Situationen handlede ikke længere om kontrakten. Deavás havde skiftet samtalen ud med noget andet, som han var overbevist om at han var nød til at gøre noget ved situationen. Nok havde han hjulpet ham hjem, syet ham sammen og lagt ham i seng, men det var blot for at sikre sig, at han ikke endte med at forbløde midt på gaden. Eller i sengen for den sags skyld. Uanset hvad så ville Deavás gerne vise overfor Agarés at han ikke længere havde kontrol over situationen, at han var kommet med et formål og at han bestemt ikke ville kunne lide det. Men det bekymrede aldrig Deavás om hans ofre brød sig om behandlingen eller ej, så længe han selv kunne nyde det, og han fik sin hævn, så var han fint tilfreds med udviklingen af deres lille møde.. Han havde dog ingen problemer med at distrahere ham en anelse, virke som om kysset påvirkede ham i én retning, hvor det faktisk gjorde det modsatte. Han var villig til at gå langt, barndomsven eller ej, så følte han sig ydmygtet og Agarés havde ikke haft problemer med at sige det direkte til ham. Han blev stadig mindet om deres første møde i mange år, Agarés lagde intet imellem, men han brugte det blot for at udvide sin lyst til at få hævn. Det var som brænde, der langsomt gav ilden mere liv.

Noget kunne tyde på at Agarés var begyndt at finde sig tilrette i situationen, som han lagde armene bag ved hovedet. Det var ikke noget problem, som Deavás hurtigt ville få ham til at skifte mening, når først han kom i gang. Navnet lod til at have den ønskede effekt på Agarés, men Deavás havde ikke et ønske om at lege med en kludedukke, han kunne godt lide modstanden, som han uden tvivl ville møde, når det først gik op for ham, hvad han rent faktisk havde gang i. De burde dog kende hinanden nok til at vide at det aldrig ville komme på tale, hvor truet Deavás end måtte være, så ville han aldrig drømme om at bruge en dæmons navn imod dem. Det var frygtelig forbandelse og havde de haft muligheden for at fjerne den svaghed, så havde Deavás nok gjort et forsøg for mange år siden. Endnu en gang troede Agarés dog at han havde kontrol over situationen, lige som sidste gang. Men det var langt fra tilfældet, som Deavás dog bevægede sig over hans krop. Han blev pænt siddende, hvor han havde sat sig til at begynde med, men lod ellers sine fingre og læber vandrer over hans krop. ”Desværre..” svaret var lavt, som Deavás havde begravet sine læber i hans hud, han tog sig god tid til at mærke varmen fra hans krop, før at han bed sig fast. Det hele var med til at distrahere Agarés nok til at han kunne bruge flasken og dets indhold imod ham. Troede han virkelig at det ville blive så nemt anden gang, havde han glemt problemer første gang? Men det gik snart op for Agarés at der ikke var tale om en simpel leg, som sidst. Stønnet af smerte var nok, men han kunne også fornemme skuffelsen, der havde lagt sig over hans krop. Han mærkede hånden mod sin side, men strammede grebet med tænderne for at forhindre ham i at skubbe ham væk. Flasken holdt han endnu fat i, dog endte Agarés med at dreje sig, så den smuttede fra ham. Dertil var han nødt til at presse hånden imod såret og stingene. Han låste det ene ben om Agarés, som han løftede det. Ordene.. det var som benzin på bålet, som Deavás dog gav slip i hans hud med tænderne. Han flyttede den ene hånd mod hans brystkasse og pressede til. Den anden blev lagt rundt om hans hals, neglene boret ind i huden begge steder. ”Når jeg er færdig.” hvæste han koldt. Han brugte sin kropsvægt i håbet om at kunne holde Agarés nede. ”Men..” de gyldne øjne blev rettet imod Agarés, som han flyttede benene, slap ham og lagde sig ned over i stedet. ”Gentag den sætning igen.. og jeg bliver rigtig streng” vrissede han køligt. Ingen skulle tro, at han bare underkastede sig ham en anden gang. End ikke Agarés skulle være af den holdning, det var sket en gang. Og med de ord, ønskede Deavás ikke at det nogensinde skulle komme på tale igen. Hånden på brystkassen blev fjernet, som han lagde den imod hans sår og pressede nogle fingre imellem stingene bare for at understrege sin pointe. ”Der er ingen grund til at understrege din lille sejr fra sidst.. Jeg er udmærket klar over, hvad der skete imellem os.. men at bruge det imod mig på den måde, er under dig.” tonen var blevet mere afslappet, som han hev fingrene ud af såret og slikkede blodet af. Der var fortsat en hånlig tone over hans ord. Men man kunne også tydeligvis fornemme at han var frustreret af hans ord.

Emnet havde i den grad ændret sig, og der var ikke tid til at tænke over noget andet. Den nye situation var startet ud med nydelse, hvilket ikke var en dårlig ting, tværtimod. Når nu Agarés havde brugt hele sin dag i smerter, var det kun rart med den slags distraktion. Også selvom nydelsen resulterede i spændinger, der ikke gjorde smerten nemmere. Som altid følte han, at han havde god kontrol over situationen, omend han stadig ikke havde glemt glimtet i Deavás øjne, dét der afslørede nogle anderledes planer, men han var distræt nok til ikke at tænke over det lige nu. Først havde kysset givet ham en fornemmelse af én hensigt, dernæst kom læberne mod brystkassen. Biddet og neglene havde påført smerte, men det var den gode af slagsen i affæren. Det blev nydt lige så meget, som alle andre berøringer og i få sekunder ad gangen, blev smerten i siden glemt. At det hele snart blev ændret til noget helt andet, var en fjern tanke. Den eksisterede ikke.

Agarés havde altid haft forståelsen for, at en dæmons navn ikke ville blive brugt imod ham af en anden dæmon. Derfor var han også blevet det mere frustreret over, at truslen overhovedet var kommet frem. Han havde selv overtaget nogle af sine slavers sind og fået dem til at adlyde ordre uden at kunne gøre modstand, men han havde ingen intention om selv, at blive sat i en lignende situation. Der blev ikke gjort alvor ud af truslen, hvilket fik ham til at falde en anelse ned. Svaret der lød, hørte han ikke. Det var lavt og Agarés var travlt optaget af andre ting. Deavás havde ikke været tilfreds med deres sidste møde, men han var ikke i tvivl om at han havde nydt det, derfor havde han ingen problemer med at prikke til ham med hånlige kommentarer. Og derfor var der et håb om at det ville blive nemmere anden gang. Det var ikke tilfældet.

Smerten fra tænderne i brystet blev værre, jo mere han skubbede, men der var begrænsninger for hvor meget han kunne skubbe. Derfor tog han både benet og hoften i brug, måske det ville virke bedre, men han blev låst fast af et ben i stedet. Presset mod såret i siden fik blodet til at flyde gennem stingene, som han i forvejen anstrengte sig gevaldigt. Han forsøgte stadig at skubbe, lige indtil hånden blev presset mod hans brystkasse. Kræfterne var ikke til det. Han fik skubbet til flasken og den ramte gulvet med et brag, som den blev smadret. Det havde han dog ikke overskud til at reagere på, da han i stedet blev tvunget til at fokusere på hånden der blev lagt om hans hals og neglene, der blev boret ind. Smerterne havde taget til og Deavás vægt var mere end rigeligt til at holde ham nede. Han var rasende og derfor valgte han ikke at se ham i øjnene, indtil han hørte et 'men'. Så rettede han det rødglødende blik i vrede mod ham. Hans trussel var klar og siden han var såret i forvejen, var der ingen grund til at gøre det værre, derfor sagde han intet. Han mærkede fingrene i såret og han fik et forpint udtryk i ansigtet, som han udbrød endnu et støn i smerte. Han greb fat i hans underarm for at få ham til at stoppe, men hans kræfter var blevet brugt rimelig godt op tidligere, i sit forsøg på at skubbe ham væk, så intet skete. Han gjorde hvad han kunne for at bide smerten i sig. "Hvis du ikke ønsker at høre flere af den slags sætninger, så stop pinslerne og fortsæt den leg du startede tidligere," sagde han sammenbidt, mere roligt end man ville kunne forvente. De blå øjne var stadig fyldt med vrede, men han formåede alligevel at have et glimt i øjet, der indikerede præcis hvilken slags leg han omtalte. Han åndede lettet op da fingrene blev fjernet fra såret igen, men blodet flød hurtigere ud nu end det havde gjort før. Han skævede mod såret, lagde selv en hånd mod det og pressede så meget han nu kunne. "Men jeg ved ikke hvor meget jeg kan bruge det imod dig," sagde han med en overvejende tone. "Du kunne jo lide det," fortsatte han køligt, som han rettede et nu helt roligt blik mod ham igen.

