Hun nikkede alvorligt, mens hun tyggede lidt på de informationer han havde givet hende. Han havde meget lidt at gå efter, men til gengæld var hans få spor nogle meget varme nogen af slagsen.
Hun tænkte på, hvad hun mon selv ville have gjort, hvis det var hende der var i den sære situation. Hun ville nok gerne finde ud af lidt mere om manden, før hun opsøgte ham. Men selvfølgelig kunne Julian godt have en anden indstilling.
Til hans sarkastiske bemærkning kunne Aisha ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Det lød meget surrealistisk, det han lige havde sagt, men hvad skulle han ellers sige? 'Hej Vartan, hvordan går det? Ja, du undrer dig nok lidt over, hvor jeg kender dit navn fra, nu du aldrig har set mig før, men faktisk er jeg den søn, hvis mor du forlod for over treogtyve år siden. Altså, min mor er død, men hun nåede at fortælle lidt om dig, så jeg tænkte: Hey, hvorfor ikke opspore min farmand? Så - her er jeg. Skal vi ikke lige tage et gruppekram, og så lade som om vi altid har kendt hinanden?'
Hun var meget lykkelig for, at det ikke var hende der sad i den situation. Hun fandt den fuldstændig uhåndgribelig, og ville ikke selv have kunnet stille meget op. Men hun kendte Julian, og hun var sikker på, han nok skulle finde på en god løsning.
"Hvad gør du så? Altså, vil du lede efter ham nu?

Julian rystede på hvoedet.
"Ikke endnu. jeg vil vente lidt. jeg mener, når der er gået så lang tid, så gør et par uger vel hverken til eller fra..." sagde han. det der med ugerne var han godt nok ikke sikker på. altså, hans uger var jo godt nok ret lange, så måske skulle han have sagt måneder. men det var ligemeget nu, hvor han havde sagt det. og han gad ikke rigtig at rette det nu, og desuden..
Lysets dronning i hytten (det lyder bedre med gud fader i hytten, med det kunne man ligesom ikke sige xD), hvor tænkte han meget! mere snakken, mindre tænken. der blev så stille når man tænkte, og det gav bare tankerne frit løb, men han anede ikke hvad han skulle sige. så han sagde bare det, der først faldt ham ind.
"Det hele skal jo lige falde på plads først. det nytter ikke at jeg render ud og lader dig rådne op. jeg ved jo ikke hvordan jeg skal finde dig igen, hvis vi bliver væk fra hinanden."

Hun var smigret over at han tænkte på hende, når nu han stod midt i denne sære situation. Hun ønskede heller ikke at blive væk fra ham igen, nogensinde, men på den anden side ville hun ikke forhindre ham i at genopbygge en familie. Og det sagde hun:
"Jeg ønsker heller ikke, at vi skal blive væk for hinanden igen. Jeg gætter på, at det er svært i det hele taget af finde nogen i dette store rige, og derfor er det kun endnu sværere at finde nogen her, når man er blind. Men vi har fundet hinanden én gang, og vi klarer nok at gøre det igen. Så jeg skal ikke være den der holder dig tilbage fra at lede efter din far."
Hun smilede, for at vise at hun mente ham det godt.

OOC: Undskyld det ikke blev længere. Jeg havde faktisk noget mere at skrive i dag, men jeg skal på arbejde, og kan ikke nå at tilføje det. Jeg syntes bare heller ikke jeg kunne tillade mig at lade dig vente længere. Så kan jeg ikke bare skylde dig noget langt til en anden gang? x]

Julian smilede, og trak på skuldrene.
"Det er du heller ikke. det er nok mere mig selv, der holder mig tilbage. jeg ved ikke hvordan han er, og det ville skræmme mig hvis jeg blev voksen og en elelr anden kægt kom hen til mig, og så var min søn..." Julian bed lidt i sin finger imens han tænkte. det gav jo ikke rigtig nogen mening det han sagde. og han kunne ikke huske hvad han havde sagt. han havde det som at han gentog sig selv hele tiden.

