Cathrine kunne tydeligt mærke at Alzeid gik forbi hende. Hun var fuldstændig klar over, hvor hurtigt han gik, hvor langt væk fra hende han gik. Det vidste hun. Det kunne hun fornemme, men der var noget galt med hende. Hun havde ikke tænkt over det før nu, men da han passerede hende, kunne tydeligt mærke det. Det var som om hun kunne fornemme det hele, men uden at opfange hvad det betød. Som når man ser på noget, og ved hvad det er, men ikke er i stand til at opfange det ordentligt.

Der var noget galt. Helt helt galt.

Det var ikke træthed. Hvordan kunne det være træthed, når hun nu ikke rigtig kunne sove, og det føltes ikke som sult, og dog var det de eneste to ting, hun kunne komme på det kunne være.
Hun bed tænderne sammen, og tænkte på kisten der lå i midten af rummet, som en uundgåelig skæbne, og dystre mørke tanker, begyndte at sno sig rundt i hovedet på hende, som skygger der ikke vill gå væk. Skyggerne af nogens dyriske jagt, andres smerte, en lyst, den sammes skyld og en andens blod....

Pludseligt sad hun fuldstændig anspændt ved bordet, og kikkede stift på bogen foran hende, uden at læse. Hendes ene hånd der lå på bordet, havde underbevidst trukket sig sammen til en knytnæve, og var kommet til, at lave halvdybe ridser fra negle, i bordets ellers fine overflade.
Hun tænkte ikke rationelt. Hun vidste ikke engang om hun faktisk tænkte på noget. Hun sad bare der og stirrede, mens de dystre tanker blev mere og mere til et panisk spind...

Alzeid havde mest af alt lyst til at smadre sit hoved mod en væg. Det virkede faktisk mere som en trang end som en lyst; en trang der roligt havde presset i hans hoved i flere timer. Den nagende fornemmelse bekræftede hans teori: han var skingrende vanvigtig. Havde det ikke været fordi der havde været en anden person i rummet, havde han sat sig selv i gang med at bryde murene ned med det samme. Trængslen udviklede sig stødt til en længsel, der fik hele hans krop til at skrige efter at mærke kontakten mellem sten og kranie, og måske endda knuse kraniet og nå ind til hjernen. En kuldegysning løb gennem hans kredsløb og sammen med den forsvandt den underlige fornemmelse.
Han havde brug for noget der kunne fjerne hans tanker fra hvad der var sket, hvis da ikke fornemmelsen skulle vende tilbage. Han vendte sig om og kiggede nonchalant på Cathrine. Et skævt smil spredte sig over hans læber. Han kendte udtrykket han så på hendes blege skikkelse. Han vidste hvad hun tænkte. Hvad hun følte. Værst af alt; han vidste hvorfor, og han vidste hvad der skulle gøres ved det.

”Jeg ser du læsser smedekunst.” Han ville teste hvor meget ’kontrol’ hun havde over sig selv. Et enkelt spørgsmål krævede et meget enkelt svar, men alt efter hvordan hun havde det ville der være forskellige følelser bag det svar. Det han forventede mest var den kolde vrede og det gloende had han var blevet vant til på det seneste. Alt andet ville fungere som en lille alarmerende klokke, der let kunne kilde hans sanser til et punkt af hysteri. Han havde lyst til at grine; endnu en længsel hans uforgængelige legeme til tider blev grebet. Den blev normalt efterfulgt af en udtrykkelig trang til at græde.

Hans øjne var klare i hans blege ansigt, der ellers så ud som det plejede. Intet havde ændret sig, og intet kunne ændre sig. Intet sted var de lange ar eller den rynkede hud historien og tiden burde havde efterladt. Han lærte aldrig af sine lektioner og havde heller aldrig brug for det. Han var udødelig, men udødelighed var også hans største svaghed. En gave og en forbandelse, der tvang ham til at leve i skygger og mørke, i isolation og ensomhed. Var et øjebliks glæde virkelig for meget at forlange fra en gammel, udødelig skygge af en mand? Hans smil falmede, men øjnene ændrede ikke deres kurs eller formål. Fornemmelsen af magt var nu bare erstattet af fornemmelse af afmagt. Livet vendte ingen smilende tilbage fra.

Tankerne snævrede ind, snørede sig sammen, var umulige at slippe væk fra. Hun prøvede at få det væk, få dem ud, lægge en distance til dem, men inderst inde vidste hun jo godt hvad de betød. Hun havde lyst til at skrige, lyst til at brænde hele stedet ned, og selv blive opslugt i flammerne, men hov. Hvad var det? Talte han til hende? Hvad havde han sagt?
Cathrine blev kort hylet lidt ud af tankespindet, mens hun febrilsk prøvede at minde sin hjerne om, hvordan man forstod ord, og hvordan man sagde dem. Hun kunne ikke få hans ord, til at give mening med det samme. Hun følte det som han talte et andet sprog. Pokkers. Hvad foregik der?
Ridserne i bordet var nu blevet relativt dybe og hun kunne mærke hvordan nogle af træsplinterne borede sig op under neglene.

Kom så Cathrine, tænk!

Hun fik lidt efter lidt styr på ordene og billederne i hendes hoved. Havde han spurgt til den bog hun læste i? Hvorfor skulle han spørge om det? Hvad havde han af interesse i det? Han var jo ikke interesseret i hvordan hun var, hendes personlighed. Var dette et trick spørgsmål? Hvad fik han ud af at spørge hende om det?!
Cathrine tænker blev mere og mere absurde. De var startet på et spor og nu kørte de bare derudaf. Trangen til at skrige for fulde lungeskræft ophobbede sig i hende og hun blev mere og mere anspændt. Hun kunne mærke vreden svulme og boble i hende.
Var det fordi han ikke vidste noget om hende, at han spurgte? Var det interesse? Tankerne gjorde hende bare endnu vredere. Hvis han ikke vidste noget om hende, eller hvem hun var, hvordan kunne han så tage hendes liv, og mene han bestemte?! Hvordan kunne han retfærdiggøre det overfor sig selv, hvis han ikke engang vidste den mest åbentlyse ting omkring hende?!

Rolig Cathrine rolig!

På forunderligvis, var det lykkedes en stemme fra hendes bedre side, at trænge igennem kaoset. Stemmen fik hende kølet lidt ned, men vreden var en tikkende bombe. Hun prøvede igen at regne ud hvordan hun skulle få ord fra tankerne og ud som lyd. Denne gang lykkedes det bedre.
“Det gjorde jeg....” Der blev en kort pause, hun måtte koncentrere sig igen.
“Jeg er.. Smed..” Hendes stemme var næsten kun en hvisken, og der var en hård og sammenbidt klang over dem. Hun havde ikke åbnet munden ret meget, for at sige noget. Nærmest kun hvislet det ud gennem tænderne.

Alzeid havde brug for noget at hvile sine hænder på, men han var ikke i humør til at stikke dem i lommen. Han kunne selvfølgelig have lagt armene over kors, men det var en gestus der illustrerede utålmodighed. Havde han foldet armene bag ryggen, som han nogen gange gjorde, ville det illustrere underkastelse, og det kunne let sende nogle forkerte signaler, specielt til en person som Cathrine, der endnu ikke kendte sin plads. Det var han i hvert fald overbevist om at hun ikke gjorde, og hvorfor skulle hun i øvrigt også det? Hun var stadig for fyldt med vrede til at kunne se klart og vrede var en følelse, der kunne blive ved i årevis. Alzeid vidste alt om vrede.

