Vladimir bøjede hovedet i et enkelt nik, for at fremvise sin respekt, men holdt godt fast i guldkæderne med sin ene hånd, for at holde dæmonen på plads. Han tog dog piben ud af sin mund, for ikke at virke fuldkommen uhøflig. I bund og grund kunne han jo egentlig godt lide Nearyn, men grundet sit dårlige humør, så var han lidt grovere i antrækket end han var under deres første møde. Uanset hvor mægtigt dette menneske måtte være, så skulle det også erkende, at en vampyr var og blev en vampyr - og at det var karakteristisk for racen, at opføre sig som det nu passede dem i de fleste situationer. Arrogance og intet mindre.
"Jeg takker, Hr. Darkstar. Jeg har været ude efter denne her længe.." sukkede han overlegent og rettede blikket mod Tash.
"Talash Yndra-Kazzak Keaf. Han er en værre én. Ikke så kvik i pæren, men et udmærket masseødelæggelsesvåben når man først får ham i gang. Som navnet antyder, så er han en Yndra fra den Dæmoniske Indercirkel. Pas lidt på, han har en lidt plettet baggrundshistorie med hensyn til herrer... ikke så villig til at adlyde, meget blodtørstig. Vi har efterhånden haft en del stridigheder, så jeg regner ham næsten for en gammel ven." tilføjede han sarkastisk.

Da Giryana pludselig dukkede op, skete der noget så mærkværdigt, at man næsten ikke kan opleve det andre steder, end i Vladimirs selskab. Hans grove, men forpinte træk, der endnu ikke var udryddet af de bedøvende stoffer, falmede øjeblikkeligt da der uden videre kom en kvinde til. Han fandt hende tiltrækkende, men hovedsageligt ikke for udseendet; der var simpelthen bare noget bidsk i hende der livede ham op. Grundet hendes tilstedeværelse, så rettede han ryggen og påtvang sig en rolig maske, som han ellers ikke fandt nødvendig med Nearyn.
Han hilste blot ved at bøje nakken i nogle sekunder, da han ikke vidste hvad Giryana's position var. Siden hun uden videre trådte op ved Nearyn's side, så regnede han hende for noget vigtigt.

Nearyn smilede tilfredst. En Yndra. Han huskede det navn fra en bog i hans bibliotek, men det sagde ham ikke noget ellers. Men ud fra Vladimirs udtalelse kunne det her gå hen og blive kompliceret. Hvis man ikke kunne regne med komplet kontrol vha dæmonens navn alene ville han være for risikabel at have med at gøre uden forhåndsregler. Nearyn lavede en mental note om at anvende sin dominans imod denne dæmon indtil en mere permanent løsning var på plads. Han fik øje på Giryana i hendes færd op af havestien, men gjorde ikke anstalter til at hilse på hende. Først da hun stod ved hans side kiggede han en enkelt gang frem og tilbage imellem Vladimir og hende.

"Giryana min kære, lad mig præsentere Vladimir Constantine. En ven. Hr. Constantine, denne unge skønhed er Giryana Octavia Silverhair. Min loyale tje..."

Nearyns øjne blev til små sprækker idet Talash gjorde anstalter til at kaste med Vladimir, Yndra'ens tankemønster var tydeligt og Nearyn kunne mærke det normale stik af arrigskab han normalt følte når nogen forsøgte at gøre ting der var ude af hans kontrol. Uden anden forandring udadtil end sammenknebne øjne, skar Nearyns stemme igen gennem luften. Men denne gang var det anderledes. Stemmen var autoritær ud over enhver fatteevne. Som bølger i luften der hamrede ind i en, og vred og stragte ens organer, flåede den sig gennem virkeligheden. Monodominant og uden det mindste frirum til fornægtelse. Nearyns dominans var aktiv.

"stop!"

kommanderede han. Han hverken råbte eller slog ud med armene. Snarere var hans stemme en kommanderende hvisken, der skar sig gennem luften i sit krav om opmærksomhed. Så tydelig var denne hvisken at man fik fornemmelsen af, at til trods for dens lave toneleje, ville den kunne overdøve en bar fuld af fordrukne sømænd.

Giryana kikker på Vlad med et "nåh" agtig udtryk, men nejer dog for at vise sin respekt og høflighed.
"Mig en glæde Hr. Constatine"

Da hun høre Nearyns dybe røst, kommandere tash, retter hun sej op og ser mere end bare kamplar, hendes øjne lyser af forragt for den sære skabning, som prøver på at skade hendes herre.

