Keeran vågnede først, da han var på vej ned af Kronos' nakke. Det var ikke som med et sæt, som hvis han havde været ved at falde af ham, men en langsom og blid vækning, der kom af blidt af blive løftet væk fra sin soveplads.
Han kæmpede sine øjne åbne og så fra trolden og ud mod horisonten, hvor solen var på vej ned og malede himlen en flammende orange. Langsomt kom minderne fra tidligere på dagen tilbage til ham, og han følte sig endnu engang overvældet af dem. Han var ikke vant til at føle så voldsomt et had. Han havde set det ske med dæmonerne, men han havde aldrig forestillet sig at det kunne ske mod ham selv. Elvere var ingen trussel, vel?

Uden et ord rejste han sig op og gik ned til bækken for at få lidt koldt vand i hovedet og derefter også selv drikke af den. Han tørrede sine våde hænder af i sine bukser og så op på den store trold.

"Er du også helt alene i verden?" spurgte han ham, uden at forvente meget af et svar. Han havde bare brug for nogen at snakke med og Kronos var bedre end at tale med sig selv.

Det var rart med noget vand og liter efter liter forsvandt ned i den store trolds mave. Kronos var ikke så sulten endnu, men det varede nok ikke længe. Det var dog nok bedst at vente med jagten til næste morgen, når de langbenede dyr, mennesket havde kaldt hjorte, kom frem fra deres natlige gemmesteder. De var lidt lettere at fange om morgenen, især et sted som her, hvor han kunne lægge sig til at sove og ikke skræmme dem væk, fordi han bare lignede en bunke jord alligevel.

Endeligt rettede han sig op og vandet dryppede ned af hans ansigt og fra hans græsagtige skæg. Lidt tungt satte han sig ned og så ud mod solnedgangen. Mørket var ved at lægge sig, men han kunne godt gå videre alligevel. Hvis hans lille ven ville det, søvnen kunne han godt skubbe et stykke tid.
Spørgsmålet fik ham til at drejede hovedet og så ned på det lille væsen, svagt forvirret. Om han var alene i verden? Hvad i alverden betød det? Han var ikke alene i verden. Der var mange væsner omkring ham. Frøer der kvækkede ved bækken, fugle på himlen og selv elveren ved siden af ham. Han forstod simpelthen ikke spørgsmålet. Men han kunne godt se, at det mindre væsen var ked af det, han var bare ikke sikker på, hvad han skulle gøre ved det.

Kronos huskede tilbage på det lille menneske med ildhænderne og det stykke tid, han havde fulgtes med hende. Hun havde også virket lidt ked af det ind i mellem, men dengang havde nærhed hjulpet hende. Som at behandle hende som en troldeunge. Måske det gjaldt for alle de små væsner?
Der var ikke andet for end at prøve, så han rakte ud og tog forsigtigt om elveren, inden han løftede ham op, satte sig lidt bedre til rette og derefter satte ham på det ene lår og lod en af de store hænder hvile om ham. Han var meget forsigtig med ikke at komme til at skade det meget mindre væsen med sin styrke. Han sagde ikke noget, var det nødvendigt?

Keeran vidste ikke hvad Kronos havde tænkt sig, men udover et udtryk af overraskelse kæmpede han ikke imod, da han blev løftet op. Han så også blot forvirret op på Kronos, da trolden satte sig til rette med ham på låret og en stor hånd om ham. Han ville gerne sige noget, måske spørge ham hvad han havde gang i, men følelsen af at være helt sikker og sammen med et andet væsen, ét der ikke ville ham ondt for en enkelt gangs skyld, fik en klump til at sætte sig fast i halsen på ham, og i det øjeblik han åbnede munden væltede tårer frem igen.

En skælven gik igennem hans krop, som et lavmælt hulk undslap ham og tårerne strømmede ned ad hans kinder, fuldstændig ude af kontrol. Øjeblikket efter rystede hele hans krop, som hans gråd blev kraftigere og kraftigere. Hele hans ansigt var vådt, snot løb ud af næsen på ham, og når han forsøgte at stoppe det, kom det kun tilbage endnu værre, indtil han opgav og blot lod sig selv græde, hans ansigt skjult i sine ærmer og hele sin krop trykket ind imod den godhjertede trold han tilfældigvis var stødt ind i. Gråden fortsatte indtil han ikke havde mere energi og han udmattet lod sin arm falde ned over sit bryst. Øjeblikket efter faldt han i søvn på Kronos, hans hjerte lettet og byrden på hans skuldre lettet. 

Der var ikke rigtigt nogen reaktion fra Kronos, da hans lille ven begyndte at græde igen. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre ved det, så han holdt bare forsigtigt ved ham med den ene hånd og stirrede ud mod solnedgangen. En enkelt beroligende brummen lød nede i hans bryst, men det var også det. Tålmodigt blev han siddende og hvilede efter den lange gåtur, lod tankerne forsvinde som før og ventede på, at nogen ændrede sig.

