Mars var glad for at få et minut for sig selv, mens Juno hentede mere øl, for han havde lige brug for at samle sig. Juno skulle altså ikke tro, han var en eller snotunge, der ikke kunne klare sig selv! Han måtte lige tage sig sammen og vise Juno, hvad han kunne (hvilket ikke var specielt meget, men i Mars' verden kunne han alt).

Han skyndte sig at rette på sit dyre tøj og kørte en hånd igennem de vilde krøller, der ubevidst blev en smule lysere for bedre at matche Junos hårfarve. Derefter tog han det store, strikkede halstørklæde af – øllet havde varmet ham lidt op – og smed det på gulvet.

Han tog imod flasken, Juno gav ham og tog straks en slurk, inden han slikkede sine læber og svarede på spørgsmålet.

"Jeg havde jo dit navn," sagde han og kløede sig lidt i krøllerne. "Jeg begyndte bare at spørge folk.. De fleste ville ikke sige en skid, men de fleste er nemme at bestikke, så… hvis man kan betale, så er du ret nem at finde. Men altså, jeg fik jo også lidt hjælp af hende elverdamen med dit navn og… og mit navn."

"Hvem er du?"

En halvstor pige var kommet ind i stuen og stod nu foran dem og så fra Mars til Juno. Hun pegede en næsten beskyldende finger på Mars, mens hun stirrede på Juno.

"Juno, hvem er det?" krævede hun. "De siger, han er din bror, men du har jo ingen bror, kun Hector."

Juno blev utroligt selvtilfreds af at høre, at han var nem at finde. Des bredere hans navn spredte sig i Dianthos, des mere respekt eller anerkendelse regnede han også med at få. Han ville også få nemmere ved at forhandle med andre bander, hvis de allerede havde hørt om ham.

Han flyttede sit blik til Freja, der var kommet ind i stuen og talte til Mars, men han grinede bare af hendes spørgsmål og tog en tår af sin øl. Mars kunne vel selv svare på dét spørgsmål. Først da hun vendte sit spørgsmål mod Juno, besluttede han sig for at hjælpe sin lillebror.

"De taler sandt, det' min bror," svarede han og flyttede sin arm fra ryglænet til rundt om Mars' skuldre. "Har du lyst til at møde ham? Ordentligt?" Han sagde det lokkende, som var det en stor ære at få lov til at møde Mars - hvilket Juno egentlig også tænkte på det som. Han lænede sig frem i sofaen, uden at fjerne sin arm fra Mars' skuldre, og sad med sine ben vidt spredt og slog en hånd ud imellem Mars og Freja. 

"Freja, det her er Mars, min lillebror. Mars, det her er Freja, den dygtigste lille tyv i hele huset." Han så fra den ene til den anden med et stort smil, overbevist om at de ville kunne lide hinanden hvis først de gav hinanden en chance. 

Pigen, Freja åbenbart, så Mars an med en lidt skeptisk mine, men da Juno introducerede hende som husets bedste tyv, kom et lille smil frem på hendes læber. Hun rettede ryggen lidt stolt og stak en hånd frem mod Mars.

"Davs," sagde hun selvsikkert.

En del af Mars blev straks irriteret over, at sådan en snotunge stod og spillede smart foran ham, som om hun var bedre end ham, og havde situationen været en anden, ville Mars sikkert have fnyset og kommet med en stikpille af en art. Men situationen var ikke en anden, og Mars var stadig følelsesmæssigt ømskindet nok efter krammet med Juno, at han ikke havde overskuddet til at virke overlegen. Så han tog blot Frejas hånd og trykkede den, måske lidt hårdere, end han normalt ville, bare fordi.

"Hej," sagde han og prøvede at virke afslappet og ikke, som om han lige havde grædt. Han så fra Freja til Juno et øjeblik, så spurgte han, "Hector, hvem er det? Er det din kæreste eller hvad?"

Mars havde vist nok hørt om en eller anden Hector i forbindelse med hans søgen på Juno, men han havde ikke tænkt mere over det. Det var jo Juno han ledte efter, ikke en eller anden Hector-fyr.

Freja eksploderede med det samme i en skraldlatter så kraftig, at hun næsten ikke kunne stå men blev nødt til at støtte sig til den nærmeste stol, mens hun holdt sig om maven og grinede som en sindssyg.

