ikke retfærdigt overfor hendes far, men hvad kunne Mystra gøre? Hun ønskede inderligt at hun kunne hæve stemmen og fortælle ham han skulle blive, men i sidste ende var det lige godt det samme. Ønsker kunne ikke flytte bjerge.

Da han var gået faldt stilheden over hytten. Der havde været stille før han kom og under hans besøg, men ikke på samme måde. Den nye stilhed var fjendsk, som kritiserede den hendes evne til at forhindre den i at eksistere. Stilheden var hendes fortjeneste; en uønsket dusør for et valg hun ikke havde haft mulighed for at træffe. Mystra lagde sig på gulvet, foldede armene omkring sine ben og pressede dem mod brystet. Fligen var glemt – om den forsvandt eller ej, gjorde ingen forskel for hende. På et tidspunkt faldt hun i søvn, forladt af sig selv og mere alene end hun nogensinde havde været i sit liv.