Aniliidae var aldrig selv kommet så meget til skade, at hun havde været nødt til at blive syet, men hun havde desværre fået forvoldt andre skade nok til at de måtte under nålen. Det havde dog aldrig været hendes intention at gøre så meget skade på andre, men hver gang havde hun handlet instinktivt i forsvar og det havde uheldigvis resulteret i nogle slemme sår, grundet hendes robuste hugtænder og skarpe negle i slange form. Hugtænderne var dog gemt væk i ganen og hun regnede ikke med at hun ville få brug for dem denne gang, som Deavás virkede til at være en okay mand. Hun regnede heller ikke med at han havde lagt mærke til den tynde, to delte tunge endnu, da det nok ikke var det man kiggede mest efter, medmindre man vidste det.

Det var hende dog en gåde hvordan man kunne gøre denne form for skade på sig selv, som hun fortsatte med at føre nålen igennem hans hud, for at få samlet såret mere og mere. Skulle såret være lavet med bladet fra et sværd, kunne hun ikke få det hele til at hænge sammen, som det nok havde været længere. At få lavet et snit med spidsen af bladet, ville kræve en meget underlig stilling, så det gav heller ikke mening. Det kunne selvfølgelig være blevet lavet med kniv, men hun havde ingen kniv set på ham. Nu havde hun heller ikke nær studeret ham, så kniven kunne han vel opbevare et mindre synligt sted, hvilket ikke ville være underligt. At det våben han mente, slet ikke var det samme som hun mente det kunne være, faldt hende overhovedet ikke ind, da hans valg af våben ikke var specielt normalt.

Hun valgte ikke at spørge mere ind til hans forklaring endnu, som hun var nødt til at fokusere på at få lagt stingene ordentligt. - Såret skulle nødigt gå op igen. Havde det været et stykke tøj hun sad og syede sammen, havde hun ikke haft behov for at koncentrere sig det mindste, da det hele sad i rygraden, der vidste hun præcis hvad der skulle til, hvor stingene skulle sættes og hvilke sting der skulle bruges. Denne gang var det helt anderledes og hun havde brugt kort tid på at tænke over hvilken slags sting ville holde bedst muligt. Da hun ikke manglede mere end et enkelt sting mere, fik hun kort vendt blikket mod ham for at spørge videre.
"De er godt klar over at man normalt retter den skarpe ende væk fra sig selv, ikke?" Spurgte hun med et let grin, selvfølgelig ment i sjov. Normalt ville hun ikke have sagt noget i sjov i en situation som denne, men han ville uden tvivl komme sig helt igen, så ingen større skade sket. Nu skulle han bare hvile sig og lade kroppen klare resten af helingen. Kort efter fik hun syet såret resten af vejen og lukket ordentligt til med tråden i enden, før hun knækkede tråden af og lagde nålen tilbage på bordet.
"Kom Deres modstander i det mindste mere til skade end De selv gjorde?" Spurgte hun, som hun forventede at han havde haft et våben fremme for at forsvarer sig. Det var vel ikke unormalt at gå ud fra?

Skader, ar og sår var noget som Deavás var van til, han var van til smerten også, men lod som om det gjorde ondt, da hun begyndte at sy og førte nålen igennem huden. Hun ville sikkert blive nervøs, hvis ikke det gjorde ondt på ham. Så det var lidt en måde at berolige hende på, også selvom hun virkede yderst koncentreret i forhold til at gøre det ordentligt og ikke sjuske med stingene. Det var ikke en gang sikkert, at hun bemærkede hans udtryk. Men Deavás vidste heller ikke meget om hende, han så hende måske bare som et almindeligt menneske, hvilket kunne gå grueligt galt, hvis han på et senere tidspunkt valgte at true hende. Langsomt var han dog begyndt at glemme grunden til at snyde hende og søge hendes kontakt. Måske det var fordi hendes natur var så uskyldig og hun ikke havde noget imod at hjælpe en fremmed i nød. Der skulle næppe meget til at få ham på andre tanker, men lige nu koncentrerede han sig om hendes sting og at få lukket såret. Det ville være dumt at forbløde på hendes sofa.

Egentlig følte Deavás ikke at det var nødvendigt at forklare sig yderligere. Lige nu virkede det bare som om, at han havde dummet sig med et sværd eller lignende. En pinlig affære, men han havde intet imod det, som dækhistorie for det ren snit, han havde lavet i huden. Han skar dog en grimasse, som hun syede videre og trak let i huden for at holde det sammen.
Det var ganske sødt, sådan som hun fokuserede på stingene for at gøre det pænt. Det hjalp sikkert ikke, for han var ikke speciel god til at holde sig selv i ro i længere tid og da slet ikke, når han var såret for så følte han sig låst på en irriterende måde. Han åndede dog lettet op, som hun tog en pause og i stedet vendte blikket mod ham. Spørgsmålene fortsatte, måske han bare skulle have ladet vær med at skære sig selv og så afsløret, at han blot havde ledt efter en undskyldning til at komme med hende hjem. Det lød meget nemmere, men var højst sandsynligt også mere ubehageligt for hende og så ville hun næppe sidde så tæt på ham. Nej, han var tvunget til at føre historien videre. Et opgivende suk forlod hans læber, som han nikkede til hendes forklaring. Han vidste godt hvordan det fungerede med sværd og lignende, men han havde aldrig brugt meget tid på at lære sværdkunst. Det var vist ikke nødvendigt at kommentere på hendes ord, dog sneg et smil sig hen over hans læber. Hun forsøgte rent faktisk at drille ham, det var underligt.
En latter undslap hans læber, som hun kommenterede hans modstander. Det kunne han godt lege med på, som han nikkede med et stort smil på læben. ”Selvfølgelig” lød det selvsikkert også selvom han ikke lod til at tro på det selv. Han lod blikket glide mod stingene, som han langsomt førte fingrene hen over dem. Det var ikke dårligt lavet. ”De har vist syet før” lo han stille, som han vendte blikket mod hende igen. Han bukkede hovedet let i en tak. ”Tak, Frøken” hans stemme var rolig, han var tydeligvis ikke påvirket af den smerte, nålen havde forvoldt ham. De gyldne øjne betragtede hende for en stund. Hvordan skulle han gribe det an?

Mens koncentrationen i syningen blev fokuseret, lagde hun ikke mærke til diverse udtryk han kom med, men hun havde selvfølgelig set hans smerte tidligere. Hun havde ikke skænket det en større tanke, da det havde virket reelt nok for hende. Det gik heller ikke op for hende at hele situationen kunne være for at snyde hende på nogen måde. Det havde helt simpelt bare været en begivenhedsrig aften. Hun var kun glad for at kunne hjælpe en mand i nød og som hun så det, havde han da været lidt heldig at støde på en pige der brugte sin hverdag på at sy. Det var vel næppe alle der havde lige nøjagtig de redskaber i sit hjem. Nu skulle han bare hvile sig og hun havde ikke tænkt sig at lade en såret mand ligge på en gammel sofa.

Det var ikke til at vide hvordan hun havde reageret, havde han valgt at fortælle hende sandheden. Den minimale form for tillid hun havde til ham nu, ville hurtigt forsvinde, det var klart, om man overhovedet kunne kalde det tillid. Af hvad hun vidste, havde han ikke givet hende grund for ikke at stole på ham, så hun havde ingen mistro til ham. Jo, han havde fortalt en mindre løgn om hvordan han havde fået det pågældende snit, men hun forstod at det måske var lettere pinligt at indrømme, at man havde været klodset nok til at gøre det selv. Hun kunne nok også selv have gjort det samme og ikke have problemer med at indrømme det, men det var vel noget andet for en mand. De havde som regel et vist omdømme at opretholde, hvilket hun aldrig havde forstået, men det måtte de vel om. Som han kort fik bekræftet hendes antagelse om at han havde haft en modstander, sendte hun ham et smil og fik grinet lavt over hans selvsikre tone. Hun skævede kort mod de sting hun havde lavet og nikkede svagt over hans kommentar.
"Det er mit job," svarede hun med et smil og gav et henkastet blik mod den åbne dør ind til sy rummet. Hun reagerede ikke på hans tak, som hun ikke fandt det nødvendigt at få et tak. Hun havde vel selv valgt at hjælpe. Det var muligt at hun bare var for venlig af sig, men sådan så hun det ikke selv.
"De er stadig mere end velkommen til at blive her. De kan hvile inde i sengen, jeg tager gerne sofaen." Hendes tone var bestemt, som hun vidste at det i forvejen ikke var behageligt at sove på denne sofa og hvis man samtidig var såret, ville det nok blive meget værre.