Mars var meget forvirret.

Det morede Juno at se at hans ord havde den ønskede effekt. Han kunne lige så godt have sagt at hun var den smukkeste eller klogeste, men han havde med vilje valgt en  færdighed han vidste hun var stolt af, og som ikke var helt løgn heller. Han kunne også godt mærke at Mars måske var lidt usikker lige nu, og han blev ved med at have sin arm om ham, så han vidste at han ikke var alene. Det føltes kun endnu vigtigere nu, hvor det var gået op for de andre børn at de også var velkomne i stuen. Han ville helst ikke ende med at skræmme Mars helt væk.

Juno havde aldrig i sit liv oplevet at rødme så voldsomt, som han gjorde da Mars spurgte om Hector var hans kæreste. Det blev kun gjort værre af Frejas voldsomme latter, og Juno gned sig forlegent over ansigtet, imens han forsøgte at komme på et passende svar. Det ville have været lettere, hvis Hector havde været her - så ville han have overladt svaret til ham. Juno var den slags leder, der ikke havde noget imod at uddelegere ubehagelige opgaver.
Men Hector var her ikke, og selvom det var nedren, så gav det også Juno lidt friere tøjler til at sige hvad han ville. At Freja uden tvivl ville løbe videre til Hector med hans svar betød ikke så meget, for hun havde ikke evnerne til at videregive måden han havde sagt sit svar på, og Juno gik ud fra at han ville kunne feje alting væk som en joke.

"Det er sgu ikke langt fra," fortalte han Mars med et skævt smil. Han havde ikke lyst til at fortælle andre hvad han og Hector var, og han havde egentlig heller ikke lyst til at definere deres forhold som kærester, men for en enkelt gangs skyld havde han endnu mindre lyst til at flirte med andre, eller endnu værre, til at risikere at se Mars flirte med Hector. 

"Du kommer til at møde ham før eller senere, om du vil eller ej," lovede han sin lillebror og blinkede smilende til ham. 

Mars forstod ikke helt, hvad der foregik, men Freja holdt hurtigt op med at grine, og stod i stedet og gloede på Juno i totalt chok. Hun fik dog hurtigt tørret det chokerede udtryk af ansigtet og lod som ingenting.

"Øh okay, fedt nok," sagde Mars efter en tøven og så på Juno og trak på skuldrene med et skævt smil. Hvad end Juno havde gang i med denne Hector ragede jo heller ikke ham.

"Jeg skal lige noget!" annoncerede Freja og forsvandt næsten så hurtigt, som hun var kommet. Hun efterlod døren åben, og en mindre flok af unger kom ind i stuen for at glo. Mars løftede lidt akavet en hånd til hilsen.

"Er det rigtigt, at det er dig, som at der er Junos lillebror?" spurgte en lille dreng, der stod og pillede næse.

Mars nikkede, lidt overvældet af det hele.

"Hvorfor har du ikke kommet på besøg før?" spurgte drengen og så lidt mistroisk på ham.

"Fordi jeg ikke gad et tredjegradsforhør," gryntede Mars til svar.

Mars' reaktion fik Juno til at smile i hele hovedet. Han kunne ikke gøre for det - han var bare så glad for at Mars var ligeglad med, at han var vild med en fyr, også selvom han ikke havde sagt det direkte. Generelt, når Juno tænkte på Hector, var han begyndt at smile mere. Han vidste ikke, hvornår der var sket en ændring, og han vidste ikke hvad det betød for deres venskab, men han var begyndt at indse at Hector var vigtig for ham.

Han så til imens Freja spænede ud, forventningsvis ud for at finde Hector, og så også blot til, imens en af de andre børn udspurgte Mars. Han brød ud i latter af Mars' svar, glad for at høre at han kunne klare sig selv, men han gad ærlig talt heller ikke at dele ham med en masse unger, så da han så hen på dem igen var latteren forsvundet fra hans ansigt.

"Den næste der afbryder det her-" han pegede imellem sig selv og Mars. "- får en røvfuld. Forstået? Skrid ud og røv nogle gamle damer, eller hvad det er I gør, når jeg ikke er her."

