Nearyn tager et sip af glasset og nyder smagen af krystalnæktaren. Nød følelsen af det løbe ned gennem hans hals or forsvinde ned i hans mellemgulv. Han stillede glasset fra sig og hans rolige, venlige ansigt antog en grad af forlegenhed og alvor, uden helt at forlade sit rolige look.

"Jeg må indrømme at jeg ved langt mere end det oprindelig var min hensigt" siger han. han holder en kort tænkepause. Burde han fortælle det? nej, det burde han vel ikke, men han kunne vel lige så godt.

"Jeg har et .... talent, der lader mig vide ting... desværre er der ikke noget filter i dette talent" Han holder øjenkontakt med Vlad og trækker beklagende på skuldrene. Han var ikke i tvivl om at vlad ville forstå hvad han mente, der var ingen grund til at fortsætte.

"Det har været nyttigt i handelshensigt, men det bærer en beklagelig ulempte med sig. Folk har svært ved at nære tillid til mig. Føler sig beluret, og set over skulderen..." Han ser stadig småforlegen, men venlig ud. "... Med god grund." tilføjer han med gravkammerstemning. "Det kan faktisk være meget frustrerende... ikke kun for dem, men for mig" siger han til sidst med et skuldertræk. Han skiftede sin stilling til noget mere behageligt og svang et ben over det andet og foldede sine hænder foran sig. Hans ansigt vendte tilbage til sine åbne, høflige folder.

Nearyn ændre kun sit ansigt lidt, for at indikere en afvisning af forslaget om telepati. en mild luk-øjet hovedrysten.

Jaså... intressant

tænker han, idet han helt ufraværende læser vlads tanker.
Hans sætter sine fingerspidser imod hinanden og ser tænksom ud, i et stykke tid. Det bedste ord til at beskrive hans kræfter?

Han lader luften sive ud af sin næse, sukkende, idet han genoptager øjenkontakt med vlad.

"Det her kommer måske til at slå dem som værende en umulighed og en kende overdrevet, men..." Hans venlige ansigt antager igen en mild grad af alvor.

"Den bedste beskrivelse af mine kræfter ville være 'ufrivillig, - og af det menneskelige sind begrænset, omniscience'". Han lader sætningen og dens betydning sive ind hos vlad inden han fortsætter.

"Det kan faktisk gå hen og blive meget frustrerende, meget ofte" bemærker han så. Ikke for at inddrage Vlad i hans problemer, men mere for at sætte noget kød på en ellers tyndbenet, men potent udtalelse.

Han mærkede en gnist af interesse for at se vampyrens reaktion. mons tro hans kønne ansigt ville afsløre følelser? næppe, men hvis han ellers troede på ham ville det sekund-korte stormvejr af tanker der sansynligvis ville dukke op i vlads hoved være mere end nok bevis.

Nearyn sidder og følger med i hvad Vlad fodrer ham med. Han har ikke tænkt sig at grave dybt i Vlads sind. Selvom han er ganske overbevist at han intet kan se deri som ville være mere shokerende end ting han havde set tidligere. Men han havde ingen grund til at presse sig ind i vampyrens tanker.

Han nikker. Ingen grund til at holde den slags information tilbage. Vlad ved at sansynligheden er der, ellers ville han ikke have spurgt.

"De kom her fordi de, - med god grund, beundre min tjener; Mithras, og var intresseret i at se hvem han dog kunne finde på at tjene. De kom her pga deres kendsskab til min dæmon og den information han har givet dem. De kom her fordi deres nysgerrighed pirrede dem og fordi de følte et ønske om at rense Mithras ry, for 'pletterne' om sexuel omgang med mig" Han fremlægger det hele med sin venlige rolige stemme. Han indså kort at, det at sige den slags med et mildt smil på læberne ville kunne tolkes som flabet, men han valgte ikke med vilje at lave om på sit ansigt for Vlads skyld. Vlad kunne få lov til at se ham for hvad han var. Det egentlig uhøflige ville være, ikke at være ligefrem.

"Jeg kan som svar på deres uudtalte spørgsmål, forsikre dem om at jeg ikke nyder kødelige lyster med Mithras..." en kort pause og hans smil strak sig en smule og blev bare en lille smule mere smøret.

"... og ja, jeg har ganske rigtig... jeg husker at de kaldte det 'Halskneppet', kyoshiro. Det var for mig at se en ganske passende straf for en dæmon der er så homophob som kyoshiro og jeg selv, tjah,... jeg er blot et menneske og vil ikke lyve og sige at jeg ikke er underlagt vores naturlige laster. Jeg nød hvert øjeblik af det" Hans ansigt holder sig komplet roligt og venligt som hele tiden, gennem hele samtalen. Somom han absolut ingen kvaler har om at dele den personlige information.

et sted i Nearyns hoved begynder 30 højbetalte revisorer at skrive løs på 30 skrivemaskiner. Eksplotionen af følelser og tanker i vlads hoved var intet mindre end forventet, fra den homophobe vampyr og et sted, dybere ned i nearyns hoved. Nede der hvor hans inderste tanker lå, sad en lille tanke med en t-shirt med påskriften "vlad flipper ud" og lavede peacetegn til alle der gad at se det.

Nearyn selv lod sig ikke påvirke. Hvis vlad anede at han havde ladet nearyn få indsigt i ham, ville han måske spærre af og det var ikke i Nearyns hensigt. Næææh, hans interesser for Vladimir var ganske vigtige for ham, og han så nødigt at vampyren skulle frygte for sin sikkerhed i Nearyns selskab. Inde bag nearyns hjerneskal gav en flok hjerneceller med megafoner og slagord sig til at råbe

"HALLO!! HAN ER VAMPYR!!! HAN KAN LUGTE HVORNÅR HAN ER I PROBLEMER SPASSER"

en flok hjerneceller i sorte uniformer og gasmasker kom marcherende og skød de protesterende hjerneceller ned, under stort spetakkel.