Hans smil forsvandt da han tænkte sine dybt deprimerende dystre tanker, og selvom han var holdt op var smilet ikke vendt tilbage. Alzeid var overbevist om at Cathrine foretrak ham med mindre smil på, hvilket dog ikke betød at han så alvorlig ud for hendes skyld. Der var kun en ting, der var værre end Alzeids kolde, døde øjne; hans glubske smil, der varslede enhver levende skabnings endeligt. Heldigt for hende at hun kun fik øjnene. Nu var hun i teknisk forstand jo heller ikke længere levende. Hans hænder begyndte at blive hvileløse og fumlede efter hans lommer. Han knep øjnene sammen i indeholdt irritation.
Som vampyrer kunne han og Cathrine mere eller mindre se gennem alle former for mørke. Evolutionen havde for deres race, der var tvunget til at leve i skygger, besluttet sig for at give dem overmenneskelige øjne, hvilket var et af de tydelige fysiologiske elementer, der adskilte dem fra menneskene. Der var dog to typer steder de aldrig ville kunne se noget. Den første type var logisk. Hvis der blev skærmet af noget andet, ville de ikke kunne se det selvom evne kunne havde været praktisk. Den anden type var når der intet var at se. Disse sorte pletter forekom meget sjældent naturligt. Ved det absolutte nulpunkt ved -273 grader, ville al energi forsvinde, hvilet betyder at der ikke ville radiere nogen lys fra sådan kolde punkter. Og selv deres øjne kunne ikke se uden den mindste smule lys.
Selv ude i rummet var der ikke så koldt naturligt.
Den eneste anden måde sådan Nulpunkter kunne opstå, var ved hjælp af magi, navnlig sort magt. Ved overgangen fra Den Anden Side til vores egen, ville sådan pletter af sort intethed dukke op, og fra disse pletter vil noget umenneskeligt dukke op. Denne proces hed Nulpartum.

Dette skete nu. Små sorte firkantede vinduer på størrelse med halverede spillekort dukkede frem fra ingenting, og bevægede sig mod et punkt foran Alzeid, hvor de flød sammen og dannede en form. I dette specifikke tilfælde var det en stok, der cirka gik Alzeid til albuen. For enden af stokken, der bestod af en mørk træagtig substans, sad der en lille knop af øjensynligt normalt jern. På den hvilede Alzeid begge sine hænder.

”Udmærket,” sagde han roligt mens han påtog en stilling, der implicerede den mægtigste form for kontrol og overmagt. Han havde naturligvis ikke glemt sine manerer, og Cathrine var en dame i hans øjne, ligegyldigt hendes alder. Han gik roligt over til bordet hvor hun sad og lavede spåner. På klods hold kunne man fornemme at stokken var anderledes. Den havde den sædvanlige foruroligende aura af mørk magi omkring sig. Han rakte galant sin hånd frem til Cathrine, som en opfordring til at hun skulle tag den, rejse sig og følge lydigt efter ham. Hans triumferende smil vendte tilbage. ”Jeg har tænkt mig at tage til biblioteket nu, og jeg ville være beæret hvis du ville gøre mig selskab.”
Manerer og atter manerer. Det var tydeligvis ikke en anmodning, men han skulle alligevel skjule sig bag traditioner og manerer. Ikke at han længere vidste hvorfor.

(Undskyld hvis mit indlæg bare var tomgang... Jeg fik ikke lige det nødvendige spark af inspiration til at skrive noget originalt og/eller spændende :/ )

Cathrine vendte blikket mod hans udstrakte hånd uden at bevæge resten af kroppen. Hvis det ikke var fordi hun rystede svagt af anspændthed, ville man kunne tage fejl af hende, og tro hun var en statue. Hun vidste udemærket at hans hånd ikke var til diskussion, at det ikke var et valg, men et krav, at han havde en eller anden grund, til at ville have hende med, og hun havde ikke lyst til at vide det. Og i det hele taget, hvad skulle han på et bibliotek, der var jo så mange bøger her (syntes Cathrine i hvert fald).
Hendes blik flakkede væk fra hånden og ned i bordet, ned på hendes egen hånd. Hun kunne føle, at hun på en eller anden måde, mest bare havde lyst til at tage hans hånd, havde lyst til at han skulle bestemme hvad der skulle ske, at hun kunne glemme alt omkring sig og bare følge med. På den måde behøvede hun ikke have det sådan her. Det var uudholdeligt, men hun vidste at hun måtte stå imod. Hun vidste hun ville fortryde, hvis hun bare lod sig følge med. Det var bare så fristende...

Nej! Cathrine!

Igen brød hendes tanker ind og gik i kamp med de foregående. Argumenter for og imod, fløj frem og tilbage i hendes kaotiske sind, og hun kunne knap selv følge med. Den hånd der ikke var i fuld gang med at massakrere bordet, løftede hun, uden at tænke over det, op og tog sig til hovedet. Som et håb om at få tankerne til at stoppe, at hun kunne presse dem ud, hvis hun holdt hårdt nok om sit hovede.

“Jeg tror ikke det er en god idé” fik hun svagt hvislet ud gennem tænderne. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, men hun var ret sikker på, at Alzeid vidste præcis hvorfor hun ikke syntes det var en god idé. Inde i hende var et svagt håb om, at han ikke ville tvinge hende, når hun nu havde sagt nej. Men hun vidste jo godt, at det ville være et mirakel...

( Nah.. Det var da meget skægt :P)
(Da du skrev: “trods hendes alder” blev jeg helt i tvivl om hvor gammel hun er .. Så jeg tjekkede det, og hun er åbentbart kun 16 O_o.. Hun er ligeså stille blevet 18-20 i mine øjene.. Så.. Tror jeg bare vi siger hun nåede at blive 18, for min opfattelse af hende er slet slet ikke 16 mere :x )

(I hans øjne er hun trods alt stadig et barn og tilmed et uerfarent et. Du skal huske at tage højde for hvor meget ældre han er end hende :p. Der er også mange der bare giver deres karakterer et langt liv (dæmoner, elvere osv.) uden at tænke på hvordan det må være at leve så længe. Jeg forsøger at opfatte Alzeid som en der er over 200.)

Hans hoved havde været bøjet og hans krop været bukket da han rakte hende sin hånd. Det havde været for at vise en form for underdanighed overfor hende, af den slags der havde været skrigende moderne dengang han stadig færdedes på overfladen. Nu var det naturligvis blevet reduceret til en gestus, der kun blev brugt af gamle mænd og dammer, der ved at bruge dem mindede sig selv om de gamle dage hvor de var unge og friske, hvilket inspirerede den eftertragtede gnist til at leve på ny. Der levede dog ikke længere nogen fra den årgang af mennesker, og den nuværende var en værre ynk. Gamle mennesker havde mistet lysten til at eksistere sammen med dem de havde holdt af, og de unge kunne ikke være mere ligeglade. Alzeid afskyede i sandhed mennesket og alt det stod for. De blev simpelthen ikke lavet som i gamle dage.

