" det er fordi jeg er den føde dræber eller jeg hva" siger han
"men jeg er ikke farlig tro mig " han fat rundt om hendes hage og
vender hendes hovdede imod ham og kysser hende på munden

Sekh nyder kysset og gengælder det roligt og blidt.
Dræber, hm.
Hun slipper så kysset, og rykker ind til ham.
,, Har du så drabt nogen?"
Spørger hun så med en roligt stemme. Overraskende.

han ser på hende efter kysset "ja det har jeg mange høre
her jeg kan ikke sove om natten jeg ser alle de mennesker jeg har dræbt dem ser jeg foran mig. men det er min fortid " han ser
på hende og afventer hendes reketion

Sekh's blik røger ned i sandet.
,, Det lyder.. Trist .."
Hun ved ikke helt hvad hun skal sige til det.
,, Havde de mon fortjent at dø, siden de kommer frem foran dig?"
Hun ser så op på ham, og ser nysgerrig ud.

han ser ned "jeg ved det ikke... jeg ved det ikke" siger han og
ser ned i jorden plz hjælp mig gi mig styrke gi mig svar armen
han er helt stille han siger ikke mere

Sekh kravler så hen foran ham, hun vender så ryggen imod ham, og lægger sig så ned på ham.
,, Håber ikke det gør noget?"
Hun kigger så op på ham, med et charmende smil.
Det er ved at være mørk nu, og så vil sekh helst være en nær.

" det er okay men jeg er nød til at gå vi ses smukke" siger han
og kysser hende på munden han rejser sig op og slår sine vinger ud og flyver sin vej



((nød til at smut ses))
//out

Sekh ser lidt efter ham og smiler.
Hvor er han sød..
Tænker han så og rejser sig op.
Hun går så væk.

Miara kommer gående hen af stranden, og kæmper noget med ikke at få sand i sine støvler. Det er nemlig noget af det værste, hun ved. At vade rundt i sådan en knasende klump, der kilder tærerne og gør sokkerne beskidte! Miara sukker, og kigger ud i den nærmest endeløse horisont, der i dag er mere grå end blå. Hvor verden dog til tider bare er farveløs! Også vejret er koldt. Man kan ligesom mærke, at der er en regnbye på vej, synes hun. Miara trækker sin røde kappe tættere om sig, og beslutter sig for at opgive vandringen i det halvfugtige, klæbrige og irriterende sand. Istedet klatrer hun op på en af klipperne, og sætter sig til at stirre ud over havet.

Cassa kommer gående med tunge skridt hen langs vandkanten... han går der hvor bølgerne lige akkurart når op og skyller ind over hans ankler... men hans støvler er tætte for det kolde, ubehagelige vand, og forede med varm pels fra et krystalfår oppe fra bjergene af..
Hans blik er ganske mut i dag.. og egentlig passer det ganske vel til det meget tungsindige og kolde vejr som har lagt sig som en tyk, ubehagelig dyne over krystallandets kystlinie i dag..
Han er iført de lange knæstøvler, som har en fin hvid farve.. skønt de er blevet snavset en del til af det beskidte havvand.. Hans bukser er ligeså hvide, men med lidt lyseblåt skær over sig.. i solidt stof.. Han har en sort jakke på, sådan en med flapper ned til alle sider, og inden under den, en vest samt en skjorte.. med kravat.. eller er det en halsklud? det er ikke til at se på grund af den lange kappe som er hægtet på hans skulderplader, og som normalt ville skjule en del af hans tøj, men som på grund af vinden, blafrer livligt i takt med de lange, sorte hårlokker.. Ja, vinden har massere at rive i på denne grå dag..

Cassa ser ikke Sin kolega, som ellers sidder ikke langt derfra.. på det seneste har han ikke holdt styr på hvem hans kolegaer er.. Han har ikke følt han var jobbet værdigt.. Siden han under så mange års tro tjeneste, aldrig er blevet forfremmet... ikke at ordene betyder noget.. men følelsen af at være værdsat.. forfremmet... det må da betyde noget! det må da betyde at man kan finde ud af det man laver... ikke?

