Elmira følte ikke at hun kunne tillade sig at benægte, da hun var bange for at træde kvinden over tæerne. Hun havde trodsalt været vidne til, hvad hun havde gjort ved manden. Han havde lidt fortjent det, men at brænde op på den måde var frygteligt. Hun kunne ikke begribe, hvordan nogen kunne få sig selv til at gøre den slags. Det gøs hende ned ad ryggen, som hun forsøgte at tage sig sammen. Hun følte at hun var ude, hvor hun ikke kunne bunde og hun var yderst udmattet. Men de magiske kræfter var langsomt begyndt at komme tilbage igen. Hun havde ikke tømt depoterne, da det aldrig var en god ide at gå kold på magi. Hun gemte altid på noget, medmindre hun følte sig fanget og tvunget til at forsvare sig selv for alvor.

De grønne øjne gled mod træet, men da hun hørte at kvinden rejste sig op, vendte hun straks blikket mod hende. Hun skar en grimasse, det så ikke for godt ud med hendes halten, men hun var splittet om at hjælpe hende eller lade vær. Havde kjolen ikke været våd, så ville ilden have antændt stoffet og forbrændt hende, det var hun sikker på. Elmira fulgte kvinden med øjnene, som hun langsomt fulgte trop. Det lød som en god ide at køle sig ned i vandet. Hun nåede dog ikke længere end til at dyppe de bare tæer i vandet. Kvinden talte til hende igen. Hun rynkede let på næsen igen, men valgte ikke at kommentere på det. ”Tak” lød det stille fra hende, som hun bukkede hovedet. Kvinden havde hjulpet hende ud af en knibe, også selvom hun måske ville have håbet på en anden løsning, så kunne hun ikke gøre noget ved det. Elmira satte sig på bredden, men lod tæerne blive i vandet. Det var rart.

"Tak." Det lød ikke fyldestgørende. Men hun mente det. En uskyldig sjæl som hun næsten havde dræbt. Hun skar ansigt både af det og smerten. Smerten var næsten væk. Så hun begyndte at bruge en smule vindmagi. Hun kunne tænke klart. Denne smerte var til at håndterer. Det gjorde stadig ondt. Meget ondt. Men ikke som før. Denne kvinde skjulte ikke meget sine følelser. Hun var meget ung. Også selvom hun lignede en fuldvoksen kvinde. Men det gjorde hun også. Så det var vel ikke så sigende.

"Det mener du ikke." Sagde hun tørt. Hendes stemme sikker og genvundet. Hun kiggede på den døde mand som farvede søen rød. Hun sukkede. Det ville ikke hjælpe meget på hendes problemer at få hans blod i hendes sår på læggen. Hun rejste sig op. Hun rystede stadig. Et eller andet sted vidste hun godt at det ikke nyttede noget at skjule noget for hende. Kvinden kendte allerede hendes største hemmelighed. Hendes eneste hemmelighed. Så hvilken grund var der til at lyve for denne kvinde. Hun vendte sig om mod kvinden. Hun havde aldrig været forælsket før. Men denne kvinde gav hende en hvis lyst. Dog kunne hun aldrig få sig selv til at tage noget med magt. Hun kiggede på sin trøje. Den var så ødelagt at den ville være til mere besvær end gavn. Så hun tog den af. Og under havde hun ikke andet en et klæde til at dække hendes bryster. Nobacy smilte flirtende til hende. "Men jeg skal personligt sørge for at ingen vil sætte en hånd på dig uden din tilladelse." Hun tog sin dagger frem. Skar sig overfladisk i håndfladen, så hun blødte. blodet faldt ned i vandet. "Jeg sværger det på den værdighed jeg har tilbage." En bloded. Måske ikke hvad hun ville være mest glad for. På et eller andet plan havde Nobacy brug for et mål. Og dette ville helt sikkert være et godt et.

Det var en underlig stemning imellem dem og Elmira vidste ikke helt hvorfor, selvfølgelig kunne det skyldes det der var sket imellem dem. Hun forstod det ikke helt, men hun følte sig nødsaget til at takke kvinden, for hvad kunne der ikke være sket, hvis hun ikke var dukket op? Elmira rystede svagt på hovedet, som hun helst ikke ville tænke på det. Øjnene var lukket for en stund, som hun følte at hun var tilbage til sit sædvanlige jeg. Hendes krop rystede ikke mere og hun følte at hun kunne gå ordentligt igen. Måske det var vandet, som fik hende til at slappe af. Elmira valgte bevist ikke at kigge på liget, for det gav hende kvalme.

