Rofus havde lidt svært ved at finde ud af hvordan han skulle have det med hele havfrue situationen. På den ene side var han virkelig ked af at Sofie havde det så skidt med at være skiftet form. Og han kunne godt sætte sig ind i at det ikke var ret fedt når man ikke kunne styre det selv! Han kunne godt huske hvor nederen det havde været da han ikke have styr på hans tyngdekrafter. Men hun var en havfrue! Det var jo overdrevet sejt! det eneste han kunne til sammenligning var at være kvart elver...
Men på den anden side kunne han faktisk give hende et reelt kram og holde om hende uden at skulle være bange for at der skete noget med hende! Hvilket var en overaskende befriende følelse.

"Selvfølgelig vil jeg det, og det er jeg sikker på at vi nok skal finde ud af!" han havde ingen anelse om hvor de skulle starte, men et kar med vand var sikkert en god start. Sammen skulle de nok få styr på det med tiden.

Rofus havde overaskende svært ved at forlade hende der i karet. Det var som om at han efterlod en del af sig selv som han forlod rummet. Hvilket kun fik ham til at hastigt fylde en tom tønde med vand fra brønden og så skynde sig tilbage igen.

Den Rofus der kom tilbage var nærmest mere våd end tør, da han i sin hast havde skvulpet vand på sig selv. "Undskyld det tog så lang tid!" hans åndedræt var gispende da han var endt med at løbe så snart han havde sneget sig tilbage ind i kroen. Med mindre snilde end han havde håbet på fik han tømt tønden i karet så hun havde noget at ''svømme'' i. Og med det fik han øje på hendes vest og en tanke slog ham. Han kinder blussede på med rødmen "D-du har ingen bukser på..." Hvorefter en hånd knap så diskret dækkede en begyndende bule i hans bukser.

Som Sofie sad og ventede vendte hendes tanker tilbage til krammet. Det var sært med Rofus. Selvom hun altid følte sig så akavet omkring ham, så havde han også en evne til at få hende til at føle sig rigtig, bare rigtig. Tidspunkter som når hun var en fisk strandet på land og han bare.. gav hende et knus, som havde hun slet ikke været kold og skællet, og for et øjeblik havde hendes form været rar, for han kunne holde om hende, uden at hun skulle frygte hans evner.. og hun om ham.
Rofus engagement for at hjælpe hende med evnen varmede også på en måde hun ikke helt kunne forklare. Hun havde aldrig oplevet det ske andet end når hun hoppede i vandet før, så hun havde aldrig rigtig gjort i at kontrollere den, bare undgået vandet i stedet. Hun anede ikke hvordan de skulle gøre det, men hun havde fornemmelsen af at de nok skulle klare det, sammen!

Overraskende hurtigt hørte hun Rofus løbende skridt komme tilbage, og hun vendte hurtigt ansigtet mod ham, bekymret. Var der sket noget?! Han kom til syne i døråbningen, plask våd og med en hel tønde i favnen. "Deet er okay?" sagde hun med et skævt smil og et lille grin. Det havde været vist ikke været så længe, men tankerne om det blev hurtigt skubbet væk, som han hældte vandet i, og hun smilede lettet. Det var ikke nok til at fylde karret, vandet gik hende cirka til hoften, eller til hun som sådan kunne svømme rundt, men der var nok til at hun da kunne bevæge sig rundt ved egen kraft, uden alt for meget besvær.
Hun plaskede lidt med halen, og lod sig glide ned i vandet. Hun vendte rundt og hang sig med armene hvilende på kanten. Hun havde ikke skænket en tanke til sin hvide, nu gennemblødte skjorte, der nu klæbede sig til hendes overkrop, og fremhævede de mærkelige folder der løb fra hendes skuldre, samt et eller andet muslingeformet der hang under hendes bryst. Hendes skæl var våde og holdt op med at klø. Det var rart. Hendes blik hang ved hans brystkasse, hvor hans våde bluse klæbede sig til. Hun var stadig forundret over hvor muskuløs han var..
Rofus kommentar om hendes bukser fik hende til at kigge op på hans ansigt, og hendes pande løftede sig, hvilket så lidt spøjst ud siden hun ingen øjenbryn havde "Rofus... Jeg har heller ikke nogen ben, såå.. du ved... bukser er lidt svært" hans bevægelse med hånden fangede hendes blik kort, hvorefter hun hurtigt fik tralvt med at kigge alle andre steder hen. Hun mærkede hendes ansigt blive varmt, og på trods af at hun ikke kunne rødme. "Ehem men du burde altså også skifte selv Rofus, du bliver skide syg hvis du render våd rundt!" hun kunne have drunket sig selv. Flot Sofie, bare leg hans mor...