Nearyn smilte blot høfligt.

Han overvejede hvad vladimir byggede imod. forståelse sansynligvis. Viden om hvem nearyn var. Hans overfladiske tanker afslørede Vladimirs forsigtighed med sine ord, og det gik op for Nearyn at Vlad måske var ved at prøve situationen forsigtigt. Prikke til ilden med en kæp.

Intet kunne have forberedt Nearyn på Vlads spørgsmål. Han så spørgsmålet i Vlads tanker 2 sekunder inden Vampyren åbnede munden og satte alt hvad kunne ind for at bekæmpe den påtrængende følelse.

Alligevel havde han svært ved ikke at grine højt og hjerteligt da Vlad spurgte om han var intresseret i mere magt. Han lod en mild latter slippe over sin læbe inden han hurtigt lod være og bøjede hoved til undskyldning.

"Om forladelse. Det var langt fra anstændigt af mig at grine af deres spørgsmål" siger han velmenene. bagerst i hans hoved rullede hjernecellerne stadig af grin, men denne gang i lydisolerede bure, under skarp bevogtning. Nearyn tog sig sammen. Hans ansigt fandt vej tilbage til sine normale folder og han tog fat i glasset og holdt det i brysthøjde, uden at drikke.

"Jeg skulle til at spørge dem om det samme, men lad mig holde på mine mannere og lade dem lufte deres tanker før jeg igen lader min mund løbe" siger han smilende og med stor ro. Han gør en bydende bevægelse med den frie hånd for at bede vlad om at fortælle hvad han havde i tankerne.

Nearyn lytter. Intressant. Vladimir sidder og foreslår hvad nearyn har planlagt i et helt år efterhånden. MEN... Nearyns designs er langt større og mere omfattende. Han havde ledt efter en Theogenist længe. en person der var stærk og smart, men alligevel kunne narres af et tilstrækkeligt gennemtænkt nummer. måske denne vampyr, Vladimir Constantine, alligevel ville udgøre den brik som nearyn manglede, som det oprindeligt var planen.

Nearyn smiler bredere og sætter glasset for sine læber og nyder roligt næktaren. Lader smagen og den korte følelse af tidløshed befri hans stressede tanker og lade ham genoptage rollen som rolig og venlig vært.

"Vist er vi alle egoister engang imellem..." han klukler.

"... for ikke at sige altid".

Han stiller glasset fra sig og ser et kort øjeblik på Vladimir. "Jeg har længe haft planlagt den totale slavebinding af dæmonracen. De er for kaotiske til at have løbende rundt, og af skæbnen ved hvad årsager, udstyret med magiske kræfter der langt overgår deres intellectuelle kapabiliteter og evner til forsvarligt at anvende dem." Han trækker på skuldrene.

"Men som med ethvert andet foretagende kræver den hvide lotus, som jeg er ganske sikker på at en velinformeret vampyr som de selv, er ganske klar over at jeg har total kontrol og ejerskab over, en hel del opmærksomhed og dedikation. De er først for nyligt jeg har kunnet nyde den frihed som rigmandssønnen der kan skrive poesi i sin vindueskarm fra daggry til kvæld, kan nyde. Og derfor først nu at jeg kan fokusere på den slags ting" Nearyn sukker og lukker sine øjne kort. tager endnu et sip. inden han smilende ser tilbage på Vladimir.

"Deres forslag huer mig hr Constanine, men jeg har for nyligt gennemgået en... skal vi ikke kalde det, opløftende, process der har taget mine tanker andetsteds" han sætter glasset fra sig og hans øjne borer sig ind i vlads så det føles somom han stirrer på bagsiden af vlads kranie. Dette helt uden at hans blik bliver mindre venligt.

"Men de ville ikke tro mig hvis jeg fortalte det" lo han så. Han ville presse Vladimirs nysgerrighed. Hvem ved. måske ville afsløringen af Nearyns nyfundne guddom (hvilket det skal pointeres, han på nuværende tidspunkt er ganske overbevist om er ægte og ikke et scam han selv har fundet på for at sikre sig. I know, he's a bit cukoo) ikke behøve at vente til en anden gang.

Nearyn sænker sit glas. og samler hænderne. han lader sine albuer hvile på bordets kanter og lader sit hoved hvile på sine sammenflettede håndrygge. Han overvejede om han burde imødekomme Vlads forsøg på høflighed. Han vik vel næppe en så åbenlyst god chance for at indvie vlad i sin nye unikke tilstand end denne. Nearyn smiler til ham. Mere smøret end normalt. Vlad har alligevel luret at der gemmer sig noget under overfladen. Så meget har nearyn da kunnet deducere fra vampyrens tanker. Hvorfor ikke bruge sølvbakken til at servere overraskelsen når gæsten selv medbragte den.

Nearyns blik skar sig vej ind i Vlads igen. Hans hår som lå dovent i stolen begyndte at svæve og bevæge sig bag ham som var det under vandet i en mild strøm. En zitrende fornemmelse af rå magi slog ud fra nearyn i store tsunamistyrke-bølger idet den megalomaniske forretningsmand gjorde brug af hans horizon realm, for at bøje virkeligheden i hans hjem efter hans vilje.

Gardinerne i rummet begyndte at flagre og nearyn lukkede sine øjne og spurgte med et smil på læben.

"Er de sikker?" spurgte han stadig med en rolig stemme, men den havde fået en unægtelig kant af savtakket og gifttilsølet morskab.

Nearyn ler. og ser muntert på vladimir. et smil der understreger glæde og ikke et 'hvor-er-du-tåbelig-grin'.
"Det virker bedre hvis jeg viser det" han kniber øjnene let sammen.

