Hendes ord var bløde og varmede som kaninskind. Hun bebrejdede ham ikke, til hans store overraskelse. Men det mest beroligende var hendes hånd mod hans. "Tak" svarede han sagte. Hvorfor var det at han skulle mærke sine følelser igen, at holde af nogen på den måde, som han holdt af hende? 
Et sagte stik ramte hans hjerte som hun hendes hånd trak sig. Nej, det var ikke meningen at det skulle gå sådan! 
Valkar sukkede kort, nuvel "Jeg havde en samtale, med en anden engel oprigtigt forstod min smerte..." Det havde været hårdt at snakke med Reina, men hun havde vækket et håb om at hans minder var til at finde igen. 
Han sank en klump som han fik styr på sig selv igen. "Men det der ændrede sig mest, var at jeg indså at jeg elsker dig..." 

Jezebel mærkede tingene begynde at falde på plads som han svarede på hendes spørgsmål. Så var det sket. Han havde fundet hjælp, og samhørighed, hos en anden engel. Nu var det kun et spørgsmål om tid.. Hun havde vist det ville komme fra starten, siden den dag hun havde bragt ham med tilbage til sin Herre. 
Alt var som forventet, som hun altid havde set det ske. Til trods for sin spontanitet viste hun hvordan verden stod, hvordan den virkede, og hvor-

Valkars næste ord brød hendes hjerte i to. 

Hun rejste sig pludseligt og stak ham en lussing inden hun vendte sig for at gå, men stoppede igen. Hun ønskede brændende at ende ham på stedet. At trække sin kniv og bore den igennem halsen på ham! Hendes hænder var knyttede så hårdt i dirrede, eller var det hele hende der skælvede?
Hun ønskede at kaste sig i armene på ham, blive omfavnet af hans stærke arme, og aldrig blive sluppet igen. Aldrig blive forkastet eller udstødt igen..

"Sig at du.. sig at du lyver!" krævede hun, og som hun så tilbage på ham var der kun én ting i hendes forvirrede blik. Frygt.

Valkar frygtede hendes reaktion, men hun havde spurgt og han ønskede ikke at afholde hende fra sandheden. Men som så ofte spurgte hun efter det svar der gav hende ret, i stedet for hvad der kunne give hende svar. Og det virkede som at det var det der var ved at ske. Men hun fortjente at hører den fulde sandhed.

At fortælle hende det fjernede en sten fra hans hjerte, det var ude nu. Og det var hendes at gøre med.
Smack sagde dem som hendes lussing ramte ham. Hans hånd rørte det nu røde område hun havde efterladt på hans kind, som hans øjne vantro så mod hende. Det havde han dog ikke ventet, hans hjerte galopperede afsted som hun gjorde mine til at gå. Han for op for at lægge en hånd på skulderen af hende, han måtte tikke hende om at blive, for han kunne ikke bære at blive efter ladt endnu en gang. Men forløsningen kom da hun stoppede, og gjorde hans bevægelse forgæves. 
"Tving mig ikke til at lyve for dig... for du er den jeg altid har været ærlig overfor"

Jezebel viste hvad hans svar ville være, inden han åbnede munden. Hun viste de intet ville gøre for at tæmme den storm der hærgede inde i hende. Det gjorde intet for at stilne hendes hamrende hjerte. Forbandet være Valkar og hans principper! Forbandet være den fordømte engle der havde fordrejet hans hoved til disse tåbeligheder!

Der var ingen tvivl nu, som et svagt hulk undslap hendes læber. Jezebel skælvede. Hun huskede følelsen hun var vågnet med efter hun var faldet. Følelsen af en varm omfavnelse, inden virkeligheden af hård, kold sten havde indhentet hende.
Ynkeligt.
Kunne hun overhoved elske længere? Hvorfor stillede hun overhoved sig selv det spørgsmål?! Selv hvis hun kunne, ville hun aldrig overleve den smerte der fulgte efter. Ikke en gang til.