Rofus ænsede ikke hvor koldt hans krop burde have det, da hans tøj var mere eller mindre gennemblødt. Nej han hjerte hamrede i brystet. I det mindste havde han ikke været væk for længe! Samt det var også lettelse at se hende smile over at være i vandet. Hun lignede virkeligt et eventyr væsen som hun plaskede rundt, hans søskende ville blive så jaloux når de fik af vide at han kendte en havfrue!
Dog blev han noget så distraheret af hendes nu gennemsigtige trøje. "Oh ja, du har ret, det ville være lidt sært..."Hun havde ret, det var en pænt fjollet kommentar han var kommet med. 
Snegle og Igler! Hun havde fået øje på hans bukser. pis pis PIS! "Yeh du har ret, det er nok en god idé" fik han svaret sluk øret, vendte sig om for at gå, helt rød i hovedet. Flot Rofus, du virker slet ikke som en nar nu. Hun kommer aldrig til at tage dig seriøst igen... 
Hvis at hun ikke stoppede ham ville han gå ud, slå hovedet opgivende ind i vægen en gang eller to, og så vende tilbage i tørt tøj.

Sofie rakte ud og greb om hans skulder inden han nåde for langt væk "Rofus" hun ville ikke have han skulle være ked af det! Hun ville ikke have han skulle gå heller!.. Men nu hun havde stoppet ham viste hun ikke hvad hun skulle sige. "ehm.. Kunne du finde noget til mig også? Til når jeg skifter tilbage igen?" spurgte hun usikkert, med et genert smil. Flot Sofie, bed ham om at rode dit lort igennem. Han gider jo sygt meget lege stik i rend dreng for dig!

Hvis Rofus alligevel stak afsted, sank Sofie lettet ned i karet igen. Hun havde altid hadet denne form, men som hun nu lå her virkede det måske ikke så slemt! Og den måde Rofus kiggede på hende gav hende lyst til at gemme sig under den dybeste sten på havbunden og samtidig omfavne ham!
Det var sært.

Rofus hoved var et virvar af tanker, skam, frygt og bekymring kæmpede om at være det han følte mest. Han havde fejlet hende på så mange måder, og at hun bed ham skifte tøj var prikken over i'et, hun ville ikke have ham i nærheden længere. Det var ikke ligefrem at han kunne bebrejde hende det, hun var fanget i en krop der ikke var hendes egen, hvilket måtte være sindsygt skræmmende, og det eneste han lavede var at sige at hun så sej ud. Flot Rofus du er lige så smart som en trold er til at male portrætter. Men som han mærkede hendes hånd på hans skulder og hun sagde hans navn forsvandt tågen det dækkede hans hoved.

Sofie nåede kun lige at få stillet sit spørgsmål inden havde vendt sig om og omfavnet hende i et kram "Selvfølgelig vil jeg det, men jeg vil hellere være her, for at være der for dig!" Svarede han og knugede hende ind til sig, med tårer løbende ned af hans allerede våde ansigt. Hun havde tøvet, så han måtte tage chancen. Han havde heller ikke lyst til at forlade hende, for selvom bulen i bukserne var pinlig og ubehagelig, var tanken om at efterlade hende utryg endnu værre! 

