Julian lyttede, og det Aisha sagde gjorde ham forundret og måske også en smule nervøs. kunne det skade at han vidste noget om ringen? altså, det kunne det vel ikke.
"Det... Altså, indtil nu er alting jo godt.. eller... måske ikke allerbedst, men det eller heller ikke allerværst. at du ikke har fortalt det har i hvert fald ikke gjort nogen forskel for mig endnu jo, som du sagde... men.. jeg er ligeglad. Det kan jo umuligt værre være end mine problemer. jeg fik sagt det, og jeg ved ikke om det blev bedre eller værrere af den grund vel? men jeg kunne bare ikke holde det hemmeligt. jeg ville ikke gøre dig bekymret, men nu har jeg jo sagt det, og det hele ender jo nok med at løsne sig.
Du skal ikke uddybe hvis du tror det ødelægger noget. Alligevel... hvis det ødelægger dig selv, så gør det mig i hvert fald bekymret." Julian holdt en pause.

OOC: Argh X__x" sorry, men jeg er SÅ dårlig til sådan noget trøstende og overbevisende snak i virkeligheden, og det smitter ligesom af på mine skriveevner... TT_TT undskyld.

OOC: Det viser dig, at min efterskole har lavet computer-reglen om, så nu må jeg pludselig godt bruge den alligevel. Derfor er jeg da fluks hjemme og hente den - selvom det nu ikke er hele grunden til, at jeg er hjemme. Men ligemeget! I al fald, så kan jeg godt skrive igen x)

IC:
Hun forstod ikke - overhovedet! Hun forstod ikke, hvordan ét enkelt hoved - i dette tilfælde, hendes eget - kunne være proppet med så mange, så forskellige tanker. Hun forstod ikke, hvorfor mennesker skulle være kompliserede. Hun forstod ikke, hvordan dette kunne være et problem. For helt ærligt, hvordan kunne det, at hendes forældre havde fundet hende en frier, skade hendes venskab til Julian? De to havde aldrig haft et romantisk forhold, så Aisha kunne ikke se nogen komplikationer i dén dur. Oven i hatten, så havde hun jo ikke engang sagt ja til Oscar, så praktisk talt var hun ikke forlovet. Faktisk var det lige før, hun kunne forestille sig, at hun og Julian ville kunne få et rigtig godt grin ud af hele denne fadæse..
Så hun kastede sig ud i det: "Okay, så må jeg vel hellere fortælle dig det. Men du må love mig, at du ikke bliver sur. Eller endnu værre - skuffet!"
Hun tog en dyb indånding; sagde derefter: "Det er sådan, at jeg har fået ringen - af én. En mand. Som du ikke kender. Som - dukkede op. Efter du var .. væk.."

OOC: naaarj 8D det var da fedt ^^

IC:
Julian lyttede, og han kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var der skulle gøre ham vred eller skuffet.. hun havde fået ringen af en mand, der var kommet efter, og...
så slog det Julian. ligeså overraskende som et lyd fra en klar himmel og ligeså forvirrende som en sværm honningbier med balletskørter. det var da klart. hvorfor ikke? piger BLEV giftet tidligt væk. Han havde bare aldrig forestillet sig... altså, HANS Aisha, hans barndomsven... forlovet, eller gift? HVAD?!
han var ikke skuffet. han var ikke vred ELLER ked af det. han var bare... overrasket. som om det var noget han ALDRIG havde tænkt på som en realitet, som om at det... det bare ikke kunne ske for Aisha. Han havde faktisk aldrig tænkt på det, ikke engang tænkt på at tænke på at tænke på det. og alligevel. det lød alligevel meget rimeligt. Men hun virkede ikke glad for det. hun var jo taget afsted for at finde ham, og det var han glad for. men hun var lige blevet forlovet, eller gift, han var ikke helt sikker - og han bed sig i læben imens han prøvede at forstå.
"Det er en... forlovelsesring?" spurgte han, og blev overrasket over, hvor afbalanceret og alligevel nysgerrig hans stemme var. den lød ikke FOR følelsesladet, men heller ikke for kold og ligeglad. inderst inde var han jo faktisk fyr og flamme, det kunne da ikke passe. det virkede bare så.. uvirkeligt. det var det ord han havde let efter hele tiden. det beskrev det hele; det var uvirkeligt.