Kvinden var yderst uskyldig i sin opførsel og Deavàs var fristet til at se hvor langt hun ville gå for at hjælpe ham. Hun havde dog allerede åbnet dit hjem for ham, så der var ikke meget mere at gøre, alligevel lod han blikket hvile på hende. Han fandt det ikke nødvendigt at inspicere hendes arbejde, han havde mærket hver enkelt sting, hvordan hun pressede nålen igennem hans hud og trak tråden igennem for at lukke såret tæt sammen. Smerten var ikke til at tage fejl af, men han nød det mere end hvad hun ville komme til. Hvis hun overhovedet ville komme til at nyde det.
Deavàs overvejede hendes ord med et smil på læben, som han fulgte hendes blik mod sy rummet. Det gav egentlig fint mening, sådan som hun var klædt. Ikke at det var over fint, men han kunne godt se hvordan tøjet var syet til hende og ikke til en tilfældig skikkelse. Mon ikke hun kendte sine mål ned til mindste detalje og vidste hvordan tingene passede til hendes krop facon. Han ville ikke have noget imod chancen for at undersøge hendes krop nærmere, men han vendte dog stille retur til deres samtale.
"De har allerede hjulpet mig rigeligt," startede han med et stille smil på læben. Et glimt legede i øjenkrogen, som han holdt øjnene på hende. "Så jeg kan ikke også tage Deres nattesøvn fra Dem" fortsatte han roligt. Han rettede kroppen let, som han lænede sig fremad for at få en fornemmelse af hvordan stingene bevægede sig. Det var ikke vildt ubehageligt, som han lænede sig frem mod bordet. Dog endte han med at placere hænderne mod bordpladen i et ubehageligt støn, som gjorde det ondt. En hurtig bevægelse og han havde nålen i hånden. Det var en mindre nål, så den ville ikke gøre så meget skade, medmindre man vidste hvordan nålen kunne bruges.

Efter noget tid lænede Deavàs sig tilbage i sofaen. Han strøg fingrene over stingene, før at han vendte blikket tilbage mod hende. Han flyttede armen over ryglænet på sofaen, som han tog en dyb indånding for at slappe af i kroppen. "Jeg føler stadig at jeg skylder Dem noget" han insisterede og havde ikke tænkt sig at slippe emnet lige foreløbig. Hans blik hvilede mod hende, afventende, som han dog lænede sig svagt mod hende.

Der var næsten ingen grænser for hvor langt Aniliidae ville gå for at hjælpe andre, heller ikke ham. Måske hun var alt for naiv, men sådan så hun det ikke selv. Hun var bare venlig, venligere end de fleste, hvilket også kunne ende galt i mange tilfælde. Det kom selvfølgelig an på hvilke typer man stødte på. Dog havde hun været heldig ikke at rende ind i de ubehagelige af dem indtil videre. Det var alligevel ikke normalt for hende at slæbe folk med hjem, men det havde været nødvendigt denne gang, hvis han ikke skulle forbløde i skoven. Hendes håndarbejde med stingene var hun mere end tilfreds med. Som han vidste, var det første gang hun havde syet på den måde, men det var nu alligevel blevet utrolig pænt og det skulle nok holde, medmindre han nærmest prøvede at få dem til at gå op.

Hans tanker om at undersøge hendes krop nærmere, var ikke selv faldet hende ind. Godt nok sad han i bar overkrop, og jo, han var da en pæn mand, men det var ikke den slags tanker der ville falde hende naturligt generelt. Slet ikke nu, hvor hun lige havde brugt sin tid på at lappe ham sammen.
”Jeg kan ikke bede min gæst om at ligge på sofaen. Bestemt ikke når han er såret,” sagde hun. Det undrede hende ikke at han ikke ville tage imod hendes tilbud med det samme, hun ville nok heller ikke have gjort det samme.
”De har mere brug for hvilen end jeg har,” sagde hun bestemt, det lød næsten som en ordre, men skulle ikke forstås sådan. Hun kunne selvfølgelig ikke tvinge ham til at tage sengen, hvis han virkelig ikke ville. Hvorfor han lænede sig frem, forstod hun ikke, men hun fik med det samme lagt en hånd mod hans ryg som støtte. Den anden hånd lagde hun mod hans overarm for at give en anelse mere støtte, som han lænede sig længere frem, men hun trak hænderne til sig igen i det han lænede sig tilbage. Det gik ikke op for hende at nålen manglede, da hendes fulde fokus lå hos ham.

Som han fik lænet sig ordentligt tilbage og lagt armen over ryglænet, rykkede hun sig en anelse væk fra ham. Det var kun for at give ham plads til at sætte sig som han ønskede, uden for mange smerter. Et lavt grin lød igen fra hende over hans kommentar.
”De kan betale mig tilbage, ved at gøre som jeg siger og hvile i sengen,” sagde hun med et stort smil. Hvis han insisterede på at give hende noget til gengæld for hendes hjælp, ville hun gøre hvad hun kunne for at dreje det til at hjælpe ham endnu mere. Intet andet ville være bedre, end at vide at han kunne komme sig rigtigt.
”Vil De have noget vand?” Spurgte hun roligt, som hun rejste sig fra sofaen og gik mod det åbne køkken. Hun lod ham ikke svare, før hun alligevel fandt to glas frem og fyldte dem begge med vand. Kort tid efter stod hun ved siden af ham igen og stillede begge glas på bordet, før hun igen satte sig. Denne gang fik hun sat sig i skrædderstilling med fronten vendt mod ham, så hun sad med ryggen mod armlænet.

Kunne hun virkelig være så naiv, at tror at mænd ikke ofte havde de samme tanker? Deavás var ikke kendt for skjule sine blik, men han gjorde faktisk en indsats denne gang. Mest af alt fordi han ikke havde brug for at hun lige pludselig rev hans sting op igen. Det var nemmere at være på den sikre side, nu hvor hun havde afsluttet syningen, men hun ville stadig være i stand til at flå såret op, hvis han ikke gik langsomt fremad. Ikke at det var naturligt for ham, langt fra.. Der var selvfølgelig intet i vejen med at hun rev såret op igen, men han ville helst undgå det, så længe det var helt frisk. Smerten kunne han nok holde til, spørgsmålet var mere om hun ville kunne finde på det? Men ofte gjorde folk mange ting, de ikke havde drømt om, når først de var trængt op i en krog af ham. Han havde prøvet lidt af hvert og mon ikke hendes venlige ydre, sagtens kunne skifte natur. Han virkede dog næsten opgivende, som hun fortsatte med at insistere på at han tog sengen.
”De har allerede gjort nok for mig, jeg fortjener slet ikke Deres hjælp” det var en konklusion og derved ikke noget hun kunne stille spørgsmålstegn ved, han havde allerede taget beslutningen, så der var ingen grund til at fortsætte ned ad samme vej.
Hendes stemme fik ham til at sukke stille. Hun var uden tvivl stædig, når det kom til at ville hjælpe andre, så meget kunne han da give hende. Men der var ingen grund til det. Han havde prøvet lidt af hvert og var van til at bruge smerten, når den var der. Lige nu påvirkede den hans lyst og næppe i en positiv retning, i hvert fald ikke for hende. Han skar en svag grimasse, da han mærkede hendes hånd mod hans ryg. Han tøvede lidt med at læne sig tilbage, men så snart at han havde fået fat i nålen, var der ingen grund til at hvile mod bordet igen. Han lænede sig derfor atter tilbage og lod de gyldne øjne betragte hende for en stund. Der hvilede et roligt smil over hans læber, noget han måtte anstrenge sig for at give udtryk for. Det var ikke nemt, men det lykkes.

