Hun flyttede blikket bag de mørke øjenvipper, for at finde Samson ved hendes side og med et smil om læben. Opmuntret til at fortsætte fortalte hun sit navn, selvom hun ikke vidste hvor klogt det ville være. Men det var nu ikke fordi endnu en dum ting, ville gøre en forskel "Damia,, sagde hun stille og så uudgrundeligt på ham.

Det lettede at kende til denne interessante persons navn, dog løsnede det ikke knuden i maven. Damia lod øjenlågene glide halvt i over de dybtliggende øjne, medens hun så ham an. Samson var en flot mand, trods hans skumle personlighed, som hun ikke kunne gøre sig klog på.
"Har De familie?,,

Samson rynkede let på sin næse ved hendes spørgsmål. Om Samson havde nogen familie? Hvad havde det med sagen at gøre? Hvorfor skulle familie altid blandes ind i alting, når det handlede om når man skulle præsentere sig selv? Var det virklig så nødvendigt? Samsons pupiller blev atter smalle. Man skulle passe yderst på, bare med at nævne ordet familie! Han havde intet tilovers for den. Tristan kunne han leve med, ja.. Hans far havde han ikke set siden han var helt lille.. resten af familien kunne han ikke udstå, bortfra hans kusine Chirley.

Han lod sit ansigt komme helt tæt på Damia, mens han så ind i hendes øjne.

"Jeg tror.. det er ret så irelevant..," brummede Samson lettere truende, inde han kneb sine øjne en smule sammen mens han så på hende.

"De hedder Samson og har ingen familie,, hun ignorerede fuldstændig hans blik, og så i stedet op, hvor der ellers skulle havde været en himmel. Dels fordi hun vidste, at hun ville give efter for hans gennemborende blik. Det måtte ikke ske. Krybe sammen for øjnene af ham, eller andre for den sags skyld. Og dels fordi hun følte, at ved at gøre dette, ville hun ligge en afstand mellem dem. Ikke fysisk.

"Indtil videre kan jeg ikke finde nogen grund til, at man frygter Dem,, bortset fra hans uforudsigelige adfærd. De skovgrønne øjne gled over på ham, og hun holdt vejret. Han krydsede benene og rankede ryggen, prøvede så vidt mulig at virke rolig og fattet, selvom hendes sind var i oprør.
Efter en kort stilhed lod hun blikket falde til jorden, og der fandt hun ud af, at hun havde holdt vejret, imens hun havde betragtet Samson.

//FRYS

Samsons pupiller blev smallere og smallere. Han så dette som en fornærmelse. Man skulle slet ikke komme ind på hans familie, men heller ikke nævne, bare fordi at han ikke ville snakke om det, at han ingen familie havde!
Samson greb udefter Damia's arm, for at tage et stramt greb om den.

"Så det kan du ikke?" snerrede Samson og et lettere sindssygt blik kom frem i hans øjne.

"Så... fortæl mig hvad jeg gør forkert!" Samson prøvede her at vride lidt i Damia's arm, mens han stadig så på hende. En lille brummende latter kom fra ham. Den var hæs, kold, og aldeles ikke skånsom eller medfølende på nogen måder. Det kunne blot være et spørgsmål om tid, hvornår Samson først slog til.

//stadig frys

Forsigtigt mødte hun hans blik. Isende blå øjne, der borede sig dybt ind i hendes sjæl. Et syn, der fik hende til at gispe. Damia rejste sig for at flygte, men da var det allerede for sent. Smerten jog igennem hendes krop, og tvang hende ned på knæ, for fødderne af Samson. "Slip mig!,, sagde hun med sammenbidte tænder, og så med trodsige grønne øjne op på hans dunkle ansigt. Hvor vovede han at ligge hånd på hende!

Der var intet svar til hans spørgsmål, og hun forbandede sig selv for at være blevet. Så ville hun ikke sidde for fødderne af en galning, og føle sig så ynkelig.
"De er ikke meget for at sludre er De?,, spurgte hun hovent, medens hun forsøgte at vride sig ud af hans greb, som en fisk, der forsøger at slippe ud af en fiskers net. Men da det ikke gav nogle resultater, borede hun neglene ned i hans hånd. Nok ikke smart, men hun var desperat for at komme op.

Samson smilte et lille overlegent smil, som om at nu var hendes tone meget bedre, men dette forsvandt hurtigt igen, og han havde stadig en sindssyg glød i sine øjne. Han lagde let provokerende sit hoved på skrå, mens han betragtede Damia.

"Jo da.. På min måde?" Måske indeholdt Samsons måde ikke så mange ord når alt endelig kom til alt, men det havde Damia sikkert allerede fundet ud af. Der skulle ikke meget til, før man fandt ud af, at han ikke var så skånsom overfor andre.
Samson kunne ikke lade være med at udbryde en sindssyg latter, men det forsvandt da tøsen lod sine negle bore ind i hans hånd...

"Arrgh.. TØS!" hvæsede han og trak hånden til sig. Hans skikkelse blev pludselig lettere sløret i det, da der blev sendt magnetismebølger ud fra hans krop, mod Damia, i forsøget på at slynge hende op af træet ved siden af dem, for at holde hende op mod stammen.