Alzeids blik var endnu ikke blevet kommanderende og hårdt, selvom hans irritation over forsinkelsen gjorde hans opretholdelse af en høflig maske yderst anspændt. Han mente at der måske stadig var en chance for at han kunne overbevise hende med ord, frem for med fysisk eller mental råstyrke, hvilket han var overbevidst om ikke ville være noget problem. Hvad styrke hun havde var lånt fra ham, og det ville ikke tage mere end et åndedræt at tage den tilbage igen.
”Du mener måske jeg finder på dårlige idéer?” Hans ansigt trak i andre folder, og han så yderst såret ud. Han gjorde intet for at gøre facaden overbevisende. Han gjorde sig umage for at selv Cathrine kunne se at han dog ejede en lille mængde humor, selvom den ikke nødvendigvis var specielt god. ”Jeg er dybt såret Cathrine, dybt såret.”

Han fangede hendes blik selvom det ikke var let. Hun var urolig, måske endda bange. Det var meget svært at sige, selvom han vidste næsten alt der var at vide om mennesker. Hvordan de reagerede på forskellige situationer osv. Faktisk vidste han betydeligt meget mere om mennesker, end han gjorde sin egen art, hvilket ledte ham til ikke rigtig at vide hvilken følelse hun følte nu. Han kendte grundlaget uhyre godt, men normalt havde han ingen moralske kvaler ved den. Han forsøgte aldrig at kæmpe imod.
Han sænkede sin stemme til en let, lokkende, forførende hvisken, af den slags tanker så ofte tager når de skal overbevise os om at gøre noget vi ved er forkert. ”Tag min hånd, min kære,” han kiggede roligt ind i hendes øjne og hans egne var ikke længere fyldt af den opsugende koldhed, der tidligere havde været. Nu var de blot opsugende. ”Vi ved begge at du ender med at gøre det til sidst.”
Alzeid vidste at hun kæmpede med sig selv og sine indre dæmoner for at modstå fristelsen og trangen. Han vidste hvor svært det kunne være. Hvad der var endnu værre, så vidste han hvor svært det var at modstå andres dæmoner.

(hehe. Selvfølgelig, men det gør noget for min opfattelse, og folk der ikke er 200 år gamle, og den måde folk opfatter hendes udseende :P)

Et lille dyster grin, kombineret med et fnys, kunne ikke lade være med at undslippe hendes læber, idet han spøgte med hans “dårlige ideer”. Det var ikke fordi hun syntes det var sjovt, ej heller irriterende, men mest fordi, det ikke var noget hun havde regnet med at han ville sige. Så humor havde han i det mindste... Mærkelig, og utilregnelig humor, men dog humor.

Det lykkedes Alzeid at fange hendes blik, og hun kunne føle at hun ikke ville kunne flytte det let fra ham igen. Hans syn på hende havde skiftet, det var ikke længere koldt, næsten mildt.. Nej. Ikke mildt. Lokkende. Hun følte det som om hendes hjerne gik i stå, som om hun ikke kunne høre, se, føle, men alligevel opfangede hun hans ord, tydeligere end hvad hun ellers ville havde gjort. De genlød som ekko i hendes hovede.

“Vi ved jo begge at du ender med at gøre det til sidst” sætningen genlød og hun kunne mærke en del af hende der ønskede det, der prøvede at overbevise hende om at der ingen grund eller logik, var i at kæmpe imod. Hun vidste det også godt. Hun vidste hun ikke kunne holde imod for evigt...
Hun kunne mærke hvordan hun langsomt flyttede sin hånd fra det ridsede bord og rakte ud efter hans. Det føltes som slowmotion, som om det ikke var hende. Alle tanker var gået i stå. Men svagt. Meget svagt til at starte med, kunne hun mærke vreden komme buldrende tilbage til hende, og ligeså stille fylde kroppen med dem energi, der var blevet taget fra hende med de ord og det blik.
Hendes fingre nåede lige at røre hans, før hun ikke kunne holde vrede tilbage mere. Hun rejste sig op så kraftigt at stolen væltede og bordet vippede. Bogen faldt på gulvet, og et kort kraftigt blåt glimt, fyldte rummet som et lynnedslag.

“Nej!” Hun havde i forbindelse med at rejse sig, trådt et par skridt væk fra ham, så der nu var en afstand på omkring 2 meter mellem dem. Ikke at den betød noget for dem. Det var ingenting for dem.
“Du kender mig ikke! Du kan ikke styre mig på dem måde!” Det var nok egentlig hende der prøvede at overtale sig selv, end noget hun sagde selvsikkert til ham, og man kunne svagt ane det i hendes stemme...

Han trak sin hånd til sig mens han kiggede på hendes vredesudbrud. Hans blik var ikke længere åbent og mildt, men fyldt med en kold irritation. Han havde prøvet at være rimelig og fornuftig overfor hende, men hun havde hårdnakket valgt den sværeste vej hun kunne finde. Alzeid havde egentligt heller ingen idé om hvordan hun var endt med at blive så rapkæftet. Han vidste ikke hvad han havde sagt eller gjort, der havde givet hende det indtryk at de var lige. Måske var det hans manerer, men dem havde han da regnet som en overfladisk facade selv hun ville være i stand til at gennemskue. Høflighed var hvem han gav sig ud fra at være, men hverken hvem han var eller hvad han var. Han hvilede nu begge sine hænder på stokkens hoved.
Hans blik ændrede endnu engang karakter fra irritation til frygtindgydende skuffelse. Han kiggede på hende som en forælder, der lige havde fundet ud af at hans barn stjal fra kagekrukken. Hun var naturligvis barnet, der nægtede at lystre. I lang tid sagde han ikke noget. Han var ikke klar over hvad det havde været for et lysglimt, der havde oplyst rummet, men nu hvor det var væk var han også lige glad. Han brød sig til gengæld ikke meget om at en af hans kostbare bøger var faldet på gulvet så brutalt som hun havde tvunget den til. Navnlig den bog var meget værd. Rigtigt meget værd.

Han sukkede. Da han åbnede munden igen var hans stemme hverken rasende eller vred, stik i mod hvad hun kunne have forventet. Han var utålmodig og skuffet, og gav på bedste vis udtryk af det ved at gøre sin stemme så skræmmende som han overhovedet kunne. Den var ikke skræmmende i den konventionelle forstand. Han hævede den ikke, forstærkede den ikke med magi, skabte intet ekko eller genlyd i hendes kranie. Han sagde intet, og stilheden sagde mere end tusinde ord. Han gav hende tilpas lang tid med sit bearbejdende blik og stilheden til at hendes vrede måtte være blevet erstattet af tvivl og anger. Han sukkede igen.
”Hvorfor skal du gøre det så besværligt som muligt?” Han begyndte at tage sine kræfter tilbage fra hende. Den energi der havde holdt hendes sjæleløse lig kørende, tog han nu langsomt tilbage. Bid for bid. Et lille stykke af gangen, til hun ikke længere ville have kræfterne til at kigge modsigende på ham endsige ytre et trodsigt ord. ”Du har meget at lære, min egen.” Nu lød han direkte uhyggelig. Hans øjne radierede kulde, og da han tog et skridt nærmere havde stokken faktisk efterladt en frossen plet på gulvet. ”Der er så meget jeg skal ha’ ind i dit kønne lille hoved.” Han var nu tæt nok på Cathine til at røre hendes ansigt, og da han ikke regnede med at hun havde kræfterne til at modsætte sig gjorde han det. Han kørte hånden over hendes hud tæt ved hårgrænsen. Han mærkede hendes snavsede hår med en kildende fornemmelse i sine fingre. ”Det ville være en skam hvis du kom til skade i processen.” Hans stemme var rolig og konstaterende, selvom det lige var en yderst ubehagelig trussel han havde kastet i hendes retning. Han gav hende nok energi tilbage til at hun burde kunne bevæge sit hoved nok til at nikke. ”Følger du så med mig frivilligt?”