Det handlede ikke om nydelse også selvom Deavás havde ført Agarés bagved lyset og fået ham til at tro det med sine kærtegn. Men det var ikke hans intention at få ham til at nyde det hele. Han ønskede at fordreje situationen og havde allerede lavet forarbejdet til at gøre det, men der var ingen grund til at give ham en fornemmelse af, hvad der skulle ske. Så længe at Agarés nød det, så ville Deavás kunne udnytte det. Det var selvfølgelig svært at skjule fra hans blik, men derfor undlod han også at holde blikket på ham i en længere periode, for så ville hans blik afsløre hans sande intentioner med mødet. At bringe Agarés sande navn på banen var for at få hans opmærksomhed. Han mente det seriøst og ønskede at vennen skulle tage det mindst lige så seriøst. Det lod til at have den ønskede effekt, som han fik hans fulde opmærksomhed, om end situationen blev langt mere direkte end først håbet på. Truslen var ikke ment til at blive ført ud i livet, men det kunne dæmonen under ham selvfølgelig ikke vide, alligevel lod han til at falde til ro, som Deavás ikke førte navnet helt ud. Truslen faldt langsomt til jorden, som Agarés gjorde en indsats for at dreje situationen om. Fornærmelsen var måske fortjent, men Deavás brød sig stadig ikke om den, hvilket også var grunden til at han reagerede på den måde.. For han ville aldrig komme til at indrømme, at han havde nydt deres sidste møde, det ville skulle tvinges ud af ham og Agarés lod ikke til at være typen til at tvinge nogen, så det ville næppe komme til at ske. Deavás derimod var villig til at gå langt for at få sin hævn, hvilket var grunden til at han blev lettere ubehagelig og provokerede såret.

Agarés forsøgte at komme fri af hans greb, men Deavás pressede blot mere på, som han ikke slap med tænderne lige med det samme. Han rev ham over huden og forsøgte næsten af bore fingrene ind i kroppen på ham. Måske det var raseri.. Eller måske det bare var irritation over at Agarés faktisk havde lykkes sidste gang? Flasken ramte gulvet med et brag, men Deavás var travlt optaget af hvad der ellers foregik imellem dem. Han var ikke i stand til at tage afstand til det hele og se det store billede. For han var kommet for at få hævn og det betød ikke, at han skulle få Agarés til at nyde det. For hvilken slags hævn ville det så være? Det rødglødende blik mødtes hans, som han spejlede følelserne med rettede det imod frustrationen i stedet. Han hvæste irriteret, før at han hev fingrene til sig og lod såret bløde uden hans hjælp til at provokere blodet. Deavás mærkede grebet imod hans underarm, men flyttede blot armen fri af hans greb, som han pressede fingrene imod hans brystkasse igen. Neglene blev presset imod huden i et stykke tid, før at han hev til og rev ham ned over brystkassen. De lange streger blev trukket op endnu en gang, som han flyttede hånden tilbage til start og rev dem ned over ham igen. Ordene kom en anelse bag på ham, som han rettede ryggen og lagde hænderne mod hans brystkasse for at holde ham mod sengen. Han forstod ikke meningen i ordene, for det var netop den slags nydelse, som havde givet Agarés grund til at tale sådan.. ”Og hvordan vil det kunne hjælpe mig?” han tvivlede og man kunne nemt høre det på hans stemme, for hvis han gav efter for nydelsen igen, så ville han ende i selv samme situation som sidst. Måske lige bortset fra, at Agarés ikke var i stand til at holde ham nede. Men det var næsten det samme. Alligevel endte Deavás med at bukke sig ned over ham igen. Han holdt ham stadig nede med sine hænder, men lod atter sine læber strejfe hans hud. Læberne fulgte stregerne på hans krop. ”Medmindre du er villig til at overgive dig denne gang” det var ikke nødvendigt at stille spørgsmålet, for Deavás kendte udmærket svaret. Han ville blot provokere ham yderligere. Det var lidt som om han havde fået afløb for de værste af hans aggressioner, men alligevel kunne han ikke lade vær med at provokere bare lidt. Han ignorerede fuldkommen kommentaren om at han havde nydt det, for han nægtede at svare på det.

Det var slet ikke alt der blev nydt så meget som det kunne være, men det blev nydt nok og det kunne ses. Agarés havde ikke mange kræfter at gøre godt med efter skaderne. Han var svag, i forhold til hvad han plejede at være, og det gjorde det lidt hårde berøringer mere smertefulde end de burde være. Det var til at holde ud, specielt fordi alt andet blev nydt og det måtte da gerne blive ved. Deavás var mere udspekuleret end Agarés havde forestillet sig, og det gav ham helt sikkert en stor fordel, som han ikke var forberedt på noget som helst. Hans reflekser duede heller ikke til noget, så at reagere på nogle bevægelser før det var for sent, var ikke en mulighed. Han var klar over at hans tidligere kommentar ikke ville blive taget godt imod, det gjorde den slags kommentarer aldrig. Det var ikke første gang han havde fået en aggressiv reaktion på det, men det blev aldrig sagt fordi han mente det. Det blev sagt lige så snart han ikke havde kontrol over en situation. Det frustrerede ham utroligt meget, at Deavás havde rimelig frie tøjler lige nu, som han ikke kunne gøre meget modstand. Han var ikke typen der tvang nogen til noget, medmindre han havde en ordentlig grund. At få Deavás til at indrømme sin nydelse fra sidst var ikke nødvendigt, da han kendte sandheden uden at høre det fra ham.

At Deavás decideret var kommet for at få hævn, var stadig ikke helt gået op for Agarés. Han havde selvfølgelig reageret på den tidligere kommentar, det var forventet, men mere lagde han ikke i det. Alle de ting der var blevet gjort, som havde ledt til mere smerte, betød ikke nødvendigvis hævn, men kunne være en del af den slags leg de udførte sidst. Der var også blevet involveret smerte, bare mest over for Deavás. At få den tilbage ville ikke gøre ham noget, hvis han fungerede optimalt, tværtimod. Måske han også var ekstra irriteret over at være tvunget, til at bruge sin dag på denne måde, i stedet for alt det han egentlig burde have gjort. Blodet fra såret gled langsomt mod sengen, men jo længere tid det fik lov til at løbe, jo mere sev ned under ham og blandede sig med det rom der lå der i forvejen. Det fik lavet en lettere klistret konsistens, men han havde ikke tid til at gøre noget ved det, som han mærkede neglene der blev revet ned over brystkassen flere gange. Han gjorde intet ved det, for det var en form for smerte han kunne holde ud i dag, så længe det ikke gik ud over såret i siden, som stadig blødte. Han skulle til at løfte overkroppen fra sengen, for derefter at flytte sig fra rommen og blodet, men blev i stedet holdt nede. "Den form for nydelse er vel også en slags hjælp?" Svarede han med et let smil. Han tog vel heller ikke fejl, selvom det efterhånden var gjort rimelig klart, at Deavás ikke ønskede den form for nydelse igen. Han var ikke specielt villig til at blive holdt mod sengen og spændte en anelse i kroppen, lige indtil han igen mærkede læberne mod huden. Det sveg en smule, grundet rifterne neglene havde efterladt for kort tid siden, men det fik ham alligevel til at slappe lidt mere af. Hans ord fik ham til at vende et let overvejende blik mod ham, men det blev hurtigt kastet bort, som han rystede på hovedet. "Det er vel forhåbentligt ikke derfor du er kommet?" Lød det undrende fra ham, da han selv var overbevist om at han aldrig ville overgive sig til ham. At han overhovedet havde overvejet det, bare i et sekund, betød intet. Det var sikkert bare manglen på blod, der fik ham til at tænke uklart. Ja, det måtte være det. Han vred sig lidt igen, i et lettere ynkeligt forsøg på at fjerne Deavás, men medmindre han flyttede sig frivilligt, ville der nok ikke ske meget. Det var mest af alt fordi han ville gøre noget ved rommen og blodet i sengen, også selvom hans energi ikke helt var til det, men også fordi han var irriteret over at blive holdt fast.