Ordene fik Elmira til at ligge hovedet let på skrå. Hvad fik hende til at tro, at hun ikke mente det? Havde hun virkelig sagt det så forkert? Hun bed sig stille i underlæben, som hun lod blikket dale mod sine knæ. Hun strøg fingrene over huden, som kjolen var røget til siden, den havde svært ved at holde sig samlet og hun var træt af at bruge kræfter på det. ”Jeg kunne ikke drømme om at lyve” hendes ord var en let mumlen, som hun dog ikke kiggede på hende. Hun var tavs for en stund. Vandet bevægede sig mod hendes fødder, som hun blev siddende i kanten og forsøgte at overdøve lugten af blod med lugten af vand i stedet. Elmira kunne høre hendes bevægelser i vandet, som hun rettede blikket mod kvinden. Elmira bed sig i underlæben igen, som hun kom nærmere og fjernede trøjen. Hun holdt selv fat i stoffet fra kjolen, men ikke helt så meget som tidligere. Det flirtende blik fortalte hende ikke meget, som hun blot smilte retur. ”Hvad mener De?” spurgte hun en anelse forvirret. Da hun tog daggerten frem, rejste Elmira sig hurtigt op for at stoppe hende, men hun nåede hende for sent. ”Hvad tænker De dog på?” lød det bekymret, som hun tog hendes hånd og brugte bunden af hendes kjole til at tørre blodet af.

Åh hvor var hun uskyldig. At hun skyndte sig så meget for at prøve at hjælpe folk var virkeligt smukt. Hun sukkede dybt ved kvindens berøring. Af en eller anden grund følte hun sig tiltrukket til hende. Normalt hader hun andre folks berøring. Men at have hendes perfekte bløde hud til at røre hende... Hun vidste ikke hvorfor hun nød det sådan. "Du er håbløs" Sagde Nobacy med en blød stemme. Hendes grønne øjne var de smukkeste øjne hun nogen sinde havde set. Hun fik vinden til mildt at kærtegne kvindens hun. Hun skævede til sin . Såret var en hel del dybere end hun havde troet. Faktisk følte hun sig meget let til hovedet. Og det var ikke stoppet med at bløde. Hun kiggede kvinden i øjnene og sagde meget blødere end planlagt: "Jeg tror ikke at det er det sår du skal fokuserer på..." Hun skævede til sin skulder. Den store lilla plet på hendes skulder virkede levende. Verden begyndte at blive mærkelig. Såret var åbenbart en Hel del dybere end hun troede. "Find noget tørt... mos og..." Hun prøvede at holde fast i verdenen. Blinkede et par gange. Alt blev sløret. Hun blinkede et par gange mere for at prøve at få verden i fokus igen. Hun svajede. Verden forsvandt langsomt for hende. "Stop... Blødn..ing...n.nn" Alt blev sort.

Elmira havde slet ikke tænkt det igennem. Berøringen kunne selvfølgelig have været et problem, men hun var langt mere bekymret for hendes sår i håndfladen til at overveje at kvinden måske ikke ønskede fysisk kontakt. Som hun var i gang med at tørre blodet af hendes hånd, lod hun de grønne øjne glide op på hende. Hun havde glemt hvor tæt de faktisk stod og hendes ord, fik hende til at ryste på hovedet. Hvad skulle det betyde? Pludselig dukkede vinden op igen og hun havde endnu ikke helt forstået hvor den kom fra. Jo, det var sikkert noget hun havde gjort, men hvorfor. Hun kunne mærke, hvordan vinden bevægede sig rundt om hendes krop. Det hele gav hende kuldegysninger, som hun sukkede lavt for sig selv. Elmira vendte dog straks blikket mod hende igen, som hun atter talt. Hun rynkede let på næsen, som hun fulgte kvindens blik mod såret. Et gisp var ikke til at undgå, som hun fik øje på det. ”Hvorfor gjorde De også det” mumlede hun stille. Det var ikke meningen, at hun skulle høre hende, men hun forsøgte ikke at skjule ordene.

Det hele gik en anelse stærkt, som hun hørte noget om mos og så var der ikke mere. Kvinden faldt sammen og Elmira nåede kun lige at af bløde hendes fald, som hun selv endte på røven i vandet med kvinden mod hendes skød. ”Frøken!” råbte hun, som hun forsøgte at vække hende. Men det var ikke muligt, som hun lod blikket glide mod såret. Hun havde ret, hun var nød til at stoppe blødningen. Elmira lagde hende forsigtigt med hovedet mod bredden, så hun ikke ville drukne i vandet. Derefter kom hun på benene, som hun løb mod skoven og kort tid efter kom retur med noget mos, som kvinden havde bedt hende om. Hun satte sig på hug ved hendes side og pressede mosen mod såret for at standse blødning. ”Jeg går ingen steder” lød det stille, som et smil vandrede over hendes smalle læber.

