Deavás følte selv at han opførte sig eksemplarisk lige nu, så er der fra tid til anden slap nogle blikke ud af hans kontrol, tog han sig ikke af. Slaven forsøgte dog stadig at forhandle, men han var næppe interesseret i det. I teorien kunne han også finde informationer et andet sted og efterlade Murizz med besværet. Som hævn kunne han altid tippe den nærmeste vagt om hvad der var sket her. ”Jeg kan da ikke betale for en ydelse, jeg ikke har fået” fastslog han med et løftet øjenbryn. Murizz havde selv sagt, at han ikke havde mærket noget til Samson længe, så hvorfor skulle han ofre sig ved at hjælpe ham, når det ikke var sikkert, at han ville få noget tilbage? Sådan fungerede aftalerne med ham slet ikke.

Det virkede lidt som om Murizz ønskede at det skulle udvikle sig i den retning, som det tillokkende blik tydeligvis bar præg af, at han var van til det. Måske han endda var for brugt og slidt? Deavás smil blev mere skummelt, som Murizz dog rejste sig op. Han kunne altså godt adlyde lidt, når det også var noget han selv ville. Måske han endda var afhængig af det? ”Så har du måske brug for en anden behandling, end hvad du er van til” konkluderede han køligt, som han løftede hånden mod Murizz ansigt og lod kun fingerspidserne søge imod hans ansigt. Sengen var jo optaget, ikke at der ikke kunne laves om på det, men der var også andre måder at gøre ham tilfreds på, spørgsmålet var nærmere om vampyren ville kunne håndtere det.

Murizz var bestemt ikke uenig i hvad Deavás sagde og han ville selvfølgelig ikke have betaling for en ydelse han ikke havde udført endnu. Men hvilken form for betaling der var tale om, skulle Murizz vælge at holde ham underrettet, ville han vide med det samme. Der var ingen grund til at gøre det hvis man ikke fik noget ordentligt til gengæld.
”Det er heller ikke nødvendigt. Men hvis jeg en dag opsøger dig med brugbare informationer, vil jeg da vide hvad min betaling kommer til at være,” svarede han. Han var ikke vant til at kunne kræve noget for sin hjælp, da det mest af alt havde været en ’hjælp eller dø ’-situation for ham, men hvis Deavás gav ham muligheden for at få noget igen, ville han tage ikke gå glip af den.

Med et lettere betaget blik, fik han betragtet Deavás grundigt. Det skumle smil han fik, rørte ham ikke. Det var den slags smil han var vant til at se fra de fleste og det var lige før han ville blive nervøs over at få et hvilket som helst venligt udtryk fra nogle.
”Jeg er vant til lidt af hvert, så det kommer an på hvad du har i tankerne,” sagde han, mens han skævede mod hånden der var på vej mod hans ansigt. Han gjorde intet for at flytte sig, som den kom tættere på, men hans blik rykkede sig ned på Deavás anden hånd. Hvad der befandt sig i den, havde han stadig ikke fundet ud af og han var måske ved at blive en anelse nervøs for hvad han gemte på. Det var en kort tanke, som han vendte det tillokkende blik mod hans øjne igen.
”Men skulle du have brug for lidt opmærksomhed, giver jeg gerne en hånd,” sagde han med et glimt i øjet, før han fortsatte; ”Eller noget helt andet.”

Hvordan de var kommet ind på at Murizz skulle have noget for informationer var ham en gåde, egentlig var det ikke noget han var interesseret i, foruden at hjælpe ham med liget.. Men så skulle den heller ikke presses længere, for var Murizz overhovedet i en situationen, hvor han havde noget at forhandle med? Deavás tvivlede, som det ikke var sikkert at han overhovedet kunne få noget ud af det, altså ville det blive en dårlig aftale.
Et køligt smil gled over hans læber, som han lignede en, der faktisk overvejede det. ”Det kommer an på, hvor brugbare informationerne er” lød det roligt fra ham, han hævede det ene øjenbryn. Deavás var ikke interesseret i at betale for hans hjælp, så kunne han finde andre måder at få informationerne på. For hvis mærket virkelig fungerede, som han havde fortalt, så måtte smerten være tydelig nok til at andre ville opdage det på afstand?

Så han var van til lidt af hvert? Altså havde han prøvet lidt af hvert, han følte sig fristet til at teste hans grænser og liget gav ham en ide. Men ville Murizz nægte? Det var ikke fordi liget var gået i forrådnelse endnu, men det kunne de selvfølgelig også vente på. Murizz tillod ham at røre ham, som han ikke flyttede sig for hans hånd, så Deavás lod fingerspidserne vandre over hans kind og ned over hans hals. Forbindelsen var skabt og det bragte et lystigt smil frem på hans læber, som han bukkede sig ned til hans hoved og kyssede ham på munden. Den anden hånd hvilede mod hans ryg, som han ikke slap ham med den anden. Deavás brugte tiden til at tænke over hans tilbud. Han havde dårlige erfaringer med vampyrer og deres bid, så han ville næppe lade Murizz komme for tæt på.. Han brød dog kysset, som han mødte hans blik igen. ”Du mener måske du har erfaring nok til at give mig den opmærksomhed, som jeg har brug for?” lød det køligt, som han slap hans nakke og gik om på den anden side af sengen, så den og liget var imellem dem.
Deavás åbnede kappen, som han skubbede den over skuldrene og helt af. Han foldede den roligt sammen over sin arm, før at han smed den over på sengegærdet og vendte de gyldne øjne mod ham. Hans førte en finger over knapperne i den hvide skjorte, før at han afslørede den lille skalpel han havde i den anden hånd. ”Vi må hellere skynde os, før han bliver al for kold” lo han, som han smed skalpellen mod Murizz og nikkede mod liget. ”Små skridt.. Vi starter med et enkelt snit midt i brystet.”

Hvor brugbare informationerne var, betød intet for ham. Som Deavás vidste, havde Murizz ikke mærket noget til Samson i længere tid og han anede ikke om det nogensinde skete igen. Men havde han den mindste chance for at få noget ud af ham, ville han tage den. Kun fordi han kunne lide følelsen af at være nyttig, i stedet for endnu engang at være offeret. Han var også ret sikker på at han ikke var interesseret i at lave nogen form for aftale med ham, da det hurtigt ville kunne komme tilbage og bide ham i bagdelen. Det var ikke til at sige hvilken type han var, nu han først havde mødt ham i dag.
”Hvor brugbare informationer er, er jeg ligeglad med. Hvis jeg skal bruge min tid på at opsøge dig, vil jeg have noget for det,” sagde han, i en lige så kølig tone som han selv havde fået. Han fik det til at lyde som om at hans tid var kostbar, hvilket bestemt ikke var tilfældet. Han kunne vel egentlig godt gå med til at give informationer videre til Deavás og muligvis fortælle ham rigtig meget der ikke var sandt. - Kun for at få lidt mere indhold i sin hverdag og muligvis få nogle morskaber ud af det. Udover det, kunne Deavás umuligt vide hvad Murizz ville have for sine informationer og ud fra hans fremtoning, så han ikke ud til at være lige så stor en slapsvans som Murizz.

Normalt ville Murizz have flyttet sig mere end hurtigt, hvis der blev rakt ud efter ham, men nu havde han selv lagt op til det. Dog udelukkende kun for at få hans hjælp med at få smidt liget et andet sted hen. En kort dyb vejrtrækning blev det til, da fingrene ramte hans kind og han blottede halsen let da de blev rykket længere ned. Overraskelsen over kysset var tydelig i hans blik, men han tøvede ikke et sekund med at gengælde det. Straks fik han også gjort det lidt ekstra krævende, mens han pressede sin krop mod hans og han lagde en hånd i hans side og lukkede den om hans bluse. Selvfølgelig nød han det, men han pressede nok mere på fordi han efterhånden var blevet vant til, at det var det folk ville have fra ham. Han havde ofte fået at vide, at han ikke duede til mere end det. Alt blev sluppet igen da Deavás stoppede kysset og han rettede sit blik mod hans.
”Selvfølgelig har jeg det. Og alt for meget lyst, siden ham der ikke holdte til meget,” svarede han med en ret selvsikker tone og samme begærende blik som før, som han henkastet fik set mod manden i sengen.

