OOC: Nu undskylder JEG altså også for min langsomhed, men mit sociale liv tager til, og jeg har også fødselsdag, så det hele har været lidt kaotisk >w<

IC: Julian smilede stadig, men hans latter tog langsomt af. Ikke fordi der var noget i vejen, men alles latter stilner af på et tidspunkt. Ligesom vrede også forsvinder. Den holder man bare ikke fast på, ligesom glæden.
"Hvorfor spørger du om det?" Smilede han, og satte sig i skrædderstilling. Udenfor havde vinden nu fuldstændig lagt sig, og katten i træet sad der stadig, og så dumt ned på jorden. Uvejret i Julians sind trak sig ikke væk længere, nu kom de tøvende tættere på. Som om de ville prøve hans grænser af, slå til uden at han var forberedt.
Katten så faktisk utroligt hjælpeløs ud. Måske skulle han hjælpe den ned? Nej. så højt var den ikke oppe. Og katte lander jo altid på benene...

OOC: Du skal da ikke sætte dit sociale liv til side for min skyld. Sørg du endelig for at leve livet, i stedet for at føle dig forpligtet til det her. Og hvis du har fødselsdag, så: TILLYKKE!!!

IC:
"Jeg kom bare lige til at tænke på noget,.." sagde hun. Hun følte ikke, at det var nødvendigt at uddybe, og det ønskede hun heller ikke at gøre, så hun holdt bare munden lukket. Hun ønskede ikke at inddrage Julian i sine tanker om ægteskabet, for hun ønskede i det hele taget ikke at inddrage ham i den sag. Derfor holdt hun sin mund.
Udefra kunne hun fornemme bevægelser. Nogle af Julians naboer måtte netop være kommet hjem, for der var pludselig en hel del bevægelse i nabohuset. Hun kunne fornemme mindst tre mandspersoner. Dog kom vibrationerne så langt væk fra, at hun havde svært ved at bestemme følelser og beskæftigelser. Men ud fra, hvad hun kunne føle, virkede det som om, der enten var en fest, eller et slagsmål under opsejling..

OOC: Ja, jeg ved godt, det er forfærdelig kort, men jeg har hverken lige tid eller inspiration til mere.

OOC: tak xD

IC: Julian nikkede bare med et lille smil på læben, igen henført i sine dybe tænker, imens han så på katten i træet. Den slog prøvende med poten ud i luften, men holdt så fast i grenen igen.
Da et råb genlød igennem kvarteret rettede Julian forundret blikket helt ud. Det kom fra nabohuset.
"Hvad i al verden..?" mumlede han overrasket, og rejste sig. Hans naboer var måske en smule sky så han kendte dem ikke alt for godt, men han kendte dem da godt nok til at vide at de ikke ligefrem holdt fede fester med sprut så folk blev højlydte. de var et flinkt, ungt par fra norden, og holdt sig meget for sig selv. Julian havde godt nok heller ikke været så meget udenfor de sidste 3 år, og det var nok også lidt hans egen skyld. han havde ikke gjort noget som helst for at møde nye mennesker. inderst inde havde han nok tænkt, at hvis han fik nye venner, ville han have givet fuldstændig op angående Aisha.
Han gik hen til resterne af sin dør og kiggede ud. Døren derhenne var åben - så ikke ud til at være revet, flået eller sparket op. Alligevel var spetaklet højt - det lød ganske vidst som et slagsmål.
Inde i Julian strømmede modstridende følelser - skræk, vrede, forvirring, tvivl. Skræk over hvad det kunne være, om det havde noget at gøre med ham og hans pengeproblemer. vrede over hvem i al verden dere ville gøre noget ved hans naboer. forvirring over at han ikke anede om der overhovedet VAR noget at være bange, vred eller i tvivl over, og i tvivl over om han overhovedet skulle gribe ind. skulle han gå fra Aisha for at se hvad der foregik? eller skulle han bare blive og lade dem passe sig selv? Hvis der nu var sket noget som han blev indblandet i når han gik der over - hvad så med Aisha? hvad skulle hun så gøre, hvis han pludselig kom rendende ind med endnu flere voldsmænd i hælene?