Nobacy vågnede. Ikke i virkeligheden. Alting var i et mærkeligt filter. Rødligt. Hun så sig selv. Med et smil på ansigtet. Hun... Nobacy... Nobacy så sig selv slagte mange mange folk. Hun kunne lugte blodet. Og brænden. Det var lugten af slagmarken. Af udfordring. Det var en dejlig lugt. Hun huskede det tydeligt. Hun stod og stirrede på en smule rødlig version af sig selv slagte folk. Det var en fryd at gennemleve minderne. Hun kunne mærke at der var nogle ved siden af hende. Hun kiggede til siden. Der stod kvinden skræmt fra vid og sans. Kvinden stirrede på Nobacy som slagtede folk. Nobacy som så på sig selv slagte folk blev forfærdet. Kvinden skulle ikke se den slags! Hun var uskyldig! Nobacy som slagtede folk vendte sig mod kvinden. Instinktivt gik Nobacy ind foran kvinden for at stoppe sig selv. Blodtørsten havde taget sit tag i Nobacy. Nobacy måtte indrømme at det blodtørstige ansigt var skræmmende. Nobacy gik mod kvinden. Nobacy gik i kampstilling. Hun havde ingen våben på sig. Men det betød ikke noget. "Ingen rører ved min fejlfrie blomst!" vrisser hun ad sig selv. (Hun talte i søvne) Men nobacy gik frem. Nobacy som beskkyttede kvinden gik til angreb på sig selv. Nobacy gik igennem sig selv. Hun  blev forfærdet. Ægte frygt strømmede igennem hende som Nobacy gik mod kvinden. Nobacy løftede sværdarmen mod Kvinden og, 
Nobacy vågnede med et gisp. Verden var ikke i et rødligt skær mere. Hun havde ingen ide om hvor længe hun sov. Hun kunne mærke at hun havde mistet rimeligt meget blod. Hun kiggede til siden. Der sad kvinden og passede på hende. Et ægte smil smæg sig om hendes mund. Nobacy blev beskyttet af en kvinde som nærmest ikke kunne forsvare sig selv! Tåre løb ned af hendes kinder. Hun vidste ikke hvorfor. Hun smilte og græd. Hun havde gravet sine følelser så langt ned at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagerer. Men før første gang i laaaang tid følte hun sig tryg og hjemme. 

Elmira var travlt optaget af at forhindre kvinden i at forbløde, som hun flere gangen var nød til at lægge mosen fra sig for at bruge en nu klump af den tørre mos. Måske det i virkeligheden var godt, at kvinden ikke var vågen? For såret så ikke særlig godt ud og Elmira følte ikke hun kunne gøre meget mere end at stoppe blødningen. Det var så slemt, at hun endte med at få blod på sine egne fingre. Den varme og tykke væske fik hende til at skære en grimasse, som hun forsøgte at tørre det af i græsset ved siden af hende. Til sidst måtte hun indse at hun ikke havde hentet nok mos. Et suk undslap hendes læber, som hun ikke følte at det ville være en god ide, hvis hun gik fra hende igen. Så i stedet hævede hun den ene hånd over mosen, som hun lavede en rullende bevægelse med fingrene. Blodet tørrede lige pludselig ind og forsvandt, som Elmira skubbede mosen tilbage i fortiden, til hvor der ingen blod havde været på den grønne plante.

For et kort øjeblik troede hun at kvinden var vågnet, som hun begyndte at tale. Ordene gav ingen mening, men det kunne skyldes hendes blodtab, så hun tog sig ikke af det. I stedet placerede hun endnu engang mosen mod kvindens skulder for at presse det sidste. Blodet måtte snart stoppe. Gispet fik Elmira til at lægge en hånd mod hendes arm, som for at sige, at hun var der. De grønne øjne søgte kvindens efter tegn, hvilke tegn vidste hun ikke. Kvinden måtte være udmattet efter alt det. Stille løftede Elmira sin hånd for at tørre tåren væk fra kvinden kind. ”Bliv De bare liggende” lød det blidt fra hendes læber, som hun fjernede sin hånd igen og tørrede tåren af i hendes kjole. ”Kan De fortælle mig, Deres navn?” spurgte hun stille, både for at sikre sig at hun ikke var helt væk, men også for at kende navnet på hendes redningskvinde.

Kvinden ville ikke gå. Det er meget lang tid siden at hun har stolet på nogen. Over 1000 år. Tanken om at ikke at kunne tage en maske af undertrykte følelser var endnu mere skræmmende end at gå i kamp mod de største drager. Endnu mere skræmmende end hendes forbandelse. Havde kvinden opdaget det endnu? Den forbande lilla plet på hendes skulder var meget tydelig, og var rimelig stor. Måske var kvidnen så fokuseret på sin opgave at hun udelukker alt andet? Hvis det var tilfældet var denne kvinde virkelig definationen af uskyldig. Hun smilte ved tanken. "De kan droppe det der adelssnopperi. Jeg har ikke meget tilovers for at gøre forskel på folk. Du kan kalde mig Nobacy." 
Selv om Nobacy kunne tænke klart var hun ret svimmel. Hvordan havde hun ladet sig få den skade? Det blev helt sikkert til et ar. Havde kvinden i det hele taget set hendes ar? Eller var hun fuldstændig ligeglad? Den tanke fik hende til at føle sig nøgen på et eller andet punkt. Hvem var denne kvinde? Nu hvor hun kiggede på hende havde hun en hudfarve hun ikke havde set før. Chancen for møde hende var virkelig ikke særlig stor. Var hun en sjælden race? Var.. meget værd? I så fald var der nogle som ville have fat i hende. Hun fik kuldegysninger ved tanken. "Jeg tror vi bliver nød til at snakke med en healer omkring det sår..." Men... en ting ad gangen. Først skulle hun have stoppet blødningen helt. Hun fik fat i noget tørt brændstof og sit tændetøj. Hun tændte det og skabte ild, hvorefter hun brændte såret. Hun skar tænder. Nu blødte det ikke mere.