Deavás følte ikke at der var nogen grund til at hun behøvede at sætte sig væk fra ham, men han lod hende, hvor han ofte ville have trukket andre tilbage, lod han hende gå. Han nikkede blot til hende, som tak for at hun viste hensyn. Et opgivende suk undslap hans læber, som hun brugte hans venlighed imod ham. Hvor irriterende og dog interessant, som hun ikke gav slip på diskussionen. Han kunne ikke lade vær med at give udtryk for sin frustration med et grin. Han placerede hånden mod såret for ikke at bevæge det for meget, som han tog nogle dybe indåndinger for at stoppe grinet. ”Hvis De bliver ved med at insistere, så giver De mig ikke noget valg” lød det roligt fra ham, som han godt havde hørt hendes tilbud, men han nåede ikke at reagere før hun havde rejste sig op. Hun kom dog hurtigt retur med to glas. Han lod blikket glide mod glassene på bordet, før at han kiggede retur på hende. Et smil gled over hans læber. ”Jeg kan gå med til det på én betingelse” lød det roligt fra ham, han trak det ene ben op i sofaen for at læne sig imod hende. En anden gang så burde han lære at placere den slags snit steder, hvor det ikke ville være så meget i vejen. Han skar en enkel grimasse, før at han løftede hånden mod hendes hage og svagt strejfede hendes hud. Endnu et smil vandrede over hans læber, som han så hende i øjnene. ”De er alt for god af Dem” lød det roligt fra ham, som han lod fingrene vandre over hendes kind. Berøringen var blid og rolig, som han ikke brød øjenkontakten med hende. Han lod sine fingre udforske hendes hud i stedet for sine øjne.

Aniliidae var helt klart naiv, men langt fra naiv nok til at tro, at ingen mænd havde haft den slags tanker om hende. Hun havde ofte set det hos flere, men det havde aldrig betydet at hun selv havde de tanker. Byen var trods alt fyldt med mange forskellige typer, nogle mere ubehagelige end andre. Nu skulle hun også snart til at starte sit arbejde på den lokale kro, hvor hun med sikkerhed ville støde på mere end én mand, der ville give udtryk for sin beundring i en brandert. Det gjorde hende intet. Ingen af dem ville få noget ud af det og hun havde altid håndteret den slags situationer med et smil på læben.

Der var ingen tvivl om at hendes stædighed tog over, lige så snart det handlede om at være der for andre. Det var vigtigt for hende, måske fordi hendes mormor altid havde været der for hende. Hun vidste at det ikke var alle, der var heldige nok til at have sådan en person i sit liv. Måske hun ville kunne sprede lidt mere glæde i andres liv, ved at være den pige. Det var så kun hvis folk ville tage imod hendes hjælp. Deavás mente ikke at han fortjente hendes hjælp, men han havde intet gjort over for hende, til at hun skulle nægte ham det. Og det at han gjorde så meget for at stoppe det, gjorde kun at hendes stædighed kom mere til udtryk. Hun havde dog nok valgt at holde mere afstand til ham, hvis hun kendte til hvordan smerten påvirkede ham. Hun ville helst undgå de grimme oplevelser, så meget hun kunne, men mest fordi hun ikke nød at gøre skade på andre.

Kunne hun ikke få ham til at tage imod hendes tilbud med det samme, som ikke var tilfældet, var det kun mere end fair at hun brugte hans venlighed mod ham. Hun ville ikke have tilbudt ham et ordentligt sted at sove, hvis det ikke oprigtigt var det hun ville, så han kunne lige så godt indse, at han havde tabt.
”Jamen så giver jeg Dem intet valg,” sagde hun med et let grin, som hun satte sig på sofaen igen. Ingen større reaktion kom fra hende, da han lænede sig længere mod hende, men hun lagde hovedet let på skrå da han nævnte en betingelse. Hun skævede kort mod hans hånd, som den var på vej mod hendes hage og hans næste kommentar fik hende til at smile. Hendes blik lå fast i hans, men som fingrene blidt blev kørt ned over hendes kind, drejede hun hovedet til den modsatte side for at gemme den lette rødmen væk. Af ren refleks løftede hun den ene hånd for at fjerne hans, men i stedet for bare at skubbe, tog hun fat med et let greb og slap ikke igen. Hun tog en kort dyb indånding, før hun rettede de blå øjne mod ham igen.
”Hvilken betingelse?” Spurgte hun lavt, med et lettere akavet smil over at hun ikke anede hvordan hun skulle reagere. Det gjorde hende kun lidt mere flov at han kunne se rødmen i hendes kinder over hans berøring, hvilket gjorde den røde farve tydeligere.

Naiv og uskyldig var hvad hun kunne beskrives som, noget som Deavás ikke havde noget imod at ødelægge bare let, måske kun i kanterne for der skulle meget arbejde til at forandre en personlighed som hendes. Specielt når hun blev ved med at insistere på at være sød overfor ham. Han havde ikke gjort noget for at fortjene det, andre ville forlange noget til gengæld, men ikke hende. I stedet brugte hun hans nyopstået venlighed imod ham selv. Det var underligt, men det var rart på en mærkelig måde. Han glemte fuldkommen at være ubehagelig overfor hende, det eneste der mindede ham om ubehaget var såret, som han selv havde lavet og derved kun kunne takke sig selv for. Men en dæmon af hans alder var ikke helt så nem at ryste igennem, så han var ikke bekymret for at miste sig selv i samtalen eller hendes nærvær om end hun havde påvirket ham i den forkerte retning. Han havde glemt hvad han skulle bruge nålen til. I stedet flyttede han den let imellem sine fingre, som han holdt øjenkontakten med hende.

Der var en mindre sandsynlighed for at han bare lod hende udvise den venlighed for at lade emnet ligge, også selvom det behagede ham at se hende insistere på den måde. Mon hun ville være lige så stædig, hvis hun blev sat i en helt anden position. Tanken morede ham, som han gerne ville finde ud af det, men hendes naive væsen gjorde det nødvendigt for ham at bevæge sig stille frem for ikke at skræmme hende bort. Selvfølgelig kunne han indfange hende, men måske det var godt at prøve noget andet? Han nikkede til hendes ord. Sagen var tabt fra hans synsvinkel, men det behøvede hun selvfølgelig ikke vide, han kunne sagtens lege med. Selvom hun havde set hans hånd komme på afstand, så lod hun ikke direkte til at trække sig fra berøringen, også selvom hun drejede hovedet den modsatte vej. Deavás kunne nemt fornemme hendes kulør, som han trak hånden til sig igen eller han nåede det ikke før han mærkede hendes hånd mod sin. For en stund kiggede han blot på hende, som han forventede yderligere reaktion fra hende, men de blev siddende sådan for en stund.
”At jeg ikke behøver sove i sengen, men kan nøjes med at hvile, indtil jeg har det bedre” hun havde selv sagt, at han skulle hvile i sengen, så han brugte det blot imod hende, som hun havde brugt hans høflighed. ”Så jeg har brug for Deres tilladelse til at flytte Dem tilbage i sengen, når det sker” hans stemme var rolig, selvom det ikke direkte var en betingelse, så var det måske et brud på hendes grænse. Alternativt måtte hun dele sengen med ham, så kunne han liste væk, når det ikke længere var nødvendigt. Deavás flyttede let hånden til hendes kind igen. Den røde kulør forsvandt ikke helt så let. Det var så uskyldigt og kært.

Aniliidae's uskyldighed ville bestemt ikke være til at ødelægge helt. Fysisk styrke var ikke noget hun kunne prale med, i hvert fald ikke i den mest menneskelige form, men mentalt stærk var hun og der skulle generelt meget til at knække hende. Det var dog ikke altid en fordel, som hun havde fået rodet sig ud i mange problemer fordi hun ikke havde opfattet alvoren af situationen, før det var for sent. Det var muligvis også tilfældet denne gang, men det var selvfølgelig ikke gået op for hende. Hun så ingen grund til at få noget til gengæld for sin venlighed, det var mere end rigeligt for hende, at hun vidste at han ville komme sig ordentligt. At han havde nålen mellem fingrene havde ikke fanget hendes opmærksomhed endnu, da hun holdt blikket fast mod hans øjne. Det ville da være decideret uhøfligt ikke at holde øjenkontakten midt i en samtale. Det var normalt ikke noget hun gik ekstremt meget op i, men ham her virkede lidt finere end dem hun normalt stødte på inde i byen.

Blev hun sat i en presset situation, en der måske var direkte ubehagelig, ville hun ikke tøve et sekund med at forsvare sig og venligheden ville hurtigt ryge langt væk. Hun lyttede tålmodigt til hans krav og lod ham tale færdig, inden hun nikkede let. Det fik det til at se ud som om, at hun gik med til hvad han ville, men det var ikke tilfældet.
"De kan nøjes med at hvile i sengen," sagde hun i bekræftelse. Den del kunne hun gå med til, det var intet problem.
"Men jeg kan ikke give Dem min tilladelse til at flytte mig. Stingene skulle nødigt gå op, fordi De overanstrenger Dem," fortsatte hun kort efter. Hun fortsatte sin stædighed. Hvis han derefter ville insistere på at hun ikke skulle placeres i sofaen, ville det ikke være et problem for hende at dele sengen med ham. Den var trods alt rigeligt stor, men hun ville næppe gå med til det, da hun ikke ville risikere at bevæge sig for meget og gøre det ubehageligt for ham.

