Det virkede urealistisk at personen foran dem havde været Signild – selvom hun ikke havde mindet meget om sig selv de sidste dage. Selvom Éir ikke havde kendt hende, havde han et klart billede af hvem hun havde været, og det havde været en person han gerne ville have kendt bedre. Men Kile kom efter alle, selv de bedste. Om nogle dage kunne det være at hendes sjæl ville dukke op i helbredelseshuset, forvirret og skræmt, og selvom det ville glæde ham at kunne tale med hende igen, nu uden hendes smerter, vidste han godt at det ikke ville være det samme. Meget af det der gjorde end person hvad de var, lod til at være forbundet med kroppen.
Drengen stod trist og kiggede på den gamle kvinde, og ænsede nærmest ikke Dhalias forsøg på at trøste ham, selvom ordene fandt vej til ham. Han havde ondt af hende, at de var de eneste der ville være ved hendes side, for hun havde virket som en person der fortjente mere.

Døden var en sær ting for Éir. Hans evne til at høre og tale med de dødes ånder gav ham et unikt perspektiv på sagen, og havde tvunget ham til at tage stilling til problematikken allerede fra en ung alder. Derfor var der intet barnligt ved det hårde udtryk i hans øjne, som han strakte sin hånd ud og tog om Signilds, stadig varm selvom han vidste at hendes sjæl ikke længere besad hendes krop.
”Hvis du tror dóden skrämmer mig –” sagde han i et stille tonefald og en stemme der var stabil som verdens fundament, men kunne ikke færdiggøre sætningen. Hans tavshed måtte tale for ham, som han drejede hovedet for at se Dhalia i øjnene. I hans blik ville hun kunne se den beslutsomhed, som han ikke ville kunne beskrive, om han havde tusinde ord.

Dhalia lagde en rolig, fast hånd på Éirs skulder "Jeg forsøger ikke at skræmme dig Éir. Men døden er en del af hvervet. Det er en realitet du må forstå og erkende hvis du ønsker at forblive her"

Det var ikke en nem ting, og Dhalia var ikke glad for at skulle udsætte en så ung for det. Men som hun så hans stålsatte blik og faste stemme, var hun ikke i tvivl om at han kunne klare det. At han ikke frygtede døren som nogle. At han kunne acceptere at døden fulgte dem, og at man ikke altid kunne redde alle.. Selv ikke dem man ønskede at redde mest.

"Kom. Lad os lade hende få fred. Der vil komme nogen fra Kiles Tempel og tage sig af resten her fra. Vi har gjort alt for hende vi kan" sagde hun, og gav hans skulder et klem, inden hun lod hånden glide en smule længere om på hans ryg, for at lede ham ud af lokalet. Der var ingen grund til at de blev i lokalet længere. Som hun sagde, der havde gjort alt hvad de kunne. Alt hvad der var tilbage af personen der havde været, var hendes kødelig krop.

Éir var usikker på præcis hvad han følte i det øjeblik. Selvom døden ikke holdt meget frygt for ham, virkede det surrealistisk at den livlige kvinde han havde lært at kende ikke var mere. Ligeså snart hans vilje sedimenterede og blev stålsat på at hjælpe, vendte usikkerheden tilbage. Hans hænder knyttedes og blev slappe gang på gang igen. Sikker som han havde været på at dette var det rette kald for ham, var han for alvor nød til at spørge sig selv om han kunne håndtere det uundgåelige.
Hånden på skulderen hjalp, og han sænkede blikket for at Dhalia ikke ville se tvivlen der havde sneget sig ind. Han lod hende lede ham ud af lokalet, og kunne ikke lade være med at føle sig lettet da døren lukkede bag dem. ”Jeg. . . Jeg er nód til at tänke over det.” Han løftede blikket så hun kunne den malstrøm af blandede følelser der var hans ansigt. Han håbede a hun ville forstå. ”Kan jeg fá fri for i aften? Jeg -” han sloges med at finde ordene til at udtrykke sandheden, men hans mod fejlede ham. ”Jeg  har det ikke sá godt.”
Han trængte til at komme lidt væk fra det hele, for at distancere sig fra en virkelighed der pludseligt var blevet lidt for virkelig. Hvis han blot kunne få mulighed for at sidde på sit værelse og spille sin musik, følte han sig sikker på at hans rodede tanker ville redde sig selv ud, og han ville genvinde den klarhed han havde haft for øjeblikke siden.