(Hoov.. Det skulle jeg nok have forklaret lidt mere, men det gik lige lidt hurtigt. Det blå glimt der, tænkte jeg lidt var en kraftig energi i form af hendes evne til at skabe ild, der blev hobet lidt for meget op på en gang, (kombineret med at hun er lidt ude af kontrol lige nu) og derved skabte noget der mindede om lyn... :P)

Det dødsens kolde blik fra Alzeid var ikke nok til at stoppe hendes trodsighed, trangen til at skrige, til at ødelægge fyldte hende op og var kraftigere end nogensinde før. Hun kunne mærke hvor godt det havde føltes at råbe, at rejse sig, og ikke bare sidde passiv ved bordet og holde det hele inde. Blikket han sendte hende havde hun set før. Mange gange før. Ikke nær så frygtindgydende som hans, men hun havde fået et lignende af mange, og lige præcis hans blik havde han givet hende før.
Det var det andet blik han sendte hende der slog hende ud. Det var det der virkelig slog hende. Skuffelse. Ikke bare skuffelse, men helt enorm skuffelse. Sådan et blik hun kunne havde fået af smeden som mindre, hvis hun havde begået en unode, en uriddelig gerning, noget der var helt imod principperne der gamle ridder fulgte. Det var ikke sket ofte, netop på grund af den slags blik. Og det var altså sådan et Alzeid sendte hende nu. Men hvorfor? Hun forstod det ikke helt. Hvad havde hun gjort, andet end noget der kunne gøre ham vred? Havde han forventet andet af hende, siden han blev så skuffet?
Cathrine fandt sig selv, pludselig fortrydende for hvad end hun havde gjort, der havde gjort ham så skuffet. Hun fangede sig selv i at næsten ville undskylde, bede om forladelse, som om han var en slags faderfigur, en rollemodel. Tanken om det gav hende kuldegysninger, men hun kunne ikke styre det. De ville ikke gå væk, selv om en anden del af hende, prøvede at overbevise hende om, at dette var manden der var skyld i alt dette. Manden der havde dræbt hende.

Og pludselig mens han talte til hende igen, kunne hun mærke et stik. Et meget dybt smertefuldt stik i hende, der blev værre og værre. Hun kunne mærke hvordan hendes syn blev uskarpt, og hvor svært hun havde ved at fokusere, hun kunne mærke benene være ved at give efter, så hun næsten var ved at falde, men hun formåede alligevel at blive stående, med meget anstrengelse.

“Der er så meget jeg skal ha’ ind i dit kønne lille hoved.”
En blanding af følelser, der ikke passede helt sammen, havde plads i hende lige nu. Hun angrede at hun havde gjort ham skuffet, hun følte denne vrede vende lidt tilbage, som blev stærkere ved hans nedladende ord, hun kunne mærke denne enorme smerte, der afkræftede hende, næste totalt, trodsighed, men også ærbødighed. Dette store blandede gryde af følelser buldrede hulter til bulter rundt i hende, og hvis hun ikke havde været så afkræftet, død, stolt og stædig, var hun nok begyndt at græde. Ikke sådan ynkeligt gråd, som resultat af: “Åh nej mit liv er så forfærdeligt,” men mere et udtryk for slet ikke at kunne kontrollere sig selv på givne tidspunkt, hverken i krop eller sind.
Cathrine var kort sagt helt fra den, hun var ikke engang i stand til at nikke selvom hun havde kræfterne til det nu. Hun vidste ikke engang om det var i hendes egen interesse at nikke eller ej. Noget af hende havde lyst til at sende ham, det trodsig og vrede blik, han mest havde fået for tiden, men det var som om hun ikke kunne finde det rigtigt frem. En anden del havde bare lyst til at gøre hvad han sagde, for at komme ud af dette følelses kaos der herskede i hende.

Han trådte et roligt skridt tilbage og betragtede hende mens hun stod. Hun var stolt og stædig, men samtidigt knækket og svag. Bestemt ikke en person Alzeid nogen sinde kunne have fundet på at ’beholde’. De var alt for meget besvær. Måske var det grunden til at han endnu lod hende leve? Det kunne være fordi han fandt glæde i hendes modspil, der var en frisk afveksling fra den uforandrende rutine. Han smilte skævt til sig selv. Et vidende smil, der hverken indeholdt nogen form for glubsk umægtelighed eller triumferende sejer. Han smilte som en kunstner, der beskuede sit mesterværk – udover at hun bestemt ikke var noget mesterværk.
Endnu.

Uden varsel vendte alle hendes kræfter tilbage til hende. Alzeid kunne forestille sig at det korte øjeblik af svaghed måtte have svaret til en person, hvis hoved var tvunget under vand. Ens eneste livslinje var løbet ud, og lungerne begyndte at skrige efter luft. Den eneste forskel her var, at man aldrig kunne dø; kun være dømt til for evigt at drukne. Han var den eneste frelse hun ville kunne finde. Den ø hun kunne hvile sine ben på. Paradoksalt nok var han både hendes bøddel og hendes frelser.
”Du må forstå, Cathrine,” han stillede roligt stokken fra sig og lavede en forklarende gestus med hænderne, ”at jeg ikke ønsker at gøre dig ondt, men når du bliver ved med at betvivle min magt og autoritet, giver du mig intet valg!” Han forsøgte at være forklarende. Han gjorde sit bedste for at få hende til at forstå, hvad og hvorfor det var han gjorde hvad han gjorde. Det havde dog aldrig lykkedes før. Han havde levet så længe for sig selv, afskåret fra alt intelligent liv, at han havde glemt at andre skabninger også havde tanker, og at hans ikke var en universal del af livet. Naturligvis måtte alle kunne forstå ham, hvis bare han forklarede sig selv. Han forventede at folk var ligeså tilgivne og åbne som han havde nægtet at være tohundrede år.

Dog så han ingen måde at vinde hendes tillid og/eller underkastelse. Hvorfor måtte hun gøre hans liv så besværligt, og hvorfor sagde hun aldrig noget, der kunne hjælpe ham til at forstå hvad det var han havde med at gøre? Det virkede for ham som om hun bevidst modarbejdede ham, hvilket sikkert ikke var forkert. Han overvejede om det utænkelige kunne være sket; at han havde fundet nogen, der hadede ham ligeså meget som ham selv?

