Hisashi skulede lidt til deavás da han brugte hans navn. han havde jo sagt han hed sashi til pigebarnet her. men da han så børstede hende ren for snavs så hisashi ned. ja han skulle måske ikke ha smidt hende men han ville ikke bides eller hvad hun nu kunne finde på at gøre.
han så op på sin herre da hun spurgte om deavás var kommet til skade. Hisashi vidste han havde været i kampolation med et andet halvdyr så han havde fået et bide mærke. måske det var noget han kunne bruge til at få hende tæt på og misbruge hende.

Deavás tog imod muligheden, som han nok skulle finde en måde at drage nytte af hende. Først var han dog nødsaget til at finde ud af, hvad hun kunne bruges til. Inden da holdt han sig tæt på hende, som han fik børstet hende af og samtidig greb muligheden for at få en fornemmelse af hendes kropsbygning. Der var ikke tale om fysisk arbejde i hvert fald. Det var nemt at bedømme. Det lille pigebarn var yderst høflig, som han nikkede roligt til hende, hun havde nemt til at få røde kinder og han kunne ikke helt lade vær med at overveje, hvordan det ville være at ødelægge hendes blide natur.

”Det kan jeg godt forstå” indrømmede han med et smil, som blikket gled mod Hisashi, der tydeligvis ikke var tilfreds med at blive afsløret i en løgn, men hvordan skulle Deavás være klar over situationen, han var lige blevet smidt ud i det. Dog vendte han hurtigt blikket til mod hende, som hun lød lidt som om hun panisk. Hendes ord flød sammen, men han formåede at få en sammenhæng ud af det. Han greb ud efter hende, dog ikke særlig hårdt, som han lavede en grimasse, da såret på armen gav efter for den pludselig bevægelse. ”Corrine..” gentog han blidt, som han ville have kvalt sig selv for at tale sådan, men hvis hun panikkede yderligere, så ville hun tiltrække sig mere opmærksomhed. Han slap hende hurtigt igen, som han hev armen ud af kappen og åbnede skjorten for at tilse bidemærket på sin arm. Han brummede lettere irriteret, som han lod blikket glide mod hende. Han løftede en finger og bed hende om at komme tættere på. ”Kan De tjekke om der er gået infektion i såret?” spurgte han stille, som han satte sig ned, så hun havde bedre mulighed for at tjekke hans underarm.

Corrine stoppede brat op i sin talestrøm som Deavas tog fat i hende og så lidt panikken ud og flov over at det havde været nødvendigt at skulle stoppe hende. "Undskyld herre" sagde Corrine stille og kiggede ned k jorden over Deavas havde været mød til at afbryde hende. Det var helt flovt, hvorfor reagerede hun altid sådan her, hvorfor skulle hun altid udstille folk kg gøre dem utilpas, nå nej hun måtte havde gjort Deavs utilpas, hvad nu hvis han havde brug for at ligge ned.

Corrine blev revet ud af sine tanker som Deavas ville have hende tættere på og hun gjorde blot som der blev sagt, som hun kom tæt på sagde Corrine forsigtigt "ja herre, jeg kan godt, men... hvis... blod... Åh nej... jeg" Hun havde fået øje på såret og da der var lidt blødt begyndte Corrine straks at få det mærkeligt og vaklede lidt men hun kunne ikke fjerne blikket fra såret for hun havde jo lovet at...
Med et faldt Corrine om som om nogle bare havde fjerne benene under hende, synet af blod havde simpelthen været for meget og nu var hun gået ud som et lys som altid.

Hisashi så på såret som deavás vidste corrine. han så på hende som hun begyndte at få bløde knæ. han farede over mod hende og greb hende inden hun faldt ned og slå hovedet. Hisashi så på Deavás "skal jeg forsøge at vække hende?" spurgte han for at være sikker på at hans herre ønskede det. hun ville jo nok besvimme igen vis hun så på blodet.  måske man skulle sige til hende at hun bare skulle kigge og ikke røre? ¨
ville det hjælpe? han så over på deavás. hvad mon han ønskede Hisashi skulle gøre. han kunne jo sagens bære hende. hun var jo et lille myr i forhold til ham.