Dhalia nikkede uden tøven "Naturligvis Éir" hun lagde en hånd på hans skulder igen, og gav den et klem "Tag så lang tid du har behov for. Jeg ved det ikke er nogen behagelig oplevelse, men hellere du får den nu, hvor vi har tiden og roen til at tale om det, end senere..." hendes stemme var stadig lavmælt, men også stærk og omsorgsfuld.
Hun ville ikke tænke det mindste skidt om ham, hvis han trængte til at ligge ned. Hun ville gerne sige det blev nemmere med tiden, med antallet af gange man havde gjort det.. men det ville ikke være sandt. Den eneste trøst, var at man med tiden blev bedre til at håndtere synet, alle de følelser de bragte med sig, og den hårde knude der satte sig og snørrede mave og bryst sammen i én, hård knude.

Efter at have givet hans skulder endnu et klem, slap Dhalia den unge mand igen "Jeg vil være i køkkenet en times tid endnu, inden jeg tager hjem for i aften. Kom og snak hvis du har behov for det. Eller tal med Kit. Hun har ikke været igennem det på samme måde som dig, men hun vil forstå"

Drengen nikkede. Han kunne ikke finde på noget at tilføje, og vendte sig i stedet rundt op krydsede gangen. Da de allerede var på første etage gik der ikke lang tid før han var på sit værelse. Efter at have lukket døren satte han sig på sin seng, og åbnede vinduet så den køllige vinterluft (for det er vel stadig vinter? :b) kunne komme ind. På trods af kulden nød han den friske luft.
I det øjeblik gik det op for ham at stemmerne var tavse, hvilket ellers sjældent skete i helbredelseshuset. Éir forestillede sig at det var af respekt for den nyligt afdøde, og tanken bragte et smil til hans læber, der hurtigt forsvandt da knuden atter pressede på. Han begyndte at spille en sørgmodig melodi, og før han vidste af det var han i gang med at synge fortællingen om Signilds liv. I den korte tid han havde kendt kvinden var det ikke meget af hendes historie han havde fået fortalt, men han havde en levende fantasi og intet problem med at finde på for at fylde hullerne. Musikken hjalp ham med at fordøje hvad der var sket, og som knuden blev lettere skiftede musikken tone. Der gik ikke længe for at Sigrids liv var en eventyrlig fortælling på niveau med enhver af Éirs andre fortællinger. Han kunne næsten ikke holde et smil tilbage, som historien udviklede sig i hans hoved og Signild kom på flere og flere eventyr. I sin entusiasme havde han helt glemt at han vidste hvordan historien endte – i hans fortællinger havde Signild påtaget sig en udødelig tidsløshed. Når han var fortælleren behøvede ingen at dø.

-------------

Nogle timer efter at han var gået ind på sit værelse, hørte musikken op. Den letsindighed han havde opnået forsvandt hurtigt som virkeligheden pressede sig ind på ham. Signild var død, og der var intet han kunne have gjort for at hjælpe. Ikke på grund af mangel af evner eller vilje – det havde blot været hendes tid. De var alle dødelige, og det betød at døden var uundgåelig. Han var nød til at acceptere det, men fandt det utroligt svært. I et forsøg på at distrahere sig selv gik han ned i køkkenet, selvom han vidste at Dhalia måtte være gået for længe siden. Han vidste ikke om han ledte efter nogen at tale med, eller blot en distraktion. Eller om det gjorde en forskel.

