Det var faktisk drøn irriterende at han havde den effekt. Den fine prins på den hvide hest, som hans ydre nærmest emmede af at han ville forestille, havde fået hende! en dæmon der levede af andres smerte og skrig, i sin noget lurvede og beskidte udseende, for at sende skræk og jag igennem de fleste. Hun så ikke ligefrem venlig ud med mængden af talismaner i det filtrede hår, ej heller hendes tøjbeklædning var tiltalende. Og her var hun, for en stund forgabt i en overkrop der udvidste tegn på smerte, omend tidligere.

På et eller andet tidspunkt i sit liv, ville et forelsket tøsebarn vel også kunne udvise dette. Men rent ud sagt, var ordren blevet gemt af vejen til sin egen lyst fordel, mest fordi, hun havde udført den! Bare ikke synderligt længe. Men hun var stadig bundet af hans næste ord. Ordene om nydelse hun skulle bringe ham. Sin nye herre. Det gav en dårlig smag i munden at tænke på ham som det. At han bestemte over hende.
Men det blev gjort tydeligt som hans hånd lukkede sig om hendes nakke, og førte hende hen hvor han ønskede at hun skulle bidrage. Udføre sit arbejde. Egen lyst var en ting, men at han demonstrerede at han bestemte, bragte en blandet følelse med sig. Retinentia var ikke blind for at blive domineret, men det var som regel på eget valg. Nu, nu var hun tvunget. Det gav modstridende følelser. Men hun gjorde det uden at kæmpe imod.

Lod sig føre ned til de åbne bukser, som hun satte sig på knæ. Vidste hvad han ønskede af hende at gøre. Hun tog fat i bukserne for at trække dem tilstrækkeligt ned til hun kunne komme til, sendte ham et giftigt blik ved at kigge op, inden hun gjorde hvad hun havde lært gennem mange års erfaring, for at give ham den nydelse han ønskede. Først roligt, men med en bestemthed og fasthed der vidste sig at være effektiv mod de fleste.

Af en eller anden årsag havde Valkar forventet at hans nye demon ville have haft hugtænder. Ikke at det var tilfædet, men det var vel positivt. Selvom at se hende arbejde med hendes mund, samt forsøge at undgå at pådrage ham skader ville have bragt en hvis from for fryd til hans hjerte.
 
Hvis hendes blik havde kunnet forgifte ham, ville han havde lidet tusinde døde allerede. Men ak og ve for hende, sådan verden ikke skruet sammen. I stedet bragte hendes had, blot et smil på hans læber. 
Dog var smilet ikke det eneste hun bragte til hans læber, et dybt støn undslap som hun begyndte hendes hverv. Han havde taget fejl, hun kunne faktisk være en nydelig sengevarmer. Hans blik fulgte hende hende som hendes læber arbejdede, hvis hun fortsatte sådan, ville det snart være ovre. En sejer han ikke ville unde hende endnu.
Med at fast greb fandt hans fingre det filtrede hår, og med et bestemte han rytmen. "Husk at være en god pige der ikke spilder" kom det fra ham i en hånlig tone. Det tog ikke mange øjeblikke før at hans nydelse, fik ham til at trække hende helt ind til sig, og sendte ham afsted mod hendes indre. Imens var hans ansigt vendt mod stjernerne, og et øjeblik nød han tanken om at hun kunne have været en anden.
"Hvad tænder lysten i dig?" kommanderede han, som en plan formede sig i hans sind. Et glubsk smil spredte sig atter en gang "Og hvornår er du frugtbar næst?" 

Ikke at kunne gøre skade mod ham, var forfærdeligt. For der var virkelig ikke noget hun havde mere lyst til lige nu, end at bide hårdt fat og se hvordan han ville vride sig i smerte. Man skulle tro at tanken, den blotte forestilling ville gøre hende i bedre humør. Men den gjorde hende bare mere arrig og vred over at hun ikke kunne. Hvorfor havde han også fået hende til at sværge det?! Fandens til engleunge der havde været for snu. Mere snu end hende. Hun hadede det. Afskyede ham for det.