OOC: Du må godt nok undskylde, at jeg har ladet dig vente så længe. Jeg har bare lige været i Frankrig, så der havde jeg i hvert fald ikke tid til at skrive. Og nu hvor jeg så er kommet hjem, og har forsøgt at få dig svaret, er det gået op for mig, at jeg absolut ingen idé har til, hvad jeg for eksempel kan skrive.
Sååeh, kan jeg få lov at springe min tur over, eller sådan noget? For jeg aner virkelig, virkelig, virkelig ikke, hvad jeg kan skrive. Selvom det egentlig er et meget åbent indlæg, du har skrevet.. ^-^'

OOC: oooh, Frankrig... *at drømme sig langt væk*
Det er helt fint med mig, jeg kender det godt. men så vil jeg også gerne vide, hvad DU syntes det skal være der foregår ovre i naboens hus? OwO Så svarer jeg bare lige kort, for ikke at spamme fuldstændigt xD

IC:
Julian bed sig let i læben.
"Aisha, jeg går lige over til naboen og tjekker om alt er som det skal være. Jeg tror ikke det er noget specielt, men det larmer ret meget."

OOC: Det er da godt at høre, at du ikke hader mig fuldstændig, på grund af mit midlertidige kreativitets-blackout. Men nu skal jeg nok prøve at skrive et eller andet, om end kun ganske kort - desværre...

IC:
Aisha rettede sig op; hendes sanser skærpedes. Hun havde jo selv følt vibrationerne, og det, at Julian også lagde mærke til et eller andet, fik hendes bekymring til at stige yderligere.
"Lad mig gå med," bad hun, men ventede ikke på svar. Hun rettede blot ryggen og fulgte i Julians fodspor.
Gennem jorden kunne hun tydeligt mærke vibrationerne fra en slags håndgemæng, som hun kom tættere på gerningsstedet. Hun vidste ikke, hvad årsagen til dette kunne være, for hun kendte jo slet ikke naboerne. Men hun var rimelig sikker på, at vibrationerne ikke kunne stamme fra noget godt.
Mon det kunne være gældsopkræverne, der var fortsat deres griske vej efter værdier og slagsmål hos naboerne, nu de ikke fik noget slagsmål ud af det, hos Julian? Hun troede det næppe, men hun kunne ikke komme på nogen anden forklaring.
"Hvad tror du der sker?" spurgte hun stille.

Julian var gået ud af døren og stod og ventede på Aisha. han ville ikke sige hende imod, selvom han måske ikke ligefrem så lyst på det at hun gik med. han ville helst ikke have der skulle ske hende noget, men han var på sin vis glad for det alligevel. så havde han selskab, og lige meget hvad der skete derinde, kunne Aisha godt nå at flygte. Han begyndte at gå hen imod huset, da noget blev kastet ud af døren, og han forskrækket standsede op. Det var en... kat. Den var blevet offer for en eller anden brutale vrede, og var hårdhændet blev kylet ud af døren. Det lille lig fra katten lå bare på jorden med snusket pels og tomme øjne, og Julian så et kort øjeblik paralyseret på den. Han fik det et kort øjeblik som om han skulle kaste op, men så så væk og hen imod huset, hvor det nok ikke var nogen fest der var igang.
Tanken om, at det kunne være gældopkræverne havde også strejfet ham, men han havde næsten nægtet at tænke tanken og havde glemt det igen. nu ramte det ham igen, som et lyn fra himlen, og han havde det også som om han var ristet. men det var ikke pågrund af noget lyn. han så på sin hånd. han havde knyttet den hårdt, og hans fingerspidser var hvidglødende, men han kunne ikke mærke det. han kunne bare set det. det samme varme skær som kul får.