Køkkenet var ikke tomt da Éir ankom, men, som forventet, var det ikke Dhalia der sad i det lille køkken, men Kit der tullerede rundt, i færd med at rydde en efterladt tallerken med mad op. Den tallerken Dhalia havde spist af tidligere, og som hun have påstået hun ville gå ned og færdiggøre, men tilsyneladende ikke havde appetit til alligevel.

Kit så op fra sit arbejde, og de velkendte, næsten mekaniske bevægelser af hendes oprydning standsede "'Aften Éir" hilste hun lavmælt, og overraskende somber for den unge kvinde. Hun var ikke naive nok til at kalde det en 'god' aften.
Kit stirrede lige ned på den tomme tallerken mellem sine hænder, inden hun fortsatte.

"Kilepræsterne var her for lidt siden, og Dhalia tog hjem umiddelbart efter... ellers gik hun med dem. Det gør hun nogle gange" mumlede Kit mens hendes hænder fraværende drejede tallerkenen mellem sig. Til sidst lod hun til at opdage sit efter pilleri, og satte tallerkenen fra sig på bordet, med en fast, bestemt bevægelse.

”’Aften,” sagde Éir og satte sig ved bordet. Han begyndte distraheret at stemme instrumentet han havde slæbt med, for at have noget at lave med sine hænder. Han lyttede hun halvt til hvad hun sagde, ude af stand til at komme ud af sit sløvsind. Den overraskende lyd af en tallerken der blev slået ned i bordet fik ham til at løfte hovedet og se forvirret på Kit, som havde han ikke indset at hun var i rummet før i netop det øjeblik.
”Kit. . .” startede han tøvende. Han havde ikke været klar over at han behøvede at tale om sin oplevelse før nu, hvor han næsten ikke kunne holde spørgsmålene tilbage. Han vidste ikke hvordan han skulle starte.
”Dhalia –” Nej, det var ikke rigtigt. Han faldt tavs, spillede en enkelt tone på sin lut og drejede på stemmeskruen, selvom tonen havde været ren. ”Hvad tror du der sker nár vi dór?” væltede det ud af ham. Hans normale munterhed var forsvundet og havde efterladt ham følende sårbar.

Kit bed sig svagt i læben som Éir tøvende udtalte hendes navn og mumlede et hurtigt "undskyld..". Hun havde ikke ment at sætte tallerkenen ned så hårdt, eller så larmende. Hun havde ikke ment at overraske Éir på den måde, eller trække ham ud af sin tænksomhed! Hun viste udemærket hvad han havde været viden til tidligere på aftenen, og hun burde ikke...

Hans spørgsmål afbrud hendes tanker og hun fugtede langsomt sine læber "Jeg.. tror der er noget godt, noget rart. Præsterne siger vi kommer til Kiles rige indtil det igen er vores tid til at gå på jorden igen, men... Jeg tror - jeg håber - det er et rart sted" svarede hun lavmælt.

Det havde altid gjort det nemmere for hende at se folk dø med den overbevisning. Det var okay, for de kom videre til et sted hvor de ikke skulle være i så meget smerte. Det var okay at savne dem, men man kunne også være glad, fordi de var kommet til et bedre sted, hvor de ikke længere skulle lide.

Èir var stadig urolig, selvom Kits svar havde været optimistisk, og han forstod ikke hvorfor. Uroen voksede i ham og fik hans ben til at tampe hvileløst under bordet. Drengen havde haft brug for mere end en optimistisk indstilling til døden, han havde haft brug for svar. Pludseligt indså han hvorfor det gik ham så meget på. Han brugte sin tid på at lede de afdødes sjæle videre med sin sang og historier, men hvad hvis der ikke var noget efter livet? Var det så ikke effektivt mord, det han gjorde? Og hvad hvis det ikke var rart det der ventede, hvad hvis han sendte sjælene til evig tortur i efterlivet?
Det gik op for Éir at han hyperventilerede. Han gemte sig koldsvedsdækkede ansigt i hænderne, og tvang sig selv til at trække vejret langsommere. For første gang ønskede han at han havde lyttet til præsten der årligt havde besøgt hans hjemø, i et forsøg på at undervise børnene i fastlandets religioner. Alt han kunne huske var at de der forsvandt til søs levede evigt hos Valeria, men de var mange mil fra den nærmeste kyst. På fastlandet var Valeria ingen hjælp.