Ungerne grinede og forsvandt hurtigt fra stuen. Mars slikkede sine læber og tømte sin flaske, inden han stillede den fra sig på bordet. Han kunne godt mærke, hvordan alkoholen påvirkede ham lidt, men han tog sig ikke af det. Han vendte sig mod Juno i sofaen.

"Gør de altid alt, hvad du siger?" spurgte han, ærligt talt ret overrasket over det. Juno var ikke så meget ældre end ham, men han virkede så... voksen, men ikke på den dårlig måde. Nej, mere på en måde, der fik han til at virke endnu sejere i Mars' øjne. At en fyr som Juno, der ikke engang var voksen, kunne styre en hel flok unger og et helt hus, det var sgu imponerende, synes Mars. Mars kunne knapt nok finde ud af at tage tøj på selv om morgenen uden at hans mor skulle nærmest trække ham ud ad sengen og tvinge ham til at stå op.

Juno brød ud i latter, da Mars spurgte om ungerne altid gjorde hvad han sagde. Det var så langt fra sandheden, at Mars kun kunne spørge ham om det, fordi han havde været her så kort tid.

"Når de ved, at det er vigtigt, gør de," svarede han med et smil og gestikulerede med hænderne imens han talte; "Det her, det er tydeligvis vigtigt." Han skævede til døren og så derefter tilbage på Mars, hvis kinder var blevet svagt rosa. Juno overvejede om han skulle drikke ham rigtigt fuld, men tanken forsvandt lige så hurtigt som han havde tænkt den. Den eneste grund til at drikke ham fuld, skulle være for at opleve ham uden restriktioner, men Mars havde allerede grædt i hans arme - Juno troede ikke, at han skjulte noget bag sin facade for ham længere. Mindre end hvad Hector havde at skjule for ham i hvert fald.

Han fortalte ikke Mars, at børnene stadig var meget opmærksomme på hans ordre, efter han næsten havde smidt Kilu ud, eller at de ældste af bandens medlemmer, der måske ikke lige så let ville have fundet sig i hans ordre, var ude at arbejde.

"Sejt nok," sagde Mars med et nik, igen imponeret over sin storebror. "Det er sgu næsten, som om du har din egen, private hær, der—"

Mars nåede ikke at sige mere, for lyden af hoveddøren, der blev smækket op, rungede igennem hele hytten. Flere af ungerne spjættede i overraskelse, men hverken Mars eller børnene fik tid til at spørge, hvad der foregik, inden en stemme ude fra gangen buldrede, "Hvor er Juno??"

"Han er i stuen!" svarede en lysere stemme. "Men hans bro—!"

"Juno!?"

Lyden af… hove? bragede ned af gangen, og få sekunder senere kom en lille, men meget arrigt-udseende satyr nærmest galoperende ind i rummet. Han så hverken til venstre eller til højre, kun direkte på Juno med lynende mørke øjne. Uden tøven eller noget andet marcherede han direkte op til Juno og stak ham en lammer på den venstre overarm, der så så hård ud, at det fik Mars til at trække sig helt sammen.

"Hvad i Zaladins mugne, gennempulede røvhul er det du går rundt og siger?" hvæsede satyren, mens han mere eller mindre kravlede op på Juno for at ruske i ham. "Du må sgu da ikke gå og joke med den slags, din narrøv? Det er overhovedet ikke en skid sjovt!"

Var… var dét Hector? Mars blinkede på den arrige, lille trold, der overhovedet ikke havde set ham, med et overrasket blik i de blå øjne.

Juno genkendte lyden af Hectors stemme og skridt, og selvom fyren tydeligvis var rasende at dømme ud fra begge dele, reagerede Juno ikke med andet end et beroligende smil i retning af sin lillebror. Først da en lammer overraskede ham, vendte han sin fulde opmærksomhed mod den vrede satyr.

"Av!" Udbrød han, men smilet forlod ikke hans ansigt. Det var kun godt, at Hector var vred. Havde han været ligeglad ville Juno have fået opfattelsen af, at han havde taget helt fejl omkring, hvad de var.