Der lå det. Krystallandet. Så majestætisk. Grønt og uendeligt. Lange strækninger af natur. En by i horisonten. Vladimir steg. Til vejrs han gik. Hurtigt men uden vind. Uden nogen følelse af tøjet der bliver rykket i, af de ustyrlige vinde der blæser over sky niveau. Dér under ham var verden. Den blev mindre og mindre. Idet Vlad forsvandt ud i verdensrummet. Derude kunne han se stjernerne overalt omkring ham, og dernede, den grønne og blå bold der var KL. Foran ham, midt på ingenting stod et kile tempel. Det kom nærmere, som gik han imod det. Indtil det accelererede og forsvandt igennem ham, så han stod indenfor i det. Der lå Kile-tilbedere på fliserne, tilbedende den store gudindestatue, holdene et sterinlys og et kranie. De bad og den øverste præst ledte ceremonien. Templet svirvlede og forsvandt, erstattet af et storslået rige. Lange rækker af ordentlige og neutrale stenbygninger. en by uden ende, tydeligvis dedikeret til Kile. Statuer af hende stod rejst overalt. Men alting var unaturligt og havde en glød over sig som ikke efterlod nogen tvivl om hvor vlad var. I Kiles Pantheon. Det sted hvor kile tilbedere havnede efter deres uundgåelige død. Men her var ingen. ikke en sjæl. Byen lå tom. Efter et kort øjeblik begyndte noget at trække i vlad. Eller rettere byen kom imod ham. Igen som med templet rykkede Vlad sig længere fremad, eller også rykkede byen sig længere imod ham.

Der foran ham, stod et gigantisk palads lavet af neutrale gule, og grå sten. Bygget majestætisk og storslået. utvivlsomt kiles palads hvor gudinden residerede. Ingen tvivl kunne herske. Lugten af død. Blod. Ikke et lig at se, men tydelige tegn på kamp. Katastrofe overalt. Ingen lig, men våben. Våben og blod, så meget blod overalt. Den tunge stank af død. Han 'flyttede' sig igen, videre ind i paladset. Mere død, mere blod, flere våben. Ingen lig. En trone, i en hal så stor at intet vampyren kunne have set kunne måle sig med det. Tom... død... blod. Blod på tronens trin. Blodige fodspor. På gulvet, blod rundt om dem. Fodsporene stoppede på trappens top. Blod på tronens sæde, som var nogen omkommet der. Intet lig, ingen våben. Blot et udbrændt sterinlys og et kranie.

Tomhed.

Verden svirvlede og forsvandt. Under ham kunne han se Kiles rige. En vej lavet af glimtende nordlys stog ud fra hendes pantheon. Førte ud i universet over KL, ud i det ukendte. Vlad faldt. Ned imod det ukendte. blev draget.

En ny by. Høj og strålende. Lavet af hvid marmor. lyseblå mosaikker i hvert et vindue. Renhed, godhed... død. Mere død. Mere blod. Rødt på hvidt. Urenhedder på det reneste rene. Hvide bygninger røde gader, flydende med blod, uden lig. uden liv. Uden efterliv. Et rige, tydeligt forbeholdt godheden. En statue. Godhedens gud! Hans pantheon. Hvidt og rent. Flydende med blod. stanken af død. Endnu et palads, endnu mere blod. Fodspor. Tomhed. Vlad stod foran en lysende trone. Røde fodspor på den. Blod. Tronen var blodig. Død. Et langsværd og en vægt hvilende ved tronens fødder.

(Jeg ville godt have skrevet mere, men jeg tror jeg giver jer ticks hvis i skal læse det hele. Han ser de andre guders riger. Det samme syn. tomhed, død og blod.)

-----------------------------------------------------------------

Igen hang Vlad dér. Mellem stjernerne. Under ham lå KL Grøn og frodig. I hver sin retning lå de respektive guderiger. Pantheon'erne. Nu alle forbundet af den svirvlende bro af nordlys. Alle krydsede de ét sted. Det ene sted hvor lyset var kraftigst. Hvor alting samledes. Vlad blev igen draget. Nærmere midten. Følelsen af forklaring. Følelsen af viden. Følelsen af en grund til disse uhyrligheder. Alle de sjæle der skulle være i deres riger, Væk.

Vlad stod på nordlyset. Foran ham kunne han se vejene mødes. Igen flyttedes han nærmere. Han stod ved vejenes midte, ved krydset mellem gudernes riger. Samlingspunktet for alting. Foran ham, midt i det hele, sidende på de respektive lig af hvad der engang var guderne sad en skikkelse. De afdøde guder, livløse og dødeliggjorte. Uhellige og banale i deres død. Stjernerne bevægede sig. De var levende. Vlad så dem. Så hvad de var. Sjæle. Skrigende i smerte. Uendeligt mange af dem. Døde mennesker, elvere, dæmoner og vampyrer. Allesammen skrigende i smerte, men uden en lyd. I uendelig tavshed. I forglemmelse. Ramt af sorg over deres guders fald, men uden håb. Blot forglemmelse. Blandt det uendelige mørke. Skikkelsen så op. Blåhvide øjne lyste på Vlad. Et blodigt sølverne langsværd dækket i det rødeste blod hvilende over skikkelsens knæ. Blodet dryppede fra klingen. Sev ned imod vejen af grønt lys. Ned imod de tavse lig af de døde guder. Alle med øjnene spæret op i vantro og rædsel. Et lydløst skrig på deres læber. Skikkelsen løftede klingen og lod sin tunge løbe over den. Den totale tavshed gjorde lyden af blod der blev slubret op den enkelte gang, tydeligere end noget. Et lys bredte sig fra skikkelsen, og kastede klarhed på skygge. Nearyn, - med et langsværd i hånden, dækket i gudernes blod. Et koldt, retfærdigt ansigtsudtryk på hans ansigt, det samme smil. Somom alting var godt. Almægtigt. Vist. uforklarelig. Langs klingen, glimtende i blodet stod ordene "Via Sanguines" 'Blodets vej'. Nearyn blev utydelig. Han lyste mere. Han blev til lys. En lysende skikkelse. Af det reneste mest blændende lys. Hans lange hår svirvlede som tråde af lys omkring lys, som en stor levende glorie. Fra hans fødder steg flammer af hvid ild. bevægende sig med røgs lethed. Nearyn rakte armene ud i korsstilling og lys bredte sig yderligere. Omslugte dem. Skar igennem universets mørke. En trone. En guldtrone. Hundreder af meter høj, udsmykket som det smukkeste kunstværk. Visende de mest fantastiske historier så levende som ingen maler havde kunnet gøre det. En trappe førte til toppen. Toppen som lå så langt oppe, og alligevel var så tæt på. Lysskikkelsen sad i tronen. Nearyn sad i tronen. En stor gylden rigsørn prydede hans guldtrone. Vlad kunne se ham tydeligt, selv hernedefra. Så stod han der selv. Stirrende ud fra tronenens top. ved siden af selve tronen, med lysskikkelsen ved siden af sig. Kikkende ud over KL. Den grønne planet. Nu giftiggrøn og rådden. som et æble i en glemt kurv. Ild. Flammer. Startende småt. flammer slog op fra KL, bredte sig som en steppebrand, opslugte planeten, dækkede den. Gjorde den til en vulkansk kugle af ild.