Uden at fjerne hænderne indså han hvor barnligt han opførte sig, og et kort øjeblik overdøvede skammen hans panikslagne ubehag. Hvad måtte Kit ikke tænke om ham? Efter at han havde fået vejrtrækningen under kontrol sænkede han hænderne og forsøgte at se nonchalant ud, men hans ansigt bar unægtelig præg af de voldsomme følelser han stadig følte. Som han desperat undgik at få øjenkontakt med Kit, prøvede han at regne ud hvad en voksen ville gøre i hans sted.
Han fandt svaret, rejste sig op og forlod lokalet uden at sige noget. Et halvt minut senere dukkede han op med flasken han havde set Dhalia bruge til at bedøve patienter. Dens gyldne indhold skvulpede omkring som han bevægede sig, og fandt først ro da han stillede den nænsomt fra sig på bordet. I hans fortællinger var der kun to løsninger på problemet om dødelighed – alkohol eller eventyr til dødsriget, og Éir kendte ikke vejen.
Hans blik faldt på Kit, og han bad en stille bøn til Valeria. Han vidste at Dhalia ville blive sur på dem hvis de drak, så han kunne ikke spørge hende om at drikke med ham – men han havde ikke lyst til at være alene.
”Tórstig?” spurgte han med et skævt smil.

Kit viste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv som Éir vendte sig ind i sig selv, i stedet for at slappe af som hun havde håbet. Eller, hun viste ganske vist hvad hun burde gøre, men det her var jo Éir, og ikke en eller anden patient! Kit kiggede ned på sine fødder, mens hendes tanker ræsede. Hun måtte gøre noget, hun kunne ikke bare lade ham sidde i det selv!
Hun knyttede hænderne. "Éir-" sagde hun og så op, lige i tide til at se ham forlade lokalet. Oh... okay..

Hun tabte pusten igen og satte sig op på køkkenbordet med et lille hop. Dhalia var imod det, og jagede hende altid ned når hun så det, men Kit kunne bedst lide at sidde der, af alle steder. Det beroligede hende, og guderne vide hun havde brug for det lige nu! Inden hun kunne nå at tænke for meget i cirkler om sig selv, vendte Éir dog tilbage.
Kit skævede fra ham til flasken og tilbage igen. De burde ikke. Dhalia ville blive skide sur.

Uden et ord rakte Kit ud, længere hen af køkkenbordet, samlede to glas op og satte dem sammen, mellem hende selv og Éir. Hun nikkede, en enkelt gang, men bestemt.

Èir gav hende et taknemligt smil. Det sidste han havde brug for var at blive belært. Han vidste udmærket at de brød en masse regler, og at Dhalia ville blive arrig. Det var fremtids-Éirs problem.
Han hev proppen af flasken, hældte op til dem begge og stillede flasken på køkkenbordet. Efter en kort overvejelse satte han sig også på køkkenbordet, på den anden side af glassene. Han løftede det ene glas for at skåle, hvorefter han tømte det i et drag.