Det var ikke svært at se på hans egen udstråling, hvad han forventede da Deavás gik om på den anden side af sengen og tog kappen af. Men de tanker blev hurtigt skubbet til side så snart hans blik fangede skalpellen i hans hånd. Han forventede utvivlsomt at han havde tænkt sig at bruge den mod ham, så hans blik blev fyldt med en snert af panik og det samme gjorde hans vejrtrækning, som den blev lidt hurtigere. Men i forvirring over hans kommentar, stoppede han kort med at trække vejret overhovedet. Han forstod intet.
”Skynde os….?” Fik han ud i sin forvirring, inden han med en akavet bevægelse fik grebet skalpellen. Uforberedt på at skulle gribe noget som helst, og da slet ikke en skalpel, fik han selvfølgelig skåret sig selv hen over hånden, inden han fik et ordentlig tag i den. Et gisp i halv smerte og halv forskrækkelse lød fra ham, men han følte ikke at have tid til at fokusere for meget på det, så hurtigt fik han slikket blodet væk fra hånden, før han selv rettede blikket mod liget.
”Og jeg som troede at vi skulle lave noget helt andet,” sagde han undrende. Han kunne ikke lade være med at komme med et svagt grin over hvor underligt han egentlig synes det var. Han havde overværet mange underlige fænomener, men dette var han godt nok aldrig blevet udsat for.
”Er det sådan du får stillet dine lyster?” Spurgte han kort, som han løftede skalpellen op mellem to fingre og studerede den lidt. Om han faktisk havde tænkt sig at gøre det, vidste han ikke endnu. Han skulle nok lige have nogle minutter til at komme sig over hvordan situationen havde udfoldet sig.

Det betød måske ikke noget for Murizz, hvor brugbare informationer var, men det gjorde de for Deavás og han havde ikke i sinde at forhandle om nogen form for betaling, hvis ikke han fik en garanti for at der var tale om reelle informationer. Men det var vel også fair? Hvis der var noget han ikke brød sig om, så var det at blive snydt af en slave.. Og Ompries havde ikke beskrevet ham som andet, alligevel havde han ikke meget tilovers for slaver. Men denne gang valgte han at give Murizz en chance for at give ham det han ønskede uden tvang. Til tider var aftaler også mere værdifulde, når de ikke var indgået under tvang. Deavás hævede det ene øjenbryn af hans svar. Han skjulte ikke et grin, som han rystede på hovedet af hans ord. Hvis der var nogens tid, som var værdifuld, så var det ikke Murizz, men Deavás egen tid. ”Nævn din pris og så skal jeg se om det er det hele værd” han var ikke overbevist om Murizzs ord, men undlod at kommentere på det, som han ikke kunne bruge hele aftenen på at diskutere med ham. Eller jo, det kunne han godt, men så ville det nok blive rigtig ubehageligt for vampyren. Deavás kunne nemt miste tålmodigheden, hvis ikke han passede på.

Deavás lod sine fingre vandre over sine læber, som han kort mindes det krævende kys, Murizz havde gengældt. Det bragte et smil frem på læben, at se ham være så villig til at give sig selv hen til ham. Men netop fordi han var så villig og kun en slave, valgte Deavás at vende hele situationen på hovedet. Han skulle jo også more sig lidt? Det var ikke til at sige, hvad det ville udvikle sig til, men Deavás tog sig god tid til at tjekke hans krop på afstand. Han var en anelse spinkel, men det var ikke noget der havde stoppet ham før, så hvorfor begynde nu.. Han lød meget selvsikker, så måske han havde mere erfaring at trække på end hvad Deavás forventede. Han lagde roligt armene over kors, som hans blik gled mod liget. Et hånligt grin undslap hans læber, som Murizz tydeligvis stadig havde lysten til at trække det i en retning, men Deavás havde allerede taget en beslutning, så måske senere. ”Måske vi kan finde ud af noget.. bagefter.. Hvis du gør det godt” lød det skummelt, som han stod på den anden side af sengen. Han havde set blikket i hans øjne og ville langt hellere pirre ham yderligere, før han gav ham, hvad han ønskede.

Dæmonen var ikke til at læse, som han legede med skalpellen i hånden før at han kastede den mod vampyren. Han nød det paniske blik i hans øjne, måske mere end hvad han lige ville indrømme. Det gav ham lyst til mere. Men nok om det. Hans blik hvilede mod Murizz, som han lettere klodset fik grebet skalpellen. Det var tydeligt, at situationen slet ikke gik i den retning, som han havde forventet og Deavás nød det til fulde. ”Ja.. ” svarede han med et nik, som armene blev lagt over kors. ”Det er mere interessant, når der stadig er lidt varme i kroppen” forklarede han med et skummelt glimt i øjnene. Han så dog til, som Murizz slikkede blodet af sin håndflade og fik taget ordentlig fat i skalpellen. Han så en anelse afventende på ham, hvad var det han ventede på?
Endnu en latter undslap hans læber, som Murizz næsten lød skuffet. Havde han virkelig så meget lyst til det? Den stakkels slave vidste jo ikke hvad han skulle stille op, situationen var tydeligvis uvant. Deavás bevægede sig hen til sengen, som han langsomt åbnede skjorten og lod den glide af sine arme. Han smilte fortsat. ”Der er vel intet i vejen med lidt forspil” lød det opmuntrende fra ham, han satte sig roligt på sengen og førte en hånd langs med mandens bryst. I en lige linje fra lige under kravebenet og ned til navlen. Den linje han ville have Murizz til at følge med skalpellen. ”Hvis du gør det ordentligt, så kan det være du bliver belønnet imens” hans stemme var kølig og lokkende, som blikket vendte retur til Murizz. Han slikkede sig langsomt om munden, før at de gyldne øjne vendte retur til liget. ”Sæt dig over ham igen” det var ikke en ordre, også selvom det kunne lyde sådan. Han ville blot hjælpe ham til at få kræft nok til at kunne bryde igennem ribbene, så snittet blev lagt ordentligt og ikke kun overfladisk.

Deavás havde selvfølgelig al sin ret til at ville have reelle informationer, hvis han skulle betale for dem, men han kunne vel umuligt vide om Murizz valgte at lyve eller ej. Efter at have været slave for mere end én, havde han efterhånden lært at sige det folk helst ville høre. Det havde været nødvendigt, ellers blev han straffet. Alligevel var han ikke nervøs for at blive tvunget til at holde den aftale, heller ikke hvis det skulle ende i vold. Han havde fået en alt for lang pause fra sit liv som slave og det var underligt at vænne sig til. Det var næsten lige før man kunne sige at han havde brug for at blive misbrugt.
"Jeg vil have din beskyttelse mod Samson, skulle han komme tilbage." Det var vel simpelt nok. Han var ikke bange for at tage nogle slag eller flere, men den eneste der alligevel havde formået at skræmme ham ordentligt, var Samson. Derfor tog han muligheden, nu Deavás lignede en der ikke var bange for at slå fra sig.

Tilfredsheden over Deavás reaktion på det kys han havde gengældt var klar, men det kom ikke bag på ham, som han vidste at hans tidligere tilbud havde været reelt. Han vidste med sikkerhed hvad han gjorde og det var sjældent han havde formået at lave fejl, også selvom han ikke var gammel af en vampyr at være. Alder havde intet at gøre med hans erfaring, det var alle de ting han var blevet tvunget til at gøre gennem tiden og alle de ting der var blevet gjort mod ham selv. Den slags opdragelse havde også gjort at han efterhånden var blevet mester i at sende diverse blikke når det var påkrævet. Det var aldrig til at vide, om han mente noget af det han gjorde, da han havde udviklet sig til noget af en skuespiller, men det kunne Deavás vel umuligt vide. Dog blev skuespillet skubbet bort, som han stadig var lettere forvirret over hvordan denne dag var endt. Måske det alligevel var lidt tiltalende at gøre som han ville have...?

Skalpellen han stadig holdt mellem to fingre blev studeret længe med et blik der ikke var til at læse. Om han fandt det decideret klamt, eller om han faktisk var interesseret, kunne ikke ses. Det samme blik rettede han mod ham igen, som han lod hånden sænke ned langs siden. Han kunne mærke blodet glide ned af hånden, men han fik hurtigt fjernet det igen med endnu et slik, mens han lyttede til hans ord.
"Jeg tror ikke du skal forvente at han holder sig varm ret meget længere," kom det roligt fra ham. Den oprindelige tanke om hvad han havde forventet var der ikke længere, men selvfølgelig lod han blikket glide op og ned af hans overkrop, som skjorten blev smidt. Det var vel ikke unormalt at man lige brugte nogle sekunder på at at betragte en pæn krop, men han rettede hurtigt blikket mod hans øjne igen. Han holdt øje med alle hans bevægelser, som han satte sig på sengen og førte hånden ned over den døde mands krop. Han undrede sig stadig over hvorfor det var så stor en fascination for ham, men det var måske også underligt for andre at Murizz selv var lettere afhængig af at blive misbrugt.

