Et hævet øjenbryn indikerede, at han nok ikke troede hundred procent på, hvad det var hun fortalte ham. Alran ville mere end gerne tro, at byvagterne var stupide nok til at rent faktisk jagte en kvinde som Marax rundt i byens gader med bue og pil, som en flok idioter uden nogen sans for logik eller taktik, men han vidste i det mindste bare lidt bedre end at det var den fulde sandhed. Kriminalitet i hovedstaden - eller alle andre steder for dens sags skyld - ville have været meget højere, hvis det var at lovhåndhæverne var uduelige kyllinger i metal. Men… han kommenterede ikke på det. Ikke verbalt i hvert fald. Og om hun overhoved havde opfanget hans kropslige kommentar, var han ikke klar over, da hun til hans overraskelse var på benene igen og navigerede hans køkken, som var det hendes eget.

Hvad der kom endnu mere bag på ham, var hvordan hun gjorde alvor af sit løfte. Hun havde oprigtigt tænkt sig, at vaske hans gulv fri fra den smule blod, de begge havde efterladt. Egentlig var det nok mest hans, der lå og plettede brædderne taget i perspektiv, at hans sår var friskt og ikke dækket af stof, der mindskede dryppet. Han stod og så noget målløst efter hende, da hun valsede forbi ham igen. Noget i ham ville have ønsket, at hun bare var blevet siddende. Hun var for helvedet skadet! Hendes tilbage sving af spørgsmålet fik ham heldigvis tilbage til virkeligheden, og det var som om at hans blik var faldet uopmærksomt og straks skød op til hendes ansigt ved lyden af hendes stemme.

”Efter mig? De er squ ikke efter mig. Ikke i dag i hvert fald.” svarede han hende skarpt til trods for udmattelsen, der var begyndt at hænge over ham, nu hvor selskabet virkede mere afslappet. En skæv krusning i mundvigen kom frem igen. ”Men du er ikke langt fra sandheden. Jeg er nok ikke på deres bedste side af listen, ligesom de automatisk ikke er på den bedste side af min. Dele af deres morskab er at have mig smidt i brummen for en nat eller to. Min teori for det er at de får følelsen af at være åh så overlegende.” Han sukkede næsten brummende idét han selv bevægede sig igennem lejlighedens ene værelse og forbi hende over til sin seng. For enden hang en simpel bluse, der viste sig at være overraskende ren, da han trak den over hovedet og endelig blev anstændig nok til at have folk på besøg.
”Dog ligesom at jeg ved, at jeg kun gør livet den mængde mere surt for mig selv, ved at protestere og spilde min tid på at bryde ud, så er de også klar over, at de er mere eller mindre afhængige af mit arbejde.”

Med det på plads slentrede han sig over til, hvor hun havde sat sig selv i arbejde og kom selv ned på hug ved siden af hende. ”Jeg er ret sikker på, at du burde holde sit ben i ro frem for at rode rundt på mit gulv og lægge pres på dit lår, Marax.” Det var hvad han sagde, men han fortalte hende ikke at stoppe eller gjorde noget for at stoppe hende. Han rakte blot frem og samlede et stykke af knivbladet op med sin tommel- og pegefinger. ”Også, pas på splinterne. Jeg har kun så mange forbindinger.”

Marax havde nu ikke troet, at Alran var typen, der kom i alvorlige problemer med byvagterne, eller at de som sådan var efter ham, hun havde bare ment, at det ikke lod til at han havde et godt forhold til dem, og at hun følte at hun vidste hvorfor. Men det undrede hende heller ikke at han misforstod hende - hun var ikke så god til at snakke med andre, og da slet ikke med fremmede mænd. 
Hun blev lidt gladere og langt bedre tilpas, da han indrømmede at hun havde ret. Så følte hun alligevel at hun havde forstået bare lidt, hvilken slags person hun havde med at gøre.

Hun så ikke på hvad han lavede imens han snakkede, men koncentrerede sig om at få al blodet med. Der var mindre end hun havde regnet med - det havde føltes voldsomt, da det løb ned ad hendes ben, men det var muligt at hendes bukser havde taget sig af det meste.
Da han nævnte sit arbejde lagde hun undrende hovedet på skrå. "Og hvad er dit arbejde?" spurgte hun, men hun nåede det ikke, før han pludselig sad ved siden af hende, og, endnu mere overraskende, var påklædt. Hun åbnede munden for at svare ham imod, da han bad hende om at holde sit ben i ro, men brugen af hendes navn fik hende til at lukke munden igen, uden at sige et eneste ord.

"Jeg... ved ikke om du passer på mig eller skælder mig ud," svarede hun ærligt, hendes øjenbryn trukket forvirret sammen og hun ledte efter svar i hans ansigtsudtryk, imens hun fortsatte; "Jeg gør mit bedste." Det føltes som om hun blev skældt ud, men var hun blevet det direkte, ville hun have bidt tilbage - i stedet var hun blot forvirret og vidste ikke, hvordan hun skulle forsvare sig selv, udover at fortælle ham at hun gjorde sit bedste. "Hvor vil du have mig?" Det var nemmest på denne måde - at bede om ordre. Mere lig, hvad hun var vant til.

”Det er fuldt ud op til dig selv at komme til en afgørende konklusion så. Det ville fjerne det sjove, hvis jeg fortalte dig ned til mindste detalje, hvordan jeg har det med dig.” svarede han egentlig ret fraværende, igen, uden at løfte blikket op på hende, som noget af det første. I stedet lod han mere eller mindre som om, at han beholdte fokus på at samle de resterende stykker knivblad op, så hun bedre kunne køre hen over gulvet med kluden. Og selvom stemningen mellem dem stadig var underligt spændstig, så udgjorde de i det mindste et nogenlunde samarbejde.