Før Éir kom til hovedstaden havde han rejst fra havn til havn som sømand ombord på en blanding af skibe. Det var ingen hemmelighed at sømænd havde en forkærlighed for alkohol, og selvom hyren for en uerfaren dreng som Éir ikke var meget mere end kost og logi, havde han været fuld mange gange i sit liv. Han var vant til at drikke det billigste og kraftigste havnemyndighederne tillod salget af. Dhalias alkohol tjente et formål, og det formål var at være den stærkeste væske penge kunne købe. Det var ikke en drik til at drikke sig fuld i, det var en drik designet til at gøre dig bevidstløs.
Som væsken rørte hans tunge, skabte den varme der spredte sig igennem hans krop, og hurtigt udviklede sig til en steppebrand. Det var først efter at han havde bundet glasset at han mærkede den brændende fornemmelse, og chokket fik ham til at synke det forkert. De indeholdte host forhindrede ham i at synke, men han nægtede at spytte væsken ud foran Kit. Han var overbevist om at hvis hun så at han ikke kunne håndtere stærk alkohol, ville hun kun se ham som et barn. Han holdt en håndryg foran munden som han fik kontrol over sine spastiske hosteanfald, der fik ham til at rokke frem og tilbage på stedet. Efter en pinligt lang tid lykkedes det ham at synke.
”Bl-” begyndte han, men blev afbrudt af et hosteanfald som den friske luft kilede hans lunger. ”Blód- som silke” fik han fremstammet mellem host.

Kit gengældte lidt forsigtigt Éirs smil, som han hoppede op på køkkenbordet ved siden af hende. Nu var de i det sammen, på godt og ondt. Hvis Dhalia kom tilbage, eller Ben dukkede op, ville de begge får en skideballe af dimensioner, og blive sat til at tømme pispotterne den næste måned... men i det mindste ville de være to om det!

På trods af at have været på helbrederhuset noget længere end Éir, havde Kit faktisk aldrig forsøgt at drikke remedierne, andre end dem Dhalia havde insisteret på hun skulle prøve, for at få en fornemmelse af hvordan de virkede på andre. Men det her var nyt, og selvom hun var ivrig nok i sin skål, drak hun noget mere forsigtigt end Éir. Til trods for sin forsigtighed, følte Kit stadig som om nogen havde sat ild til hendes tunge først, og dernæst fjernet følelsen i resten af hendes mund. Hun skar en grimasse, så endnu en, og blinkede en halv tåre væk.

"Mere som grovspundet uld dyppet i rævepis!" foreslog hun, men løftede alligevel glasset for at tvinge et sip mere ned, så Éir ikke var alene om det. Hun overvejede om det var nemmere at hælde det hele ned som han havde gjort, men hans hoste var nok til at hun tog det stille og roligt.

Han klukkede over hendes svar mens han skænkede sig selv et mindre glas en det første. Éir havde lært af sin fejl.
”Tór jeg spórge hvorfor du kender den smag?” sagde han med et kækt smil. Drengens stemme var stadig hæs efter det første glas.

Ilden der havde løbet igennem ham var falmet til en glødende varme, der langsomt blødgjorde hans spændte muskler. Han gjorde sit bedste for ikke at tænke på grunden hvorfor han var anspændt, men uden held.
Éir tog en forsigtig tår af sin drink, mens han forsøgte at sætte fornemmelsen på ord.
”Jeg har aldrig väret bange for at dó. Ikke fór nu.”
Som ordene forlod hans læber vidste han at det var sandt. Signild var død, og alt han kunne tænke på var sig selv. Han skammede sig over sin selviskhed, men vidste at der ikke var noget han kunne gøre ved det.
Han stirrede målrettet på sit glas, spændt på hvad hun ville sige. Dhalia havde sagt at Kit ville forstå, men hvis ikke hun havde været igennem det samme, hvordan kunne hun?

Kit var ikke sen til at gengælde det kække smil "jeg havde en storebror" svarede hun igen, men knap havde ordrerne forladt hendes mund før smilet stivnede lidt i kanten igen. Hun vendte blikket væk og tog den sidste slat fra sit glas, skar en grimasse og rakte det tomme glas frem mod Eir som han skænkede til sig selv.