Hvad enten Agarés havde kontrollen eller ej, så ville Deavás ikke finde sig i den slags kommentarer, da han bestemt ikke følte, at han havde fortjent det. Det var sket én gang.. Agarés vidste jo slet ikke, hvad han ellers var i stand til, men de havde selvfølgelig også være adskilt længe, så han kunne ikke vide det, men Deavás så det ikke som en god undskyldning for at fyre den slags lort af. Det havde virkelig irriteret ham grænseløst og han var endnu ikke klar til at lægge det på hylden. Hvilket også var en af grundene til at han blev siddende på hans lår og holdt ham nede med en hånd, så han ikke forsøgte at dreje eller skubbe ham ned. Heldigvis for ham, så forhindrede såret den store form for modstand, så Deavás havde forholdsvis nemt ved at holde ham nede. Derfor var det heller ikke særlig sandsynligt, at der ville ske det samme som sidst. Han var i hvert fald overbevist om det, som han strøg fingrene over Agarés krop. Han havde aldrig følt sig afhængig af en krop før, og han tvivlede lidt på at det nogensinde ville blive aktuelt. Lige nu havde han blot en trang til at gøre ham ondt og det skulle helst blive endnu værre.

Havde der kun været tale om en leg, så havde Deavás næppe insisteret på denne måde, men han holdt hele tiden en hånd mod hans brystkasse for at holde ham nede. Hvis han havde haft tiden, så havde han nok fundet en måde at binde ham fast på, så han rigtig kunne få arbejdsro, men han var godt klar over, at Agarés ikke ville ligge stille længe nok til at han kunne gøre det. Så i stedet var han tvunget til at gøre brug af sin ene arm, selvom han hellere ville kunne bruge begge hænder til at arbejde med. Deavás styrede selv sin dag, og han havde bevist lagt hele dagen af til dette.. måske endda flere, men det behøvede han ikke fortælle Agarés om. Tiden måtte jo vise, hvad han skulle bruge tiden på, som han uden tvivl ville kede sig, hvis han ikke fik lidt mere gang i hævnen, men vennen insisterede jo på at tale til ham. Provokere ham eller få ham til at tvivle på sine intentioner. Han fnøs irriteret af hans ord, som han vendte blikket mod sine hænder i stedet og bukkede sig ned over hans brystkasse. Han ønskede ikke at svare på ordene, som det blot irriterede ham. Han pressede læberne imod rifterne og førte dem ned over maven med et tilfreds smil på læben. Deavás var udmærket klar over at Agarés ikke ville slippe kontrollen, ikke medmindre at Deavás selv fik fanget hans sind, men Agarés havde tydeligvis ikke planer om at dele sind med ham, så han måtte jo bare finde på noget andet. Han rettede atter de gyldne øjne mod ham, som han smilte svagt over spørgsmålet, han trak let på skulderne, som han kunne tænke hvad han havde lyst til lige nu. ”Og hvis jeg var?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Han ventede dog ikke på hans svar, før at han flyttede læberne tilbage mod hans mave og bevægede sig mod såret. Deavás borede fingrene ned i hans brystkasse igen, som han flyttede læberne over stingene og åbnede munden for at samle tænderne om enden på tråden. Han hev roligt til, langsomt, så Agarés kunne mærke det hele. Rommen eller blodet generede ham ikke, så han havde ingen planer om at flytte sig lige foreløbig i stedet tog han sig god tid, som han trak hovedet til sig for at hive i tråden. Deavás slap tråden, som han rettede ryggen og flyttede hånden fra hans brystkasse for at stryge den ned over hans mave i stedet. Han lod den glide mod såret igen, som han holdt blikket på ham. ”Det er frustrerende..” startede han ud, som han smilte køligt til ham og placerede en finger mod starten af såret. ”ikke at have nogen kontrol..” fortsatte han med et lystigt smil på læben, som han pressede svagt på mod såret. ”Ikke?”

Agarés var ikke specielt god til at slappe af generelt. Han stressede aldrig, men kunne altid finde noget at lave og nu var ingen undtagelse. Derfor var det lidt ekstra frustrerende at han nærmest ikke havde noget valg, andet end at blive liggende her, nu hvor Deavás holdt ham nede. Men det var ingen hemmelighed, hvilke forventninger han havde haft til resten af dagen og hvis han bare blev overbevidst, om at det var dét der skulle ske, ville det muligvis være nemmere at få ham til at ligge stille. Havde han vidst at planen var at få ordentligt i gang i noget hævn, havde han nok været endnu mere distraherende, end han åbenbart var, og så helt ubevidst, kun for at forhindre ham i at komme videre. Men udover at han havde meget mindre kontrol end han gerne ville have, var han også utrolig uvidende. Måske han normalt ville have overskuddet til at tænke sig lidt om, men dagen i dag var langt fra gået som forventet, og egentlig var han mest opsat på at slappe af, selvom det nok ikke kom til at ske. Selvfølgelig ville han da heller ikke brokke sig, hvis der skete det han havde forventet ville ske mellem dem, så læberne mod rifterne, selvom det stadig sveg lidt, blev nydt som de bevægede sig ned over maven. Han kunne ikke lade være med at smile let over hans ord. "Så synes jeg du skal give op med det samme," svarede han så roligt han nu kunne, mens han fortsat nød læberne mod kroppen, og ikke skænkede det en tanke, at han var på vej mod såret. Han svarede også som om han ville have et valg hvis Deavás valgte at tvinge ham, da han ikke ligefrem lå i en position til at kæmpe alt for meget imod.

Med både neglene i brystkassen og læberne der gled over stingene, blev han i et kort sekund forvirret over, hvilken en af delene han skulle fokusere på, men opmærksomheden blev rettet mod stingene, da der blev hevet i tråden. Han reagerede uden at tænke over det, og fik derfor givet et kort ryk i det ene ben. Det resulterede i at han fik skubbet let til Deavás, og der blev rykket lidt mere i tråden, som der lød nogle lave anstrengte støn fra ham. Han skævede kort mod hånden der strøg ned over maven, før han vendte blikket mod ham da han talte. Så snart han placerede en finger mod såret, tog han fat om hans håndled, i et svagt forsøg på at stoppe ham i at gøre mere. Det gik dog virkelig dårligt, og der gik ikke længe før han mærkede presset. Hans handlinger irriterede ham, men hans ord oveni det, irriterede ham endnu mere. At han ikke var vant til ikke at have kontrol over tingene, var ikke svært at se og han var næsten desperat, for at vende situationen rundt. "Kontrakterne.." Lød det sammenbidt fra ham, men han holdt en kort pause for at trække vejret i smerterne. ".. Ligger på kontoret for enden af gangen, i skrivebordet," fortsatte han. Han var ekstremt irriteret, men han gjorde hvad han kunne for at skjule det. Hvorfor han havde valgt at bringe kontrakterne op igen, var der flere grunde til. For det første var det en god mulighed, for at slippe for flere smerter lige nu. For det andet ville det, så vidt han vidste, være en mulighed for at påvirke hans sind, og dermed genvinde den fulde kontrol. For det tredje ville det vel ikke være en super dårlig idé, at få en gammel ven til at arbejde for sig. Agarés kendte dog ikke til Deavás' evne, så at det kunne ende meget galt, var ikke med i hans overvejelser. Han var sikker på, at det kun kunne være til hans fordel, at han nu var gået med til at skrive kontrakt med ham.

Det var ikke til sige, hvad det ville udvikle sig til, men Deavás ville gøre alt, hvad han kunne for at presse det i én retning, specielt hvis Agarés havde fået fornemmelsen af det modsatte, så havde han jo gjort noget forkert. Derfor valgte han også at presse yderligere på, så Agarés slet ikke var i tvivl om, hvor han forsøgte at skubbe det hen. Mange ville måske ikke forvente den form for fysisk omgang imellem venner, men Deavás bekymrede sig ikke om, hvad der ville ske, når først han havde fået sin hævn. Spørgsmålet var om de ville kunne gå derfra uden problemer eller om Agarés ville have noget til gengæld. Ikke at Deavás følte, at han ville være berettiget til det, for han havde jo fortjent det. Der var en mindre fare for at han ville tage det for langt ud, men kun hvis han blev provokeret til at presse yderligere på og hans kommentar fra tidligere brændte endnu i ham, så det var nærmere et spørgsmål om det ville være nok. Eller om Agarés ville være tvunget til at overgive sig for at Deavás ville stoppe. Lige nu var han ikke i kontrol, Deavás sørgede for at holde presset imod ham og låste hans ben, så han ikke lige pludselig kunne skubbe ham af. Den sidste mulighed ville nok være at søge ned på gulvet, men såret ville næppe have godt af et sammenstød med gulvet. Deavás fnøs kort af hans ord, som han trak let på skulderne. Hans ord ville ikke kunne få ham til at stoppe nu. ”Det kan ikke komme på tale” lo han koldt, som han pressede læberne imod hans hud. Han sukkede let for sig selv, som han godt vidste hvad der skulle ske, men Agarés var tydeligvis uvidende og ikke i stand til at se, hvor det hele førte hen.