Hun havde aldrig rigtig tænkt på ringen som en forlovelsesring, selvom hun godt vidste, at det var det den var. Hun havde kun tænkt på ringen som - jah, en slags budbringer af alt det dårlige, der på det sidste var hændt i hendes liv. Hun så på den, som den, der var ansvarlig for al hendes ulykke. På en eller anden måde, havde hun overført al sin smerte og ulykke til det lille stykke sten og ædelmetal. Hun havde - i en meget begrænset dosis - fået koncentreret nogle af sine ubehagelige følelser, udenfor kroppen. Derved, var ringen blevet vigtig for hende; hun kunne ikke bare skille sig af med den. Den havde båret på al hendes ulykke, al hendes smerte, og derved var den negativt ladet. Det var den, der indeholdt alle hendes mest deprimerede tanker, hendes mest glædesforladte minder. Eller - det var den, hun gav skylden, for al ulykken i sit liv. Og ved at have en syndebuk, følte hun, at noget af presset forlod hendes skuldre. Derfor, kunne hun ikke skille sig af med ringen; det var den, der holdt smerten på afstand. Men samtidig, betød det, at hun tog den med sig overalt, at hun tog sin smerte med sig overalt. Det, at hun pålod et livløst materiale at bære hendes smerte, var det samme som at fornægte kendsgerningerne Og ved at fornægte smerten, ulykken, alt det dårlige, voksede problemerne kun, og blev endnu større, til når hun engang fandt dem frem igen..

- Men nok om det.
"Det er den vel," mumlede hun endelig.

"Hvorfor skulle jeg blive vred eller... Skuffet over det, Aisha? Altså, hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg da næsten tro det var godt. Men du virker ikke særlig glad for det, så det kan det umuligt være..." Han smagte lidt på ordene. De smagte ikke alt for godt. Det lød da også dumt. Mand, han var ikke god til det her. Han kunne ikke sige alt det rette for at gøre folk glade igen, han gjorde dem nok endnu mere kede af det ved at stille for mange spørgsmål de skulle svare på, og så skulle de tænke over det hele... ARGH!
Men hun VIRKEDE ikke glad for det, hun VAR ikke glad for det, det kunne han da se. Måske skulle han bare have valgt noget helt andet at snakke om. Det ville have gjort det nemmere. Og så alligevel ikke. 'Hvad syntes du om vejret for tiden?' Yearh, right, klap dig selv på skulderen Julian, totalt fedt spørgsmål. Ajajaj, der var gået lang tid før de sidst havde set hinanden.
Julian var begyndt at få ondt i maven, nok mest fordi han var sulten. Hvornår havde han sidst spist? Han prøvede at huske det, men det var lidt svært, så han skubbede det væk igen. Han kunne da ikke tænke på mad nu. Aisha fortalte ham at hun var blevet forlovet, og det eneste han kunne tænke på, var mad. Smukt. Simpelthen... Idiotisk...