Hvilket det gjorde, det lille væsen faldt i søvn. Et dybt suk lød fra trolden, da han så ned på den sovende Keeran. Hvad så nu? Han kunne gå med ham i den ene arm, men måske det ville være bedre med noget søvn, så ville han også være sikker på, at han gik det rigtige sted hen.
Der var ikke så langt fra tanke til handling og han flyttede lidt forsigtigt rundt med den sovende elver, så han endte med at ligge i sikkerhed mod Kronos’ mave, Kronos krøllet lidt sammen om ham, nøjagtigt som han havde sovet med pigen. Ingen ville kunne gøre dem noget uden at vække Kronos først.

Han var vågen et par gange i løbet af natten, sikrede sig at alt var vel og sov videre. Da de første stråler fra solen ramte ham, åbnede han øjnene. Der var en lyd. Uden at bevæge sig, kom han frem til, at det var hjorte, der var på vej ned efter vand. Der kom endda en hen for at snuse til ham, men de vidste tydeligvis ikke, hvad han var. Så snart han så sit snit til det, var han overraskende lydløst og hurtigt på benene. De fire hjorte sprang skrækslagent til alle sider, men han var hurtigere og greb den ene om halsen med en kæmpe næve. Den knækkede som en kvist og han kunne tilfreds begynde at spise hjorten – rå og med pels og knogler, der knasede mellem hans tænder, der var bygget til at spise alt. Blod løb fra hans hage, men det var ikke noget, han tænkte nærmere over, glad over at få noget mad.

Keeran vågnede en enkelt gang og brugte et øjeblik på at være forvirret over sove-situationen, inden han kom i tanke om Kronos og forstod, at det var ham, der sov omkring ham. Han følte sig kun endnu mere tryg og rakte en hånd ud for at lægge den mod trolden - han troede måske, at det var mod hans kind, men han var ikke sikker. Alle dele af trolden lignede det samme i mørket og pointen var også kun, at han gerne ville give ham lidt fysisk kontakt som bevis på sin taknemmelighed.

Næste gang han vågnede var det takket været nogle ukendte lyde. Keeran satte sig langsomt op, fik de tidlige morgenstråler i øjnene, som han gned vågne, og så derefter over på Kronos. Et øjeblik satte hans hjerte sig fast i halsen på ham, da han så blod og indvolde ud over den store trold, men han var alligevel lettet, da han genkendte dyret som en hjort. Han spiste selv hjort, eller ville gøre, hvis han havde råd til det.

"Godmorgen," hilste han dovent og rejste sig op. Han gav Kronos et vink, inden han hev sit tøj af og gik ned til bækken, hvor han drak lidt af vandet og derefter badede i det så godt som muligt. Det var koldt, men også forfriskende, og Keeran vidste at han trængte til det. Især hans ansigt, der føltes stramt af indtørrede tårer. Når han havde tid skævede han op til kronos imens, for at følge med i hvad han lavede, og hver gang smilede han også op til ham. 

Kronos så op fra sit måltid, da der blev sagt godmorgen og han kom med en uartikuleret lyd, der næsten kunne minde om et godmorgen, igennem det rå kød, der væltede rundt i hans mund. Det var ikke ligefrem fordi han havde nogen finere bordmanerer, men ingen havde heller ikke forventet det af ham endnu. At han nok var et skræmmende syn, faldt ham heller ikke ind, han var jo bare ved at spise.
Hans blik fulgte den lille ven, mens han gik ned til vandet og begyndte at vaske sig. Lige nu var der ingen fare på færde og Kronos spiste gladelig videre. Dog huskede han sig selv på at dele, så han tog det ene kødfyldte lår fra og lagde det på jorden, så Keeran kunne få noget at spise. Hvis han ville. Det krævede nok noget af det der ild, Kronos ikke brød sig om, men det måtte han selv finde ud af.

Det tog ham ikke lang tid at fortære hjorten. Der var mad nok i sådan en til en dag eller to, men Kronos var et stort væsen og han skulle have meget at spise. Han kunne sagtens spise to hjorte på én gang, men det var ikke så ofte, at han fik muligheden.
Da sidste bid var kvast i mellem hans skarpe tænder, rejste han sig og gik ned til vandet, hvor han stak hænderne i vandet, plaskede lidt vand i ansigtet for at vaske blodet af – ikke for at se mindre farlig ud, men fordi størknet blod var irriterende at have siddende – inden han stak hovedet ned til vandet og begyndte at drikke i store slurke. Der kunne være mange liter i den store trold og det tog lidt tid, før han rettede sig op igen og så ned på sin ven.
”Maaahhd.” Han pegede mod det efterladte ben, mens hans dyriske stemme fik udtalt det simple ord.

