Et smil bredte sig over Samsons læber. Han var væk! Eller.. ikke her mere. Dette var han ikke i tvivl om, nu da tågen var forsvundet. Det sagde hans hjerne ham.
Han rejste sig, prøvede at rejse sig ordentligt, men det blev mere eller mindre vaklende.
Han skar en grimasse over skaderne, og hvor pinfulde de egentlig var.
Nu måtte han hjem og se at få dem klaret! På en eller anden mystisk måde! Sådan havde han jo altid gjort. Lige siden han var barn.

Han så kort udover sumpen, for ligesom at være sikker på at han ikke var der mere.
Måske var han der, men han kunne ikke mærke ham, og tågen var der jo ikke mere. Så det kunne da ikke betyde nogen fare?
Han vendte rundt efter noget tid, kaldte på sin tyr som efter kort tid kom løbende. Han lod sig komme op på dens ryg, efter at have mærket smerten ved dette, inden han lod Brutus gå en rolig gang mod Samsons hus.

//out

I det grumsede, ellers stillestående vand, begynder det pludeselig at boble, ikke fordi vandet kogte men som var der en der blæste i et sugerør ned i vandet.

Der går dog ikke længe inden vandoverfladen brydes og et skallet hoved kommer til syne og i al hast følger resten af kroppen trop da Blodrus springer op af vandet, drivende våd og med rynker over det hele og delvistdækket i alt det gode man ville finde på bunden af en sump!

Der lød et overrasker brøl da det går op for den store den store dæmon hvor han er og hvor koldt det er.
Hvor helvede er jeg? Jeg var ude og drikke... Så skulle jeg til bare til ruinen... Og jeg skød genvej tænkte han mens han satte sig på en tot græs der stak op fra vand spejlet, og langsomt begyndte at fjerne planterester og se sig omkring.

Jeg gik igennem sumpen og så... faldt jeg? Blodrus så på noget af det stads han havde pillet af sin kappe og så på sine rynkede hænder.

Det var ikke fordi dette sumpområde var det sted, Vanessa oftest befandt sig. Faktisk foretrak hun at jage i Paradisskoven, men af uransaglige årsager var det altså blevet Mørkets Skov i dag. Det var egentlig sjovt for den nu inkarnerede bypige at tænke på, at hun havde tilbragt de fleste af sine teenageår i en faldefærdig hytte i denne skov; at tænke på, hvor meget der havde ændret sig siden den gang. Panterskikkelsen hun havde taget var efterhånden en sjældenhed for hende - generelt dyreskikkelserne var ved at blive en sjældenhed, der kun forekom i slutningen af måneden når pengene slap op og den tilberedte mad blev erstattet med en rovdyrs tagselvbord. Ikke at det gjorde hende noget, egentlig var det næsten befriende at overgive sig til de dyriske instinkter der lå så dybt begravede i kvindens sind.

Opmærksomheden, der før var placeret på en kanin der også havde forvildet sig ud i dette område, blev stjålet af en skikkelse der brød vandoverfladen og et højt brøl brød dét, der ellers var en fredelig stilhed kun afbrudt af dyretrin og fløjt fra de få, sære fugle der kom i denne del af skoven. Vanessa, der ikke var dum nok til at kaste sig hen til væsnet - manden? - og holdt sig på umiddelbar afstand; ærligt talt var kvinden i panterskikkelse heller ikke interesseret i at kaste sine poter ud i sølet, nu hvor de havde nogenlunde fodfæste. Dog var hun ikke skjult af hverken træer, buske eller blade, så den forsvarsberedte panter stod til fuldt skue.

Efter at have taget god tid til at fjerne alger og andet skidt fra sine øjne så Blodrus sig omkring, ikke på den ellers så sædvanelige fjendtlige måde, han kiggede sig lidt overrasket omkring...

"Hvor længe kan jeg have ligget her?" mumlede han for sig selv, mens han kiggede på sin skin kappe der nu var så godt som fordøget af sumpens mange planter. Stadigt ærgende over sin kappes bortgåelse kiggede Blodrus sig omkring igen...

Denne gang var der noget der fangede hans øjne, den fire benede skikkelse der stod og betragtede ham.

De store hænder flyttede sig hurtigt til det sted hvor økserne engang sad, men ak turen i sumpen havde forvandlet skaftet på begge økser til det rene ingenting, og hovederne lå stadig et eller andet sted på bunden, i et split sekund kiggede han sig om for at se efter eventuelle våben skulle den vælge at springe på ham, men kom frem til at skulle panteren vælge at prøve lykken ville det blive en kamp med de bare næver, hvilket nok kunne klares, med en del knops involveret for begge parter.