Idet den druknende, kvælende, trykkene og svage følelse forsvandt kunne hun mærke kræfterne vende tilbage i hendes kolde blege krop, og sammen med dem, vendte også en del af vreden, men mest af alt var der stadigvæk forvirringen og kaoset, som trak hende til den ene og den anden side, i hvad hun skulle mene og gøre.
Hun prøvede at holde dem ude, ignorere dem, men det virkede ikke. Hun ville ønske hun bare kunne slukke for det. Slukke for sig selv og glemme alt det her. Ønske det hele væk og bare kunne svæve rundt i igenting, uden nogle tanker på noget.Hun havde pludselig en trang til at se himlen. Stjernerne, skyer... Solen. I det hele taget dagen, i stedet for dette mørke. Hun kunne sagtens se her, men hun kunne jo godt se forskel på om det var mørkt eller lyst, uanset hvor godt hun så.

Trangen til at se, i det mindste det af verden udenfor denne krypt, blev pludselig overvældene i hende. Af den grund alene havde hun næsten lyst til at følge med ham. Men alligevel... Hun vidste hvad det kunne føre med sig at følge med, og hun vidste han havde et eller andet i planerne. Hun ville i hvert fald blive dybt chokeret, hvis han bare havde lyst til at tage hende “med i byen”, men hvorfor et bibliotek? Var det bare noget han havde nævnt, bare for at nævne noget, eller skulle han rent faktisk til et bibliotek?
Dette kom Cathrine til at fundere meget over. På en eller anden måde ville hun også gerne derhen, hvis omstændighederne havde været anderledes. Hun var ikke sikker på hun nogensinde havde været på et bibliotek før. Nu var hun jo også først begyndt at kunne læse lidt efter Alzeids “behandling” af hende. Nej boglig havde hun aldrig været. Ikke fordi hun var dum. Alt der stod i bogen hun havde læst, om smedning, havde hun udemærket forstået, selvom nogle ord drillede. Hun blev ligepludselig lidt trist også at havde væltet bogen ned. Den havde da lært hende noget nyt. Skulle hun samle den op? Hun lod være...
Hendes ansigts udtryk må have set helt fredfyldt ud, da hendes tanker kørte ud på disse vildspor, i hvert fald havde det været lettende og det var et kort øjeblik lykkedes hende at glemme tingene omkring hende. Dette ændredes så snart hendes blik faldt på Alzeid igen. Back to reality.

Udtrykket blev igen træt, opgivende, trist, men hendes øjne var blevet hårde, og hadefulde. Hun holdt hans blik et stykke tid på den måde, men kikkede så væk. Ned i gulvet.
“Hvorfor gør du det her? Hvad vil du...? Hvad får du ud af det?”
Det var bare det første der lige poppede frem i hendes hovede, og så sagde hun det. Spørgsmål, som ikke var formuleret klart nok, spørgsmål hun vidste hun nok ikke fik svar på, og spørgsmål, hun ikke var sikker på, at hun ville have svar på...

Han kiggede nu roligt på hende, og smilede et tilhørende høfligt smil. Faktisk så han pludseligt så behagelig ud, at det kunne være svært at tro at han nogensinde i sit liv havde taget en anden skabnings. Hvilket han naturligvis havde gjort mere end et par gange. Selv da hendes øjne ændrede karakter og kiggede hadefuldt på ham, så han ikke mindre behagelig ud. I hans forstand var det det bedste forsvar mod had, for væsner som Cathrine var ikke i stand til at hade noget ubegrundet. Hvis ikke hun kunne se forbi hans facader, ville hun aldrig kunne forstå hvem han var, hvilket egentligt var en vigtig lektion at lære. Hvis hun fortsat kiggede hadefuldt på ham, ville han have endnu et påskud til at være ubehagelig overfor hende. Det var en win-win situation.

”Måske vil jeg bare have en samtalepartner? Livet hernede i mørket kan blive ubeskriveligt ulideligt og ensomt mens de lange år slæber sig forbi.” Dette var åbenlyst en løgn, og de vidste det begge. Eller, det var faktisk en hvid løgn efterfulgt af et konklusionsdragende spørgsmål. Alzeid brød sig ikke om at lyve. Før hun stillede flere spørgsmål om emnet, løftede han sin hånd fra stokken for at tysse hende mens han fortsatte. Han var sikkert på at hun boblede over med spørgsmål, der havde været indebrændt i hendes system længe. Hun havde jo ikke sagt meget til ham i lang tid, og nu skulle det uden tvivl vise sig hvor meget hun egentligt ville vide. ”Tålmodighed, Cathrine. Mine begrundelser og årsager vil blive tydelige nok med tiden. Du må bare vente og gøre det bedste ud af den tid du har.” Han slog armene ud til siden. ”Tænk over det, du har et helt lille palads, der let kan blive indrettet til at passe dine behov. Du kunne sikkert end da få en ambolt og en smeltedigel, hvis det var dit ønske! Der er ingen grund til at være så bitter, barn. Den eneste det gør det sværere for, er dig selv.”
Han overvejede en ny fremgangsmåde. Det var tydeligt at hverken hentydninger eller ærefrygt kunne sætte hende på plads. Lige meget hvor meget han prøvede, hvor meget han truede hende, bankede hende eller demonstrerede sine kræfter overfor hende, ville det bare få hende til at hade ham endnu mere. Måske skulle han bare selv udvise noget tålmodighed, og se om ikke den kunne bære frugt. Det kunne godt være han skulle vente lidt inden han fik hendes tillid, men det var forsøget værd.

“En samtalepartner?” Sagde Cathrine og kom til at frembringe et kort grin, kombineret med fnys. Hun kunne simpelthen ikke lade være med det. Hun vidste udemærket, at det ikke var derfor han havde gjort, hvad han havde gjort.
“Vi ved begge to det ikke er derfor. Så meget tid har jeg alligevel været her” hun kikkede lidt mismodigt rundt i krypten da hun sagde det. Egentlig kunne hun nok ikke lide at være buret inde bag sten på denne måde.
“Og hvis du havde tænkt dig at lyve så åbentlyst som det, ville det aldrig virke på mig” Hun vidste ikke hvor meget kendskab til hendes anden evne han havde, eller om han overhovedet vidste det, men på en eller anden måde, havde hun en ide om, at han nok havde opfattet noget af det, hen af vejen. Til gengæld var det første gang, at Cathrine kunne være helt sikker på, at han løj. Han havde det med at komme med halve sandheder, eller pakke alting ind i noget svært gennemskueligt. Løj man direkte overfor Cathrine, ville hun vide det med det samme.

Og hvad var det nu han gjorde? Skiftede han taktik? Troede han virkelig han kunne vinde hende over med venlige ord og løfter...? Kunne han? Cathrine betvivlede det stærkt, hun var simpelthen for stolt og stædig, så hvis han begyndte på sådan noget, ville hun nok blive for stædig til at holde med ham, selvom hun måske endte med at ville. Og dog. Tanken om at have noget hjemligt her. At i det hele taget have noget der var hjemligt, og som hun savnede. Hun havde ikke smedet i lang tid, og ærligtalt savnede hun det nok lidt. Alligevel kunne hun ikke se det for sig. Ville hun virkelig blive her hos denne mand... Dette monster? Hun vidste det faktisk ikke, for til trods for, at han var hendes morder, var han også den eneste hun kendte lige nu, og den eneste der kendte den nye hende, var ham. Hun kunne ikke komme til at skade ham, og det var der noget betrykkende over på en eller anden måde.
Og så var der den der følelse... Den følelse hun især havde prøvet at ignorere fra starten af. En følelse af at være en del af ham. At tilhøre ham. Var det derfor han havde kunne dræne hende sådan for lidt siden? Og hvorfor havde hun fået dårlig samvittighed før, da han havde været skuffet? Havde hun en eller anden markaber forældreknytning til ham? Hun forstod det ikke selv, men nogle gange var det som om, at han var den eneste der kunne forstå hende, og måske var han også det. Hvor ironisk ikke. Den eneste der forstod hende, var også den eneste hun hadede inderligt.