Hånden blev lagt mod hendes kind igen og det gjorde kun den røde farve værre. Hun var forlegen, det var ikke svært at se, men hun havde aldrig oplevet noget lignende og hun anede dybest set ikke hvordan hun skulle reagere. Hans berøring var jo langt fra dårlig, den var rar og derfor havde hun ikke travlt med at fjerne hans hånd. Men om det blev set underligt på at hun ikke engang gjorde et forsøg, vidste hun ikke. Hun så nærmest overrasket ud, som hun sad og stirrede på ham med et næsten tomt blik og hun var nødt til at bide sig i læben, for ikke at sprede et utroligt akavet smil. Hun valgte dog alligevel at løfte hånden igen og skubbe let til hans, da hun endelig fik samlet tankerne igen.
"Øhm.. Jeg ville gerne tilbyde Dem noget at spise, men jeg har vidst intet, udover lidt brød. Det er nok ikke så interessant, men hvis De er sulten, vil jeg gerne hente det," sagde hun så roligt hun kunne, men det var ikke helt nemt med den lettere hurtige puls.

Hun var virkelig ihærdig og stædig, der var ikke meget ro over hende og hun lod ikke til at være interesseret i at lade ham slippe så nemt uden om det. Det var uvant, måske fordi Deavás normalt allerede ville have skræmt livet af en som hende. Men situationen krævede noget andet, som han faktisk gerne ville se hvor det hele kunne føre hen, uden at lægge det sædvanlige press på hendes skulder, som han lagde på andres. Såret generede ham dog ikke, men det var stadig sødt at hun bekymrede sig om det. Han havde måske for længst glemt det. Det bekymrede ham slet ikke på samme måde og han var langt fra van til at nogen skulle bekymre sig om hans helbred, det var yderst forvirrende. Så han havde svært ved at sige hende imod. Det var ganske opfriskende, som han lod blikket hvile på hende. De lettere rødlige kinder og hendes mange forsøg på at overtale ham.

Deavás skulle måske være glad for, at han havde valgt denne fremgangsmåde i stedet for hans sædvanlige, for hvis han vidste hvad der gemte sig hendes mund, så ville han nok have trukket sig for længst eller fundet noget, der kunne lamme hende i sofaen. Men det var ikke nødvendigt, i hvert fald ikke endnu. Han legede dog stadig med hende, som Deavás fik overtalt hende til at gå med til en del af det. Hun forhandlede stadig, og han skjulte ikke det lettere opgivende grin, som hun justerede aftalen. ”Det er lige før at jeg bare lader Dem få ret, så jeg får fred” grinte han opgivende, som han rystede på hovedet for at understrege, hvad han egentlig mente om hendes stædighed. Deavás gjorde et sidste nik, de behøvede ikke diskutere emnet mere, som han vendte fokus mod hendes kulør i stedet.

Farven blev mere intens, jo mere han rørte ved hende. Han havde lidt på fornemmelsen af, at hun måske ikke havde prøvet noget lignende og han følte sig fristet til at tage hendes mødom, bare fordi muligheden var der. Hun ville næppe bryde sig om hans sædvanlige fremgangsmåde, men måske han kunne justere lidt på den. Deavás flyttede blikket mod hendes hånd, som hun skubbede til hans og han trak den stille til sig. Han flyttede sig dog ikke langt, som han lod hånden dale mod hendes lår i stedet. ”Slap af” lød det beroligende, som hun lod til at ville fare ud ad døren blot for hans skyld. Han flyttede let på sig, så han kom tættere på hende og løftede atter hånden mod hendes krop, denne gang mod hendes arme. Han strøg fingrene over hendes hud og slap ikke hendes blik et sekund.

Aniliidae ville ikke give op så let og havde hun vidst hvor forvirret han var over situationen, havde hun ikke kunne lade være med at le. Det ville komme bag på hende at nogle kunne blive nærmest overrasket over, at det var muligt at være så stædig når det kom til at være venlig. Men hun var vel også vant til det, eftersom hun var vokset op med en dame hun lignede selv. Han var ikke den første hun havde udvist denne venlighed over for, men han var den første hun havde valgt at tage med hjem. Kendte hun ham og til hans fortid, havde hun nok ikke taget samme valg, men han havde nu været meget flink over for hende. I hvert fald hvad hun vidste af, eftersom han trods alt havde snydt hende med skaden. Hans rysten på hovedet over hendes stædighed gjorde hende intet, tværtimod fik det hende til at smile.
”Det er også fint, så er jeg sikker på at De ikke kommer mere til skade,” lo hun afsluttende. Hvis han ikke ønskede at diskutere det længere, fik hun alligevel hvad hun ville, nemlig ham til at gøre som der blev sagt. Så var hun sikker på, at han kom sig som han skulle.

Det var stadig ikke til at vide hvordan hun skulle reagere. Det akavede smil hun havde forsøgt at holde tilbage, kom frem som han lod hånden dale mod hendes lår. Hun havde det varmt. Det var ikke til at se på hende, men hun følte det alt for varmt til at kunne trække vejret ordentligt. Det gjorde hendes vejrtrækning tung og hun rakte ud efter glasset med vand for at tage en tår. Det var nødvendigt, ellers var hun sikker på at man inden længe ville kunne se sveden i panden, selvom varmen slet ikke var så slem. Hun fik stillet glasset på bordet igen, som han bad hende slappe af. Det var lettere sagt end gjort, for det var det direkte modsatte hun fik gjort. Hun spændte i hele kroppen og det blev værre da han rykkede sig tættere på. Kort fik hun skævet mod hans hånd, der var på vej mod hendes arm og hun flyttede det ene ben for at sætte en fod på gulvet. Langsomt begyndte hun at rejse sig.
”Er De sikker på De ikke er…” Hun nåede ikke længere, før hun skvattede og landede med et bump på ryggen, stadig med en fod oppe i sofaen. Det var resultatet af ikke at have hevet det andet ben ordentligt til sig, inden hun prøvede at gå. ”… Sulten?” Fortsatte hun, som hun rømmede sig lidt over det hårde gulv hun var landet på. Hun pressede på med at få noget mad i ham, men kun fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Valgte hun at slappe af og lade ham fortsætte, var hun bange for at gøre noget forkert. Hun følte sig malplaceret, fordi hun ikke kendte noget til at være intim med en anden, men det var ikke fordi hun ikke nød hans blide berøringer. Det havde de røde kinder fået afsløret fra starten af. Hun trak benet til sig og fik sat sig op igen, men hun flyttede sig ikke fra gulvet endnu. Hun kom sig stadig over faldet, hun havde ramt lidt hårdere end hun troede. Det hvide bånd i håret havde rykket sig efter kontakten med gulvet og hun valgte at hive det ud og lade håret falde. Det sad alligevel ikke så pænt som det gjorde i starten, så der var ingen grund til at lade det sidde.

Deavás lod hende få sin vilje denne ene gang, også selvom han ikke havde gjort meget for at overbevise hende om noget andet. Lysten var der ikke helt, mest af alt fordi hun blev ved med at insistere, hvor hans fokus var gledet over mod noget andet. Hendes uskyld, det naive ydre, det var så skrøbeligt og nemt at tage fra hende, men han følte ikke at han behøvede pressede på. Hun var allerede fanget i hans selskab, så alt han behøvede var at skubbe hende i den rigtige retning. Måske det ikke var nødvendigt med tvang. Noget der bestemt også ville ændre oplevelsen for ham. Men så længe han kunne skjule sin grove natur, så ville det heller ikke blive et problem. Spørgsmålet var nærmere om han kunne holde sig selv tilbage, når han fik hvad han gerne ville have. Til at begynde med havde det været at høre hende skrige af smerte, men det havde langsomt ændret sig og nu kunne han ikke andet end at fokusere på de rødlige kinder. Så skrøbelig en uskyld.
En svag latter undslap hans læber, som han holdt sig over såret, hendes bekymring var kær og uskyldig, som Deavás rettede blikket mod hende. ”De vinder” indrømmede han afslutningsvis, som han nikkede stille til hende og lod fingrene stryge hen over stingene igen. De skulle nok holde..