Hun havde absolut ingen anelse om, hvilke tanker der måtte køre rundt i hovedet på hendes bedste ven. Hun fulgte ham blot, fyldt med ærefrygt. Han virkede skræmmende i sin beslutsomhed, men samtidig beundrede hun ham for at ville komme disse mennesker til nød. Hun vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre at sig selv, for hun så sig på ingen måde som nogen helt, og mod var heller ikke noget, hun havde særlig meget af. Hun vidste faktisk ikke, hvorfor hun overhovedet fulgte med Julian, for i øjeblikket følte hun sig som for stor en kryster til at kunne yde nogen som helst hjælp. Men hvor Julian gik, ønskede hun også at være, så ligemeget hvad kan kunne tænkes at rode dem ud i, ville hun med.
Da katten susede ud af døråbningen, bemærkede Aisha først ingenting. Først da den, med et hult bump, landede på de støvede brusten, blev hun opmærksom på den. Hun vidste først ikke hvad det var, for umiddelbart virkede den faldne genstand hul og livløs. Men som hun nærmede sig den, kunne hun føle de svageste, mest skrækslagne vibrationer, hun nogensinde havde følt. Katten kæmpede for sit liv; holdt fast i de skrøbelige rester, i frygt for - døden. En så skrækkelig medlidenhed, at det burde være løgn, bølgede ind over hende. Tårerne væltede op i hendes øjne og en skrækkelig smerte vældede op i hende, som knugede en ondskabens jernnæve om hendes sårbare hjerte. Hun fik lyst til at samle det stakkels dyr op, knuge det i sine arme, og overbevise det om, at det bare skulle slappe af. Hun ønskede for katten, at dens sidste tid ikke blev fyldt med angst og smerte, men ro og spænding over, hvad døden mon havde at byde på. Men hun kunne intet gøre for den lille kat. Hun kunne absolut intet gøre, udover at høre den udånde sin sidste luft..
- Med ét blev Aisha fyldt med så forfærdelig en hævntørst, at hun var bange for, hun skulle sprænges. Hun kunne ikke rumme den store følelse; var nød til at få den ud. Hun vidste ikke, hvordan en fremmed kats død, kunne sætte gang i så stor en ting, men et andet vidste hun, og det var, at hvem end der havde taget livet af den stakkels kat, skulle nu få hendes vrede at føle..!!!!

OOC: Ups, der lod jeg vist det hele løbe af med mig. Håber, du kan bære over med mig.

Da Aisha reagerede på katten, så Julian en smule bekymret på hende.
"Aisha... er du okay?" spurgte han forholdsvist lavt, og lagde en hånd på hendes skulder. i det samme han havde løftet hånden, var den blevet normal igen - ingen gløder.
Der lød et sagte dunk indefra, men Julian ville først vide, hvorfor Aisha reagerede så voldsomt, eller om det overhovedet var det hun gjorde. om det måske var noget andet.
Døren indtil huset blev pludselig smækket helt op, med en sådan kræft at det bragede igennem hele kvarteret, og inden at Julian nåede at svare på et eventuelt svar fra Aisha, vendte han sig om, halvt klar til at angribe, og halvt klar til at hjælpe. ud kom manden småløbende, overbøjet, som om han var ved at miste balancen. Julian løb hurtigt hen, og greb ham inden han faldt med hovedet direkte ned i jorden. et sår i panden tydede på, at der var noget alvorligt i farvandet.
"Min kone.. min kone..." mumlede han bare, og Julian så ind i mod huset. Hvem i al verden kunne finde på at gøre sådan noget imod dem, hans kærlige naboer? han gik tættere på døren, da den med endnu et sønderrivende brag blev smækket i.

