”Jeg levere en tit breve der fra, men det er sjældent jeg er nogen steder i lang tid af gangen så jeg når aldrig at nyde varmen.” Fortalte Samera med at smil på læben.

Hun savnet det en gang i mellem. Varmen og tårnet hvor hendes mesters knogler nok stadig lå. Så fik hun en idé.
”Hvis du vil der ned en dag, kan jeg godt flyve os, og så har jeg et sted du kan være mens du er der nede.” Forslog hun, med et halvt smil.
”Min gamle mester er ikke med os mere, og tror ikke hans spøgelse ville have noget i mod en gæst hvis du gerne vil der ned.” Fniste hun morbidt.

Den slags mulighed, havde Atlas aldrig tænkte over. Han viste godt at engle havde vinger, men han kendte endnu ikke det trick som fik vingerne til at komme frem. Han var dog altid fascineret af tanke, at kunne flyve var en de største friheder. "Jeg har altid gerne ville se verden ovenfra, men jeg ved ikke hvordan at engle for deres vinger frem, så jeg vil da gerne sige ja til muligheden" Atlas lavet et smil.

Om ikke andet kunne han bruge en pause fra de mennesker der var på hans arbejde. De var stadig ikke vane til at have ham med i gruppe og derfor undgik de ham meget af tiden.

Atlas lavede stor øjne. "Har du et spøgelse boende?" Han havde aldrig selv set et, men han udelukkede aldrig tanken om efterlivet. Faktisk var tanken om spøgelser en smule romantisk, på sin vis. Det at vide at der var andre der så efter en, fra den anden side var tit en tanke som gjord folk bange, men for Atlas var det en normal ting, man kunne jo sige at engle var en slags sendebud fra de døde, selvom Atlas nu ikke havde et budskab at bringe, eller også kendte han bare ikke til det i nu.

Samera kunne ikke holde et fnis tilbage. Hun troede ikke selv på spøgelse eller ting efter livet, og det var ikke så vigtigt for hende. Hun havde det fint med tanken om at fra luft er hun kommet og til luft skal hun blive. 

"Jeg tror ikke det faktisk er et spøgelse. Jeg har ikke været der siden jeg dræbte ham." Tilstod hun, som var det ingen stor ting.
Hun var helt ærligt ret ligeglad med hvad andre væsners holding til mord var. Hun havde haft hendes grunde, og hun ville skrige til den høje himmel før hun ville have det dårligt med det.

"Jeg beder vinden om hjælp, for at flyve rundt. Den kan en gang i mellem være lidt... irriterende at have med at gøre, men jeg stoler på den som var jeg barn af den."

Det kunne forklare en del, de fleste væsner havde ikke den stor lyst til at leve på de steder hvor der var efterlad energi. Somme tider kunne Atlas godt fornemme når jorden indholdte negativ eller positiv energi.
Ikke at det generet ham at vide at Samera begik mord, den slags var for hans vedkomme en personlig sag. Ham holdte sig dog midt i mellem, hvor tingen blev gjort, hvis det passede ham.
Atlas var måske heller ikke så engle regn, han kunne se sig selv om midt i mellem god og ond. Men han brugte dog ikke sin eksistens til hverken eller.
"Gid det var så let som engel, jeg kan ikke bede min vinger om at komme frem" Ikke at det var problematisk, på et eller andet tidspunkt ville han finde ud af bruge sine vinger.

Samera smilede lidt ved tanken om at skulle ud og flyve igen snart. Hun elsket følelsen af vinden i hendes hår, og den måde den oh så blidt samlet hende op og satte hende ned igen. Hun ville flyve hele tiden hvis det ikke blev kedsomt at være alene i så lang tid af gangen. 

"Jeg tror ikke jeg ville kunne leve godt, hvis jeg ikke kunne flyve." Fortalte hun, med komplet sandhed. "Vinden er som min bedste ven. Jeg ville hellere dø end at miste den. Og jeg ville faktisk dø, hvis jeg mistet den." 
Samera kigget ned i jorden i et lille stykke tid mens de gik, et meget lille panderynk på hendes ansigt mens hun tænkte på hvor hun mon skulle hente post næste gang.

Atlas skulle ikke høre meget for at han forstod den kærlighed der var til luften. "Jeg vil gætte mig til at du ikke egner dig til leve her i det menneskelig rod af en by?" for det var hvad Dianthos var meget af tiden.

En dag skulle han nok komme ud af Dianthos igen, men indtil da måtte han blive her og se til mens menneskene lavet mere rod end gavn, for de få andre racer som der var tilbage i byen. Selv havde han mødt problemer med vagterne da han ankom fordi han havde et lidt elverisk udseende, men han sagde dog at han ikke var elver, eller ikke i dette liv.
Livet skulle da også have sit besvær.

"Men nu de heller ikke den mest behagelig race, de meget imod ideen om os væsner her i byen" Sagde han kort. Faktisk var han lidt træt af det had som han ind i mellem mødte, det havde været svært nok at komme til byen, og mere besværlig at møde mennesker der ville lade ham arbejde.

Samera rykket let på skuldrene.
Hun vidste ikke rigtigt hvad hendes mening om mennesker var mere, og selvom hun ikke kunne tage stanken af menneske mad eller den forfærdelige luft kvalitet I Dianthos, så fandt hun alligevel at hun var mere tilbøjlig til at levere og hente breve fra byen. Hun holdte en underlig affektion for byen, uden en rigtig god grund.

“Jeg tror der er ting ved byen som bliver ved med at drage mig til, men jeg ved ikke hvad..” Sagde hun, mens hun gik.

Atlas ville ikke grave efter et mere personlig svar, den slags mand var han ikke, så han nikkede kort. Selv kunne han se skønhed ved de mange bygninger selv om de fleste var ved falde fra hinanden her i den nedre del af byen, gik man vide op af ville man se hvordan folk tog tid til lave husene mere. Men kom også væk fra de mange lugte og op til mere frisk luft, selv som der stadig var en vis lugt ad mennesker. 
"Jeg har altid syntes at bygninger var pæne, hvis jeg skal forklare det bedst, der en eller anden sønhed ved dem selv når de bliver efterlad til forfald, hvis der giver mening" forklaret Atlas kort. Han kunne godt se sig selv udforske steder der havde været forladte af mennesker i lang tid. Specielt hvis de bare havde efterlad alt i huset da de forlod det. 

// Afslutte, grund inaktive.