Lige lidt hjælper det i hvertfald, og før Avia ved af det, ligger det blodtørstige dyr over Renatika. Avia tripper panikslagen op og ned, med hænderne for munden. Hun træder et skridt tilbage. Avia er dødsensskræk.
Det er nu Avia skal træde til, det er nu hun skal vise sit mod. Det er nu Avia skal vise, at Renatika betyder noget for hende. Men hun kan ikke. Hun kan ikke gå derover. Selvom hendes hoved gerne vil hjælpe, så trækker hendes krop hende i den totalt modsatte retning, væk fra vilddyret, og væk fra Renatika.
Der er ikke tal på, hvor mange gange Renatika har prøvet at redde Avia. At hjælpe hende. Renatika ville ofre sig for hende, det er hun sikker på. Havde Avia været under ulvene, i dette øjeblik, ville Renatika være springet derpå med en kniv, udsætte sig selv for fare, for at redde sin veninde igennem så mange år. Men Avia kan ikke.
Ordene fiser igennem hendes hoved som blade i vinden, eller både på bølger. Forræder. Forræder. Forræder. Forræder. Forræder. FORÆDDER
Hun lukker øjne.
FORRÆDER!!!
Og alt, alt dette. Imens Renatika ligger på den beskidte kolde jord og kæmper for sit liv. Og ulven, som er begyndt at savle ved tanken om sin kommende middag, knurrer faretruende i vampyrens retning. For den kender vampyrer. Den ved, at imod dem, skal der kæmpes om byttet.
There's a ghost on the horizon
When I go to bed
How can I fall asleep at night
How will I rest my head
- Antony and the Johnsons