.....................

Ro

.....................

KL igen. Blomstrende, under guldtronens styre. Som en juvel der var blevet slebet. Fri for alt ondt. For alt svagt. For al tøven, og tvivl. En diamandt blandt stjernerne.

Vlad var tilbage. Lang tid var gået for ham. Få sekunder var gået i virkeligheden.

Nearyn sad som han havde gjort før han var begyndt at lade magi stå ud fra sig. Med et ben over et andet og sit hoved hvilende i sin håndflade. Et roligt, venligt smil og en selvsikker attitude over sig. Han sagde intet, gjorde intet. Så blot på Vladimir. Uendelig tålmodig.

Hun vågner op i buret, har smerter i hele kroppen og prøver meget at komme ud, men opgiver så og håber der snart vil komme nogen og lukke hende ud så hun kan komme væk, eller bare flygte langt væk fra Neayen og det her slot.
hun tænker på Jamiroquai, tænker på hvor meget hun savner ham og elsker ham af hele sit hjerte, hun er dog meget nervøs for han bare vil droppe hende når de ses igen og bare vil vende hende ryggen ligesom alle andre har gjort mod hende.
,,gad vide om Jamiroquai har det godt og savner mig ligeså meget som jeg savner ham, han er jo alt for mig, men hvad nu hvis han bare vender mig i ryggen og ikke vil have noget med mig at gøre?.." hun bliver vildt og holder om sine knæ, gemmer hovedet i dem og piver mens hun også græder lidt.
,,Jamiroquai.. Jamiroquai.." græder hun bare igen og igen. hendes tårer løber ned ad hendes kinder, hendes røde katte ører lægger sig tæt ned til hendes hovede mens hun tænker på hvad der er sket med hende og hendes lille tiger unge som Neayen tog fra hende.
Hun får en lille idé til hvordan hun kan komme fri og væk fra alt og alle.
hun bruge vandet i hendes tårer og hvad der nu ellers er i rummer til at gøre trammerne våde.
Da de er våde nok, gør hun sig vildt tynd og smutter lige igennem dem.
hun løber nøgen rundt på slottet og leder efter sin tiger unge, da hun finder hun den lukker hun den ud af sit bur, tager den op og hun løber langt væk med den, langt væk fra det her underlige sted

/OUt

Nearyn smilede stadig ufravendt til Vlad. Vampyren var hurtig, til at gå lige til benet. Nearyn bemærkede med tilfredshed Vlads interesse for at genvinde sin personlige kontrol før han stilte spørgsmålet.

Nearyn nikkede.

"Jeg har ikke kun fået dårlige ting ud af min såkaldte omniscience" Sagde han så. Det var nu han skulle spille sine kort helt rigtigt.

"Jeg har længe set på den pestbyld af en verden jeg er født ind i. Set den ryste og vakle som et korthus, imens kortene mugner og rådner på bunden, bygger folk bare videre, fuldstændig blinde for at verden er ved at forfalde under deres nyeste skaberværk. Jeg så det vaklende samfund jeg levede i og bestemte mig for at skabe stabilitet i korthuset" (det er naturligvis en referance til den hvide lotus^^)

Han svingede opgivende hånd imod vinduet ved siden af dem.

"Men verden er fuld af uagtpågivende tåber og det vil ikke være nok blot at støtte korthuset for evigt. En dag, vil det vælte og der er intet nogen kan gøre for at forhindre det. Det er Entropi. Noget skal vælte før noget nyt kan rejses, og verden er begrænset."

Nearyn holdt en kort kunstpause.

"Det jeg derimod KAN gøre, er at sørge for at den der skal genopbygge korthuset gør det ordentligt" Han vidste at de ord ville forklare Vlad ganske tydeligt hvad det var han mente.

"Mine kræfter har ladet mig vide hvordan jeg skal gøre det. Hvor jeg skal gøre det og med hvad jeg skal gøre det. Jeg har allerede planlagt og klargjort hvert evig eneste træk. Planlagt ethvert scenarie. Intet afholder mig fra at opnå guddom nu, udover mig selv...." han lod sætningen hænge lidt.

"Jeg har opdaget noget om gudernes gøren og laden, der har sat mig tilbage. Hvad ved de om guderne hr Constantine?" spurgte han med oprigtig interesse. Han smilede stadig og hvilede sit hoved i hånden, rolig og afslappet.

Nearyn kluklo igen. Han strøg en lok af sit lange natsorte hår væk fra ansigtet. Han rettede sig op igen og rettede sit ærme til. Han så tilbage på Vladimir, stadig rolig og udpræget venlig.