Miara er nærmest faldet hen i en dyb trance over vandets brusen. Det er ligesom om, hun bliver suget med af de gråblå bølger, de nærmest rækker ud efter hende, trækker sig væk og prøvet at rive hende med sig... Miara ryster på hovedet. Igen er hun faldet i staver, har nærmest mistet taget i virkeligheden. Det er begyndt at ske tiere og tiere for hende. Det er ligesom om, hun er ved at gå i en slags permanent trance, permanent, svævende tilstand. Måske er det fordi, hun holder sig for meget indendøre. Fordi der sker for lidt omkring hende. Hele verden virker så stille for tiden. Miara har brug for, at der sker noget! At der er nogen, der sætter skub i tingene! Måske kunne hun selv prøve at skabe noget aktivitet omkring sig? Bare for at skabe liv?
Fordi, hun som sædvanligt er så langt inde i sin egen tankegang, går der noget tid, før hun hører nogle skridt i sandet bag sig. Nogle langsomme, tunge skridt, på grund af det træge sand, sikkert. Det gør alting mere langsommeligt, mere besværligt, mere trættende. Miara vender sig langsomt om. Det er en mand, en ung mand, øjensynligt. Har hun set ham før? Nej, det er Miara ret sikker på, hun ikke har. Han er ellers fint og bemærkelsesværdigt klædt. Ikke en person, man ville overse i mængden. Miara ærgrer sig nærmest over at se, hvordan hans fine hvide støvler og bukser bliver snavset til. Hun har lyst til at bede ham sætte sig på en sten og tørre dem af. "Jeg kan alligevel ikke løbe fra min fornemme opdragelse" tænker Miara med et skævt, halvt bittert smil.

Cassas blik er fæstnet et sted ude i horisonten.. havet er nærmets smeltet sammen med den grumsede, grå himmel... Hvor er det dejlige vejr henne, når man mangler det mest?
Han står nogen tid.. står stille nu.. som om hans sko bare er sumpet fast i havkanten... Hans ben nægter at gå videre... og tvinger ham ned på knæ...
Det giver et let lille plask da hans spinkle knæ støder mod det gennemblødte sand, hvor bølgen kun lige har trukket sig ned...
Han hader dage som disse.. Grå og tunge.. og med viden i baghovedet om at han burde øve sig på diverse ting til teateret.. det stresser ham... Hvorfor skulle de også sende sådan en høflig og pæn forespørgsel?! Hvorfor bad de ham på det nådigste om at tage til audition på den rolle?! Og Cassa, som ikke kunne nænne andet end at opfylde teaterets ønske.. han tog derhen.. og fandme om den unge Italienske fyr fik rollen.. Han blev smigret.. det gjorde han da! For sceneshows har altid været sådan en lille skjult hobby.. Men faktummet at han ikke har overskud til de ting han skal lære... Det er jo ganske forfærdeligt...
Hans slanke, feminine hænder, som så trykt er pakket ind i et par smukke hvide handsker, støder mod sandet.. så han først står på alle 4.. men så sætter han sig ned på sine ben.. de dybbrune øjne spejder ud i horisonten... Han burde øve! Han burde øve det ligenu! Men for pokker da.. Han tog herud for at være alene og koncentrere sig om at få øvet de ting.. Men han kan slet slet ikke koncentrere sig... et dumt træk fra Cassas side.. meget dumt.. I stedet for koncentration, gled hans tanker ind i de der ensomme og bedrøvede baner igen...

Ligesom Miara, er han faldet i trance...forskellen er bare, at hans trance får hans telepatiske evner til at reagere... Sand omkring ham og mindre klippestykker, begynder at røre på sig.. begynder at lette fra jorden.. det svæver først bare 10-15 centimeter over jorden... men enhver kan regne ud, at hvis det ikke bliver stoppet.. vil stranden her nok blive flået op til uigenkendelighed..
Men selvfølgelig... kender man ikke til hans kræfters ubegribelige styrke... så tænker man nok ikke over det...