Retinentia spændte i kæben, bekæmpede for ikke at bide ved hans hånlige ord. Ikke at hun ville være i fysisk stand til det. Det magiske bånd han holdte hende i ved hendes ord, gjorde at hun ikke kunne. Den magt han havde over hende. Og han udnyttede den. Dominerede ved at bestemme hvad der foregik, på mere end bare at give hende ordre. Han holdte hende fast og gjorde hvad han ville. Hvad han ville finde nydelse ved, og hun adlød hver en bevægelse og tag han havde i hende. Men hendes blik var ondt.

Hvor meget hun end havde lyst til at hoste og spytte som hun kunne trække sig væk, adlød hun stadig. Desuden ville hun ikke give ham den tilfredsstillelse at tro han knækkede hende. Der skulle langt mere til en det her. Hun stirrede op på ham med sine giftgrønne øjne, afventende til han fik ytret sit første spørgsmål. "Smerte" mod andre, mod sig selv. Især at se andre lide var det helt store for hende. "At se andre lide og vride sig i smerte. Ellers fungere jeg som enhver anden kvinde" svarede hun køligt. Det var ikke fordi hun behøvede det for at de kropslige funktioner satte i gang. Hans næste spørgsmål fik hendes øjne til at udvide sig, inden ansigtet forvrængede sig i foragt og hvidglødende rasseri. "Fem døgn" knurrede hun mellem sammenpressede tænder. Det glubske smil var næsten kvalmende. Hun vidste godt hvad han tænkte, og det huede hende ikke!

Smerte? Ikke overraskende, hun vat trods alt demon og det lod til at være et gennemgående træk hos de modbydelige væsner. Han smilede kort, dette kunne blive morsomt. "Hvis mig den smerte du kan lide, du kan bruge dig selv som lærred" hans ord var venlige, næsten kærlige. Hvis man ikke viste bedre ville man tror at han oprigtigt var interesseret i hendes nydelse! Men i sandhed var det blot endnu et værktøj til at kontrollere hende med. 
Så han fandt en stub han kunne sidde på, mens han kunne nyde synet af hans demon der legede med sig selv. 
"Forresten, vær som den forelskede ungpige igen mens du er igang, du kan være mere som dig selv igen, efter at du kommer" Lo han. Det skulle sikkert blive morsomt at se!

Fem dage var måske lidt meget at vente i hendes selskab. Men så igen han kunne trods alt finde nogle ting, og få hende til at lige noget anstændigt, istedet for det der hun lignede nu.
Det ville være morsomt at bruge hende til at avle demoner, men fem dage til at finde en han var lidt kort. Men så igen han kunne altid se om hun kunne bruge selv.  

Det gav en ubehagelig følelse at høre hans stemme være venlig, ja nærmest kærlig. Det var ikke det hun ville høre fra ham. Faktisk ville hun helst have at han forsvandt fra jordens overflade for aldrig at vende tilbage. han havde gjort skade nok. Hun tog en dyb indånding, indfandt sig med ordren om at hun skulle vise den smerte hun kunne lide. Hvis han mente den hun nød at tilføje andre, blev det svært, men hun var ret sikker på at han mente den smerte hun selv kunne lide. Gav ham flere kort på hånden. Afskyeligt.
Den kombination han ønskede, fik hende til at skære tænder af ham. At være en forelsket ungpige, mens man mere eller mindre torturerede sin egen krop? Hvad planet var han født på!

Men hun gjorde som befalet. Vidste frem hvor og hvordan det skulle gøres imod hende, hvis det var den effekt man ønskede, samtidigmed at hun nærmest kiggede kærligt på ham. Fortalte ham hvor meget hun nød at han så på, at hun forestillede sig ham gøre det mod hende. Rødmede når hun bed sig i underlæben. Flere gange fik hun krattet hul i sin egen hud, og jo mere hun blev fokuseret på sig selv og sin egen nydelse, dets sværre var det at fastholde den forelskede ungpige mentalitet. For til sidst med en sød, næsten uskyldig stemme, spørge om han ville hjælpe hende med at blive færdig.
Hvad der foregik at tanker indvendig, var det meget blandet. Hun afskyede af skulle give ham den magt, og at hun skulle opføre sig som om, at han var alle gudernes gave til lige netop hende. At hun ikke kunne undvære ham. Det var forfærdeligt. Hun ville aldrig vende sig til at have en herre.