Kit nikkede langsomt som Eir fandt kernen af sin tvivl. Hun vendte glasset mellem sine hænder et par gange mens hendes blik flakkede en anelse "det er aldrig nemt at blive konfronteret med døden.. Især ikke på den måde, især ikke ved folk man.. Kan lide. Men jeg tror.. Måske det ikke er en skidt ting at frygte døden, sådan lidt, så længe det ikke holder en helt fast" svarede hun langsomt og bed sig til sidst en smule i læben, inden hun tog og hamrede hele det genopfyldt glad ned på en gang. Hendes øjne blev våde.

Éir skar en grimasse. Han havde ikke lyst til at forestille sig hvordan det forklarede noget at hun havde en storebror. Drengen åbnede munden og nåede at sige ”Hvordan -”, før det gik op for ham hvad hun havde sagt. Kit havde haft en storebror. Stemningen i rummet blev pludseligt trykkende, og Éir vidste ikke hvad han skulle gøre for at lette den. Det tætteste han selv havde været på død var hvad han havde oplevet tidligere på dagen, og han havde ingen idé om hvordan det måtte være at miste familie.
Som hun rakte glasset frem skænkede han til dem begge, mens han lyttede til hvad hun havde at sige. Den rødhårede dreng forsøgte diskret at studere hendes ansigt. Der var noget i hendes udstråling – i måden hendes øjne vandrede og måden hun løftede sit glas - noget der lagde en frygtelig vægt bag hendes ord, og skræmte ham.

”Du har ret,” kommenterede han endeligt, som hun tømte sit glas. Han kunne umuligt sige hende imod, selv hvis han havde lyst. Han løftede glasset til læberne og kastede hovedet tilbage, og denne gang beholdt han kontrollen, efter en rystende udånding.
”Har du lyst til at tale om det?” spurgte han forsigtigt, ude af stand til at hvile blikket på hende mens han talte. Måden han spurgte på efterlod ingen tvivl om hvad 'det' måtte være.

Kit lagde ikke mærke til Éir blik flakkede andetsteds, for hendes eget var fast rettet mod glasset mellem hendes hænder. "Nej..." svarede hun blankt da den mærkelige dreng spurgte om hun ville snakke om det. Alligevel fortsatte hun efter en pause af stilhed. "Han døde af Dæmon pest. Der var ikke noget jeg kunne gøre".

Hun prøvede at få det til at lyde som om hun var ovre det, som om det var fortid, men skam og skyld fyldte mere i hendes stemme, end hun nogensinde ville indrømme. 
Hun havde snakket om det før, med Dhalia, massere af gange. Hun var okay, det var hun virkelig! Det var ikke fordi hun var bange for at fejle igen. Det havde ikke noget at gøre med grunden til, at hendes evner ikke ville virke når folk kiggede på hende..

"Det er år siden nu, så det er ikke så vigtigt" prøvede hun at skifte fokusset med igen, men uden rigtig at have noget sted at flytte det hen.

Éir vidste ikke hvad han skulle tilføje efter hun sagde nej, og følte sig ansvarlig for den pressende tavshed der lagde sig mellem dem. Netop som han havde fundet på en måde at skifte emnet, fortsatte hun. Han lyttede uden at fjerne blikket fra hende, men havde kun modet til det fordi hun nægtede at se op. Selvom hun sagde at der var intet hun kunne have gjort, fortalte måden hun sagde det på ham noget andet. På en eller anden måde, og af en eller anden grund, bearbejdede hun sig selv.
Éir havde aldrig mistet nogen på den måde. Han kunne umuligt sætte sig ind i hvad hun følte, men han mærkede det brændende behov for at hjælpe. Dét, sammen med en solid mængde alkohol, lod ham bekæmpe sin nervøsitet.
Han holdt hånden ud til hende, og gav hende et trist halvsmil hvis hun så op. Håbet var at hun ville tage hans hånd, så han kunne forsøge at trøste hende så godt som han kunne. Nærheden af en anden person var alt han kunne finde på til at hjælpe.