Han svarede ham ikke, ikke med det samme, men lod en hånd glide omkring hans nakke og trak ham ned i et kys. I sin anden hånd holdt han stadig sin øl og han vidste, at han smagte af den, men han var ikke fuld, kun overmodig. Hans tunge strejfede Hectors, inden han huskede hvem der sad ved siden af dem, og han trak sig ud af kysset igen, kun lige nok til at deres læber stadig rørte hinanden.
"Hvad er vi, hvis ikke vi er næsten-kærester?" spurgte han i en hvisken så lavmælt, at ordene kun var tiltænkt Hector. Han smilede ikke længere, selvom han gerne ville. Nervøsiteten for hvad Hector ville svare betød, at han lige i dette øjeblik ikke kunne fake et smil, heller ikke selvom han prøvede at overbevise sig om at der ikke var noget svar, der ville kunne knække ham. 

Hector fandt sig i en del fra Junos side, og det havde han ikke noget imod. Sådan havde det altid været, og Hector tænkte ikke engang specielt meget over det. Juno var Juno, og hvis Hector ikke kunne acceptere ham, som han var, så kunne han lige så godt skride. Inden for rimelighedens grænser i hvert fald, og at Juno gik rundt og lavede sjov med, at han og Hector var næsten-kærester var over stregen for Hector. Det var et ømt punkt for ham, for han regnede ikke med, at det nogensinde ville ske, og derfor var det ikke skide fedt, at Juno gik og sagde den slags for skæg. Det var, derfor han var blevet så sur, at han ikke engang havde hørt, hvad Freja ellers havde sagt. Noget med en eller anden, der var kommet på besøg… Hector var pisse ligeglad.

Han havde været sprudlende af raseri, indtil Juno havde kysset ham. Det overraskede ham så meget, at han helt glemte at trække vejret, og i stedet frøs han bare, stadig med sine fingre knyttede i Junos trøje. Raseriet blev nærmest vredet ud af ham på få sekunder, og da Juno endelig brød kysset, kunne Hector kun slikke sine læber og læne sin pande mod Junos. Hans hjerte hamrede så hårdt i brystet på ham, at hele huset næsten måtte kunne høre det.

Et helt spontant, lidt tøvende smil spredte sig på hans læber, da Juno hviskede til ham, og han sank en klump, inden han nikkede lidt.

"Jo, det kan du vel have ret i, chef," mumlede han, mens smilet voksede på hans læber. Han lænede sig ind for at kysse Juno igen, og hans læber rørte da også Junos, inden Hector fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Der sad nogen i sofaen med dem.

Hector drejede langsomt hovedet og stirrede direkte ind i et sæt blå øjne, der tilhørte en dreng, der kun kunne være Mars. Drengen så ikke engang ud til at være forlegen eller noget, selvom han lige havde overværet et ret personligt øjeblik mellem Hector og Juno. Han nikkede bare til Hector og blinkede til ham!

"Hvad fanden…?" hviskede Hector og så fra drengen til Juno og tilbage igen, inden han langsomt kravlede ned fra sofaen og stillede sig ordentligt op. Havde hans kinder været blege, ville det være meget tydeligt, hvor meget han rødmede lige nu.

Det var ikke meningen, at alle skulle have hørt hvad Juno havde sagt om deres forhold, og det var slet ikke meningen at Freja skulle have rendt med sladder, men Juno fortrød ikke at det var sket som det var. Hector var hos ham, han modsagde sig ikke deres nye mærkat, han virkede glad, og han var ved at kysse ham.
Et skuffet suk forlod Juno, da han ikke fik sit kys alligevel, og han fulgte Hectors blik med øjnene. Han blev endnu mere skuffet, da Hector kom udenfor hans rækkevidde, men denne skuffelse viste han ikke ved andet end at tømme sin øl og selv rejse sig op.

"Hey," sagde han lavmælt for at få Hectors opmærksomhed, på trods af at han allerede havde stillet sig imellem de to drenge, så han spærrede for deres udsyn til hinanden. "Bliv. Mars vil gerne møde dig." Han flyttede lidt på sig og lænede sig så nok ind til at stjæle et hurtigt kys fra Hectors bløde læber.

Han satte sig ned i sofaen igen, med fuld forventning om at Hector ville sætte sig på den anden side af ham, men ikke med nok sikkerhed til rent faktisk at begynde at introducere dem for hinanden, så hvis Hector gik med til at blive, måtte han selv stå for dén del. 