Aisha skulle lige til at svare ham, da døren blev smækket op, med en sådan kraft, at hun blev slynget bagud. Hun faldt baglæns og landede hårdt på halebenet. Smerten jog hele vejen op gennem rygraden, men efter længe at have levet udendørs i et barsk miljø, havde hun lært at leve med smerten, og derfor gik der ikke lang tid, før hun havde lagt den bag sig. Hun kom forsigtigt på benene igen, fik hurtigt et overblik over hele situationen, men kun for igen at miste fatningen, da døren endnu engang reagerede på et eller andet indefra.
Hun var forvirret. Skulle hun koncentrere sig om manden der tilsyneladende var alvorligt såret, eller skulle hun koncentrere sig om hvad end der var indenfor, og som sikkert var ved at såre den stakkels mands kone endnu værre, end han havde såret manden selv.
"Hvad gør vi?" spurgte hun, med et snert af panik i stemmen. Hun var usikker på hele situationen; vidste ikke, om hun skulle handle eller lade være. Hun kunne ikke førstehjælp, og hun havde det ufattelig dårligt med kropskontakt, så hun ønskede ikke at gå i gang med at behandle den sårede. Men hun ville heller ikke bare vende ham ryggen, mens hun så bevægede sig en i farezonen. Og hvad skulle hun overhovedet der? Det eneste hun egentlig kunne, var at formørke og lysne steder op. Det var ikke noget særlig effektivt våben, med mindre hun kunne bruge det til at overraske. Og overraskelsesmomentet kunne lige så vel gå ud over Julian, som voldsmanden. Så lige nu turde hun slet ikke bruge sin evne. Men hvad nytte var hun så til? Så vidt hun kunne se: Ingen.

Julian tog beslutsomt fast i håndtaget og rykkede det ned. Den var låst.
"Jeg... Jeg går ind, og ser hvad der foregår. Manden kan klarer sig, hvis du kan hjælpe ham ned at sidde, med hovedet så højt til vejrs som muligt. han skulle nødig forbløde..." Inden Julian tænkte over det begyndte håndtaget af gløde i hans hånd, og han trak hånden til sig, hvorefter han hamrede skulderen ind imod døren. Den rystede let, og hængslerne pibede, men der skete ikke andet, udover at han fik en øm skulder. Igen kastede han sig imod den, og den gav sig stadigvæk ikke. og han fik endnu mere ondt i skulderen.
Inden han fik tænkt sig om, kom han til at sætte ild til døren. det skete bare, han anede ikke hvordan. der gik også kun et par sekunder hvor den brændte, hvorefter døren faldt sammen til smuldrende aske. Han tøvede ikke, ikke engang med at tænke over hvordan det gik til, men gik istedet ind. Først kunne han ikke se nogen. et bord var væltet, og en stol havde brækket to af sine ben. et spejl på væggen var knust, og skårerene lå spredt omkring, tallerkner lå og flød, gardinerne var blevet revet ned. Julian knyttede hænderne, og anstrengte sine øjne. der var ikke nogen herinde. han sprang over bordet, og landede på den anden side med et næsten uhørtligt dump.

OOC: undskyld hvis der ikke er noget at skrive videre på, jeg skal ned og hente min lillebror fra springgymnastik, og er allerede sent på den.