"Deres Ordre min herre!"

Halen havde han ikke regnet med. Selvom han endnu ikke var dopet nok til at virke åndssvag, så var hans reaktionsevne langsommere end den normalt var. Da han endelig mærkede halen på sin ankel, så kunne han ikke nå at vriste den af, men i stedet, så lagde han al sin kropsvægt, og lidt til, ned mod foden der var under angreb, for at forhindre at han blev smidt rundt med. Vampyrens øjne var vidt åbne af chok og frustration; han kiggede skiftevis på herre og fjende, som om han ikke kunne beslutte sig, hvilken reaktion han skulle fremvise.

For det første, så var han dybt irriteret over, at Tash overhovedet kunne finde på, at tale sådan foran en kvinde. Vladimir tog sig ikke rigtig af det, når dæmonen talte sådan til ham - ja, hvis han for pokker skulle være helt sandfærdig, så var hans eget sprog ikke just det bedste, når han først blev ophidset. Men ikke foran kvinder. Det var simpelthen ikke acceptabelt. Inden han overhovedet kunne nå at afstraffe dæmonen for dette, så rejste nakkehårene sig. Havde han været en hund, ville han lægge ørene tilbage og instinktivt blotte tænderne, naturligvis med en forpjusket hale mellem benene.

Nearyn Darkstar. Meget kunne man sige om denne mand, men hans evner var ikke helt ringe. Mængden af rå kraft der strømmede fra ham, fik i et kort øjeblik Vladimir's muskler til at spænde sig. Han var ikke sikker på hvad dette var, men det var ubehageligt. Hans nerver var trods alt følsomme nok til dette - det var som om en kraftig bølge hede, der pludselig fløj mod ham og sved ansigtshår af i løbet af et sekund.

Hele denne reaktion foregik kun i få sekunder. Det var som en pludselig hovedpine, der forsvandt igen. Derfor tog det ham ikke længe at genvinde sin fatning og rette et spark mod Tash's ribben.
"Jeg foreslår du holder dig selv og din djævel af en tunge i ro."
... medmindre du vil have, at din pik ryger samme vej som dine nosser.

Nearyns blik var fastlåst på situationen foran ham. Talash havde stoppet sin bevægelse. Det tydede på at Nearyns dominans havde en effekt på Yndra'en. Hvorfor skulle den heller ikke have det. Nearyn brød sit hoved. Han vidste han havde hørt om Yndra'er før, men han kunne ikke huske hvor. Nearyn blev revet ud af sine tanker, da Giryana talte til ham. Først ville Nearyn bare løfte hånden bekræftigende som for at sige at han havde fod på situationen, men han kunne ikke nægte, at selvom han havde kunnet læse Talash hensigter i hans tanker, kom det alligevel bag på ham at dæmonen begyndte at synge. Nearyn havde et kort øjeblik troet at han havde læst forkert, eller at en eller anden frustration havde afbrudt hans normalt, meget klare tankelæsningsevner, men det havde været rigtigt. Dæmonen sang. Frækhed inkarneret. Vidste han ikke...

Nearyn tog sig selv i tanken. Nej, - det vidste han faktisk ikke. Vladimir havde vidst en smule, men langt fra alt, og denne dæmon strålede af en mangel på interesse for sin omverden i en sådan grad at Nearyn ville være overrasket over det, hvis dæmonen vidste hvor nord og syd var.

Så i stedet for at løfte hånden og bede Giryana om intet at foretage sig, blev han i stedet stående et kort øjeblik inden han sagde.

"Giryana, kære, er du sød at få den til at tige stille?"

spurgte han, med påtaget høflighed.

Giryana kikker på sin Herre, Nearyn, og bukker dubt og ærbødigt
"Javel min herre"

Hun går et meget lille skridt tætter på Tash og ser ned på ham med et hadefuldt blik. I samme hun strækker hun sine lange tynde arme frem, og vender det vide ud af øjne, som var hun blvete besat af en ånd.
Hun begynder og mumler, mens hun køre sine arme og hænde i avancered mønster gennem luften, som ville hun prøve og lave et maleri ud i den bare luft. Hun laver en bevægelse der minder om en mor der tager en plaster ef hendes barns knæ. I et elegant ryk fjerne hun Dæmonens mund. De groteske forstillinger viser en mund der stille og langsomt synker ind i ansigtet på det væsen ligger på jorden foran hendes herre. Da hun endelig bliver sig selv igen, og hun atter ser normalt på folk, vender hun sig mod Nearyn

"Jeg har gjort dette ækle stykke snavs tavst, som de bad mig om, min herre"
Atter engang bukker hun, og stiller sig atter tilbage til hendes plads ved Nearyns højre side.