Den venlige natur var ganske morsom, som Deavás aldrig havde forstået sig på den slags personligheder. Det kunne kun være farligt at vandre rundt med et godt og naivt hjerte, for det var virkelig det indtryk han fik af hende. Men hvis hun så gerne ville hjælpe, så ville han da give hende chancen for det. Han fortrød det dog meget hurtigt, som hun forklarede sig, men der var det allerede for sent. Bevægelsen med armen havde fået såret til at løsne sig og blodet var ikke til at skjule. Deavás så blot til, som Corrine faldt bagover, Hisashi var dog hurtigt til at gribe hende, som Deavás atter rejste sig op. Han vendte blikket mod den retning han var kommet fra. ”Ta’ hende med” forklarede han roligt, som de altid kunne bekymre sig om at vække hende senere, når de var kommet ind i huset på den anden side, der ville det også være nemmere at udnytte situationen.

Deavás rettede let på kappen og skjorten, som han tog det på igen og lod såret bløde på hans ærme. Kappen skjulte det dog, som han vendte sig mod Hisashi. ”Vi vækker hende, når vi er kommet indenfor” forklarede han med et skummelt smil, som han ledte vejen mod den lille bygning i det fjerne. Han havde ikke planlagt at bruge mere tid på Hisashi, men situationen havde forandret sig, så forretningen måtte vente. I stedet ledte han vejen til døren og holdt den for Hisashi, så han kunne slæbe hende med indenfor. Deavás gik selv ind i rummet ved siden af, dog stoppede han i døråbningen og vendte sig mod Hisashi. ”Læg hende ovenpå, jeg kommer om lidt” forklarede han med et nik, før han gik igennem døren og ind til bordet fra tidligere.

Corrine bemærkede hverken hun blev grebet eller at hun derfra blev båret videre ind i et hus længere væk. Blodet havde blot været for meget og hun kunne bare ikke tåle det. Normalt skete det ikke så tit, men nogle gange når hun var i køkkenet og skær sig k fingeren måtte fruen altid ligge hende i seng for at komme sig. Det var det eneste fruen altid havde at sige til Corrine om hvad hun skulle gøre for at blive en bedre kommende hustru. For hun skulle jo kunne lave mad til hvem end hun skulle giftes med.
Corrine havde hørt fruen en aften snakke med nogle om arrangeret ægteskab, men det var vidst kun blevet ved talen, fruen havde også nævnt at hun kun ventede på der kom en ordentlig mand og ville tage sig af Corrine.
Entelig vidste Corrine ikke km hun var vild med ideen, men det var jo hendes rolle i livet at skulle gøre en mand glad så derfor beklagede hun sig ikke, desuden var Corrine jo blot en tjeneste pige og det at fruen ønskede at gifte hende til en velhavende mand, gjorde blot at Corrine skulle være beæret over det.

Men der var vidst langt til giftemål og velstand sådan som Corrine nu var kommet i kløerne på Deavas. Corrine havde ikke helt fattet situationens alvor før hun besvimede og m on ikke der stadig gik lidt tid før hun fattede hvad det var hun var blevet rodet ud i. Men For nu lå hun her og trods hun var besvimet a sin angst for blod så hun yderst fredfyldt ud i sit ansigt som hun var væk.
Hvis bare det kunne være ved, men nok ikke.

Hisashi tog fat i corrine og løftede hende op på ryggen af sig om et barn. hun var jo let nok.. Hisashi nikkede til deavás ord og begyndte at gå. han gik med raske skridt. han holdte hovedet lavere end deavás og havde corrine bærrene på ryggen imens. han så rundt imens de gik. folk skulle jo ikke se dem.

da de kom til huset og han fik at vide han skulle bære hende ovenpå så han op af trappen og begyndte med det samme at gå op af trappen. han kom til gæsteværelset hvor han lagde hende ned i sengen. han satte sig ved siden af sengen nede på gulvet. han måtte jo ikke bruge møøblerne uden tilladelse. han sad roligt og ventede imens han legede med sit bling på halsbåndet. han så på corrine. hun så så fredelig ud. noget han aldrig avde været. han tog jakken af og havde nu kun bukser og en skjorte der var hullet og gullig på.

