Hvis der var noget, der kunne tænde Liv, så var det at se, hvor meget hendes partner ville have hende, og dette var fuldstændig åbenlyst i det blik, Vargas sendte hende. Åh, hvor Sakse dog lignede sin far på det punkt. Stakkels Sakse troede, at han kunne holde til at leve et afholdent liv, men Liv havde set præcis det samme glimt i sin søns øjne; grådighed. Hvad Sakse var grådig efter, vidste hun ikke, men han var mindst lige så grådig som sin far.

Liv lod et lille, blidt støn flyde fra sine læber, da Vargas rørte ved hendes bryst. Hun var klar. Hele hendes krop var klar, og deres lille leg havde sikret, at hun var så kørt op, at hun nærmest sitrede. Det skulle nok blive en god, lang nat.

Liv lagde armene om Vargas' hals og lænede sig ind for at kysse ham. Maden og vinen var glemt på få sekunder, og det eneste hun ville have nu var ham.

"Elsk med mig," hviskede hun mod hans læber og rullede hofterne i hans skød for at gnide sig mod ham.

Reaktionen fra Liv på hans kærtegn var næsten nok til, at han ikke kunne vente længere. Det var åbenbart også nok for Liv, der pressede sine læber mod hans. Han gengældte grådigt kysset og som hun slap ham igen, samtidigt med at hun gned sig i mod hans skød, var hans vejrtrækning allerede påvirket. Hendes ord fik ham til at lægge en arm under hendes knæ, så han kunne rejse sig, løftede på hende. Hun var tung, men han var stærk nok til at løfte hende.
”Det behøves du ikke at sige to gange.”

Han bar hende ud af stuen og hen til trappen, hvor han ganske roligt bar hende op mod førstesalen. Målet var soveværelset og den store seng, der var iklædt silkestoffer. Kun det bedste var godt nok. Hans eneste problem var, at Ana var i sit rum, som de skulle passere og han var ikke i tvivl om, at Liv ikke skulle kende til hans lille tosjælede skønhed. Hun var en besidderisk kvinde og hvis hun vidste, at Vargas havde noget for pigen… Da de kom op for enden af trappen, lænede Vargas sig ned og kyssede englen igen, sørgende for at have vendt hende sådan, at hun ikke kunne se ind af døråbningen. Ana var ikke tilladt at have en dør, ej heller et forhæng.

Kysset holdt han så længe som muligt, inden han skubbede sin egen dør op og førte hende ind til sengen, hvor han blidt lagde hende ned, inden han lænede sig ind og kyssede hende igen, efterhånden uden tilbagehold. Han ville have hende. Og det kunne ikke gå stærkt nok efter at have haft hende siddende i skødet så længe. Det gule tørklæde faldt ned over hende. Snart skulle den lange røde kofte af og de kongeblå bukser, men lige nu valgte hans hænder at gå på opdagelse ned over hendes krop, lidenskabeligt og fast, men uden at være hård. De fleste anså ham nok for en voldelig mand, men i sengen kunne han være utroligt blid og kærlig.

Det var næsten, som om hele huset vibrerede omkring Liv, da Vargas løftede hende op. Hun slængede med det samme en arm om hans hals og hvinede blidt af fryd, da han begyndte at bære hende op til førstesalen. Hun elskede det, og hun elskede at være sammen med Vargas, og lige nu hun elskede vel også ham på en eller anden absurd måde, selvom væmmedes ved mange af de ting, han foretog sig. Det var ikke helt til at blive klog på hendes følelser for Vargas, men det var også lige meget, for hun var alt for optaget af at kysse ham på vejen til soveværelset.

Liv udstødte en lille latter, da hun blev lagt på sengen, og hun spredte med det samme sine ben en smule, så Vargas kunne ligge mellem dem. Hendes kjole var blevet skubbet nok op til at afsløre, at hun ikke brugte undertøj, og Liv kunne ikke lade være med at rulle med hofterne og gnide sig op mod Vargas.