Det var forventet at Agarés ville reagere, da Deavás først tog fat i tråden, men at han gav et ryk med benet var en anelse uventet, så han var tvunget til at holde sig oppe med en hånd imod sengen. Den blev hurtigt smurt ind i blod og rom, som han forhindrede sig selv i at lande direkte ovenpå ham. Han havde stadig brug for afstanden for at kunne lege med ham. Tråden slap han ikke endnu, som han bed tænderne yderligere sammen og gjorde klar til at trække igen. En latter undslap hans læber, som det hele havde forvoldt ham mere smerte. Det var sød musik i ørerne, som han ønskede at provokere det yderligere med fingrene. Dog slap han tråden og rettede blikket imod Agarés, som han greb fat i hans håndled. Deavás rynkede let på brynene, som der endnu hvilede et smil over hans læber. Selvom forsøget ikke bar meget styrke over sig, så valgte Deavás at stoppe op, afventede en reaktion eller ord, som skulle forhindre ham i at fortsætte.
Agarés forsøg på at få ham til at stoppe, bragte et smil frem på hans læber, som han rettede ryggen op og lod blikket møde hans. Han overvejede det for en stund, før at han slikkede blodet af sine fingre og nikkede let til hans ord. ”Var det så svært?” han fik det til at lyde, som om det var hvad han var kommet efter fra begyndelsen. Måske han ikke havde troet, at det ville være nødvendigt at overtale sin ven til at lave kontrakt med ham. Men i virkeligheden havde han en bagtanke med det, dog afslørede glimtet i hans øjne ikke noget af det. I stedet bukkede han sig ned til ham og kyssede ham dybt på munden. Hænderne var placeret imod sengen og han løftede sig let i benene, så Agarés ikke længere kunne mærke presset imod hans krop. Deavás brød kysset af igen, som han smilte til ham og løftede benet over ham, så han kunne komme ud af sengen på den modsatte side. ”Nu bliver du liggende?” spurgte han med et alvorligt blik i øjnene, både fordi han var såret, men samtidig også fordi de langt fra var færdige endnu. Så strøg han mod døren og ud på gangen for at følge den ned til modsatte ende, hvor han trådte ind på kontoret og straks fik øje på skrivebordet.

Der gik noget tid, før at Deavás vendte retur til værelset med papirerne i hånden og lod blikket glide mod Agarés. Tænkt sig, at han skulle bruge så meget tid på at overtale ham til at skrive kontrakt med ham. ”Har du et kodeks imod at skrive kontrakt med folk, du kender?” spurgte han med et roligt smil. Man kunne ikke rigtig fornemme på ham, at han lige havde brugt tid på at pine ham. Det var lidt som om at han gled tilbage i en hel almindelig samtale, som før de nåede værelset. Deavás bevægede sig hen til sengen og lagde papirerne på bordet ved siden af sengen. Det måtte være op til Agarés at forklare, hvad han skulle have fra ham for at fuldbyrde kontrakten. ”Er der noget jeg burde vide?” det var svært at sige, hvordan forbindelsen ville blive oprettet og hvordan det i det hele taget ville føles.

Om de ville kunne gå derfra uden problemer var ikke til at sige endnu, specielt ikke nu da Agarés ikke anede hvad der ventede ham. Muligvis ville han kræve noget til gengæld senere hen, men kun fordi han ikke mente at Deavás fortjente nogen form for hævn, da det ikke ligefrem var nogen hemmelighed, at han havde nydt det sidste gang. Han ville ikke kunne se hvorfor han ville tage hævn, for den lettere grove behandling, når det var lige præcis det der havde fået ham presset til kanten. Det var en masse der skulle overvejes senere, da han lige nu ikke var i stand til at gøre som det passede ham. Han blev holdt fast mod sengen og hans ben blev låst, hvilket kun gjorde det værre. Han hadede at være den der blev bestemt over, intet var værre. Det var egentlig ret dobbeltmoralsk, da han dagligt kontrollerede andre, men det var en mindre detalje. Hans kommentar var forventet, men det betød ikke at han ville give efter uden videre, da han stadig var overbevist om at det var dét, det hele handlede om. Han havde haft kontrollen sidste gang, så nu ville Deavás udnytte den svage position Agarés stod i, og vise på flere måder, at han havde mindst lige så meget kontrol. Han regnede med at det var derfor, at han gjorde hvad han kunne, for at provokere ham yderligere med diverse former for smerte mod såret, der i forvejen brændte som en gal.

Reaktionen der var kommet af ren refleks, havde givet bagslag og forvold ham mere smerte, og latteren lød fra Deavás, men han reagerede ikke, da han fokuserede på et par dybe vejrtrækninger, for at lette smerten en anelse. Endelig blev tråden sluppet og det frustrerede blik blev rettet mod ham. Han fnøs over han kommentar og rystede let på hovedet i irritation. Om det var over Deavás' kommentar, eller om det var over ham selv var han ikke helt klar over. Kunne han virkelig have undgået alt dette, hvis han bare havde nævnt de kontrakter fra starten? Han sukkede tungt, lige inden kysset blev plantet mod hans læber og han gengældte det uden tøven. Han løftede hovedet let, for at lade kysset vare et lille sekund længere, før det blev brudt og han lagde hovedet tilbage mod sengen. Han smilede skævt og nikkede så let. "Jo jo.." Svarede han kort, men ikke specielt overbevisende, og lige så snart Deavás var gået ud på gangen, rullede Agarés mod kanten af sengen og rejste sig med et smertefuldt støn og en hånd presset mod såret. Han holdt hånden der, som han tog fat i det ene hjørne af lagenet med den anden hånd, og hev det af sengen. Han krøllede det sammen og førte det om bag ryggen, hvor han fik fjernet den, efterhånden meget, klistrede konsistens, der var blevet lavet af blodet og rommen. Han nåede ikke længere, før han rettede blikket mod Deavás, der kom gående ind på værelset igen. "Nej, det har jeg ikke. Jeg har et kodeks mod at skrive kontrakt med folk, der forrige gang havde givet udtryk for, at jeg ikke ville ønske mig adgang til deres sind," svarede han, måske lettere provokerende, men med et lige så roligt smil som han selv fik, som han smed det sammenkrøllede lagen på gulvet. Han havde fået en mindre advarsel om at få adgang til hans sind, og han havde egentlig tænkt sig at tage den alvorligt, men hvor slemt kunne det være? Sikkert ikke særlig slemt. Som det ikke var til at høre på Deavàs, at han lige havde brugt tid på at pine Agarés, var det heller ikke til at høre på Agarés, at han lige var blevet pinet. Det var det der yderst mærkværdige forhold de havde til hinanden, der gjorde at hele situationen hurtigt kunne gå fra ét, til noget helt andet. Dog var irritationen stadig at ane i hans stemme. Han havde ikke overskud til at gøre mere for rengøring lige nu, så den måtte ligge der, indtil hans sekretær kunne gøre noget ved det.

Han satte sig på kanten af sengen igen, lagde den frie hånd mod sengen bag sig som støtte, som han lænede sig lidt tilbage, for ikke at lægge mere pres mod såret, udover det pres han lagde med hånden. Han skævede kort mod kontrakten, før han igen så mod Deavás. "Kontrakten kræver din underskrift, i form af dit fulde navn og en dråbe af dit blod, før jeg kan få adgang til dit sind. Ønsker du ikke at være en del af The Hive Mind længere, kan kontrakten rives over og forbindelsen bliver brudt." Det var vidst den korte forklaring, men ville han vide mere, regnede han med at han ville spørge. "Men jeg beholder kontrakten," lød det fra ham kort efter. Det sagde vel sig selv, men ingen skulle have mulighed for at bryde forbindelsen i tide og utide. Det skulle han selv holde styr på. "Når du har skrevet under, skal jeg have øjenkontakt med dig, før forbindelsen kan skabes. Derefter får de fleste en let hovedpine, da de ikke er vant til at have mere i hovedet end de plejer. Heller ikke selvom det kun er en mindre brøkdel." Alt han sagde lød en anelse anstrengt, som han hele tiden holdt presset mod såret i siden, og engang imellem var han nødt til at holde en kort pause, for at trække vejret ordentligt. Men nu var han vidst også færdig med at snakke. Han var måske ikke så detaljeret, som han havde været med mange andre, han havde skrevet kontrakt med, men det mente han heller ikke, at han behøvede at være. Han var det nemlig kun for at berolige folk, og give dem endnu mere grund til at skrive kontrakt med ham, hvilket bestemt ikke var nødvendigt med Deavás. Han var dog stadig forberedt på, at der måske kunne komme få spørgsmål, og han var da klar til at besvare dem.