OOC: ultra kort, UNDSKYLD ><"

OOC: Det er okay (:

IC:
Af en eller anden grund syntes Aisha, det han havde sagt om at have en hemmelig søn var meget tragisk. Tænk hvis et eller andet stakkels lille barn rendte rundt, helt alene, og manglede sin far? Tænk hvis et barn måtte gennemleve hele sin barndom med kun én forsørger, der sikkert ikke havde særlig megen tid eller penge tilovers til barnet? Tænk hvis Julian rent faktisk havde et eller andet barn der rendte rundt, helt alene?
Hun rystede på hovedet, ganske kort, for at få tankerne til at falde på plads igen. Hendes tanker var alt, alt for surrealistiske til hun overhovedet gad tage dem alvorligt; selvfølgelig havde Julian ikke en eller anden hemmelig søn, og så mange forladte kommende mødre kunne der vel heller ikke være.
"Du har sikkert ret," endte hun bare med at sige..

Der blev helt stille. sådan en forlegen og en smule akavet stilhed, som om nogen lige pressede en stor, dunet pude ned over alt og kvlate alle lyde.
Julian tog fingeren ud af munden igen. han måtte holde op med at bide sig i fingeren. igen var der kommet en lille fordybning, som ville forsvinde efterhånden. han tørrede fingeren af i blusen, og stilheden fortsatte. og fortsatte, og fortsatte...

Aisha lagde næsten ikke mærke til den skræmmende stilhed. Hendes tanker havde fået frit løb igen, straks efter hun havde talt. Nu var det som om hun var i en hel anden verden, hvor hendes tanker for rundt i ét stort kaos, og hvor hun ingen kontrol havde over noget som helst. Hun sad bare desorienteret og forsøgte at finde hoved og hale på tankerne, så hun igen kunne få kontrol over sig selv.
Hun forsøgte at skubbe tankerne om forladte børn væk, men så blev de bare erstattet af bekymringerne for forældrene og spekulationer over hvad der mon var blevet af Oscar. Hver gang hun troede hun havde fået styr på sig selv, og indholdet i hendes hjerne, hver gang hun bare slappede den mindste smule af, begyndte tankerne igen at strømme.
Pludselig tænkte hun på sin flugt, og hvilken kryster hun havde været. Hvordan hun havde ladt Julian i stikken, og Kennea ligeså. Hun tænkte på, hvor dårlig en ven Julian ikke måtte syntes hun var, når hun havde ladet ham gå. Hun tænkte på, hvor sur han måtte være over hvordan hun tillod sig at være sur på ham, når det egentlig var hende der havde ladt den anden i stikken.
Men hun ønskede ikke at føle skyld, tænke på forældreløse og andre triste ting. Hun ønskede blot at støtte Julian i hvad han end besluttede sig for at gøre.. Så hun rystede endnu engang på hovedet, fik tankerne under kontrol, og sluttede sig til Julian i den sære stilhed..

Julian vågnede lidt op. den stilhed gjorde ham søvnig, så han måtte lige knipse sig selv.
"Gud, hvor blev her pludselig stille.." udbrød han, og rynkede lidt på næsen af sig selv. 'gud, hvor blev pludselig stille' hvad var det for noget at sige?! underligt, underligt, og virkelig, virkelig underligt.

OOC: virkelig kort, men jeg kan altså ikke fortsætte med at skrive om 'stilheden' OoO"

"..Ja.." sagde hun tøvende. "..det gjorde der vel.."
Hun vidste ikke helt hvad man forventede at hun skulle sige til det. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til stileden før Julian påpegede den. Men nu han nævnte den, kunne hun godt høre, at de havde været stille i et godt stykke tid.
Hun ønskede at bryde stilheden, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun ransagede sin hjerne for bare den mindste smule idé til noget nogenlunde brugbart at sige.
"Men hvis du beslutter dig for at lede efter - " sagde hun, og stoppede sig selv, da hun pludselig blev lidt usikker ved situationen; skulle hun sige 'din far' eller måske 'Vartan'? "- ham, så bare sig til, hvis der er noget jeg kan gøre for at hjælpe.."

Julian nikkede.
"det skal jeg nok."
udenfor lød en fugls høje skræppen, inden et brus af vinger annoncerede, at den var fløjet sin vej. hvad mon der havde forskrækket den?
et kort øjeblik flakkede Julians blik, og han blev helt anspændt. det kunne ikke være ENDNU flere mænd der ville have penge, vel? det kunne vel ikke være fordi, at de kom tilbage... bare for at slå dem ihjel for sjov, selvom de havde fået deres penge?
men da han hørte en kats fortvivlede og ærgelige mjaven, blev han helt rolig igen, og åndede ud. i et kort øjeblik troede han, at de skulle til at kæmpe igen.