Smagen af hende, følelsen af hende, Vargas kunne ikke andet end at hengive sig. Han følte ikke andet end begær for hende, men for ham var det også rigeligt. Der var ingen kærlighed, men lysten og grådigheden var overvældende. Lige nu var hun hans og ingen anden, han ville have hende som han havde haft hende før, velvidende, hvad de kunne få ud af resten af dagen og natten med.
Hans hænder undersøgte hendes former, gled ned over hendes krop og op af hendes lår for at skubbe sig ind under det tynde stof, hun bar på sin krop. Han var ganske klar over, at der ikke var andet end kjolen, trods alle de går, der var gået siden sidst, kendte han hende så godt. Og kjolen havde ikke kunne skjule mere tøj for hans hænder, da de var på tur under middagen.

Sulten, nu ikke efter mad, men efter hende, slap han kysset og nappede hende i stedet let i halsen med tænderne, samtidigt med at hans hænder fandt hendes mave. Kjolen skulle af, men hans tålmodighed lå på et lille punkt, så lidt pludseligt trak han hænderne til sig, knyttede dem om halsåbningen i kjolen og med en flænsende lyd rykkede han stoffet fra hinanden. Hele vejen ned af skørtet, så hendes krop lå åben for ham. Hans blik gled ned over hende, slugende hvert eneste stykke, grådig. Med et hurtig bevægelse viklede han sit tørklæde af og hev koften over hovedet, inden han lænede sig ind over hende igen, lagde sin krop mod hendes og kyssede hende igen, hårdt og krævende, hans vejrtrækning tung og hans krop hungrende efter hendes.

Liv kunne ikke lade være med at grine af fryd, da Vargas flåede kjolen af hende. Det var ikke ofte, at hun tillod en mand at opføre sig sådan overfor hende, men Vargas måtte godt. De havde kendte hinanden længe nok efterhånden. Ikke at hun stolede på ham. Nej, på ingen måde. Hun var ikke i tvivl om, at han ville ofre hende på et splitsekund, hvis bølgerne gik højt, og hun ville gøre det samme med ham. Ulig ham ville hun nok være ked af at skulle gøre det, men hun ville stadig gøre det. Hun vidste godt, at Vargas ikke elskede hende. Hun var ikke engang sikker på, han overhovedet kunne lide hende. Det var der som regel ingen, der kunne, udover nogle af hendes børn, men selv de fleste af dem kunne ikke udstå hende. Det var nok derfor, hun blev ved med at få dem. Frygten for at blive forladt huggede og stak stadig i hende dagligt, og tanken om at skulle dø alene og uelsket, var nok  hendes værste mareridt.

Med et smil, der var blidere, end hun havde planlagt, smilede hun op til Vargas og strakte sig lidt, så han rigtig kunne se og nyde hendes nøgne krop. Hun vidste godt, hun var smuk, og hun nød at se det afspejlet i hans øjne. Det var det bedste, hun vidste.

Men blot fordi de havde kendt hinanden længe, og blot fordi Liv nogle gange lod Vargas gøre ting, som at rive hendes tøj i stykker, betød det ikke, at hun ikke også nød at tage kontrollen engang i mellem. I dag var en af de gange.

Liv tog fat om Vargas' skuldre og skubbede ham til siden for at lægge ham ned på den bløde madras, så hun selv kunne kravel op på ham og sætte sig over skrævs på hans hofter. Med et lille ryst af sine skuldre lod hun den ødelagte kjole glide af, før hun foldede sine enorme, sorte vinger ud og lænede sig over Vargas for at kysse ham. Hun stønnede blidt mod hans læber og rullede med hofterne for at gnide sig ned mod ham igennem hans bukser, mens hendes vinger dirrede over sengen.

Kroppen under ham var smuk, tiltrækkende. Han elskede en kvinde med former og Liv syntes altid at ramme det perfekte med hver krop hun antog. Hans ene hånd fandt frem til hendes ene bryst som han havde lagt sig ind over hende for at kysse hende, men han nåede ikke at gøre så meget, inden hendes hænder blev placeret på hans skuldre og deres situation blev vendt, så han var nederst. Det var ikke normalt for ham at lade en kvinde tage styringen på denne måde, men det var Liv og Liv... ja, hun måtte næsten alt. Så han brokkede sig ikke, men lod i stedet hænderne glide op af hendes krop, der nu var komplet nøgen som hun havde smidt kjolen.