Hector havde allermest lyst til at kravle op i Junos skød og kysse ham, indtil de begge var ved at dø af luftmangel, men det måtte gemmes til senere. Han var stadig lidt rundt på gulvet over det hele, men det lykkedes ham da at skubbe forvirringen til side og vende sig mod Mars med et nik.

"Det var måske ikke lige sådan, jeg havde regnet med at møde dig,' sagde han med et lidt akavet smil og et skuldertræk, inden han stak en hånd frem mod knægten.

Han lignede virkelig Juno på mange måder. Der var svært at beskrive, men der var slet ingen tvivl.

"Jeg hedder Hector. Fedt at møde dig."

Hector havde allermest lyst til at kravle op i Junos skød og kysse ham, indtil de begge var ved at dø af luftmangel, men det måtte gemmes til senere. Han var stadig lidt rundt på gulvet over det hele, men det lykkedes ham da at skubbe forvirringen til side og vende sig mod Mars med et nik.

"Det var måske ikke lige sådan, jeg havde regnet med at møde dig,' sagde han med et lidt akavet smil og et skuldertræk, inden han stak en hånd frem mod knægten.

Han lignede virkelig Juno på mange måder. Der var svært at beskrive, men der var slet ingen tvivl.

"Jeg hedder Hector. Fedt at møde dig."

"Det havde jeg gættet," sagde Mars og tog Hectors hånd og trykkede den. "Det var sgu noget af et førstehåndsindtryk. Men hey, du har da i det mindste stil, og det ser ud til, at du skal slå hårdt også. Mind mig lige om, aldrig at give dig en grund til at give mig en lammer."

Han grinede lidt, mens Hector satte sig ved siden af Juno i sofaen. Han kunne allerede godt lide Hector. Enhver, der kunne slå så proper en næve, var helt okay i Mars' bog, og det hjalp også, at han var pæn at se på. Hvis Mars havde mødt Hector under andre omstændigheder, havde han helt sikkert selv flirtet med ham for alvor. Nu kunne han så bare nøjes med at flirte med ham for at tage pis på ham.

"Du er hermed officielt advaret," sagde Hector og skævede lidt til de tomme flasker på bordet. "Skal vi have fest eller hvad?"

Juno genkendte straks det blik, Mars så på Hector med. Han havde set andre give sig det, og han havde endda også set andre give det til Hector, men han havde altid kunnet lægge en arm om sin ven og skræmme de fleste væk. Det var, i store træk, det samme han havde gjort ved at kysse Hector foran Mars denne gang.

Juno skævede til Hector, der ikke så ud som om han havde bemærket noget, og Juno skubbede blidt sit knæ op imod hans og holdt det dér, så tæt op af ham som muligt.

"Det er ikke en dårlig ide..." Juno havde ikke tænkt over de mange øl, de var bare helt tilfældigt sket. Han trak på skuldrene og så fra Hector til Mars, imens han spurgte dem begge; "er jeg en meget dårlig rollemodel, hvis jeg drikker min søde lillebror stiv første gang han besøger mig?"

Juno gik som sådan hverken op i hvor god en rollemodel han var eller hvad andre tænke om ham, men han kunne ikke modstå fristelsen for at smile uskyldigt til dem begge, som var det ting han gik op i, som var hans lillebrors velvære det vigtigste i hans liv (Det var det, men det ville han nødigt indrømme).

Det gik ikke Mars' næse forbi, da Juno rykkede lidt tættere på Hector, og det morede ham. Hvis han nogensinde skulle trykke lidt på sin storebrors knapper, så så det ud til, at det ville være ret nemt at gøre igennem Hector. Godt at vide. 

"Ja," sagde til han i munden på Hector til Junos spørgsmål, og han grinede straks og fortsatte, "men bror, du virker ikke som én, der lade dig hindre af andres indspiste holdninger til den slags. Jeg mener, du vil da ikke lade din søde lillebror sidde og tørste vil du? Ellers skal jeg nok hjælpe dig med at komme over det. Du siger bare til! Jeg gør det for din skyld."

Mens han talte, smilede Mars sit bredeste, mest charmerende smil - det synes han i hvert fald selv, når han havde øvet det foran spejlet. Han var slet ikke lige så god til at charmere sig ind på folk, som Juno var, men det vidste han heldigvis ikke endnu, for så ville det hurtigt blive en konkurrence.