Tårene strømmede ned af kinderne på hende "Du er gået for langt denne gang Valkar" selvom hendes stemme skælvede havde det en hård undertone. Hun vendte ansigtet fra ham og lukkede øjnene.

Engang ville han have påstået at se hende være så ramt af hans ord, ville have frydet ham. At han havde fået overhånden over hende, men i sandhed ville han blot have haft bedraget sig selv. For alle deres numre og kampe havde været en meget detaljeret prøvelse for at vise ham værdig til hende. I forhold til hans eget geni, havde hans forblændelse været total. 

Som tårerne der løb ned af hendes kinder, og det ensomme hulk undslap var han i vildrede, han ønskede at knuge hende ind til sig, skærme hende fra verden og lade dem være alene, bare et øjeblik. Et øjeblik hvor alt andet var ligegyldigt. Et øjeblik hvor frygten for at være alene ikke fandtes. 

Hendes ord kunne lige så godt have været en daggert, som de gennemborede hans hjerte. For lang? For langt?!!? "Har du nogen anelse om hvor meget jeg har riskieret for dig? Liv er en sjælehyrde. En desideret døds engel, som kaldte for en simpel skøge. Fordi at jeg hellere ville dig" hans stemme var fortvivlet, og ganske tæt på at knække. Hvis hun ville slå hånden af ham, så lad hende i det mindste gøre det ordenligt! Med en glidende bevægelse trak han det blunte sværd og smed det for hendes fødder. "Hvis du ynder at forlade mig her, så trak din daggert og slå mig for fode. Jeg vil hellere møde mit endeligt end miste dig atter en gang." Den smertefulde sandhed gennemsyrede hans ord, som hans knæ ramte jorden. Med blotte hals så han mod himlen. Forhåbentlig ville hans lidelse være ovre snart...

Jezebels trådte langsomt over sværdet smidt for hendes fødder "Hun ville have gjort dig en tjeneste ved at hyrde din sjæl nu..." sagde hun stille som hun stoppede op foran ham og blidt lagde en hånd mod den kind hun før havde slået. "Døden er en vals sammenlignet med hjertets smerter" hendes stemme skælvede. Hun havde mødt sit endeligt utallige gange, og smerten fra hver af dem var ulig noget andet! Men ingen af dem kunne måle sig med smerten fra et knust, forladt barnehjerte.

Hendes frie hånd fandt den small kniv ved hendes hofte, og trak den fri "Jeg kunne få dig til at hade mig, afsky mig og mit navn.. Ikke flere lege eller små spil, vi ville gøre kamp for alvor og vi ville fortære hinanden" hendes finger løb langs hans kindben, til de lukkede sig om hans hals. Hun lagde hoved en anelse på skrå og det var svært at sige om hun talte til ham, eller mest til sig selv. Hendes hånd klemte hårdt sammen om hans hals, men slap så igen og bevægede sig til hans anden kind "Jeg kunne vise barmhjertighed og gøre en ende på dig her og nu.. og bære smerten alene gemmen hundrede døde til jeg forgår" hendes fingre strøg ham nænsomt "Er det hvad du ønsker?" spurgte hun og lagde knivens blad mod hans hals.

Valkar kunne mærke hende komme tættere. Han drog hvad der meget vel kunne være hans sidste åndedræt, alle duftende fra pladsen fyldte hans næsebor, øl, sved og læder var de mest dominerende dufte. Men de blegnede i forhold til hendes. Jezebel havde altid duftet af en blanding af vin, bløde skind og fordærv. Men denne gang var duften mere frisk, levende. Men stadig hende.
Som hun talte fulgte det ene åndedræt det næste. Hendes berøring var som lovning om en drøm, en drøm så nær at den ikke kunne være andet end virkelighed. Han åndede tungt ud, måske var døden en vals for en som i sandhed ikke kunne dø. Smerten ved at miste kendte han alt for godt, men modsat hende havde han haft sin ekstra chance. Hvis det sluttede nu, var det i sandhed enden.