Der var en grænse for smerten, som Deavás ønskede at forvolde, det skulle bare være nok til at han ikke længere var i tvivl, men han havde ingen planer om at fortsætte i evigheder og da slet ikke, hvis han først fik sin vilje. Spørgsmålet var bare om Agarés nogensinde ville give slip eller forsøge på det. Deavás kunne tydeligt mærke, at han ikke bare sådan lige ville give slip. Ikke at han forventede at han ville blive liggende i sengen uden at røre sig, der var noget underholdende i at se ham vride sig på den måde. Måske det var ikke var af samme årsag, som Deavás selv havde vredet sig sidst, men det var en god begyndelse, som han dog slap tråden. Der var intet i vejen med at give Agarés falske forhåbninger, hvilket var grunden til at han havde bragt kontrakterne på banen for at give ham en udvej, som egentlig ikke var en udvej, men han måtte gerne tro det lidt endnu. Deavás kunne dog godt fornemme, at han ikke var helt fornærmet endnu, som han ikke tøvede med at gengælde kysset. Deavás selv smilte blot, som han brød kysset af igen og strøg tungen over sin underlæbe. Han udfyldte kun en rolle lige nu, som han dog forlod ham for at finde frem til kontrakterne. De var heldigvis ikke gemt langt væk og de var nemme at finde ud fra hans beskrivelse, så han kom hurtigt retur.
Som han trådte ind i værelset igen, smilte han blot, som Agarés var travlt optaget af at få blodet og rommen væk fra sin krop. Deavás smilede lystigt, som han for en stund blot nød synet af hans besvær. Den klistrerede konsistens ville næppe være nem at fjerne helt, men han havde tydeligvis gjort et ihærdigt forsøg, som Deavás trak let på skulderne og gik hen til ham. ”Oh?” han lød lettere overrasket, som der hvilede et køligt smil over hans læber. Agarés var bange for, hvad der ventede ham i hans sind? Han havde faktisk taget hans advarsel seriøs. Det var lettere imponerende, men så meget vidste de selvfølgelig heller ikke om hinanden, så måske det var smart at være på den sikre side? ”Har du nogensinde mødt et sind, du ikke kan arbejde med?” spurgte han uddybende, hvor meget modstand kunne han forvente og ville det blive et problem at holde Agarés ude af minderne eller ville han trænge lige igennem? Selvfølgelig havde Deavás endnu ikke mødt end, der kunne bryde murerne ned, medmindre at han ønskede det.. Pinslerne var glemt og samtalen var drejet mod et helt andet emne end tidligere. Deavás gav dog papirerne til Agarés for at sikre sig, at han havde fundet de rette papirer.

Blodet og svineriet generede ikke Deavás, han blev dog stående, som han ventede på instrukser til at få underskrevet kontrakten. Han rynkede let på brynene, som Agarés forklarede sig. Han brød sig ikke om at skrive sit fulde navn på et papir som det. Men han havde ikke rigtig noget valg, hvis han skulle indgå i en kontrakt med ham. Med et irriteret suk tog han fat i papiret og placerede det mod bordet ved siden af sengen. Han stirrede længe på linjen, hvor han skulle skrive sit navn. ”Det er vel på tide, at du har det samme på mig, som jeg har på dig” svarede han lettere sammenbidt, som han lod blikket glide mod Agarés, før at han fiskede en pen op af lommen og placerede den mod linjen.. En dyb indånding var nødvendig, som han førte den over papiret. Deavás Manah Dahaka. Han stirrede på papiret for en stund, aldrig havde han været nødt til at skrive det ned, så det så faktisk helt forkert ud. ”Kan jeg stole på, at du ikke lader det falde i de forkerte hænder?” blikket blev atter rettet imod Agarés, som han forventede at ingen ville komme til at læse det.. Han brugte kun sit fornavn, der var ingen som havde hørt hverken hans mellemnavn eller efternavn før og det var også første gang for Agarés. Deavás vendte skriveredskabet om, som han pressede det imod sin tommelfinger, så der gik hul. Smerten var ikke uvan, så han reagerede ikke rigtig på det, før at han placerede fingeren mod papiret ved siden af navnet. Deavás løftede fingeren op til munden for at slikke blodet af, før at han vendte sig imod Agarés og rakte ham kontrakten. ”Nu gør du intet, jeg ikke ville have gjort, vel?” lo han med et køligt smil på læben. Nok var det et gammelt venskab, men han stolede stadig på ham, uanset hvad der var sket tidligere. Blikket blev rettet imod Agarés øjne, han var en anelse spændt på, hvordan det ville føles og ikke mindst om han ville være i stand til at mærke hans tilstedeværelse.

Blodet og rommens konsistens var ikke helt nem at arbejde med, og det var umuligt at fjerne alt, kun med hjælp fra lagenet. Han ville være nødsaget til at tage et bad, for at fjerne resten, men det måtte vente, da han ikke havde specielt meget overskud tilbage. To gange havde han været i selskab med Deavás nu, og hver gang var det end i at et bad var nødvendigt. Godt nok af to meget forskellige årsager, men det virkede som om at det langsomt ville blive en vane. Han rystede let på hovedet, som svar til hans spørgsmål. ”Nej, men jeg arbejder ofte også kun med mennesker, der ikke ligefrem er kendt for deres stærke sind,” svarede han mere uddybende. Agarés’ sind kunne holde til meget, men der var begrænsninger. På en som Deavás, der var rimelig godt trænet i sin evne, ville han ikke have meget at skulle have sagt, da hans evne selvfølgelig stadig ville virke optimalt, selvom Agarés fik adgang til hans sind. Hans blik blev kort rettet mod papirerne, og et let nik bekræftede, at det var de rette han havde fundet.

Agarés havde aldrig hørt Deavás’ fulde navn, men det generede ham heller ikke, da han altid respekterede en dæmons navn. Det var vel en uskreven regel for dæmoner generelt, at de ikke pressede på med at lære navnene at kende, og derefter ikke misbrugte det, hvis de kendte til det, og han var vel egentlig også selv en meget privat person, så hemmeligheder generede ham ikke. Han smilede svagt over hans sammenbidte kommentar. Det var tydeligt at se, at det var svært for ham, men han havde selv ønsket at skrive under, så det skulle gøres. Han havde altid muligheden for at sige nej, men kontrakten blev skrevet under med både navn og blod kort efter, og nu var det for sent. Han fjernede hånden fra såret i siden og placerede den i stedet på sengen bag sig. Blodet løb ikke fra såret længere, men hans hånd var helt rød og det blev en plet af madrassen også, efter hånden var lagt der. ”Selvfølgelig, kun mine egne,” svarede han med en let latter. Kontrakten ville ikke blive set af andre, men han havde ikke travlt med at fjerne den fra natbordet, da ingen, udover sekretæren og ham selv, havde adgang til hans hus medmindre han selv slæbte dem med. Den blodige hånd blev fjernet fra madrassen, som han strakte den frem mod Deavás og greb fat i hans skjorte, for at hive ham tættere på sig. Det var kun for at komme videre i processen der kom efter kontrakten, og han magtede ikke at stå op for længe. Derfor var det nemmere at få ham tættere på sig. Han slap skjorten og førte hånden op mod hans skulder, hvor han hev til for at få ham i knæ foran sig. Han skulle have valgt at bruge den anden hånd, da kræfterne han lagde i fik ham til at spænde let i siden og et lavt støn i smerte lød fra ham. Hånden blev flyttet igen, denne gang placerede han en finger under hans hage, som han lænede sig frem mod ham. ”Det ved jeg ikke. Jeg kender dig jo slet ikke så godt længere.” Han rettede blikket mod hans og de blå øjne ændrede hurtigt farve og blev helt hvide i stedet, selv den sorte pupil. I et kort sekund ville farven i Deavás’ øjne ændres til blå, et tegn til at Agarés nu havde fået fuldt adgang til hans sind. Normalt ville det ikke være helt smertefrit, ikke at det ville gøre ekstremt ondt, men de fleste havde fået en anelse ondt i hovedet, eftersom de ikke var vant til at have mere i hovedet, end de allerede havde. Om det også ville være tilfældet hos Deavás, var ikke sikkert med hans evne, da han havde rimelig god kontrol over sit sind i forvejen. Til gengæld ville hans syn være lidt sløret kort efter farven var blevet ændret, men den effekt ville ikke vare længe.