Hendes ønske om at vide, hvor han ville have hende, ignorerede han blot til fordel for et par sekunders stilhed, mens de opholde sig på gulvet. Det gik hende til at lyde som en hund. En der ikke kunne gøre noget med nogle, nogen sagde, at hun skulle gøre det. Det gav ham en klemme for halsen, og han var ikke helt glad for at dirigere hende omkring med den følelse ulmende over sig. Det virkede bare… forkert. Så i stedet trådte han til med et svar til et af hendes andre ubesvarede spørgsmål.
”Jeg er smed.” Til at starte med kunne det godt lide som om, at han havde tænkt sig at stoppe der som et kort og konkret svar, som mente han ikke at hun havde brug for at vide mere. ”Jeg arbejde nede i den større smedje i byen, så mange af de våben blandt andet røvhullerne bærer rundt på har været i mine eller min læremesters hænder på den ene eller anden måde.” Med den uskadeliggjorte hånd nu brugt som en fin midlertidig skål til alle se stumper hans skarpe øje havde kunne fange - til hans held havde han ikke haft nok tid til at fuldkommen pulverisere kniven, så stykkerne var alle ret store - løftede han så hovedet og lagde de brune øjne over på hende. ”Hvem ved! Måske den selv samme pil, dit lår havde et sammenstød med, kom fra smedjen. Det ville ikke undre mig.”

Han holdte da hånden med knivstykkerne lidt frem mod hende, inden det kække - lettere hånende - smil spillede atter frem på hans læber. ”Det er vist din.” forsøgte han sig med en joke. ”Mon den ikke kan svitses sammen igen? Blive så god som ny? Metallet brugt er trods alt af udmærket kvalitet.” Umådeligt forsigtigt og i noget stiv arm, gav han sin hånd et lille ryst for at give illusionen af fristelse. Han gjorde sig meget umage med ikke at ende ud i at skære sig selv igen. Et snit var mere end nok. ”Måske det er dét du kan bruge vores dag sammen med. Kvinder kan godt lide puslespil, ikk’?” Han burde nok ikke more sig over det, men det stoppede ham ikke nødvendigvis. Det eneste der bekymrede ham, var hvor vidt muligt hendes evne ville træde i kraft igen på grund af hans respektløshed.

Marax' kinder flammede af vrede, da Alran endnu engang valgte at lege med hende, fremfor ærlighed. Hvad han kaldte sjov, fandt hun kun frustrerende og forvirrende. Hun var lige ved at tage sin vrede ud over ham, da hun så at han var i gang med at hjælpe hende ved at fjerne resterne af kniven, så hun bedre kunne få al blodet med.
Hun fnøs, da han endnu engang kaldte byvagterne for røvhuller. Hun fandt det umådeligt sjovt, men var nervøs for at grine åbenlyst omkring ham og undgik det, hvis hun kunne lade være.

"Jeg vidste, at du var en ondskabsfuld mand," svarede hun, da han påpegede at han kunne have lavet pilen der ramte hende, men hun sagde det med et forsigtigt smil og med blikket slået genert væk. Hun så først tilbage på ham, da han rakte hende knivstykkerne, og hun løftede undrende blikket fra dem til hans ansigt og tilbage til knivstykkerne, der var ubrugelige og uden værdi for hende nu.
Nu var hun ikke længere i tvivl - Alran var ikke sød ved hende. Hun lagde en hånd på hans og var han ikke forberedt, ville den føles umådeligt tung, da hun ikke lagde bånd på sin evne overhovedet. Hun kontrollerede den heller ikke, så tyngden ville sprede sig over hele hans krop, men være værst i armen, og hun regnede med at den ville ramme direkte ned i gulvet.

"Der er hundrede ting jeg hellere vil bruge min tid på end puslespil," hvæsede hun og viste sine hjørnetænder. Hun var ligeglad med hvad Alran tænkte om hende nu. Hun kunne holde til kritik fra sine overordnede, men hun vidste ikke hvad der havde fået hende til at være så tålmodig med den fremmede mand der sad ved siden af hende nu. 

Alran burde virkelig have set det komme. Og det gjorde han nok egentlig også. Problemet var bare, at han var så vant til at alle blev fornærmede af, hvad han smed i fjæset på dem. Af meget gode grunde! Han spyttede trods alt ikke efter en bare for at gøre det. Det lå som regel altid en begrundelse bag, hvad han gjorde og sagde. At det så henad vejen faktisk blev mere og mere ubevidst jo længere ned ad den skinnende bekendtskabssti, var måske lidt noget andet. Alt i alt var sagen, at han sjældent egentlig blev alarmeret nok, når han så ellers nåede at se tingene komme.

Han kendte godt nok til effekten af hendes passive - ifølge hvad hun da havde fortalt ham - men det ændrede ikke meget på, at han ikke just var i positionen til at kæmpe særlig godt imod det. Han havde tilmed forventet, at den ville have fordelt sig med ligevægt, som den havde gjort før, men NOPE! Som en kraftigt ulige messingvægt, faldt hans udstrakte hånd og arm straks mod gulvet og havde nær også sendt ham fra at sidde på hug til at sidde på knæene. Endnu en gang stønnede han af anstrengelse for den pludselig tyngde, men ligeledes blev det halveret og kvalt af endnu et standard smertende udbrud.

