Han holder hende tæt og stryger hende kærligt over håret, mens han lader sin skjorte tage imod de bitre tårer. Han lytter alvorligt til hvad, hun siger, og hans mave snørrer sig sammen i frygt.
"Åh min Maki," hvisker han ned i hendes hår og kysser det blidt.
"Jeg er sikker på din veninde gerne ofrer et kys for din skyld, om hun ved hvad det er eller ej ... Det andet tager vi stille og roligt som det kommer," trøster han, selvom en hård knude har samlet sig i hans mave. "Vi tager et lille skridt ad gangen, ikke? Du er i sikkerhed her, jeg skal nok passe på dig! Og skulle din veninde ikke ønske at udsætte sig, så skal jeg nok selv opsøge din
skaber og sørge for hans blod." selve den sætning virker mærkelig for ham, men han forsøger at virke som om det ikke påvirker ham. Tanken om en skaber og at skulle bruge nogens blod er lidt utrolig for ham, men han siger intet om det og holder hende blot tæt.
"Fortæl mig alt, der går dig på, så tager vi det ét skridt ad gangen, ikke? Alting bliver fint," trøster han hviskende mod hendes hår og kysser det igen.