Hans tilbud om at belønne ham hvis han gjorde det ordentligt, var da også indbydende, specielt når han allerede havde smidt lidt af tøjet. Der gik ikke længe efter hans ordre, før han kravlede op på sengen og fik sat sig overskrævs på den livløse mands underliv, men han beholdte sit eget tøj på indtil videre, selv de lange hvide støvler som han normalt ikke havde på i sengen. Han lod kort blikket glide hen over den linje han skulle følge med skalpellen, men intet blev gjort endnu.
"Hvorfor vil du have mig til at gøre det her?" Han vidste ikke om han skulle forvente at få en ordentlig grund, men han var alt for nysgerrig til ikke at spørge. 

Det var ikke uden risiko at lyve overfor Deavás, men det ville Murizz også komme til at forstå, hvis de endte med at indgå en aftale med hinanden, hvis Deavás kunne acceptere hans betingelser. Dog irriterede det ham stadig, at de overhovedet diskuterede betingelserne, det var yderst sjældent at han fik noget modspil i den slags aftaler, men Murizz lod ikke til at lade sig snyde så nemt, så Deavás var nødt til at være kreativ og bare følge strømmen for nu. Betalingen fik ham til at hæve det ene øjenbryn, hvad havde dog fået ham til at tænke i den retning? Et smil gled atter over hans læber, som han studerede ham kort. Han lod til at mene det. Men hvad forventede han, at han kunne gøre? Deavás tænkte generelt kun på sig selv, så hvordan skulle han lige pludselig bekymre sig om en andens liv? Det lå virkelig ikke til ham. Deavás tænkte over det for en stund, før at han nikkede let. ”Du kan ikke få beskyttelse af Samsons egen søn?” spurgte han roligt. Ompries havde forklaret sig med at Murizz var hans slave og at han derved var hans herre. Og at afsløre den form for informationer overfor Murizz var blot for at se hans reaktion. Måske han kunne gå med til det.

Murizz måtte uden tvivl have oplevet lidt af hvert for at kunne opføre sig på den måde overfor en fremmed. Ikke at det gjorde noget for Deavás, han var blot nysgerrig efter at finde ud af, hvad det hele indebar. Han kunne sikkert også overtales til at lade Murizz bruge sin erfaring på et senere tidspunkt, men først havde han planer om at udnytte situationen lidt. Han havde en sygelig fantasi og han havde tænkt sig at trække Murizz ind i det, enten frivilligt eller med tvang, hvad det blev var dog op til Murizz selv. Det var nok et af de eneste valg han ville få lige nu. At knægten så ikke rigtig vidste hvad der foregik og hvad det hele betød morede ham blot yderligere, som han langsomt trak ham længere og længere ind i ’forspillet’. Han havde ikke noget valg, men indtil videre havde han heller ikke tvunget Murizz til noget. Kun få ting.

Deavás fulgte tungens bevægelse, som Murizz atter slikkede blodet af sin hånd. Han var fristet, men ikke nok til at droppe sine planer for liget. De var jo nød til at skille sig af med det senere, så det var vel ligegyldigt, hvad de brugte det til indtil da. Han så dog lettere afventende på ham, hvad ville han vælge, var han nødt til at bruge tvang eller skulle han faktisk ud i at belønne ham i stedet. Slaver var næppe van til at få et valg, så måske det var derfor at han tøvede så meget. Eller måske det bare var det faktum, at han bad ham om at skære i liget. ”Så må du heller skynde dig..” lo han stille, øjnene var kølige og han lod ikke til at være synderlig påvirket af sine groteske ideer, som at tvinge Murizz til at skære et lig op. Egentlig mente Deavás at han brugte al for lang tid på at overveje tingene, nogle gange skulle man bare kaste sig ud i det, manden var død, så han kunne ikke beklage sig mere.

Smilet blev bredere, som Murizz endelig fandt det mod, han havde manglet fra ham og bevægede sig mod sengen igen. Hans blik hvilede mod skalpellen, som han ville sikre sig, at han ikke valgte at bruge den imod ham i stedet. Det ville da være dumt, for så kunne han ende med to lig, der ikke var til at komme af med.. Murizz fik sat sig tilrette, som Deavás rejste sig op og satte sig om bag ved ham med et smil på læben. Han løftede hænderne mod Murizz ryg og lod dem følge hans rygrad mod nakken. Knægten tøvede endnu, måske han manglede noget motivation? Deavás rykkede sig tættere på ham, som han svagt hvilede sig mod ham. Stille førte han hånden langs med armen og den hånd, som holdte skalpellen. Han smilte let af hans spørgsmål, som han greb fat om hans hånd og førte hans hånd mod mandens brystkasse. ”Fordi jeg har gjort det så mange gange..” hviskede han roligt ind i øret på ham. Han lugtede let til hans hår, før at han kiggede ham over skulderen mod skalpellen. ”Du har allerede dræbt ham, så hvad holder dig tilbage fra at udnytte ham yderligere?” hans stemme var rolig, men der var en skummel undertone, som han pressede sin krop imod Murizz og lagde mere press på hans hånd for at føre skalpellen mod mandens hud. ”Tortur tiltaler mig mere end noget andet” fortsatte han, som han flyttede let på hovedet for at nappe Murizz i øret, dog kun med læberne. Han ventede stadig på at Murizz brød huden med sine egne kræfter. Ellers var det jo ikke det samme.

Murizz vidste at det ikke var uden risiko at lyve for Deavás, såvel som han vidste at det ikke var uden risiko at lyve for nogle andre. Lige meget hvem han var stødt på, havde han haft problemer med at forsvarer sig, men efter tortur på et højere plan, var det ikke ligefrem skræmmende længere, selvom det selvfølgelig stadig gjorde ondt. Der var ingen tvivl om at han mente det og det var udelukkende kun kommet for tanke, fordi det efter lang tid var blevet reelt at Samson muligvis kunne komme tilbage. Han kunne ikke selv holde sig fra ham, men med hjælp kunne han måske komme lidt på afstand. Om det lå til hans natur at bekymre sig om en andens liv eller ej, var ikke relevant for ham, da han ikke behøvede at have en andens liv kært. Det ville også kun blive relevant hvis Samson rent faktisk kom tilbage, hvilket slet ikke var sikkert. Hans næste spørgsmål fik ham kun til at se mere forvirret ud end han allerede gjorde. - Der skulle generelt ikke meget til at forvirre ham. Det overraskede ham blot at han kendte til Ompries, men måske det var sådan han havde fundet ham til at starte med?
"Hvad får dig til at tro at han ville beskytte mig mod sin egen far? Han har allerede tæsket mig en gang," svarede han med et let hævet øjenbryn. At han havde valgt at pande ham en fordi han havde været decideret flabet, var en mindre detalje der intet betød nu.

At Deavás blev fristet over de slik Murizz gjorde mod sin egen hånd, lagde han ikke mærke til. Det ville han nok normalt, men den mindste seksuelle tanke var blevet skubbet til siden, efter skalpellen var landet hos ham. Valg fik han ikke mange af i livet og det gjorde det nok lidt sværere at vælge, da han ellers var vant til at blive beordret til alt. Manden var død og kunne ikke beklage sig mere, det havde han fuldkommen ret i, men han havde i forvejen dårlig samvittighed over at have dræbt ham, skulle han nu til at have dårlig samvittighed over at lemlæste ham? Det gav stadig ingen mening for ham, men der var noget over det, der alligevel gjorde ham interesseret.