Hun havnede endnu engang på dybt vand. Hans ord skubbede hende tilbage, midt ud på havet. Bølger af forvirrede tanker skvulpede rundt og holdt hende som gidsel i hendes eget tankehav. Men hvad skulle hun gøre, for at komme tilbage på bredden? Hun havde håbet, Julian ville kunne række hende en redningskrans, men det eneste hans ord havde ført med sig, var en kæmpestor tidevandsbølge, der havde trukket hende endnu længere ud.
Hans ord ramte hende hårdt. Han fik det til at lyde så naturligt; hendes forlovelse. Han fik det til at lyde som om, det var helt naturligt, at deres veje skulle skilles og give plads til nye bedste venner. Sådan havde hun det ikke. Hun havde altid gået rundt og troet, at de to altid skulle være sammen. Hun havde aldrig set på dem som værende kærester, men hun vidste, at han var hendes bedste ven; ham hun ville tilbringe resten af sit liv med, selvom der måske ikke var involveret nogle romantiske følelser. Derfor skuffede hans ord hende. De gik som knive direkte ind i hendes hjerte. Hun fik det som om, han var klar til at give afkald på hende; klar til at give hende videre til Oscar. Men sådan ønskede hun det ikke. Hun ønskede Julian til at kæmpe for hende. Hun ville have, at han var sur på Oscar, for at ville tage hende væk...
.. Men sådan var det ikke. Hun forstod ikke hvorfor, men på den anden side, så forstod hun heller ikke, hvorfor det skulle være sådan..
Årh, de forbandede tanker!
"Det ved jeg ikke," sagde hun lavt. "Det troede jeg bare, du ville blive... Undskyld."

OOC:
...
hjælp mig lige lidt her OO"
grunden til at jeg først svare nu, er fordi jeg ikke har kunnet komme på noget at svare X__x" så du må atså hjælpe mig lidt med at finde på noget? TwT kreativiteten er i bund lige nu, såeh... <<"

OOC: Jeg vil gerne hjælpe, men - jeg gider da ikke sidde og føre en samtale med mig selv. Så jeg gider sgu ikke skrive et svar for dig, eller noget. Og faktisk, så har jeg også tit svært ved at finde på noget at skrive, men det lykkes mig altid. Så det må også kunne lykkes for dig, selvom du måske er nød til at skrive noget ganske kort.
Prøv at gik Julian nogle tanker, nogle følelser, og beskriv eventuelt dem i hele indlæget. På den måde for du skrevet OG kastet bolden over på min banehalvdel, så du slipper for dette forfærdelige dilemma.. Men hvis du stadig er på bar bund, så bare sig til.

OOC: .. hm... *dyb koncentration*

IC:
Igen var der stille. Julian pustede tungt ud. den var egentlig svær at fordøje den meddelelse. at hun var blevet forlovet. så skulle hun jo nærmest snart giftes...
Ej.
Helt ærligt.
Det kunne de ikke mene.
julian glippede med øjnene, og rystede på hovedet. Julian kunne lige akkurat se Aisha forlovet, men han kunne ikke se hende sammen med nogen... sammen med nogen...
Aisha havde ikke fortalt noget om sin såkaldte forlovede. han ville nok heller ikke være så kæphøj.
"Hvordan er han så..?" Spurgte Julian. han spurgte tøvende, som om han overvejede om det var noget han overhovedet ville vide. han ville ikke bore i det, hvilket han gjorde, men han ville ikke virke ligeglad, eller glad for den sags skyld. for det var han ikke. han anede ikke noget om, om det var af kærlighed eller om det var bare ren forretning at Aisha var blevet forlovet. det gjorde ham egentlig vred at tænke på. først bare en smule irriteret, men så også provokeret, og derefter vred. Hvis det var ren forretning det her, så tog han tilbage, lige lukt tilbage til godset og tog sig en snak med Aishas far, mor og denne mand. han kendte ikke engang hans navn.

Hun var igen betænksom. Hun var nemlig meget i tvivl om, hvordan Oscar egentlig var. Hun vidste ikke rigtig noget om ham, men det ønskede hun ikke at indrømme. Hun ønskede ikke at virke som en eller anden snotforkælet rigmandsdatter, der bare sad på sin flade og ordnede hår, indtil den dag, farmand dukkede op med prins Charming og erklærede hende og ham for ægtemand og hustru. Men - hvor kom den association også lige fra?
Faktum var, at hun intet vidste om Oscar. Hun kendte ikke hans efternavn, hans alder, eller noget andet, af den slags basale hverdagsting. Hun kunne ikke engang genkalde sig hans stemme. Og det var hun på sin vis ked af, for Oscar kunne jo sagtens vise sig at være en fin fyr. Måske var han blevet tvunget ud i ægteskab, præcis som hende selv? Nej, hun tvivlede.
"Han er - rig," endte hun med at sige, for det var det eneste hun vidste om ham.

