Eliot så på hende da hun løftede armende og så rundt på dem. godt hun var okey. så kunne han slappe af. ja han var dum ikke at tage af sig selv først men han tænkte altid på andre først.
"rødder er stærke men ikke lange nok tror jeg. men vis du kan finde en der er lang nok ville det var dejligt." sagde han og vile jo bruge den til at komme op af siden med. han skulle jo ha et eller andet at holde fast i når han nu skulle kravle op. og hun kunne næppe bære ham. og hans fugle kunne ikke høre ham her nede fra. så de var ikke til meget hjælp.

da hun nævnte hans vinge så han mod den og smilte roligt og sukkede. "det er den vidst også. men jeg ved ikke om jeg har mandsmod til at få sat den på plads" ja han havde meget mod men han vidste at sætte knogler på plads ville gøre ekstremt ondt og han var ikke liiiige i humør til at skrige uden at ha noget at bide i. en kæp eller et stykke træ. han ville gerne ha sat den på plads men det krævede sikkert mere end bare at sætte den på plads. den skulle jo også holdes på plads.

"Rødderne går hele vejen op, godt nok er de fleste skjulte, men jeg graver dem gerne fri hvis det skulle være nødvendigt og det bliver det jo nok." Svarede hun beslutsomt og havde blikket rettet op ad. "Ang. din vinge, så ville det ikke være et passende tidspunkt at gøre det på lige nu, det skal gøres når det engang lykkes at få dig op her fra." 
Hun satte hænderne i siden og gik mod den første at tykkeste rod og begyndte at rive den fri fra jorden, så den lige var til at holde om. Rødderne i bunden af kløften var ikke noget problem at få trukket frem, det blev en udfordring og krævede tålmodighed og styrke da hun havde lettet sig fra jorden og holde sig i luftet samtidig.

Det var en af det positive egenskaber som engel, vingerne, at kunne flyve.

Et godt stykke tid var gået. Og hun havde fået gravet sig frem til de rødder hun mente var tykke og stærke nok til at få ham op ad hullet, kunne hun efterhånden godt mærke trætheden i både arme og vinger var ved at nærme sig. Men det havde lykkes hende, takket være hendes stædighed. 
Hun lod sig stille sænke mod jorden igen og lod vingene falde, da fødderne ramte bunden. Eva håbede på, at Eliot kunne bruge ideen. Hun ville selvfølgelig støtte ham hvis han skulle miste grebet, han skulle jo nødigt falde og brække den anden vinge. 

Eliot så hvordan hun kæmpede for at hjælpe ham. han vidste ikke hvorfor men han havde faktisk en evne der kunne ha hjulpet dem. men før han huskede på det havde hun gravet flere store rødder frem. han rejste sig og hev lidt i dem for at tjekke dem. de virkede sikre nok men han vidste ikke om de kunne holde ham når han klatrede. 
"må isari smile ned til mig i denne stønd" sagde han lidt og mest til sig selv. han tog fat i røderne og begyndte.

det var hårdt og da han kom halvvejs, var han nød til at holde en pause. han var træt i armende og vingerne gjorde ham tungere men han kunne ikke få dem ind når de var brækkede. det var lidt irreterende. men han vidste at han ikke måtte give op nu. efter 5 min forsætte han og ialt var der gået tre kvarter så var han oppe.
"tu....sind.... tak.... for alt" sagde han lettere forpudstet.

Evangeline så til og var parat til at give ham en hånd da han begyndte klatre. Det var tydeligt, at hans vinger ikke gjorde det nemmere for ham, da de gav en del vægt fra sig. Eliot var kommet halvvejs da han gjorde stop, Eva tog fat i ham for at støtte ham så han havde nemmere ved at finde kræfterne igen.  ”Jeg har dig” kom det fra hende. Det gjorde også at Evangeline skulle bruge de kræfter hun ikke brugte så ofte og hun baskede noget hårdere med vingerne end normalt. Hun håbede på, at dette hjalp ham en smule så han kunne slippe taget uden at være bange for at falde. Han var tung i sådan en situation, men hun kunne og ville klare det! – Han valgte at forsætte og hun kunne give slip, det var en lettelse for hendes side. 

Det kvarter det måske var gået, Eva havde ingen tidsfornemmelse, gav pote. De var nået toppen og kunne nu ånde lettet op. Eva fløj det korte stykke op og rakte hånden frem for at give ham den sidste skub op. – Eva mærkede både glæde og lettelse af at være oppe på landjorden igen og håbede aldrig hun skulle ende i den kløft igen.
”Ingen årsag, det var mit skyld at du endte med at brække vingen, jeg beklager dybt” hun placerede hånden på hjertet og var ked af at hun havde voldt ham skade. 

Eliot smilte varmt til hende. hun skulle ikke ha så ondt af sig selv. det kunne være sket for selv den bedste. Eliot så på hende med rolige øjne. "det er helt i orden. du kan jo følge mig tilbage til byen til heldbrederhuset. de kan sikkert få den sat på plads" Eliot smilte venligt og vidste at han jo også kunne a brækket hendes vinge vis det havde været omvendt.

Eliot rejste sig og så rundt efter vejen mod byen. han var lidt forvirret over det hele og smerten gjorde det ikke bedre. men man kunne ikke se på ham at han havde smerter. men det skulle nok vises når han skulle ha sat vingen på plads. han sukkede. han vidste han hadede helbrederhuset og dem der arbejdede der på en måde. men mest fordi han ikke mente han skulle bruge dem. men nu.... det var han vidst nød til. for han kunne ikke gøre noget for sin vinge selv.

"Jeg viser dig gerne vej. Men som du nok ikke ved, så arbejder jeg som healer der... Jeg har blot fri i dag." Nævnte hun efter en kort pause, hun sendte ham et venligt smil tilbage. Eva hadet ikke blot folk der gjorde andre ondt men også når det var hende selv, også selv om det blot var et uheld som denne. 

Hun bemærkede han sukkede og hun sendte ham et spørgende blik. "Er der noget der plager dig? eller er det blot tanken om at få sat vingen på plads?" Spurte hun med et let drilsk blik.. 
Men, det gjorde meget ondt, ingen tvivl om det, så hun forstod ham godt hvis det var det der plagede ham. "Du bør også regne med, at det vil tag en måneds tid før du kan bruge den igen." Hun satte sig i bevægelse i retningen af den vej der førte til byen, mod helbredelseshuset. 

Eliot så på Eva da hun sagde hun arbejde i heldbreder huset. øh nej. så ville hun sikkert forslå ham at han skulle ha sat det på meget snart. han så op på hende og smilte.
"du har gennemskuet mig.... jeg er ikke spicielt glad for at gå i helbrederhuset. men vis nu du går med kan det være det hjælper." han smilte varmt og begyndte at følge hende. han hadede tænken om ikke at kunne bruge vingen i en måned. det var jo længe.

Eva lo en smule og nikkede kort. "Men jeg forstår dig kun alt for godt. Men hvis du skal kunne flyve igen, er det desværre den vej du bliver nød til at tag." Hun lage en forsigtig hånd hans skuldre og løftede den anden og pegede mod en sti der gik imod byen, som første mod helbredshuset. "Denne vej."

Gåturen til byen var en smule lang nu hvor man ikke kunne flyve dertil. Og hun havde ikke mulighed for at fyve ham. Det havde hun ikke kræfter nok til. Men hun håbede på at kunne lære Eliot bedre at kende nu hvor turen gik til fods. Mon ikke det blev hyggeligt? Hun fandt ham som en god person, men hun havde det stadig skidt med at hun var skyld i hans tilstand.