”Isari, knep mig!” svovlede han på bedste manere og greb fat omkring sin ene hænd med sin anden, da faldet havde resulteret i, at de stykker kniv, han så fint havde samlet op, havde skåret et par små snit ind i håndfladen. Langt fra lige så voldsomt som på hans første hånd dog. Dette var blot let-blødende skrammer. Men de sveg fandeme stadig. Han tog en indånding dybt igennem tænderne for at hurtigt komme sig over det med så lidt klynk som muligt, og løftede efterfølgende de rødligt brune øjne tilbage op på Marax, hvor de godt nok stadig bar bebrejdelse, men muligvis ikke helt så meget som før.
”Det er da for helvedet noget af en irriterende evne, du har dig der.” holdt han ikke tilbage, inden han slap sin hånd igen for at give den et ordentligt skarpt ryst, som havde han fået fingrene i klemme i døren. Og kniv-stykkerne, ja de var tilbage på gulvet. Perfekt.  ”At tro, at mit nederlag skulle ende med at blive til en kvinde, der vitterligt sender mig i gulvet lige så snart jeg åbner munden. Det vil fryde min mor noget så gevaldigt!” Nærmest udmattet - eller rettere opgivende- lod han sig selv falde bagover og ned at sidde på røven med sine arme nu hvilende videre på knæene, som han beholdte sine ben i samme position, som da han havde holdt sig i squat.

"Beklager," sagde Marax henvendt til Alran, men med et smil der både afslørede hendes spidse hjørnetænder og at hun ikke rigtigt beklagede noget som helst. Havde hans skader været mere seriøse ville hun muligvis have fortrudt sin handling, men med de småskrammer han havde fået var de slet ikke hendes tid værd. De brune øjne han så på hende med, gjorde hende kun lige blød nok til at fjerne sin hånd fra ham.

"Din mor skulle have lært dig bedre manerer," svarede Marax, på trods af ikke selv at have erfaring med mødre. Hæren var dog god til at lære én manerer - måske Alran skulle overveje hæren? Hendes egen ide fik hende til at smile, imens hun samlede de stykker op han havde tabt, foldede dem alle sammen pænt i ind kluden hun havde tørt blod op med, og lagde både klud og knivstykker i Alrans hånd. Han så lidt opgivende ud lige nu, men han havde beordret hende til ikke at vade for meget rundt, så hun blev siddende. 
Hendes bukser lå ude for rækkevidde og hun opgav på dem for nu. I stedet lagde hun sig forsigtigt ned på ryggen, begge hænder, én med handske og én uden, lagt over sit ansigt. "Jeg forstår ikke mennesker," indrømmede hun lavmælt, frustreret over sine problemer med at forstå Alran. "Forstår du mig?" Hvis han i det mindste heller ikke vidste hvor han havde hende henne, ville det være lidt mindre irriterende for hende. 

Han fnyste auditivt. Næsten på grænsen til at være teatralsk. Overdrevent for at søge for, at han blev hørt. Til trods for at hans fnys gav mere udtryk for at være en anerkendelse på en dårlig joke frem for direkte negative følelser som irritation eller provokation, så kunne han godt mærke, at han ikke var meget for at have bragt sin mor op. Også selvom det blot havde været en del af en tilbageslående kommentar. Men han mente da selv, at han skjule det godt bag resten af sig. Det var vel det gode ved at være Alran. Han behøvede kun at brumme lidt og tie stille og så blev et emne som regel smidt til siden og glemt inden længe. Lige indtil overmodige trak det op fra mudderet igen.

Lidt med et undrende udtryk i ansigtet, så han til, som hun smed sig fladt ned på gulvet, som havde hun egentlig bare opgivet livet fuldkommen. Og for første gang lagde han faktisk mærke til, hvor fandens opspændt hendes udstråling virkede til at være. Han kunne meget vel bare bilde sig selv det ind, men han var ret sikker på, at han kunne se stressen i senerne ved hendes hals, nu hvor hun havde dækket sit ansigt til med sine hænder.
”Så lad være.” svarede han så tilbage uden megen tøven, samtidig med at han fik sat en hånd i gulvet og rejse sig selv op med beklagelige lyde. Han var en relativt stærk mand, ja, men det betød ikke, at han ikke havde seriøst brug for en massage helt ned i dybden af sine muskler. ”Det ender bare med at give dig en forfærdelig hovedpine. Mennesker er stort set umulige at forstå. Selv for os andre mennesker. Så det er bedst bare at lagde det lort ligge til en eller anden gammel og grå filosof at bekymre sig om.”

Som han slentrede sig forbi hendes hoved, kastede han lige et kort blik ned til hende, inden han begav sig tilbage til køkkenet. ”I blodsugere æder ikke menneskeføde, gør I vel?” spurgte han så med en stemme hævet nok til at kunne nå igennem lejligheden, i tilfælde af at hun havde valgt at blive liggende og blive et med træbrædderne. Kluden, han var blevet givet, smed han blot fra sig i skraldespanden, der stod til rådighed, hvorefter han fandt en forslået kasserolle frem og placerede det på komfuret. ”Jeg håber for resten, at du ikke har tænkt dig at bruge mig som morgenmad. Mit blod smager af tjære, har jeg hørt.” Med kendskab til komfuret fik han snildt tændt op i ilden og lukkede godt til, så varmen kunne stige. Efter lidt søgen fandt han greb til en lille vævet sæk, hvis resterende indhold - grove havregryn - blev hældt i gryden. Efterfulgt af resterne af gårsdagens mælk og vand for resten og begyndte så at røre rundt, som det hele langsomt blev varmet op. Men mon han ikke også lige havde sneget en skefuld sukker i blandingen.
Alran var vel ikke helt til at bebrejde for at tro, at hun var vampyr. Selvom at hun ikke virkede til at være vitterligt påvirket af morgensolen. Han havde ærligtalt ingen viden om vampyrer, og så vidt han havde oplevet så kom dæmoner i mange forskellige former, så de var heller ikke altid nemme at pege ud fra mængden.