Det gik ret hurtigt op for Hector, at Mars på mange måder var en miniudgave af Juno - det troede Mars vist nok selv i hvert fald - og det var ret charmerende, men Hector blev også en lille smule træt; det var voldsomt nok at skulle håndtere én Juno, men nu var der to af dem? Skulle Mars egentlig bo her også? Det kunne han ikke lige spørge Juno om lige nu, men han håbede det ikke, og han regnede heller ikke med, at Juno ville være okay med det, med mindre Mars' forældre viste sig at være helt forfærdelige. Hector havde været med Juno nok gange ude for at spionere lidt på Mars, at han vidste, at selvom Juno savnede sin bror mere end noget andet, så ville han helst have, at Mars fik det liv, Juno eller deres mor ikke kunne give ham. Det gode, trygge liv, hvor man aldrig manglede noget. Her i huset manglede de hele tiden et eller andet. Lige nu manglede Hector f.eks. at være alene med Juno, så han kunne snave ham i gulvet...

Hectors kinder blive en smule varmere, og han så ned og rømmede sig lidt. Han var klar på at drikke sig stiv og komme lidt ud af sin akavethed omkring Mars. Det var bare... mærkeligt. 

"Jeg synes, det er din pligt som en god, ansvarlig storebror at drikke din bror stiv under opsyn," sagde han til Juno med et alvorlig nik. "Se på ham... Han ligner én, der meget hurtigt kan komme i problemer uden ansvarligt opsyn."

Juno grinede af dem og rystede på hovedet. "I er begge to åndssvage," svarede han, på trods af deres gode argumenter. Mars virkede, på trods af sine egne ord, eller måske netop på grund af sine egne ord, ikke som en sød lillebror. Han virkede allerede til at være en fræk én af slagsen. Og Hector havde fuldstændig ret i, at han lignede én, der hurtigt kunne komme i problemer uden opsyn.

"Mars ligner sin storebror," argumenterede han, hvilket ikke var en modsigelse af Hectors påstand, men nærmere en erklæring af at Hector havde ret. Men Juno sagde det så kærligt, at han aldrig havde hørt sig selv lyde sådan før, og han strøg flere gange sine fingre igennem Mars' vilde hånd, inden han kom til en beslutning; "Vi drikker én øl mere, og så følger jeg ham hjem."
Han så over på Hector igen og blinkede langsomt til ham. Han tænkte allerede på, hvad han ville gøre ved ham, når han kom hjem igen. 'Næsten-kærester' kørte rundt og rundt i hovedet på ham, og han havde brug for at udleve, hvad end det havde gjort for at forandre deres forhold at sætte en slags ord på det. Men ikke imens Mars var her. 

Han rejste sig op, sprang over sofaens ryglæn i stedet for at gå uden om Mars eller Hector, og kom snart efter tilbage samme vej, med en øl til dem hver. 

"Har du drukket før?" spurgte han Mars, da han rakte ham sin, for hans lillebror kunne umuligt have brugt meget tid på en kro - Juno følte, at han ville have stødt ind i ham, hvis han havde. 

Mars' smil blev betydeligt mindre slesk og meget mere ægte, da Juno strøg sine fingre igennem hans hår; var det sådan broderlig kærlighed føltes? Mars elskede sine adoptivforældre, men båndet mellem ham og Juno føltes allerede ti gange stærkere. Han faldt nærmest lidt hen, mens Juno hentede øl, og han hørte slet ikke Hectors mumlede kommentar, "Ja, det er sgu uhyggeligt."

Mars vågnede først op igen, da Juno kom tilbage og gav ham en øl. Han skulle lige til at tage en slurk fra den, da Junos spørgsmål fik ham til at udstøde et nærmeste forarget fnys. 

"Selvfølgelig har jeg det!" sagde han fornærmet og rullede med øjnene. "Mine forældres vinskab? Jeg har tømt alle flaskerne og fyldt dem med saft i stedet."

Han var selv ret stolt af dette lille trick. Hans forældre drak sjældent, så der ville gå et godt stykke tid, før de opdagede det, og den tid, den sorg.

"Jeg vil vædde med, jeg kan drikke dig under bordet, bror," sagde han kæphøjt, selvom det virkelig ikke var gået specielt godt sidst han havde forsøgt at drikke én under bordet.