"Så det er bygget på det?" Julian fik sagt ordene før han fik tænkt. 'han er rig.' måske er han rig, men hvad med HAM?! hans ord lød lidt hårdere og en smule mere skeptisk end planlagt, han ville ikke gøre hende ked af det, og virke skuffet eller vred, men.. var det iorden at være vred hvis det ikke var Aisha han var vred på?
Han sukkede.
"Undskyld. det skulle ikke lyde sådan. det er bare... er i kun forlovet, fordi han er rig? så er det jo fuldstændig... forkert!" Julian knyttede kort hænderne, og løsnede så grebet om luften igen, og åndede lydløst ud. han bed sig i læben. nejnejnej... Forkert, det var hvad det var hvis det kun var for pengenes skyld. Aisha skulle være hos en, der passede på hende, tog sig af hende uden at overbeskytte hende. hun holdt jo af at gøre tingene selv.

Hun vidste ikke, hvad at svare. Hun blev meget følelsesmæssigt påvirket af Julians ord - eller måske var det blot stemningen, hendes egne tanker. Hun vidste ikke hvad det var, eller hvorfor det var; hun blev bare meget berørt af hele den sære stemning.
Når hun lod tankerne få frit løb, når hun sådan rigtig tænkte over det hele, så vidste hun faktisk slet ingenting om forlovelsen. Hendes forældre havde sikkert planlagt dette bryllup fra da hun var helt lille, men hun selv havde aldrig taget del i samtalen. Ingen havde nogensinde villet høre hendes mening og denne sag.
Men så en dag, så var hun blevet kastet ud i det. Og hvad for? Mon det gavnede Oscar at blive gift med en arrig teenager? Mon det gavnede hendes forældre at lade en halvvoksen knægt føre deres eneste barn bort til hvor-Oscar-end-kom-fra? Mon det, på en eller anden syg, forskruet måde, gavnede hende at blive knyttet for livet til en komplet fremmed? Hun troede ikke på nogen af teorierne, men hun kunne ikke komme på nogen, der var mere sandsynlige...
Hun forsøgte at få de væmmelige tanker lidt på afstand. Hun forsøgte at tænke på noget andet; noget godt. Men hun vidste ikke, hvad at tænke på. Hun kunne ikke komme på noget, der var godt. Ikke lige nu, i hvert fald..

OOC: Undskyld det lortede skriveri, men jeg har lidt travlt og jeg anede ikke hvad at skrive.

Julian ventede utålmodigt på svar, mens Aisha så ud til at tænke. Men da hun forblev tavs, så han bare fortsat på hende.
"Aisha... Ved du overhovedet noget om ham?" Tankerne var talrige inde i Julians hovede, men han prøvede ikke at lytte til dem, men alligevel var de der hele tiden, og eftersom de var inde i hans hovede kunne han ikke bare lukke af for dem.
Men på en eller anden måde lykkedes det ham at lade være med at grave ned i dem, bare høre dem og derefter smide dem væk igen, imens han bare forkuserede på Aisha. Det var ellers svært. Hendes pludselige tavshed gjorde ham faktisk lidt forvirret.

Endnu engang forhold hun sig tavs. Hun var bange for sit eget svar, så hun holdt mund. Hun var bange for at indrømme, at hun slet ikke havde givet Oscar en chance. Hun var bange for at indrømme, at hun havde stemplet ham som et forfærdeligt menneske, før hun overhovedet havde lært ham at kende. Og desuden var hun ked af, at hun var så egoistisk og selvcentreret at hun bare havde forladt det hele, uden overhovedet at have talt med ham. Men det ville hun ikke indrømme.
Sammenbidt mulede hun: "Ja," for det var sandt; hun vidste da hvad han hed..