Hvad der var underholdende for Vladimir i denne situation, var at se Nearyn med et tyndt lag forvirring over sig. Vladimir kunne blankt indrømme, at denne unge mand var ganske erfaren i at holde masken, så derfor var det lidt af en udfordring at se forskelle i ansigtsudtryk. Øjnene afslørede lidt, hans puls afslørede lidt mere og åndedrættets rytme kunne også være til hjælp. Det var som at holde en lille leg kørende, hvilket var sjovest med de mænd der gerne ville fremstå som magtfulde. Alligevel var det Giryana der formåede at rage opmærksomheden til sig i denne omgang. Hendes besynderlige opførsel fik Vladimirs øjenbryn i vejret og han sænkede endda underkæben lidt, fordi dette ganske enkelt var en særhed.
Ikke noget man så til hverdag, så han gav sig til at se opmærksomt efter, som en anden folkeskoleelev der havde fået klar besked på at gøre således. Ryggen blev rettet og kæberne smækket behageligt sammen, så han ikke lignede en gabende fæhund, men en mand der interesserede sig for sine omgivelser.

Det var noget af det mest morbide han længe havde været vidne til, men alligevel var det tydeligt at se, at skadefryd spillede en vældig rolle i vampyrens gamle hjerte lige nu. Han yndede virkelig at se Talash komme til "skade" på den måde, blive ydmyget og endelig sat på plads.
"Du er ikke helt uden en imponerende stab, Nearyn." bemærkede Vladimir med et skævt smil og klukkede to-tre gange, men selvom sætningen var rettet mod Nearyn, så var de gennemborende øjne fokuseret mod Giryana. Han brød sig mere og mere om denne heks af en kvinde.
"Du må..."
(øjnene blev rettet mod Nearyn igen)
".. helt undskylde dæmonens opførsel. Han har ingen manerer overhovedet, er jeg bange for, og er ikke intelligent nok til at lære det. Ikke desto mindre vil han være en god tjener, når først du får banket den basale fornuft ind i ham. Angående dæmoner og deres lige... har jeg et par ting jeg vil drøfte med dig, når du engang får tid." tilføjede han med et teatralsk suk, der fik hans skuldre hævet i et øjeblik.
Da de langsomt blev sænket, vippede han hovedet mildt til side, for at få nogle led i nakken til at knække. Det var ingen voldsom vane, men han følte sig anspændt nok til at trænge til det.

Vladimir havde for alvor sat planer i værk. Tre individer var på hans liste og han udregnede konstant planer og kasserede dem for at erstatte dem med nye. Åh ja, han havde sandelig et navn der ville interessere Hr. Darkstar - et navn der ville gøre det lettere for ham at anskaffe resten.

Nearyn var færdig med at være overrasket. Han havde konkluderet at dæmonens tankemønster afslørede præcis hvad han gjorde. Nearyn havde troet dæmonen vanvittig idet hans tanker havde afsløret at han ville bryde sin krop ned i helvedesenergi, men da det skete sekunder senere, kunne Nearyn ikke andet end at smile. Så dæmonen var altså ikke bare en hvilken som helst. Nearyn kunne ikke vente med at få sat ham igang med arbejde der ville fremme hans sag. En så magtfuld dæmon ville være en kærkommen tilføjelse til hans folk. Nearyn's mundvig krægede sig en smule op idet han trådte 2 skridt frem og stoppede på den yderste kant af det øverste trin. Hans øjne var låst fast på Tash og glimtede af munterhed og oprigtig interesse. Energien dæmonen havde delt sin krop i var ikke ulig det han gjorde når han skiftede krop. Han havde opløst sin krop men bevaret sin forstand, og holdt nu fast på det hele vha en energitype han trak gennem dimensionerne, direkte fra helvede. Dæmonen besad tydeligt en stor del af denne kraft selv, hvilket var forståeligt, når han åbenbart besad så ødelæggende kræfter som Vladimir havde sagt, men Nearyn syntes at kunne fornemme, at hvis forbindelsen mellem helvede og denne dæmon blev kappet, ville det ikke kun stoppe hans transformation, og igen tvinge ham tilbage i sin kødelige form, men også være et slag i ansigtet på hans personlige kræfter.