Alt det handlede om var små berøringer, en mindre gestus hist og her, så hun røg ud af kurs. Hendes stædighed var begyndt at falme også selvom hun endnu forsøgte at holde fat i det. Han kunne fornemme hendes puls, som han kunne se den bevæge sig i hendes hals. Hun var tydeligvis ikke van til at befinde sig i en lignende situation, hendes reaktion fortalte ham det hele. Men hun var stædig nok til at forsøge at lukke af for hvad hendes krop følte. Måske fornemmelsen skræmte hende yderligere? Hvis han havde ønsket at skræmme hende, ville han nok have gjort brug af nålen, men den havde hurtigt mistet sit formål, som han så hende forsøge at rejse sig. Deavás rakte hun efter hende, da der lød et bump og hun faldt ned på gulvet. Han så noget så forbavset på hende, før at et smil gled over hendes læber. Han kunne ikke holde et svagt grin tilbage, som han smed nålen fra sig og rakte hende hånden, imens at hun endnu var forvirret. ”Kom De noget til?” spurgte han lettere forbavset, som han løftede den anden hånd mod benet, der endnu var placeret i sofaen. ”Jeg beklager, hvis jeg gjorde Dem utryg” lød det stille. Han mente ikke et ord af det, men han havde brugt år på at perfektionere tonen, så det var svært at høre, hvis ikke umuligt, medmindre man var øvet i det. Hun holdt stædigt fat i at få noget mad i ham. ”De har allerede gjort en del for mig, men jeg er ikke sulten” forklarede han med et oprigtigt smil, som han lagde hånden mod hendes ben. Måske han var sulten, men ikke i den forstand, som hun hentydede til. Han lod fingrene vandre op af hendes ben, før at hun trak det til sig og han blot kiggede på hende. Deavás rejste sig fra sofaen og gik hen til hende for at række hånden til hende. ”Lad mig hjælpe Dem på benene” tilbød han med et smil, som han dog gav hende tid til at slippe af med båndet, der holdt håret sammen.

Uskylden, det naive ydre, hendes generelle skrøbelige væsen. Intet ville være svært at tage fra hende, brugte han bare den rette fremgangs metode. Det faktum at hun ikke engang lod som om, men rent faktisk var så naiv, ville nok også gøre det nemmere for ham. Til gengæld var hun usikker, meget usikker, det var ikke svært at se. Men kendte han hendes unge alder, ville det nok ikke komme bag på ham, at hun ikke havde haft de store oplevelser, når det handlede om diverse berøringer. Selv den minimale form for kontakt han havde gjort, havde fået hende til at reagerer mere end hun nok burde. Kinderne var fortsat rødblussende, hun havde det utrolig varmt, men det kunne ikke ses, hendes hjerte bankede alt for hurtigt, hun rystede i stemmen, så snart hun sagde det mindste og hun havde ikke styr på sine egne ben, hvilket havde resulteret i den hårde landing mod trægulvet. Det var den typiske reaktion at få fra en teenage pige, måske lidt værre, da hun egentlig ikke havde lært ret meget om det specifikke emne. Hendes viden rakte ikke længere, end at hun vidste hvordan børn kom til verden, men det var aldrig blevet forklaret i mange detaljer. Det gjorde nok, at hun var mere usikker på det hele end hun burde være, også selvom hun egentlig synes godt om kontakten til ham.

Som hun lå der på gulvet, kunne hun ikke selv lade være med at grine let, men det var mest af alt et grin i forlegenhed. Hun havde formået at gøre en akavet situation for hende mere akavet, men selvfølgelig kun for hende selv. Det var ikke første gang det var sket, men denne gang var det værre. Hun var i forvejen knaldrød i hovedet og det var ikke til at skjule, men kunne farven starte en brænd, havde den helt klart gjort det nu. Hun ville helst undgå ikke at få øjenkontakt igen, det ville ikke hjælpe på situationen, men han talte til hende. Det ville være uhøfligt ikke at se på ham, så hun tvang det pinligt berørte blik mod hans.
"Nej. Nej, overhovedet ikke! Jeg har det fint," sagde hun hurtigt, det lød næsten som om hun var i lettere panik, selvom hun ikke var. Det var bare nemmere at snakke hurtigt, for at undgå at afsløre den ryst der lå i stemmebåndet.

Hun fulgte ham med blikket, som han kom hen for at tilbyde hende en hjælpende hånd. Båndet til håret lagde hun på bordet, før hun lagde sin hånd i hans og hev sig selv op at stå. Hun tog lige et enkelt skridt tilbage og slap straks hans hånd, for ikke at stå for tæt på ham og hun valgte at lægge emnet om mad på hylden. Hun fik nok åbnet op for noget lignende igen senere, men lige nu, var hun nødt til at få styr på sin puls.
"Tak for.. Løftet," sagde hun, nu lidt mere roligt, i henhold til hans hjælp med at få hende op. Hun var nødt til at bruge kort tid på at tænke, før hun kunne forklarer sig bare en smule, men hun prøvede.
"De er vældig sød og De gjorde mig ikke utryg, men jeg er ikke... Jeg har ikke..." Suk. Hvordan skulle hun dog få forklaret noget som helst, uden at gøre sig selv mere til grin, end hun allerede havde. Var det overhovedet muligt? Måske han allerede havde opfanget hvad hun mente med sin ufærdige sætning. Det var muligt, men ikke at færdiggøre en sætning irriterede hende. Den ryst der lå i stemmen blev værre for hvert ord hun fik ud og pulsen steg, selvom hun gjorde et ihærdigt forsøg på at trække vejret dybt og få det under kontrol. "Jeg er ikke blevet set sådan på før..." Startede hun nervøst, mens hun stadig så ham i øjnene. Blikket blev dog rettet direkte mod gulvet, som hun fortsatte; "... Og jeg har ikke set nogen anden sådan.. før nu." Hun forsøgte at tage endnu en dyb indånding, men hun rystede mere end før og det havde overtaget, så det ikke længere kun var stemmen der rystede, men også kroppen. Det ville dog ikke kunne ses, kun mærkes, hvilket var derfor hun tog endnu et skridt bagud.

Lysten til at tage hendes uskyld var stor og den voksede kun for hver lyd og udtryk hun kom med. Det var efterhånden svært at holde sig i skindet og Deavás brugte en del kræfter på at holde sig selv på plads. Hun ville næppe synes om hans sande jeg, ikke at det bekymrede ham, men det ville næsten være synd at ødelægge øjeblikket bare fordi han mistede tålmodigheden. Men hun havde allerede fået ham til at skifte mening mere end en gang, han havde skadet sig selv for at overbevise hende om overfaldet, selvom han nemt kunne have ladet vær og bare håndtere hendes udbrud, når hun fandt ud af det. Oveni det var han meget mere blid end han nogensinde havde været før. Normalt ville han bare tage, hvad han var kommet efter.. Nålen var også blevet lagt bort, men han kunne hurtigt skifte mening, ikke at hendes reaktion fik ham til at vende blikket mod nålen igen. Hun dumpede ned på gulvet, fordi hun var nervøs og usikker. Hele hendes kropssprog skreg med den usikkerhed hun besad. Det fik ham til at overveje hvor ung hun måtte være, for kunne det virkelig passe at ingen havde prøvet før?

Aniliidaes latter bar også rundt på den uskyld, hun endnu holdt fast i. Han kunne tydeligt høre det på hendes latter, som hun forsøgte at skjule sin reaktion med latteren, men det lykkes ikke særlig godt, som hans blik vandrede over hendes krop. Smerten over stingene bekymrede ham ikke mere, som blikket og fokus var blevet rettet mod hende og hendes forsøg på at stikke af. Ikke at hun havde en oprigtig grund til at stikke af for alvor, han kunne sagtens give hende en, men han var nysgerrig efter at se, hvor han ville kunne skubbe hende hen. Deres blikke mødtes igen, hans var forholdsvis roligt også selvom man kunne fornemme et glimt i øjenkrogen, som han mødte hendes blik. Et stille smil gled over hans, hendes svar var hurtigt, men han opfangede det, som han rystede svagt på hovedet. Pigebarnet var virkelig ude, hvor hun ikke længere kunne bunde og Deavás havde ikke i sinde at stikke af nu. Hvor skræmt hun end måtte blive, så bevægede han sig blot tættere på hende.