Det bekymrede ham ikke særlig meget at pigebarnet var besvimet på grund af blodet, det ville bare gøre det nødvendigt for ham at ændre taktik for at overtale hende om at adlyde. Hvis hun besvimede hele tiden, så ville han få problemer med at torturere hende. Selvfølgelig kunne et snit hist og her og være nok til at få hende til at bede ham om at stoppe. Først havde han dog andre planer, som han samlede papirerne samme på bordet og nikkede til de øvrige medlemmer. ”Vi slutter her” forklarede han, som han efterfølgende bad dem om at gå, så han kunne være lidt i fred med Hisashi og Corrine. De behøvede ikke en forklaring, som Deavés efterfølgende smed papirerne ind i pejsen og så til, imens at det øgede flammerne og snart blev til aske.

Med rolige skridt bevægede han sig ud af rummet, som de kølige øjne gled mod trappen, hvor han placerede en hånd mod gelænderet og straks tog det første skridt op. Trappen knirkede stille under ham, som han gik hele vejen op og fandt frem til rummet, hvori både Hisashi og Corrine befandt sig. Han vendte dog blikket mod Hisashi. ”Tro ikke at det får dig til at slippe” mindede han ham om med et køligt smil, før at hen gik hen til sengen og satte sig på kanten. ”Hent noget vand, så vi kan vække hende” beordrede han, før at han placerede en hånd mod pigens mave og langsomt strøg den over hendes krop. Han førte langsomt hånden op under hendes trøje uden at være bekymret over at hun ville vågne.

Corrine blev lagt i sengen, og rykkede engang imellem lidt rundt på sig, hun opfangede måske lidt underbevidst hvad der var sket for hun drømte om underlige katte der forfulgte hende igennem natten, hvilket just ikke var så behagelig som det nu engang lød at kunne være. Så det gjorde blot hun rykkede lidt mere rundt på sig men uden rigtigt at vågne.

Som Deavas lagde hånd på hendes krop vågnede hun stadig ikke. Nomalt skulle der en god rusken til at vække hende før tid, eller noget andet drastisk. Så at Deavas blot lod sin hånd befamle hendes krop som han gjorde vågnede hun ikke af. Trods hvis hun havde været vågen ville hun nok blot endnu engang gå i panik over det, men for nu var hun blid som et lam.

Hisashi saad roligt og ventede til deavás kom ind. han så op på sin herre og nikkede forstående. han vidste han ville blive torturet på den ene eller anden form. derfor rejste han sig og skyndte sig at hoppe ned af trapperne og landte blidt på alle 4. han skyndte sig ud til brønden og hentede en spand med vand.
han fik muskler af at gøre sådan noget som at hente vand for det vejede jo. han hælte lidt af vandet ud i brønden for at det ikke spildte på vejen. han begyndte nu at gå ind af mod huset.  hans blik var på spanden for han vidste hvad der ville ske vis han spildte. han skyndte sig men på samme tid var forsigtigt.
han kom op til værelset og bankede stille på før han gik ind og stilte vandet på gulvet. han havde også hentet et glas fra køkkenet så han kunne bruge lidt af gangen.

Den unge pige sov trygt i sengen også selvom hun ingen ide havde om hvad hun var endt i. Deavás holdt blikket på hende, som han hørte Hisashi lukke døren og gå udenfor. Hans blik forlod hende ikke, som hun flyttede sig let fra side til side. Synet at blod var tydeligvis en udfordring, men Deavás havde flere måder at torturere folk på, så mon ikke han nok skulle få hende knækket.

Deavás vendte blikket mod døren, som Hisashi atter trådte ind, dog først efter at have banket på. Han var opdraget godt.. Det lidt kunne man i hvert fald godt give ham. Hans blik dalede mod spanden, der blev sat på gulvet, som han tog imod glasset og dyppede det ned i spanden for at tage det fyldte glas op. ”Hvad ved du om hende?” spurgte han roligt, som han var nød til at vide om hun havde nogle forbindelse i byen, som var ville være tvunget til at skille sig af med eller om han sagtens kunne beholde hende uden at nogen ville komme efter hende. Deavás holdt vandet i hånden, som han havde sluppet hende og i stedet fokuserede sig om Hisashi. Egentlig tænkte han at det ville være nemt at vække hende med vandet, men måske der var noget, som var langt sjovere?