Aisha sad og fulgte dyrenes bevægelser for dig selv. Hun kunne mærke, gennem dyrenes vibrationer, hvordan de bevægede sig. Og hun forundredes over kattens elegance, og fuglens forunderlige evne til at flyve.
Flyve, ja! Hun havde altid været lidt bange for fugle, fordi de sådan kunne flyve og derved gøre sig fri af jordens vibrationsnetværk. Men hun beundrede dem også for selv samme evne. De måtte være utroligt frie væsner. Og smukke forestillede hun sig også de var! Selvom hun dog ingen anelse havde om hvad det egentlig ville sige at være smuk..
De sad i endnu et stykke tid, i hver deres tanker, før Aisha valgte at bryde tavsheden:
"Har du nogensinde før savnet ham?" spurgte hun. "Jeg mener, det må da have været underligt, nogle gange, ikke at have en far..."
Hun håbede ikke hun sårede ham, med sin sære bemærkning.

OOC: Hej Julian, øhm, jeg vidste ikke lige hvordan jeg ellers skulle få fat i dig, og jeg kunne ikke lige finde ferieemnet, så jeg skriver det bare her: jeg rejser til Frankrig i morgen, og skal være væk i mellem fjorten og tyve dage. Så det er derfor, hvis jeg ikke lige svarer - hvis du da overhovedet er her til at skrive.
Men ha´ en god sommerferie, by the way. ^^

OOC: jeg får det dårligt, når jeg ikke kommer på, og du må vente ><vi>w<

IC:
Julian trak på skuldrene. det var faktisk ikke noget, han sådan udenvidere havde tænkt på i løbet af de sidste mange år.
"Nej, det har ikke været så underligt som man skulle tro. jeg har ikke rigtig savnet det, for man kan jo ikke rigtig savne noget man aldrig har haft." det gav faktisk mening. og samtidig gav det overhovedet ikke mening. det havde bare været det første, der dukkede op i hans lille, forvirrede hovede.
"Altså, jeg vidste jo godt at alle andre havde det og sådan noget... men jeg vænnede mig bare til det, og glemte lidt at tænke på det. men når jeg gjorde, så savnede jeg ham vel, men ikke på samme måde som andre ville savne ham, hvis han pludselig bare var væk."
Julian tænkte lidt over det han stod og sagde til Aisha. at han ikke havde syntes det var underligt, og at han ikke kunne savne noget han ikke engang havde haft. at han havde vænnet sig til det, og alligevel savnede ham når han tænkte på ham.
vent. det gav da ikke mening?
julian blinkede frustreret. ih, altså. der var alt for meget at tænke på, selvom der faktisk slet ikke var noget at tænke over. måske var det egentlig det, der gav hans tanker frit løb. var de ikke tøjlet til én bestemt ting, én bestemt beskæftigelse, så løb de løbsk og fór i alle mulige retninger, og prøvede at tænke på alle mulige ting samtidig. det var jo egentlig på sin vis både godt, og dårligt. eller hvad?
det afhang jo mest af alt af, hvem der...
STOP SÅ! nu blev Julian irriteret på sig selv. imens han havde siddet og tænkt, var der kun gået ganske få sekunder.
Koncentrér dig om EN ting. om AISHA. koncentrer dig. koncentrer. dig. om. Aisha. Om Aisha. Kun Aisha. han trak vejret dybt ind. alt, alt for mange tanker. han måtte holde op med at... tænke... eller i hvert fald på den måde han gjorde. han måtte bare prøve at forkusere.

OOC: okay, undskyld hvis jeg forvirrer dig. jeg forvirrer i hvert fald mig selv... Oo"

OOC: Du må meget, meget undskylde ventetiden, men jeg var som sagt på ferie, og jeg gad ikke spendere hverken tid eller penge på at gå på netcafé. Så vær sød at bær over med mig, den lange ventetid og dette meget, meget korte indlæg..
Forresten, så syntes jeg ikke det var forvirrende ^^