Vingerne overraskede ham lidt, men han viste det ikke. Typisk Liv at skulle folde sig ud på den måde. Og understrege, at hun var engel. Havde Vargas været i mindre godt humør, ville han nok have taget det som lidt for meget - hun havde placeret sig oven på ham og fremviste vingerne som om, at hun ville fortælle ham, at hun var mere end ham. Men lidt atypisk ham, fandt han sig i det. Måske han fandt en måde at hævne sig på senere, men lige nu ville han bare få hende til at skrige - i nydelse.

Hans læber mødte atter hendes og han kunne ikke holde en lyd tilbage som hun gned sig i mod ham. Tøj var da også bare i vejen! Men han kunne ikke gøre så meget ved det lige nu, ikke som de lå, så hans hænder gled blot til hendes røv for at presse hende ned i mod sig. Hans mavemuskler, der kunne ses under huden, trak sig sammen, som han skubbede dem op at sidde, hende på hans skød. Det fik hans ansigt til at ende ud foran hendes fyldige barm og han greb muligheden for at sænke hovedet lidt og suge en af de mørke brystvorter ind i mellem læberne for at lade tungen kærtegne den blidt.

"Vargas," stønnede Liv, da hun mærkede Vargasø varme tunge mod hendes brystvorte, og hun lænede hovedet lidt tilbage, mens hun lukkede øjnene og bare nød hans berøring. Det var så længe siden, hun sidste havde mærket ham sådan her, og hun lovede sig selv, at der ikke skulle gå 300 år igen, selvom allerede godt vidste, at hun nok ikke kunne holde løftet.

Det var næsten berusende at mærke ham mod sig, og især at mærke ham under sig, hvor ophidset han var. Liv kunne ikke lade være med at snige en hånd ned mellem dem og klemme omkring ham gennem hans bukser. Det var tydeligt, at han var klar til hende, og det var mindst lige så tydeligt, at hun også var klar, for der var mørke, våde pletter på Vargas busker, hvor Liv havde siddet. Resten af hendes krop var også klar; selv hvis Liv ikke havde haft evnen til at kontrollere sin frugtbarhed, så ville duften af Vargas' krop og hans berøring have sat hendes system i gang alligevel. Hun kunne mærke, hvordan det var, som om alt åbnede på hende for ham. Hvis hun havde kunnet dufte sine egne feromoner, ville hun have følt sig indhyllet i en sky af dem. Alt var klart til  ham.

Åh, det var næsten for meget, som hun stønnede hans navn, det var musik i hans ører og han kvitterede ved at nappe let med tænderne. Og så mærkede han hendes hånd finde vej ned i mellem hans ben og give ham et klem. Et dæmpet støn fandt vej ud i mellem hans læber og han mistede tålmodigheden. Han greb fat om hendes lår og løftede hende op med sig, som han fik skubbet sig op af sengen. En smule opmærksom på hendes store vinger, vendte han rundt, så han kunne sætte hende på sengen. Hans hænder forlod hendes hud, som han skubbede sine sandaler af og derefter trak sine løse bukser ned og helt af, efterladende dem ligegyldigt på gulvet. Endeligt var han helt nøgen og kunne ikke længere skjule, hvor meget hun tændte ham.

Uden tøven skubbede han sig ind over hende, skubbende hendes ben til side, så han kunne komme til. Og så var ventetiden ovre. Hans ansigt trak sig let sammen og endnu et dæmpet støn lød fra ham, som han endeligt fik, hvad han havde ventet på, siden han havde lagt øjne på hende nede i stuen. Han var blid, gav sig god tid, selvom han mest af alt havde lyst til at gøre det så sengen faldt fra hinanden. Men lige nu ville han nyde hende, betragte hende og lade sine læber finde vej til hendes, hendes hud og nappe let i hendes øreflip.
Det var så mange år siden, at han vidst havde haft fornøjelsen af hende og selvom han ikke elskede hende, var der noget over hende, der alligevel havde sat sig fast i ham. Han havde ikke savnet hende, men han havde tænkt på hende ind i mellem. Husket hende, husket følelsen af hende. Ventet på at støde på hende igen. Og endeligt lå hun her under ham, tog i mod ham og elskede med ham. Hans læber lagde sig i mod hendes kindben og hans vejrtrækning efterlod hendes hud fugtig. Endeligt var hun hans igen.