Det så ud til at Corrine var rolig, men efterhånden kom der flere og flere klynk fra den stakkels pige og hun bevægede sig mere og mere. Det lød jo næsten til Corrine lå og var i smerter, eller som minimum havde et slemt Marit der fik hende til at ligge og vende og dreje sig. Men det blev værre og værre, sved begyndte at komme frem på hendes pande.
Med et vågnede Corrine med et sæt og skreg straks op og famlede panisk med sine hænder over alt hun kunne nå på hendes krop. Smerte havde vækket hende og den var ulidelig, hver en lille centimeter af hendes hud føltes som om den brændte og som hver en knogle i hende brækkede en efter en.
I sit smerte anfald faldt Corrine ud af sengen, og det lignede noget voksede ud af ryggen på hende og prøvede at presse ud af kjolen. Det gjorde Corrine panisk fik revet sin kjole af og med et sprang 2 sorte vinger ud af ryggen på hende, huden var sprunget op og der flød blod ned af ryggen på hende, samt vingerne havde et rødligt skær af blod.
Stadig skreg Corrine panisk som hele hendes krop nærmest knagede som hendes former ændrede sig. Hun nærmest rev sine arme til blods som fjer begyndte at vokse ud fra hendes håndled og op til hendes albuer. Det brunlige hår skiftede roligt farve til at være kulsort og meget af det faldt ud for hun at blive erstattet af fjer, igen begyndte blodet at langsomt glide ned fra hendes hoved.
Resten af hendes krop ændrede sig også, hendes fingre blev lidt længere og mere spinkle at se på, hendes barm udviklede sig til en fuldvoksen kvindes sammen med de andre kropslige attributter.
Skriget fra Corrine ville ikke stoppe så længe forvandlingen stod på.
Med et faldt Corrine lidt sammen og blev stille bortset fra hun hulkede, straks kunne man høre stemmen havde ændret sig fra den lyse barnlige til en mere moden tone.

Corrine forstod ikke hvad der var sket, hun kunne kun se på sine arme med et tomt blik, trods blodet hun så holdt smerten hende vågen. Det var som den del af hendes mindre fra sit tidligere liv der var blevet undertrykt så længe væltede op i hende igen, og alt virkede blot som en film der kørte foran hendes øjne. Alt hun forstod lige nu var hun havde ikke været sig selv i rigtig lang tid, og nu var hun, eller, det var hun så ikke, for hun havde... FJER! gud nej sig det også var en ond drøm som hele det med hun havde været barn igen... loge om lidt vågnede hun på en kro og havde bare drukket for meget brændevin som altid... nej smerten, det var ulideligt, det kunne ikke være en drøm.
Panisk rettede hun et flakkende blik op og prøvede blot at få øje på hvem end det var der havde ført hende her til.. men selv hendes syn var anderledes, det hele stod blot en anelse mere skarpt og i en anden vinkel.. Så Corrine måtte blot sidde og blikke med øjne og kigge skiftevis på sine arme og ud i lokalet mens hun klynkende og træk sine ben op under sig selv

Hisashi så på sin herre som han spurgte hvad hisashi vidste om pigen. "hun lugter meget af slave. hun arbejder vidst for en ældre dame. sådan som jeg forstod." han skulle til at tænke lidt over vad han mere vidste da pigebarnet pludselig skreg op. han fik så stort et chok at han forvandlede sig til en kat og hoppede op på kommeden. han så mod pigebarnet der pludselig rev sin kjole af og sorte vinger dukkede frem. han så chokeret på pigen den havde han nu aldrig troet ville ske. han hvæsede lidt af de vinger og da hun stoppede med at rive i sig selv og bare lå og klynkede hoppede han forsigtigt ned og gik over til hende i katteformen.
han snussede til hende og så mod deavás "hun lugter ikke som før... og dog." han snussede igen til hende og lod hende ikke se at han talte han gik bag hende når han talte. han så på vingerne og ville vildt gerne tage en bid af dem men vidste at det måtte han ikke uden tilladelse.
"hun har stadig lugten af slave over sig.... men hendes krop er helt forandret.... den lugter.... modent" sagde han lettere undrene. dette havde han aldrig set før