Tanken om et had så stærkt som det Jezebel beskrev skar ham i hjertet, ville det kunne ske? Måske hvis hun oprigtigt hadede ham for at elske hende, nej det ville ikke kunne passe! Hendes fingres dans ned om hans hals, og som hun klemte til var det svært at tro andet end hun talte sandt. Hun afskyede ham. 
Så befriende som solens stråler der brød gennem en koksgrå himmel, var følelsen af luften der vendte tilbage til hans lunger. Nej... Hun ville savne ham, hun holdt faktisk af ham.

Valkar slog øjnene op, øjne der var klare og fulde af formål. Han rejste sig langsomt, halvt ignorerende kniven for halsen, hvis hun ville have gjort det af med ham, havde hun allerede gjort det. "I al den tid jeg har været vågen har jeg haft valset med døden, for hun står foran mig" Nærmest nænsomt lød det fra hans læber "Og jeg gør det gerne igen"  nænsomt støj han fingrene mod hendes kind. "Det jeg ønsker er at du er lykkelig, og forhåbentlig er det med mig.."

Jezebels læber gjorde en trækning af et smil som Valkar rejste sig op, og lod blot kniven glide mellem sine fingre og falde til jorden. Han kendte hende for godt. Når det kom til at dræbe, greb hun chancen når den bød sig. Det var en af de få tidspunkter hvor hun ikke tog nogen chancer.

Valkars ord blødte hendes blik op, og selvom det stadig var fyldt med frygt og forvirring, afslørede de nu også en ny ting, hidtil skjult. Længsel. Sårbarhed.
"Valkar jeg.." hans berøring fik hendes til at tie. Hun lagde en hånd på hans panserede skulder, usikker på om hendes bløde knæ ville bære. "Valkar" hans navn kom som en nænsom sommerbrise, varm og luftigt. Var det ikke hvad hun havde ønsket, længdes efter så længe? At glemme resten af verden, og blot leve i hans favn? Var det ikke årsagen til hun selv havde forladt sin herre da han havde, og til pokker med konsekvenserne?
Der er længe siden.. Lavendel. Har dit hjerte ikke været knust nok?
Men ville det ikke være rart at være lykkelig igen, bare for en stund?
Et smil brød frem på hendes læber, en håbefuld kontrast til hendes blik "Jeg kan ikke byde dig den smerte ved at benægte dig Valkar, mit hjerte tillader det ikke, men.." hun lagde sin pande mod hans brystplade "vid at når du en dag forkaster mig, når du en dag trættes af mig eller fornægter mit sande jeg... så bliver det mit endelig"

Som hans øjne faldt hendes, svulmede håbet i hans hjerte. Der var det blik han havde set på balkonen, længslen og viljen til at vende sig fra ensomheden. Han nød at hører sit navn, men måden som hun fik det sagt, gjorde ham villig til at aldrig hører andre sige det, blot for at hører hende sige det atter en gang.
Blidt lod han sin hånd kærtegne hendes kind, hun føltes varmere end han huskede, mere levende. Men det var intet sammenlignet med den brændende varme han følte i sit hjerte som hun talte næst. 

Blidt men let bestemt strøg hans hånd over hendes sorte hår "Min kære, jeg har været ved din side, hele dette liv. Hvad skulle kunne ændre det?" Hånden vandrede fra håret ned over kinden til den fandt hendes hage, hvor den løftede hendes ansigt mod hans. Roligt bukkede han sig ned mod hende for at lade deres læber mødes, mødes i et kys han havde drømt om siden han vågnede, den skæbnesvanger dag for så længe siden.
Men han stoppede. Stoppet af alle blikkende der hvilede på dem. De havde trods alt lavet noget af en scene.
Hastigt samlede han sværdet og kniven op, og førte Jezebel med hen et sted mellem nogle telte, hvor de kunne være i fred. "Nå hvor var vi?" Spurgte han med et sigende smil.