'Så lad være'. Havde han lige sagt dét? Marax' øjenbryn trak sig så tæt sammen at rynkerne imellem dem lige så godt kunne have været et spørgsmålstegn. Hun var vant til at gøre sit bedste, med alt, konstant. At opgive noget virkede fuldstændig vanvittigt - og som noget man ville blive straffet for. "Mmh," svarede hun til delen om hovedpine og gned teatralsk to fingre i en cirkel ved sin tempel. Hun havde ikke en hovedpine endnu, men det virkede som om det kun var et spørgsmål om tid, og der var ingen grund til at underspille hvor hårdt det var for hende at bruge tid med menneskedrengen. 

Hun åbnede først øjnene, da han spurgte hende indtil hendes mad. Langsomt gik det op for hende, at han troede hun var vampyr. Ikke at det var langt fra virkeligheden, eller langt fra hvad hun prøvede at bilde omverdenen ind. Hun svarede ikke med det samme, men brugte lidt tid på at overveje hvor meget hun skulle lyve for ham. Hun vidste trods alt, at han ikke kunne lide dæmoner, og hun var bange for at han ville smide hende ud, hvis han fandt ud af at hun var én. Så måtte vampyr trods alt være bedre.
Forsigtigt satte hun sig op og strøg sit hår om bag ørerne, inden hun lod en tommelfinger hvile under en af sine spidse hjørnetænder.

"Du ser ud som om du smager godt," hviskede hun helt lavmælt for sig selv, efter at have fjernet fingeren fra munden igen, og rejste sig så op, forsigtigt med ikke at lægge vægt på sit dårlige ben. Hun humpede hen til ham og stillede sig ved siden af ham. Havregrød? Marax' mave knurrede og hun så straks væk fra maden. I stedet gnubbede hun sit ansigt op mod hans skulder, som en kælen kat. "Du dufter godt, så jeg er sikker på at du smager godt," sagde hun, selvom alt hun kunne lugte var en svag lugt af sved, der nærmest var sød. Lige til at sætte tænderne i, hvis bare hun havde været vampyr, selvom hun ikke vidste noget om, hvad hun så ville have kunnet lugte på ham. 
"For lidt menneskemad, skal jeg nok lade være med at smage," lovede hun og slikkede sig næsten truende om læberne, imens hun trådte et halvt skridt væk fra ham igen. 

Det kom meget uventet for ham, da hun pludselig stod ved hans side og gned sig op ad ham, og han var ærligtalt ikke sikker på, hvordan han skulle reagere på det. Det virkede underligt. Han var ikke for god til at blive påvirket af lignende katte-kælent opførsel, men det skete så også kun, når situationen faktisk passede til det. Lige nu var provokationen af, hvorfor han i det hele taget havde en tiltrækkende kvinde tæt op ad sig, bukseløs, ville han lige tilføje, nok til at overlægge sig den ganske milde ophidselse hans krop oplevede. Straks havde han spændt op i kroppen ved hendes berøring og nærmest gjort sin krop så ukomfortabel at putte sig ind mod som muligt. Et næsten ikke-eksisterende jag fortalte også en historie om, hvordan han havde kæmpet imod at faktisk fysisk flytte sig fra hende i øjeblikket.

”Hold dit gebis fra min hals, og jeg lover ikke at slå det ned i halsen på dig.” brummede han, måske lidt for hårdt. Ikke tonen, men ordene. Han kunne nok have formuleret sig pænere. Meget pænere. Ikke at Alran var kendt for at have et pænt ordforråd. Men stadig; hun udgjorde ikke nogen bevidst fare lige nu. Derfor resulterede det i, at han lydhørt rømmede sig, rystede skulderne og fluks havde blikket vendt tilbage ned i gryden, som han genoptog røringsprocessen.
”Men lidt menneskemad er en billig pris for mig at betale for at undgå at rense dit potentielle opkast op fra mit gulv.” Han måtte indrømme, at Marax ikke lignede end, der var sensitiv overfor groteske ting og sager, men noget var ikke helt 100 procent sikker på, at hendes tunge ville kunne håndtere smagen af hans forgiftede blod. Hun var trods alt ikke den første vampyr, han var kommet forbi i hans korte livstid.

Inden længe havde varmen taget godt til i komfuret og ikke længe derefter var blandingen i gryden begyndt at tykne op til en grød. Havregrød havde en ganske velkendt duft, som efterhånden spredte sig i den lille lejlighed og bragte nærmest stedet en smule mere til live sammen med morgensolens ankomst ind ad vinduerne. Det var med hastede bevægelse at han gik på jagt efter ikke bare en skål, som han plejede, men to. Stadig med gråden på varmepladen rørte han en sidste gang og osede så mængden af gråd op i nogenlunde lige store portioner, inden en kop fyldt med vand blev hældt over i gryden med en sydende lyd. Det var hans hidtil bedste metode at få havre, der havde brændt sig fast til gryden, af. En mindre træske med en glat og lakeret overflade blev så fundet og stukket ned i den ene af skålene, og en anden stak han i munden på sig selv, mens han fik båret morgenmad til bordet.
”Her. Spis op. Jeg håber ikke jeg har ødelagt din appetit.” Alran var ikke en mester kok, men han vidste da hvordan man lavede noget så simpelt som havregrød, så mon hun ikke også ville finde det spiseligt.

Marax himlede med øjnene, da han truede med at slå tænderne ned i halsen på hende. De var kommet frem til en midlertidig fredsaftale, men selvom han havde reddet hende og selvom hans evne var noget at prale af, så ville hun kæmpe imod til det sidste og han skulle ikke tro, at det ville være nemt at gøre hende noget. Hun sørgede for også at fnyse af ham, så han kunne høre hendes foragt overfor hans trussel, uden omtanke for den manglende diplomati i hendes opførsel. Fredsaftalen skulle nok holde alligevel. 