Hun anede virkelig ikke, hvad hun skulle gøre. Hun følte sig endnu mere forvirret, end hun havde været, nogensinde tidligere i sit liv, men hun vidste godt, at det ikke var sandt. Hun følte sig bare altid så overvældet, når hun blev forvirret, at selv den mindste lille forvirring kunne føles som uoverskueligheden selv. Hun var meget i tvivl om, om hun bare skulle gøre, som Julian havde fortalt, eller om hun skulle støtte ham og følge med ind i huset.
Hun valgte blot at gå på kompromis med sig selv, ved at gøre lidt af hvert.
Aisha skyndte sig hen til den sårede. Hun fik fat i hans skuldre, inden han endnu engang drattede omkuld. Hun var usikker på, hvad hun skulle stille op med ham, men hun var opsat på, ikke at skuffe Julian, så hun skyndte sig at gøre et eller andet. Med en kluntet blanding af forhast og usikkerhed, fik hun manden op at stå. Han virkede ikke som om han var dødeligt såret, men dog var han kommet så slemt til skade, at han svævede et sted mellem bevidsthed og ubevidsthed. Hans hoved hang tungt mod hans bryst; hagen stødte mod den arrede brystkasse, som var hovedet for tungt til at blive holdt oppe. Andet kunne Aisha ikke sige om hans tilstand. Når han var i den halvt bevidstløse tilstand, som han nu befandt sig i, var hans vibrationer slørede; ubrugelige. Hun havde svært ved at aflæse ham, svært ved at beslutte, hvad der kunne være galt. Hun havde ingen anelse om, at der fra baghovedet strømmede blod ned i nakken på ham, eller at hans hånd var delvist brækket, for som hans tilstand var nu, var hans krop end ikke selv opmærksom på det.
Så det eneste hun kunne gøre – eller i hvert fald: gjorde – var, at lystre Julians tidligere ordrer. Hun fik ham sat ned, med ryggen lænet mod den modstående mur, og det var sådan set det. Hun var bange for at røre mere ved ham, i frygt for, for eksempel, at ramme ham i øjet eller næsen. For gennem vibrationerne, fik hun intet billede af, hvor på menneskekroppen disse befandt sig. Det eneste hun vidste noget om, var følelser. Og dem følte manden meget få af, i øjeblikket. Derfor var det, at Aisha, fuldstændig uvidende om sin egen uduelighed, efterlod manden med ryggen mod væggen.
Usikkert fulgte hun efter Julian, ind i huset…

Julian rettede sig langsomt helt op, og så sig omkring, og bed sig i læben. Alting var blevet kastet rundt og væltet. Så fik han øje på en dør i væggen. den var lidt mørkere end resten af træet, og stod en anelse på klem. Da gik over et knækket maleri af en ung udseende kvinde under et træ, og skubbede den langsomt op. også herinde var det raseret. Kvinden sad på sengen. hun så ikke ud til at være ligeså slemt tilredt som sin mand. Hun havde blå mærker, og sad på sengen og knugede en halskæde ind til sig.
Hun så forskrækket op da Julian gik hen imod hende for at se hvad der var sket.
"Der.. der var så mange! de har plyndret huset. for hver en eneste lille ting af værdi. men.. jeg fik vristet halskæden ud af deres hænder da de stak af ud af vinduet... Kristian prøvede at stoppe dem, men de slog ham i hovedet, og jeg.."
"Kom nu bare med ud. du må på H-huset sammen meres din mand." Julian havde ikke lagt mærke til at Aisha var kommet indi huset, havde ikke rigtig andre ting i hovedet end at få sin stakkels nabo ud. han så på halskæden. det var en smal kæde med små led af sølv så det ud til, med et lille blåt vedhæng der forestillede et hjerte.

Aishas forvirring blussede op på ny. Hvem var det, der havde gjort dette mod kvinden og hendes mand - samt kat? Hvordan kunne nogen finde på at gøre noget så grusomt? Var det muligt at leve med denne ugerning på samvittigheden? Disse og endnu flere spørgsmål kørte i øjeblikket rundt i hovedet på Aisha. Hun kunne ikke stoppe dem, kunne end ikke besvare dem. Hun tænkte dem bare, og forsøgte at hitte rede i det hele. Hun prøvede på, på den ene eller anden måde, at finde mening i hele situationen. Det kunne hun bare ikke.
Hun gik nærmere kvinden, for at kunne få et bedre overblik over hendes vibrationer. Men det eneste, kvinden i øjeblikket følte, var frygt og fortvivlelse.
Hun flyttede sig igen, denne gang for at undersøge, om hun måske kunne opfange gerningsmændene. Men der var intet. Kun hende, Julian, kvinden og den sårede mand.
"Ved De, hvem det var, der gjorde dette mod Dem? Hvad deres motiv var?" spurgte hun forsigtigt.