Liv kunne have skreget, da Vargas endelig trængte ind i hende. Det var... perfekt. Hun skreg dog ikke, men lod i stedet et langt, dybfølt støn glide ud mellem hendes læber, mens hun vred sig under hans varme krop. Hendes store vinger fyldte mere end hele sengen, og de blanke, sorte fjer blev helt pjuskede og kom til at stritte i alle retninger, men Liv var ligeglad. Hun løftede sine ben og viklede dem om hofterne på Vargas, så han kunne trænge endnu dybere ind i hendes krop. Hendes indre gjorde som altid og formede sig straks efter ham, så de begge følte mest mulig nydelse. Det havde taget hende lang tid at lære dette lille trick, men nu gjorde hun det uden overhovedet at tænke over det. Det var ligesom at blinke med øjnene eller trække vejret for hende.

Hun stønnede igen, højere denne gang, og vendte sit ansigt mod hans, så hun kunne fange hans mund i et kys.

Livs ben gled op om hans hofter og trak ham endnu længere ind. Den sære fornemmelse af, at hendes indre ændrede sig fik ham bare til at stønne igen, han var ikke overrasket, de havde trods alt kendt hinanden længe. Hendes gerninger talte for sig selv, og selvom han var startet blidt ud, voksede kraften bag hans bevægelser for hvert stød. Ikke at han satte farten op, men det var som om, at han forsøgte at komme længere ind for hver gang.

Han drejede hovedet lidt og mødte hendes læber med sine, kyssede hende fast for derefter at nappe hende let i læben, inden han blot hvilede sine læber mod hendes. Små støn gled fra ham og hans ene hånd slap sengen for at glide ned over hendes krop, fast kærtegnende hendes hud, inden den lukkede sig om hendes ene lår. Han skubbede lidt på dem, så hans stilling var bedre og det var muligt for ham at støde endnu hårdere.

Han vidste, at det hylster han havde nu, ikke var så standhaftigt som det, han havde haft, sidst de var sammen, til gengæld blev han knapt så hurtig træt. Han kunne mærke, at fortsatte de sådan her, sluttede det snart for ham, men det gjorde ikke noget. Så var der tid til hende. Han fortsatte sine efterhånden lettere ublide bevægelser, tog det han ville have for nu. Han var trods alt manifestationen af grådighed.

Liv havde næsten lyst til at græde af ren nydelse. Det var fuldstændig ligegyldigt, hvilket hylster Vargas var i, så vidste han præcis, hvordan han kunne tilfredsstille hende. Hun stønnede mod hans mund, hviskede hans navn, samt en masse uartigheder, fantasier om hvad han skulle gøre ved hende, og hun ved ham, i den næste runde.

Hun kunne godt mærke, at han var ved at nå kanten, og hun lod sine hænder glide ned ad hans ryg, lod sine negle trække lange, røde streger over huden, inden hun greb hans balder med begge hænder. Hun elskede at mærke, hvordan han bevægede sig mod hende, og så havde han jo en særdeles velformet bagdel. Hun kunne ikke modstå at give den et skarpt klask.

Vargas lyttede til hendes hviskende stemme, mærkede hvordan den smøg sig om ham og fik hans lyst efter hende til at vokse. Han selv var tavs, mere optaget af det fysiske arbejde, den fysiske fornemmelse. Åh, han havde ikke mødt nogen, der nærmede sig så meget perfektion som hende. Der var sådan en dejlig følelse over det, at de passede sammen. På det fysiske plan, i hvert fald. Trods deres modsætninger, hun en engel og han dæmon. Noget han aldrig rigtigt havde givet noget for, race betød så lidt, især når man efterhånden havde set det hele.

Hendes negle tog ved hans hud og det fik ham til at komme med en lyd af nydelse og nappe hende i kinden med læberne. Det skulle nok blive en god nat, som det altid var med hende.
Og så kom klasket. Lidt overrasket stoppede han sine bevægelser og rettede sig lidt op, så han kunne se ned på hende. Virkeligt? Han sendte hende et "det gør du ikke igen"-blik, men han var så tæt på, at han ikke kunne hidse sig op. Hun måtte dog efterhånden have lært, at han ikke brød sig om den slags. Var der nogen, der skulle daske under sex, så var det ham! Han kunne ikke lide at blive domineret.

