Cayden lyttede interesseret med, da Mia fortalte om landets historie fra hendes synsvinkel. Han var glad for at høre at hun ikke havde holdt med en bestemt side. Bare dét, at hun holdt med de uselviske, beroligede ham. Ikke at han ikke selv var selvisk - dét var han - men hun virkede så god. Så uskyldig og venlig, at han ikke kunne lade være med at holde lidt af hende, på trods af at han ikke kendte hende. Dæmoner kunne være gode og mennesker kunne være onde, og selvom det lå i dæmoners natur, ifølge Cayden, at være mere selviske, fordi de var tvunget til at tænke sådan for deres egen overlevelse, så kunne Mia sandsynligvis stadigvæk holde med dem. Den viden beroligede ham.

"Jeg synes alt du har at sige, er interessant," svarede Cayden hende afslappet, da hun undskyldte for at tale for meget. "Dine ord er velovervejede, ligesom dine holdninger." Han så på hende med rolige øjne og sad et øjeblik i overvejelser, inden han igen talte. "Jeg er en dæmon. Jeg ved at du kommer til at møde en masse mennesker der hader os, men inden deres holdninger påvirker dig for meget, vil jeg gerne have at du ved hvad jeg er, så du kan danne dine egne holdninger udfra dét. Det stoler jeg på at du kan."

Han havde en svag idé om hvordan hun ville reagere, men forberedte sig mentalt og fysisk på hvad som helst. Selv en lille pige skulle ikke myrde ham med et overraskelsesangreb, og hvem vidste hvilke evner en stjerne havde.

Dæmon? Al form for forlegenhed var igen forsvundet fra hendes ansigt, da han havde smidt den information efter hende. Men måden hendes kæbe havde faldet lå ikke op ad, hvad man kunne kalde for skræmte rammer. I stedet havde hun blot straks drejet hovedet for at se direkte på ham med de blå øjne gjorde store. Og undersøgende. Det var kun en mild overraskelse der malede hendes ansigt. Hun var ikke blind for, hvad en dæmon var. Ligesom hun ikke havde været i tvivl om, hvad et menneske var. Men ligegyldigt om dæmonernes historier var fyldt med rædsel og frygt, så overmandede hendes nysgerrighed over alt det.

Efter noget tid faldt hendes hoved så på skrå og en forvirret rynke dannede sig imellem hendes bryn, mens hun ubevidst lænede sig en millimeter tættere på ham, som kunne hun ikke helt sætte tingene på plads i sit hoved. ”Du er min første dæmon, jeg har mødt. Og jeg må indrømme at jeg havde forventet noget andet. Skarpere tænder.” Hun løftede begge hænder op til panden for at imitere et par horn med sine pegefingre. ”Horn.” Hun var ikke helt klar over, hvor hun havde fået det billede af dem henne. For hun havde vel og mærket overværet dæmoner fra sin plads på himlen. Og selvom at alle på Jorden havde lignede miniaturer, huskede hun ikke at alle havde lignet, hvad hun forestillede sig i sit hoved.
”Men…” Hun fjernede sine hænder fra panden igen og stadig lænet ganske svagt mod ham brød det samme smil, som hun havde mødt ham med første gang, frem på hendes læber. ”… jeg kan ikke se, hvorfor mennesket ville hade en som dig. Jeg kender godt nok ikke til mange såkaldte dæmonerne, men du har indtil videre ikke givet mig en grund til at frygte dig. Tværtimod har jeg nydt dit selskab. Også selvom du stiller en del besværlige spørgsmål.”

Cayden kom med et fnys, der blev til et halvt grin, da Mia sagde at hun havde forventet skarpere tænder. Bogstaveligt talt havde han ikke, men metaforisk var hans tænder noget skarpere, end den forsigtige historiker han havde udgivet sig for at være overfor hende. Hele hans ansigt lyste til gengæld op i morskab, da hun oven i købet viste et par horn med fingrene.

"Så det værste ved mig er mine besværlige spørgsmål?" spurgte han med latter i stemmen og strøg sine hænder igennem sit hår et par gange, imens han fik tankerne på plads. Han levede af at spionere, så han var nødt til at være god til at lyve for sin overlevelse, men at se Mia, et væsen han allerede holdt af, se på ham som var han troværdig og god... det var noget helt andet.

"Du har ingen grund til at frygte mig, Mia," sagde han så, og så på hende med et forsigtigt smil. "Og mennesker... Mennesker de hader alt hvad de frygter. De stoler kun på sig selv. Så snart de finder ud af, at du ikke er som dem, vil de garanteret også frygte dig." Han stak en hånd i en lomme og fandt et armbånd frem. I det sad der to grønne ædelsten og en safir i midten af dem. De sad tæt og stramt, og var kantede om kæden. "Hvis du drejer på ædelstenen i midten, vil jeg vide at du er i fare. Du behøver ikke at bruge den. Jeg håber ikke at det bliver nødvendigt overhovedet. Men jeg vil gerne have at du i det mindste tager det med dig."