Det virkede forkert at efterlade kvinden i hendes nuværende tilstand. Elmira følte lidt at det var hendes egen skyld, at det var gået galt for hende, så hun følte at hun var nød til at bære noget af ansvaret og hjælpe hende på benene igen. Hun var dog meget forsigtig i hendes berøring, da hun ikke ønskede at høre hende ondt. Ikke mere end højst nødvendigt for at stoppe blødningen. Hun havde lært ikke at dømme folk, også selvom de meget hurtigt valgte at dømme hende, så var hendes sind meget åben overfor ting, som var anderledes. Blandt andet den lilla plet på hendes skulder. Havde situationen været anderledes, så havde hun måske spurgt ind til det. Stille førte Elmira det røde hår bag hendes øre, som kvinden svarede hende. Hun nikkede til hendes forespørgsel. "Beklager jeg fik trukket dig ind i dette rod." Lød det undskyldende, som hun svagt smilte til hende. De smalle læber formede en kærligt smil. "Claíre, er mit navn" præsenterede hun med et høfligt smil på læben. Hun nikkede let for sig selv.
Elmira lignede blot et almindeligt menneske, så længe at hun ikke var i fare. For når det skete, så voksede grønne skæl udover hendes krop. Det kunne dække hende fra top til tå, hvis det var nødvendigt. Men lige nu følte hun sig ikke i fare, som hun var mere fokuseret på kvindens sår. "Skal jeg hjælpe dig ind til byen?" Tilbød hun, som tak for hendes hjælp, var det det mindste hun kunne gøre. Dog så hun lettere forbavset til, som ilden atter dukkede op i hendes nærvær, hun trak automatisk hænderne til sig og vendte de grønne øjne bort. Langsomt placerede hun hænderne mod sit bryst, som hun fik øje på den forbrændte plet ved træet. Hun skar en grimasse og kiggede på kvinden igen. Såret var blevet brændt og mosen var ikke længere nødvendigt, så hun lagde det fra sig. Kunne hun gøre mere og ønskede kvinden at finde en healer nu?

Claire troede virkelig at det var hendes skyld. Virkelig håbløs. Kunne hun ikke se at det var Nobacys egen skyld? Hun sukkede af hende og begyndte at smile. I det øjeblik tog svimmelheden over. Verden drejede rundt. Hun holdt ved. Hun ville ikke besvime igen. Ikke lige nu i hvert fald. Hun prøvede at holde fast i verdenen. Alt blev lidt sløret. Hun blinkede et par gange. Verden kom langsomt tilbage. "Er du godt klar over hvor tæt på jeg var på at dø? Han remte en pulsårer. Jeg ved ikke enggang hvordan jeg ovelevet. Er det en elefant? Okay jeg skal helt sikkert se en healer." Hun kiggede på Claires øjne. De var klare og bekymrede. Hun prøvede at rejse sig op. Det gik ikke serligt godt. Hun faldt sammen igen. "Ehh, måske er det lidt meget at forlange, men kan du finde en måde at få mig til en healer? Jeg er ikke sikker på hvor lang tid jeg kan holde mig vågen." Verden begyndte at glide væk. Hun prøvede at holde fast i verdenen. Denne gang gik det ikke helt så godt. Hun kæmpede mod i et par minutter, men måtte se sig slået. Alt blev langsomt sort... 

Elmira kunne mærke at hun var under en seriøst pres. Hun havde aldrig været i en lignende situation før og det så kun ud til at blive værre med kvindens sår. Hvad kunne hun egentlig gøre for at hjælpe? Havde hun været i stand til at spole tiden tilbage for kvinden, så havde hun for længst gjort det, men det var forbudt at røre væsnernes skæbne, så hun måtte finde en anden måde at hjælpe hende på, hvis ikke hun skulle dø af det. Elmira følte ikke at det var kvindes skæbne at dø ved søen, så hun vidste allerede nu, at hun ville komme på en løsning. Men hvordan var straks svære. Hendes ord var begyndt at blive usammenhængende og det bekymrede hende endnu mere. "Spar på dine kræfter" hendes stemme var blid og bekynret, som situationen blev værre. Hun følte ikke at hun selv kunne holde sammen på sig selv, men hun tvang sig på benene, som hun døsede hen. Elmira bukkede sig kort ned til hende for at mærke hende på panden. Hun var varm, så hun måtte skynde sig. "Jeg kommer tilbage" lød det afslutningsvis, som hun satte i løb igennem skoven.