"Fortæl mig, Talash Yndra-Kazzak Keaf, Hvor stærk er du uden helvede i ryggen"

spurgte han musende, imens han trak sin ene hånd op af lommen og lod den hænge ned langs siden. Hans tankelæsning fræsede gennem Tash's hoved. Han ville vide om det var en mulighed for at svække dæmonen han havde kunnet lugte i den fremmede energi.

Giryana stod blot og lyttede til hvad hendes herre havde og sige til denne dæmon. Hun skulede ondt ned til ham, og mistede da hurtigt interressen, men lod den i stedet glide mod den ældre vampyr, Vladimir, som lod til at have en næsten dragende kraft på Giryana. Hun kunne mærke han havde emere magt og styrke end nogen anden, men dog ikke mere end hendes herre. Hans Aura var tillokkende, og hun beundrede ham med plirrende øjne, mens han høre med et halvt øre hvad hendes herre snakkede med dæmonen om.

Giryana kunne ligeså godt have smidt et frisk kadaver til et kobbel sultende sjakaler. Hendes interesse, der ganske vist var diskret, blev ikke forbigået af den gamle vampyr. Nok var det ganske fascinerende at se Nearyn Darkstar udføre sine sadistiske planer, specielt når det gjaldt et væsen som Vladimirs ærkefjende, men så snart en kvinde blev blandet ind i sagen, kunne alt andet være lige meget. Indtil videre, så har Vladimir holdt sig på god afstand, men nu følte han en trang til at træde lidt tættere på... han følte en trang til at nedstirre denne skønhed, stryge hendes lydfri hud og indsnuse hendes duft, for at registrere den og huske den for evigt.
Langsomt, så vendte Vladimir sit gennemtrængende blå blik og gav et enkelt, naturligt blink fra sig idet han gjorde det. Blikket blev skamløst rettet mod Giryana. I modsætning til hvad man skulle tro, så blev dette ikke gjort på sjofel vis. Han havde intet smil på sine læber, selv ikke ét der kunne være mådeholdent nok til, at blive bedømt for intet andet end høflighed. Men i hans øjne, kunne alt udregnes, selvom han var i udmærket stand til at skjule det under alle omstændigheder. Denne gang, så tillod han blot Giryana at se det.
Gennem sit blik, så lod han hende vide, at interessen var gensidig. Hendes heksekunster havde fået ham til at betragte hende med respekt og derfor behandlede han hende ikke som en anden tøjte, der blot kunne nedlægges med et enkelt blink. Nej, denne kvinde var mere sofistikeret. Hende ville han nyde at føre en samtale med, inden han fantaserede om at sætte tænderne i hende.
Blikket drejede sig på ingen måde væk. Med rank ryg og hænderne neutralt nedad siderne, betragtede han hende med en rovdyrisk nysgerrighed - for at se om hun kunne nedstirres.

Nearyn stod fuldstændig stille. Et eller andet sted i hans sinds mørkeste kloak skreg en lille stemme op. Den lille stemme var vred. Meget vred. Den lille stemme var god gammeldags aggresion, affødt af dæmonens opførsel. Stemmen gav sig til at citere sine utilfredshedspunkter fra en liste idet nogen andre stemmer kom og proppede en gag i munden på den. Tanken blev snuffed ud som et sterinlys og Nearyn vedholdt sin isnene facade. Han kunne mærke sine kræfter citre. Kontrollen det her sted gav ham. At udslette dæmonen her og nu ville være et spørgsmål om at tænke tanken. Men ak, Nearyn var ikke intresseret i at ditche et potentielt våben, og denne udvikling affødte noget som Nearyn havde ventet på at se. Hvordan hans nyeste allierede og ønskede theogenist, håndterede mentale angreb på sig. Uden at have til hensigt at blande sig i Tash's foretagene medmindre dette syntes passende, stod han på trappens øverste trin og stirrede på den mentale duel der foregik under ham.

Børn

var hans første tanke. En mental duel som kun et barn ikke ville kunne vinde. Nearyn, - en mester, - måske dén største mester i mental kamp, anså spetaklet som værende langt under ham. Sikker på at han ville have kunnet holde dæmonen ude af sit sind, eller knække dennes vilje så let som at trække vejret. Men Nearyns erfaringer fortalte ham at Vladimir, ikke besad mental kræfter udover dem hans vampyrblod gav ham, og hvorvidt den kontrol og viljestyrke uddøde unægteligt var i besidelse af, var nok, ville vise sig om et spørgsmål om sekunder.