Deavás tilbød hende hjælp til at komme op på benene igen, som han roligt lukkede hånden om hendes, da hun lagde den i hans. Smilet var ikke forsvundet, som han hjalp hende op på benene igen. Uden at kæmpe imod lod han hende slippe for nu, så han lod armen dale ned langs med siden igen. Han så en anelse afventende på hende. Deavás smilte lidt mere, som hun takkede for hjælpen. Det var ingenting, intet i forhold til hvad han kunne få hende til at takke for senere, men han skulle være forsigtig.
Hendes uskyld voksede for øjnene af ham, som hun forsøgte at forklare sig, men sætningen var ikke fuldendt, som han dog roligt flyttede sine fødder for at komme tættere på hende. Deavás løftede højre hånd mod hendes hage for at rette hendes blik mod hans og samtidig røre ved hende. ”De skal ikke være nervøs” hans stemme var forsigtigt, men fast, som han flyttede fingrene fra hendes hage mod hendes kind, før at han lagde hånden mod hendes nakke og flyttede den anden rundt om hendes talje. "Jeg gør Dem ikke fortræd" Deavás var nødt til at bukke sig lidt ned for at matche hendes højde, før at han pressede sine læber imod hendes. Det var slut med at vente, han var nødt til at vide, hvor han havde hende henne og om det ville være nødvendigt at presse yderligere på, for at overbevise hende. Han holdt hende fast i kysset og tillod ikke at hun bevægede sig længere væk fra ham. Kysset var blidt og forsigtigt, langt fra de sædvanlige kys, men der var tale om en prøve.

Ofte var Aniliidae blevet inviteret med hjem af diverse mænd, men det havde været mænd der havde fået lidt for meget at drikke på kroen og derfor ikke var til meget alligevel. Den type var hun vant til og hun var ikke bleg for at komme med en pæn afvisning til dem alle. Nogle af dem havde været mere påtrængende end andre, men ingen havde været decideret ubehagelige og derfor var de aldrig kommet langt med hende. Hun var normalt god til at bevare roen og der skulle meget til at vælte hende omkuld, men måske det bundede i, at hun aldrig havde haft nogen form for interesse i nogen af de mænd der havde forsøgt. Lugten af alkohol var ikke indbydende. Nu sad hun i stedet over for, hvad der udadtil lignede, en ung mand, der hverken lugtede af alkohol, eller var vulgær i sine ord. Hans måde at vise sin interesse på havde været rimelig diskret, i forhold til de sætninger hun var vant til at få kylet efter sig.

Der var virkelig ingen grund til at stikke af, men det var instinktivt, da hun ikke vidste hvordan man normalt skulle begå sig, i en situation som denne. Hun var ikke decideret bange, men utrolig nervøs. Havde det været frygt, var den dyriske side nok kommet frem for længst. Det var dog ikke en side hun ønskede at vise, da den hurtigt fik ødelagt hendes venlige ydre. Hun rykkede sig længere tilbage, men var nødsaget til at stoppe, da hun stødte let mod en gammel lænestol. Han rykkede sig tættere på og jo tættere han kom, jo hurtigere bankede hendes hjerte.

De blå øjne blev holdt fast mod gulvet, lige indtil hun ud af øjenkrogen kunne se hans hånd på vej mod hendes hage. Det blev overvejet, om hun skulle læne sig længere tilbage, men det ville resultere i endnu et akavet fald, denne gang ned i en stol, så hun blev stående og lod ham rette hendes blik mod hans. Hans forsigtige stemme fik hende til at ryste mindre, men hjertet hamrede stadig løs. Hånden blev lagt mod kinden, derefter i nakken og der lød et lavt, næsten uhørlig, nydende suk fra hende. Denne form for kontakt til en anden var fremmed, kontakt til en anden generelt var lige så fremmed, så hun nød det. Så mærkede hun hånden mod hoften, hun gispede kort og lagde en hånd mod hans ene skulder, for at skubbe let. Hun nåede dog ikke at skubbe det mindste, før deres læber mødtes og i samme øjeblik fik hun undsluppet et lavt støn. Der gik et par sekunder før hun valgte at gengælde det blide kys, ved at presse sine læber tættere mod hans. Hun rystede ikke det mindste længere, tværtimod var hun utrolig afslappet, næsten for afslappet, som hun følte at benene var ved at knække sammen under hende, men hun blev stående. Hun valgte at holde kysset blidt, for blev det gjort mere intens, ville han hurtigt lægge mærke til den smalle, to delte tunge. Gifttænderne kunne hun skjule, medmindre hans tunge ramte hendes gane. Få sekunder mere og hun fik rykket sig lidt tættere ind til ham.

Noget fortalte Deavás, at hun nok skulle afvise ham, hvis hun ikke følte sig tilpas, men samtidig så var han ikke overbevist om at han ville tage imod en afvisning fra hende. Måske hun endda var van til at afvise mænd, når de trængte sig på, med hendes ydre var det i hvert fald ikke et under. For hun var ung, smuk og naiv. Den perfekte blanding, hvis man spurgte ham. Deavás havde dog ikke travlt, eller han havde måske haft mere travlt, hvis hun havde afvist ham igen, men eftersom at han endnu ikke fik følelsen af en afvisning, så skubbede han bare på. Ærligt, så havde det ikke været hans intention fra starten af, han fik lige så meget nydelse af, at høre et offer skrige efter hjælp, som han fik af de mere intime affære. Men han havde skiftet mening undervejs og forsøgte nu at opføre sig som en gentleman, hvor langt det end lå fra hans natur. Det måtte være noget, hun havde gjort, for han havde ikke selv bedt om det.

Nok havde hun ikke afvist ham, men han kunne godt fornemme på hende, at hun forsøgte at holde sig selv lidt væk fra ham. Men havde hun oprigtigt ønsket at få ham til at stoppe, så havde hun nok bedt ham om det, så Deavás fulgte lystigt med. Det føltes lidt som at trænge et bytte op i en krog, men uden vold. Byttet var blevet overbevist om, at der ikke kunne gå noget galt, at alt var okay og der ikke var nogen grund til bekymring, hvilket der som sådan heller ikke var.. endnu. Hvis det kom så langt.

Egentlig arbejdede hun ikke meget imod hans forsigtige berøringerne, som han fik rettet hendes blik mod hans. Der hvilede et smil over hans læber, som deres blikke atter mødtes. De blå øjne bar også på en uskyld, som var ganske kær og skrøbelig. Han måtte virkelig tage sig sammen for at ikke at gå for hurtigt frem. Tænk hvis hun gik i stykker? Deavás kunne mærke på hende, at hun var begyndt at falde til ro igen, men han kunne stadig se brystet bevæge sig hyppigt op og ned, hendes hjerte måtte køre på fulde drøn for at kunne følge med i, hvad der egentlig foregik imellem dem. Hendes uskyld blev bevist, som hun gav enkelte lyde fra sig. Det var næsten for godt til at være sandt. Han slap hverken hendes nakke eller hoften, også selvom hun forsøgte at skubbe let til ham. Havde hun ønsket afstanden imod dem, så ville hun nok have lagt flere kræfter i det, så Deavás fortsatte uden problemer. Han legede roligt med hendes hår og snoede det rundt om hans ene finger, imens at han holdt øjenkontakten. Hånden lagde han fladt imod hendes hoved, for at støtte hende, som deres læber mødte hinanden. Hendes lyde var så skrøbelige og uskyldige, hun havde ingen ide om hvad hun havde fanget sig selv i.
Der skulle ikke meget til at overbevise hende, som han kunne mærke, at hun kyssede ham tilbage. Han flyttede stille hånden mod hendes ryg, både for at støtte hende, men samtidig også for at presse deres kroppe tættere på hinanden. Han slap ikke kysset lige med det samme, som han nød fornemmelsen af de bløde læber mod sine. Stille flyttede han hånden fra hendes baghoved mod hendes kind igen. Han brød forsigtigt kysset, kiggede hende blot dybt i øjnene med et forsigtigt smil over sine læber. Deavás sagde ikke et ord, som han førte begge hænder mod hendes ryg og lod dem vandre ned over hendes rygrad over hendes baller. Han holdt øjenkontakten for at se hendes reaktion, så snart den dukkede op.