Hans næste ord fik hende til at se lidt mere grundigt undersøgende på ham. Hvad fik ham til at tro, at hun ville kaste op, hvis hun satte tænderne i ham? Hun spurgte dog ikke endnu, men fulgte blot efter ham over til bordet, hvor hun satte sig ned. Hun havde ikke haft ondt i benet, da hun stod op, men det var alligevel en umådelig lettelse at komme ned at sidde igen og hun lukkede øjnene med et taknemmeligt suk. Hun ville holde sig fra at bevæge sig igen, medmindre højst nødvendigt, indtil mørket faldt på og hun kunne snige sig ud af byen. Det ville uden tvivl være bedst for hende og for hendes ben. 

"Hvorfor skulle jeg kaste op af at sætte tænderne i dig?" spurgte hun, imens hun distræt rørte rundt i grøden. "Er du giftig?" Han så ikke giftig ud, men hun havde allerede været sødere ved ham, end hun havde været ved nogen anden, selv sine såkaldte venner, det sidste stykke tid, så hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham at hun ikke ville have noget imod en smagsprøve. 

Alran tøvede ikke med at se på hende, som havde hun lige spurgt ham om det allermest åbenlyse i verdenen. Så man lidt mere sløret på det, så var det egentlig også præcis, hvad hun havde gjort. Han havde måske ikke den ultimative hukommelse, men han huskede at have forklaret hende det overraskende af hans situation med dæmonblodet i hans krop, og som den person han var, så var hans første tanke ikke ligefrem at nåh ja, hun måtte have glemt det igen. Eller at hun bare ikke have kommet så langt i at forbinde prikkerne. Sandheden var sikkert bare noget henad, at han ikke havde forklaret sig godt nok til at starte med, hvilket han faktisk ikke havde. Han havde været meget påpasselig med informationerne om sig selv, han delte med hende. Hun var trods alt en komplet fremmed. Som han tilfældigvis kendte navnet på.

Han sænkede blikket for ikke at se alt for bebrejdende på hende og satte sig tungt og dovent i stolen overfor hende. ”Lige netop. Jeg er super duper giftig. Bare en dråbe af mit blod og du er så godt som omfavnet af Kiles spinkle arme,” forklarede han med en dryppende ironi, til trods for at han ikke gjorde noget for at se tilbage på hende. Han var mere interesseret i sin mad, han skovlede den første skefuld af op i kæften uden at skille skålen på bordet, før han havde ladet hende svæve på hans løgn i længe nok, og han lagde skålen fra sig i takt med at han tyggede af munden og endelig så tilbage over på hende. Hvor længe siden var det egentlig, at han havde spist sammen med nogen på den her måde?
”Jeg er ikke giftig, men som jeg er ret sikker på, jeg sagde for lidt siden, så er min krop forgiftet.” Nu med hånden fri, satte han den på display mellem dem, ved at placere albuen i bordpladen og holde den op med vrikkende fingre for virkelig at føre opmærksomheden til de sorte spidser. ”Jeg har ingen anelse om, hvordan det skete eller af hvilke grunde, men på den ene eller anden måde, har jeg fået rigeligt med dæmonisk blod ind i mit system, at det valgte at blive og hænge ud. Mingle med resten af mig.”
Med et suk stoppede han fremvisningen og trak sin hånd og arm til sig igen, mens han lænede sig helt tilbage i stolen, hvor han selv lige betragtede sin hånd lukke og knuge for at afprøve ubehaget fra snittet, der gemte sig under kluden. ”Det ville squ ikke undre mig, hvis det bliver min død en gang i fremtiden. Hvis altså du ikke kommer det i forvejen.” Det sidste tilføjede han med et kækt smil, der godt nok var rettet mod hende, men han så ikke op på hende, da det tittede frem.

Ikke før han igen fik rømmet sig og satte sig ordentligt igen for at begynde at spise igen. ”Men ja, det skulle vist smage værre en genbrugt tjære.”

Marax havde lyst til at slå ham. Hårdt. Han sagde altid ting, som hun ikke vidste hvorvidt var for sjov eller sandheden og nu gjorde han det igen. Det var rigtigt nok, at han havde sagt at han havde dæmonblod i kroppen, men hvorfor skulle dét forgifte hende? Et øjeblik glemte hun, at han var gået ud fra at hun var vampyr. Dæmonblod ville ikke skade en dæmon, det kunne hun i hvert fald ikke forestille sig, men nu blev hun mindet om, hvorfor hun havde skjult sin rigtige race for ham. Han måtte tro at hun var idiot, når hun i virkeligheden bare ikke kunne holde styr på sine løgne. Hun var ikke vant til at lyve, hun var vant til at slås. Det her var for besværligt - måske hun bare skulle gå til angreb igen og finde en måde at slå ham bevidstløs på? Det ville være så meget nemmere at slå ham ihjel.

Dén tanke kom omkring samtidig med, at han fortalte at blodet en dag ville slå ham ihjel, hvis ikke hun kom det i forløbet og selvom det ikke gjorde hende noget, at han havde forudset hendes intentioner, så blev hun utilpas ved det smil der bredte sig på hans læber. Det var sødt. Alt for sødt. Havde hun nogensinde set noget lignende? Hun fik kun endnu mere lyst til at myrde ham. 

"Dæmonblod eller ej, jeg har stadig lyst til at bide dig. Og dræbe dig," svarede hun, men det var en håbløs trussel, som hun sad der, med sit sårede ben strakt ud foran sig og med blikket slået ned i grøden, der smagte langt bedre end hvad hun havde forestillet sig at en mand som Alran kunne bikse op med. Kun halvdelen af det ville hun kunne få sig selv til at gennemføre, selvom det var sandt at hun havde lyst til begge dele. 