Sofie gispende da Rofus pludseligt vendte sig igen og omfavnede hende. Sofies frie arm lagde sig om ham inden hun kunne tænke over det, og hans ord fik hende til at snøfte hårdt, mens glædeståre væltede nedover hendes ansigt. Hun havde aldrig følt sig så lettet i sit liv.
"jeg vil ik have du bliver syg.." snøftede hun.
Han var blevet hos hende. Hun havde antaget han ville gå og hvis hun var heldig skiftede hun tilbage så de kunne lade som om det aldrig var sket.
"jeg ville ik ha der sker dig noget skidt"
Men han var blevet. Han var blevet der, omfavnet hendes kolde klamme krop fordi nu kunne han uden hendes dumme evner hun ikke kunne styre satte dem begge i livsfare. Han var blevet, hos hende, hvor alle andre der betød noget forlod hende, var han blevet..
"men jeg er rigtig glad for du bliver" ordene var små, nærmest kun en hvisken i hans øre, men de var så sande som nogen ord fra hjertet kunne være det.

Rofus knugede hende ind til sig. Han ønskede at han aldrig behøvede at give slip på hende, at han altid kunne holde hende i hans arme. Selvom hans krop føltes våd og kold, holdt hans hjerte ham varm. Hendes ord om at hun ikke ville have at han blev syg, eller der skete noget skidt, Fik ham kun til at føle sig mere varm inden i. Ligemeget hvordan hun så ud så var hun stadig den Sofie han holdt så meget af, der var som om at der var ingen i byen han holdt mere af end hende.
Hendes hvisken fik ham til at knuge hende tættere ind til sig. Han havde gættet rigtigt! måske han kunne gøre op for de fejltin han havde lavet! "Jeg vil altid være der for dig, lige meget hvad så meget elsker jeg dig..." hviskede han lavmeldt. vent elskede!?!?

Sofies hjerte hamrede i hendes bryst som Rofus holdt om hende, og ønskede han aldrig ville slippe, at det øjeblik kunne vare evigt! Rofus ord fik hende til at spærre øjnene. Han.. hvad?!
Hendes hjerte stoppede nærmest som hun trak sig en smule væk fra ham. Hun måtte have hørt forkert. Det kunne umuligt være det han havde sagt. Hun så ham i øjnene, holdt hans blik. Nej. Hun havde hørt rigtigt. Han havde sagt han elskede hende.

Sofies ansigt lyste op i et smil, og der var ingen ord der kunne beskrive den følelse der strømmede igennem hende. Hun havde aldrig følt sig så varm, så let! Det var som om hun svævede, men hun viste alt nok skulle gå, fordi han var der sammen med hende.
Hendes mund åbnede sig halvt for at sige noget, men ingen ord kom til hende, så i stedet lænede hun sig frem og pressede sine læber mod hans i et intenst kys, mens hendes hånd begravede sig i håret ved hans nakke.

Rofus nerver var over det hele. Frygten for at blive afvist, håbet om at hun ville gengælde hans ord, men lige så meget overraskelsen over at han havde sagt det, og at det var det han følte for hende! Som hun trak sig væk, forstærkede frygten sig. Men han så hende i øjnene! For selvom ordne havde kommet som en overraskelse, så stod han ved dem. 

Rofus kunne endeligt slappe af. Det smil hun sendte fik ham til at smelte indvendigt. Hun kunne virkelig lide ham! Som hendes læber mødte hans eksplodere hans krop med følelser han aldrig havde forestillet sig. Hans hår begyndte at svæve som han var under vandet, passende til det hav af kærlighed han følte for Sofie. Han lagde sin hånd om nakken på hende, hvor den blidt kærtegnede hende. 
Han viste inderst inde at kysset ikke kunne vare evigt, men han håbede så inderligt at det bare kunne vare lidt længere.

