,,Jeg vil aldrig forlade dig" formaner han hende, selvom hun allerede er i drømmeland. Lidt akavet får han rejst sig med hende, han har ikke mange kræfter nu, men begir sig alligevel ned mod hans værelse, hvor han ligger Damia på sengen.
,,Jeg elsker også dig" hvisker han idet han kysser hende på panden, og forsvinder ud af rummet igen.
Han trængte til en kop te, måtte lige have en pause oven på endnu et drama i den lille hytte.

Da han havde fået lavet sig en kop te, satte han sig ind ved siden af Damia, hvor han tog hendes hånd i hans. Og der sad han ellers, kiggede på månen og holdt sin søster i hånden.
Tankerne fløj gennem hans hoved, og han blev mere og mere træt jo flere der kom.
Til sidst stilte han koppen på gulvet, og lagde sig selv til at sove.

//sover

Damia vågner ved lyden af børns latter uden på gaden. Hun hviler sit blik på Nathan, som stadig sover sødt. Forsigtigt stryger hun en hånd gennem hans hår. Damia var stadig bedrøvet over gårdagens hændelse. Hun ville ikke have trukket Nathan ind i hendes problemer, men det kunne man vidst ikke undgå, de var jo, søskende.
Hun rejser sig op og ser ud af vinduet. Det var dejligt vejr til en gå tur. Hun havde også behov for at samle sine tanker.
Damia snupper en kurv til frugt, og går ud af døren. Hun går mut ned af gaden og forsvinder i mængden.

//out

Morgensolens stråler lyser det sovende hus op. Fuglene synger elegant udenfor under den blå himmel. En dejlig morgenstemning har lagt sig over huset. En dejlig duft af æblekage spredes, og når helt ud til alle hjørner og værelser af huset.
Damia står ude i køkkenet med et rødt forklæde om sig, og venter tålmodigt på at æblekagen, i vindueskarmen, køles ned. Hun er i et lunt humør og har et bredt smil om læberne.

En liflig duft af æbletærte sneg sig ind mod Nathan, og ankom hurtigt til hans næse. Efter kun få snus, åbnede han de mørkerøde øjne, og satte sig undrende på sengekanten. Det plejede at være ham der lavede mad, ikke Damia, så han undrede sig lidt over duften, men rejste sig da pænt hurtigt for at komme ud og se hvad det var.
Synet af hans smilende søster, fik ham til at smile stort. Han havde trukket sit tæppe med, og stod nu i dørkammen hvor han kløede sig i øjet, og som altid mindede han om et kært lille barn. Nu et træt sulten lille barn..
,,Godmorgen..." han smilede lidt, og gabte kort, før han traskede over og kyssede hende på kinden.
Det hvide hår var godt uglet, og stod nærmest ud til alle sider.

"Godmorgen,, svarede hun med en moders sukkersøde stemme, og smilede fornøjet over hendes bror.
"Jeg har bagt æblekage," forklare hun en smule stolt "Den er lige straks færdig,,
Damia binder sløjfen op på forklædet og hænger den hen på en knage.

Nathan smilede, stadig lidt træt, men det var et glad smil.
Lidt utålmodig bevægede han sig over mod tærten, og da Damia stod med ryggen til, prøvede han at hapse et stykke.. MEN.. denne tærte var jo selvfølgelif stadig varm, så istedet stod han nu med fingrene i munden, og et ret utilfreds udseende i ansigtet. Men det var han jo selv om, og inden Damia skulle nå at få fat i ham for at straffe ham for at have stukket en finger ned i hendes tærte, forvandlede han sig til en ulv og rullede ind under et af køkkenskabene hvor hun ikke kunne nå ham.
,,Undskyyyyld" lød det bjæffene derindefra med den dybe rungende ulvestemme.

Damias blik når at fange Nathan da han forsvinder under køkkenskabende. Allerede afsløret i den forbrydelse han har begået, nyttede det ikke meget at gemme sig under skabende.
"Ej Nathan,, siger Damia bebrejdende med hænderne i siden. "Så kan du måske lære at holde nallerne for dig selv,,
Hun tager et viskestykke så hun kan holde tærten uden at brænde fingrende. Hvorefter hun går over til bordet, og placere tærten i midten.
"Du er og bliver en dumdristig...,, hun stopper og tænker sig lidt om "ohm... Hund,, siger hun og kigger hen mod Nathan.

Nathan bjæffer fornærmet.
,,Må jeg være fri? Jeg er en ulv!" uden helt at tænke sig om rullede han ud fra sit skjulested, for at vise at han ikke var en almindelig skødehund, men en stærk og farlig ulv. De forskelige farvede øjne kiggede sulten på tærten, og han nærmede sig, langsomt. Brændt barn leger ikke med ild.
,,Har du ellers kokkereret noget mens jeg sov?" han glemte at tænke på, at hun nok ikke var så glad for ham lige nu.. han havde trods alt øddelagt noget af det bedste hun havde præsteret i et køkken, ifølge ham.