“Jeg har ikke brug for ret meget. Det har jeg aldrig haft. Jeg har aldrig fundet tilfredstillelse i at eje mange flotte ting... Jeg tror ikke jeg kommer til det.. “ Hun havde tænkt lidt over det, og var nået frem til dette. Helt sandt var det ikke, for hun savnede det hjemlige ved en smedje, men ellers passede det meget godt. Hun var en ret simpel person, med simple behov, når det kom til stykket. Spørgsmålet var, om hun stadigvæk var det?

“Desuden har jeg aldrig bedt om det her” Hun kikkede væk nu, ned af sig selv, uden at møde hans blik. Den sidste sætning var blevet mumlet, næsten hvisket, men hun vidste godt han kunne høre den helt perfekt, ordret og tydeligt.

Han smilte stort da hun sagde noget. Det var hverken et høfligt smil, eller et af ondskab. Det var den slags smil man får når man bliver mindet om en gammel joke eller en indforstået vittighed. Han smilte vel at mærke af noget, der ikke var sjov. Han syntes bare det var rart at høre hende sige noget, for en gangs skyld. Han havde kæmpet for at få hende til at tage et standpunkt, men hun havde altid været… Mut, måske. Måske var det mere sandsynligt at hun var bange, eller bare for vred til at tale med ham. Det kunne være lige meget nu. Tale var det første skridt på vejen mod lydighed, i en form der så ofte blev udført af menneskene. Når folk mente at de havde noget at sige, virkede det som bedøvelse for dem. De kunne prostituere deres meninger og folk kunne klappe dem på skulderen. Det betød intet. Ord var alting og ingenting i munden på det mægtigste parti.

Alzeid havde ingen idé om hendes evne til at kende løgne. At tale uden om, snakke i gåder og fortælle halve sandheder var bare hans stil. En stil fordærvet af falske ideologier af den menneskelige psyke. Hans væremåde var et halvt udført eksperiment, skæret af ved kisten, længe før det var fuldendt.
Egentligt var det ingen løgn. Han havde savnet en samtalepartner, og endda forsøgt at tale med hende om ting der interesserede ham. Hvad var endnu mere, havde han prøvet at få hende til at danne en mening. Hun havde vist hverken at være meget for snak eller diskussion. Nu tog han hende mere for ’indebrændt og råbe’ typen, men han kunne jo desværre også tage fejl, en pointe han havde illustreret optil flere gange allerede. Desmer havde han håbet at det virkede som en løgn så latterligt åbenlys at selv hun, med sin begrænsede indsigt, ville kunne se det. Hun havde nu åbenbart haft lyst til at pointere overfor ham hvor åbenlys en løgn det var.
”Jamen dog, Cathrine, jeg var godt klar over at du hadede mig, men du skal bestemt ikke undervurderer mig. Det kunne let visse sig at være en farlig affære for en i din position.” Det var slet ikke ment som en trussel, og blev også sagt på en meget venlig måde. Hun burde for guds skyld ikke undervurdere ham, for hvis hun gjorde det blev hun kæphøj og hvis det skete blev han nød til at brække hendes kæp. En proces han tvivlede på nogen af dem ville vandre fra med et smil.

Han stod roligt og kiggede på hende med et mere diskret smil, af en der har fået noget han har haft lyst til i et længere stykke tid, bare mindre markant end før. Han sænkede sin vejrtrækning og stemmeføring et lille stykke inden han gik i gang med at tale, for at fange hendes opmærksomhed. ”Hvad holder dig tilbage? Du har nu muligheden for at få alt hvad du har lyst til, ikke alt hvad du har brug for!” Hans stemme var fornuftig i sådan en grad at man skulle tro han snakkede på fornufts vegne. ”Et sted dybt inde er alle skabninger de samme. Vi har alle sammen en lille trang efter materielle ting, hvad enten det er sko, tøj, penge eller magt. Det er gennem vores ydre at vi definerer os selv for andre! Er der virkelig intet du ønsker dig?”
Han valgte simpelthen at lade være med at svare hende på hende sidste konstatering. Det var bare barnligt, og han nægtede at værdige det med en diskussion. Hun kunne kigge på de seneste ugers hændelser i retrospektiv lige så længe hun havde lyst til, og med lige så meget ærgrelse som hun ville. Det ville ændre intet i det store billede, mindst af alt for hende. Det ville bare gøre hende forbitret, ligesom det havde gjort for ham.

Hun lyttede roligt til hans lille tale. I dette øjeblik var det dyriske af hende, på en eller anden måde skubbet lidt til side, eller hvad? Hun var jo ikke sig selv, bare fordi hun ikke var dyrisk lige nu. Det var ikke ligefrem hendes normale jeg, at stå og diskutere med ham. Normalvist, ville hun nok bare have været stille, bitter og ikke engang kikket på ham. Hun havde ellers tidligere været ret snaksaglig, nysgerrig, sådan en lille pige med meget krudt i, som gamle mennesker ikke kan lade være at smile af. Det havde ligeså stille ændret sig, i takt med at hun blev ældre, rejste hjemmefra smeden, og var alene. Hun havde ikke rigtig talt med nogen, sådan ordentligt, siden hun drog væk fra sit elskede hjem hos smeden. Det kunne hun godt mærke når hun tænkte over det. Hun kunne godt lide at tale.. Og hvad gør man så, når den eneste man kan tale med, er tilsynladende psykopatisk vampyr, der via en syg form for logik, havde fundet det retfærdigt at dræbe en?
Cathrine rystede tanken fra sig. Hun kunne jo godt tale med ham, selvom hun hadede ham.

“Hvem har nogensinde sagt at jeg undervurdere dig? Jeg ved da udemærket godt jeg ikke kan slå dig.” Hun holdt en pause. Hendes stemme var stærk og præcis.
“Men det betyder ikke at jeg ikke kæmper alligevel. Det betyder ikke, at jeg giver op. Hvis man altid giver op, når noget er en overlegent, kommer man igen vegne. Hvis man altid er en kryster, der bøjer for andre, kan man næsten ligeså godt lade være at være...”
Hun kikkede ikke Alzeid i øjnene under hele talen, men når hun gjorde måtte han kunne se, at hun virkelig mente dette, og at det ville være meget svært at ændre. Cathrine handlede tydeligvis ikke efter hvad hun burde gøre, ifølge menneskelige overlevelses instinkter. Overlevelses instinkter i det hele taget...

“Og du kan ikke definere hvad alle vil... Du kan kun definere hvad du vil. Måske har du levet længe, men det betyder ikke, at du ved alt om mennesker, og især ikke alt om hvad mennesker vil...” Hun kikkede ham i øjnene under dette. Hun havde efterhånden gættet, at det enten var meget meget lang tid siden, at han var menneske, eller også havde han ikke været det, selvom hun ikke vidste hvordan det var muligt. Derfor kunne han ikke vide disse ting. Medmindre han også kunne læse tanker. Hvilket hun virkelig håbede på, at han ikke kunne...