Agarés udtalelse morede ham gevaldigt, som han lo let og nikkede til hans ord. For han kunne ikke andet end at give ham ret. Mennesker var sjældent en udfordring og de få, som faktisk havde mulighed for at blokere et angreb på sindet var ikke i stand til at gøre et forsøg, når de endelig blev presset til det. De manglede tydeligvis selvtilliden til at presse på. Måske de var bange for at gå for vidt? Sådan var det ikke rigtig med dæmoner, eller i hvert fald ikke med Deavás. Han tog gerne alle midler i brug for at få den han havde brug for. Lige nu havde han brug for at overbevise Agarés om, at det var en god ide at skabe denne forbindelse til hinanden. Deavás havde allerede den forbindelse, som han havde brug for, men der var intet i vejen med at lade Agarés tro, at han kunne få kontrollen tilbage. Bare for en stund. Nok til at han ville sænke paraderne.

Uanset om det irriterede Deavás at skrive navnet ned eller ej, så var han overbevist om, at det ikke ville blive et problem. Han havde stadig en ufattelig stor tillid til Agarés og den ville næppe blive brugt så nemt. Måske han selv ville kigge anderledes på Deavás, men det kunne han ikke forhindre. Deavás fik noteret navnet og snart fulgte blodet efter, som han var stædig nok til at fuldføre det. Så var spørgsmålet bare om hvordan det ville fungere imellem dem. Deavás kunne sagtens give slip i noget tid, men hans sind var ikke nemt at bryde ned, så det ville hurtigt bygge sig selv op igen. Han fnøs let af hans ord, som han bevist ikke valgte at kommentere på det. Han tvivlede på, at Agarés ville kunne udgøre en trussel, han havde i hvert fald givet udtryk for tidligere, at det ikke var i orden at bruge en dæmons navn imod en anden dæmon. Og han havde skam ret. Lige nu var det op til Agarés at presse på, som Deavás ikke vidste, hvordan det hele foregik, så han gjorde heller ikke meget modstand, da han greb ud efter hans skjorte. I stedet hvilede der et lystigt smil over hans læber, som han fulgte med uden tøven. At han lige pludselig blev ført på knæ fik ham til at blinke lettere drillende tilbage Agarés. ”Det var ikke den slags kontrakt, jeg underskrev” kommenterede han drillende, som han dog gik i knæ foran Agarés uden at tænke yderligere over det. Der var stadig morskab imellem dem, også selvom Deavás havde valgt at forværre såret, så kunne det tydeligvis ikke mærkes på den gamle dæmon foran ham. Han mærkede fingeren under sin hage og løftede sit blik imod Agarés, overbevist om at han kunne nå at stjæle et kys fra hans læber, før det kom videre. Men han hørte kun ordene og så blev synet sløret. Han udstødte et irriteret støn over det manglede syn, som han forsøgte at flytte hovedet, men ikke formåede at bevæge sig særlig meget. ”Tak for advarslen..” mumlede han køligt, som han lukkede øjnene efter noget tid. Det måtte være nok nu, men han blev siddende på gulvet, som han havde placeret hænderne i sit skød. Der gik ikke lang tid før at han kunne mærke en andens tilstedeværelse i sit sind. Normalt ville han have gjort alt for at blokere dennes tilstedeværelse, men han brugt i stedet energien på at åbne op for de mange kroge af hans sind. Enkelte områder var stadig låst af, som Verbatim, men en stor del af det var åbnet. Minder og lignende stod som linet op foran Agarés, klar til at blive set. Et enkelt minde gemte sig dog i mængden, men bar et underligt skær over sig. Mindet var næsten nyt, en uge gammelt, men det havde brændt sig fast i hans sind. Hvad nu?

Agarés havde efterhånden fået underskrevet en god del kontrakter, og alle kontrakter blev gemt godt væk. Han brugte kontrakterne til én ting, men han var ikke i tvivl om at andre ville kunne bruge dem til noget helt andet, og det kunne han ikke byde de mennesker, der havde sat sin lid til ham. Deavás var den første dæmon, der havde skrevet under, så han ville nok gøre lidt ekstra for at holde den skjult for andre end sig selv. Der bredte sig et svagt smil over hans læber over hans kommentar, og han sendte ham et lettere lystigt blik. "Det kan vi da hurtigt lave om på," svarede han drillende tilbage. Fingeren blev lagt under hans hage og han flyttede bevidst hovedet så tæt på hans som muligt, lige nøjagtig uden at lade deres læber mødes, som han godt kunne fornemme at det var det, han troede ville ske.

Alle minderne blev åbnet op, men det betød ikke at Agarés så dem alle med det samme, da der var utrolig mange. Lige nu, som han fik adgang til hans sind, var det ikke hans prioritet at se dem alle igennem, for det vigtigste var at trænge ordentligt igennem, og så kunne minderne ses igennem en anden gang, hvis det var det han ville. Det ene minde, med det underlige skær, holdt han kort fast i, men intet kunne han se og derfor blev det hurtigt sluppet igen. Den blå farve forsvandt fra Deavás' øjne og kom i stedet tilbage i Agarés' øjne. Deavás syn ville ikke være sløret særligt længe efter det, for processen var gennemført og han fjernede fingeren fra hans hage. "Havde du nu også brug for en advarsel?" Lo han, lettere anstrengt, som han lagde sig tilbage i sengen, stadig med det ene ben ud over kanten. Han gav ellers altid en advarsel før synet ville blive påvirket, og om han ikke havde gjort det denne gang, fordi han med vilje ville irritere Deavás en anelse, eller om han havde glemt det fordi han stadig var distræt i sin smerte var nok lidt en blanding. Han fik åndet lettet op, som han nu var overbevidst om at han kunne slappe ordentligt af. Så han trak det andet ben op i sengen også, lagde en arm bag hovedet og den anden hen over maven, for at ligge sig til rette. Hvad Deavás herefter ville gøre, var op til ham selv. Han var velkommen til at blive, ellers havde Agarés allerede bedt ham om at gå, men lige meget hvad han valgte at gøre, ville Agarés slappe af.

Det var mærkeligt at underskrive en kontrakt med sit fulde navn. Deavás havde aldrig haft behovet før og han ville næppe han udfyldt noget lignende, medmindre det var overfor Agarés. De havde en underlig tillid til hinanden, som dæmoner sjældent havde overfor andre af deres art, men han stolede nok på ham til at han ville overlade navnet til ham. Det måtte da betyde et eller andet i deres absurde forhold. Nu var det gjort og så var der ingen vej tilbage, medmindre at Deavás tvang Agarés til at rive kontrakten over, så ville det ikke længere udgøre en trussel for ham, men han var nødt til at være oprigtig, så han kunne overbevise vennen om troværdigheden i kontrakten. Han ville muligvis få adgang til hans sind, men det betød ikke at han dermed ville have kontrollen over ham. Tværtimod. Deavás havde planer om at vende det imod ham, ligesom Jocelyn. Men ikke lige med det samme. ”Det bliver ikke på din måde..” fastslog han stædigt, som han ikke var afvisende overfor endnu en omgang, men Agarés skulle ikke regne med at han ville overgive sig så nemt. Faktisk skulle det aldrig komme på tale igen.

Der var fri adgang til Deavás minder. Eller de minder, som han tillod Agarés at få del i. Han havde ikke planer om at udlevere Verbatim eller det arbejde, som han lavede i organisationen, men mængden af minder var nok til at overbevise Agarés om, at han havde fuld kontrol over hans sind. Hvilket til dels var korrekt. For nu. Et lavt suk forlod Deavás læber, som synet langsomt kom tilbage. Flere gange var han nødt til at tage en dyb indånding for ikke at lukke sit sind af. Det ville tydeligvis ikke blive en nem opgave, men han tvang sig selv til at gennemføre det. Hans hage blev sluppet, som han slog blikket imod gulvet og placerede hænderne på sine lår med et smil på læben. Deavás fnøs af hans ord, som han rystede let på hovedet og let kom op at stå igen. Han strøg fingrene ned over skjorten for at glatte folderne ud, som han vendte de gyldne øjne mod Agarés igen. ”Med det på plads, kan vi fortsætte” lo han stille, som han lod Agarés lægge sig tilrette, imens at hans blik vandrede ned over hans krop, han bevægede sig roligt tilbage til sengen og kravlede over Agarés endnu en gang, som han atter satte sig til rette på hans lår og lagde hænderne fladt på hans mave. Tankerne var tomme, eller fyldt med morskab og leg.

Eftersom Deavás selv havde bragt det på bane, at han ville skrive under på en kontrakt, havde Agarés ikke travlt med at tjekke kontrakten efter. Han havde alligevel ikke tænkt sig at bruge hans navn til noget, så det kunne vente. At trænge ind i hans sind viste sig at gå som det skulle, derfor var han ikke i tvivl om at kontrakten fungerede som den skulle. Da han tidligere på dagen havde sat kursen hjemad, havde han udelukkende kun forventet, at han skulle hjem og sy sig selv sammen og direkte i seng, for at slappe ordentligt af. At Deavás var dukket op og havde hjulpet ham i seng, og havde fået syet ham sammen, var han rimelig glad for, men eftermiddagen havde taget en underlig drejning, som han ikke havde forventet den ekstra smerte, eller endnu en underskrevet kontrakt. Han var bestemt ikke oplagt på at mere skulle ske i dag.