Selvfølgelig havde han haft tanken om at bruge skalpellen mod ham, i stedet for at bruge den mod liget, men det var en strøtanke, der aldrig blev til mere. Havde han valgt at gøre alvor af den, var det blevet til en kort kamp han havde tabt og det vidste han fra starten af. Han fulgte ham med blikket, som han fik sat sig bag ham. Et lavt gisp i nervøsitet lød fra ham, da hænderne blev placeret mod hans ryg, men det flød over i et lavt suk da de nåede nakken. Han drejede hovedet så meget han kunne, for at holde blikket mod ham. Det var først da han rykkede sig tættere på og førte en hånd ned langs hans arm, at han rettede blikket den vej i stedet. Han gjorde ingen modstand, men gjorde heller intet selv, som begge deres hænder og skalpellen blev rykket tættere på mandens brystkasse. Det var ikke fordi han kunne modsige ham overhovedet, for han havde vel ret i at der intet var i vejen for at han kunne udnytte ham yderligere, men det var klart at det føltes forkert.
"Intet. Men hvorfor ville jeg have lysten til at gøre det?" Spurgte han lavt, med en klar nervøs ryst i stemmen. Han kunne ikke få sig selv til at fjerne det lettere afskrækkede blik fra skalpellen der var utrolig tæt på manden. Han lænede sig en anelse tilbage, for at presse sig lidt ind til ham.
"Sikker på der ikke er noget andet der kunne tiltale dig mere?" Kom det nervøst fra ham. Havde han kunne koncentrere sig ordentligt, havde tonen været fyldt med begær, kun for at lokke ham lidt i en anden retning, men det var ikke en mulighed for ham lige nu. Det var et mindre godt forsøg på at undgå at skulle gøre hvad der blev forventet af ham, men han var klar over at han nok ikke ville slippe.

Der var ikke mange chancer for at Murizz vidste hvad Deavás var i stand til, når han ikke var tilfreds med en anden. Specielt ikke når der var tale om en aftale, så skulle man være rigtig forsigtig med at træde ved siden af. Men hvis bare Murizz gjorde, som han forventede, så ville der næppe være nogen problemer. Deavás havde ingen planer om at blande sig i Samsons affære, hvis han havde i sinde at vende retur, men han ville gerne være på forkant med eventuelle overraskelse, så han kunne sikre sig, at det ikke gik ud over organisationen. Der var ingen bekymring i at afsløre kilden til at Deavás havde valgt at opsøge ham, men han nød alligevel den forvirring, som viste sig i hans blik. Han havde virkelig ingen ide om, hvad der foregik. Deavás trak let på smilebåndet, før at han trak på skulderne. ”Nuvel” det lød ikke som om at han var interesseret i det. Hvad de to havde sammen, behøvede han slet ikke blande sig i. ”Så er der vel intet i vejen for at jeg blander mig” fortsatte ham med et køligt smil på læben. Det var dumt at blande sig i den families affære, men hvis Murizz insisterede, så måtte han jo bare indstille sig på det og så finde en måde at dreje det til sig fordel. ”Aftale” sagde han med et nik.

Deavás havde tydeligvis vendt situationen på hovedet, som Murizz ikke lod til at bide mærke i meget af det han gjorde. Han var mere fokuseret på skalpellen end noget andet. Det var faktisk ganske morsomt, men Deavás gav ikke udtryk for det, som han nød at se hvor forvirret han var blevet over det hele. Det var underholdende at holde ham udenfor hvad der egentlig foregik. Deavás selv havde næsten aldrig dårlig samvittighed overfor nogen eller noget, men det bundede nok ud i, hvad han havde brugt de sidste mange årtier på. Der var ikke plads til en samvittighed i hans erhverv og hvis Murizz havde tænkt sig at han skulle beskytte ham, så var han nødt til at lære lidt. Der var intet i denne verden, som blev foræret. Slaver havde en nem tilværelse, så længe de bare fulgte ordre, men Deavás havde endnu ikke brugt en direkte ordre overfor ham. Han holdt ikke slaver, ikke sådan rigtigt.

Murizz kunne bare give det et forsøg, men så ville fokus nok forsvinde fra liget for at blive rettet direkte mod ham selv. Det var næppe hvad han ønskede, medmindre han faktisk gerne ville misbruges på den måde? Det var ikke til at sige, hvad han havde gennemgået i sit liv, så Deavás var ikke sikker på, hvad han havde behov for, udover den lyst han havde givet udtryk for tidligere. Men det kunne umuligt være alt. Nærkontakt var ikke nødvendigt, men Murizz lod til at have problemer med at udføre det, som Deavás gerne ville have ham til, så han skulle tydeligvis hjælpes lidt på vej. Deavás hjalp ham lidt på vej, som han førte skalpellen mod mandens brystkasse. Men han kunne godt mærke, at Murizz endnu ikke ønskede at tage over, som han ingen kræfter lagde i det. Spørgsmålet bragte et smil frem på hans læbe. ”Du drak hans blod, ikke sandt?” lød det køligt fra ham, som han holdt hovedet mod hans øre. ”Har du nogensinde overvejet at bide direkte i hjertet?” forklarede han lokkende, før at han mærkede hvordan Murizz pressede sig tilbage imod ham. Han tog hårdere fat om hans hånd og skubbede skalpellen mod brystkassen, så bladet rørte huden.
”Som jeg sagde tidligere, hvis du gør det godt” mindede han ham om, som han stadig forsøgte at vende fokus mod noget andet. Men det var for sent til den slags leg. Med en hård bevægelse, pressede han hånden mod brystkassen og holdt presset der. Han greb fat rundt om hans hånd og begyndte at hive den tilbage mod ham, så de kunne lave det første snit i mandens brystkasse. Stille slap han hans hånd for at få ham til at fortsætte alene. Hånden vandrede dog tilbage til Murizz overkrop, som han strøg fingrene under blusen mod hans kolde hud.

Murizz havde ikke en eneste chance for at vide hvad Deavás ville kunne gøre, var han ikke tilfreds med en anden, men det var ikke en bekymring, da han var rimelig sikker på at han havde oplevet det meste. Nu kendte han så ikke ham, så måske han alligevel var lidt værre end de andre, men han tvivlede. Det var heller ikke en tanke han havde på nuværende tidspunkt, som Deavás ikke havde givet ham grund til at frygte ham på nogen måde. Om han så ville gøre hvad han forventede, var ikke sikkert. Det kom vel an på hvad han forventede af ham. Forvirringen var malet klart hen over hans ansigt. Nej, han anede ikke hvad der foregik, men det gjorde ham intet, lige så snart han gik med til hans betingelse. Der ændrede det forvirrede udtryk sig til lettere overrasket. Det var vidst første gang nogen havde givet ham bare lidt af hvad han ville have uden problemer. Det var en underlig følelse. Næsten ubehagelig, men kun fordi han ikke var vant til det. Hans eneste reaktion på hans bekræftelse var et lille nik. Hvis det var på plads, var der vel ikke mere at sige til det. Han havde fået det han ville have.

Det undrede ham bestemt ikke at Deavás fandt hans forvirring over hele situationen underholdende. De fleste havde udnyttet det, når Murizz havde haft mindre forståelse for noget og det var som regel aldrig endt godt. Denne gang var det meget anderledes, som han ville have ham til at bruge skalpellen mod liget og han var ikke sikker på om det ville ende godt eller dårligt. Det kunne vel i realiteten være for at forvirre ham nok til at han ikke ville gøre modstand, hvis han vendte sig mod ham. Deavás havde haft mange år til at vænne sig til disse ting, men det havde Murizz ikke. Han var trods alt ikke så gammel. - Egentlig yngre end man skulle tro, som han sprang godt 8 år over. Både mentalt og på hans udseende, svarede han nok kun til en på 20, selvom han nærmede sig de 30 og det havde ikke hjulpet at bruge de sidste 5 år alene. Derfor reagerede han heller ikke altid lige normalt i alle scenarier.

Havde Murizz valgt at give det et forsøg og Deavás havde vendt sin opmærksomhed mod ham, for at misbruge ham på en helt anden måde, end den han havde tilbudt, ville det helt bestemt ikke være en dårlig ting. Det var måske en mærkværdig fetish, men efter at være blevet mishandlet alt for mange gange, var det efterhånden blevet en afhængighed. Det var næsten lige før man engang imellem kunne fornemme abstinenserne hos ham. Dog ikke nu, som han var alt for optaget af hvad Deavás ville have ham til. Jo tættere hans hånd blev ført på mandens brystkasse, jo hurtigere blev hans vejrtrækning, men indtil videre fik han alligevel holdt den nok under kontrol til, at den ikke blev dybere. Endelig fik han sluppet skalpellen med blikket, som han drejede hovedet svagt og skævede mod ham i et let nik, som svar på hans første spørgsmål.
"Hvorfor skulle jeg? Jeg kan ikke få mere ud af det, end jeg allerede har," svarede han til det næste. Blod havde han tømt ham for, men det gik ikke op for ham, at der med garanti stadig sad blod tilbage i hjertet, eftersom han umuligt ville kunne suge så kraftigt.