Han viste sine tænder i et glitrende smil. Frygten for at hun kun lige var begyndt at tale i kort øjeblik for så at falde tavs igen var forsvundet. Han havde tilsyneladende ramt et ømt punkt ved at generalisere på den måde, og var glad for det. En ophedet, vred diskussion var langt bedre end stilhed, i hvert fald i hans hoved. Det skal lige nævnes at hans hoved var noget værre rod.
Desværre for deres diskussion mente Alzeid ikke at hans idéer var idéer. Han vidste at hvad han sagde var sandt. Bare fordi menneskene mente at de var for intelligente til at kunne kategoriseres som dyr, betød det ikke at det var tilfældet. Hvis du skræmte end kat ville den blive forskrækket, og sådan var der fundamentale regler, der også galt for mennesker. På et bestialsk plan var alle skabninger ens, pandelap eller ej.

”Jeg ser hvor du har lavet en fejl, Cathrine. Du har fejltaget mig for en du kæmper imod. Jeg er ikke din fjende mere end den sten, jeg slog min tå på, er min.” Han smilte stadigvæk. Han var sikker på at den logik han forsøgte at pådutte hende var for revolutionær til at hun ville kunne forstå den, i hvert fald ikke hvis ikke hun forsøgte. Og han havde en fornemmelse af hans groteske virkeligheds teorier ikke var noget hun ønskede at tro på.
”Jo, jeg mener at man kan definerer hvad alle vil. Medmindre der er noget fysisk galt med en person, kan du regne med at han eller hun vil føle smerte hvis du stikker dem. Ligeså vil alle væsner reagere ens på sult, ved at blive sultne. Egocentrisme har altid været en grundlægende menneskelig karakter, og derfor ville alle mennesker have en del af sig selv, der udelukkende skriger for dem selv. Lige meget hvor meget du tror du har undertrykt sådan en side, garanterer jeg dig for at den altid er der. Er du virkelig sikker på at der ikke er noget du kunne ønske dig?” Det sidste spørgsmål formulerede han mere som en pointe end et spørgsmål. Han vidste at der var noget hun ville have, kun fordi hun ville have det. Der var altid noget man ville have, og så snart man fik det begyndte man at stræbe efter mere. Det kunne være guld eller magt eller venner, men ligegyldigt hvad ville sådan opnåede situationer eller genstande altid blive trivielle og overflødige, når først de var opnået. Det var sådan ’intelligente’ væsner holdt sig distraheret indtil de døde.

Hans lille metafor med stenen fik hende til at vise sine tænde, som når en hund har lyst til at bide, ikke just noget hun normalt ville have gjort. Igen her var hun ikke helt sig selv. Instinkterne var begyndt at spille ind, uden at hun lagde mærke til det.

“Den sten man støder sin fod på, dukker ikke op til ens hus, drikker ens blod, kidnapper en for derefter at slå en ihjel!” vreden steg igen. Hun kunne simpelthen acceptere hans logik. Han kunne ikke, uanset hvad han havde at sige, få hende til at identificere ham som anden end en fjende! Vel..?
Der havde jo været den der følelse før. Den der skam over ikke at adlyde ham. Hvad havde det været? Kaos vendte tilbage med vreden, men hun kunne ikke stoppe. Det. Hun kunne ikke få det til at gå væk. Hun kunne ikke stoppe vreden eller få sig selv til at tage den med ro.
“Måske er mennesker egocentriske, men de er også mere end det. Vi kan....” hun stoppede op. Igen viste hun tænder, denne gang af sig selv.
“De... kan sætte behov til side. En egenskab du åbentbart ikke ejer... Bare fordi man kan føle smerte, kan man godt handle på anden vis, hvis ens moral og etik er imod.” Hun kunne mærke vreden igen. Alt for meget vrede på en gang. Og vreden hang sammen med hendes mørke dyriske tanker. Hun kunne mærke at det stadig steg. Nu var det ikke kun lysten. Det var også blevet til smerte. Hun kunne mærke det som en voksende trykken mod hele hendes krop. En stærk migræne i det meste af kroppen.
Hun blev nød til at kikke væk og tage sig til hovedet. Efter at have dvælet lidt med hånden der, kørte fingrene gennem håret. Det var beskidt, halv fedet. Nu hun tænkte over det, kunne hun ligefrem lugte det. Lugten af noget gammel, klamt, halv vådt, lidt jord. Var der også lidt blod endnu? Hun gyste kort, men prøvede at ignorere det. Dog fjernede hun hånden fra håret.

Roligt hvilte han hænderne på stokken, der stod solidt plantet i gulvet foran ham. Hans flabede smil falmede et øjeblik og blev erstattet med et udtryk af medlidenhed. Medlidenhed af den slags der var uhåndgribelig, som kom den fra den anden side af noget det menneskelige sin ikke kunne forklare. Han kiggede på hende med et blik, der stammede fra den bagvendte ende af tiden og livet, og som så tilbage på alle levende væsners værdier og funktioner med kritik og modløshed. Alzeid så verden i månens lånte lys, der strakte sig så langt som solen tillod.
”Kan de virkelig det? Kan de sætte deres behov til side for princippers skyld, eller er ideologier bare pragmatiske følgelinjer? Hvis en far kaster sig foran sin datter for at redde hende fra en flyvende pil, gør han det så for at redde sit afkom eller fordi han ikke ville kunne leve med sig selv hvis ikke han gjorde det, og hvis han gjorde det for sig selv, er det så ikke en egocentrisk handling?” Han bearbejdede hende ikke for hendes manglende erfaring. I hans øjne var hun yngre end spæd. Hun var et frø, der netop var blevet plantet i jorden af hans nænsomme hånd, og det var hans opgave at vande hende til hun var klar til at springe ud. Han var godt klar over at han ikke kunne gøre hende som ham, men det var heller ikke hvad han forsøgte at gøre. Han forsøgte at forklare hende at hun ikke var hans fjende, og at han ikke håbede han var hendes.
”Jeg har sagt det mange gange, Cathrine. Du har endnu meget at lære. Måske, når årene begynder at indhente dig, vil du kunne se verden med mine øjne. Måske, hvis du prøver hårdt nok, vil du ligefrem være i stand til at se verden gennem dine egne.” Han vendte ryggen til hende og sukkede dybt. Selv hans baghoved så ud til at tænke så det knagede, men i hvor mange dimensioner han tænkte var dog også svært at bedømme, specielt for ham. ”Det er noget værre rod det her, er det ikke?” Han talte mere til sig selv end til hende, men kom alligevel til at give hende en lang nok pause til at blande sig.
Han vendte sig ikke om igen; han kunne ikke få sig selv til at se hende i øjnene. I sine øjne var han bange for at hun ville se noget af den usikkerhed og skyld han havde påtaget sig selv. I det øjeblik hvor han nægtede at kigge på hende, havde det lykkedes ham at stille spørgsmålstegn ved hele sin eksistens. Han havde ikke valgt sin tilværelse, men hvordan gav det ham så retten til at vælge andres for dem? Måske var valg bare bagateller, og konsekvenser naturlige forudsætninger for at nye valg kunne springe til live. Måske var valg ligefrem en illusion i sin egen definition, et vælg af muligheder, der først blev opstillet i kontrast med han handling, der var blevet gjort. Findes der et valg, når der er et garanteret udkom? Er det så overhovedet en grund til at vælge, eller i det hele taget være? Var alle resultater i virkeligheden de samme, og eksistensen derfor forudsigelig til sådan en grad at spændingen forsvandt? Sådan tanker fik et uendeligt liv til at virke ulideligt, og et begrænset liv til at virke beskedent og for kort.