Aniliidae havde ingen intentioner om at afvise ham direkte, måske mere udskyde den handling han glædeligt pressede på med, for hun regnede ikke med at han kun var ude efter et kys. Den slags tanker var ikke nogle hun havde tænkt meget over førhen og i aften havde hun ikke haft dem før nu, da hun udelukkende havde tænkt over hvordan hun bedst muligt kunne hjælpe ham igennem en mindre behagelig nat. Fik hun mere tid til at overveje situationen, ville hun måske heller ikke være så nervøs, men hun var meget hurtigt blevet kastet ud i at skulle tage et valg. Valget om hun ville lade ham komme så langt eller ej. Han havde været forsigtig og derfor havde hun ikke bedt ham om at stoppe, men hun var stadig ikke sikker på hvad der var rigtigt at gøre. Det blide kys var nok til at få hendes hjerte til at smelte lidt, da det var hendes første. Det var ikke underligt, at hendes reaktion på hans lette berøringer, den venlige personlighed og det blide kys, var endt i nogle sommerfugle i maven, som hun vidst var blevet lidt lun på ham. Hun var overhovedet ikke bekymret, for hun var overbevist om at han ville fortsætte med at være lige så forsigtig, som han havde været indtil nu. Det var mere om hun selv var klar til at gå så langt, men den beslutning havde hun stadig ikke taget.

Det alt for skrøbelige ydre lignede noget der alt for nemt kunne gå i stykker, at der ikke skulle mere til, end et lidt for kraftigt vindpust og så var hun væltet. Det var måske derfor de fleste fik et endnu større chok, når de fik hendes anden side at se. En anden side der slet ikke passede med hendes naive sind, men det var en side hun ikke ville vise, medmindre det var nødvendigt. Havde hun kendt det mindste til hans sande natur, havde hun ikke rodet sig så langt ud i en situation hvor hun ikke kunne bunde, men så vidt hun vidste, var han en af de gode. Hun havde i hvert fald ikke set beviser på det modsatte. Lydene der kom fra hende var ikke med vilje og hun anede intet om hvilken effekt det havde på ham.

Hun ønskede ikke at kysset skulle stoppe og det føltes også, som om det varede meget længere, end det egentlig gjorde. Hun havde lukket øjnene, som hun gav sig helt hen til nydelsen i det. At de blev presset tættere sammen fik hendes hjerte til at banke hurtigere end det allerede gjorde og det ville han nu også kunne mærke. Kysset blev brudt, men der gik alligevel lidt ekstra tid, før hun fik åbnet øjnene igen og rettet et næsten lidenskabenligt blik mod ham. Hun lod kort et par fingre glide hen over sine læber, som om det kom bag på hende, hvor rart det egentlig føltes. Munden var åbnet en smule, hun havde behov for at sige et eller andet, men hun vidste ikke hvad. Koncentration var ikke en evne hun besad i øjeblikket, det var næsten nervepirrende at stå så tæt på ham. Hænderne blev flyttet ned over ryggen og mod hendes baller og hun fik en underlig følelse af, at det kildede i hele kroppen. Det var dér, beslutningen blev taget. Hun ville have ham. Men i samme øjeblik, lagde hun hænderne mod hans brystkasse og skubbede sig lidt væk, som hun endnu engang kom i tanke om såret.
"Nej vent. De må ikke anstrenge dem for meget. Såret kunne gå op," lød det bekymrende fra hende, som hun skævede mod stingene. Hun havde fået syet det godt og der skulle nok meget til, før de ville brydes, men hun anede intet om hvor meget han skulle anstrenge sig, skulle de ende med at nå til dét, hun havde forsøgt at udskyde. Hendes tone var fyldt med bekymring, men hendes blik sagde stadig noget helt andet. Hun kunne bare ikke stoppe trangen til at være så behjælpelig som muligt og hun kunne næsten ikke tillade, at han ikke fik hvile nok.

Det ville ikke være fair for hans personlighed, at tro at han kun var ude efter kys og smagen af hendes læber. Det passede ikke til hans natur, men på den anden side, så havde hun ikke set hans personlighed endnu. Der var lagt låg på, der var låst og nøglen var blevet smidt væk. Men pigens personlighed var tydelig. Hun forsøgte blot at hjælpe og han forstod ikke hvorfor hun insisterede. Det ville ikke være godt for hende, at komme til den forkerte konklusion, faldt hun først for ham, så ville det gøre rigtig ondt, når låget blev åbnet. For det var uundgåeligt i den retning, som de bevægede sig. Hans dæmoniske instinkter ville tage over på et tidspunkt og så var det ikke til at sige, hvad han kunne finde på. Men lige nu mindede han mest af alt om et simpelt menneske. Endda et klodset et af slagsen med hans tidligere forklaring. Men det bekymrede ham ikke, historien var nem at bygge videre på, ikke at han ville undertrykke sin viden i sengen, for det var umuligt.. Han havde tænkt sig at få hendes krop til at skrige efter det. Den naive og uskyldige facade, skulle brydes ned én gang for alle og han ville helst gerne efterlade hende knust. For sandsynligheden for at støde på hende igen, var lig nul. Han kunne sagtens undgå hende, hvis han ønskede det. Den forbindelse de var i færd med at skabe ville blive stærk, men ville falme med tiden, og til den tid, ville hun næppe kunne huske ham mere.

Hvis Ani havde vist mere af sig selv, ville Deavás muligvis have været tvunget til at holde sig tilbage. Tvunget til at ikke gøre hende ondt, måske endda være mere forsigtigt end han allerede var. Men han var dæmon. Det måtte ske, ellers ville han ikke kunne se sig selv i øjnene i fremtiden. Men først skulle han overbevise hende om hans ’venlige’ natur. Det blide kys var en forsigtig begyndelse blot for at se hvor langt hun ville gå. Berøringerne var heller ikke voldsomme, de var forsigtige, som han gav hende tid til at fornemme hans bevægelser og hvor de førte ham hen. Han var overbevist om at hun umuligt kunne finde en grund til at bryde deres nærvær. Der var ingen grund til at holde igen, når han kunne høre på hende, at hun nød det. Lydene var ikke presset over hendes læber, nej, de var langt mere naturlige end noget andet. Det var lige før, at han nød dem mere end han normalt ville gøre. Havde hun krammet på ham? Umuligt.

Deavás var ivrig efter at tjekke hendes krop ud, se hvad der gemte sig under hendes klæder og ikke mindst til at få et syn, han næppe ville få chancen for igen. Eller måske han ville få chancen igen, men næste gang ville være under tvang og kontrol. Så det skulle nydes denne gang, så længe hun var villig til at give det frivilligt til ham, så var det oprigtigt og godt. Deavás brød kysset for at betragte hende kort, hun virkede fjern, optaget af følelsen på hendes læber, som han smilte let til hende. Hendes blik sagde det hele, det sitrede i hans krop. Han måtte have mere af hende. Selvom hun lod til at trænge til en pause, så stoppede det ham ikke i at udforske hendes krop med sine hænder. De vandrede roligt ned over hendes ryg og mod hendes baller. Fornemmelsen var blød og varm, som han spredte fingrene over hendes baller og greb fat, ikke voldsomt hårdt, men nok til at hun kunne mærke hans iver. Hånden mod brystkassen var ikke uventet, men at hun valgte at skubbe ham bort, fik ham til at kigge lettere uforstående på hende. Fortrød hun? Var hun færd med at trække i land? Nej, det ville han ikke tillade. Ikke nu!
Ordene.. De bekymrede ord gav ham kuldegysninger, som han vendte blikket bort og bed sig i læben. Han slap hende ikke, han havde endnu et fast greb om hendes baller. Hun bekymrede sig endnu for hans sår. Det var nødvendigt at trække vejret dybt, før at han atter kunne vende et nogenlunde roligt blik imod hende. Glimtet og lysten var der stadig. ”De bekymrer Dem for meget” han stemme var forholdsvis kontrolleret, men han havde svært ved at få ordene over sine læber. Han lænede sig imod hende, placerede læberne imod hendes kind og plantede et kys, før at han flyttede hovedet tættere på hendes ører. ”Jeg vil have Dem” hviskede han ind i hendes ører. Han havde ikke tid til at bekymre sig om det mindre sår. Det var ingenting og hun skulle bestemt ikke stoppe ham. Han løftede den ene hånd fra hendes balle, som han strøg fingrene over hendes kind og lod pegefingeren vandre ned over hendes hals, over hendes bryst, hvor han greb fat i det ene bryst for at massere det. Han måtte få hende på andre tanker og hurtigt, ellers ville han ikke kunne holde sig tilbage.