Julian så på Aisha og så så på kvinden, som bare rystede på hovedet af det Aisha sagde. "Det var et indbrud..." fortalte Julian Aisha, da kvinden af en eller anden grund ikke sagde noget mere.
"Der er... Vi må have dem på H-huset." Julian prøvede at hjælpe kvinden op og stå, og det lykkedes. hun var lidt omtumlet, men i bedre tilstand end sin mand, trods alt.
"Kom." dette var både henvendt til kvinden og til Aisha - han så bare ikke på nogen af dem, havde travlt med at skubbe ting til side med sin f´ødder så man lettere kunne komme til. det var måske lidt med tanke på, at kvinden skulle have lov til at kunne komme til; men egentlig var det for at Aisha ikke skulle træde på noget. Han skubbede bordet til side, op af væggen for at det var en smule nemmere at komme til, på trods af at der faktisk var en lille sti midt i alt rodet - enten var det der hvor Aisha havde gået, eller også var det hvor tyvende havde gået. Udenfor var manden stadig helt udmattet og kun halvt ved bevidsthed, men han sansede at hans kone kom ud og prøvede straks at rejse sig, da Julian bad ham sætte sig ned. Han kunne ikke få den mand hele vejen til H-huset. han ville falde om inden.

Aisha følte sig overflødig i den kaotiske situation. Julian virkede til at klare det hele ganske glimrende, også selvom han var ene om det. Hun følte, at hun mere var en byrde for ham, end en støtte. Men hun vidste ikke, hvor hun ellers skulle gøre af sig selv, så hun fulgte bare tanketomt Julians ordrer.
Langsomt gav hun igen sine tanker frit løb, om end dette skete helt ubevidst. Hun lagde mærke til, hvor ualmindeligt rodet der var i huset. Eller, det lagde hun faktisk ikke mærke til, hun undrede sig bare over hvorfor der tilsyneladende lå ting ud over hele gulvet. Hun havde svært ved at bedømme, om rummet bare var indrettet sådan, eller om der var rodet, da hun jo ikke rigtig kunne se scenariet. Derfor var det, at hun ikke tænkte yderligere over det. Men hvis hun havde gjort det, ville det måske undre hende, at indbrudstyve rodede sådan. Normalt ville indbrudstyve forholde sig så stille som muligt, forsøge at falde i et med tapetet. Men ikke disse. Altså havde indbruddet nok haft et andet motiv, end blot at hamstre alle værdigenstande..

Julian stod og betragtede manden, da det begyndte at regne. først let, men det tog hurtigt til, og Julian måtte tage en rask beslutning. han gik ned, og knælede ved mandens side, og prøvede at få ham til at være stille og lytte. Julians nabo sad bare og mumlede en masse ting, så lave og så hurtigt at Julian ikke kunne få nogen mening i det. Han måtte tage ham hjem til sit eget hus. Han kunne bare ikke få ham til at tie stille, og efterhånden frygtede Julian at slaget havde forårsaget en hjernerystelse eller hvad der var værrer. Han fik stablet manden op og stå, og slyngede hans arm ind over sin nakke for at hjælpe ham afsted. Kvinden så på Aisha et kort øjeblik, som om hun genkendte hende, men skæret i blikket forsvandt inden hun så smilede venligt.
"Mit navn er Hydá."Sagde hun så venligt, og så efter Julian og hendes mand. "Vi må hellere følge efter dem."

Aisha blev - som hun altid blev, når hun blev offer for tyngdekraften - chokeret, da det gav sig til at regne. Hun havde det dårligt med ting der faldt ned, eller på anden vis befandt sig i luften, da hun ikke kunne opfange disses vibrationer. Alt der ikke havde kontakt med jorden, var for hende skræmmende elementer fra en anden verden. Det var derfor hun fór sammen, da tunge regndråber plaskede ned på de snuskede brosten.
"Arh!" udbrød hun, nærmest skrigende, men stoppede hurtigt sig selv. Det havde ikke været hendes mening at lade lyden slippe ud; den var bare helt impulsivt kommet over hendes læber. "Åh, undskyld mig," sagde hun derefter.