Så snart bladet fik ramt brystkassen, gispede han lavt og et ubehageligt udtryk i hans ansigt kunne anes, men han forsøgte at holde det tilbage. Hans næste sætning havde han set komme. Selvfølgelig slap han ikke for at gøre det og det løb koldt ned af ryggen på ham, så snart skalpellen fik brudt huden. I sin ryst af kuldegysning, fik han kort presset sig længere tilbage, ind mod Deavás. Så blev hånden trukket tættere på og et pænt snit blev lavet i brystkassen på den stakkels mand, men det blev ikke fortsat med det samme efter hans hånd blev sluppet. Han fik langsomt tvunget sit blik mod skalpellen igen. Intet blod. Selvfølgelig ikke, eftersom han havde fjernet det meste af det tidligere. Han brugte nogle få sekunder på at tage sig mod til at fortsætte hvor Deavás havde sluppet, og så trak han hånden længere tilbage til snittet var blevet lagt hele vejen ned til mandens navle. Følelsen fik ham til at gyse en gang mere, men han stoppede ikke. Det var utroligt ujævnt, ikke kun fordi han ikke havde gjort det før, men også fordi han mærkede hånden mod sin hud. Hans greb om skalpellen blev løsnet mere og mere, dog ikke helt nok til at han slap den.
"Må jeg stoppe nu?" Spurgte han lavt, med en snert af håb i stemmen. Han regnede ikke med et ja, men nu havde han lagt snittet. Var det nok?

En aftale var en aftale og Deavás havde ikke mere at drøfte om situationen. Nu var det blot et spørgsmål om, det overhovedet ville blive aktuelt, for hvis ikke Samson dukkede op igen, så var der intet som bandt ham og Murizz sammen. Ingen aftale, kun leg. Der var ingen grund til at frygte ham, for han havde intet gjort imod ham. Mest af alt fordi fokus var blevet vendt mod det lig, som Murizz så ivrigt havde forsøgt at skjule for ham. Og nu lod han det hele dreje sig om liget i stedet for Murizz, blot for at forvirre ham yderligere. Det var en lige så uvant situatoin for Deavás, at indgå en aftale med hvad der blot skulle være en slave, men han fandt det alligevel interessant nok til at indgå den, så helt skævt kunne det umuligt være. Aftalen var indgået og Deavás ville ikke glemme den og heller ikke ham, for han skulle nok sikre sig, at han i det mindste gjorde sit for at holde sin ende af aftalen.

Det generede ikke Deavás at knægten ikke var så gammel, det gjorde det blot mere underholdende at presse ham ud over kanten. At se hvor meget der skulle til for at knække ham. Hvor meget han havde oplevet og hvad det betød for hans personlighed. Deavás skulle nok finde et ømt punkt at presse på og noget kunne tyde på at han havde valgt den rette kurs med liget. Murizz virkede i hvert fald ikke særlig tryg ved situationen, men han havde endnu ikke sagt helt fra, så Deavás blev blot ved.
Den tunge vejrtrækning var ikke noget som gik forbi Deavás, som han blot førte hånden tættere på mandens brystkasse. Han lukkede kort øjnene blot for at lytte til hans vejrtrækning, hvordan han reagerede på det hele og hvad der provokerede ham yderligere. Et hånligt grin undslap hans læber, som Murizz ikke mente, at der ville være med blod tilbage i kroppen. Hvis han selv troede på det, så kunne det måske være svært at overtale ham. Men hvorfor ikke teste det for alvor? ”Skal vi lave et væddemål?” hans stemme var skummel, som han kiggede ham over skulderen. ”Hvis der intet blod kommer ud af hjertet, så giver jeg dig lige hvad du ønsker” lød det lokkende, som han hviskede ham ind i øret. ”Men hvis der gør, så gør du hvad jeg beder dig om, uden spørgsmål” der var ikke tale om en trussel, blot endnu en aftale imellem dem. Men turde han indgå aftalen, eller gjorde det ham nervøs?

Deavás kom med et nydende suk, som skalpellen brød igennem huden. Lugten blev værre, som de åbnede op for brystkassen, men han fortrak ikke en mine, som han vidste Murizz vejen til at sprætte ham op for alvor. Han holdt ham dog fast i deres nuværende position, ikke at han kunne forhindre ham i at rykke sig tættere på ham. Det var mere end velkommen, i mere end én forstand. De gyldne øjne fulgte Murizzs bevægelser nøje, som han ventede på at han ville tage styringen og gøre snittet længere. Jo længere Murizz trak skalpellen, jo længere op vandrede Deavás hånd på hans brystkasse. Da Murizz stoppede, havde han placeret sine finger rundt om hans brystvorte. Han klemte den imellem to fingre. ”Kun hvis du vil have mig til at stoppe” hviskede han ind i øret på ham. Deavás trak neglene hen over hans hud, før at han førte en finger ned over hans bryst, i samme stil som det snit Murizz lige havde lavet, han stoppede dog ikke ved navlen, men pressede i stedet hånden ned i hans bukser. ”Du er nødt til at lægge kræfterne i, hvis du skal have hjertet op” fortsatte han. Deavás greb fat om ham, blot for at vise ham hvordan han ville være tvunget til at lægge kræfterne i for at lykkes.

Murizz valgte ikke at sige fra helt, men kun fordi han vidste at han nok ville blive tvunget til at gøre det lige meget hvad. Det var et rimelig ømt punkt, hvilket ikke var nogen hemmelighed, som han ikke gjorde noget for at lægge skjul på sit ubehag. Han var vant til at torturen gik ud over ham, ikke at han skulle gøre noget lignende mod andre, også selvom den anden var død og ikke havde noget at skulle sige. Den lettere rystende vejrtrækning blev kun værre, som han hørte hans hånlige latter. Endnu en ting han ikke forstod og det gjorde ham kun mere nervøs. Den lokkende hvisken i hans øre fik ham til at tage en enkelt dyb indånding. Det var da indbydende, men der var noget der sagde ham, at Deavás ikke ville indgå den aftale, hvis han ikke var sikker på at han havde ret.
”Hvis der gør, vil jeg gøre som du beder om, men det bliver ikke uden spørgsmål,” sagde han kort. Han ville stadig gerne have lidt af forvirringen til at ophøre. Udover det, var Murizz ikke vant til at han kunne få lov til at få hvad han ville have. At blive tvunget til noget var næsten bedre, end selv at kunne vælge.

Det var i forvejen ikke let at få sig selv til at hive hånden tættere på sig, i gang med at lade skalpellen lave et længere snit. Det gjorde det ikke lettere, at Deavás flyttede sin hånd længere op samtidig og et mindre mandigt støn lød fra ham, så snart fingrene klemte hans brystvorte. Den rystende vejrtrækning blev langsomt erstattet af nogle dybe nydende suk, jo mere der blev rørt ved ham. Ubevidst fik han presset sig selv endnu tættere ind til ham og han lænede hovedet let tilbage. Han reagerede mere end han normalt ville, men det var ikke underligt, som han ikke havde følt den mindste berøring i flere år.
”Du må ikke stoppe,” kom det lavt, næsten uhørligt fra ham, kort før han fik presset hånden ned i bukserne i et gisp. Hovedet blev lænet lidt længere tilbage, det blev næsten lænet mod hans skulder, men hans ord fik ham til at rette sig op igen. Det var lige før han lykkeligt havde glemt hvad han ellers ville have ham til. Han strammede grebet om skalpellen igen.
”Hjælp mig,” ville han have sagt i lettere panik, da han havde svært ved at fortsætte med skalpellen, men det kom ud i et højlydt støn over hånden der greb fat i ham i stedet. Med den frie hånd tog han fat i hans arm og strammede også det greb. Han virkede næsten desperat for at få ham til at blive ved.