Hvad han ikke fortalte hende var, at armbåndet også ville gøre at han altid ville vide hvor hun var. Men der var ikke noget ved at vide at hun var i fare, hvis han ikke vidste hvor hun var. Eller ved at have hende som ven, hvis ikke han kunne udnytte hende.

Glimtet der pludselig var til stede i de abnormalt blå øjne begyndte så småt at ligne en undertrykt form for fortvivlet skrækslagenhed, der straks derefter faldt mere trist. Og i takt med at han fortsat forsikrede hende om hendes skæbne iblandt menneskene, pressede hun sin læber en smule mod hinanden. Hun ville virkelig ikke tro på ham. Men teoretisk havde han vel ret. Hun havde overværet netop, hvad han fortalte om. Men hun kunne slet ikke forestille sig, at hun ville ende med at blive frygtet på samme niveau som et sadistisk og kødædende monster. Hun var harmløs! Var hun ikke? Igennem de få dage, hun havde været på jorden, havde hun godt nok oplevet, at hun besad en smule højere fysisk styrke, men var det ikke tydeligt, at hun ikke ville kunne gøre en flue fortræd? Hendes blik faldt og hun drejede en smule benægtende sit ansigt væk. Dog nåede hun ikke at krølle sig helt sammen, før hun fangede syne af noget skinnende i øjenkrogen, hvilket fik hende til at atter dreje sit hoved forsigtigt mod ham.

Og som havde det aldrig været til stede, forsvandt usikkerheden fra hendes ansigt og blev erstattet af et oplysende og forundret udtryk af nysgerrighed, som han præsenterede armbåndet for hende. En tand forvirret måtte hun dog lige se op for at fange Caydens øjne og så ellers tilbage mod smykket. Forsigtigt rakte hun sin ene hånd frem fra kappens dække og samlede det blidt op fra hans hånd, hvor hun bedre kunne betragte det i sin egen. Igen havde han talt om fare, som var det uundgåeligt. Han ejede ikke den samme tillid, som hun gjorde, og det kunne selv hun fornemme. Roligt steg hendes mundvige op i et tilbagevendende smil, som hun lukkede sine fingre omkring armbåndet og rettede smilet direkte tilbage på ham.
”Det skal jeg nok gøre.” sagde hun endelig efter et par øjeblikke af ren paf-hed. Hun var ikke sikker på, hvad en historiker ville kunne gøre for at redde hende ud af farer, men måske var han i stand til mere end hvad stereotypen i hendes hoved var. ”Tusind tak.”

Med det sagt begyndte hun så ellers at rykke lidt mere op sig og med minimalt besvær rejste hun sig op på to ben igen. Stadigvæk med armene rakt lidt ud til her sin side for balance. Og hun måtte da også tage et par små, klodsede skridt for ikke at snuble i de mange løse sten, som stranden bestod af. ”Du må endelig ikke tænkte forkert om mig, men jeg må hellere vende tilbage til byen.” forklarede hun sig endelig, mens hun børstede lidt sand af sig. ”Jeg håber, at vi kan ses igen, så jeg kan besvare flere af sine besværlige spørgsmål.” Hun klukkede let af morskab, inden hun begav sig væk hen over stenene. Det var en klar fordel at gå på dem uden sko på. Dog stoppede hun bragt efter et par skridt og drejede fronten omkring og mod dæmonen, denne gang hvor det lykekdes hende at ikke ende på sin bagdel. Et stort muntert smil malede hendes ansigt, hvor glæden ligeledes var blevet en smule skarpere.
”Jeg skal nok bevise overfor menneskene, at jeg ikke er noget de skal frygte.” udtalte hun sig en smule højlydt, så han kunne høre hende på afstanden, inden hun vendte sig igen for at fortsætte på sin vej tilbage til sit nye hjem. "Bare vent og se, Cayden Roux."

Det var trods alt ubehageligt for Cayden at se lyset forsvinde fra Mias øjne, og han var glad for at han havde givet hende armbåndet, da han så hvordan det fik lidt af hendes nysgerrighed til at vende tilbage.
Han fulgte hende med blikket imens hun rejste sig op, og først da hun havde bekendtgjort sin intention om at tage tilbage til byen, rejste han sig også selv op. Han betragtede hende i tavshed imens hun tog afsked, ikke sikker på hvordan han skulle reagere. Han ville gerne følge hende hele vejen hjem, hvis hun overhovedet havde et hjem, men hendes reaktion tidligere fortalte ham at hun ikke troede på at det ville være nødvendigt. Det ville måske kun være sundt for hende at få sig en forskrækkelse, når det første menneske uden tvivl ville forsøge at gøre hende fortræd. Nu vidste han jo, at han ville kunne komme hende til undsætning hvis det blev nødvendigt.

Han rynkede skeptisk øjenbrynene sammen, da hun påstod at hun nok skulle bevise overfor menneske, at hun var ufarlig. Han håbede at hun ville bevise det modsatte - at hun var et væsen, der var værd at frygte. Det ville give hende bedre overlevelseschancer.
Han glædede sig allerede til at se hvad hun ville udrette, men han glædede sig mindst lige så meget til at se hende komme i problemer - som det var uundgåeligt, når man levede blandt mennesker.