Nogle gange ville Eyad ønske, at han kunne skrumpe ind til musestørrelse, så han kunne gemme sig i Dals lomme. Dal virkede altid så rolig og fattet, og det var, som om han altid vidste præcis, hvad der skulle til for at berolige Eyad. Den varme hånd på hans var nok til, at Eyad ikke gik mere i panik, og en varm ro sænkede sig over ham, mens han kiggede ned på Dal og smilede.
Han fulgte efter Dal uden at se sig tilbage. Han skulle ikke nyde noget af, at tilfældigt fange en kilepræsts blik. Dal havde godt nok en illusion på hans ører, men Eyad var stadig meget høj af et menneske at være, så han prøvede at gøre så lidt opmærksom på sig selv som muligt.
Da de var kommet lidt væk, lænede Eyad sig ned og kyssede Dals kind og hviskede, "Tak."
Han havde lyst til også at kysse Dal på læberne, men det holdt han sig fra (indtil videre). I stedet fulgte han blot med, mens de gik igennem menneskemængden. Spillerhullet var ikke ligefrem det mest charmerende sted, Eyad nogensinde havde befundet sig, men det var langt fra det værste, og han brokkede sig ikke. Der var ingen kilepræster at se her, så Eyad slappede automatisk mere af, og da de havde fundet et bord at sidde ved i et hjørne, rykkede Eyad tæt på Dal, så han kunne stryge en hånd over Dals lår under bordet. Det var hurtigt ved at gå op for Eyad, at han faktisk ikke brød sig om ikke at have kropskontakt med Dal.
"Tærte?" Eyad så op på Cedrik, lidt forvirret over det pludselige tilbud. "Øh, hvad for en tærte?"
Krystallandet