Knægten var klog nok til at tænke over eventuelle konsekvenser, hvis ikke han fulgte hans ord. Det var selvfølgelig ikke til at sige, hvor slemt det kunne blive, hvis Murizz nægtede at gøre det af egen fri vilje. Deavás kunne være meget direkte i hans væremåde, så Murizz ville ikke længere være i tvivl om, hvad han ønskede fra ham, hvis det kom til det. Men lige nu nød han at lege med ham, som han forblev forvirret.. Så længe at han gjorde hvad der blev sagt, så var der ingen grund til at torturere ham, medmindre at man så forvirringen som en slags tortur, nu hvor han ikke var van til det og måske ikke følte sig helt tryg i situationen. Vampyren var tydeligvis ikke hel dum, han var klog nok til at vide, at Deavás umuligt kunne tage helt fejl, når han ønskede at indgå et væddemål. Et smil gled dog over hans læber. ”Hvis du bliver ved med at forhandle mine aftaler, så får du snart intet valg” hans stemme var kølig, men der lod ikke til at være meget fare over stemmen. Der var mange måder at fortolke det på og Deavás lod ham drage sin egen konklusion. ”Men vi har en aftale” svarede han efter noget tid, så længe han gjorde hvad der blev sagt, så var det ikke noget problem, at han stillede spørgsmål til det.

Deavás havde lovet ham, at hans fremskridt med liget ville blive belønnet, så han havde selvfølgelig tænkt sig at gøre alvor ud af det. Hvilket var grunden til at han bevægede sine fingre i takt med at Murizz flyttede skalpellen over mandens bystkasse. Stønnet fik Deavás til at smile, som han dog lod sine hænder vandre ned over ham igen. Hans blik hvilede mod liget, imens at han lyttede til Murizz lyde og reaktioner på hans berøring. Knægten kom tættere og tættere på, han kunne mærke hvordan hans røv ramte hans skridt og det var svært at ignorere berøringen, som han dog valgte at presse sig imod ham bagfra. Hvis han ikke måtte stoppe, så var der jo ikke andet for end at fortsætte, men det havde han efterhånden forklaret mange gange, så han undlod at sige det igen. I stedet flyttede han sine læber imod hans hals og lod sine læber vandre over hans hud. Han lod ham slappe af for en stund, før at han gav ham klar besked. At Murizz ikke vidste hvad han skulle gøre, fik ham til at smile igen, som han atter rettede blikket mod snittet og pressede sig mere imod ham. Han førte den fri hånd over hans arm for at gribe skalpellen og løfte den op mod begyndelsen af snittet. Derfra placerede han håndfladen mod enden og pressede til, indtil man kunne høre et højt knæk. Han flyttede den længere ned og gentog bevægelsen for hvert ribben. ”Din tur” hviskede han ind i hans ører, som han strammede grebet i hans busker og førte fingrene over spidsen.

Der var mange ting der gjorde Murizz rimelig utilpas. Tortur var ikke en af dem, da det i det mindste var noget han var vant til. Deavás havde til gengæld formået at gøre flere ting der ikke var normale og det havde han gjort på meget kort tid. For det første, fik han det næsten dårligt over at forvirringen havde taget så meget over. Forvirring var ikke ligefrem en ny følelse, men det kom også meget an på hvad, man blev forvirret over. Denne gang kunne han ikke finde hoved og hale i hvad der foregik. For det andet, var det næsten direkte ubehageligt at få så mange valg. Han var vant til at få ordre og gjorde han ikke som der blev sagt, blev næven brugt, måske ting der var værre. Denne gang fik han mange valg og han fik muligheden for at forhandle, uden at han var blevet smækket en på siden af hovedet. Det var meget besynderligt. Derfor lagde han ikke meget vægt i had der blev sagt. Deavás havde allerede givet ham meget mere snor end han var vant til at have. Spørgsmål ville han have nok af, men hvor meget han kunne fokusere på at stille dem, var noget helt andet.

Murizz kom ikke den mindste smule videre med hvad han var blevet bedt om at gøre, så længe Deavás fortsatte sine berøringer. At han selv fik skubbet sin røv mod ham, havde ikke været intentionen, men endnu et støn lød fra ham da der blev skubbet igen. Han var nødt til at bide sig i læben for ikke at komme med alt for mange lyde og alligevel kom lidt mere da han mærkede læberne mod halsen. Hans vejrtrækning var dyb og han ville nok have larmet lidt mere, over at han fik presset sig mere mod ham, hvis han ikke endnu engang var blevet mindet om skalpellens formål.

For hvert knæk der lød fra knoglerne, fik han gjort nogle ryk i ubehag og han rystede kort i endnu en kuldegysning over hans stemme, der fortalte ham at det nu var hans tur. Den vejrtrækning der for et øjeblik siden havde været dyb i nydelse, var blevet hurtigere i afskrækkelse. Havde han haft den mindste smule chance for at flytte sig, uden at blive tvunget tilbage, havde han nok gjort det nu, men der var vist ingen vej udenom. Han havde ikke selv fulgt med, med blikket. Han havde drejet hovedet til den modsatte side af hvor Deavás befandt sig og så lagde han forsigtigt hånden mod snittet, mens nogle lave gisp stadig lød fra ham over hånden i hans bukser.
”Min tur? Sikker på du ikke bare vil fortsætte?” Spurgte han stadig med hovedet drejet og han havde lukket øjnene i for ikke at se sin egen hånd mod snittet. Han håbede lidt på at han kunne slippe for at stikke hånden ned for at tage fat om hjertet og Deavás lod alligevel til at nyde det meget mere end Murizz gjorde, så hvorfor ikke bare lade ham have det hyggeligt? Det var nok ikke en mulighed. Men det gjorde det utroligt svært at koncentrere sig om det, når alle de andre berøringer fik distraheret ham konstant.

Hvad der var normalt, var op til den enkelte person at fastslå og det virkede ikke normalt, at være van til at blive behandlet med tortur. Men så igen Deavás var van til tortur, så længe at han var den der torturerede sine ofre, hvad han dog ikke var van til var at involvere andre i torturen. Det var yderst sjældent at han lagde den form for kontrol fra sig. Deavás havde nu heller ikke mistet den kontrol, for Murizz havde ingen ide omkring hvordan han skulle forholde sig til situationen. Og hvis Murizz først fik styr på det, så var det ikke til at sige, hvad Deavás ville gøre, for måske den slags ville kede ham? Uanset hvad, så nød han Murizzs tilbageholdenhed. En aftale var en aftale, men de var nødt til at få det afgjort før at nogen af dem kunne få noget ud af det. Eller Deavás fik allerede en del ud af deres såkaldte aftale. Han følte lidt at han var i stand til at skubbe rundt med ham uden modstand. For hvad kunne han egentlig beklage sig over andet end at torturere en anden person? Men Murizz havde været ham, der havde dræbt ham til at begynde med, så kunne han virkelig tale om samvittighed?

I virkeligheden, så angreb Deavás Murizz på to fronter, dog uden at han rigtig bemærkede det, for han var som sådan ikke noget offer i nogen af situationerne. Der var torturen og så nydelsen, som Deavás ikke var villig til at give ham. I hvert fald ikke lige med det samme, der var selvfølgelig en lille chance for at de kunne droppe legen og bare gå direkte til den. Men hvad var så det sjove i at lave en aftale til at begynde med, specielt når han vidste, at han ville vinde og Murizz tabe? Uanset hvad så nød Deavás de små lyde, som Murizz afgav. Han brugte dem til at presse yderligere på med skalpellen, blot for at pirre ham lidt endnu. Det var tydeligvis ikke noget som var lige så nemt at give sig hen til, så han brugte det som et middel til at tirre ham yderligere.

De ryk han lavede for hver gang en knogle knækkede, kunne Deavás mærke i sine læber, som de vandrede hen over hans hud. Han nød det faktisk, hvad enten han havde forventet det eller ej. Han holdt fast i, at det ikke var hans opgave at bryde brystkassen op, så han havde ikke tænkt sig at gøre alt arbejdet for ham. Det eneste som manglede var at Murizz fik beskidte fingre og rev hjertet ud af brystet på manden, men han holdt igen. Langsomt nærmede han sig dog, som de gyldne øjne fulgte Murizzs hånd mod snittet. I stedet for at give ham chancen for at trække sig yderligere, flettede Deavás sine fingre ind i Murizz hånd, som han pressede begge deres hænder ind i brystkassen. Den anden hånd flyttede han dog fra hans busker, som han knappede dem op i stedet, så han havde lettere ved at få fat i hans lem. Murizzs ord havde næppe den ønskede effekt. ”Det gør mig opstemt, at se dig gøre det” hviskede han ind i hans ører, som han pressede sig imod ham, blot for at Murizz skulle kunne mærke hvor opstemt han var over situationen. Han lænede sig mere mod ham og pressede deres hænder længere ind i brystet på manden. ”Et bid og manden, du, får fred” fortsatte han i en lav, lokkende tone, som han nappede ham i øret. ”Dernæst får du min fulde opmærksomhed” han fortsatte, som han ønskede at distrahere ham fra at de kom længere op i brystet på manden. Snart ville han kunne mærke organet, hjertet, som Deavás ønskede at han tog fat i.