Da kvinden derefter henvendte sig til hende, blev hun tvunget ned på jorden igen. Hendes hjerte hamrede voldsomt, fordi hun gang på gang på gang blev overrasket, når endnu en regndråbe ramte jorden. Men eftersom regnen blev ved, og ydermere tog til i kraft, blev hun tvunget til at vænne sig til den. Derfor var det, at hun efter et stykke tid kunne slappe lidt mere af.
Regnen vaskede hendes krop ren. Hendes skinneben og fødder havde været smurt ind i skidt, eftersom hun aldrig gik med sko, og det var meget længe siden, hun sidste havde fået fødderne vasket. Også hænderne var beskidte; under de efterhånden ret lange negle sad jord og andet snavs. Håret havde også været uglet og beskidt; hendes skønhed havde mildest talt været gemt væk under al skidtet. Men nu, som vandet plaskede ned over hende, begyndte snavset lige så langsomt at slippe hendes krop. Langsomt med målrettet begyndte vandet at vaske hende ren, også selvom, hun var noget af en mundfuld.
"Åh, ja, selvfølgelig," sagde hun til Hydá, ubevidst om sin egen forestående forvandling, til den skønhed hun var, under snavset. "Lad os det."
Rystende af kulde fulgte hun med de andre.

Julian ville have skubbet døren op med den ene hånd hvis den havde været der. istedet sparkede han nogle træstumper til side, og hjalp manden ind. han tænkte indtil videre bare på, hvor han havde noget der kunne stoppe blodet, der stadig dryppede fra mandens hage, hvor det var løbet ned fra såret. det var ikke så slemt som det havde været, men det så stadig slemt ud. Han håbede at Hydá som han havde hørt hende kalde sig ville hjælpe Aisha ind. uvejrskyerne udenfor trak sig tættere sammen, og det gjorde uvejrsskyerne i hans sind også. de lynede og tordnede, da han satte manden ned i stolen. Han var i tvivl om hvad han skulle gøre, og følte at ansvaret vilte på hans skuldre, han var bekymret for hvad der var sket med manden, og om han overhovedet kunne gøre noget. Han havde det som om, at alting hvilede på hans skuldre nu, og han havde lidt svært ved at håndtere det. alt det blod gjorde ham ret svimmel, og han vendte sig om imod sin kamin hvor noget brænde allerede lå parat, og han tog en tændstik (eller hvad de nu brugte dengang) og fik ilden igang. snart buldrede den lystigt og kastede et blødt, orange skær udover det hele. udenfor haglede regnen ned, da julian kom med en balje vand, som han stilte over ilden, bare for at gøre det lidt varmt. han havde ikke meget erfaring med lægemidler og sådan, men han vidste at såret noget skulle vaskes. Han så på Aisha med et lille smil, da Hydá havde sat sig ved sin mand og prøvede at tale med ham. Regnen havde godt nok gjort underværker, det måtte han indrømme, da han igen vendte sig væk fra hende og hurtigt gik ind på sit værelse. han vidste at han ikke havde noget rigtigt at forbinde mandens hovedet med, så han greb sin kappe. den var blød og nyvasket, og havde ikke været brugt i et stykke tid. han kom ud igen med den i favnen, og tog en kniv som han brugte til at flå det i strimler. ret primitivt, men han måtte gøre noget. han ville ønske at han også kunne indvie Aisha i det der skete, og det gav ham en eller anden form for skyldfølelse bare at lade hende stå der, uden at hun havde nogen chance for at kunne gøre noget. han lagde strimlerne ned, og tog baljen væk fra ilden.
"sæbe... og en svamp..." mumlede han for sig selv, inden han hurtigt tøffede ud på sit badeværelse, og fandt et lille sæbestykke og en underligt formet svamp.

Aisha bevægede sig forsigtigt indenfor. Hun fik manøvreret sig hen til en af Julians stole, hvor hun satte sig ned. Hendes tænder klaprede og hun rystede som et espeløv. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, for at forhindre dette. Så hun sad bare, med armene om sig selv, og lod kaminens lystige flammer varme hende op.
Hun fulgte, med lige dele ærefrygt og spænding, Julians heltemodige optræden. Hun var fascineret af hans iskolde og helt rolige måde at håndtere det hele på. Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke var lige så rolig, som hans opførsel tydede på, men dog formåede han at klare det hele, og få alle til at tage den lidt mere med ro.

