"Overraskende heldig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke har ædt dig endnu.."

Mumlede han, kunne virkelig ikke selv forstå en lyd af hans reaktioner på hende.
Måske var det fordi hun var et barn i hans øjne.. Eller ikke, han havde slået tonsvis af børn ihjel.
Kvinde? Nope.. Flere kvinder end børn.
Store, bedårende, runde øjne fyldt med bekymring og kvaler? ... Det lød som om hun havde været hans mor.
Han endte blot med at sidde og tænke noget så grueligt over hendes spørgsmål, sad og stirrede ud i luften med underlæben svagt skudt frem i barnlig vrede.
Han hadede ikke at forstå ting.. HADEDE det.

Det overraskede hende, da Kyo talte igen. Hun havde ikke forventet at han ville sige mere, men derimod bare lade emnet ligge, fordi det ikke interesserede ham. Men nu lød det, som hvis han stilte sig selv et spørgsmål, og ved at se på ham var Geill heller ikke i tvivl om, at han faktisk tænkte over det.
Hvilke tanker det så var, skulle hun ikke kunne sige.

"Jeg smager sikkert heller ikke godt. For sej i kødet eller for sur i blodet, et eller andet."

Sagde hun og smilede en anelse. Sort og dårlig humor fra hendes synsvinkel, men hun tog sig i grunden ikke af det. I stedet rykkede hun lidt på sig og samlede et vissent blad op fra jorden, som hun satte sig til at pille ved. Forsigtigt rev hun flænser langs årerne, mens hun uden at se på dæmonen talte til ham.

".. Men.. Hvad synes du så egentlig om mig? Du sagde vi ikke var venner, men du æder mig heller ikke.."

"Hah dit blod er helt normalt"

Kommenterede han dog halv fnisende. Han havde jo tygget i hende før, hendes hals vel og mærke, og det smagte som de fleste andre mennesker.
Mennesker smagte ikke af så meget.. Lidt af kylling ville nogle påstå, men det var jo netop fordi at kylling selv heller ikke rigtig smagte af det fjerneste.
Han lukkede kort øjnene i og sukkede tilfredst. Hans fod stang stadig svagt i smerte, men det var en smerte han alligevel var så vant til.
Som han stadig lå på jorden, halv tæt på den blussende kugle af ild så han underligt fredelig ud. Ikke som den sindssyge dæmon han virkelig var.
Da hun atter snakkede, åbnede han dovent et øje og kiggede hen på hende med svag undrende.
Det var jo OGSÅ et rigtig godt spørgsmål, var det ikke.. Ehj nu blev han jo nød til at tænke over det.

"Syntes om dig? .. Tror ikke jeg syntes noget om dig. Hvis det skulle sættes som et forhold ville du være et kæledyr"

3.. 2... 1..

Nærmest forskrækket slog hun blikket op og tog sig til halsen ved Kyos kommentar til hendes blod. Det havde hun ikke brug for at vide! At han havde bidt hende smertefuldt og den dag i dag kunne fortælle hende, at hendes blod smagte ganske normalt, var bare bizart.. Eller noget.
Men tankerne blev snart afbrudt af noget langt mere interessant, da Kyo begyndte at tale igen. Spændt lyttede hun, men stadig uden at se på ham, da bladet tilsyneladende stadig var mere spændende.
Lige indtil ordet "kæledyr" kom ind i billedet, og hun mærkede sin krop spænde op. Så han hende.. Som et kæledyr? Et fandens kæledyr?!

"Hvad!?"

Og pludselig stod hun på begge ben med knyttede næver. End ikke hende selv havde indset hvor hurtigt det var gået.

"Et dyr? Dit kæledyr?! Jeg er fandme et menneske af kød og blod med følelser og hele svineriet, du kan ikke kategorisere mig som et kæledyr!"

Hun var pludseligt ved hans side, hvor han lå på ryggen, og sparkede hidsigt til dæmonens sårede fod, bare for at sparke til noget! Helst Kyo.

"Desuden behandler du mig værre end noget kæledyr du kunne have haft!"

Lige på slaget

Tænkte han tilfredst, han vidste da at hun ville blive sur over det. Forstod ikke hvorfor da hun jo selv spurgte, men han VIDSTE at hun ville overreagere.
Kunne ikke holde en lave fnisen nede over hendes små råberi og satte sig op igen, efter at hun havde sparket til hans fod, kunne ikke lade være med at smile halv bøvet.