"Gudernes personlige agenda, hr Constantine. Dét er det mest interessevækkende jeg har set med mine kræfter" sagde han.

"Som de sikkert allerede ved eksistere der to forskellige typer af tro i denne verden. Troen på guderne som eksistenser der overgår forstand og som hver især repræsentere hver sin del af det guddommelige spektrum. og endelig den der betragter vores dødelige mørkets Lord og lysets dronning som gudelige entiteter. pff, tåber. De er intet mere end legende børn der har fanget hele legepladsen i deres spil" sagde han uden at ændre på sit ansigt. somom ideen om det var latterlig men passede Nearyn ganske fint. "Lad os se bort fra disse to simple dødelige og koncentrere os om denne verdens skabere. Nemlig..."

Nearyn løftede sin hånd blidt og en hvid lysende kasse på omkrin 5 cm x 5 cm x 5 cm dukkede op svævende i luften. I den, glødende lyseblåt, var Isari's symbol.

"Isari, 'godhedens', gudinde. en entitet der skal repræsentere alt hvad der er moralsk forsvarreligt og godt i flertallets opfattelse."

En sort vridende, kaotisk form med Zaladin's symbol glødende rødt inde i dukkede dernæst op.

"Zaladin, 'ondskabens' gud. En entitet der skal repræsentere alt hvad der er umoralsk og ondsindet i flertallets opfattelse"

den lyse firkant og den mørke form begyndte omgående at tonse imod hinanden, indtil de blev skildt af en rød trekant med et gyldent symbol i centrum. Aladrios symbol.

"Aladrios, neutralitetens gud. En entitet der skal repræsentere en afbalanceret eksistens imellem moralsk og uforsvarligt. En gud, der endelig har forstået at man ikke kan tænde et lys uden at kaste en skygge"

De tre symboler fjernede sig fra hinanden og stillede sig i en ligebenet trekant, med ligelig afstand fra hinanden.

"Isari og Zaladin har altid haft travlt med at udslette hinanden. Stort had eksistere imellem disse to pga deres forskellige værdier. Aladrios på den anden hånd har altid haft travlt med at disse to guder ikke formåede at udslette hinanden, da det ville ødelægge de værdier han selv repræsenterede. Disse tre guders magt er bestemt ene og alene af deres tilbedere. Jo flere tilbedere de har jo større bliver deres magt. En magt de holder for sig selv. Der har ikke været direkte indblanden fra guderne i denne verden i årtusinder, fordi de krampagtigt holder fat ved deres magt i frygten for at deres modpart skulle opnå større styrke og til sidst knuse dem. Derfor har de presset verden ud i krig. For at sænke antallet af folk der tilbeder modstanderen, så man i sidste ende kan vinde på den magt tilbederne giver deres guder."

Nearyn holdt igen en kunstpause. Også for at lade det hele sive ind hos Vlad.

"Bortset fra én gud..."

I centrum af trekanten dukkede en gylden, stjerneformet form op, med sort påskrift. Kile's symbol.

"Kile, dødens gudinde. En komplet neutral faktor, mere neutral end selv Aladrios. Kile repræsentere en uendelig cyklus. Liv, død, genopstandelse. I vampyrer er hvad Kile bryder sig mindst om da i repræsentere afvigere fra cyklussen. Hendes opgave er konstant og hendes magt er langt større end de andre guder. Hun har aldrig måttet bekrige nogen. Selv som hendes følgere dør og aldrig kan bede igen, styrkes hun. Hvor de andre guder bruger deres kræfter på at bekrige hinanden og holde hinanden hen, har kiles magt blot samlet sig, større og større."

Nearyn smilede og rakte ud imod symbolerne. Tog fat i Kiles symbol og knuste det i sin hånd.

"Kile er mit første mål"

Igen en kunstpause, den stilhed den slags udtalelser kunne provokere, var noget nær det bedste bevis på hans veltalenhed, og dermed en af de ting han brystede sig af, rent uofficielt.

"Hvis en af de andre guder dør vil guden være død og borte. En ny gud vil komme for at overtage deres plads med tiden, for som sagt: Et lys vil altid kaste en skygge. selv hvis Zaladin eller Isari vinder vil det afføde en ny forkæmper for deres værdier, med tiden. så længe de begge eksistere"

Han anede at Vlad begyndte at forstå hvad han var på vej imod.

"Men døden er konstant. Der SKAL helt konsekvent være en person til at varetage døden. Hvis kile dør vil hendes magt gå videre omgående, til den første, den bedste, den nærmeste. Dette.... vil være mig. Og med Kile's langt større magt vil jeg knuse de andre guder før de aner hvad der ramte dem. Hvis én af guderne døde ville en aftager for ham dukke op, men hvis Neutralitet, godhed og ondskab alle forsvinder på én gang vil deres repræsentative spektrummer forvinde, hellere end genopstå. Ingen ny gud vil affødes for der vil ingen balance være at genoprette. Vægten vil står urørt hen. I mine hænder. En gud større end nogen hidtil. Én gud. uden nogen modstand. Jeg vil kunne fokusere 100% på verden i stedet for en guddommelig fjende. kunne bruge den magt jeg har på at lave ændringer hernede hellere end at bruge dem på en uendelig krig. Jeg vil kunne lave en verden hvor folk ikke længere bekriger hinanden. Tvivlere og kættere vil blive udslettet og verden vil blive et utopia for folk som du og jeg, hr Constantine. En verden hvor man kan leve i fred med sine passioner. de værende ting eller personer, hvor man ikke længere behøves at fanges i andres intriger pga en krig der kun er udkæmpet pga forskellige interesser. En verden hvor det at være troende ikke er noget man er fordi man får husly og mad i klostrene, men fordi det vil hjælpe guden, til at gøre verden bedre. Og denne forbedring vil være synlig."