Den pludselig opvågning forbavsede Deavás, som han hurtigt tyssede på Hisashi, så han kunne følge med i hvad der skete med hende. Forhandlingen var ikke til at tage fejl, han havde set det før, men han var også klar over at Hisashi ikke havde midlerne til at lave den slags eliksirer, så der måtte være en anden bag morskaben. Skrigene fik ham til at smile mere, som han rejste sig fra sengen og fulgte Hisashi, som de begge bevægede sig hen til hende. Han nikkede roligt til hans ord, som han godt kunne fornemme på hendes krop at den var blevet ældre, men noget kunne tyde på at pigen ikke selv var klar over hvad der var sket. Hun virkede splittet, måske det ikke var første gang at hun var blevet udsat for noget lignende, alligevel forbavsede de mange fjer hende.

Deavás rakte hånden frem, som han placerede den mod hendes skulder og kort strejfede en fjer. Vingerne undgik han med vilje, mest fordi de var yderst sårbare lige nu og de kunne godt vise sig at være nyttige senere. ”Corrine” kaldte han stille, dog med en kølig undertone, som han vred hovedet let af hendes klynken. Roligt brugte Deavás foden til at skubbe Hisashi ind foran hende. Hun lod til at have reageret på katten tidligere, så måske det kunne køle hende lidt ned? Han kunne ikke arbejde med en hysterisk kvinde, men der var flere måder at lukke munden på hende, hvis det blev nødvendigt.

Smerten lå stadig tungt ind over Corrines krop for hvert åndedrag hun tog og da der blev lagt en hånd på hendes skuldre gispede h0un lidt i smerte. Hvad var det nu der var sket, der var ham der Samson, og han havde slået hende, og så var alt næsten blevet som en drømme, hvor... hvor hun var slave? Eller måske var det hvad hun var og det før, nej hun var sig selv, nej hun var langt fra sig selv nu..
Corrine vidste på ingen måde hvad hun skulle gøre men da der stod en kat foran hende lige pludselig, da hun blot først og studerede den forsigtigt, minder om den samme kat på marked kom frem, og hun huskede den kunne lidt at blive nusset og den var nuttet..
Da hendes navn blev sagt bag sig spjættede Corrine lidt og kiggede sig om skulderen og fik øje på Deavas.. var det ikke hvad han hed?
Smerten fra spættet kom straks og Corrine så ud til at ømme sig.

"Hvor... hvor er jeg.... Hvad... hvordan.. Jeg... Jeg har fjer?" Spurte Corrine stille og forvirret, trods smerten Hold hende vågen var hun stadig lidt rundtosset af alt det blod på hende. Fortabt kiggede hun op på Deavas og håbede inderligt han havde nogle svar til hende, måske kunne forklare hvad der var sket, og hvad hun var, måske forklare hvad der var rigtigt og hvad der var forkert.

Af brug for lidt trykheds tog Corrine katten op og tog den ind til sig og skrammede den forsigtigt, hun havde brug for noget tæt på sig.

Hisashi kunne ha fortalt sig selv at deavás ville skubbe ham ind foran hende, da hun tog ham op og krammede ham så han helt chokeret ud. han blev sjældent krammet. han så op på deavás og så på corrine. uh de fjer de kildede alsår. han så ned af hende. og så på blodet der også lå på gulvet, så skulle han gøre rent. 
han så på deavás for han var nød til at svare på hendes spørgsmål eftersom hun spurgte ham. han mærkede krammet og holdte sine klør inde så han kun holdte en pote på hende for ikke at skade hende ydeligere.

Pigebarnet var tydeligvis ude af den og Deavás var ikke kendt for at bruge tid på at trøste andre, så han valgte at udnytte Hisashi i stedet, nu hvor han var i sin katteskikkelse og det lod til at give pote, som pigen straks greb ud efter ham og krammede han. Deavás kunne ikke lade vær med at fryde sig over situationen, som Hisashi tydeligvis ikke brød sig om behandlingen. Han lod dem dog kort nyde hinanden selskab, før at han vendte retur til hendes spørgsmål.