Efter en rum tid, kom Elmira retur. En hest vrinstede irriteret, som hun forsøgte at få den hen til søen. Hun var tydeligvis ikke vant til det store dyr, som hun trak den afsted. Hesten trak dog en mindre vogn, som hun håbede at hun kunne få kvinden op på, så de kunne komme ind til byen. Hun ville ikke selv kunne bære hende. Elmira slap hesten og lod den rode lidt i græsset med hovene, som hun gik på knæ ved siden af kvinden. "Nobacy" kaldte hun stille, som hun lagde en hånd mod hendes underarm. "Kan du stå op, jeg har hentet en hest og en vogn, men jeg kan umuligt få sig derop selv" hvis hun ikke kunne bevæge sig, så vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Landmanden havde været flink nok til at låne hende hesten men kun hvis hun hurtigt vendte retur med hesten igen.

Hun åbnede øjnene. Alt var mere sløret end det plejede at være. Claire... Havde fundet en vogn? Hvor lang tid... Hun var ved at døse hen. "Kan... du gå..." Hun tvang verdenen i fokus. Vognen var ved siden af hende... Hun måtte... Hun strakte sin arm for at nå... Hun måtte... hun fik fat. Trak sig op. Hun prøvede...
(Det er ikke realistisk at hun selv kan komme op på vognen, og jeg vil ikke også rp rin karakter)

Elmira åndede lettet op, da Nobacy åbnede sine øjne, så var der en chance for at hun kunne komme op i vognen. Det gik dog hurtigt op for hende at hun stadig havde problemer, så Elmira var hurtigt til at placere sig under hendes arm. Den arm, som hun ikke havse såret. Hun valgte at støtte hende i håbet om at det ville gøre det nemmere for hende. Elmira havde fuldkommen glemt sin egen udmattelse og det faktum, at kjolen ikke rigtig holdt sammen mere. Den hang i laser mod hendes krop, men hun var dybt koncentreret omkring at få kvinden op i vognen. Hun fik stille sat hende på trinnet, før hun fik lagt hende ned på ryggen og kravlede op i vognen for at trække hende længere op, så hun ikke ville falde ud.
Lettere forpustet hoppede Elmira ned fra vognen og greb fat i hestens tøjler for at hive den mod byen. Hun rystede over hele kroppen, men tvang sig selv til at fortsætte, hendes tæer gjorde ondt, men hun var for stædig til at stoppe op. De ramte en grussti, som førte ind til byen. Hestens hove var ikke til at overhøre, som Elmira ved sig i underlæben og ledte vej mod byen. Der gik noget tid før de kom frem og Elmira var allerede ved at besvime, da de nåede healerens hus. Hun fik dog banket på døren og talt med healeren. De fik i fællesskab flyttet Nobacy ind i hytten..

Lettere udmattet var Elmira faldet i søvn ved siden af kvindens seng, som hun havde lagt hovedet på sine arme og trak vejret stille. Healeren havde tilset kvindens sår og brugt sin magi til at lukke sårene sammen. Men Elmira havde ikke lyst til at gå, før hun var sikker på at hun vågnede igen. Hun havde heller ikke fået skiftet tøj, så hun sad stadig i den lettere ødelagte kjolen, som kun blev holdt oppe af en enkel strop.

Nobacy registrerede næsten ikke at hun blev hevet op i vognen. Hun var vågen periodisk gennem hele turen. Verden syntes meget langt væk. Hun drømte ikke noget. Registrerede knap nok at tiden gik. Men hun vidste at hvis hun gav op var der en hvis mulighed for at dø. Så hun kæmpede sig tilbage til virkeligheden så godt hun kunne. Det syntes bare aldrig at være nok. Selv om hun konstaterede den kendsgerning, blev hun ved med at kæmpe. 

Nobacy vågnede. Hendes hoved var tungt. Men hun kunne lugte at hun var i en healers hus. Claire havde fået hende hele vejen til byen? Det var ret imponerende. Hun åbnede øjnene. Og der sad Claire og sov. Nobacy smilte. Hun var blevet reddet af denne kvinde. Og hun stod ved sin bloded. Hun ville ikke lade nogen gøre hende fortræd. Hvis de gjorde... Åh hvor var der mange ting hun ville gøre ved dem. Men der sad Claire. I live. Hun strakte hånden for at røre hende, men en forfærdelig hovedpine fik hende til at stoppe. Det gik op for Nobacy at Claires hudfarve var helt normal. Hm... Hun havde virkelig mistet meget blod. Claire så så fredelig ud når hun sov. Og uskyldig. Og andre ord hun ikke lige kunne finde. Så hun nænnede ikke at vække hende. Det var lige før at Nobacy ikke kendte sig selv længere.

Aldrig havde hun følt sig så presset, som hun havde været i denne situation. Elmira var ikke i stand til at vide, hvad hun ville have gjort, hvis ikke bonden havde lånt hende hans hest og vognen. Hun kunne umuligt have båret hende til byen. Det havde hun slet ikke kræfterne til. Og selvom hun ikke havde brugt kræfterne på at bære hende, så var hendes sind udmattet. Hun var virkelig træt. Det hele var sket så hurtigt, at hun ikke helt forstod, hvad der var sket. Men søvnen var mere end velkommen, som hun dog hurtigt befandt sig i en dyb søvn og snart en drøm, der udviklede sig til et mareridt.