Men efter at have set på hende med det irettesættende blik, måtte han fortsætte. Og som klimakset nærmede sig, kunne han ikke andet end at sætte farten op, indtil bølgen gled over ham. Med et næsten rallende støn pressede han panden mod hendes skulder og gav slip på sin krop, der tog styringen for et øjeblik. Muskler, der trak sig sammen. Hans hjerte bankede og hans vejrtrækning var anstrengt. 
Og langsomt slappede han af igen. Hans læber fandt hendes igen, en smule mindre grådigt end før. Men han lod dem ikke være låst længe, nej i stedet skubbede han sig langsomt nedad, lod tunge og læber kærtegne hendes perfekte hud, nappede med tænderne og kærtegnede med en hånd. Ned forbi navlen, nedad i mellem hendes ben. Nok var han grådig, men noget for noget. Nu var det hendes tur.

Liv kunne ikke lade være med at grine, da Vargas så på hende med det formanende blik. Hun vidste godt, at han ikke var til den slags, men han burde også vide, at hun var pisse fræk, når det kom til ham, og at hun som regel gjorde, som det passede hende i alle tilfælde.

Men det hele var hurtigt glemt, da han fortsatte, og Livs grin blev  hurtigt erstattet med gispende støn. Vargas ramte alle de bedste steder indeni hende, og hans underliv gned mod hende ved hvert stød. Hele hendes krop føltes, som om den summede af nydelse, og hun havde svært ved at ligge stille til sidst. Hun vred og vendte sig under Vargas' varme krop. Hun kunne mærke hver en centimeter af ham indeni sig, og hun var næsten ved at komme, da han endelig nåede sit klimaks. Hun stønnede med ham, omfavnede ham og gned sig mod ham, selv mens han kom sig ovenpå anstrengelsen.

Det var svært at være i sig selv, mens hun løftede hovedet og så til, mens Vargas bevægede sig ned mellem hendes ben. Hans tunge nåede knapt at røre hende, før hendes klimask skyllede over hende. Hele hendes krop sitrede og spjættede en smule, indtil hun endelig sank sammen med et tilfredst grynt. Hun rakte en hånd ned og klappede svagt Vargas' mørke hår og smilede til ham.

"Det var... vidunderligt," nynnede hun og lukkede øjnene et øjeblik.

Det var ikke altid, at Vargas gik op i sin sengepartners nydelse, en gang i mellem gjorde han, men sjældent. Han skulle føle for det. Men der var ingen problemer i at give Liv alt, hvad den kunne trække, han vidste, at han fik det tilbage igen. Og Liv var bare anderledes, hun var ikke bare en tilfældig kvinde, nej hun var... noget helt andet.
Han nåede knapt at røre hende, inden der skete noget og han valgte at flytte læberne til hendes inderlår, som han blidt kyssede, da hun faldt lidt ned igen. Blidt og kærtegnende, mens han lidt drillende kørte det korte, stride skæg over hendes hvide hud.

En hånd rørte hans hår og han så op mod hendes ansigt med et lidt skævt smil, der næsten virkede drenget charmerende - hvis man glemte, hvem han var. Uden at fjerne hænderne fra hendes krop for længe af gangen, skubbede han sig op og lagde sig ved siden af hende. Han kunne ikke lægge sig helt op, som de store sorte vinger var i vejen, så han nøjedes med at lægge sig, så han kunne hvile hovedet mod hendes mave og blidt kærtegne den med den ene hånd. Forsigtig med ikke at lægge sin vægt på hendes fjer, ingen grund til at plukke hende. Selvom det var sjovt at plukke engle for fjer. Det havde han prøvet mere end én gang, det behøvede Liv dog ikke at vide.
"Kun det bedste til så underskøn en kvinde."

Hendes hud var blød og hans ene finger fulgte hendes navle rundt, mens han stadig havde det svage smil om læberne. Han var ikke en kærlig mand, men han forstod skam at nyde de mindre voldelige elementer af livet. At leve var en palette af forskellige følelser, fornemmelser og fysiske krav og han prøvede gerne dem alle. Ellers ville et evigt liv blive kedeligt i længden. Liv var en palet for sig selv og han ønskede altid at granske hver eneste del af hendes krop, når de var sammen. Godt de havde så lang tid, de ønskede, foran dem.