På hans måde? Damia følte sig truet, og hans sindsyge blik forværrede kun hendes fornemmelse af, at det her ikke var godt.
Da Samson slap grebet, kom hun rask på benene og løftede op i kjolen. Hun greb om skaftet på hendes kniv i tilfælde af, at han ville gøre noget igen. Helt uventet bliver hun ramt af de magnetiske bølger.

Sekundets senere bankede hun ind i træet, så der gik et stød op igennem ryggen. Kniven fløj ud af hånden på hende, og landede i skovbunden. Damia kneb øjnene sammen i smerte. Det dunkede slemt i kroppen efter det ublide møde med træet. Men det eneste hun havde i tankerne var, hvordan var det sket?

Med ryggen mod træet forsøgte hun at vride sig fri af den usynlige kraft, der pressede hende mod træet. "Hvad er det?,, sagde hun med sammenbidte tænder henvendt til hende selv. "Hvis bare...,, mumler hun, og laver nogle ynkelige bevægelser med hånden.

Samson ignorerede hendes ord, men gik hen og stillede sig foran hende. Samson så lidt på træets grene. Nogen af dem var nærmest som nogle lidt tykke kviste. De slog ligepludselig indover Damia som en slags 'spærring' foran hende. Magnetismen holdt stadig fat i Damia.
Samson så ned på kniven som lå i skovbunden.

"Ville du have brugt den til noget?" spurgte han lettere hvislende, mens hans øjne kneb sig en smule sammen. Et stort grumt smil kom frem på hans læber, inden han atter udstødte et latterbrøl, for dernæst at ryste lidt på hovedet som om hun var latterlig, bare ved at forsøge at komme fri.

"Nå.. nu har vi da tid til at snakke, hvor du kan lære mig bedre at kende?" sagde Samson lettere spørgende, stadig med sit lille smil på læben.

"Så... kan du lide dyr?" spurgte Samson og lagde sit hoved let på skrå og betragtede Damia med et blik som nærmest borede sig ind i hendes øjne.
Det lange hår foldede sig pænt ned af hans kappe, som stadig var trukket tæt ind til sin krop.

"Nej, den er bare god at have ved hånden,, sagde hun flabbet og gengældte hans blik.

Hun så sig forsigtigt omkring, men der var ingen hjælp at hente. Ligenu kunne det godt passe, at Nathan kom og reddede hende. Denne gang ville hun ikke sende ham bort, nej hun ville tigge ham om at forsvare hende. Samson skræmte hende mere end noget andet. Først mystisk, så uhyggelig, så charmerende, så farlig så... Hun kunne blive ved i en evighed. Damia følte sig som en lille pige i mørket.

"Dyr?," gentog Damia overrasket men lavt, da hendes hals snørrede sig sammen. "Ja,, svarede hun kort for hovedet samtidig med, at hun undersøgte hendes 'fængsel'. Hun fortsatte sine bevægelser med hænderne. Kvistende, der spærrede vejen for hende, begyndte at rokke på sig, da hun brugte hendes kræfter. Det var svært at bevæge dem, da Samsons kræfter også holdte dem nede. Damia smilte lumsk.

"Men ikke dyr som Dem,, hviskede hun og en rod skød op fra jorden, i den hensigt at skulle vikle sig om hans arm(?) og trække ham ned.

Samson betragtede hende lettere vurderende, om det nu var godt at have ved hånden.

"Og hvad nu.. hvis man alligevel ikke får muligheden for at bruge den?" et smørret smil kantede sig over hans læber, og afslørede to syle spidse tænder, som næsten godt kunne minde om en vampyrs. Forskellen var bare, at en vampyr havde sådan nogen i forvejen, og ikke lavede dem selv med en fil, som Samson havde gjort!

"Glimrende!" Sagde Samson og klaskede sine hænder sammen. Han skulle lige til at se sig omkring, da en plante greb fat om hans arm og trak ham ned mod jorden. Han gik ned i hug, da den sådan trak. Han så op på Damia med et gennemborende blik. Hele denne bevægelse gjorde, at hans kappe blev trukket væk fra hans overkrop, og kom om på ryggen og ligge i stedet og kunne hermed se noget blodigt tøj, som Samson havde på indenunder. Det var menneskeblod. Franks blod..

"Tror du det vil hjælpe dig?" spurgte Samson nu isnende kold. Man kunne næsten høre plantens skrig, da flammer pludselig kom frem omkring denne plante og brændte den op?
Samson gned sine håndled lidt, og kom atter på benene.

"Jeg har på fornemmelsen, at jeg får behov for den,, men problemet var bare, at hun ikke nå den, da hun stod naglet fast til træet.

Damia betragtede ham med noget, der sagtens kunne have været morskab, i blikket. At se ham tvunget ned, gav hende fornyet håb om, at det nok skulle gå. Hun skulle nok komme væk herfra. Desværre forsvandt blikket som dug for solen, da planten brændte hen og døde. Pludselig slog hendes hjerte alt for stærkt. Samson var smurt ind i blod. Ikke hans eget, men en andens. Hun kunne så ikke bedømme, om det var fra et dyr eller et menneske. Men at dømme ud fra den måde han var smurt ind i det på, var det ikke gået helt stille for sig. Damia stivnede og stirrede med let åben mund.