Sofie mærkede hvordan hans hår rejste sig mellem hendes fingre, og hun nussede ham blidt, forsigtig så hendes skæl ikke hev ham i håret. Hun sukkede, og smilede ind i kysset. Nej hun havde ikke taget fejl. Han havde sagt han elskede hende, og at han gengældte hendes kys, og holdt om hende var den mest fantastiske følelse i verden. I hans favn var hun tryg, i hans favn var hun sikker!

I hans favn var hun rigtig.

De kolde skæl blev bløde og varme mod Rofus læber, og finnen på hendes hoved blev erstattet af hår, der straks begyndte at ændre sig mellem Rofus fingre. Hun nød følelsen af varme der strømmede gennem hende, følelsen af at have ham tæt på, følelsen af at være elsket, og elske til gengæld! Hun elskede ham. Der var intet hun havde været mere sikker på i sit liv.

Langsomt brød hun kysset, og hvilede sin pande mod hans "Jeg vil ikke give slip på dig.. ikke nu.. ikke nogensinde" hviskede hun åndeløst og begravede sin hånd dybere i hans hår. Skide være med hun fik hans evner. Det måtte være et problem for morgendagens Sofie.... og Rofus. Sammen.

Rofus følte sig lettere end han nogensinde havde gjort før, følelsen af hendes fingre i hans hår var intet mindre end fantastisk. At mærke hvordan hendes hjerte i øjeblikket slog for ham, hans for hende. 

Og med det begynde de at svæve, for deres hjerter var fri for jordens bekymringer.

Først troede han at det var noget han forestillede sig, men da han mærkede hendes hår var han sikker, hun var ved at skifte tilbage!
Men han følte ingen panik, hun måtte have opdaget det, og hun var helt afslappet. De skulle nok få det løst.

Forpustet lyttede han til hendes ord, og endnu en gang smeltede han inden i. "Jeg er din, altid..." svarede han med den smule luft han havde tilbage. Med den ene arm knugede han hende ind til sig igen, og nussede hendes hår med den anden. Han havde aldrig troet at hende hår ville være så blødt.

Sofie skævlede svagt som hendes fødder løftede sig ud af det kolde vand, men hun skænkede det ikke en tanke, for det eneste der fyldte hendes sind var Rofus, det eneste der betød noget i verden var ham, og hende i hans favn. Hendes eget hår rejste sig fra hendes hovedbund, og som hun brugte Rofus' evne, holdt hendes hår op med at tage form af de jordbrune proptrækkerkrøller det var hans evne. Brugen kunne holde den lidt i ave.

Sofie mærkede sin mave svæve og sit hjerte synge ved Rofus ord. "Altid" gentog hun hviskende og lagde sin frie hånd mod hans brystkasse. Hans hånds bevægelser, hans kærtegn af hendes nakke, gjorde hende varm fra top til tå, og sendte en behagelig, blid kriblen igennem hendes hoved. Hendes læber formede sig i endnu et bredt, smil der kom lige fra hjertet og hun lukkede øjnene som hun igen lod sine læber møde hans, blidere denne gang.

Hendes hånd i hans hår spejlede hans egne bevægelser i hendes, mens hånden mod hans bryst langsomt foldede sig om hans våde skjorte og knugede den tæt.

Rofus hjerte slog et ekstra slag da hun hviskede sit svar og lagde hånden på hans brystkasse. Det var som en varme spredes fra hvor hende hånd var. Som hun lukkede øjnene og deres læber mødtes igen, forsvandt verden omkring ham. Nej. Hun var hans verden, og det eneste der betød noget i det her øjeblik. 
Kysset var endnu bedre end det første, hendes læber var så blide at det føltes som skyer. Hvis hun havde haft kunne se ham, ville hun have set Dianthos mest fjogede smil. 

Roligt dalede de ned mod gulvet, ganske tæt ved døren. Den lette følelse i kroppen havde på ingen måde fortaget sig, snare følte han sig lettere end nogensinde. For han havde hende, og hvad mere havde han brug for? For en stund, var det ikke så vigtigt at smide Kiles Orden på porten, lige nu var han den skærmende skygge, for hans livs lys.