I samme sekund reagerede Giryana, ved at forlænge sine arme på en sygelig måde. Hendes arme svøbte sig rundt vlad, som slange om et bytte. Hun lage ham stille på jorden og trak igen sine arme til sig, mere gjorde hun ikke, ikke uden hendes herres ordre. Hun kikkede afventende på Hr. Darkstar, og gjorde ikke mere ved Vladimirs pludselige fald, men med en bekymred mine så hun dog på ham, ligge i græsset.

Ækle afskum... godt vi slavebinde de bastarder til dæmoner. De kan ikke bruges til andet end gratis arbejde

Tænkte hun, mens hendes lavendelfarved øjne lynede da hun så ned på tash.
"Tænk sig de lader alle være på denne jord.... selv bastarder som dette" mumlede hun for sig selv, og kikkede atter afventende på Nearyn.

Det fald Tash havde påtvunget ham, havde ganske vist fået ham til at miste balancen, men idet han selv skulle til at genfinde den igen, mærkede han de afskyvækkende arme om sig. Vladimir var tilvænnet et varieret udvalg af besynderlige sager, så Giryana's evne overraskede ham kun til en mild grad. Til gengæld var den skarpe smerte over besættelsen, noget han aldrig kunne vænne sig selv til. Kæberne strammedes til og læggene smertede, næsten på samme vis som en person der får et elektrisk chok.
Der gik ikke længe, før der ikke eksisterede andre i verden end Vladimir og Talash. I de korte sekunder, så befandt disse to mænd sig i et uendeligt, opslugende mørke, hvor deres unaturlige liv pulserede som en åre på et døende dyr.
Vampyren rejste sig koldsindigt og trak luft til lungerne af ældgammel vane, der kun fungerede på en dramatisk vis. Mørket trak sig sammen, samlede al sin kraft og sit omfang i en lille kugle, der kunne eksplodere når som helst det skulle være. Havde det ikke været for tilstedeværelsen af
(de to fremmede)
Nearyn og Giryana, så havde den også gjort det. Vladimir ville have oset af destruktiv kraft og en lang liste bandeord, nogle så opfindsomme at det kunne få selv de værste rødder til at græmme sig. Den lyst - nej, det behov - der skreg indeni ham, blinkede som fyrværkeri på en skyfri nattehimmel. Det var kun et enkelt brag og så falmede lyset bort.
Vampyren var ganske vist rasende - han følte sig krænket, ydmyget og irriteret over lænkernes manglende holdbarhed, men der var ingen grund til at vise sine mere ucharmerende sider
(når den højrøvede knægt kigger på)
lige nu. I stedet, så måtte han forberede én eller anden måde at jage Tash ud på.
Vladimir havde ingen særlige måder at holde sit sind lukket på, for han havde aldrig behøvet det. Det var ikke noget han havde trænet i dagligt, så han havde svært ved at adskille Tash fra sin egen hjerne. Ikke medmindre han tog meget lang tid med det eller smed sin bevidsthed bort. Ingen af delene var specielt tiltrækkende.
Luften han havde suget til sig, blev fnyst ud nu.
Havde man et trænet øje, ville man kunne se hans efterfølgende forvandling i nogle detaljer. Man ville kunne se hans ansigt tilspidse sig og krympe, se skuldrene presse sig sammen og bemærke en pludselig hårvækst. Men alt dette var umuligt for det blotte øje. Forvandlingen fra menneskelig skikkelse til sjakal var så hurtig, at det næsten kunne betragtes som kedeligt. Han havde valgt at forvandle sig, fordi han vidste at Tash havde en idiotisk vane med at fremtvinge sjofle handlinger med hans krop, og medmindre man havde lært at styre denne form optimalt, så var den langt fra dødelig. Bortset fra det naturligt snedige blik, var sjakalen udtryksløs. Den satte sig blot ned og stirrede uden fokus, med den buskede hale nydeligt placeret om poterne.
Han ville presse Tash ud nu, selv hvis det betød lidt ofring hist og her. Vladimir var klar over, at hvis Nearyn kiggede med nu, så kunne den psykiske belastning måske blive for meget, hvis man ikke holdt sig på en fornuftig afstand - hvilket Tash naturligvis ikke kunne gøre. Hans sanser befandt sig inde i Vladimir og derfor måtte han lystre spillets regler.
Sjakalen smilte - smilte rent faktisk - idet den kastede dæmonen ud i et orgie af afskyvækkende billeder og larm der passede til. Scenerne var brudte og usammenhængende, nogle minder, andre påfund, mens han tilføjede hånende tilråb hist og her, for at virke særligt provokerende. I mellemtiden arbejdede han hårdt på at udskille Tash fra sig selv.
KAN DU LIDE AT SE MIG MASTURBERE, DIN NEKROFILE SATAN?
Billeder.
HVAD SYNES DU OM DETTE?
Tash, brystkassen åben, det meste af den metalliske underkrop flået af, tarme hængende ud af bugen, tarme over Vladimirs lem, onani onani onani-
HVAD
Barndom, forladt, barn.. fattighus.. nej børnehjem børnehjem børnehjem
SYNES
Mørke presser sig, tarme, opkast, endetarm, flået rektum, rygsølje flået ud, ingen ægte rygsøjle den. er. falsk.
DU!??!
DIN FORPULEDE SVANS AF ET RØVHUL JEG SKAL GIVE DIG EN TUR DU ALDRIG GLEMMER HVORDAN FØLES DET AT HAVE METAL I RØVEN NÅ JA TÅBELIGT SPØRGSMÅL MÅ JEG STIKKE DEN I DIN STRUBE I STEDET????
Sjakalen sad ubevægelig. Smilte ikke længere.