((ku' vi ikke fryse? Har lidt stress på med min blækregning, som det er meningen, jeg skal være i gang med lige nu... Kan måske komme på senere i dag))

((Det fint nok.. ved ik om du har min msn, men du kan bare skrive når du har tid; daisuki*NOSPAM*_frogs@hotmail.com .. bare fjern; *NOSPAM* .. : ) ))

((Har ikke msn (tro det eller ej) ... Men vi finder vel ud af det:)))

Miara kan mærke, at hun ikke fryser så meget mere. Den lune, røde kappe, hun har trukket omkring sig, hjælper en hel del, selvom den på overfladen ikke ser ud til at være særligt tyk. Hun kan også mærke, at det er stilnet lidt af i blæsten, der ellers før suste omkring hende. Derfor har hun nu rig lejlighed til, fra sin behagelige udsigtsplads på den lave klippe, med stadigt større undren, at betragte den mystiske, fint klædte fremmede, mens han først falder på knæ i sandet og (til Miaras mere eller mindre bevidste irritation), sviner sine fint udseende bukser og støvler endnu mere til.
Han ser ud som om, han er i en form for trance, i hvert fald hvis man kigger på det fraværende blik i hans brune øjne- for de er brune, bemærkelsesværdigt brune, har Miara lagt mærke til. Egentlig en mærkelig ting, at bide mærke i, men det er nu engang sådanne små detaljer, som Miara for det meste hænger fast ved. Miara spekulerer på, om hun mon har det samme udtryk i ansigtet, når hun sidder og stirrer ud over vandet? Det ser både lidt uhyggeligt, og lidt dumt ud, synes hun.

Hvad der er endnu mere mærkeligt end både den fremmedes øjenfarve (som egentlig ikke er særlig mærkelig, men bare af en eller anden grund optager Miara), og hans ansigtsudtryk, er den vibration, der pludselig begynder at ske i luften omkring hende. Det er ligesom om, selve jorden ryster. Små sandkorn bliver hvirvlet op i luften og ind i Miaras ansigt, så hun midlertidigt bliver blændet. Derfor når hun ikke at dukke sig for den lille, men ikke desto mindre hårde, sten, der kommer susende mod hendes ansigt, og rammer hendes pande. ”Det her lort giver mig helt sikker en bule…” tænker Miara surt. ”Hvad fanden er det dog, der sker? Jeg bliver nødt til at gøre noget…” Miara dasker forvirret i luften med sine hænder, foran sit ansigt, for at vifte sandskornene væk, og få et klart udsyn, men uden held. Al den meget forvirrede bevægelse, gør, at hun til sidst mister balancen, og falder ned i sandet, der, for første gang i dag, er en hjælp, på grund af sin blødhed.
Fortumlet og stivbenet rejser Miara sig op, og får kæmpet sig hen til den fremmede. Hun må advare ham. Det er hendes pligt. Hun kan ikke bare efterlade ham her, i dette kaos.
Omsider ser hun ham, som en enlig statue, midt i virvaret af sand. Med sammenknepne øjne kan hun lige akkurat skimte ham. Og hvad Miara ser, skræmmer hende. Det er ham, al kraften stammer fra. Hun kan se det, hun kan mærke det. Det vibrerer i luften omkring ham. Miaras ummidelbare reaktion er at vige bort, men efter at have tænkt efter en ekstra gang, bliver hun klar over, at hun er nødt til at gøre noget. Stoppe ham. Derfor tager hun mod til sig, og slår ham, af alle kræfter, på skulderen. ”Hallo! Stop! Du er i gang med at ødelægge alt! Stop!” råber hun så højt, hun kan.