"Du er så let at læse.."

Kommenterede han kort, inden han trak benene ind under sig og lagde albuerne på knæende.
Kiggede derefter på hende igen, stadig med det skæve, møj drillende smil.

"Du spurgte selv, desuden er mennesker jo dyr ligesom alle andre skabninger. Mennsker kan bare tænke lidt længere."

Konstaterede han muntert, lagde hovedet let på skrå, men betragtede hende stadig.

"Jeg har aldrig haft et kæledyr. De fleste dyr hader mig, selvom mennesker er for dumme til at vide hvorfor"

Hun rødmede, både fordi hun var flov, og fordi hun var hidsig. Let at læse? Hun hadede ham!

"Vi er ikke nær så meget dyr som dæmoner!"

Hvæsede hun og tog flere skridt væk fra svinet, indtil hun kunne vende ryggen til ham og lægge armene over kors - igen'igen. Hun havde brug for at dampe af, men det var ikke nemt med de ord Kyo blev ved med at tale.
Han var bare for meget.
"Mennesker er dumme, understående, intet værd, kedelige, svage." Hun kunne blive ved, mens hun vrængede ordene i sig selv og skar grimasser.

"Du fortjener intet kæledyr. Du ville ikke kunne finde ud af at behandle det ordentligt, men derimod bare lege med det, nedgøre det, drille det, pine det og disse det, når du ikke længere gad det. Du ville være fucking ligeglad!"

Råbte hun bittert og lod som om, at det ikke lige var et bunke personlige følelser hun lige havde smidt ud i luften der.

"Og mennesker er ikke dumme, bare fordi vi ikke kan svare på, hvorfor huskatten hvæser af jer! Så du holder bare kæft."

Snerrede hun over skulderen, før hun vendte hovedet bort igen.

"Det har jeg ikke sagt. Jeg ved da godt vi er dyriske! Men i forhold til jer, VED vi det og vi bruger det. Derfor er dæmoner stærkere end mennesker"

Knurrede han drillende, det store smil stadig placeret på hans læber. Det barn var simpelthen for sjovt at drille. Hun blev så hysterisk!

".. Jeg vil ikke have et kæledyr. Jeg kan ikke LIDE dyr. De kan ikke lide mig. Så let er det."

Sagde han dog flat, virkede til at blive en anelse fornærmet over det. Han kunne ellers godt lide katte.
Som lille ville han gerne havde haft sig en kat, men alle de katte han havde mødt havde hvæst og angrebet ham, så han havde aldrig fået lov til at have en.

"Mennesker burde selv kunne mærke det, men det kan de ikke for mennesker er nogle skvat. Så du holder selv din kæft, kælling"

Hun var spændt i alle kroppens muskler. Hvert eneste ord han lukkede ud af ædespalten var et provokerende prik i siden på det gule dyr i maven på hende.
Dæmoner er stærkere, der var den igen.
Og der var ingen tvivl om, at han sad og smilede af hende.

"Mennesker er ikke bygget med tænder til at æde råt kød!"

Sagde hun og vendte sig om for at hæve overlæben og pege på sin ene hjørnetand.

"Ser den måske skarp ud? Nej! Desuden, hvis du har aldrig har haft et kæledyr eller aldrig vil ha' et kæledyr, så ved du heller ikke hvad det vil sige at tage sig af et andet væsen. Du er kold og du er kynisk!"

Hurtigt rev hun båndet fra sit hår, så det kunne falde tungt om hendes smalle skuldre igen, før hun kastede båndet til sin ejer.

"Mennesker har det i det mindste godt mellem hinanden. Nogle har. Se det som en svaghed, jeg er ligeglad, jeg vil bare ikke høre om det! Sandhed eller ej!"

Og hun følte sig pludseligt alene ved meningen bag sine egne ord.

Hun var så morsom.. Så helt ufattelig hysterisk og fyldt med barnlig mod. De fleste voskne modne mennesker, ville ikke være dumme nok til at svare en stærkere dæmon imod.

"Det er ikke meningen at de skal æde råt kød.. Det er ikke en styrke, det er bare en indbygget.. Hjælp til dem der bruger dem"

Sagde han roligt og lagde hovedet i hænderne, mens han så yndigt betragtede hende fra sin plads.