”Jeg er bange for at De er blevet offer for en eliksir, Frøken” forklarede han med et roligt nik, som eliksiren måtte have haft en langsom effekt på hende. Det var ikke til at sige hvilken det drejede sig om, men Deavás havde ikke brug for at finde en eventuel modgift, som fjerene var en interessant tilføjelse til hendes forskræmte personlighed. ”Lad os få Dem i bad, så De kan få blodet af” forklarede han roligt, som han tilbød hende en hånd endnu en gang. ”De må gerne tage katten med, han trænger til et bad” sagde han opmuntrende, som det var sandt samtidig med at Hisashie bestemt ikke ville kunne lide det, derfor gjorde det det endnu bedre. To fluer med et smæk.

Det gjorde Corrine rolig at have katten ind til sig, det var rart at føle den tæt på, den var så blød. Og hun kiggede med sine nu gule øjne op på Deavas. En eliksir? Hun mindede noget... en herre der havde givet hende en på markedspladsen... men, også 8 år siden hvor hun sidst var sig selv, der fik hun en, den startede det hele... men hun var sig selv igen, men hvorfor også en fugl, hvilken ubamhjertligt menneske ville byde hende dette.
Dog som Deavas rakte sin hånd imod hende, tog hun forsigtigt imod den og træk sig op fra gulvet, i sin anden arm holdt hun stadig katten ind til sig, især nu hvor den fik lov til at komme med hende i bad. Ja hun kunne godt bruge at få det her blod væk, det var begyndt at være lidt for meget.

Som hun rejste sig mærkede Corrine hvordan hendes ryg føltes tung, men kom i tanke om vingerne der vejede lidt, men de var dog lettere end hun lige havde regnet med.
"Men... jeg har fjer... jeg er hæslig" sagde Corrine stille og filgte blot med Deavas og havde virkelig svært ved at tænke klart, det var som om hun var kommet længere væk jorden, nå ja hun var vokset. Corrine kom i tanke om hendes barm var blottet dog holdt sin arm op for at dække den. Det betød så at katten nu hang i hendes Armani hendes kavalergang.

Hisashi så på sin ejer og da han tilbød hende et bad var han klar til at blive sluppet. men da han kom med sin udtale om at tage katten med så Hisashi på ham med store øjne. VAND!!!! nej nej nej nej. det måtte ikke ske. han vred sig lidt og blev så sat op i kavalergangen på pigen og hans menneske jeg ville være rød i hovedet nu. men han var en kat og derfor havde han ikke andet end to sitrene øre. hvorfor skulle han i bad. det var kun hans tøj der manglede en vask han gjorde sig ren hele tiden. hvorfor skulle han i bad med hende.

Noget kunne tyde på at modningen af kvinden havde gjort hende lidt mere modstandsdygtig overfor mængden af blod, hun kunne håndtere, men det var ikke til at sige om det var chokket over forvandlingen, der blokerede en eventuel reaktion på det. Dog hjalp han hende atter på benene, som han skævede ned til Hisashi der ikke lod til at slippe lige foreløbig. Deavás kunne ikke lade vær med at fryde sig over situationen, han havde lige fundet den perfekte afstraffelse til Hisashi og samtidig fik han mulighed for at se kvindens krop udfolde sig.

Med en rolig hånd placerede Deavás hånden på Hisashis hoved, som han vred sig og ikke lod til at bryde sig om tanken. ”De burde dog være forsigtig, han er ikke helt glad for vand” forklarede han med et skummelt smil rettet mod Hisashi, før at det blev mildere, da han vendte blikket mod hende. Kvindens ord fik ham til at smile, som han løftede hånden fra Hisashi mod hendes hage for at løfte hendes blik. ”De er ikke hæslig” forsikrede han hende blidt, før at han ledte vejen mod det nærmeste kar. Vandet fra tidligere var nyttigt, som han dog var klar over, at det ikke ville være nok til at fylde karret op. ”Find De Dem blot til rette, imens jeg sørger for mere vand” forklarede han hende, som han slap hende og alligevel ikke. Han rettede berøringen mod hendes krop igen, nærmere bestemt hendes kraveben. ”Sig endelig til, hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe Dem” lød det mildt, som han lod hende være alene i rummet med Hisashi, skulle der ske noget, så var Hisashi der stadig. Imens gik han retur til brønden for at fylde endnu en spand med vand.