Det kom egentlig lidt bag på Julian at hun svarede ja. Og så alligevel ikke.
Han havde mest af alt forventet et nej, og en del af hans vrede sivede ud, men ikke den hele. Han holdt det dog stadig skjult for Aisha, hun skulle ikke tro at han opfattede det som om han havde eneeje på hende. For det havde han jo ikke.
Og det forvirrede ham så hellere ikke. Så var der jo en RIGTIG grund til at hun var taget afsted. Hvis han var et forfærdeligt menneske... Ja, hvem ved? Så havde Aisha nok gjort det klogeste.
"Okay. Jeg ville bare lige vide det. Du ved, for at være sikker på at du ikke havnede i kløerne på en eller anden... Galning." Han så op i loftet. egentlig ville han have sagt psykopat, men det virkede så kraftfuldt og mindede ham for meget om en eller anden tør kliché. Og hendes forældre ville da ikke gifte hende væk til en, der ikke var ved sine fulde fem?
Man kunne jo aldrig vide, men han var nu ret sikker. De tænkte måske først og fremmest på dem selv, men alligevel. DET ville de da ikke gøre. Eller hvad? han bed sig lidt i kinden, og strakte sig. For meget tænkning. Hans hovede var ved at eksplodere.

Hun følte sig pludselig skyldig over sit svar på hans spørgsmål. For hun kendte jo ikke Oscar som så, hun kendte bare hans fornavn. Eller - faktisk kunne det godt være, han slet ikke hed Oscar; sådan huskede hun det bare.
Men hvad skulle hun gøre? Indrømme overfor Julian, at hun lige havde stukket ham en løgn? Skulle hun sige, at hun intet anede om Oscar, fordi hun var en kryster, en kujon, og var stukket af, kort efter hun havde mødt ham? Nej, hun ville for alt i verden undgå at give Julian en grund til at tænke ilde om sig!
"Okay," mumlede hun mut. For hvad skulle hun ellers sige? Hun vidste det ikke. Hun vidste faktisk ikke rigtig noget som helst, lige nu..

Julian lagde hovedet til den ene side, og tænkte over hvad han nu skulle sige. Det var trist som de hele tiden mistede emner at snakke om.
Han rynkede brynene. Det var faktisk ikke rart at tænke på at give Aisha væk... Langt fra. Han så længselsfuldt hen imod sin mors værelse. Hvis hun havde været der, havde det nok været meget lettere.
Han blinkede hårdt, og vendte hovedet væk. Tog en dyb indånding, rystede på hovedet og åbnede øjnene for omverdenen igen.
Hun var her ikke, og det ville hun heller ikke være nogensinde mere. Det måtte han til at lærer. Ikke fordi at hun ikke stadig var hos ham i hans hjerte og alt det der, men... Det er jo bare det at... Han bed hårdt tænderne sammen, indtil han fik ondt i kæben. Av.
"..." Han åbnede munden for at sige noget, men lod så være. Han mente ikke, at det var særlig smart at bore så forfærdeligt meget dybere ned i det. For det var sådan en sær samtale. Nærgående spørgsmål, kort og afholdt svar. Julian havde det virkelig som om, at Aisha ikke ønskede at tale om det her. Hvis han lige pludselig var blevet forlovet uden at have vidst noget om det, havde han nok også reageret sådan.
Han bevægede kæben fra side til side for at lindre smerten lidt.
Okay. Hvad kunne han sige nu? Det skulle ikke gøre Aisha ked af det, eller vred måske, selvom han ikke kunne forestille sig et emne det ville gøre hende rasende. Men det skulle være noget, der var forholdsvis spændende, som Aisha også kendte til, og han... Kunne ikke komme på noget. Det var bare så forfærdeligt som stilheden hele tiden omsluttede dem. han var lige ved at sige 'her er godt nok stille, hva'?' men lod være. det ville lyde dumt. Og havde han ikke også sagt det før?