"Det er sådan verdnen har skabt mig pigebarn. Jeg har da ikke altid været sådan."

Grinede han højt, lænede sig ligefrem tilbage og blottede tænderne på grund af latteren.
Hævede dog et øjenbryn af hendes sidste, temlig desperate kommentar og greb let båndet som hun kastede mod sig. Nå jo, det havde han helt glemt.

"Dæmoner kan da godt have det godt med hinanden. Vi behøver bare ikke andres selvskab for at leve.. Mennesker blir sindssyge af ikke at have selvskab"

Sagde han tænksomt. Han havde jo Nemo, hans bolleven.. Som var forelsket i ham.. Så det var jo alligevel ikke gået helt som planlagt.

Hun fnøs og vendte hovedet til siden med hænderne på hofterne. Hun nægtede at kommentere snakken om tænderne, da det ingen vej ville bringe hende. At Kyo ikke altid havde været sådan og noget med verdenen, kommenterede hun heller ikke, da hun var ligeglad.
Men ved det sidste så på hun på ham igen og rynkede på brynene.

"Jeg ser både dig og Icaricia meget sjældent. Med Icaricia er det en skam, med dig er det tilsyneladende et held. Mit eneste selskab for tiden er en dæmon, som er fuldstændig ligeglad med mig ovenpå, at han ser mig som et kæledyr - Et kæledyr, som han desuden aldrig har haft og slet ikke vil have, fordi dyr hader ham, ligeså meget som han hader dem. Pludselig er det virkelig ikke svært at se sammenhængen mellem dyr og menneske."

Sagde hun bittert og lod sig dumpe ned i skrædderstilling, atter blikket vendt bort.

"..."

Hans øjne blev kort mindre da hun nævnte Icaricia og en svag hvæsen slap hurtigt fra hans hals.
Han hadede jo den kælling, så det var jo ikke så mærkeligt at han ikke rendte i hælene på hende!

"Hvorfor skulle jeg rende i hælene på den lede kælling? Hun er så pisse højrøvet og tror hun er bedre end alle andre, blot fordi hun er renblodet"

Knurrede han vredt, så temlig ondskabsfulgt på Geill og fnøs vredt af hende. Tænk at hun kunne lide Ica..
Det er sikkert en kvinde ting.. Tøser er så mærkelige

Hun fik jord under neglene, da gravede hænderne ned i skovbunden under hende. Icaricia var ingen led kælling. Det burde Geill vide bedre end nogen anden, for det var den dæmon der havde taget sig af hende og givet hende hus og hjem, da hun havde allermest brug for det.
Hun skyldte hende hele sin nuværende tilværelse.

"Hvad så hvis hun er bedre end alle andre? Hun er jo dæmon. Renblodet. Hvor fint. Garanteret både stærkere og smartere end halvblodede som dig. Men bare rolig, du er jo stadig bedre end mennesker, husker du nok. Hvor må du være glad!"

Snerrede hun spydigt af ham og lænede sig iltert frem over sine korslagte ben.

Han kunne mærke sin egen hidsighed prikke ham i tiningerne og små tics i hans øjenkrog på grund af hendes snakkeri.
Hun fattede jo ikke en skid den lille, dumme unge. Hel eller halvblods havde jo intet med sagen at gøre! Dumme.. Lille.. Irriterende..


"Snotunge"

Knurrede han pludselig, den før rolige atmostfære var hurtigt blevet ændret til noget mere mørkt og dystert.

"Jeg er selv helblods i øjeblikket, så den kan du slet ikke bruge mod mig nu. Du skulle havde hugget sådan et år siden."

Hvæsede han vredt. Han havde aldrig villet være dæmon. Han havde før jaget dem og slået dem ihjel, men det vidste pigebarnet jo ikke.

"Du har jo ikke fattet en skid endnu, dumme unge. Jeg ville hellere være et men.."

Tilføjede han rasende, inden han stoppede op midt i det hele. Han var vist ved at snakke over sig.
En svag, sur rødmen bredte sig over hans kinder og han lagde armene over kors med et vredt fnys. Dumme, lille ica-efterligning!