Sofie behøvede ikke sine øjne for at se Rofus smil. Hun kunne mærke det mod sine læber, og selvom hendes tær igen rørte ved det kolde gulv, svævede hendes hjerte stadig.
Kysset blev brudt som de langsomt landede og højdeforskellen tvang hende lidt fra ham. Hendes åndedræt kom hurtigt og hendes puls var hævet.
Hun fortabte sig i hans blik, hans dybe brune øjne der kun var for hende! Hendes smil blev til et smørret grin der fik hendes øjne til St lyse op, som solstråler på en klar skovsø.
"jeg elsker også dig Rofus"
Hun var nød til at sige det, få det ud ellers frygtede hun hendes hjerte ville springes! Han måtte vide det, men hun sagde det alligevel og hun ville råbe det fra toppen af Krystalpaladset om nødvendigt!

Inderst inde viste han det jo godt, men der var intet i forhold til at hører hende sige ordene. Han forsvandt ind i hendes lys, hendes øjne stålede lige så smukt som hendes sjæl.
Rofus hår stod ud over det hele som det prøvede at svæve væk fra ham. Med et plask faldt vandet fra gulvet ned igen omkring dem igen, overrasket så Rofus ned på hans fødder og der slog det ham. Hun havde hverken hale, eller bukser.  
Knald rød i hovedet så han Sofie i øjnene "Ø-øh! Vi må nok hellere få noget tørt tø-tøj på!" hvorefter han gav hende et hurtigt klem og svævede op på hans værelse. 

Planen var at hurtigt hoppe i noget tørt tøj og så skynde sig ned og vente på hende i Krostuen. Det havde en samling maske fjolser der skulle smides på porten! Det tog ham ingen tid at falde i staver over hvad der var sket! Han elskede jo hende! og hun elskede ham! Bare at hun ikke var blevet vred over at han havde efterladt hende, men hvad skulle han eller have gjort!?!? 
Han håbede at hun snart kom ned igen...

Sofie fnes varmt og slog en hånd for munden for at prøve at holde det lidt tilbage, mens hun nikkede. Nåh ja, det var det der med ikke at blive syg! Nu var hun sådan set lige så gennemblødt som ham.. og bukseløs. Hun trak sin skjorte lidt ned foran med den ene hånd og gav Rofus et hurtigt klem tilbage med den anden, inden hun så ham svære ud af lokalet.

Alen stod hun tilbage, små fnisende gennem det største smil og trippede lidt fra den ene fød til den anden i små hop. Sååå det var lige sket. Hun knep sig lidt i armen. Jep, det var virkelig sket!! Hun bed sig lidt i læben for ikke at grine som en åndsvag. Hun skulle vist også til at få noget tørt tøj på igen!

Rofus skulle ikke vente længe før Sofie havde fået skiftet til en ærmeløs kjole, med et sjal om skuldrene. Hendes hår svævede stadig efter andre regler end resten af verden, og hendes fødder rørte kun jorde en gang i mellem. Hendes smil blev fjoget igen så snart hun fik øje på Rofus, men hun var i det mindste holdt op med at fnise nu. Hun satte sig på kanten af et bord "Så.. vi kom fra Ordenen ikke? Lad os antage vi er kommet ind, og er blevet medlemmer. Hvad så derfra? Tror du vi kan sarbotere dem, eller skaffe et eller andet info vi kan bruge?" hun så tænksom ud, inden hun slog en lukket hånd mod sin åbne håndflade "Måske kan vi komme tæt på dronningen og finde ud af hvad der sker der!"

Rofus smil strålede som hun kom ind i krostuen. Hvor var hun fin i den kjole! Egentlig var hun altid fin, men mere fin end normalt! Hun så ud til at føle sig lige så let som han gjorde! Han kørte en hånd gennem håret der kortvarrigt bare  så ud til at have ekstra fylde, for at vende tilbage til at svæve som det havde lyst til.