Valkars nænsomme berøring var som en drøm, og da han løftede hendes hage med sin hånd, skælvede hun, og hans ord løftede hendes sjæl. "Intet!" som ordet forlod hendes mund løb hendes tanker over alt der sagde det imod. Han havde nok været der siden hans genkomst, men hvad når han lærte hvad hun havde været før det? Hvad når han lærte hvad han havde været før det?
Tankerne blev manet bort som Valkar lænede sig ned mod hende, for at lade deres læber mødes, for at lade dem blive én for et øjeblik! Hendes øjne gled i som hun afventede ham.. og ventede... men intet skete? Hun åbnede øjnene igen, og så ned, hvor Valkar var ved at samle sit sværd op. Hendes hjerte sank og med det hendes håb. Havde han allerede skiftet mening?
Det var først da Valkar trak hende med sig ind mellem teltene at hun så tilskuerskaren. Oh. Når ja, de havde vist lavet lidt af et optrin, men der var da vitterligt ingen grund til at folk skulle stå og stirre på dem som var de hendes tanketomme venner hjemmefra!

Da de nåde om bag teltet var Jezebels ansigt igen blevet alvorligt, men da hendes blik faldt på Valkar, havde det en næsten barnlig glød. "Valkar.." sukkede hun og trådte ind til ham igen. Hun tog sværdet fra hans hånd og kastede det til siden, før hendes hænder lukkede sig om hans.. og kniven. Hun havde aldrig oplevet sit sind i sådan turmult som nu, ikke siden hun var barn, og hun viste det ville hjemsøge hende, hjemsøge dem, med mindre...
"Der er noget du må gøre for mig Valkar, men du bliver ikke glad for det" hun mødte hans blik og løftede deres hænder, til knivens spids hvilede over hendes hjerte "Du er nød til at dræbe mig Valkar, nu, før jeg skifter mening" der var en uskyld i hendes ansigt, og et blik i hendes øjne han aldrig havde set før. Håb. "Jeg kan ikke forklare det nu, men hvis du virkelig elsker mig, så bor kniven i mit hjerte, og find mig igen om tre dage, hvor vi først mødtes!" insisterede hun. Hun holdt hans blik og hviskede lydløst til linjerne på hendes krop glødede op, og hendes øjne lyste. "Gør det!"

Det huede på ingen måde Valkar at være nødsaget til at afbryde deres kys, men det var nødvendigt under alle omstændigheder. Dårlig omtale var en ting, men hvis vagterne blev kaldt hen ville det kunne udvikle sig til et reelt problem. Så handling var det der var krævet. 
Forhåbentlig ville det endelig lykkedes at få det kys, hans hjerte hungrede efter. En hunger han havde følt længere end han turde tænke på. Men der var ingen grund til at dvæle det nu.

Han havde aldrig set hende på den måde, det var på sin vis fascinerende, men ligeledes skræmmende. Hvor meget lå der skjult han ikke kendte til? Men det betød intet, endelig kunne de være sammen. At mærke hendes hånd om hans egen var en fryd.
Han blinkede kort. Virkelig, allerede? Han var villig til at gøre så meget for hende, men at myrde hende var at gå langt for den almene mand. Men Valkar var på ingen måde en almen mand. "Hvis det er hvad der skal til" svarede han trist, men hans øjne glødede med vilje. Han greb hårdt om kniven, der føltes tungere end han havde troet. En byrde trods alt. Som hendes lys brød ug gennem hendes øjne, mødtes deres læber kort og inderligt. Inden kniven gennemboede hendes bryst, alt alt for let. Han knugede om hende som hendes sidste åndedræt forlod hende, og med det hendes lavendelfarvede sjæl. 
Han tog sig friheden og lod hånden glide gennem orben. "Vi ses snart min kære" Lød det som en tårer løb ned af hans kind, dernæst efterfulgt af tunge vingeslag. Som Valkar forlod turneringen med hendes fordærvende lig knugende ind til sig.
Denne gang ville alting ende som det skulle.