Kinzu hører lyden af ørneagtige skrig, og hans nakkehår rejser sig.
"Ikke igen," mumler han.
Forskrækket ser han til, da Cassa pludselig forsvinder bag hjørnet af en bygning. Skal han nu klare furierne helt alene? Nej... for de gør ham ikke noget. Det må han huske på. Han må ikke vise dem, at han er bange.
Selvom han godt ved, at furierne ikke vil gøre ham noget, kan han ikke lade være med at synke en klump, da de ti store dragelignende dyr hænger i luften højt oppe over hans hoved. De ligner noget, der netop er trådt ud af en spøgelses historie.
Han er ikke sikker på, om de forstår, hvad han siger, selvom nogen af dem nu ligner mennesker ganske godt. Så det er med en tøven i stemmen, da han forklarer dem, hvilken retning Cassa stak af i.
"H-han fløj mod nord," siger han.
Og bare for en sikkerheds skyld peger hen imod nord. Eller i hvert fald den retning, han bliver enig med sig selv om er nord. Det er svært at afgøre helt præcist uden et kompas. Det er i hvert fald den modsatte retning end den, Cassa løb i.
Da furierne er fløjet i den anviste retning, sætter han selv i løb. Han løber i den modsatte retning af både furierne og Cassa, for hvis han løber hen til Cassa, vil furierne sikkert følge efter ham, og furierne har han heller ikke lyst til at løbe hen til.