Der var nok ingen fare for at Murizz ville få styr på noget som helst, i hvert fald ikke lige foreløbig. Han havde ikke en chance for at kunne koncentrere sig specielt godt, så alt der blev gjort mod manden ville ikke hænge ved. Det var ikke svært at fornemme hvilken følelse der fyldte mest hos ham, det gav han udtryk for i diverse lyde. De fleste af de lyde blev gjort i nydelse over de forskellige berøringer, men engang imellem var det til at høre en lyd i ubehag over hvad han blev tvunget til at gøre. Egentlig kunne man ikke kalde det for decideret tvang, siden han ikke gjorde meget modstand, men det gjorde det ikke mindre ubehageligt. Han havde selv været skyld i at manden havde mistet livet og hans samvittighed var ikke helt ren. Til gengæld havde han det forfærdeligt over hvad han havde gjort, det var rimelig nemt at se, at Deavás intet havde imod det der skete.

Aftalen der var blevet lavet mellem dem, betød sådan set ikke meget for Murizz. Det ville ikke gøre ham det mindste, hvis den blev droppet og de kunne gå direkte til den, men det var vist ingen hemmelighed. På den anden side var blod noget han fik så sjældent og det kunne mærkes, som han ikke havde mange kræfter at gøre godt med, selv efter han lige havde tømt en fuldvoksen mand. Blod var kun noget der skulle indtages når det var absolut nødvendigt, men hvis han kunne få lidt ekstra fra hjertet, nu manden allerede var død, gjorde det vel intet. For han var egentlig stadig sulten, bare ikke nok til at det skulle gå ud over endnu et menneske. - Eller nogen andre, der stadig havde et valg.

Murizz var langt fra forberedt på at Deavás ville tage fat om hans hånd og presse begge deres hænder ned i brystkassen og i ren refleks forsøgte han kort at hive sin hånd til sig, dog uden held. Der lød en høj lyd i afsky fra ham, så snart hans hånd ramte mere end bare hud og han holdt øjnene lukket. Det var et syn han helst ikke ville have med, den klamme følelse var nok. Han mærkede presset der blev lagt mod ham bagfra, hvilket han bestemt ikke brokkede sig over, men hans kommentar fik ham til at udbryde endnu en lyd i afsky, dog ikke lige så høj som før. Hvordan dette var til at blive opstemt over, forstod han virkelig ikke. Jo, han var selv næsten glad for tortur, men det her var langt fra hvad han nogensinde var blevet budt. Så blev hænderne presset længere ind og han forsøgte selvfølgelig at rykke sig længere tilbage, men det resulterede kun i at han fik presset sig selv længere ind mod Deavás. Hans vejrtrækning stoppede i nogle sekunder. Så fik han indåndet få gange, for at holde vejret igen. Nappet i øret fik han registeret, men i hans lette panik fik han ikke reageret, som han ellers ville.
"Jep.. Ingen problemer.." Sagde han anstrengt. Jo længere de fik bevæget sig op i brystkassen, jo længere tid fik han holdt vejret. Hver gang han så endelig fik taget et par indåndinger, kom der samtidig nogle lyde i panik fra ham. Men selvom alt ved ham, både lyde og kropssprog, viste at han virkelig ikke kunne lide situationen, tøvede han ikke et sekund med at tage fat om hjertet, så snart de nåede til det. Han greb hårdt fat og så trak han hånden til sig. Han skulle nødigt have hånden i brystkassen, i længere tid end det var nødvendigt. Intet af det han gjorde, blev gjort med andet end at føle sig frem, som han stadig ikke havde åbnet øjnene. Så førte han langsomt og rystende organet op mod munden. En tung vejrtrækning blev taget, for at tage mod til sig inden tænderne blev sænket ned i den bløde masse i et lavt støn over den jernrige smag der flød. Biddet blev kraftigere og blodet begyndte langsomt at glide ned over hans hånd.

Underligt nok, så kom det ikke bag på Deavás, at Murizz ikke var tryg ved situationen, normalt ville han mene at vampyrer burde være van til lidt af hvert, men hans spinkel skikkelse og unge kropssprog fortalte ham, at han måske ikke havde hel så meget erfaring med at ernære sig. At bide sig fast og trække foden ud af levende væsner. Det var egentlig synd, når det var med til at give vampyrerne kræfterne tilbage, men Murizz lod til at være mere tilbageholdt end de fleste. Det var synd, men samtidig også underholdende, som Deavás ikke veg fra at udnytte hans forvirring og presse ham yderligere. Der var stadig tale om en beløning, hvis han formåede at køre den helt ud. Men ud fra hans rystende bevægelser og tøven, tvivlede Deavás på, at han faktisk ville være i stand til at fuldføre det. Men han kunne selvfølgelig overraske ham senere.

Blod var kilden til en del og Deavás kunne ikke se sig fri for den tykke væske, han nød det da også fra tid til anden, men han var ikke afhængig af det på samme måde, som vampyrerne. Han forstod hvornår det var nok og hvor det var ren og skær nydelse. Lige nu var der tale om nydelse, som han nød at presse Murizz ud i noget, han ikke var van til. Der var ingen begrænsninger på hans ideer og Murizz havde kun fået en lille smagsprøve på, der var meget mere og måske endda værre ting, som han kunne udsætte ham for. Han var dog en mand at sit ord, så hvis Murizz gjorde hvad der blev sagt og de fik afgjort aftalen, så ville fokus nok flytte sig fra liget.

Indvoldene, blodet og den klamme fornemmelse var ikke uvant for Deavás, men han kunne godt fornemme på Murizz, hvordan han gerne ville trække sig fra det hele. Men med Deavás bag ham, så var der ikke mange steder at flytte hen, samtidig med at hans hånd var låst i brystet på manden, indtil Deavás lod ham gå eller han valgt at gøre hvad han havde bedt ham om. Nemlig at tage fat i hjertet. Det generede ham ikke at han ikke havde åbne øjne, for der var ikke mange problemer med at finde vej til hjertet, de skulle bare lidt længere ind og så ville det ikke længere være op til ham. Deavás pressede sig dog imod ham bagfra, hver gang at han forsøgte at flytte sig bagud. Det var en klar indikation på at Murizz lige så godt kunne lade vær med at spilde kræfterne på at forsøge, for den gik ikke.
De var nået langt nok i brystet, som Deavás trak hånden ud og efterlod Murizzs hånd inde i brystkassen på manden. Han så afventede på ham, ville han hurtigt trække hånden til sig uden hjertet eller var han stædig nok til at gøre, hvad der var blevet sagt? Brystkassen bevægede sig op og ned med Murizz’s bevægelser og Deavás var ikke i tvivl om, at han greb rundt om hjertet, som brystkasse flyttede sig op og han trak hånden til sig. Blikket blev vendt mod Murizzs ansigt, som han løftede hjertet mod sine læber og han satte tænderne ned i det. Der var tydelige tegn på, at der fortsat var blod i hjertet, som det løb ned af Murizzs hånd. Han sugede rigtig til sig, noget der fik Deavás til at smile. Efter noget tid flyttede han den blodige hånd mod Murizz overkrop, som han strøg fingrene op under trøjen. Hånden i hans bukser var langt mere krævende i bevægelserne. Han lænede sig imod ham, som han lod ham spise færdig, imens at han fik udforsket hans overkrop og lem med fingrene. ”Jeg er bange for, at du tabte” lød det køligt, som han plantede nogle kys mod hans hals. Lugten af blod var endnu en gang stærk.