Damia hæver et øjenbryn. Med hænderne i sidderne betragter hun Nathan.
"Nåh så det er du?,, siger hun i en forbløffet stemme, som var det først gået op for hende nu, at han var en ulv. "Din personlighed siger noget andet,, hun ryster svagt på hovedet og vender sig om.
Den ellers så flotte tærte ser nu lidt sølle ud, og Damia sukker opgivende. "Nåh ja... Man kan da ligeså godt give den til hunden,, bebrejdende øjne dømmer den skyldige.
"Men...,, siger hun, stopper og fryser i sin stilling, da hun var ifærd med at ligge tærten ned til Nathan. Hun tager tærten op igen i en sikker favn "Det tror jeg ikke den ville havde godt af. Den er nu også begyndt at blive lidt fed,, siger hun drillende.

Nathan knurrer lidt over alle de utålige beskyldninger, om at han skulle være en sølle hund. Men han vil ikke lade sig provokere at hendes komentarer, han kender hende, ved at hvis han siger en bestem ting blir det hende der ender som offeret. ,,Du har ret.. jeg skulle lade dig spise den så du kunne blive tykkere.. hvis du er heldig tar du på de rigtige steder." Nathan skævede mod hendes bryst, og ja.. blev sidende sådan.

/frys

Damia vender ryggen til ham og har armene om hendes barm. Hun skuler over til Nathan.
”Du har et eller andet med mine bryster. Hvad det så end er, må du hellere slå det ud af hovedet, ellers skal jeg gerne hjælpe dig,, siger hun truende. Damia sætter næsen i sky og går bestemt ud i køkkenet igen, med en let vrikkende hofte.

”Hvis det er bryster du savner, hvorfor tager du ikke blot og drikker den eliksir?,, kommer det inde fra køkkenet.

Nathan grinede kærligt over sin fornærmede søster, og rystede på hovedet over komentaren omkring eliksiren. ,,Det tar tid sådan noget.." Mange folk troede fejlbarligt, at eliksire var noget man lige kunne smutte ned og købe i den lokale købmand, men de sande eliksi bryggere, vidste bedre.
,,Men nej. Jeg savner skam ikke bryster.." han smilede hoverende, han havde trods alt vundet deres lille "hvem får først irriteret den anden" leg, og han nød at drille hende sådan.
Ulven lagde sig ned på ryggen, og lavede de sødeste hvalpeøjne.
,,Jeg brændte min pote før.. men vil stadig meget gerne smage din syndig velduftende tærte" pev han, mens han rullede lidt rundt, og kiggede bedene på hende.

Damia så på Nathan og smilede så modvilligt kært til ham.
"Selvfølgelig skal du havde noget. Desuden lavede jeg den også til dig,, sagde hun røbende og skar et ortdenligt stykke tærte. Satte sig ned ved siden af Nathan og gav ham tærten. Hun nussede ulven bag øret og kyssede hans pande.

Nathan gnaskede hurtigt tærten i sig, og slikkede sig glad om munden. Ulven brummede tilfreds, og lagde sig ved hendes fødder hvor den rullede sig sammen. ,,Du skulle vel ikke tilfældigvis have en skål vand?" han nød at være i sin ulveform, og havde ikke tænkt sig at gør sig menneskelig igen for st drikke af et glas. Det tog trods alt på kræfterne at forvandle sig..

Damia klappede ulven på hovedet.
"Jo," sagde hun mildt "Nu skal jeg hente det,, hvorefter hun forsvandt ud i køkkenet for at hente en skål med vand, til den tørstige ulv.

Damia kom tilbage med vandet. Hendes gyngende bevægelser med hofterne gjorde, at lidt vand tippede ud over skålens kant. "Ups,, hun kiggede ned og flyttede sippet sin fod. Med et lusket blik skævede hun til Nathan.
"Deres vand,, hun lagde skålen på gulvet og nejede for ham. Stadig med et lusket blik. Hun havde en hånd på ryggen og inden Nathan kunne nå at opfatte noget, tog hun glasset med vandet frem bag ryggen og ville kaste vandet på ulven.

Nathan pev da Damia afslørede sine onde planer, og da han var våd, sad han og sendte hende de største hvalpeøjne, og lige da hun skulle til at klappe ham på hovedet, sprang han på hende. Væltede hende ned hvor han holdt hende, og rystede så sin pels så vandet fløj rundt omkring ham.
,,Ah..det var så morgenbadet" grinede han idet han sprang af hende, og satte sig over for at drikke af sin vandskål.

Den nuttede ulv sad bagefter og kiggede uskyldigt på Damia.