Hun gav sig til at gennemrode sin hjerne for mulige ting at sige. Hun ønskede at lysne stemningen op, både for sin egen og for Julians skyld. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det eneste hun kunne tænke på var Oscar, hvor dum hun selv var, og Julian. Ingen af disse emner var nogen hun ønskede at tale med Julian om. Så hvad skulle hun gøre?
Hun ville ønske, livet var lidt mindre kompliceret Hun ville næsten ligefrem ønske, at hun bare var blevet derhjemme. For hun var ret sikker på, at hun nok ville have været i stand til at tilpasse sig et liv med Oscar. Og som hun selv havde sagt, så var han rig, så han skulle nok kunne give hende et behageligt liv. Det var bare som om hun ville have mere! Hun ville have spænding, kærlighed! .. Men hun vidste ikke hvordan hun skulle opnå de mål. Hun vidste ikke, hvordan man var forelsket, eller hvordan det føltes at elske. Hun havde kun sine drømme og sine forestillinger..
"Julian, hvordan ved man, om man elsker et andet menneske?" spurgte hun, ud af det blå.
Hun ønskede straks, at hun kunne trække sine ord tilbage. Det lød så intimt - og samtidig så .. forrykt. Men nu var spørgsmålet stillet, og måske kunne det sætte gang i en samtale, der kunne drage hendes tanker til et noget rarere sted.

Det gav et sæt i Julian da Aisha talte. Nok ikke fordi han blev forskrækket, det mere over det hun spurgte om. Det var nok det sidste han havde set komme.
"Øhm.. Det.." Ja, hvordan kunne man egentlig vide det? Julian tænkte igen som en gal. Siden Aisha var kommet tilbage, var kommet tiilbage i hans liv, havde han tænkt mere end han havde gjort på et år eller mere. og han havde jo ikke noget imod det, men det forvirrede ham at tænke SÅ meget, for alle tankerne flettede sig ind hinanden...
Okay. spørgsmålet var... Hvordan man ved, om man elsker et andet menneske.
Det kom jo lidt an på.. Hvordan elske? Elske som en ven, eller elske som en kæreste? Han gik ud fra at det var det sidste.
"Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. De fleste mennesker ved det bare. Jeg har hørt en masse om at folk får hjertebanken, bliver ukoncentrerede og sådan noget, men jeg tror ikke rigtig på det.
Jeg tror nu mere, at man... Ligesom føler sig tryg i vedkommendes nærvær, og... Øhm... Har let til latter..? Det er faktisk svært at beskrive det. Det må jo være forskelligt fra person til person. De fleste ved det bare." Han holdt en lille pause, og overvejede det han lige havde sagt. han kunne jo slet ikke snakke sammenhængende idag. Typisk.

Dét svar gjorde hende ikke klogere. Men hvad havde hun forventet, at han ville sige? Komme med en lang forklaring om hjernen og dens opbygning, og fortælle hende, at kærlighed faktisk bare var nogle enzymer, eller et eller andet..? Skulle han bryde ud i sang og på bedste børnehave-manér forklare hende om blomsterne og bierne? Nej, når hun tænkte sådan på det, var hun taknemmelig for hans svar.
Men det havde jo ikke gjort hende klogere. Hun vidste stadig absolut ingenting om kærlighed, selvom det nu heller ikke havde været hendes mål med spørgsmålet. Hun vidste faktisk slet ikke, hvorfor hun havde spurgt. Det var bare røget ud af hende, inden hun havde nået at tænke sig om.
Hvorfor ville hun overhovedet høre noget om kærlighed? For at finde ud af, om det var muligt for hende at lære at elske Oscar? For at finde ud af, om hun måske i virkeligheden holdt meget at sine forældre? Hvad for?
"Okay," mumlede hun; endnu engang var hun kortfattet.