IC:
Aisha nikkede i den retning, Julian var. Hun var ikke helt sikker på, om hun nikkede til ham, eller om hendes ansigt egentlig var vendt mod noget, ved siden af Julian - men hun troede han forstod alligevel.
"Når du siger det på dén måde, virker det så indlysende." sagde hun. "Selvfølgelig kan man ikke rigtig savne noget, man aldrig har haft! Du må undskylde mit dumme spørgsmål,"
Hun smilede blidt, for at vise, at hun kun mente godt med det hun sagde. Og så lod hun tankerne få frie tøjler:
Hvad var det, der var med det dér med ikke at kunne savne, hvad man aldrig havde haft? Det var jo rigtigt nok; hvordan skulle man kunne længes efter følelser man aldrig havde følt, og derfor ikke vidste, hvordan var? Man kunne forestille sig og fantasere, og man kunne sågar gå og drømme, men ligefrem at savne..?
Hun var meget i tvivl om dette. Hun kunne sagtens sætte sig ind i, at det ukendte ikke kunne savnes. Det kunne hun sagtens! Men så alligevel ikke, for af og til længtes hun efter at kunne se, og det på trods af at hun aldrig før havde set andet end det ensformige, kolde mørke, der indhyldede hende - hver evig, eneste dag..
Hmm.. Nej, hun skulle nok bare lade være at spekulere så meget.

OOC: det er et helt fint indlæg ^^ problemet er bare, at jeg ikke er meget for at holde dig fanget i den her tråd særlig meget længere - og så er der også det at Julian indtil vidre kun kender Aisha, og det vil jo blive lidt kedeligt i længden? xD Om vi ikke snart kunne få de to, forvirrede mennesker bare en lille smule fra hinanden? jeg nyder skam at skrive med dig og Aisha og Julian og WTF, men jeg får dårlig samvittighed hver gang jeg har glemt at komme på og du har siddet og blomstret i... ja, uger..!
problemet er jo bare, hvordan de kan finde hinanden igen, HVIS de endelig skulle 'skilles'. et eller andet sted i tankerne har jeg noget igang med noget tylleværk, men jeg vil lige hører om du har noget bedre og måske lidt mere regel-opfyldende at komme med? mit bud er, at de på en eller anden måde kan få lavet sig nogle magiske smykker eller hvad ved jeg, som gør et eller andet når de er tæt på hinanden, og måske kan guide dem sammen.. (kan du se? det minder mig om en GPS, og hvordan skulle Aisha kunne bruge det? .__.") misforstå mig nu ikke, jeg kan godt lide at skrive med dig, men jeg får dårlig samvittighed, og vil ikke holde dig hen længere, og Julian skal lærer folk og kende.
igen, så er der jo problemet hvordan de skal findne sammen, og hvordan de egeentlig skal skilles. jeg ved ikke, om Aisha ville kunne finde tilbage til Julians hus ved egen hjælp?
nå, det var nok snik snak, jeg skal også have skrevet Julians indlæg.
og undskyld hvis det lyder som om jeg ikke gider skrive med dig længere, for sådan er det altså ikke, jeg får bare så dårlig samvittighed hele tiden.

IC:
Julian smilede skævt.
"Der finds ikke dumme spørgsmål. kun dumme svar!" grinte han. Det var først nu at det gik op for ham, at det han havde sagt, godt kunne forbindes med hendes syn (eller, okay, mangel på samme) men han besluttede sig for ikke at sige noget til det. Istedet kvalte han et gab, og så på døren... eller, det der var tilbage af den. de små bræddestumer der sad tilbage lignede rådne tandstumper i en trolds kæmpeflab
var det sådan det føltedes at træde indenfor i hans shus? som at blive kastet dirkete ind i troldens mund, imens man heele tiden blev ved med at redde sig selv på en eller anden måde? hm... forvirrende.

OOC: det var lidt kort, undskyld, men jeg sidder her med blod der koger i varmen, boblende hud og sydende indvolde (undskyld at det måske er lidt makabert x3), og jeg kan ikke holde computeren ud meget længere... sorry xD

OOC: Jeg bærer skam ikke nag over dit halvkorte indlæg, og jeg ønsker dig da ikke kogt i solen, så for mig er det ligegyldigt om du skriver kort eller langt - eller skriver overhovedet - bare du ikke dør af det (x
Vedrørende adskillelse af de to tåber (tag det ikke personligt; Julian er skam en skøn karakter, og du skriver genitastisk ^^) ved jeg ikke helt hvad vi skal gøre. Jeg har egentlig affundet mig med, at KåeL er det sted, jeg skriver med Aisha og Julian. Jeg har ikke den store interesse i at lade Aisha blive en verdenskendt person, der skal fare rundt og møde alle, for jeg har hverken tid eller lyst til at bruge ret lang tid på at rpg'e længere. Derfor syntes jeg vores skriveri er helt perfekt. Man kan svare én gang om dagen, for dagen efter ligger der somregel et nyt svar.
Men selvfølgelig vil jeg ikke tvinge dig til at beholde Julian her, hvis du gerne vil socialisere lidt. Dog ved jeg helt ærligt ikke hvordan de kan skilles. Aisha vil helt sikkert ikke forlade ham, for hun er bange for at miste ham. Derfor er vold stort set den eneste mulighed jeg kan se sandsynlig for at få Aisha til at skride. - men vi kan godt prøve med magi først, hvis du syntes x)