Ani var alt for naiv til at kunne tro, at nogen ville skjule sin natur så meget som han havde gjort. Hun var sikker på, at alt han havde vist af sig selv, var oprigtigt. Intet han havde gjort, havde fået alarmklokkerne til at ringe den mindste smule, og godt nok var hun nervøs for hvad der skulle til at ske, men ikke nær så meget som hun kunne have været, hvis hun ikke følte sig rimelig tryg ved ham. Han havde fået hende til at være alt for opmærksom på nogle følelser hun ikke havde haft før, så det kunne næsten ikke undgås at hun var faldet lidt for ham. Så blid som han var, han behandlede hende bedre end nogen anden havde gjort, og det gjorde ham utrolig charmerende i hendes øjne. At han samtidig forholdt sig i ro, selvom hun havde formået at gøre det hele akavet, gjorde kun at hun følte sig lidt mere tryg. Hun var ellers sikker på at hendes tidligere fald ikke havde set specielt elegant ud, men han havde ikke reageret ekstremt og gjort det værre for hende. Ellers var lysten til at begrave sig i sin dyne nok kommet hurtigt, men heldigvis var alt det blevet undgået. I stedet stod hun nu og skulle finde ud af, hvordan man begik sig bedst i en situation som denne.

Enhver berøring blev nydt til fulde, selv hænderne der havde et godt greb om hendes baller, men hvordan hun helt præcist skulle reagere på dem vidste hun ikke helt. Skulle han få lysten til at vise sin sande natur inden de kom så langt, ville hun ikke holde igen med at vise en helt anden side, men det var en alt for fjern tanke lige nu, en tanke der slet ikke fandtes. Læberne var næsten følelsesløse, som hun lod fingrene glide hen over dem efter kysset var blevet brudt. Hun var dog stadig nødt til at tage hensyn til ham og såret, så hun skubbede let mod hans brystkasse, men hænderne på bagdelen gjorde, at hendes underliv stadig var presset mod hans. Han havde ret. Hun bekymrede sig ofte alt for meget. Måske fordi hun var blevet vant til at tage sig af et andet menneske, det meste af sin opvækst. Hun kunne ikke lade være, satte altid dem, der havde brug for hjælp før sig selv.

Hans hvisken i hendes øre fik et svagt smil til at brede sig over hendes læber, og hun var nødt til at bide sig selv i underlæben for ikke at udbryde en let akavet latter. Det var dog utroligt, så varmt det var blevet. Dybe vejrtrækninger. Hendes syn var lidt sløret. Var det normalt? Hun var alt for opmærksom på det bankende hjerte, meget mere end hun burde være, for hun skulle vel egentlig fokusere på ham og den nydelse hun følte. Hun lukkede øjnene i og sukkede kort, som hans fingre gled ned over hendes kind. Hun blottede halsen let og uden at tænke over det, lagde hun en hånd over hans, som den blev lagt mod hendes bryst, for at holde den dér. Straks spærrede hun øjnene op igen, nærmest forbavset over sin egen reaktion, men hun fjernede ikke hånden. Selv placerede hun sin frie hånd i nakken på ham, før hun lænede sig helt ind til ham. Han havde givet udtryk for at hendes bekymringer langt fra var nødvendige, så i stedet kunne hun give sig helt hen til sine lyster. "Så tag mig." At hun overhovedet var i stand til at komme med den slags anmodninger kom  bag på hende selv, men det var næsten svært at holde tilbage. Hun sendte ham et lystigt blik, før hun fjernede hans hænder og i stedet hev ham mod den lukkede dør, ved siden af døren til syrummet. Døren til værelset blev hurtigt åbnet og hun stoppede først op, da hun stod foran sengen. Så vendte hun sig mod ham igen. "Er der.. Noget du vil have jeg skal gøre?" Lød det lavt fra hende. Forventede han noget bestemt fra hende? Hun ville så nødigt gøre noget forkert.

Hun ville blive klogere.. hvis ikke, så ville hun i hvert fald være skræmt fra at lukke andre ind i hendes hjem, hvis først Deavás slap dæmonen fri for alvor. Det var ikke til at sige, hvad han kunne dreje situationen til, men der var mange måder at skræmme livet ud af piger, som hende. Men som det havde udviklet sig, så havde han faktisk intet ønske om at skræmme hende. Så længe hun var villig til at lade ham føre an og fulgte ham i den retning, som han havde vist hende, så var der ingen problemer imellem dem. Selvfølgelig skulle hun ikke forvente et glædeligt gensyn, hvis de nogensinde stødte på hinanden. Det skulle da lige være for at udnytte hende igen.. Men Deavás havde ingen planer om et sådan møde, når bare han fik det ud af dette møde, som han ønskede. Normalt var han ikke typen til at charmere sin ind på kvinder, som hende, men chancen havde budt sig og hendes akavede reaktion fortalte ham, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere situationen, så han ønskede blot at presse hende længere ud. Til et sted hvor hun ikke ville kunne bunde og for alvor ville give efter for hans ønsker. Måske hun endda ville bede ham det? Det var ønsketænkning og langt fra nødvendigt at få opfyldt allerede.

Kræfterne blev brugt på at undersøge hver en krog af hendes krop, som hun ville lade ham røre for nu. Hun var jo stadig uskyldig og forsøgte at vende fokus mod de ting, som hun følte at hun kunne håndtere. Alligevel fik Deavás mulighed for at få en god fornemmelse af hendes røv. Den var ganske blød og behagelig imod hans fingre, som han lyttede dem frem og tilbage over hendes balle. Ønsket om at flytte stoffet voksede i takt med at han lyttede til hendes lyde. Han mødte kort hendes blik, som hun bevægede fingrene over de smalle læber. Der hvilede et roligt smil over hans, men man kunne også fornemme lysten i hans blik, som hun uden tvivl gjorde et godt arbejde med at holde ham mod jorden. Deavás sukkede let, som hun ved en fejl kom til at presse sit underliv imod hans. Lysten kunne uden tvivl mærkes i hans bukser, men det var endnu ikke voldsomt, som der var tale om uskyldig leg. Der skulle lagt mere voldsomme berøringer til, før at han rigtig ville blive tændt. Det måtte være de mange års erfaring og lysten til vold, der gjorde det tæt på umuligt for ham, at blive tændt af noget så uskyldigt, som hendes bevægelser. Men han nød stadig hendes lyde.

Hendes bekymring var underholdende, men også frustrerende, som han ikke ønskede, at det skulle stå i vejen for, at de skulle have chancen for at lære hinanden lidt bedre at kende. Måske ikke i en forstand, som hun selv forstod sig på, men han skulle nok vise hende, hvordan det skulle gøres, hvis hun havde brug for hjælp. Ofte skulle man bare lytte til sin mavefornemmelse og lysten, ilden der brændte inden i og skreg efter mere. De stod helt tæt, hun kunne fornemme hans varme ånde mod hendes kind, som han forsøgte at overbevise hende om at lade bekymringen ligge og ikke tænke over det. I stedet skulle hun bare give slip. Deavás blev lettere forbavset, som hun valgte at holde hans hånd mod hendes bryst, ikke at det gjorde noget, men det var meget direkte, så måske hun godt kunne? Ani manglede blot skubbet og overbevisningen om, at det nok skulle gå. Han lod hende dog ikke trække sig, som hun blev lettere overrasket over sin egen handling. Ordene var som sød musik i hans ører, smilet blev bredere og lysten var tydelig i hans blik. Kort tid efter slap hun ham, han lod hende fjerne hans hænder, som han blev hevet mod den lukkede dør. Deavás blev kort stående i døren, som han lænede skulderen mod døråbningen og lod de gyldne øjne betragte hendes bevægelser mod sengen. Glimtet var umuligt at skjule og han prøvede ikke på det. Spørgsmålet var som sendt fra himlen.. Et lusket smil gled over hans læber, som han lagde armene over kors og rettede blikket mod hendes øjne. ”Hvis det ikke er for meget at bede om..” startede han ud, som han kort lod blikket dale over hendes krop. ”Så må du da gerne smide tøjet, så jeg kan se dig ordentligt” det lød som en anmodning, og var det egentlig også. Men Deavás var i tvivl om hvorvidt han ville lade hende slippe ud af det. Hun havde selv bragt muligheden på banen.