"Nej Nathan, lad være!,, tiggede hun ham da hun lå nede på gulvet og vred sig. Men for sent.
Misfornøjet skar hun en grimasse, og lukkede øjnene da dråber lagde sig i hendes ansigt og på tøjet. Da han endelig var færdig med hans unoder satte hun sig op. "Ad,, beklagede hun sig og tørte sit ansigt i sin kjole. Med en udskudt læbe så hun irriteret på ham "Hvor var det tarveligt,, men hun vidste det var velfortjent.

Damia rejser sig op. Hun børster sippet sin kjole for snavs, og retter på sit hår. Selvom det med håret var helt unødvendigt, da det i forvejen var en uhjælpelig høstak.
"Du er ikke så lidt fræk,, hun smiler til ham og går over for at kæle ham.
"Jeg går lige ud,, hun klapper ham og tager så sin kurv, og et gennemsigtigt sjal om sig. "Vi ses snart bror,, siger hun sukkersødt og forsvinder ud af døren

//out

Døren til den lille hytte går knirkende op, og en våd og forpjusket ulv slæber sig ind. Øjnene er mørke og indsunkne, og ulven ser tyndere ud end hvad godt er. Uroligheden for Damia havde drevet ham rundt i regnen i flere dage nu, og først da han var segnet om, forstod han at hans krop ikke kunne mere. Pause.. han måtte have en pause. Men så var det også ud at lede igen! Han ville ikke tilgive sig selv at der var sket hende noget..hans egen søster! Nathan kom en mærkværdig lyd der var en blanding af et hyl og en knurren inden han transformerede sig til sit menneskelige jeg. Efter så lang tid i ulveform, kunne han ikke stå oprejst og han segnede om på gulvet.
,,For satan Damia..hvor er du..?!" han lod træt en hånd glide gennem det sammenfiltrede hvide hår som stadig var helt vådt efter regnens hårde tur.
Der var gået nogle dage hvor alt havde været fint, hun boede trods alt ikke hos ham så selvfølgelig kom hun ikke hver dag.. men.. efter lidt flere var han bange for hendes velfærd, og da ingen vidste hvor hun var, var han taget ud for at lede efter hende. Hvor mange dage, timer og minutter der var gået hade han ikke tid på, men han vidste det var for mange. Døren der ikke var lukket, lod den kolde vind suse gennem hytten, fjernede hver eneste bid af varme der end måtte være, og efterlod en tom intetsigende kulde. Men Nathan var ligeglad. Hytten var kold uden Damia, sådan skulle det være, sådan havde han fortjent det.

Byen er lagt hen i mørke under de tunge, mørke skyer, der er fulde af regn. Regnen trommer mod de brostensbelagte gader, som er svagt lyst op af skæret fra gadelamperne. Det er en tæt og fugtig atmosfære, der har lagt sig over den sovende by.

En mørk skikkelse lister rundt ude i regnen. Let på tå løber skikkelsen gennem de forladte, smalle gader mellem husene. Lys fra vinduerne falder ned på den pjaskvåde gade. Indenfor nyder familierne hinandens nærvær. Det ser så hyggeligt og indbydende ud. Skikkelsen stopper op engang imellem for at tage et kik ind i de hyggelige stuer. For derefter at løbe videre.

Skikkelsen stopper brat op og er derfor ved at snuble forover. Døren til huset er åben, men indenfor er det mørkt. Tøvende sniger skikkelsen sig nærmere, som en tyv i natten. Mon de er kommet efter mig?
Hun træder frem i dørkarmen og lader blikket spejde rundt i det mørke lokale. Men det synes at være øde.
”Nathan!,, gisper Damia og træder ind i lokalet. Hun løber over til hans side og stryger ham forsigtigt over håret. Damia sætter sig ned og tager hans hoved i hendes skød. ”Hvad er der dog hændt dig?,, spørger hun kærlig, som en moder der taler til sit barn.
Hun venter ikke på svar, men prøver at få ham på benene så hun kan få ham over på sofaen og ligge. Det går nogenlunde, og det lykkedes hende også at få ham derhen og lagt ned med tæppe over sig. ”Pyh,, puster hun ud og stryger sig over panden. Damia gyser da der er koldt i rummet. Det var dog en skrækkelig kulde. Hun får tændt op i pejsen og tændt stearinlys, så man kunne se hvor man skulle putte sin fod, når man gik.
Hun går over og lukker døren forsvarligt og sætter sig på hug foran pejsen, sørgede hele tiden for at værne om den lille flamme i brændet. I lyset kunne man se hendes blege ansigt. Hun havde et sår på læben og små skrammer rundt om i ansigtet. I hendes højre side af taljen var den slidte, grønne kjole mørkerød af størknet blod og hvis man kiggede godt efter kunne man også se at hun var blevet tynd.
Damia rejser sig op og får kogt noget te over pejsen, som hun hælder i en kop. Hun holder ømt om tekoppen og rækker den til sin stakkels bror, som ikke så ud til at havde det for godt.