Han nikkede som hun snakkede. Hun havde en pointe, de kunne bare finde på det som det kom, de var nødt til at have en mere konkret plan."Jeg tænker at det nok er bedst at vi finde ud af informationer, og så giver dem til nogen der kan bruge dem mod ordenen, og hvis de laver ting vi kan sabotere, så skal vi klart gøre det, men vi må nok hellere være lidt smarte omkring det" Han så nysgerrigt på hende, og blev ganske overrasket over hendes forslag. "Det er jo en sindsyg idé... En sindsyg god idé!" Hvis de kunne komme tæt på dronningen kunne de løse hele problemet og han familie kunne komme hjem! Rofus trommede let med fingrene på bordet. "Men hvordan gør vi det?"

Sofies smil blev nærmest lumsk da han kommenterede på hendes ide med dronningen. Det VAR sindssygt. Og måske lige tosset nok til at kunne virke.
Sofie gned sine hænder mod hinanden mens hun tænkte. Hun havde ikke siddet stille siden hun var kommet og havde lovet at hjælpe Rofus. Der havde været meget hun skulle lære, bare om hvad og hvordan ordenen var kommet til! Men det hun havde kunne samle ind tegnede skidt. "vi skal ind først, finde ud af hvordan de operere, og hvordan de har fået så pokkers meget magt så hurtigt! Det kan godt være de har fedtet for folket men det giver dem kun velvilje, ikke magt. De må have et eller andet andet! Hvis vi kan ramme en gang hvor det gør mest ondt, er vi mindre udsatte end hvis vi skal så flere gange uden at gøre en reel forskel. " det virkede logisk "jeg ved ikke hvordan vi kommer til dronningen dog.. Jeg tror ikke vi bare kan gå ind, men hvis jeg kan komme tæt på.." hun så ned på sine hænder. Måske Sofie ville kunne helbrede dronningen, hvis hun virkelig var syg? De havde sagt manden hun fik sin evne fra kunne helbrede ALT..

Rofus løftede det ene øjenbryn. Det her var en helt ny side af Sofie, an var lidt i tvivl om hvad han egentlig syntes om det, udover at hun virkede virkelig sej!  Selvom det lidt virkede som at hun egentlig bare smed nogle flere ord på hvad han havde sagt, var han glad for at det lød som hun havde en reel plan! Han havde det lidt dårligt med at han havde troet at hun bare havde vandret i byen for sjov, men det virkede til at hun havde prøvet at samle viden om maskefjolserne!

"Det giver mening, men hvis jeg får mulighed for at hjælpe folk folk med elver blod, får jeg nok svært ved at lade vær" sagde han og så ned, det var ikke ligefrem den mest praktiske indstilling at have, men han ville have så forbandet svært ved at lade det ske, siden de ting der var sket med hans egen familie...

Med fastbesluttede øjne så rettede han hovedet op og så mod hende. "Så første skridt er at blive meldt ind, ja?"

Sofie var lettet over at Rofus lod til at synes om hendes udlægning. Det var ikke meget mere end de allerede havde snakket om, bare mere detaljeret måske? Hun havde frygtet at lyde som et fjols, men det så hvertfald ikke ud til Rofus tog det sådan heldigvis. Hun var også glad for Rofus ikke havde kommenteret på hendes halv-færdige ide om at helbrede dronningen. Det lød vanvittigt, selv i hendes øre, men det var måske den mest direkte måde at stoppe Ordenen på!

Sofie nikkede fast til hans ord "Selvfølgelig! De er lige så meget din familie i det her" hendes blik blev mere seriøst "Men hvis du smider dig selv i unødig far kommer jeg altså efter dig!" erklærede hun bestemt, i en tone der gjorde det meget tydeligt at det ikke var til diskussion.

Hun nikkede igen. "Første skridt er at blive meldt ind"