Nearyn overvejede at gribe ind i dæmonens flugt, men lod være med at rejse barrieren imod teleportation til før EFTER han var forsvundet. Det var ligemeget. Det hele var ligemeget. Han kunne ikke skjule sig. Ikke i denne eller nogen verden. Ingen kunne undslippe Nearyns blik. Og hvis dæmonen havde et afslappet forhold til at tjene folk der kendte dens navn ville det være bedst at lade ham løbe rundt og være glad for sig selv, indtil en åbning viste sig. Nearyn vidste at der var mere end én måde at fange en fisk i et net på. Især en torsk. Nearyns nuværende bekymring var snarere den at hans gæst faldt imod jorden med foruroligene hast. For agiteret over dæmonens modstand til at ville gøre noget ud af noget som helst stoppede nearyn omgående al kinetisk energi i Vlad så hans lille form kom til at hænge stille i luften. Øjeblikkeligt efter lod Nearyn, Vlad's masse flyttes i forhold til den relative dimension og Vlad befandt sig nu i stedet ståene på jorden, for foden af trappen hvor han havde været før.

Nearyn så på Giryana ud af øjenkrogen og fangede hendes blik. Han rettede blikket tilbage imod Vlad og gav et kort nik for at indikere til Giryana at hun skulle være rar at tage sig af ham. Ikke at vampyren havde brug for det, men fordi Nearyn allerede nu vidste at de to delte et bånd af mutual interest. Han ville ikke bede Giryana blive ståene i denne situation. I stedet rettede han sit indre øje imod KL og sendte en mental besked ud til en af sine tjenere. Til Kaosskaberen og Nearyn's primary Enforcer. Methuselah'en Mithras. Der var en dæmon på KL der havde fornægtet Nearyn. Det kunne ikke passere ustraffet.

Giryana nikkedede anerkendende til Nearyns tavse ordre, og lod Vladimir støttes sig op af hende, så han kunne komme ind i huset for at få lidt ro og genvinde styrken. Hun lage en støttende hånd på hans bryst, ganse let, men dog fast, mens hun lavmeldt fortalte ham beroligende ord, med hendes blide stemme. Den var næsten musikalsk, sådan som hun snakkede, som om hun sang mens hun talte, alt sammen for at afspænde Vladimirs muskler, og for at få ham til at slappe af.
Da hun kom ind i huset, første hun Vladimir igennem en koridor, og ind i hendes private study, ikke hendes sovekammen, men hendes konto, og lod ham blidt dumpe ned i en stor blød lænestol. Hun lod en hånd kærtegne hans kind, som ville hun fortælle ham at han ikke skulle anstrenge sig, men blot slappe af. Hun gik hen mod hendes private likør skab, og tog en meget fin vin ud, og en gral.

"værsegod Hr. Constatin, dette vil gøre dem godt"
Hun gav ham den fine vin, der duftede sælsomt af blomster.