Hun lå stille med hovedet mod hendes arme, som hun trak vejret roligt og kontrolleret. Elmira havde lovet sig selv at takke kvinden, når hun vågnede igen, men hendes udmattelse gjorde, at hun ikke opdagede, at Nobacy vågnede igen. Hun var fanget i en drøm. Elmira kunne næsten mærke græsset under hendes fødder, hun var tilbage i skoven. Underligt nok følte hun sig atter jaget, men hun kunne ikke få øje på nogen. I stedet løb hun bare afsted. Hun var lettere forpustet, som hun pludselig faldt igennem en busk og landede i noget vådt. Elmira fik presset sig selv ud af væsken, da det gik op for hende at det var blod. Kvalmen vendte retur og hun trak vejret hurtigere end tidligere. Den røde væske var ikke til at få af, uanset hvor meget hun forsøgte at tørre det af i hendes tøj, så skete der intet.

Elmira’s puls var høj, som hun vendte hovedet på armene og kiggede den anden vej. Hun bed sig ubevist i underlæben, som hun virkede panisk. Fanget næsten. Hendes vejrtrækning blev forværret, som drømmen skubbede hende videre igennem hendes mareridt. Hun faldt ned i en pøl af blod og følte at det var i færd med at trække hende under. Hun blev bange for at drukne og kæmpede for at holde sig over overfladen, men snart røg hun under og hun vågnede med et sæt. ”Argh” hendes stemme rystede, som hun straks kiggede ned på sine hænder. Blodet var væk og hun følte atter at hun kunne trække vejret igen. Hvad var der sket? Elmira var lettere forvirret, før at hun lod de grønne øjne glide mod Nobacy, hun kom i tanke om hvad der var sket og et stille smil gled over hendes læber. Hendes puls blev mere rolig. ”Nobacy” der var mere kontrol over hendes stemme igen, som hun kiggede en anelse nervøs på hende. ”Hvordan har du det?” mareridtet var skubbet langt væk, hun havde rystet det af sig. For nu i hvert fald.

Det ene øjeblik sad Claire og drømte sig langt væk. Det næste begyndte hun at bevæge hovedet uroligt. Havde hun mareridt? Det så sådan ud. Hvad gjorde Nobacy selv når hun havde mareridt? Hun ville grine mareridtet op i ansigtet og sige: "Jeg ved det er en drøm. Gi mig en kamp i stedet" og så ville hun få en kamp. hvis hun i det hele taget drømte... Det ville nok ikke hjælpe. Claire havde ikke samme kontrol. Hun var uskyldig. Nobacy knyttede sine hænder. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne se at Claire havde et mareridt. Men hvis hun vækkede hende kunne det være at hun ikke fik nok søvn. Hun bed sig i læben. Det samme gjorde Claire. Af en hel anden grund. Åh hvilke rædsler hun måtte gå igennem. Hvorfor er det altid de uskyldige der får mareridt? Det burde være hende! Ikke denne uskyldige kvinde. Hun rakte hånden ud for at trøste hende. Hun stoppede sig selv da det gik op for hende at det ikke ville hjælpe. Hun stirrede på Claire. Hun kunne ikke gøre noget. For første gang i lang tid varm der noget der gjorde ondt helt ind i sjælen at se på. 

Og så vågnede Claire med et sæt. Nobacy sukkede lettet. Hun var tilbage. Ude af mareridtet. Det gjorde hende glad. Så skulle hun ikke igennem flere lidelser. I dag. Hun skar ansigt. Hun havde sikkert sat et ar på Claires sjæl. Hun skammede sig over det. I hendes nærvær skammede hun sig over hvad hun havde gjordt. I over 1500 år. Denne kvinde var så ulig hende at det var et under at de kunne enes. Eller... Det har måske noget at gøre med at Nobacy ikke startede deres forhold ved direkte at prøve at slå hende ihjæl. Og snart blev Nobacy vel tvunget til at blive dømt på sin fortid af denne kvinde. "Hvordan har du det?" spurgte Claire. Hvordan havde hun det. Med at hun havde arret denne uskyldige kvindes sjæl, eller hendes sår. Nok såret. For hun gav ikke Nobacy skylden. Selvom det ville være retfærdigt. "Hvis du spørger til mit sår går det bedre, selvom jeg ikke har fået nyt blod endnu..." Hun skævede til sin skulder. Stadig lilla. Hun sukkede. Tåbe! hvorfor skulle denne tilfældige healer være i stand til at heale noget som ingen anden healer har kunnet? "Du mener at det er din skyld at denne mand døde. Giv mig en logisk forklaring på det." Sagde hun en smule mere tørt end hun havde regnet med. Hun skulle til at undskylde for sin tone, men indså at det nok var meningsløst.