Han vidste én ting eller to om uhelede sår, efter at have lyttet til utallige ånders ulæste problemer. Selvom han aldrig havde været i hendes situation, gættede han på at det var bedste hun kunne gøre var at tale- ikke om hvordan hendes bror var død eller hendes rolle i det, men om de gode minder. Det var nemt at glemme at sørge, hvis man følte sig ansvarlig.
”Hvad hed han?” spurgte Éir forsigtigt.

Stilheden fik Kits blik til at flakke op mod Éir, og den udstrakte hånd. Hun så håbet i hans blik, om end hun kun mødte det et split-sekund, før hendes blik faldt tilbage mod gulvet. Hun knugede sine hænder sammen, inden hun langsomt åbnede dem igen, og forsigtigt rakte ud mod Éirs tilbudte hånd.

Kit var ikke sikker på om han troede hendes ord, og rakte ud for sin egen skyld, eller for hendes, men hun var taknemmelig for det. Hans nærhed hjalp hende med at være... mere tilstede, og ikke lade sine tanker drive væk til mørkere steder. Havde det ikke været for alkohollen havde hun nok synes det var mærkeligt at holde i hånd sådan. Men lige var det okay, selvom hendes fingre kun forsigtigt havde rørt hans.

"Sorin" svarede hun lavmælt, og snøftede. "Han.. lavede altid ballade og drillede.. Men.. men" hendes sætning blev afbrudt af et snøft, men hendes tanker drev deres egen vej, og hun fik aldrig samlet op på sætningen igen.

Éir sænkede deres hænder til bordet, i en mere afslappet stilling. Følelserne i hendes stemme gjorde ham i tvivl om det virkelig var fornuftigt for hende at tale om sine problemer. For de afdøde var det nemmere. De fikserede på et aspekt i deres tidligere liv, men uden følelse. Følelser var noget der hørte til kroppen. Her kunne hans erfaring ikke hjælpe ham.

”Jeg -” forsøgte han forsigtigt at undskylde, men stoppede sig selv da han kunne mærke sin stemme skælve. Han var nød til at tage en beslutning. Enten gav han op på at hjælpe, eller også stolede han på sin første indstilling og pressede videre. Allerede før han havde tænkt tanken færdig, vidste drengen at han ikke blot kunne være tilskuer. Selvom hans hjælp risikerede at gøre alting værre, var han nød til at prøve.
”Fortæl mig om ham.” Hans stemme var dæmpet, og sætningen var udtrykt mere som et spørgsmål end en opfordring.

Kit drejede ansigtet væk og tørrede sine tåre væk med bagsiden af sin anden hånd. Hun følte sig tåbelig. Hun var næsten en voksen kvinde! Hun burde ikke sidde og tude i køkkenet sent om aftenen. Det var jo ikke hende der havde mistet nogen, men Éir!

"Han.." ubudt kom ordrene alligevel "Han var den bedste bror man kunne ønske sig. Han drillede mig, kontakt, men han var der også altid når jeg havde brug for ham, og lod aldrig nogen andre drille mig" hun skævede mod Éir med et glædesløst smil "Sorin var der altid til at beskytte familien.. Han var stærk, og frygtløs!". Kit rystede en anelse på hoved, og smilede igennem et sagte hulk "Men han er væk nu, så det betyder ikke noget alligevel" insisterede hun, og gjorde en synlig anstrengelse på, at skubbe det hele ned igen, inden hun vendte blikket fuldt med Éir.

"Hvad med dig, Éir? Hvordan var det hvor du voksede op?" spurgte hun, delvist for at skifte emnet, delvist fordi hun indså hun faktisk ikke viste ret meget om ham. Det var ikke rigtig samtaler hun startede, af frygt for emnet skulle falde på hendes egen familie.