Valkar havde umådeligt svært ved at holde latteren tilbage, men han gjorde det for hendes skyld. Det ville jo ikke være passende hvis han brød sin rolle, nu hvor hun spillede sin så nydeligt. Det var en ganske mærkværdig kombination men tilpas fustrerende for hende, det at det var morsomt var kun en glædelig overraskelse. 

Som hun viste frem noterede han mentalt stederne, det ville være en skam ikke at gemme værktøjerne der var blevet ham givet. Han måtte anderkende at hun var ganske dygtig til at lade som om, muligvis var det fordi at hun var bundet af hans ordre. Men det var antageligvis hendes evner der bar den største del af byrden. 

Et kærligt og veltilfreds smil bredte sig over hans læber. Det lød til at han fik lov til at lege med de nye værktøjer. 
Med rolige skridt gik han hen mod hende. Hans negle gravede sig ned et af stederne hvor hun havde kradset huden til blods. Bestemt og uceremonielt skubbede han hende ned på alle fire, hun var hans ting at lege med, hvad end hun selv måtte mene. Med et fast greb i det filtrede beskidste hår hev han hende tættere på, således hans tænder kunne finde fæste i hendes hals. Som de slap og blodet piblende meldte sin ankomst, i små dråber.
Han lænede sig frem og hviskede i hendes ører "Hvis du vil have at jeg skal gøre mere, så tig mig om det, og forløsning skal blive dig givet. Hvis du ikke vil så vil jeg lade dig være, for nu." Det var på ingen måde en ordre, men hvis hun tiggede ham om mere, ville han holde hans ord. Skade hende som hun havde vist ham, mens han selv tage hende bagfra og den nydelse det måtte give dem begge. Hvis hun nægtede, ville han trække sig væk og blot betragte hende fra afstand.

Hans veltilfredse og ligefrem kærlige smil var kvalmende. At han fandt nydelse ved dette gjorde bare Retinentia endnu mere vred og arrig. Frustrationerne byggede sig op i kroppen på hende, af flere årsager, men hovedsageligt forårsaget af den forfærdelige engel der syntes at han skulle overtage hendes liv fuldstændig, og fratage hende den eneste nydelse hun for alvor hade. At gøre skade mod andre folk, især imod dem som i hendes hovede fortjente det. Han fortjente det noget så grusomt for det han fik hende til at gøre.

Retinentia lod ham bruge de teknikker hun havde vidste ham, og blev svagt irriteret over at de faktisk syntes at virke på hende. At hendes hud tog imod den hårde og ubarmhjertige håndtering. Hendes fingre greb hårdt, faretruende arrigt om græsset under hende, som han skubbede hende ned som et dyr han kunne gøre med hvad han ville. Tænderne der sank ind i hendes hud fik hendes krop til at reagere med en let sitren og hun tog et par ekstra indåndinger.

Hans ord var denne gang ikke en ordre, men ordren fra før han stadig fast i hende. At være en forelsket lille tøs der ville have ham. Som var ellevild med manden der hårdt og bestemt gjorde hvad han ville. Det talte alt sammen imod hendes natur at underkaste sig. Retinentia pressede tænderne sammen, kvalte en knurren, for i stedet at lade skuespillet tage over igen. "Oh herre, du må ikke stoppe. Jeg er til for dig" det gav hende en dårlig smag i munden, og selvom han i realiteten havde givet et valg, havde han taget det fra hende lang tid før. Den forelskede pige ville aldrig sige nej til tilbudet. Den forelskede pige ville tigge og be om at få lov at få sin hjerteskære. Så det var den indstilling hun fortsatte med. Og så længe han fortsatte med at udøve den skade hendes krop længstens efter, kunne hun acceptere det. Desuden, kunne det tage toppen af hendes frustration at få noget forløsning - Retinentia tænkte sjældent følelsesmæssigt hvad det angik. Hendes krop var ikke noget helligt som ikke måtte tages - det generede hende i bunden ikke. Det var ham og hans magt der gjorde.