Keerans smil blev større, da Kronos hilste tilbage. Det var ikke helt et godmorgen, men han vidste, hvad Kronos mente, og det var rart at trolden forsøgte at kommunikere selvom det ikke var fejlfrit. Han var trods alt den eneste ven Keeran havde lige nu.

Da Keeran kom op fra vandet igen tog lod han solens stråler varme og tørre sig, og efterlod blot sit tøj liggende på græsset. Han gad ikke at det blev vådt. Det gik først op for ham, at Kronos havde efterladt mad til ham, da trolden pegede på hjortebenet.

"Oh.. Wow," sagde han og så derefter op på Kronos med et smil, der voksede sig større og større. "Tak," sagde han og så sig omkring. "Så må jeg nok hellere lave et bål..." Det var heldigvis en nem opgave og ikke længe efter havde ilden taget fat og dyrebenet i gang med at blive stegt. 
"Jeg er glad for at du gider rejse med mig, Kronos," sagde Keeran, imens han holdt øje med øjet, siddende foran bålet, stadig splitternøgen. Ilden var dejligt varm og han var helt tør foran, men var stadig fugtig på ryggen og under lårene. "Du skaffer mig mad og sikkerhed og gør, at jeg når hurtigere frem end jeg ellers ville, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre for at gengælde tjenesten."

At hans lille ven ikke havde tøj på, rørte overhovedet ikke Kronos, tøj var stadig et koncept han ikke helt havde forstået. Ud over at de små blege væsner kunne holde varmen. At dække sig til af generthed var ikke en tanke, han på nogen måde kunne vende inde i hovedet, så den gav mening. 
Da han havde stillet sin tørst, gik han lidt væk fra vandet og satte sig, ja næsten lagde sig, kun støttende overkroppen på en albue, og betragtede Keeran, der begyndte at lave bål. Noget han havde set gjort så mange gange før, men han nægtede at komme i nærheden af det. Ild var hans fjende og han var skrækslagen for det.

Men det gjorde ikke så meget, når det var et lille bål og han kunne holde afstand. Så kunne varmen næsten være rar, selvom lugten af røg stadig gjorde ham svagt urolig. Noget i hans hoved sendte faresignaler ved lugten, selvom han aldrig havde mødt ild andre steder end i de små bål, de små væsner lavede. 

Duften fik alligevel Kronos til at ærgre sig over, at han ikke havde fanget en hjort mere, men mon ikke, at der var mere mad på turen. Han følte sig dejligt afslappet lige nu, mæt og udhvilet efter nattens søvn og han nød bare stilheden ved søen.
En stilhed, der blev afbrudt, da hans lille ven begyndte at snakke. Det var lidt svært for Kronos at følge med, men noget med at han var glad for at følges med Kronos. Noget, der fik den store trold til at brumme lidt, han havde ikke noget i mod at følges med Keeran. Han havde ikke noget sted, han skulle være. Men det var for svært for ham at udtrykke, så i stedet strakte han sig og rakte ud for at nusse spidsen af en stor finger i Keerans krøllede hår. En gestus, han havde set et menneske gøre, som han havde fundet... betydningsfuld.

Keeran grinede i hele hovedet, da Kronos rodede op i hans hår. Det var som at blive opmuntret af sin mor, hvis ens mor var en stor, knoldet trold, der ikke var så god med ord, men rimelig god til at tilbyde trøst. 

Keeran spiste, blev tør, trak i tøjet igen og fik Kronos med sig ud at vandre. Troldens skridt var for lange til at Keeran kunne følge med uden at løbe, så dét gjorde han et stykke af vejen - det var rart for ham at få brugt noget energi. Men da han blev træt kom han op at sidde på Kronos' skuldre igen, og han nød også bare at lade sig bære, indtil de, et par timer inden mørkets frembrud nåede en landsby. I denne var der ingen huse, der var blevet brændt, og ingen medlemmer af Kiles Orden, der havde dræbt nogen. Keeran fik oven i købet øje på en anden halvelver og han løb begejstret hen til hende, for at spørge hende, hvordan det så ud på disse egne - om det var sikkert at bevæge sig omkring alene og hvor meget magt Kiles Orden havde her.

Hun besvarede alle hans spørgsmål, imens Kronos ventede i nærheden, og tilbød ham oven i købet et sted at overnatte.

Keeran vendte tilbage til Kronos for at fortælle ham, at han var i sikkerhed her, og gerne ville blive her lidt, og tog afsked med den store, venlige trold. Det gjorde ondt på Keeran at sige farvel, og han fældede også en tåre, selvom de ikke havde fulgtes ad så længe, men det var en trøst at se, at Kronos ikke tog det helt lige så tungt. Desuden havde Keeran hele tiden vidst, at det var begrænset hvor længe de kunne følges.

"Jeg håber vi ses igen," sagde han som det sidste, inden han vendte tilbage til den halvelver der havde lovet at hjælpe ham ad herfra.