Nearyn blev tavs. Han havde sagt hvad der var nødvendigt. Nu var alt hvad der var tilbage at se vampyrens reaktion. Han smilede stadig venligt. Somom det at dele denne information, ikke kunne påvirke hans planer. Somom han blot venligt indviede Vladimir i sine ideer fordi han var høfligt intresseret i vampyrens svar.

Nearyn nikkede til vladimir, for at indikere at hans pointer var valide, men samtidig forandredes hans smil ikke. Som havde han allerede planlagt for de ting vlad nævnte.

"Som jeg sagde, jeg har planlagt ethvert scenarie. Uanset hvor velinformeret og komplekst deres informationsnetværk er, er det tvivlsomt om de kender min personlige magts fulde udstrækning"

Der var intet pral i hans stemme, blot venlig og stadig munter konstatering.

"De ved at jeg leder den hvide lotus. Det alene tyder på en god informationskilde, men det er de færeste der er klar over præcis hvor stor indflydelse den hvide lotus har i denne verden. den sorte og hvide konge i det her skakspil bliver absolut ikke kompliceret"

Han holdt igen en bøjet finger op for munden og kluklo.

"Naturligvis har de så evigt ret, hr Constantine. Jeg er ung, og jeg har endnu at dele ud af min... såkaldte 'uskyld'. Men ligesom en klog mand engang sagde at vold kun afføder mere vold, sagde en anden klog mand at engang at en Methuselah aldrig ville tjene et menneske." Nearyn lod sætningen hænge lidt i luften. han havde en god fornemmelse af Vladimir og beundrede hans kontrol og åbensindighed, men var også klar over at den slags bemærkninger, hvor sande de end måtte være, kunne opfattes som en verbal lusing, og han sad stille hen i 10 lange sekunder for at gøre det helt klart for Vladimir at der ikke var tale om en fornærmelse men en konstatering.

"Jeg vover ikke den påstand at jeg vil kunne skabe et reelt utopia, men ordet fungere godt og overdrivelse fremmer forståelse. Jeg, - ligesom de, er en egoistisk mand Hr. Constantine, og tag endelig ikke fejl af noget. Jeg vil ikke omskabe verden til et strålende bondehore samfund som alle de beskidte tiggende køtere på gaden går og drømmer om, men snarere en verden hvor mænd af intellekt og etiquette kan leve som de vil og forme den verden de bor i. De som er mig tro, være de rig eller fattig, skal have lov til at leve, men de som går imod min verden, værende de rig eller fattig, vil møde skæbnen for enden af min blik" under hele forløbet ændres hans toneleje ikke. Han er rolig , smiler og ser ud somom hele ideen passer ham virkelig godt. somom han talte om en gammel ven, der snart kom på besøg.

"Men præcis som de siger hr. constantine, jeg har haft brugt lim for at forhindre korthuset i at falde... indtil nu. Dette, vil være flammerne. Den utvetydige ende på uret, og korthusets ophør, erstattet af, ikke et vippende korthus, men et solidt fundament, hvorpå vi, vil kunne skabe en verden der passer til os."

hans smil blev en kende mere smøret til sidst. vi snakker her om milimeters milimeter, men det var der.

"Jeg fortæller dem dette fordi jeg nærer stor respekt for dem hr constantine. Allerede længe inden Mithras og de mødtes havde jeg set dem og hørt om dem. Deres kendskab til min tjener er derimod dette der har ændret vores nuværende kendskab til hinanden, fra omtale, til samtale. En ven af Mithras, er en ven af mig"

således afsluttede nearyn sit trail of speak. Han havde fremlagt størstedelen af sin plan for Vladimir. Det eneste han havde undladt var de små detaljer. Han var nysgerrig og ivrig efter at kende vampyrens svar. Han vidste at svaret ville være ja, men ville det være et ja, med engagement bag, eller blot et ja for at slippe væk herfra. Nearyn var ivrig, men viste det ikke. Hans øjne skar sig stadig ind i vlads, rolig og mildt, med en snert af morskab, imens han samlede sine fingerspidser foran sig og så afventende på vampyren.

Nearyn måtte ærligt indrømme at han følte et stik af nervøsitet idet vlad rakte sin hånd frem Han måtte kæmpe hårdt med sig selv og sit indre nervøse sambaorkester, inden han faldt bare nogenlunde til ro. Nearyn takkede sin skaber for at han kunne fjerne sin vilje fra sin krop. Det nervøsitets udbrud ville han ikke kunne have skjule hvis hans sind havde været forbundet med hans krop på samme måde som det var tidligere i hans tilværelse. Han genovervejede sine tanker og bestemte sig for at hverken hans mor eller far var værdige til en sådan tanke og bestemte sig i stedet for at takke sig selv, for hans held. Det føltes bedre. Da vlad trak hånden til sig lod nearyn igen sit sind og krop smelte sammen.

Nearyn smilede til vlad. Han bukkede hoved i anerkendelse af Vladimirs ord.

"Hr Constantine, De gør mig stor ære. Jeg skal ikke være sen til at tilbagebetale den. Men hvad siger de til at en gammel galning og en ung galning som vi to, bliver dus?, De kan kalde mig Nearyn, hvis de ønsker"

siger han så, med et grin. Han virker meget mere afslappet nu, Det er tydeligt at se på ham at han betragter Vladimirs ord som værende rigelig forsikring for at tingene er som de skal være. Det rolige smil forlader ham ikke, men hans øjne har fået en ny slags glød. en glød der når man har set den én gang, tydeligt vidner om langt større accept, end man før troede man havde.

Nearyn nikkede som svar på vlads spørgsmål.