Smerten der var hende lovet, var det første Valkar gav til monstret. Hendes svar morede ham, hun fik det til at lyde som at hun var tvunget. Nej for ham lød det nærmere som hun klingede sig til et desperat forsøg på at gøre det til hans valg. En skam at han så igennem det. "Du kender din plads, så du får din belønning" 
Som han udnyttede de punkter hun havde vist ham, lød hendes støn, skrig af smerte og nydelses som en fryd. At tage hende liggende på knæ og hænder foran ham, fik ham til at nyde det endnu mere. Dog et løfte var et løfte, så hendes førløsning kom inden han satte sig mærke på hendes indre. 

Et øjeblik gik i månes blege skær mens han fik pusten igen. Vinden fik trærene omkring lysningen til at knage i takt.
"Fortæl mig hvordan får jeg fat i dig hurtigst muligt, når jeg har behov for dig" Forhåbentlig var der en eller anden måde han kunne få hende til at dukke hurtigere op, det ville være upraktisk at skulle lede landet rundt efter hende, eller endnu værre, have hende med rundt. "Under alle omstændigheder mødes vi her om fem dage" Kom det med det glubske smil fra tidligere. Han havde en ganske morsom idé for det møde, morsom for ham ihvertfald.

Kende sin plads.. hun ville ønske hun kunne vise ham hans plads! men selvfølgelig kunne hun ikke det! Dette var ikke tilnærmelsesvis sådan hun havde forventet at aftenen skulle slutte! absolut ikke! Hun var sydende vred! En vrede der blandede sig med nydelsen som kroppen modtog gennem den gennemborende smerte han udsatte hende for. Hun var tæt på at komme med en skarp kommentar, men bed tænderne sammen og ignorerede det så godt hun kunne. Hendes fokus lå på at nå forløsning og komme af med sine frustrationer.

Det virkede nogenlunde, om hun følte sig mindre anspændt og mere affundet med situationen bagefter. Hun vendte sig, siddende på sine knæ og trak vejret tungt ned i sine lunger for at genvinde pusten. Hans forespørgsel fik hende til at tage en dyb indånding og puste arrigt ud, ganske kort.
Retinentia tog en pind fra jorden og begyndte at tegne i den bløde jord. En cirkel og indsatte dæmoniske tegn af forskellig art mod hjørnerne af tværgående streger. Da hun var færdig, løftede hun blikket til ham igen. "Tegn denne. Skriv mit navn i toppen, og kald derefter navnet ud og jeg dukker op i cirklen." konstaterede hun tørt og så op på ham. Hidkaldelsescirklen var ganske effektiv for de dæmonherre som ikke ønskede at have deres trælle med på omrejse hele tiden. Hun var ganske tilfreds med at han ikke ville have hende med som en hund i snor, men stærkt utilfreds med at han kunne hidkalde hende.
"Hvorfor?" det glubske smil fik hende til at rynke næsen sammen og se vredt på ham. Hun ville være her når de fem dage var gået, men hun kom ikke til at være særlig munter.

Valkar så nysgerrigt med som hun udformede tilkaldelses cirklen, en ganske brugbar besværgelse. Vinden der havde lagt sig som hun færdiggjorde hendes forklaring. En test var nok på sin plads. 
Et smil bredte sig over hans læber som pinden i hans hånd udformede Retinentia Doloranaimus i toppen af cirklen. Med et sigende smil, som han så ind i de giftgrønne øjne. "Retinentia Doloranimus" Han ventede spændt hvordan ville det mon se ud? Ville det gå hurtigt? Han var dog ganske sikker på at hun se vredt på, frustreret over hun skulle underholde hans luner.
Cirklen var ganske praktisk, det fjernede behovet for at have hende med rundt. Egentlig burde han finde flere dæmoner, at binde dem på denne måde var ganske brugbar.
"Det er en overraskelse, og det ville trods alt ikke være en overraskelse hvis jeg fortale det" lo han, stadig smilende glubskt. Hun ville hade det, hvilket kun gjorde det mere underholdende for ham. Hun var under ham, hendes slags var tydeligt skabt til at tjene, for hvorfor ville de ellers have sådan en svaghed?
"Vi mødes om her om fem dage, lad vær med at ende i problemer og husk nu at vær glad for overraskelsen" kom det henkastet mod hende, som Valkar forlod pladsen. En fod hviskede symbolet ud i den bløde jord, desværre for hende havde han en glimrende hukommelse. 