Cathrine mærkede en sagte vrede boble i hende krop og bevidsthed. Ikke vrede vendt mod ham. Ikke en konkret vrede som før. Bare vrede. Dyb, lidende og mørk vrede ulmende vrede. En vrede hun havde lyst til at rette mod nogen. En vrede hun gerne ville kunne give nogen skylden for. Og for hende nu, en vrede der måske ikke gav mening. Var der reelt set en grund til at blive vred? Hvad var grundlaget?
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvad hun skulle gøre. Måske havde han ret? Hvad hvis han havde ret?

Nej nej nej nej! Han må ikke have ret. Han må ikke!

Forvirrede flyvske tanker blafrede rundt i hendes trætte og nedbrudte sind. Hun ville ønske hun kunne gribe fat i dem. Fange dem. Få dem til at give mening. Men ak. Hun kikkede håbløst ned i jorden. Var det tid til at give efter? Skulle hun blive ved at kæmpe imod for altid? Hvis hun havde haft en normalt fungerende krop, med funktionelle organer, havde hun rystet, hyperventileret og sikkert også grædt på dette tidspunkt. Ikke af afmagt eller sorg, men af ren og skær forvirring. Alt dette der foregik lige nu. Hendes lyster, hendes længsler, og denne nye dyriske side, i evig krig med hendes morale, etik, og til dels stadigvæk menneskelige bevidsthed.

For lidt siden havde blå, vilde, energiske gnister stået svagt i et skær omkring hende. Et resultat af hendes evner, der ændredes i takt med hendes krop og sind. Nu var de stoppet og væk. Den energiske nærmest elektriske vrede det så tydeligt havde besat hende i en kort stund, væk. Nu stod hun her nærmest modsat. Svag, træt, sulten…
Langsomt prøvede hun at samle tankerne, men igen blev de mere og mere til dystre billeder om en nærmest uundgåelig fremtid. Cathrine åbnede munden, i håb om at et kløgtigt svar ville bryde frem på de kolde læber, hvis hun bevægede sig bare lidt. Men nej. Ordene kom ikke. Rummet forblev tavst lidt endnu. Hendes blik flakkede vilkårligt hen på den store egetræskiste midt i rummet. Forleden ville hun havde nægtet. Afvist den blankt. Nu tog hun sig selv i at overveje om man måske alligevel lå godt i den. Hun rystede sig let, men det varede lidt før hun endeligt fik fjernet sit stivnede blik fra kisten.

Prøvede han i virkeligheden at hjælpe hende, sådan som han påstod? Var det ham der havde ret og hende der tog fejl? Hun var ikke sikker mere. Alt var så forvirrende. Så flakkende og uhåndgribeligt. Så mørkt…
”… Hv.. Hvor.. Hvorfor test.. tester.. du mig sådan her…”
Tonen i ordene var ikke et spørgsmål, men alligevel noget man kunne høre at hun gerne ville have svar på. Den sidste del af sætningen gik hurtigt og hviskende, men hun var ret overbevidst om at han kunne høre præcis hvad hun sagde. Desuden kunne hun ikke lave en mere velformuleret sætning end denne. For hende føltes det som et rent under at hun overhovedet kunne huske ord og endda sætte dem i den rigtige rækkefølge. Man kunne ikke nødvendigvis se det. Men hun kæmpede utroligt hårdt og anstrengt, for at forholde sig stille og nogenlunde civiliseret.

Alzeid vidste med det samme at hun ikke længere var vred på ham, selvom hendes vrede ikke var forsvundet. Det var let at fornemme når hendes vrede var fokuseret på en. Den kraftige følelse vejede ned på hans ryg, præcis som om hun selv havde stået, og fysisk presset ham ned i gulvet. Det var en fantastisk stærk kraft, der gemte sig et sted inde i hendes tanker. Han vendte sig om, og kiggede fortsat på hende med et blik, der fortalte at han ønskede at hjælpe. Om det hundrede procent var et sandfærdigt blik, kunne være til diskussion, for selvom han havde sine egne intentioner, var hans interesser i øjeblikket at hjælpe hende. Det var hans opgave at give videre til hvem end, der var til at modtage, ligegyldigt om personen ville modtage frivilligt.
Han så hvordan hun stod og hang. Hendes krop var udmattet efter at have kørt så længe uden hvile, og man kunne se det på hende. Trøstende lagde han en finger under hendes hage, og brugte den til at opfordre hende til at rette sin ryg. Selvom hun var en vampyr, var hun en vampyr af status, der måtte lære at færdes tilsvarende.
”Ret ryggen,” sagde han med en rolig stemme. Kort lagde han hovedet på skrå, og kiggede på hans hals, der hvor han havde bidt hende. Efter transformationen var hendes hud begyndt at blegne, og den smule af solbrun farve hun havde tilbage, var centreret omkring bidpunktet. Selve tandmærkerne var forsvundet da hendes helbredende kræfter var trådt i funktion, og huden så glat og sund ud, selvom den var en smule bleg.
Hun er ved at være klar.
”Jeg tester dig ikke, min kære,” han fjernede fingeren, og tog et skridt tilbage for at gøre afstanden mellem dem større. ”Jeg prøver bare at hjælpe dig. Det kan godt være du ikke har lyst til at tro mig, men jeg er den eneste, der forstår hvordan du har det. Der er ikke noget for dig derude længere. Når folk ser en vampyr, hvordan tror du så de reagerer, med skulderklap og kram? Ligegyldigt hvor lidt du har lyst til det, så er du altså del af en anden verden nu. Giv mig en chance, og det kan være at jeg kan bevise overfor dig at det ikke behøver være så forfærdeligt. Hvad siger du?” Mens han sagde de sidste tre ord, holdt han sin åbne hånd frem til hende. Det var næppe noget mysterium hvad hånden symboliserede. Den var accepten af hendes tilstand og omstændighederne, men om hun tog den var op til hende selv.
Hendes vrede taget i betragtning, kunne det faktisk tænkes at hun afslog, selvom han havde regnet med at vreden var for uspecifik til at kunne røre ham. Han havde regnet med at hun var så vred på intet, at han kunne tråde ved hendes side, og bruge hendes følelser, til at sætte ham på samme side som hende. De var ikke fjender så længe hendes vrede var optaget af andet, men hvor længe hun ville være vred på andet end ham, kunne han ikke beregne, ligegyldigt hvor længe han brugte på psykoanalyse. Tanken gav ham lyst til at smile, hvilket han lod være med, da han vidste at et smil ville ødelægge øjeblikket. Han havde lyst til at smile, fordi han blev præsenteret af en gådefuld person, med luner han ikke kunne forudsige, og uforudsigelighed var ikke noget han havde været i kontakt med i omkring 150 år.