Hun tog sig ikke af at blive kaldt en snotunge. Hun havde nærmest forventet det, i det hun vidste, hvor meget de to dæmoner ikke kunne klare hinanden.
Alligevel trykkede det lidt, at stemningen hos den anden vendte som på en tallerken. Og at Kyo snakkede om at være helblods nu, men ikke at have været det før, forvirrede hende.
Man var forhåbentlig født det ene eller det andet, man kunne ikke ændre sig gennem tid. Kunne man? Geill var pludselig ikke så sikker og rynkede brynene uforstående, som hun lænte sig tilbage igen.
Kyos humør var på vej ind i farezonen, så hun tog sine forholdsregler, samtidig med hun følte sig muggen. Ikke hidsig, men bare muggen. Hun anede ikke hvad han talte om, og det bebrejdede hun kun ham. Og hun hadede ikke at forstå noget, især hvis det betød, at folk kaldte hende dum.
Dumme unge, den havde hun hørt før. Men hvad der kom derefter fik hende til at holde vejret. Han ville hellere være et hvad? Et hvad? 'Men', som i.. Menneske?
Hun slyngede hurtigt tanken ud af hovedet. Ha! Som om, han var jo alt for god til at ville være noget så dumt og svagt!
.. Og alligevel blev hun i tvivl ved synes af hans lette rødmen (som hun vidst aldrig havde set på hans kinder før), og den måde han lagde armene over kors på.
Hun var stille længe, meget længe. Men så sank hun noget og tog sig sammen til at læne sig frem igen med armene på jorden foran sig, nu tættere på Kyo end hvad der kunne ende godt for hende selv.

"Et menneske? Hvad det dét du var ved at sige? Ville du hellere være et menneske??"

Og pludselig var hun sikker og samtidigt semi-forvirret. Hvad fanden?

Han så ondt på hende, da hun pludselig rykkede sig tættere på ham og hvæsede lavt.
Det ville havde virket fint og ondt hvis ikke det havde været på grund af den rødmen der var over hans ansigt, noget som hurtigt kunne opfattes som meget ukarakterisk.
Den blussende flamme, virkede til kort at blive mindre og koldere inden den atter blussede voldsomt op for nærmest at skræmme hende væk fra ham.
Det var jo ikke meningen at hun skulle havde regnet det ud. Det var slet ikke meningen at han skulle have sagt det.
HVORFOR gjorde han også det?! Hvorfor havde hans normale psykiske mure ikke virket? Havde hun virkelig sneget sig vej ind i hans hoved? Uden at vide det selv?!
En skinger latter slap dog fra ham og han virkede næsten lige så hånlig som før, selvom der var en temlig nervøs undertone.

"Et menneske? HAH hvad skulle det dog havde gjort godt for? Jeg ville dø af alderdom som 70 årig! Jeg ville være ældet hurtigt og lignet en tørret vindrue som 40 årig, istedet for at havde beholdt mit udseegne fra det jeg var 17! Mennesker er ynkelige, uduelige, svage, irriterende... Og lever generelt.. Lidt bedre.."

Snerrede han ondskabsfulgt selvom hans stemme langsomt blev lavere og lavere, inden det sidste virkede som mere end hvisken end noget andet.
Dumme unge fik ham forvirret og fik ham til at snakke over sig..

Hans hvæsen bragte ingen reaktion. Helt ærligt, så hvæsede han 80% af tiden i hendes selskab, så mon ikke hun havde vænnet sig til det og lært (...) ikke at tage sig af det. Hvad der dog bragte en reaktion, var den pludseligt voldsomt blussende flamme ved hendes side. Forskrækket dukkede hun hovedet med et lille pivende udbrud, da hun næsten kunne mærke flammerne slikke sig op af hendes kind. Eller også var det bare bare varmen og hendes egen indbildning, men det var lige meget!
Hun flyttede sig i hvert fald ikke en centimeter, men vovede derimod bare at se op på ham igen efter choket havde lagt sig.
Ved hans skingre latter kunne hun ikke holde et fnys tilbage. Hvad skulle det nu til for? Han var jo afsløret! Og hans snak om alder og alt det andet pis holdt jo ikke meter, efter det han sluttede af med. Nok var Geill uenig; hun syntes mennesker måtte ha' det elendigt i forhold til de bedre-til-alt-dæmoner, men det havde ikke noget med sagen at gøre, så længe Kyo var afsløret!
Blandede følelser boblede i hende, men hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med dem. På den ene side havde hun lyst til at grine højt af ham, og på den anden side havde hun bare lyst til at give ham et kram og et kys på de røde kinder.
Eh, stryg det sidste! Stryg det! Nu rødmede hun jo også selv. Pokkers.
Og alligevel vovede hun at komme nærmere, så hun snart var helt henne ved ham, men stadig ikke sikker på, hvilken reaktion hun burde give ham. Hvad kunne han forholde sig til? Hvad kunne hun forholde sig til? Hun smed ideen om et kram ud af vinduet og sagde i stedet;