Retinentia blev siddende, men lænede sig væk fra symbolet, som hun var færdig med at tegne det ned i jorden. Hun så rimelig dødt på det og det døde blik forsvandt ikke som hun så op på Valkars irriterende smilende ansigt. Han var alt for tilfredsstillet af det her. Hun mærkede suget i maven som han talte. Udformede hendes navn, selvom det ikke ejede den dæmoniske klang som det originalt var udtalt. Men det var underordnet. Magien virkede. Hun lukkede øjnende, tog en dyb indånding, forsvandt fra stedet hun sad og dukkede op den halve meter længere væk, midt i cirklen. Hun så op på ham med et ligegyldigt blik, rejste sig og gik ud af cirklen. Han havde fået sin bekræftelsen. Det virkede.

Hun gav intet respons til hans ord om overraskelse, andet end sammenknebne øjne og et vredt udtryk. Fedt, mere hun skulle døje med. Det glubske smil fortalte hende tydeligt at det ikke var noget hun kom til at synes ret meget om. Og ud fra hans tidligere spørgsmål, der fint fortalte at de fem dage var hvad han behøvede, gjorde også at hendes anelse var alt andet end positive. Hun himlede med øjnende af ham, lagde armene over kors og så efter ham som han gik fra stedet. Promte som han var ude af synsfelt spyttede hun på jorden og gik derfra. Hun samlede kjolen op, mest fordi hun faktisk begyndte at fryse, og trak den over hovedet. Nøgenheden generede hende ikke.

Fem dage var for hende ikke lang tid. Hun blev i nærheden, udøvede en smule vold mod et træ, knurrede over sit eget uheld og forsøgte forgæves at vænde sig til tanken om at være ejet. Det blev ikke bedre. Men først på femtedagen vendte hun som beordret tilbage, lige fra solens stråler var begyndt at titte frem. Hun placerede sig på en lille bakke i skrædderstilling, og ventede med et dødt udtryk.

Valkar kunne ikke andet end være en smule skuffet over hendes mangel på følelser, en skam at hun forsøgte at tage den glæde fra ham. Nogen ville måske tro at han havde fået knækket hende, men det ville være idioti. Hun var stærkere end det, så meget var sikkert.
Et smil understregede hans veltilfredshed over hvor effektiv cirklen var, den skulle nok blive brugbar i fremtiden.

Fem travle dage passerede, med både gøremål store og små. Men overraskelsen fyldte stadig i hans sind. At skaffe den var besværlig, men ikke mere end at det kunne gøres med en af hans talenter. Åh hvor han så frem til at hadet bruse i hendes øjne. Hver en ting metodisk udvalgt, intet skulle overlades til tilfældighederne. 
Originalt havde overraskelsen været at hun skulle parres med en han dæmon, men at finde et tilfredsstillende eksemplar var uden for det arbejde han var villig til at ligge i det.

Som solen stød højest på femte dagen landede Valkar atter i lysningen. Under armen bar han noget viklet ind i et mørk lilla klæde. Som hans øjne fandt hvile på hans ejendom, brød et venligt udseende smil  frem på hans læber. "Godt at se at de er vel ankommet, jeg har en lille ting med til dem. Vær en god pige og tag imod" Han talte venlig og høfligt som hans tale var til en adelsfrøken. Roligt fandt han hen til hende og rakte klædet til hende. "I klæd dig denne, samt de smykker der er til, skift de barbariske knogle smykker ud med hårpyntet i stedet." Som hun udfoldede klædet ville hun opdage at det var en balkjole i mørkt lilla stof, et utal af små smykker til håret. Samt finger ringe og en simple halskæde med et sirligt V indgraveret.
"Når du er færdig med at klæde dig på, så opfør dig som en adelsfrøken, vi har en oplevelse de ikke vil gå slip af" Kom det med det glubske smil atter engang, nej hans morskab var først lige begyndt.

Man kan ikke ligefrem sige at Retinentia ventede tålmodigt. Hun ventede mere utilfreds og arrigt på at manden skulle dukke op igen og fremsætte sit ønske om hvad han ville have af hende, eller have hende til, eller hvad end der foregik inde i hans forstruede kranie. Hun var allerede sur og irriteret. Ikke at eje overhånden gjorde det hele direkte ulideligt! Med hænderne over kors stod hun det samme sted og stirrede fremfor sig, indtil han endelig dukkede om. Flere timer efter at hun selv var ankommet. Lige for at understrege sin magt, skulle man tro.