((MIN FØRSTE ONELINER I MEGET LANG TID!! DAMN YOU FATE!!!, buru er du rar at skrive en fortsættelse så skal jeg nok samle op derfra. T_T))

Tilfreds med at Nearyn ikke siger noget, så giver Vladimir blot to nik fra sig og fortsætter hvad han nu havde tænkt sig. Det lige nødvendigt for ham at få denne lille detalje ud af hovedet, så han kan slette den fra sin mentale huskeliste og tage sig af andre ting. Han er stadig ikke helt sig selv endnu, så dette møde har krævet meget af ham.
"Hvis De nu er så interesseret i at samle magt, så bør De huske knægten. Bare hav ham i baghovedet." foreslår Vladimir, med en stemme så sød som den mørke, vilde honning. Han er ved at føle sig bedre tilpas end han har følt sig i ugevis, ja faktisk på en næsten helt beruset måde. Disse dage har han dog holdt sig fra beruselsesmidler, da det var begyndt at give ham en psykisk afhængighed.
Afhængighed. Det kan det jo kaldes. Han mener selv det kaldes kedsomhed. Hvis han er underholdt, så drikker han ikke. Han ryger ikke noget for at få nerverne til at dulme.
Nearyn har vist sig at være så interessant, at Vladimir ikke rigtigt føler trang til disse ting i øjeblikket. Han tvivler på at hans forbrug vil blive større på noget givent tidspunkt, så længe han beskæftiger sig med denne mand. Det er nok bare en smule vigtigt at tænke over dette. Han har ikke været indblandet i noget så stort og omfattende i lang tid nu, så det er noget han bliver nødt til at vænne sig til. Han bliver nødt til at lægge en strategi for at bevare den skattede anonymitet, for selvom han nok bliver nødt til at være Nearyn's frontfigur, så vil han stadig kunne finde på at omskabe sig til et udseende der er ulig ham. Ellers vil han måske ikke rigtigt kunne få fred når han går på gaden. Det vil han jo ikke holde op med, lige meget hvor opfyldte hans behov bliver - behovet for at kunne vandre frit er stadig stort.
Vampyren sænker hovedet lidt og beholder et behageligt smil på sine læber.
Selvom han er tilfreds, så er han træt.
"Jeg vil dog forlade Dem nu, Nearyn. Det har været et behageligt møde og De har formået at både imponere og smigre mig. For nu, så vil jeg fordufte og tænke lidt over vor aftale."
Han rejser sig langsomt og sørger for at bøje nakken venligt.
"Lev vel indtil vort næste møde."
Måske lidt overdramatisk, men han vælger en tåge til at forlade området. Dramatisering kan nu have sine charmerende kvaliteter.

Nearyn rejste sig og gik. Han gik direkte i seng næsten omgående. Han var tilfreds. Meget tilfreds.

Flere uger passerede. Nearyn planer begyndte at bære frugt stille, men roligt. Alt var så godt som klar. Alle hans eksperimenter. Det hele var nået toppen af perfektion. Han havde absolut intet at foretage sig længere andet end at vente, på det rette øjeblik.

Han bestemte sig for, meget imod sine normale impulser, at begive sig ned i byen. Til Katedralen. Kaste et blik på den bygning, tilegenet hvad han ville knuse.

//OUT

I Darkstar manor. Dybt under den synlige facade lå et rum, afskåret fra resten af huset. Der var ingen gang dernedtil. Ingen dør derindtil. Det var blot et rektangulært hulrum der lå under den store bygning. Spærret inde af tons af sten og darkstar manors magiske forsvar.

I dette rum lyste et konstant skær fra orangerøde glowstones på væggene. De badede rummet i et sygeligt orange skær. Hernede lå massive stenaltere. Række på række af dem. På hvert alter lå en nøgen krop. Kroppen lignede umiskendeligt huset ejer. Faktisk var de alle husets ejer. hundreder af Nearyn Darkstar's lå dernede. Allesammen så de ud somom de sov, men der var intet åndedræt. De lå der bare. Ingen råddenskab ingen bevægelse. De lå der, i stasis, bevaret af rummets stærke magi. De ventede der. Klar til at tjene deres formål.

Nearyn var dernede. Hans vilje havde revet sig løs fra sin krop for at slippe for Elizephs tortur og havde nu vendt tilbage til sin kælder. Hans sind og sjæl, alle samlet i den eksistens man kunne kalde Nearyn's spøgelse. Hans kræfter langt større, nu hvor de ikke længere var begrænset af hans kødelige form, men hans svagheder blottet. At være kødelig havde visse fordele. Eller rettere. At være en fysisk eksistens havde sine fordele. Han smeltede sammen med den første, den bedste af kroppene.

Nearyn Darkstar slog øjnene op.

Hans svang benene ud over kanten og satte sine fødder imod det iskolde stengulv. Hans nerveender skreg i protest over kulden, men Nearyn rejste sig op og stragte sin nye krop. Langsomt skiftede den udseende. Dens konturer og træk blev passende indtil det i sandhed var en tro kopi af Nearyns krop. Har trængte frem fra det nøgne hoved og slangede sig som en ivrigt voksende plante ned af ryggen på ham. Lagde sig langs gulvet og fortsatte med at gro et kort stykke tid derefter.

Han begyndte at gå, ned af det kolde stengulv imod væggen. På vejen løftede han prøvende sin hånd og knipsede. Hans tøj og udstyr sad på ham sekundet senere. Det føltes befriende at have på igen. Som gamle venner der beskyttede en.... ville han gætte på.

Idet nearyn nåede til væggen gik han dur igennem den. væggen bølgede som ringe i vandet og nearyn trådte ud af træpanelerne på sit værelse. Træpanelerne bølgede også inden de stod stille og blev massive igen. Han satte sig ned bag sit skrivebord, lagde sin hoved, hvilende i hånden og gav sig til at tænke. Der var alt for meget at ordne og alt for lidt tid. Han måtte sørge for at alt var på sin plads.

