"jeg mener altså hvad.." mere nåede hun ikke at sige før han begyndte at snakke igen. Hun lukkede mundne og begyndte stille at mumle noget uforklarligt.
I et stykke tid klemte hun øjne lidt sammen og åbnede så munden. "Du er fra havet. Jamen hvor fra så? Jeg har da aldrig set sådan en som dig. Jeg har kun set en som..." hun stoppede og sukkede kort "mig" hun kiggede ned i vandet. Det var faktisk kun derfor hun var flygtet. Hun ville se andet end andre end sig selv. Det virkede bare forkert, ikke at se andre end sig selv.
"Ja jeg er fra havet. Sikke dejligt det er." mumlede hun og holdte blikket ned i vandet. Nogen gange virkede hun bare så dum. Tænk at hun kunne spørge hvad han var. Han var jo et væsen, eller som han selv sagde ham slv. Hun skulle bare have holdt sin mund

Fundet på Photobucket ^_^