Som hun sad der, stadig uden at kunne gøre noget som helst, kom hun til at tænke på katten. Det stakkels dyr lå ude i regnen, livløst, opgivet. Hun kunne ikke rumme al den sorg, kattens død havde ført med sig, så hun besluttede sig for at gøre noget ved den. Hun ville give katten en værdig afsked fra denne jord, og samtidig slippe af med lidt af den skyldfølelse hun følte, ved ikke at have kunnet gøre noget for den. Derfor rejste hun sig brat op, trådte hen over Julians rester af en dør, og begav sig hen til gerningsstedet. Her satte hun sig forsigtigt på hug, foran det skrøbelige lille lig. Langsomt, og med en sådan forsigtighed, man overhovedet kan mønstre, løftede hun katten op. Dens lille hoved hang slapt fra halsen og benene stak ud fra kroppen i surrealistiske vinkler. Aisha bar den med sig tilbage til Julians hus, skulle lige til at bære den indenfor. Men så indså hun, at hun intet kunne gøre for den indenfor. Så hun fortsatte med at gå. Hun gik rundt om huset, om i haven. Hun kunne tydeligt mærke den sumpede jord under sine fødder; de spredte græsstrå kildede hendes våde fodsåler.
Endnu engang satte hun sig på hug. Denne gang ikke for at løfte katten op, men for at ligge den ned. Hun fandt en halvtør plet, under et gammelt træ, hvor hun lagde dyret. Derefter gav hun sig til, med sine bare hænder, at grave et hul i den mudrede jord. Hun fik muld og snavs op under de nyrensede negle, men hun ænsede ingenting. Hun var gal på indbrudstyvene, gal på sig selv, og lige nu var dette den mest effektive måde at få bugt med al den vrede.
Frustrerede vredestårer løb ned af hendes kinder, men når regnen piskede sådan ned, var det svært at se. Hun vidste end ikke selv, at hun græd, for hun kunne ikke skelne mellem de tårer, og de regndråber, der hele tiden løb ned af hendes kinder.
Langsomt havde hun fået gravet et hul, så dybt, at katten kunne være i det. Det var ikke et flot hul, end ikke et kvadratisk hul. Det var bare et helt almindeligt hul, der var for ynkeligt til at blive kaldt en grav, men for meningsfyldt til bare at blive kaldt en fordybning.
Endnu engang tillage hun sig selv al den forsigtighed hun kunne mønstre. Hun samlede det drivvåde kattelig op, og lagde det langsomt ned i hullet. Med en ærefrygtig pegefinger strøg hun det døde dyrs våde pels, hvorefter hun hviskede: "Farvel,"
Over hende buldrede et forestående tordenvejr. Normalt ville hun være blevet bange, for alle disse uforklarlige fænomener fra oven, men lige nu så hun det som et tegn; et tegn på, at der blev taget godt imod katten, et sted deroppe.
Med et dybt suk, gav hun sig til at dække kattens krop med muldjorden. Hun var bange for at den skulle blive knust, under den tunge mudder, men et eller andet sagde hende, at dette var det rigtige at gøre. Derfor fortsatte hun med at dække kattens lig til, indtil hendes hul, rent faktisk blev til en grav. Hun plukkede en svag lille blomst fra Julians græsplæne, og lagde den ovenpå graven. Derefter rejste hun sig på ny, og gik tilbage indenfor, ind i varmen.

Den Aisha, der før var blevet vasket ren og smuk, var ikke længere. Hun havde forladt rummet, og var aldrig kommet tilbage. For den Aisha, der nu trådte ind, var sølet til i mudder, og bar ikke den lunefulde forvirring, den tidligere Aisha havde båret med sig. Denne Aisha udsendte på en eller anden måde en sælsom sindsro, som hun end ikke selv var klar over, at hun var i besiddelse af. Men det var tydeligt at se, at hun var forandret..

OOC: Øøøh? Hvad? ^^'