Cassa sidder helt i trancen.. Hans fjerne udtryk virker så bizart på mange tænkelige måder..
Men alt i krystallandet er vel bizart?
Egentlig gør han ikke det han gør, for at skade nogle.. helt simpelt er han ikke selv klar over at han gør noget... Ligesom når man bare falder i staver... men nærmest som om han sover, i vågen tilstand.
Men han mærker kort efter et hårdt slag på sin skulder.. og med et ordenligt ryk flår vingerne sig ud igennem hans smukke klæder.. flænser den fine påklædning total op på hans ryg, imens han på selv samme sekund letter og flyver 10 meter væk, med et ordenligt forskrækket ansigt...
Men ligeså på samme sekund, falder alt sand og sten til jorden igen, ligger stille som om det aldrig havde gjort andet...
Hun ramte ham lige under den ene skulderplade, på overarmen, og han ømmer den forskrækket.
"Eh... Undskyld mig men hvorfor slog De?" spørger han lettere overrumplet inden han lander på sandet.. folder de enorme vinger ind af mod ryggen... men enderne af dem er nødt til at slæbe hen af jorden.. for hans vinger er jo omkring 5 meter hver.. vingefanget er 10 meter... Så de blodrøde vinger, trækker nok en del opmærksomhed til sig...

Hvor der før føg sand rundt, er det nu de blødeste, fineste røde dun der fylder luften... Det virker nærmest som om at de lyser, men det er dog blot et synsbedrag...
Eller er det nu også det?
Svært at sige, men hvorom alting er, så temmelig facinerende at se på...

Miara når ikke engang at blive overrasket, da hun med et slag bliver skubbet bagud, da den fremmede rejser sig, og letter fra jorden! Et par kæmpemæssige, frygtindgydende vinger skyder ud af hans ryg, flår sig vej gennem alt, der i vejen, hud og stof, og folder sig helt ud. Hurtigt som lynet bærer de den fremmede omkring ti meter væk, højt op i luften.
Samtidig med, at den fremmede letter, tager den malstormslignende energi af, og de mange sandkorn, der før føg i hidsige stride om Miara, lægger sig nu pænt og blødt ned.
Miara, der er landet på ryggen, sætter sig langsomt op, og ømmer sig. Blå mærker er begyndt at træde frem på hendes arme og ben, og da hun mærker sig til panden, lægger hun, som forudsagt, mærke til, at den hårde sten har efterladt et smertefuldt visitmærke. ”Øv!” mumler hun surt, mens hun kommer på benene. Aldrig så snart, hun er kommet på benene, og i en lidt mindre nedværdigende stilling, lander den fremmede på jorden, ikke mange meter fra hende. De kolossale vinger er så store, at de slæber hen over sandet bag ham, og efterlader et snoet spor. Miara betragter ham, og konstaterer, at han nok egentlig ikke er så gammel, som hun først havde troet. Han er tynd, ufatteligt tynd, og ligner absolut ikke en, der kan rumme en hel storm af energi og et par dragevinger. Bemærkelsesværdigt.
Han spørger hende om noget. Der går noget tid, før Miara kan tage sig sammen til at svare. Hun er så overrumplet, at ordene ikke rigtigt vil frem. Endelig finder hun dog stemmens brug. Og med stemmen, kommer vreden. Hvad er det dog for en uansvarlig idiot, der ikke kan finde ud af at styre sine kræfter? Og så en, der er så magtfuld, som denne mand, eller dreng, nærmere.
”Hvorfor jeg slog dig?! Undskyld, hvad fanden er det egentlig, du har gang i? Er du ude på at slå mig, og alle andre, der kunne have befundet sig i din nærhed, til plukfisk? Hvad er det for en uansvarlig måde at handle på?!” Miara stiller sig vredt og beslutsom op, med hænderne i siden og et stålsat blik. Hun er netop blevet pålagt et ansvar, som lysets kriger. Hun må leve op til det ansvar, og beskytte den almindelige borger mod alle slags farer. Inklusive uansvarlige idioter med for stærke kræfter!