Pokkers - jeg har helt glemt hvad vi er ved at skrive om, så nu ved jeg ikke hvad jeg skal svare ^^'
Er det okay hvis jeg springer et svar over, indtil vi har fundet ud af hvordan vi skiller dem?

OOC: fint for mig xD
men ja, der er jo så lige problemet med, hvordan man skal kunne skille A&J ad. (nu kalder jeg dem det, da jeg ikke gider remse deres navne op >w<)
hm... jeg syntes bare på en eller anden måde vi skal skrive videre, og så kan vi sige til hvis det er der er nogen af os der eventuelt for en idé?

OOC: Det lyder fint med mig. Jeg ville rigtig gerne kunne skåne dig for dårlig samvittighed og en asocial Julian, men jeg er virkelig tom for idéer. Jeg har aldrig været nogen særlig "kendt" person på KåeL, og af samme grund er det begrænset hvor godt jeg kender dette univers. Derfor har jeg lidt svært ved at sætte mig ind i hvad man må og ikke må, så det eneste jeg egentlig kan gøre, er, at bygge videre på dine idéer. Men det eneste jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker på dit forslag, er et eller andet magisk kompas, der - a la Pirates of the Caribbean - altid peger mod den anden part af J&A-duoen. Men da Aisha er mere blind end den blindeste flagermus med ledgigt man overhovedet kan finde (hvor kom det lige fra?), er det nok lidt dumt at skaffe hende noget, man er nød til at se på, for at kunne tyde...
Ellers er jeg lige så blind for idéer, som Aisha i det hele taget bare er blind.. Og det har jeg jo lige demonstreret, hvor meget er x)

OOC: man kunne give hende en GPS 8D 'gå tre skridt frem. drej derefter til venstre, og fortsæt 300 meter ligeud. drej derefter til højre, og destination er nået!' ej, okay >w<
hm..
de kunne få en lille krystalkugle hver? hvis det er, så kan de kontake hinanden, bare ikke ved hjælp af syn, men ved hjælp af stemme (lidt ligesom en telefon, ved det godt <<") og så hvis det er, så kan Julian da bare finde Aisha xD hun kan bare kalde på ham, og så viser krystalkuglen vej! eller også skal man sige nogen bestemte ord, og så..

okay, nu bliver det lidt for langt ude xD har du SLET ikke noget? TTwTT

OOC: Jeg tror Aisha ville føle sig skyldbetynget ved at skulle fremstå sårbar og - ja, nærmest menneskelig, ved at skulle bede om hjælp. Hun vil helt selv kunne tage kontakt; ikke bare kalde, og så vente på at blive vartet op.

Vedrørende mine idéer, så må jeg skuffe dig med, at jeg stadig er blank for gode idéer. Men for ikke at skuffe dig helt, må jeg vel punge ud med et eller andet..

Vi kunne:
- vie disse to karaktere til hinanden og aldrig lade dem skilles? (Nej, dur ikke!)
- skabe et kæmpeskænderi, der fik dem til at fare bort fra hinanden i raseri. Så må de klare det der med at finde hinanden manuelt, hvis de nogensinde tilgiver hinanden..? (Det er også lidt barskt, ikke?)
- efterlyse en magiker i ´Opslagstavlen´, og så lade vores kære to opsøge denne, for at få et eller andet der altid vil kunne lede dem til hinanden - og derved lade denne magiker om at træffe den kedelige beslutning? (Det er synd for magikeren..)
- lade Aisha dø, meget pludseligt? (På den måde er Julian fri, og vi behøver ikke tænke på at lade dem rende i røven på hinanden for evigt.. Så det er vel meget smart at gøre?)

Udover dét lort, har jeg ikke flere idéer. Hverken gode eller dårlige. Desværre..