Hans høflige taleform fik hende på ingen måde til at lysne op, men derimod bare se mere træt på ham, og fortsætte sine sure og utilfredse mine. Magen til manipulation. Hun adlød hans ord og rakte med en irriteret bevægelse hånden ud og tog imod klædet han rakte hende. Hun så ikke på den, men stirrede i stedet bare irriteret på ham, uden at sige et ord. Hendes øjne blev mere og mere intense af vrede, som han nævnte sin ordre. "Javel" man kunne høre vreden nærmest dryppe af ordene som syre, som hun placerede klædet på en større sten og derefter begyndte at pille hvad hun ville kategorisere som hårpynt, ud af sit eget hår. Det filtrede hår der dog så mere naturligt ud som knogler, fjer og perler forsvandt fra det. Ganske uprovokeret af hans tilstedeværelse trak hun sin egen kjole over hovedet, lod den falde ned på jorden, inden hun tog balkjolen op. Hun stirrede en smule på den, utilfreds og med en dyb indånding fik den iført. Den var som sådan ikke for stor til hendes figur, men derimod for lang. Lavet til en højere kvinde end hun selv. Derefter tog hun smykkerne på, som hun var blevet beordnet.

Hun følte sig forkert. Direkte anspændt og ubehagelig til mode i denne mondering. For ikke at snakke om halskæden der næsten gav hende kvalme. Han gjorde virkelig alt hvad han kunne for at understrege at han ejede hende og hun ikke længere havde en fri vilje. "Hvor ønsker De at tage hen" med et stærkt tryk på De, for at tydeligt illustrere hendes arrighed, men trods alt opfyldte kravet om en mere adelig opførsel.

Valkars smil bliv kun bredere af hendes tydelige irritation over hans ordre, det var i sandhed en simpel fornøjelse. Men hendes tvungne underkastelse bragte ham stor morskab, samt det var nærmest eurphorisk at få muligheden for at gøre gengæld for den smerte hun havde på tvunget ham.
Bevars, minderne der var vendt tilbage var ganske brugbare. Men der var nødvendigt for hende at lærer hendes plads. Hun var hans ejendom, der kunne bruges til hvad han lystede.
Hvad end der gjorde at hun blot smed hendes kjole som om han ikke eksisterede var ham et under, måske hun var mere vant til at sælge sin krop end han havde det forvent. Det Eller hun var en barbarisk vildkvinde.
Overraksende nok passede hans gave til hende, men hun så på ingen måde lige så godt ud i den som hende der havde båret den før. Men hans værk tog form, og interessant nok gemte der sig en kvinde under al vildskaben.

"Jeg er glad for de spørger" Svarede han med venligt smil, som han rakte hende hans arm "Der er en lysning med nogle forfriskninger, Tag min arm og slå mig følge så de kan opleve resten af deres overraskelse"
Ikke så langt der fra i en anden lysning lå et broderet tæppe på jorden med en kurv som centrum. I kurven var der en flaske med vin, samt forskellige frugter og to glas. Ligeledes var der andre små retter, som en mindre tærte, nogle røgede pølser og en humpel godt brød. "Tag endelig plads, vi har nogle ting at diskutere" Kom det fra Valkar som han gestikulerede mod tæppet. 
"Jeg tænker at tilbyde dem en handel, der involverer at de får magt over andre, hvis de er interesseret i at hører mere?" Kom det med en let klukken, hvorefter de rubinrøde dråber begyndte at fylde først det ene glas, og dernæst det andet.

Det vilde barbariske ydre hun havde holdt så nært var blevet fuldstændig skubbet til side. Minder og artifakter fra hendes fortid var blevet pillet fri af det filtrede hår, og der var ikke meget tilbage af det førhenværende udseende. Nok kunne hun ikke ændre hudens farve ej heller den hvide pyntning af tattoveringer på kroppen, men alt det som måtte kendetegne sig som vildskab i 'anstændige' folks øjne, var blevet fjernet. Og hun hadede det.