Nearyn's måde at standse Vladmir på, kunne naturligvis ikke fremtvinge andet end komiske reaktioner fra ham. Under turen havde han svært ved at rette sig op, specielt efter kramperne der fik kroppens muskler til at sidde fast, uden at ville reagere på selv den mindste kommando. Idet Nearyn standsede ham, så spredte han alle fire ben, som en anden kat der havde fået sig en ordentlig forskrækkelse. Han rejste børster, halen havde nærmest vokset sig dobbelt så stor og selv tæerne strittede mærkværdigt, med let rystende kløer stikkende ud. Nok var han stoppet, men for ham føltes det som om at alle hans indvolde
(hvis han da havde nogle tilbage)
(fantomsmerter?a-haha)
fløj til jorden med et vådt plask alligevel. Siden han før havde prøvet at tvinge indvolde ud af folk, så vidste han at lyden mindede ham om et vådt håndklæde der blev smidt på et gulv. Var der en sådan lyd?
Han åbnede øjnene og mærkede end ikke, at han var blevet placeret på jorden igen. Med allerstørste lethed, så faldt han omkuld og lod en bølge kramper gennemgå sin krop. Tænderne var blottede og øjnene var lukkede - han så helt døende ud, inden han faktisk omskabte sig til sin menneskelige skikkelse igen.

Giryana var en velkommen støtte. Han nød hendes selskab og fandt hendes berøringer betryggende, hendes stemme fortryllende. Men selvom han så behaget ud og havde et ægte smil på sine læber, så skreg hans indre af et vanvittigt raseri, der gav hans unaturlige liv ny betydning og den betydning var at udslette Talash Keaf.
(Forbandede røvknepper, jeg skal fandme vise ham meningen med at ydmyge mig på den måde-)
"Frøken Silverhair, det er alt for venligt af Dem..." protesterede han høfligt, men tog alligevel imod vinen. Alt andet ville jo være uhørt.
(... morderiske bastard, når jeg får fat i ham igen skal jeg personligt fodre ham med sin hale...)
".. De skal da ikke spilde Deres tid på mig. Jeg er vant til lidt af hvert."
(Jeg MYRDER ham!)

Nearyn blev ståene, stirrende indad. Udadtil lod han til at stirre ned imod porten ud til gaden, men manglen på lys i hans øjne antød at dette var en af de mangelfulde occasions hvor han af egen fri vilje anvendte sin divination. Da Giryana og Vladimir skridtede forbi ham blev han ståene lidt inden lyset vendte tilbage til hans øjne. Han vendte rundt på stedet og tog et skridt imod porten. Foden ramte gulvet i hans audienssal. På toppen af de høje stentrin der førte op til hans trone. Han lod sig synke ned i den og et smil undslap ham. Så kær denne verden var. Så ulidelig kaotisk, - bare for at genere ham. Det var næsten sødt når selve landet og alt levende i det vred sig i hans greb, imens tusinder og atter tusinder af tåber marcherede hen over den, for at slutte sig til en kamp der var ligegyldig. Snart ville Nearyns kontrol over denne verden forstærkes. Og denne gang var målet ikke høje mænd på høje strå. Dem var der ikke nok tilbage af, der ikke var i hans lomme til at gøre en forskel. Målet var den almindelige mand. Og Verden skulle sno sig i rædsel når han rejste sig over den, imens alle insekterne på dens overflade ville marchere som dukker for hans fløjte.

Nearyn tog sig selv i at klukle og stoppede. Krystalpaladset stod snart klar. Nu var det straks et spørgsmål om at få alle pressende affære ud af verden, INDEN han trak sig tilbage og lod verden vikle sig selv ind i hans spind. Nearyn satte tanken på stand-by. Vladimir havde noget at snakke med ham om, erindrede han, og Nearyn ville ikke fordele sin opmærksomhed når vampyren nu lod til at være kommet hertil netop for det formål... og for at aflevere hvad der åbenbart var meget stor kraft i en meget dum krop. Nu var sagte krop jo ikke længere på hans område, men Mithras var efter ham. Nearyn tog sig selv i at smile igen, idet han lænede sig tilbage og gjorde sit bedste for at lukke lidt ned inden Vladimir slap fri af Giryana's klør. Nearyn morede sig indvendigt. Den pige Giryana havde været da de havde mødt hinanden var ikke den samme nu. Giryana havde været langt mere uskyldig da. Men nu.... Det kunne være sjovt at se hvordan Vladimir klarede hendes magnetiske personlighed. Hendes manipulation og hendes magt over følelser.

Nearyn tog imod sin egen opfordring og lurede med, for sit indre øje.