"Hvorfor siger du nu det? Hvad ved du overhovedet om det? Du burde ikke vide hvordan vi mennesker lever, men kun være interesseret i, hvorvidt vi kan underholde dig eller behage maven."

Hun brummede og lagde armene over kors mens hun så mistroisk på ham, for at afholde sig selv fra at gøre noget dumt. Med mindre hun allerede havde gjort det.

Han bed sig selv lidt på indersiden af kinden og ignorerede smagen af blod der hurtigt fyldte hans mund op.
Pis hans tænder var alt for skarpe til at han kunne gøre sådan noget.. Nu havde han lidt bidt et stykke af sin kind af, selvom det healede hurtigt.
Han så halv vredt hen på hende da hun atter rykkede sig tættere på ham og hævede et øjenbryn af hende.
Hun var så stædig. At hun stadig turde sætte sig så tæt op af ham var både uvant og en anelse irriterende.

"... Min mor levede som et menneske og var det også indtil jeg fyldt 4"

Forklarede han alligevel kort, rynkede svagt på næsen og lænede sig en anelse bagover for at kigge op i den mørke himmel.
Han hadede at blive sentimental. Det irriterede ham noget så grueligt og han forstod egentlig ikke følelserne som han burde.

Geill var ved at tabe næse og mund.

"Du.."

Hun slugte dog sine ord, før hun nåede ret langt.. I tilfælde af, at han ville fortælle videre, så burde hun være tålmodig og lade ham tage den i sit eget tempo og.. Nah, hun spurgte alligevel.

"Du har altså været menneske? Og din mor? Hvad skete der?"

Geill vidste hvordan hun pressede, og hun kunne risikere ingen svar at få, men bebe, nu måtte hun bare vide det.
Som hun sad i skrædderstilling skævede hun mod himlen sammen med ham, men synes det blev for tankefuldt og sentimentalt, så hun så i stedet på Kyo igen, selvom han intet gjorde for at få øjenkontakt med hende.

"Nej.. Jeg vil tro jeg var halvt menneske halv dæmon på det tidspunkt.."

Sagde han tænktsomt, ærlig talt vidste han det ikke helt. Han kendte ikke til sin race, andet end blot at være dæmon.
Han havde jo søgt efter sin far, blandt andet for at slå røvhullet ihjel, for at finde ud af netop det. Han kendte til mange forskellige racer inde fra dæmonriget.
Men så ikke at kende sin egen var egentlig ufattlig irriterende. Sådan et stykke fakta der bare manglede og efterlod et hul i hans ellers overraskende oplyste hjerne.
Han vendte dog hovedet ned mod hende igen og hævede et øjenbryn. Hvorfor interesserede det hende overhovedet?

"Hvad der skete? Jeg fik hende drabt da jeg var 14"

Sagde han blot koldt, virkede ikke til at ville tale ind om emnet, men det var måske alligevel ikke det smareste at sige til en familie elsker som Geill.

Han ville tro? Hun rynkede uforstående på brynene, men strøg det til side. Det var ikke så relavant som det han derefter fortalte om sin mor.
Langsomt rettede hun sig op og lænede sig tilbage igen. Ikke et eneste øjeblik fjernede hun sit varsomme blik fra ham, som hun pænt trak sig længere tilbage og satte sig til rette igen. Den forrige lyst til kram forsvandt i luften som røg.

"Hvordan kunne du slå din egen mor ihjel?!"

Ja, hun udbrød det højt, og ja, hun udbrød det vredt. Der var visse ting Geill ikke kunne forstå, og det var hvordan man kunne finde på at slå sin familie ihjel. Geill, som den familieelsker hun var, ja, var skræmt. Det havde hun end ikke troet om Kyo og det frustrerede hende.