I et tungt suk blev øjnene lukket i. Det blev dog kun til få sekunders afslapning, før øjnene blev åbnet igen og blikket blev rettet mod Deavás, som han satte sig til rette på hans lår. Han smilede svagt over hans kommentar, som han flyttede hånden fra maven og i stedet placerede den mod Deavás' skulder, for at skubbe let, i et forsøg på at få tippet ham ned ved siden af sig. "Fortsætte?" Han rystede let på hovedet. Det ene ben blev løftet en anelse, en lille ekstra hjælp i sit svagelige forsøg på at få ham puffet ned. "Du har vidst fået brugt min sidste energi, så kan vi fortsætte efter en lur?" Han forventede ikke et svar, for Agarés havde selv taget beslutningen om, at det var det der skulle ske. En lur var tiltrængt, men siden han stadig troede at det handlede om at gentage oplevelsen fra sidst, var han da frisk på at fortsætte efter. Benet blev hurtigt lagt ned igen, for så lidt han fik det løftet, gjorde det ingen forskel alligevel. Han regnede heller ikke med at Deavás ville give op så let, så det svage skub mod hans skulder blev også stoppet, og armen blev lagt mod sengen, ned langs siden. "Men jeg troede ellers ikke, at du ville være så villig," lo han let, men stoppede hurtigt latteren igen, som han bed tænderne sammen og skar en grimasse over smerten i siden.

Det var måske ikke lige denne form for hævn, som Deavás havde udtænkt sig til at begynde med, men det betød heller ikke, at han var færdig. Hvilket nok var grunden til at han insisterede på at fortsætte, så snart at de havde fået kontrakter af vejen. Deavás skævede kort til kontrakten, før at han kravlede op i sengen og bevist satte sig til rette på hans lår. Han gav ikke ligefrem udtryk for at ville flytte sig, uanset om Agarés var træt eller ej. Måske han kunne have været mere oplagt, hvis Deavás havde placeret sig på hans skridt i stedet, men det var ikke den form for aktivitet de skulle fortsætte med. Underligt nok så havde Agarés kun tankerne for det lige nu, måske fordi han troede, at han kunne styre ham i den retning og derved undgå mere smerte? Deavás sukkede let, smilte lumsk, som Agarés forsøgte at puffe ham væk med en hånd imod hans skulder. Han drejede let på kroppen for at flytte skulderen væk fra hans rækkevidde. Der hvilede et drilsk glimt i hans øjne, som han kiggede ned på ham for at nikke til hans ord. Var hans hørelse begyndt at svigte den gamle dæmon?

Noget kunne tyde på at Agarés slet ikke var klar på mere. Ikke at det tidligere havde forhindret Deavás i at fortsætte, for han behøvede jo egentlig ikke at bevæge sig og hvis han ikke gjorde modstand, så var det langt nemmere at lege videre. Han rynkede lettere irriteret på næsen, som Agarés bad om en lur. Alligevel sukkede Deavás dybt, som han hvilede hænderne imod hans brystkasse og langsomt kradsede ham over brystet, før at han lod sig glide ned langs med ham. Han lagde sig ved siden af ham med et smil på læben, som han hvilede den ene hånd imod hans mave og stille kørte den rundt i cirkler. Han kunne da godt holde fat i illusionen om, hvad der skulle ske efter luren, men det var ikke i hans tanker at lade Agarés få sin vijle. ”Du er blevet doven på dine gamle dage” lo han køligt, der var morskab at spore i hans stemme, som han førte fingrene imod såret uden at kigge hvor de var på vej hen. Han vidste lige præcis hvor såret var og havde ingen problemer med at provokere ham en anelse. ”Hvem sagde noget om at være villig?” spurgte han lettere forundret, som Agarés bestemt ikke skulle få den ide om at han ville være villig til at kaste sig ud i samme situation som sidst. Ikke hvis det kunne undgås og med adgangen til hans sind, så var han sikker på, at det kunne forhindres. Ellers havde han ikke gjort det.

Forsøget på at få Deavás skubbet af sig var, som forventet, ikke gået specielt godt og han var forberedt på at blive pinet lidt mere. Til sin egen overraskelse, blev det ikke til mere end nogle negle mod brystet, før han gled af ham og ned ved siden af. Der lød et tungt, afslappende suk fra ham, som han skævede mod fingeren der gled mod hans mave. Han lo let over hans kommentar, idet han lænede hovedet tilbage mod sengen igen og drejede det, for at kunne vende blikket ordentligt mod Deavás. "Du har bare fanget mig på en dårlig dag," lød det kort fra ham. Måske Agarés egentlig havde fortjent bare en lille pause efterhånden, for han havde arbejdet meget mere end hvad der egentlig var nødvendigt. Han havde bare problemer med at stoppe sig selv, når han først var kommet i gang. Var dagen ikke gået som den nu var, så var han nok taget tilbage til kontoret, efter sit møde med Jocelyn.

Hvor fingrene var på vej hen var ikke svært at mærke, så Agarés tog hurtigt fat i hans håndled, for at stoppe ham i at komme nærmere. Det lette smil blev en anelse lusket at se på, som han rullede om på siden, og dermed lidt tættere på Deavás. Han løftede sig selv lidt op, hvilende på albuen der blev presset ned i madrassen, før han lænede sig lidt ind over ham. Samtidig skubbede han det ene ben ind mellem hans. Han havde ikke mange kræfter tilbage, og valgte Deavás at kæmpe imod, ville han ikke kunne holde den position længe. "Så jeg skal virkelig tro på, at du ikke er kommet for at få mere?" Spurgte han, som han slap hans håndled og i stedet førte hånden mod hans buksekant. Han rykkede hovedet tættere på hans og stoppede op få millimeter fra at deres læber kunne mødes. Så rettede han blikket mod hans. "Jeg kan godt tage lidt hårdere fat i låret denne gang og så kan vi se, hvor energisk du er efter et større blodtab," lo han let, mens han roligt var i gang med at knappe hans bukser op.

Der var intet i vejen for at give Agarés en mindre pause, så længe at han ikke ventede for længe, for fik Agarés for meget ro, så ville han bare genvinde sine kræfter igen. Hvilket ville betyde, at han skulle starte forfra, medmindre at han kunne tvinge ham til at trænge ind i hans sind for alvor. Det var ikke nok at blokere en brøkdel af hans sind, han ville skulle have mere kontrol over hans sind for at få den ønskede effekt. Men inden da havde han ikke problemer med at give ham falske forhåbninger om hvem der faktisk styrede situationen. Hvilket var grunden til at han langsomt gled ned på siden af ham og lagde sig stille til rette ved siden af. En kort lur ville ikke give ham nogen problemer. Ikke at han havde planer om at sove, men så kunne han i det mindste overveje, hvad han skulle gøre ved ham, når først han havde fået fanget hans sind. Så ville han uden tvivl kunne udsætte Agarés for det samme, som han havde oplevet nogle dage forinden. ”Du har mange dårlige dage” lo han med et glimt i øjet, som han rettede de gyldne øjne mod de isblå øjne.

Fingeren havde været rettet imod såret, men Agarés lod til at insistere på, at han gerne ville have en pause, som han greb fat om hans håndled igen. Egentlig ville han nemt kunne vriste sig fri af grebet, men det udgjorde ikke nogen trussel, så han lod ham holde ham fast for nu. Deavás skævede en anelse til ham, som han rullede om på siden og straks indtog en position over ham, selvfølgelig kunne han nemt skubbe hånden ned og lade ham falde tilbage imod sengen, men han lod ham for nu, som han blev liggende på siden og hvilede hovedet imod sengen. Lydigt løftede han det ene ben, så Agarés kunne låse sit ben imellem hans. Et drilsk smil dansede over hans læber, som han rettede blikket imod ham igen. ”Jeg er ikke kommet for at få” indrømmede han med et farligt glimt i øjnene, som han trak hånden let til sig, men ikke længe, før at han førte den ned over Agarés mave og ned mod bukserne. Han strøg fingrene under stoffet for at tage fat om ham. Deavás flyttede sig de sidste millimeter for at møde hans læber igen. Kysset var drilsk og lystigt, som han nappede i hans læbe og brød det kort tid efter. ”Du glemmer, hvem der er såret” det lød på ham, som om at han morede sig, imens at han strøg fingrene over hans underliv og pludseligt greb fat i ham. Han havde ikke forhindret ham i at åbne hans egne bukser, han kunne godt hvad der passede ham lige nu. Eller næsten.