Sammenbidt, forsøgende at ligge sine udtryk i neutrale folder, tog hun imod hans udrakte arm og fulgte ham som anvidst. "En overraskelse? Mind santen" hun kunne brække sig, men det vidste sig ikke. Tvært imod gik hun den fineste gang hun kunne mønstre, hen til lysningen der var anbragt på en ja, nærmest adelig og forfinet vis der viste hende at de slet ikke var af samme levestandarder. Retinentia adlød og satte sig overraskende elegant ned på tæppet og kiggede på ham med et påsat nysgerrigt blik, som hun ventede på at han ville nævne hvad det helt præcis var de skulle diskutere.

Vreden var på ingen mulig måde forsvundet, og den ulmede kogende nede i maven som han nævnte magt over andre. Hun knyttede fingrene omkring kjolens bløde stof og tog en dyb indånding. "Må jeg spørger, hvad denne handel kræver til gengæld af mig?" mere end at han allerede ejede hende. Væmmelsen fik hende til at tage endnu en indånding for at fastholde sig i den ordre hun havde fået. Hvor var det dog belastende at lege fin og perfekt.

Valkar måtte sande at hans nyeste stykke legetøj tydeligt gemte på mere end hvad han havde ventet. Hun kunne jo faktisk te sig som en rigtig person! En overraskelse der var både glædelig, men blot understregede at han ikke skulle undervurdere hende. Hun var ikke knækket, endnu.
"Det ville være en skam hvis de ikke spurgte ind til det" svarede han med et halvbredt smil. Det ville have været for simpelt, men simpel var hans dæmon dog ikke. Som han talte fyldte han to glas og rakte det ene til hende "At du finder andre dæmonen og hjælper mig med at trælbinde dem, og som tak vil jeg lade dig få nogle af dem til at lege med" svarede han atter med et smil. "En skål for en glimrende aftale?" Hun havde som sådan ikke noget reelt valg, men det ville gøre alting mere simpelt. Samt mere værdigt for hende.

De søde rubinrøde dråber dansede over hans tunge som Valkar tog en tår af glasset. Han havde også andre planer for hende, men hvordan de kom til at udfolde sig, kom meget an på hvordan hans dæmon spillede sine kort. Med en simpelt udseende sølvkniv delte han den ene af tærterne i mindre stykker. Så mange valg, men heldigvis havde de en evighed foran sig.

Det var ulideligt at lege denne fine leg. Retinentia følte sig ikke tilpas i den fine lilla kjole, og mindst af alt i sin nye herres selskab. Tanken om at han nu ejede hendes krop og sjæl gav hende stadig umådelige mængder af kvalme, og det blev kun værre for hver gang han udtalte ord der hentydede hende hen til netop den kendsgerning. Hun tog imod glasset der blev hende givet, men en hvis ynde, trods hun mest af alt havde lyst til bare at kyle indholdet ned. Men ordren hang stadig ved. Hun smagte ganske let på de røde druers saft, men skænkede dem egentlig ikke megen opmærksomhed. hendes øjne var fæsnet på ham og ørene på stikker for at høre hvad han ville.

En ganske let og kort trækning gik hen over Retinentias ansigt. Det var ikke just fordi hun ejede mange racespecifikke følelser. Andre dæmoner kunne rage hende. Hun burde være ligeglad, men det stak. Stak et sted i hendes indre kerne at skulle udføre netop den opgave. Trælebinde sine meddæmoner til en mand der vidste hvordan man udnyttede dem. Langsomt løftede hun glasset, tvunget til at gå ind i aftalen, trods ubehagen let var at skimte "En.. En glimrende Aftale" en trøst at hun måske fik noget bestemmelse. Nogen at styre. Koste rundt med om man ville, men hun var anspændt i hele kroppen over den samtale der lød så afslappet og nærmest uskyldig. Som havde de lige aftalt prisen på en kop sukker.

Retinentia holdte ikke rigtig øje med hvad Valkar derefter foretog sig. Hun havde det underligt i maven. Hun ville ikke kalde det samvittighedskvaler, selvom det nok præcis var hvad det var. Hårdnakket rettede hun sig op igen - ingen dæmoner havde nogensinde gjort noget for hende, så hun havde ingen grund til at føle sig dårlig tilpas over at forråde dem alle.