Hendes ærlige kommentar formåede at få ham til at få havregrød galt i halsen og tvang ham til at hoste noget så voldsomt. Det var lidt af et mirakel at han ikke spyttede måltidet udover hende men faktisk beholdte det inde i sig. I sin hals, desværre. Som det ikke virkede til at gå over lige med det samme, måtte han rejse sig op fra sin stol og stod et øjebliks tid med hænderne støttende på bordpladen. Stadig hostende selvfølgelig. Det var rent instinktivt at han så begyndte at slå sig hårdt mod brystkassen. Og så stoppede det endelig. Han havde nær været overbevist om, at hun allerede ville være hans død. Godt nok mere indirekte end han havde forestillet sig.

”Isari, den benådelige!” udbrød han hæst efter at straks have samlet sig igen og lige rømmede sig det sidste for at være sikker på at luftvejene ikke længere var blokeret igen. Det havde uden tvivl lyst og set meget værre ud, end det egentlig var. Sådan var det altid. Havde han derimod ikke sat en eneste lyd og langsomt blevet helt blå i hovedet, ville det have været et problem. Han dumpede så ellers tilbage ned at sidde i sin stol. Han burde ikke have blevet så overrasket, men det havde virket så malplaceret i nuet, at det havde fejet benene væk under ham så at sige.
Og så brød han ellers ud i den latter, der oprindeligt havde været grunden for at han fik grøden galt i halsen til at starte med. Den var ikke høj og rungende, men den gjorde sig da til kende og han gjorde ikke noget for at skjule den bag forseglede læber. ”Det var da et noget særligt kink, du har dig der, Marax,” sagde han, som han sænkede latteren til et ganske morende smil – men det var stadig mere som at han lå af hende frem for med hende. ”Det vil godt nok ikke undre mig, hvis du har lyst til at.. bide mig.” Det var trods alt ikke underligt af en vampyr. ”Eller direkte myrde mig.” Hun var sikkert ikke den eneste. ”Så vil jeg meget hellere foretrække, at du lod være. Både du og jeg har allerede blødt rigeligt på mit gulv.”

Det var nu ikke en helt dårlig følelse at se hende spise. Selvom hun ikke så ud til det, måtte hun være afkræftet fra at have mistet blod og han vidste da selv, hvordan kroppen overbelastede sig selv, når den skulle håndterer seriøse smerter, så det var vel godt at se hende fylde yderligere op med energi. 

Marax så op på Alran imens han kløjedes i sin mad, men overvejede ikke et eneste øjeblik at hjælpe ham. Hvis han blev kvalt i sin egen mad, så ville hun være sluppet fri for en trussel. Det ville være lidt af et tab, især hvis hun nu kunne rekruttere ham til Mørket, men hendes eget liv var på fare her, og det ville være nemmere at forblive skjult i dette hjem indtil mørket faldt på, hvis ikke hun hele tiden skulle bekymre sig om at Alran opgav hende til Lyset.

Hun fulgte ham med blikket, da han satte sig ned igen, og tog en skefuld mere af grøden i munden. Idet hendes læber lukkede sig om skeen, omtalte han  hendes lyst til at bide ham som et kink, og med ét blev hendes kinder knaldrøde, og hun sad bare dér, med helt røde kinder og en ske i munden, i flere sekunder, inden hun tog skeen ud af munden, slikket helt ren, og sank sin mad.

Nu var det hendes tur til at smile, og på trods af sine røde kinder, så hun på Alran med et skævt, drillende smil. "Åh, tro mig, Alran, hvis jeg først satte tænderne i dig, ville jeg ikke spilde en eneste dråbe af dit dyrbare blod." Hun nød sin nye identitet som vampyr og hun nød at drille drengen lige så meget som han tilsyneladende havde nydt at drille hende indtil videre. 
Hun trak på skuldrene og spiste det sidste af sin havregrød inden hun tilføjede; "Men din mad er ikke dårlig. Jeg skal nok forsøge at holde mig til dén." Hun så på ham med et glimt i øjet et øjeblik, inden hun alligevel blev for genert og måtte slå blikket væk. 

Alran så det skam godt. De røde kinder. Det korte øjeblik af ren og skær forlegenhed, som var hun blot en simple ungmø fra udkantslandsbyerne og ikke en tilsyneladende flygtende kriminel. Han kunne ikke sætte en finger på hvorfor, men han fandt det meget passende til hende på en malplaceret måde. Kort sagt så klædte det hende vel, at have lidt ekstra farve i ansigtet. Vent. Kunne vampyrer overhoved rødme? Skulle de ikke forestille at være døde? Altså uden blodtilførsels til kroppen lige som levende…

”Aha? Det sætter jeg da meget pris på, solstråle. Så skal jeg kun lige tænke på at altid have mad klar i huset, når du kommer forbi med lysten til en nibble,” trak han sig væk fra sit tankespind med, overraskende nok stadigvæk med et skævt smil stort nok til at vise antydningen af lige tænder bag læberne. Han strakte tilmed halsen lidt ekstra til den ene side for at klargøre, hvad han hentydede til. ”Tro det eller ej, så er det en mildere bekymring, end at skulle ligge vågen i frygt for at vågne op til din sult.” Okay, for en gangs skyld var var hans ord ikke fuldkommen ment som en fornærmelse eller et hak mod hende. Men man kunne næsten ikke forvente bedre af en som ham længere.