Efter den uheldige episode tidligere på dagen, havde det hele tiden været hans plan at få noget søvn, så han hurtigere ville kunne komme sig over det store blodtab, men der skulle ikke meget til at distrahere ham fra at sove, specielt ikke når den distraktion var Deavás, der insisterede på at nærme sig såret. Måske han havde ret i at han havde mange dårlige dage. Eller også ville han bare ikke indrømme, at han faktisk var ved at blive gammel? Nej, det måtte være de dårlige dage. Han vidste at grebet om hans håndled, for at forhindre ham i at komme i nærheden af såret igen, ikke ville virke hvis han gav det mindste forsøg, men han nød nu alligevel følelsen af, at han stadig havde en lille form for kontrol over det hele. Og at han ikke blev stoppet i noget af det han gjorde, betød vel bare at han var velkommen til at blive ved? "Hvis du er kommet for at give, hvorfor har du så ikke gjort det endnu?" Han var stadig helt sikker på, at han vidste hvad Deavás var kommet for at give. - Præcis det Agarés havde givet ham sidst. Han spurgte ikke fordi han ønskede at få samme behandling, han havde givet ham, men fordi han undrede sig over hvorfor han ikke bare havde gjort det, nu hvor Agarés alligevel ikke kunne kæmpe specielt meget imod.

Der blev kort skævet mod hånden, der blev flyttet mod hans bukser. Idet han rettede blikket mod Deavás igen, gengældte han kysset, lige så lystigt som det blev givet, hvorefter et lavt suk lød fra ham, som han blev nappet i læben. Smerten i siden var langt fra blevet glemt, for det dunkede stadig utrolig meget og generede egentlig rimelig meget. "Nej da, jeg vælger bare at ignorere det," nåede han kun lige at svare, før der lød et støn fra ham, som han greb fat i ham og derefter et par tunge vejrtrækninger. Samtidig fik han åbnet hans bukser og ført hånden ind, hvor han lod fingrene stryge hen over ham. De blive strøg blev engang imellem lidt hårdere, som han tog let fat, før han slap igen. Fuldkommen med vilje, for at tirre ham bare lidt, give ham forhåbninger om ét, for derefter at gøre noget andet. Han lænede sig lidt længere ind over ham og genoptog kysset, gjorde det god del mere intenst en før, som han roligt fik flyttet hånden længere ind under hans bukser, og tættere på røven. Det ben han havde møvet ind mellem hans, løftede han en anelse, for at sprede hans ben lidt mere og gøre lidt bedre plads til hånden der fortsat gled længere mod røven.

Det havde måske været bedre med søvn, for Agarés vedkommende, men Deavás havde egentlig ikke planer om at lade ham slappe af. Måske en lille lur ville være i orden, men sådan som Agarés valgte at tirre ham, så skiftede han faktisk meget hurtig mening. Det ville være yderst tilfredsstillende, hvis han kunne få ham til at indrømme, at han var ved at blive gammel, for han nærmede sig jo de 3000 år med hastige skridt. Den lille mængde kontrol, som Agarés havde over ham, kunne meget nemt smuldre imellem hans fingre, hvis ikke han passede på og at provokere ham yderligere var faktisk et lettere farligt middel at bruge imod ham. Men måske han var blevet mere rolig, nu hvor han følte, at han kunne kontrollere hans sind på afstand? Han kunne altid modbevise ham, men han var også distraheret.. Spørgsmålet bragte et køligt smil frem på hans læber, som han lænede sig imod ham og kyssede ham på munden. Det var ganske kort. ”Blodet distraherede mig” grinte han, som han trak sig væk fra Agarés, men stadig lod hånden vandre over hans lem. Grebet var fast og direkte, som han bestemt ikke lagde skjul på det. Han skulle nok sørge for at Agarés heller ikke glemte, hvor han havde sin hånd henne. Det havde lydt lidt som en undskyldning, som om han ikke havde haft planer om at gøre ondt, når det i virkeligheden var det, han var kommet for at give ham.

Der var næppe noget i vejen med at Deavás valgte at distrahere ham på den måde, som Agarés faktisk havde været den til at begynde ind. For en gangs skyld havde han ikke selv lagt op til det, kun mere smerte, men Agarés ville tydeligvis heller dreje det imod noget andet. Ønskede han, at han skulle være lydig og villig? Ingen modstand bare gøre alt arbejde og lade Agarés nyde det? Et svagt suk forlod hans læber, som han lyttede til hans støn. Der havde ikke været tid til at lægge låg på det, så det var så rent, som det overhovedet kunne blive. Så klar en tone. Hvis han ønskede at ignorere smerten, så kunne han jo bare forsøge. Han sukkede nydende, som Agarés gengældte bevægelse ved at stryge over hans eget lem. Han bed sig kortvarigt i læben hver gang at han valgte at tage fat i ham. Deavás slap dog ikke rigtig hans lem, som han masserede det imellem sine fingre og lukkede hånden om den. Villigt endte Deavás på ryggen igen, lettere opgivende dog, som Agarés endte med at tårne over ham. Han bed sig svagt i læben. Men blot for at mide ham om, hvad der var sket, valgte han at give slip i hans lem for at presse håndfladen imod såret. Han strakte dog ryggen, som han mærkede hvor hånden var på vej hen. ”Det har du slet ikke kræfterne til i dag..” mumlede han halvt påvirket af nydelsen og halvt drillende, som han bestemt ikke ville gøre det så nemt for ham. Han spændte i benet, som han lukkede det sammen om Agarés ben og smilte til ham. Lumsk og skummelt. Med en let bevægelse kom han op på albuen, slap hans lem og trillede væk for at lade Agarés falde om på maven, da han ikke længere kunne læne sig op ad ham. Han trillede dog tilbage og op på Agarés. Han bukkede sig ned over ham til hans ører. ”Men det var da en god ide..” hviskede han ind i hans ører, som han førte hånden ned i Agarés bukser og strøg fingrene imellem hans baller.

Siden Agarés havde en tendens til at holde meget af kontrol, var det da ingen hemmelighed at han ikke ville have noget imod, hvis Deavás valgte at være lydig og villig. Ikke at han normalt havde noget imod at kæmpe, for at få den kontrol han så inderligt ønskede, men ikke i dag. Han vidste godt selv, at han ikke ligefrem havde kræfterne til at kæmpe for noget som helst, men det ville han selvfølgelig ikke indrømme. Hverken overfor Deavás, eller overfor sig selv. Måske mindre smart, men stædigheden tog ofte over og ødelagde den logiske tankegang. Men der var alligevel ikke meget plads til logisk tankegang, når han havde travlt med at nyde de masserende bevægelser, der blev gjort i hans bukser og det var heller ikke til at styre de nydende støn, der engang imellem undslap. Som han fik Deavás ned på ryggen at ligge, blev han kun mere overbevist om at det var det, han ønskede skulle ske, så det gjorde intet for ham, at kræfterne ikke duede til meget. Den følelse slap han dog hurtigt, da han undslap et sammenbidt ”hm!” i smerte, over hånden der blev presset mod såret. I samme øjeblik trak han hånden i Deavás’ bukser til sig igen, for at få flyttet presset mod såret, men nåede ikke så langt, før han rullede ned på maven at ligge i et suk.

Lige som han skulle til at lægge en hånd mod madrassen og skubbe sig selv om på ryggen igen, blev han i stedet holdt fast i sin position, som Deavás trillede tilbage op på ham. Han udbrød et irriteret støn og skævede mod ham, i et lettere undrende blik, som han lyttede til hans hvisken. Han synes da også selv at det var en god idé, men i denne stilling, fik han da ikke meget ud af det? Han spærrede kort øjnene op, som fingrene blev strøget imellem ballerne, og i ren refleks pressede han knæet mod sengen og skubbede straks røven til siden, væk fra Deavás. Det blev ikke gjort uden et brøl, for han fik spændt i alle muskler, hvilket fik det til at skyde en smerte gennem såret. Han begravede kort ansigtet i sengen for at skjule den grimasse han måtte holde, i et forsøg på at holde smerten bedre ud. ”Det kan du godt glemme,” mumlede han mod madrassen i en sammenbidt, frustreret tone, som han knyttede begge hænder. Der lød et par lyde i smerte fra ham, før han endelig tog sig sammen til at dreje hovedet mod Deavás igen. ”Flyt dig fra mig!” Beordrede han, som han spændte en anelse op i musklerne igen, klar til at give et ryk mere i sig, så snart han gjorde tegn til at flytte sig, hvis han altså overhovedet gjorde det.