Åhhh lyden af hende der trak en anelse på hendes svar, var som sød musik for hans ører. Den første reelle flænge i hendes ellers nærmest perfekte maske. Jo hun havde udvist følelser, men det havde været på hendes egne termer. Men denne gang havde det ramt noget dybere, tidsnok skulle han nok få hende tøjlet. 
"Glimrende, glimrende" Smilede han varmt, jo det skulle nok blive et smukt samarbejde blandt dem. 

Det søde blandet med det sure fra skovbær tærten, dansede over hans tunge mens sølv gaflen søgte et nyt stykke. "De er måske ikke sulten? Tag endelig for dem af retterne" Nok var hun hans ejendel, men lige nu hyggede de sig, og det ville ikke være passende hvis han ikke sørgede for sin gæst. Nok ville nogen mene af hans metoder var forkastelige, men han var stadig en mand af dannelse og sit ord. En skarp kontrast til hans nuværende selskab.

Tanken om at avle på hende var stadig en glimrende tanke, desværre havde der ikke været nogen han dæmoner af passende kvalitet, men det skulle nok komme med tiden. Måske han selv skulle have noget underholdning. Han kunne jo selv ligge med hende. Enten ville hun frygte at være med hans barn, eller så ville hun være velsignet nok til at kunne bære det. Et bredt smil bredte sig over hans læber, jo det skulle nok blive underholdende. "Retinentia når de er færdig med at spise, så gør deres bedste for at forføre mig" lød han ordre.

Retinentia forsøgte at undgå tankerne. Tankerne om at være en forræder uden overhovedet af havde en dybfølt kontakt til sin egen race. Hun vidste hvad dæmoner normaltvis foretog sig og hun kunne ikke modsætte sig med morale, nu hun priste sig selv for ingen at have. Hvorfor havde hun så denne nagene følelse? Hvem var det egentlig hun forrådte ved at fodre denne engel med dæmoner fra alle afkroge af landet? Ingen. Men for hver sjæl hun gav ham, kom hun ikke tættere sin egen frihed. Det nagede hende mere end noget andet.

De skarpe øjne løftede sig til at se på ham med stærk kulde i sit blik, og rette sig ned på tærten derefter. Den røde farve på de sure skovbær, der hvilede mod det bagte dej af sødme. Retinentia fandt ingen sult ved synet, så til en start gjorde hun intet. Så bare på ham med et køligt blik, uden så meget som at svare.

Hun havde vendt blikket væk og ud til omgivelserne da hans næste ord, eller rettere ordre klingede igennem luften og gav en irriterende lyd i hendes øre og øjne der spærrede sig op. Som en direkte respons på hans ordre, rakte hendes tynde fingre ud efter maden og begyndte at spise. Det var at trække lidelsen, og en tydelig afspejling af at hun vitterligt ikke ønskede at opfylde den ordre der var blevet hende givet, trods det var uundgåeligt at undgå det, og hun trak den så længe det overhovedet var hende muligt ved at spise og drikke langsomt, mens tankerne knagede. Hun havde ikke lyst til at ligge med ham, eller opfylde hans behov generelt. Slet ikke at få det til at se ud som om at hun ville ham. Imponerende at han kunne finde nye måder at gøre sig endnu mere upopulær på!

En skævt smil bredte sig over Valkars læber, som hans dæmon 'spontant' fik en gevaldig appetit. Det var et simpelt hul i hans sidste befaling, et hul så tydeligt at han havde ventet at hun ville udnytte det. 
Det var en fryd at se hende smyge sig for at udskyde ordren, men han havde tid nok.
At vente med et venligt smil ville være yderst underholdende, at lade hende teste hvor langsomt hun kunne tage bid efter bid, men hvis hun gjorde det for langsomt ville ordren tvinge hende til at gå igang. 
Så det store spørgsmål var hvad der skete først, at hun spiste for langsomt eller at hun løb tør for mad at spise.

"Bare rolig min kære, jeg har tid nok så spis du bare" Kommenterede han, smilende venligt. 
Ikke at han havde tænkt sig at gøre det svære for hende, resten af maden stod hendes frit for at fortære. Det var værre for hende at han lod hende få alle de fordele hun kunne finde. Alt han behøvede var blot at nyde et glas vin, hun var al den underholdning han behøvede.