Mareridt havde aldrig været noget, som hun havde brudt sig om, men ofte var det glemt lige så hurtigt, som de var opstået. Elmira kunne dog ikke sige, at hun havde haft et lignende mareridt før, så måske det faktisk havde påvirket hende mere, end hvad hun ønskede at indrømme overfor sig selv. Det havde ikke været en sjov oplevelse og hun ville helst bare give slip på det. Glemme det og fortsatte med noget andet. Men hun kunne dog godt mærke på hendes krop, at hun ikke havde så nemt ved at glemme det. Hun følte sig lettet, så snart at hun slog øjnene op og så hvor hun var henne. Hun tog en dyb indånding, som hun åndede ud igen og rystede let på hovedet. Blot for at være sikker på, at hun havde sluppet oplevelsen helt.. Der var ingen grund til at hvile i fortiden, hvad enten hun bar skylden eller ej. Med tiden ville det forhåbentlig blive glemt. Det var kun en mindre rynke i tiden og intet voldsomt, også selvom det måske ikke havde været mandens skæbne at dø i det øjeblik. Så kunne Elmira ikke tage det tilbage.

Det var ikke meningen at Nobacy skulle tage skylden for det hele, hun bar selv en del af det, men kunne godt fornemme på hende, at det var svært at overbevise hende om det. Nobacy tog tydeligvis ikke imod hendes undskyldning og hvorfor skulle hun? I virkeligheden burde hun undskylde overfor manden, men den chance var der ikke mere. Tanken om at Nobacy kunne have slået hende ihjel og sluppet uden om eventuelle problemer, havde ikke strejfet hendes tanker endnu. Hun var langt mere bekymret for hendes helbred. Elmira rynkede let på brynene, hvad skulle hun ellers spørge ind til andet end hendes sår? Dog forklarede hun sig ikke yderligere, som kvinden gav hende svaret. Langsomt løftede hun den ene hånd mod hendes arm, forsigtigt lagde hun den imod underarmen uden at lægge pres på. Hvad mente hun med nyt blod? Det var ikke alt hun forstod omkring de mange racer, men kunne hun tillade sig at spørge? Hun tyggede længe på det.. ”Nyt blod?” hun gentog det en anelse forsigtigt, da hun ikke ønskede at træde på hendes skikke eller eventuelle traditioner, man kunne aldrig vide. Blikket i de grønne øjne blev langt mere sårbar, som Nobacy forlangte en forklaring. Elmira trak stille hånden til sig, som hun lagde begge hænder ned i sit skød. ”Havde jeg holdt min mund lukket og taget imod, så var du aldrig kommet galt afsted. Han havde endnu levet og bevæget sig på den sti, som skæbnen havde bestemt for ham” forklarede hun stille. Hendes stemme var lettere svag, men hun forsøgte at smile til Nobacy, hun ville helst glemme hvad der var sket. "Jeg blandede mig i en skæbne, det var ikke i min ret." hun tog en dyb indånding og lod øjnene glide i.

Hun talte som om hun ikke døde af alderdom. Men hun havde ingen spidse ører. En ældgammel skrøne fra hendes tid som slave kommer op i hendes hoved pludseligt. Vogterne af tid. Når en dør bliver den erstattet af en ny. De er indbegrebet af tid, og tidens vogter. Det var fra en meget gammel skør mand, men nu kan tanken ikke slippe hende. Blande sig i mandes skæbne? Måtte hun ikke blande sig i andres skæbner? Åh hvor var hun uskyldig. En ægte pacifist. Og... Og... Denne mand ville have hendes møgdom?! Denne mand ville tage det uskyldige og voldtage det?! "Hvor vover du at påstå at det er din skyld! Hvordan i Zaladins navn kan du tro at en åndsvag mandsling kan tage hvad han vil?" Hun råbte. Hun satte sig op, og hendes hår så ud til at flamme bag hende begrund af effekten af hendes vindmagi. Hun var rasende. Denne pige kan da ikke seriøst tro det nonsens, kan hun? "Og at blande sig i hans skæbne? Skal jeg fortælle dig hvad der var sket hvis han havde fået lov?" Hun bukkede sig frem over Claire. Gav en dramtisk pause. Gav hende lov til selv at tænke sig til resten. "Du har alt ret i verden til at forsvarer dig selv, kvindemenneske!" Hun kiggede køligt på hende. "Jeg ved ikke hvordan du tænker, Men hvis du kan tro at du er usynlig begrund at det der skæbnenonsens tager du fejl! Hvis du tror at alle vil dig godt gegrund af hvem du er, tager du fejl! Hvis du ikke lære dig selv at forsvarer dig selv vil du blive voldtaget!" Nobacy trak vejret dybt et par gange. Og så gik det op for hende hvad hun havde sagt. Og at Hun havde råbt det med fuld styrke. Hun faldt sammen i sengen igen. "Undskyld... Det var ikke min mening at..."