Verden stod stille et øjeblik. Var mandspersonen foran Vanessa ikke ret høj og frygtindgydende, til trods for det lettere dadellignende udseende? Virkede hun som en større trussel for ham i sin panterskikkelse end hvis hun stod i sit almindelige, kvindelige selv? Ville han være typen, der så kvinder som trusler eller som små hjælpeløse væsner? Omvendt havde han set, at hun havde evnen til at forvandle sig til i hvert fald en panter. Burde hun hjælpe ham? Så han ud som én, der kunne hjælpe sig selv? Ærligt talt så han vel lidt sølle ud, konstaterede hun. Medtaget af sumpens tag, på en eller anden måde.

Til sidst tog Vanessa en beslutning. Hun kunne sagtens forvandle sig til en myg eller et andet meget småt dyr, hvis han viste sig at være en trussel, og hun holdt sig ind til videre på ti-femten meters afstand. Et grønt lysglimt, og panteren var erstattet af en kvinde, en middelhøj en af slagsen, med skulderlangt sort hår samt et sæt funklende, grønne øjne, de samme som dem der havde præget panterens udtryk. ”Er du okay?” spurgte hun med en lettere hævet stemme. Hun var klædt i det samme tøj, som hun havde båret da hun tog af sted fra byen, et langt, slidt mørkebrunt skørt og en brun corsage med sorte snører, og først nu gik det op for hende at kjolen nok var ødelagt; selvom hun havde fodfæste hvor hun stod, så nåede sølet stadig op til hendes ankler, mere end rigeligt til at ødelægge sømmen på kjolen.

Det grønne lysglimt fik Blodrus på benene i en fart, ikke fordi han ikke havde set en forvandling før, men der var et eller andet i ham der trak ham på benene som var det ren refleks.
Synet af den unge kvinde fik ham dog til at slappe mere af, han stod i nogle øjeblikke og betragtede hende, ikke som en fjende men mere overrasket, af den ene eller anden grund, der var et eller andet inden i ham der sagde at hun kunne være en trussel men der var ikke noget umiddelbart truende han kunne sætte en finger på, så han besluttede at undertrykke det og og svare.

"Øhm... Jeg har det godt nok, jeg er bare lidt rystet..." sagde han lidt tøvende mens han kastede et blik over skulderen.
Blodrus så igen mod kvinden "Jeg.. kan bare ikke rigtigt huske hvad jeg laver her..." sagde han og rynkede brynene "Jeg ved heller ikke hvor længe jeg har været her."

Shit! Jeg kan ikke huske en skid! tænkte han og fortsatte med at betragte kvindens ansigt for et hint om hendes tanker. Hvad kan jeg huske? Mit navn, jeg ved at jeg ikke er et menneske og så ligger det sgu lidt fjernt der fra...
Bludrus fik for første gang i lang tid kuldegysninger.
Han havde glemt glemt hvem, og i nogen grad hvad han var.

Det mentale skjold der normalt konstant var oppe for at beskytte Vanessas skrøbelige sind fra andre væsners tanker var blevet sænket af ren nysgerrighed fra den sorthårede kvindes side. Hvad var det for et væsen, og hvorfor var han så tilbageholdt i forhold til sin voldsomme størrelse og det umiddelbare udtryk af ham? Det forekom hende klart da det gik op for hende, at hankønsvæsnet, som hun allerede i forvejen havde skudt ham til at være, ikke anede hvem han var. Normalt ville Vanessa have adgang til tidligere tænkte tanker og på den måde hjælpe ham på vej, men fordi han ikke selv huskede dem, kunne hun hellere ikke søge bagud i tiden, så det nyttede ikke noget.

"Åh, det lyder da.. ikke så godt." Ordene virkede for Vanessa lidt tamme, men hvad skulle hun ellers sige? "Du ser i hvert fald ud som om du har ligget her ret længe.." kom det efterfølgende, lidt tøvende. "Du kan slet ikke huske noget?"

Den stikkende irreterende følelse gled over Blodrus igen da kvinden begyndte at stille spørgsmål, et mørkt ansigtsudtryk gled kort over Blodrus ansigt. Han fik hurtigt rystet den af sig igen.

"Nej" løj han. Ikke udover at jeg er en dæmon og at jeg er en ret så erfaren kriger tilføjede han i sit hoved. "Jeg har ikke en anelse om hvor længe jeg har været her... Men jeg ved da jeg hedder..." Blodrus det barbariske navn sprang frem i hans tanker, han bed sig i læben, han kunne huske hele sit navn og at ingen måtte kende det hele "..Kamal" sagde han kort.

Han begyndte at bevæge sig ind mod det tøre område hvor Vanessa stod så kan kunne komme op af det grumsede vand. Da han kom op på det tørre (ca 2 meter fra Vanessa) sagde han "Jeg er da glad for at der var nogen der opdagede mig... ellers tror jeg det her ville have været en mere ubehagelig oplevelse." sagde han og blev overrasket over hvor meget han skulle koncentrere sig om at lyde venlig og oven i hatten smile. Han endte ud med at lyde nogenlunde venlig, men hans smil blev akavet og unaturligt bredt, da det gik op for ham kiggede han forlegent på Vanessa.