Nok var Vladimir og Nearyn kommet på nogenlunde venskabelig basis med hinanden, men vampyren var beklageligvis i et virkelig skrøbeligt humør. Hans krop gjorde ondt og hovedet dunkede, så derfor følte han sig tvunget til at gøre noget han ikke havde gjort i lang tid: Røget pulverhøns.
Det stærke stof dulmede nerverne og fik ham til at slappe af, så han glædede sig nærmest til at pille piben frem og sætte gang i det hele. Ja, Vladimir følte sig tilpas i Nearyn's selskab - men derfor var hans manerer stadig på plads. Han brasede ikke bare ind som det passede ham, for han havde trods alt også en dæmon at slæbe på - måske ville Nearyn ikke have et så usselt, gennembanket væsen trukket gennem sit hus?
Vladimir vidste det ikke. Det var bedst at banke på først.
"DARKSTAR!" brølede han strengt, velvidende om at han ville blive hørt, uanset hvad. Han råbte kun for sin egen skyld. Humøret var virkelig ved at blive kvalt.
Med overraskende blidhed, så lagde Vladimir sit bytte foran døren og satte sig ned ved siden af ham, for at kunne give sig selv en chance for at ryge. Det var som at se en mand, der ellers havde været på vandvognen, få den første drink efter flere års afholdenhed. Han slappede af, lod stofferne inficere hele sin krop.
"Jeg har en gave til dig!" tilføjede han derefter nedladende. Den spydige undertone var imidlertid ikke rettet mod Nearyn, men Talash Keaf. Hjælpeløse lille stakkel, der fik vampyren til at smile.

OOC: Pause på tråden, til Tash svarer.

På trods af pulverhøns var stærkt dulmende, så gjorde det nødvendigvis ikke Vladimir alt for sløv, hvis han blot røg det fornuftigt. Han husker stadig dengang alle hæmninger blev smidt ombord og han ganske villigt badede nøgen foran Kyoshiro, uden at føle noget som helst. Ingen skam, ingen frygt. Han var ganske enkelt bare ligeglad.
Lige nu, så var det let for ham at forholde sig munter og nedladende.
"Så du er vågen, Tashie-dreng?" sagde han højlydt, i forhåbning om at give den lede bastard en hovedpine han sent kom til at glemme. Vladimir sørgede for at trække en del røg ned i lungerne, inden han pustede den ud i hovedet på Tash og tog fat i hans lænker. Dæmonen så endnu ikke ud til at have bemærket dem, hvilket bare frydede Vladimir. Så var der trods alt mere at se frem til.
"Sikke du smiler." bemærkede vampyren og rejste sig, for at puffe til Tash med foden. Han rettede hovedet op mod taget af Darkstar Manor, for at betragte dets størrelse. Passende, for en så arrogant mand som Nearyn Darkstar. Ganske passende. Jo længere tid Vladimir tilbragte her, desto mere brød han sig om knægten.
"Det ville jeg have svært ved, hvis jeg var dig. Er du klar over hvor vi er, Tashie?"

Den milde og venlige stemme, - altid rolig og med en fin æg af kontrol og autoritet der kunne tage pusten fra en kejser med blot et enkelt ord skar sig gennem luften som sprit i et snitsår. Som flød den på en allerede klargjort rute, bygget af magt og kontrol, løb stemmen gennem luften som forgiftet honning.

"Du er på tærsklen til mit hjem"

Nearyn befandt sig på trinenes top. Hans lange rødvinsrøde jakke, med guldbrokader hang over hans skuldre og hans hænder, ude af dens ærmer, var begravet i lommerne på de sorte bukser. Hans vest og silkeskjorte talte lige så højt om hans stand som huset de befandt sig ved. Hans lange natsorte hår, der var længere end han var høj, hans svævende mildt få tommer over jorden. På hver hånd bar han en sort silkehandske og han havde en ring på hver en finger. Hans blotte påklædning var prestigefyldt og storslået nok til at kunne købe en mand flere livstider i de mest luksuriøse omgivelser, og dog blev det båret så tilbagelænet og selvfølgeligt at det så ud til at være værdiløst for han som bar det.

Hans øjne var isblå. og hans ansigt var venligt, og bar en rolig aura af personlig kontrol og tilfredshed. Han var bleg. Ikke en køn form for bleg, men en bleghed der tydede på et liv indendørs, uden at være groteskt bleg.

Han så med et smil der udtrygte genkendelse på Vladimir og smilede høfligt idet han gjorde et anerkendende nik med hoved.

"Hr. Constantine, - hvor elskværdigt af dem at gøre mig selskab igen så tidligt"

sagde han med tydelig fornøjelse i stemmen. Nearyn havde gjort Vlad klar over sin... tilstand, og vidste at vampyren sikkert ikke ville tage på vej, når Nearyn talte om ting han retteligt ikke burde vide. Netop derfor var det også med ro i sindet at Nearyn, med et tilfredst smil og øjne sammenknebne i en mild sadistisk tilfredsstillelse, sagde.

"Og sikke en vidunderlig gave de har bragt med dem"

sagde han og skød et blik ud af øjenkrogen på dæmonen der lå med en guldkæde i munden og så tvær ud.

Giryana (se billed i signatur) kommer trampende op af den brede brolagte sti, mens hun mumler vredt og spraker til en masse af de små sten og kviste der nu en gang måtte ligge. Hun holder sit blik nede på stien, da hun kender den godt og ved hvordan den nu måtte dreje og sno sig, hun kommer til trappen og stopper op, mens hun kikker forundred over den mindre forsamling af folk der står på trappestenen, de 2 andre forkommer hende ukendte, og hun ser uforstående på Hr. Darkstar. Hun retter sig op og kaster et elevator blik på den spids-øred person som der ligger på sin maven.

"De lukker da også hvem som helst ind nu"

Hun går op ved siden af Nearyn, og stiller sig på hans højre siden, mens hun muggent ser til.