"slet ikke Hr. Constatine. De bragte min Herre en stor gave, at bastarden så stak af, som den kujonagtige hund han nu er, er ikke vores problem... tro mig, Hr. Darkstar vil hage ham som et såred byttedyr nu. Han har færten af ham, og kan næsten smage hans blod på tungen, de skal ikke bekymre dem. Selv jeg har oplevet en del i min tid"

Hun smilede lokkende til ham, og betragtede ham med en stor interresse.

(hmmm.. han er magtfuld, en potentiel kollega... men hans, dyriske tiltrækning skal jeg da ikke glemme)
Hun tog sig selv i at smile, og pille ved sine halskæde, som var hun en teenage pige, der betragter den flotteste fyr i klassen.

"Åh gud, hvor er mine manere, kunne de tænke dem noget og spise?"
Hun gik hen til en lang silkensnor, med en gulden kvast i enden, og trak i den, nogle få minutter gik, og en tjener kom ind, Giryana kommanderes den unge knægt til at hente noget af nearyns blood, så Vladimir kunne få sig lidt og spise.

"Nåh... mens han nu er smuttet tror jeg lige vi skal se på dig. Dette vil nok komme til at gøre lidt ondt, men skal nok være varsom"
Hun lagde sine hænder påVladimirs ryg, og en varme bredte sig igennem hans krop, hans muskel spændiger forsvandt, og alle de lede der var skadet eller gået af led, blev sat på plads igen, efter den lille session, føltes det som om at afkølende alu vera bredte sig i hans krop og virkede berøligende. lidt efter kom den ungen dreng ind med en fin grøn flakon, og giryana sendte ham atter væk.
Hun heldte noget op af nearyns blood op til Vladimir, og tilbød ham det.

"Mi cassa e su cassa" sagde hun og gav ham gralen.

......................................................

det er altid fortvivlende når posts forsvinder... nå, men jeg samler op.

........................................................


IC:

Nearyn så op og kastede sit blik imod Giryana og Vladimir. Et smil fra hans læber. Overalt omkring ham i audienssalen spillede lyset fra tusind glowstones. De to havde haft en ganske intressant samtale. En samtale der bedre end noget afslørede at han ikke bare kunne spille fandango med den kære vampyr. Han vækkede følelser i Giryana. Farlige følelser... pfff, - følelser... .

Nearyn vidste at blodsugeren spillede højt spil ved at tale sådan. Han ønskede at gøre det klart at han ikke bare var easy prey. Nearyn ville ende med at vise ham noget andet. Han havde planer langt ind i det næste årtusinde, og hverken Vladimir eller nogen anden skulle prøve at stille sig til modværge.

Med et velkommende smil rettede han sine isblå øjne imod Vladimir's og dernæst Giryana's, i stille anerkendelse af deres tilstedeværelse.Som de gik frem ind i salen, skiftede sceneriet. Rummets bannere skiftede til efterårets farver og smukke brune blade begyndte at dale fra loftet, uden en umidbar kilde. En bred løber i samme farver fandt sig til rette på gulvet under deres fødder, og nogen meter foran dem dukkede et langbord op. En hyggelig, varm stemning bredte sig i det normalt kolde rum. Sågar fuglesang kunne høres, beroligene, rart.

"Hr Constantine, jeg håber at Giryana behandlede dem ordentlig i mit fravær?"

Efter den korte spadseretur, hvor Vladimir beklageligvis ikke havde haft det bedste udsyn til Giryana's bagdel,
(beklageligt beklageligt beklageligt)
så rettede han sig ordentligt op og kiggede Nearyn i øjnene. Af høflighedsgrunde der hørte sammen med naturlig underkastelse i hans position, så sænkede han hovedet et øjeblik, for at bevise overfor sin menneskelige herre
(beklageligt beklageligt beklageligt)
at der ikke var hårde følelser imellem dem.
"Naturligvis, Hr. Darkstar. Hun er en yderst behagelig kvinde." sagde Vladimir smilende og sørgede for at give et enkelt, venligt nik til Giryana, for at vise hende, at hendes selskab blev og stadig bliver sat pris på.
Han lagde kun svagt mærke til forandringerne i rummet, for han var allerede så småt ved at vænne sig til Nearyn's små tricks. Det var faktisk direkte underholdende, at være vidne til. På samme tid havde han i baghovedet, at han stadig havde nogle sager at diskutere med Nearyn, hvilket han vidste, at Nearyn på ét eller andet punkt var mere eller mindre klar over.