Alran skrabede det sidste af grøden sammen til en sidste store skefuld, der lige nåede til munden, inden det kunne spilde over, og fyldte sin krop med den nødvendige energi til at klare sig igennem dagen, selvom han egentlig tvivlede på, at han ville kunne få lov til at begive sig udenfor og dermed komme på arbejde, hvor energien skulle tages i brug.
Skeen blev efterladt i skålen, og han tørrede sig refleksivt om munden, før han talte igen uden at have tygget helt færdigt. ”Du forekommer mig ikke om typen, der ville have lavet nok lort til at have en hel gruppe af byvagter i hælene. Jeg kan forstå, at lovhåndteringen er blevet betydelig strammere for tiden med Dronningen syg og sådan, men stadigvæk… Havde det ikke været fordi, at du tydeligvis er trænet til kamp ud fra hvordan vi moslede rundt før, ville jeg have haft meget svært ved at tro, at du ikke bare kom til at tage, hvad der ikke var dit ved et uheld.” Som han så tilbage op på hende, så han lidt mere direkte på hende. Tog hende den smule ekstra ind. Undersøgte hende med det hårde blik, der var blevet hans standard. Han afventede egentlig ikke på svar fra hende. Han prøvede bare at få sit hoved omkring hende.

Det skræmte Marax, da hun opdagede hvor glad hun blev ved tanken om at kunne komme forbi igen. At Alran ville have mad klar til hende. At han ville kalde hende solstråle og lukke hende ind. Hendes hjerte sprang et slag over ved tanken og i et halvt sekund fortabte hun sig helt i en uopnåelig dagdrøm. Hun kunne ikke engang røre ved Alran, hvorfor skulle han lukke hende indenfor igen. De havde forsøgt at dræbe hinanden og han havde gjort det meget klart, hvordan han havde det med hendes race, også selvom han endnu ikke vidste, at hun var en dæmon. Han ville hade hende, hvis han vidste hvad hun var, men hans smil gjorde ting ved hende, der betød, at hun ikke kunne få sig selv til at fortælle ham det.

"Som du kan se, har jeg ikke taget noget overhovedet - hverken med vilje eller ved et uheld," svarede hun, taknemmelig for skiftet i emne, og klappede sine hænder ned ad sin krop, for at indikere at hun ikke gemte noget på den. Hun bar sine knive, men de var tydeligvis hendes egne. Hun smilede til Alran igen, et smil der afslørede hendes spidse hjørnetænder, og hun lagde straks en hånd over sin mund, da hun kom i tanke om dem. 

"Jeg kan godt lide, at du synes jeg ser uskyldig ud," fortalte hun ham lavmælt, hendes blik søgende efter et eller andet i hans. Hun tænkte ikke bare på sine tænder, men også på det ar, der løb ned over hendes øje, og de sorte markering over begge hendes øjne, makeuppen der efterhånden var tværet fuldstændig ud.
"Du ser ikke selv for slem ud, når du... smiler." Hun smilede selv da hun sagde det, men havde endnu ikke fjernet sin hånd fra sin mund. 

”Hm?” Forundring fik skudt hans bryn et lille stykke længere op i panden. Kun brudt af måden, han vrængede sit ansigt af den snigende kompliment, hun kort derefter også sendte hans vej. Rynkede på næsen af tanken om, hvordan han ikke så helt galt ud så længe han smilte. Smile, ja, det siges i hvert fald at være det pæneste en person kunne bære. Og han ville muligvis kunne få sig selv til at indrømme, at det ville være tilfældet for Marax, hvis han skulle være helt ærligt, men det var ikke hyppigt, at han faktisk følte, at han havde noget at smile af. Sådan oprigtigt uden at sarkasmen dryppede fra mundvigen.

”Altså, nu vil jeg ikke briste din lille boble, men jeg mente ikke ligefrem, at jeg synes at du ser uskyldig ud. Det er mere din… måde at være på,” endte han i sidste ende at forklare. Det her var ikke et stævnemøde. Han var ikke obligeret til at charmere sig ind på hende eller opretholde hendes egne forestillinger. Måske var det netop den tankegang, der var grunden til at han aldrig tog på stævnemøder… ”Måden du taler på. Din stemme! Især din udstråling forvirrer mig så forbandet meget.” Han kunne selv godt mærke frustrationen langsomt bygge sig op i hans stemme, så han valgte at forstumme med et opgivende suk.
”Det er også ligegyldigt,” mumlede han til slut og gned sit ansigt, inden han rejste sig fra sin stol. ”Du… har dog et hvis potentiale til at se uskyldighed. Hvis det ikke var for al det der…” Han viftede sin ene hånd henvisende mod hendes ansigt, og særligt hendes øjne for at understrege, at han snakkede om hendes ud-smurte sminke. ”Faktisk,” Han gjorde en eftertænksom mine, før han brød afstanden mellem dem, og stillede sig hen foran hende. Han begravede en tommelfinger i kanten af sin bluse, løftede den op til sin mund – ligeglad med at hans maveparti blev blottet for hende, igen – og vædede så sin stof-omsvøbte fingerspids med tungen.

Udefrakommende folk ville nok misforstå deres forhold og betingelser for hinandens selskab, da han uden egentlig at spørge om lov først, rakte hen til hendes ansigt og lod det fugtede stof gnubbe henover under hendes ene øje for at fjerne det værste af det sorte udtvær.

Marax havde næsten sværere ved at tro på, at det var hendes opførsel der var uskyldig. Havde han ikke set hende forsøge at dræbe ham tidligere? Havde han ikke hørt hende true ham på livet? Der var intet uskyldigt over hendes opførsel. Og så samtidig... Hun havde ikke den mindste smule lyst til at dræbe ham nu. Tværtimod havde hun en voksende lyst til at beskytte ham. Det var en følelse der var svært at forene med ønsket om at få ham rekrutteret til Mørkets Hær. Man kunne ikke være i Mørkets Hær uden at komme til skade. Men måske Alran kunne, hvis Marax var ved hans side. 

"Måden jeg taler på?" gentog hun forvirret ved hans ord. Hun forstod slet ikke hvad han mente med udstråling. Udstrålede hun ikke død og ødelæggelse? Dét var hvad hun gik efter.