Liv havde meget, meget svært ved at holde masken, da Vargas begyndte at kærtegne hendes mave. Hun kunne nærmest mærke, hvordan han havde befrugtet hende og hvordan det lille liv nu voksede i hende ved siden af dets halvsøskende. Det var naturligvis bare noget hun bildte sig ind, for der gik trods alt lidt tid, før hun kunne fornemme noget som helst. Sjælen skulle lige have noget at tage bolig i, før den kunne mærkes. Hun kunne knapt nok mærke det liv, Valkar havde plantet i hende, selvom det var nogle dage gammelt nu. Hun kunne dog mærke det på sin krop, kunne nærmest mærke hvordan den ændrede sig, hvordan energien nu blev brugt på hendes livmoder i stedet for alt muligt andet, hvordan hendes bryster svulmede mere op og gjorde klar til at producere mad til de to små. Det var en vidunderlig følelse, og selvom Liv havde følt den et utal af gange, så blev  hun aldrig træt af den.

Hun blev heller aldrig træt af Vargas, og hun rakte begge hænder ned for at lade sine singre stryge igennem hans mørke hår.

"Du er nu en flot fyr, min skat," sagde hun og løftede hovedet lidt, så hun kunne smile til ham. "Og jeg må sige, at du har valgt dig et godt hylster med gode... proportioner."

Livs hænder gled igennem Vargas' hår og det fik ham til at lukke øjnene. Han kunne godt lide at blive nusset, men kun af udvalgte personer. Liv var en af dem, der fik lov. Hende og Ana især. Lige nu nød han det, med den matte følelse i kroppen, der kom efter udløsning, og følelsen af hendes varme mave mod siden af sit ansigt. Hans fingre fortsatte deres kærtegn af hendes mave. Han vidste ikke, at der var liv derinde eller at han selv lige havde skabt det ene af dem. Han brugte ikke sin evne og selv da ville det kræve en del, før han ville kunne mærke dem. En ganske grundig granskning af deres mors sjæl, før han ville kunne mærke i hvert fald den ældste tvillings eksistens. Men han kendte Liv og hendes sjæl og overvejede end ikke at befamle den. Hvorfor skulle han?

Der dukkede et svagt smil op på hans læber, som hun sagde, at han var en flot fyr. Det betød ikke så meget for ham, det var blot et hylster, men han var glad for, at hun kunne lide hans valg. Nogle gange skulle det gå stærkt, andre gange havde han tid til at vælge. Denne gang havde han haft hylsteret på lager, da den gamle krop var begyndt at blive slidt.
"Selvfølgelig. Jeg er kræsen." Han løftede hovedet og så op på hende med et smil, der blottede hans hvide tænder. Jo, han var kræsen, når han havde mulighed for at vælge. Det var ikke alle hylstre igennem tiden, der havde været så fine som dette, men han havde også skiftet dem ud til noget bedre så snart han kunne. Ligeglad med, at den oprindelige ejer døde. Han havde brug for en krop og var for doven til at lave en selv. Hvorfor skulle han, når han havde et hel lands befolkning at tage af?

Hans hånd lagde sig fladt i mod hendes hud og gled op til det ene bryst, som han begyndte at kærtegne.
"Du er lige så smuk som altid. Lige til at spise." Han understregede det ved at sænke hovedet og lidt fast, men ikke hårdt, sætte tænderne i hendes skønne hud, dog uden at slippe hendes blik med øjnene, eller, så meget af det, som han kunne se over de fyldige bryster. Der var et glimt i hans øjne. De var jo kun lige begyndt.

Liv fnes en smule, da Vargas kærtegnede hendes bryst. Der var noget ophidsende i at vide, at Vargas kunne være iskold og bringe så meget smerte, men nu lå han her og var blid som et lam. Et lam, der i virkeligheden var en forklædt ulv, men stadig et lam.

Liv vendte sig på sengen, og hendes vinger forsvandt, da de kun var i vejen nu. Hun rakte ned for at guide Vargas op og ligge ved siden af sig, så hun kunne rulle over og nusse sig ind mod hans bryst. Hun løftede et ben for at lade det hvile på hans hofte. De var langt fra færdige, men det var nu også rart at ligge her.

Liv lukkede øjnene lidt og kyssede Vargas' læber og kradse kinder.

"Du må love mig, at der ikke går 300 år, inden vi ser hinanden igen," mumlede hun mod Vargas' hud. "Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan undvære din pik så længe igen."