For Murizz var det ikke til at kende forkel på om det var nødvendigt, eller om det var nydelse. Der var ingen tvivl om at han nød hver eneste dråbe han mærkede mod tungen og så lidt som han fik generelt, var det også en nødvendighed. Han havde dog aldrig lært hvornår nok var nok og han kunne højst sandsynligt fortsætte længe endnu, havde der været mere. At manden skulle være offer for den sult han ikke kunne kontrollere længere, var uheldigt, men måske mere heldigt, end hvis han havde fået sat tænderne i Deavás, for så var han mere end sikker på at han ville få det betalt. Han synes selv det han blev udsat for nu var slemt nok og han mente ikke selv at der fandtes værre. Men det var kun fordi hans tanker ikke rakte så langt.

Murizz vidste at han ikke kunne slippe udenom, lige meget hvor meget han prøvede at rykke sig længere bagud. Det var udelukkende kun gjort af ren refleks for at komme væk fra det der var ubehageligt, men der var intet at gøre. Kuldegysningerne kom oftere og oftere, hvilket gjorde at han nærmest rystede hele tiden, i sidste ende uden pauser, men det stoppede brat, så snart han fik sat tænderne i hjertet. De lave nydende støn der lød fra ham, kunne han ikke selv kontrollere og de blev udbrudt halvt på grund af blodet og halvt på grund af Deavás hænder. Øjnene forblev lukkede, som han sugede så meget til sig, som han kunne.

For hver berøring der blev gjort mod hans krop, lige meget hvor det fandt sted, lød endnu et støn fra ham og biddet i hjertet blev en anelse kraftigere. Som Deavás lænede sig mod ham, pressede han sig ubevidst ind mod ham. Han havde tabt, det var der ingen tvivl om. Aftalen var fast, Murizz havde lovet at gøre hvad der blev sagt, spørgsmålet var nu bare hvad han ville blive bedt om. Han havde et inderligt håb om, at det ikke skulle handle mere om manden. Lige nu lod det dog ikke til at være tilfældet, som han mærkede kyssende mod halsen. I sin nydelse fik han langsomt åbnet øjnene op, men det første han fik set var den åbne brystkasse og et af hans støn kom ud i panik, som han straks slap hjertet, både med tænder og hånden og lod det falde. Hans forsøg på at rykke sig bagud blev der gjort lidt mere alvor i, som han faktisk fik lagt en del kræfter i denne gang. Nydelsen var mere end velkommen, men han ville væk fra liget først.
"Ikke her. Væk fra ham." Panikken havde tydeligt overtaget hans stemme også, han kunne ikke engang koncentrere sig om at komme med hele sætninger og han lagde begge hænder mod mandens mave for at skubbe sig selv endnu mere tilbage. Det betød intet for ham om det var dem, der flyttede sig fra liget, eller om de kunne få liget væk fra sengen, han kunne bare ikke fokusere på nydelse, når han havde direkte udsyn til noget han ikke havde set før.

Fokus hvilede ikke længere på liget, som Murizz havde gjort, hvad han havde bedt om. Det var selvfølgelig ikke i en flydende bevægelse, men Deavás kunne ikke forvente at Murizz vidste hvordan man skulle gøre. Det var ikke fordi han havde noget imod at assistere ham lidt, når han følte, at han vaklede bagud. Han gav ham dog fred nok til at spise af hjertet uden at tvinge ham til mere. Lige nu ønskede han blot, at han nød den lille sejr og slugte så meget af blodet, som han kunne få ud af hjertet. Så havde Deavás også arbejdsro til at udforske Murizzs krop uden at han ville forhindre ham i det. Han lod sine fingre vandre over hans spinkle krop, imens at han lyttede til hans lyde. Hvordan han slugte blodet og sugede det til sig, hvordan den varme væske var begyndt at dryppe ned på mandens brystkasse. Deavás smilte for sig selv, som han langsomt løftede op i hans trøje. Der var ingen grund til at beholde tøjet på, nu hvor de kunne tage det hele skridtet videre. Han førte en negl op af hans brystkasse, imens at han bevægede læberne over hans hals, han nappede ham svagt, men havde ingen intentioner om at bide ham. Det var ikke nødvendigt, der var nok blod tilstede efter manden og deres lille leg. Eller måske det kun havde været Deavás selv.

Deavás kunne både høre og mærke hans reaktion, som berøringerne vandrede over hans krop. Han nød de svage lyde, som Murizz slap. Men som han endnu var optaget af hjertet, var lydene ikke overdøvende, som Deavás sagtens kunne koncentrere sig om at pirre ham yderligere. Det var svært for ham at skjule sin begejstring for Murizzs reaktion, så snart at han åbnede øjnene. Man skulle næsten tro at knægten var uskyldig, men det var hans skyld at liget overhovedet befandt sig i sengen til at begynde med. Hjertet dumpede ned på mandens brystkasse, som Deavás trak hænderne til sig, men hans læber fortsatte dog mod hans hals. Men også det slap han, som Murizz var blevet ramt af panik og pressede yderligere på. Han lænede sig tilbage og trak Murizz med sig.
”Så lad gå” lo han stille, som han flyttede sig efter at have sluppet Murizz. Han rejste sig op fra sengen og slikkede roligt blodet af sine fingre. Han havde ikke noget imod at få beskidte fingre, men Murizz skulle jo nødigt panikke midt i det hele, hvis det kunne undgås. Han rakte ham en hånd for at hjælpe ham op fra sengen, dog med en forventning om at trække ham ind til sig. ”Gå hen til væggen” Deavás havde bukket sig ned for at hviske ham i øret. Efterfølgende greb Deavás lagnet på sengen og løftede det op, så manden rullede rundt og ned på gulvet med et bump. Han slap lagnet, så det røg over ham og dækkede ham til. Stille fulgte Deavás med ham, som han greb fat i kanten på hans bluse for at hive den over hovedet på ham.

Murizz havde helt bestemt gjort hvad han var blevet bedt om, men det var ikke gået overraskende hurtigt. Det havde trods alt været en noget anderledes oplevelse og han havde ikke lagt skjul på sit ubehag, i de mange lyde han var kommet med. Bevares, nogle af lydene havde været i nydelse over berøringen, som han nød mere end noget andet, men det havde været svært at koncentrere sig ordentligt om noget af det. Som han både nød godt af både blodet fra hjertet og hånden mod kroppen, blev de gode lyde en anelse højere. Det var nogle få sekunder, hvor han nærmest havde glemt liget, men det var måske også derfor han reagerede mere end han burde, da han endelig fik åbnet øjnene igen. Det var ikke første gang han havde taget en andens liv, men den åbne brystkasse var ikke et syn han havde oplevet før og det var bestemt ikke lige så tilfredsstillende for ham, som det var for Deavás.

Det overraskede ham alligevel lidt, at han lod ham slippe for at blive siddende samme sted, hvis det virkelig opstemte ham så meget. Men han brokkede sig bestemt ikke, der lød kun et gisp fra ham, da han blev hevet med tilbage. Hånden der blev rakt til ham, tog han imod med det samme og hev sig selv op. Han stoppede selv med at hive til, da han var kommet op at stå, men blev trukket helt ind til ham og fik i refleks placeret en hånd mod hans brystkasse, for ikke at ramme for hårdt med næsen. Han nikkede kort og gik så forbi ham for at stille sig mod væggen. Han stod med ryggen til, for ikke at se mod liget igen, lige indtil der blev taget fat i hans bluse. Så vendte han sig mod Deavás igen og lod ham trække blusen over hovedet. Han skævede kort mod sengen, bare for at få bekræftet at det bump han havde hørt, var fra manden der ramte gulvet. Godt nok var manden ikke så langt væk, som han ville have, men i det mindste lå han ikke i sengen længere, så lidt lettet var han da. Efter et par dybe indåndinger, var panikken forsvundet, det var næsten underligt så hurtigt han havde ændret mentalitet. Hans blik var gået fra at vise panik til at være fyldt med begær på få sekunder, også selvom panikken havde været oprigtig.
"Aftalen gælder vel stadig," sagde han roligt, som han lænede sig ind mod ham og rykkede sit hoved tættere på hans. Han stoppede lige inden deres læber mødtes og rettede så blikket mod hans øjne. "Så fortæl mig endelig hvad du vil have mig til at gøre," fortsatte han hviskende. Ikke at det var nødvendigt, for Murizz havde ingen intention om at holde hænderne fra ham, men han ventede lidt endnu, indtil han havde svaret.