Hun fnøs, da han omtalte hendes sminke. Hun var ikke interesseret i at se uskyldig ud overhovedet og da slet ikke hvis det betød, at hun skulle fjerne noget af dét, der kendetegnede hende blandt fjender og allierede. Og dog. For da Alran rejste sig op sad hun helt stille. Hendes blik faldt til hans mave, der var kantet af hårdt fysisk arbejde og på ingen måde blød at se på. Ubevidst vædede hun sin underlæbe, inden hans finder kom op til hendes øjenlåg og hun blev nødt til at lukke sine øjne, imens han arbejdede med dem.

Til sin egen overraskelse lod hun ham gøre det. Hun lod ham oven i købet gå videre til næste øje også. Først da han fjernede sig fra hende igen, gned hun en finger under begge øjne. Det var sjældent at hun fjernede alt det sorte der sad om hendes øjne, men hun vidste fra erfaring at det var nær umuligt at få det hele med, og nu sørgede hun for, at de rester der var, sad i en pænere streg udfra hendes ydre øjenkrog, i stedet for at være spredt ud over hendes øjenlåg og kæbe. Dét kunne hun gøre selv uden et spejl. 

"Er du tilfreds?" spurgte hun, imens hun gned sig over det ene øjenlåg, for at få det sidste med. "Selv hvis jeg ligner en uskyldig pige nu, er jeg det ikke," mindede hun ham lavmælt om. Det føltes som om en hånd havde fået fat om hendes hjerte og klemte nådesløst om det. Hvis Alran ledte efter en uskyldig pige, var der ikke her han ville finde hende og Marax havde ikke tænkt sig at lades som om for hans skyld. 

Det var næsten intimt, sådan som hun lod ham fjerne det værste af sminken. Det var som at se ind i et helt nyt ansigt, selvom at han var godt klar over, at det stadig var den samme lettere morderiske Marax, der sad på stolen foran ham, meget mere skrøbelig, end hvad han havde forventet. Og det forstærkede bare hans forvirring over, hvem hun var. Han viklede sin tommelfinger ud af blusen. De sorte pletter, der var blevet efterladt ænsede han ikke en ekstra tanke. Blusen kunne vaskes. Og hvis ikke, det gad gå af efter en ordentlig skrubbetur, så kunne en hver der kommenterede på det, rende ham. Det var tøj. Det blev beskidt. Og hvad så?

”Hmm…” sukkede han igen med en underliggende overvejende mine, mens han valgte at blive stående, hvor han var – lige foran hende og ikke med meget mere end et skridt mellem dem – og han så fortsat ned på hende med øjne, hvis brune farve spillede med sine røde nuancer, nu hvor morgensolen, der lyste lejligheden op, skinnede på en fungerende vinkel. ”Nuvel ja. Og her troede jeg, at du sagde, at du godt kunne lide, at jeg fandt dig uskyldig, men i stedet sidder du og ligner en såret hundehvalp, når jeg prikker nærmere.”
Alran talte for en gang skyld roligt og dæmpet, så hans sædvanlige kolde undertone ikke var helt så voldsom. Han rakte prøvende frem mod hendes ansigt og strøg en vildfaren tot af det pigmentløse hvide hår om bag det ene af hendes ører. Så nænsomt, som det nu kunne føles med hans ru fingre. Han virkede med ét til at miste pusten og spændte ligeledes op i sin krop, der var faldet en smule sammen efter den direkte berøring hans sorte finger lige akkurat gjorde. Hånden tættes på bordet var nødsaget til at blive sat i bordpladsen for at støtte sig. Ved Zaladin…

Det kække og let skæve smil voksede endnu en gang frem på hans læber. ”Dit ar,” Han gjorde et diskret kast med hovedet mod det grenede ar. ”Det står meget mindre frem, når du ikke smører dine øjne sådan ind. Men samtidig mister dine øjne lidt af den derumf uden, så der er vel noget godt ved hverken eller. Hvad jeg ville bekymre mig mest om er at få det ind i øjnene, sådan som du gnider og gnubber dem. Det lignede at du havde sovet i det denne gang.”

Alran havde ret. Marax sprang frem og tilbage imellem hvad hun ville have. Hun ville gerne have hans opmærksomhed, hans hengivenhed, hvad end hun kunne få fra ham, men det føltes ikke lige så godt at få den, når hun vidste at hun fik den på falske præmisser. Hvis han kunne lide én, der så uskyldig ud, så kunne han ikke lide hende. Hun havde det nærmest som om hun løj for ham, når hun sad med et bart ansigt foran ham. 

Men hans stemme var behagelig. Han havde været hård det meste af tiden indtil nu og Marax følte sig næsten trøstet af ham. Hun var forvirret og hun var derfor heller ikke koncentreret, da han strøg hendes hår om bag sit øre. Hun fik lige så meget som ham et chok, da hendes evne aktiveredes på ham. "Undskyld," skyndte hun sig at sige. Det var utroligt at han overhovedet stadig kunne stå. "Normalt sender min evne mænd i gulvet," tilføjede hun lavmælt, imponeret over at se ham stå oprejst.

"Jeg har sovet i det," svarede hun med en lidt nervøs latter. "Mørkets Hær tillader ikke ligefrem tid til skønhedsrutiner om morgenen. Desuden -" hun gestikulerede om sit ansigt med den ene hånd. "Der er ingen, der bliver bange for den her lille pige. Men med sort om øjnene, med mit ar, og med de her -" denne gang åbnede hun munden og lod sin tunge glide over sine spidse hjørnetænder, "-dem respekterer folk. De træder et skridt tilbage. De tøver. De giver mig de sekunder, jeg har brug for, for at vinde kampen."

Hvordan ville en smed tage det, at hun talte så let om mord? Hun var ikke sikker på, om hun havde lyst til at kende svaret. I det mindste havde hun forsøgt at sige det på en lidt diskret måde.