Cassa står lidt.. Helt forvirret.. Han aner ikke selv, at hans evner slap løs på den måde.
"Det er ikke for at være ubehøvlet på nogen måde, Senorita.. Men jeg ved ikke hvad De taler om.." hans stemme er ikke kraftfuld eller mægtig ligenu.. bare normal og en smule uforstående..
De enorme vinger strækkes ud.. de røde fjer fyger af dem endnu engang.. Nærmest som var hans vinger en stor udgave af en kongeørns, skinner fjerene i svage solstråler, som strækker sine fingre ud imellem det grå skydække.
Han koncentrere sig, og med et hårdt ryk, forsvinder de enorme, smukke vinger ind mod ryggen.. trækker sig ind i den smalle overkrop, og giver et ryk i hans krop, så han må træde frem med den ene fod, for at hans spinkle krop ikke skal slåes i gulvet. Tiltrods for hans spinkelhed, er hans krop trænet og stærk.. Umiddelbart skulle man ikke tro det var muligt.. Men han er jo ikke et menneske.. Ikke rigtig noget fast... Men dog alligevel, ville man kunne påpege hans race som en fønix.. Ildens fønix, som ligger og hviler i den unge mands korpus.
Men igen, han er ikke selv klar over hvad hans kræfter gør, når han falder i staver..
"jeg har ingen intentioner om at gøre folk fortræd... tværdigmod... Jeg kæmper for freden her i landet.. Og... Deres påklædning antyder, at De gør det samme?" han nærmer sig med let tunge skridt.
Hun må være lysets kriger... tænker han... Et sted føler han en deprimeret tyngende fornemmelse dale ind over ham.. Tankerne om den lange tro tjeneste for dronningen.. den tro tjeneste, som han ikke føler har betydet noget.. til trods for at han har redet samtlige fra mørkets borg, som han er blevet sat til.. Sågar kæmpet mod selveste Mørkets lord.. og rent faktisk slået ham i gulvet.. Og derved vandt tid til at få redet sin kolega ud.. dengang det skete...
Men alt det kender Miara nok ikke til... For hvem gør det? Cassa har aldrig været typen, der har pralet med sine bedrifter.. Kun hvis folk har angrebet ham verbalt og nedgjort ham, da har han ladet dem høre for sine bedrifter.. hvilket som oftest har fået selv den skarpeste tunge til at tie...

Miara kan mærke, beslutsomheden dræne ud af hende, som vand fra en våd badesvamp, når man klemmer den rigtigt hårdt. Hendes arme bliver lidt mere slappe, og glider til sidst ned langs hendes side. Den rå beslutsomhed, og vreden, der egentlig både er et udbrud af forurettethed, indblandet chok, bliver i stedet erstattet af dårlig samvittighed, og forlegenhed. Hvor er det dog typisk af hende, at lade sit temperament løbe af med sig på den måde! Det mennesker, der står overfor hende, er ikke bare (tilsyneladende) helt normal og fredelig, men også en af lysets krigere. En kollega! Miara har lyst til at skrumpe ned til størrelsen af et sandkorn. Tænk, at hun ikke havde opdaget det noget før! Hans tøj siger jo det hele. I stedet for at bruge sin fornuft, havde Miara bare tænkt, at det var ærgerligt, han svinede det til. Hun tænkte som en pige af fin familie, ikke som den, hun er nu. En af folket. En af lysets krigere! Hun har ærligt og redeligt fortjent den bule i panden, den hårde sten gav hende, hvis hun kunne være så dum. Tænk at skælde en kollega ud på den måde!
På den anden side var det han gjorde, jo stadig dumt. Så det er vel i orden, hun fortæller ham det?
Miara tager sig sammen, og sørger for ikke at vise sin forlegenhed.
”De må undskylde, jeg blev så oprevet… Men grunden er, at der ikke er hver dag, jeg ser strande blive, nær ved, revet fra hinanden, og kæmpemæssige røde vinger vokse ud af ryggen på folk. Det var nemlig det, der skete, mens De var i trance. Og jeg synes virkelig, De burde passe bedre på, med de kræfter, De slipper løs” sagde hun.
Derefter forsøger hun sig med et lidt mere udglattende smil.
”Jeg er ked af, jeg var så hidsig før… Jeg havde ikke genkendt Deres status. Forstår De, jeg er rimeligt ny i branchen.” Hun tager et par skridt hen mod den fremmede, og rækker hånden frem. ”Jeg hedder for øvrigt Miara” siger hun.