Aldrig var det faldet hende ind, at nogen skulle have hørt om hendes historie. Det var en oldgammel historie og Emeriz havde ikke vandret rundt i landet på et tidspunkt hvor landet var besat af alle de racer, som der var nu. Så hvad var sandsynligheden for at falde over en kvinde, der faktisk kunne få noget ud af hendes forvirrende valg af ord. Hun var tilskuer til væsnernes skæbne og hvis de fandt vej til hende, så skulle hun faktisk bare lade tingene ske, men hun kunne slet ikke klare berøringen fra mænd.. Det gjorde hende virkelig utilpas, måske fordi hun var stødt på en sådan mand i begyndelse af hendes tid i landet. Det sad stadig dybt i hende og hun kunne ikke rigtig ryste fornemmelsen af sig. Det gav et sæt i Elmira, som kvinden lige pludselig skiftede karakter igen. Hendes blik dalede igen, men hun rettede hurtigt blikket mod hende igen. ”Jeg..” ordene forlod hendes mund og der kom intet ud, som hun bare tav og lod kvinden tale ud. Hun gned hænderne nervøst imod hinanden, som hun mærkede hvordan hun atter begyndte at ryste.

Det havde ikke været hendes intention at træde hende over tæerne. Det var dog ikke derfor hun råbte på den måde. Det var bare ikke gået op for Elmira, at hun var i færd med at forsvare hende. Hun var lige ved at svare hende, før at man kunne fornemme at hun væmmes bare ved tanken. Hun følte ubehage komme snigende, som hun kiggede væk. Hun flettede fingrene sammen og vred dem imod hinanden. Træet i hytten begyndte at knirke, som det arbejde imod hinanden. Det udvidede sig, før at det begyndte at skrumpe let i kanterne. Der kom huller i væggene, som var det ved at rådne op. ”Hold op!” skreg hun op, som hun havde rejst sig op. Det røde hår flagrede af den pludselige bevægelse, før at tårerne gled ned af hendes kind. Hun rystede og ikke bare lidt. Elmira greb ud efter en nål, der lå på bordet, som hun holdt hånden op foran Nobacy. Hun stak den ind mod håndfladen. Den nåede dog aldrig at ramme hendes hud, som skællet voksede ud og dækkede hånden. Hun smed med nålen og vendte rundt, hvortil hun gemte sit ansigt i hendes hænder. Hytten blev stille, som Elmira endte med at blive stående for at græde. Hun opfangede ikke kvindens undskyldning. Hun var rystet. For Nobacy havde ret!

Nobacy tænkte ikke at det ville have den store effekt. Det havde hendes ord normalt ikke. Hun blev chokeret over hvilken effekt det havde på Claire. Hun stirrede på hende mens hun havde et anfald der lignede så meget hendes at det gav hende minder. Godt at Claire ikke havde mere destruktive kræfter end det. Det ville være totalt ødelæggende for hendes sind. Nobacy kiggede hjælpeløst til mens at huset forfaldt omkring hende. Men hun var ligeglad med det. Hun rakte en hånd mod claire for at trøste hende. Men vidste ikke om det ville have en trøstende effekt. For første gang i hendes 1700 års levetid forbandede hun sin fortid. For hun havde aldrig haft brug for at trøste nogen. Nobacy havde ingen ide om hvad nålen skulle gøre godt for. Måske prøvede hun at gøre Nobacy efter. Eller også havde hun rørt noget som Claire havde begravet dybt dybt nede. Hun stirrede på Claire mens hun græd foran hende. Hun havde ingen ide om hvad man skulle gøre i denne situation. For hun var ikke bare en bange soldat som vil hjem, som hun kan vende ryggen. Hun bed sig i læben. Hun kunne ikke hjælpe Claire. For hun havde været et monster i så lang tid at hun ikke vidste hvordan medlidenhed så ud. Eller kærlighed. Hun sukkede. Måske kunne hun sige noget der kunne hjælpe? Som hvad? Åh hvor er det synd for dig! Hff. Nej! Hun kiggede ind i væggen.
“Jeg misunder menneskene. De dør efter 80 år, hvis de bliver gamle. Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg er, men jeg tror det er over 1700. Og jeg kan i hvert fald ikke huske min fødselsdag. Når der er gået et år er de et år tættere på at dø. Hvilket burde give dem motivation til at forfølge sine drømme. Men i stedet er der mange som vælger at have kiles verden som tabu, som undskyldning for at være doven. Jeg har levet så lang tid at jeg ikke har nogle drømme mere. Kun mareridt om min fortid.” Og så gik det op for hende. Tanken far som et bjerg som landede oven på hende. Ægte tårer løb ned af hendes kinder. “Jeg... J-jeg har levet under den illusion at jeg bare skal finde den næste kamp. At så ville det hele give mening. At så ville jeg være... glad” Hun hullede lidt. Tag dig sammen sølle dyr! Tænkte hun. “Jeg driver rundt i verdenen. Jeg kan ikke finde et sted at stå. Intet giver mening. Derfor har jeg levet under den illusion” Nobacy følte sig Tom indeni. Hun vidste ikke hvad hun følte. Hun faldt sammen og stirrede op i loftet”