Vargas lod sig godmodigt blive hevet op ved siden af englen, der endeligt gemte de forbandede vinger væk. De var da flotte, men hold op de var i vejen, når man forsøgte at få noget sjov i sengen. Hendes nøgne krop kom tættere og hans hånd slap hendes bryst for at glide ned til hendes hofte, som han også kærtegnede. Det var som om, at han ikke kunne få nok af at røre ved hendes bløde hud. Den var berusende, det samme var hendes fysiske nærhed og hendes krops duft og smag.

Han gengældte hendes kys, lod hende kysse sin kinder og lod hånden glide lidt ned, stryge hendes former. Et let smil lagde sig om hans læber og han kyssede hende på panden.
”Du er velkommen til at komme forbi, når du har lyst. Jeg har ikke planer om at tage herfra på noget tidspunkt snart.” Nej, han blev lige her, indtil noget tvang ham væk. Eller han vitterligt var ved at kede sig ihjel, men det regnede han nu ikke med. Han havde været i Balzera, haft slaver, i lang tid og var endnu ikke blevet træt af det. Men han var en uforudsigelig mand, så måske han besluttede sig for, at han savnede kulden igen.

Hans hånd bevægede sig fra hendes balle ned over hendes hofte og ned i mellem hendes ben, hvor hans fingre gik på opdagelse, øvet. Samtidigt løftede han hovedet lidt og bukkede det ned, så han kunne suge hendes øreflip ind i munden, nappe let i den og derefter begyndte at kysse hende på halsen, nappe i den fine hud med tænderne.
Nok var det hyggeligt at ligge og nusse lidt, men han var ikke ligefrem en, der ville bruge tiden i sengen på hyggesnak. Følelser var ikke ligefrem hans stærke side.

"Godt," spandt Liv og vred sig op mos Vargas' krop. Nogle gange kunne hun undre sig over, om Vargas måske havde en latent evne, som han måske ikke engang vidste noget om selv, for når hun var sammen med ham, var det, som om hans grådighed smittede af på hende. Hun ville have mere af alt, af ham, af hans kys, og det kunne være næsten ustyrligt til tider. Hun forstod godt, hvad stakkels Sakse kæmpede med. Den dreng lignede sin far mere end han nogensinde selv ville indrømme, men Liv kunne se det. Det var en skam, at Vargas aldrig kunne få at vide, at han var far til Sakse. Dæmonen ville ikke tage det pænt. Men Liv drømte om det nogen gange, for de kunne blive et vidunderligt team, de to. Men så igen... Vargas havde også sine mørke sider, sider som selv Liv ikke brød sig om at se, og som hun fandt for mørke, og dem skulle Sakse helst ikke arve også. Så vidt hun kunne fornemme på sin søn, så havde han heldigvis ikke arvet noget af det mørke endnu (det måtte være hendes gode indflydelse!), og hun håbede, at det aldrig skete. Sakse var en god dreng, og det skulle han gerne blive ved med at være.

Liv stønnede blidt, da hun mærkede Vargas' tænder mod sin hud og hans finger gå på eventyr mellem hendes lår. Hun var klar igen, og hun spredte sin ben for ham, så han vidste det.

Hendes lette støn vækkede Vargas til live og et svagt smil var at se om hans læber, nok til at hans tænder blev synlige. Hvis der var nogen, der var sjove at lege med, så var det Liv. Han kendte hendes små sarte pletter og han elskede at pille ved dem. Selvom han nok ville blive træt af hende, skulle de tilbringe for meget tid sammen ude af sengen, var det som om, at han ikke kunne få nok af hende i sengen. Så hans tilbud om, at hun kunne komme forbi, når hun ville, var skam oprigtigt, så længe det var for at underholde sig i hans seng. 

Hans fingre fortsatte deres leg, mens hans tænder og læber undersøgte hendes lyse hud. Men snart blev han utålmodig og hendes ben blev spredt endnu mere, så der var plads til ham i mellem dem. 
Der var stadig længe tilbage af dagen og natten kom med køligheden, der også trak lindring ind i det fine hjem. Ikke at Vargas opdagede noget, han havde travlt med at skabe nydelse med englen i hans seng. Der var hverken meget søvn eller hvile den nat, men hvem havde også brug for det?