"Der er ikke sket noget med mig endnu, så lidt hjælper det,, sagde hun, denne gang med skælvende stemme. Damia gør endnu et forsøg på at få Samson ned Der skyder endnu en rod op, og imens begynder græsset at bevæge sig, så kniven nærmer sig hende.

Samson så kort ned af sig selv, da han kunne se hende yderst.. rædselsslagende blik? Han opdagede at hans kappe havde trukket sig væk fra hans tøj indenunder. Samsons slavemærke var broderet i rødt på det lange stof som hang ned fra hans overkrop, og indenunder havde han bare sine almindelige bukser på, som han altid havde haft - også før han bar alt dette tøj.

Uden rigtig at lægge det store mærke til det, luskede Brutus lidt væk fra stedet, med ordre fra sin herre...

"Ooh.. jamen hej Frank" sagde Samson mens han kiggede ned af sig selv, bare for at.. skræmme Damia lidt? Det var tydeligvis blodet han hentydede til.

"Du mangler et bord at banke under.. tøs..," snerrede Samson, men med en let tilfredshed i stemmen, da hun nævnte at der ikke var sket noget med hende indtil videre.
Samson ser lettere irriteret ned på roden og får nærmest et =_=' - udtryk i ansigtet.

*Hvorfor prøver tøsen dog?* tænkte Samson og rynkede lidt på sin næse, inden den også blev brændt op.

"Hør her.." brummede Samson og trådte frem mod Damia.

"Hvad er det du prøver at opnå?" Han hævede let sit øjenbryn, inden han let rystede på hovedet. Han så ned på kniven som så småt nærmede sig Damia

"Oooh.. Så du vil have, at jeg skal benytte mig af den? Javel ja.. Nu skal du se, hvordan man benytter sig af dens egenskaber!" sagde Samson med en lettere pædagogisk stemme, som om Damia var dum.


Samson så ind mellem træerne, og pludselig kom Brutus atter frem, men den var ikke alene. Den havde en levende fugl i munden. Fuglen hang ud af dens lukkede mund, og det var kun benet den havde inde. Fuglen hakkede og gjorde ved på tyrens næsebor, men det så ikke ud til at genere den det mindste. Den havde fået ordrer, og dem havde den adlydt.
Den gik frem mod Samson, og åbnede først munden da den var helt fremme.
Samson greb udefter fuglen med sin knytnæve, inden han satte Damias kniv op mod struben på den.

"Ser du.. hvis nu en sulten lille fattig pige skulle komme forbi, så kan hun få sig noget mad! Det kan du sige til hende, og så hilse fra mig! Jeg er nemlig ret barmhjertig af mig, sådan at hjælpe folk til at få mad..," brummede Samson, hvis pupiller var utrolig smalle, tegn på hans sindssyge. Fuglen spjættede og gjorde ved, men lige meget hjalp det, den var stadig i hans hule hånd. Han rakte den frem mod Damia, stadig med kniven rettet mod fuglens strube, inden han med et snuptag, havde fåret skåret en rift i fuglens strube, og blødet begyndte at piple ud. Fuglen var endnu levende, men skreg så det ville noget.
Han satte fuglens hovede op mod Damias kind (?), så hun kunne mærke hvor meget den spjættede.

"Kan du mærke det? Den gisper efter.. vejret!" Samsons øjne spillede en smule op, så man kunne se hele hans iris i øjet, hvorimod at man næsten ikke kunne se hans pupil.
Han klemte nu omkring den, og man kunne høre et lille 'knæk' fra dens skellet, og fuglen var hermed død. Damia ville sikkert kunne mærke dette knæk fra den, hvis hun var i fysisk kontakt med den.

Damia forsøgte at undslippe hans morderiske glimt i blikket, ved at se ned på hendes fødder. Der var ingen tvivl længere: Samson var skingrende vanvittig, men vanvittig eller ej, så var der et par ting, der undrede hende. "Hvorfor? Hvorfor gør De det her?,, spurgte hun i et tonefald, der pludselig ossede af sørgmodighed og medynk. Hvilken stor fejl, som hun snart ville erfare.

Jeg prøver bare at komme væk! Damia bed sig i læben, og sukkede opgivende samtidig med, at hun stadig kæmpede for at komme fri.

"Mm,, Damia kneb munden sammen og nikkede, til det Samson sagde, men hendes tanker var andetsteds. Det var ikke lykkedes hende at få bundet ham til jorden, og kniven var nu i hans besiddelse. Han stod i øvrigt og skrabbede op om den, men Damia var alt for langt væk til at kunne opfatte hvad det egenlig var, det gik ud på. Sandsynligvis bare pral, fordi han formåede at fjerne kniven fra hende.

Ud af øjenkrogen så hun Brutus komme med en fugl. Det rev hende ud af de dybe tanker, hun havde gjort sig. "Hvad?,, Damia brød sit tavshedsløfte. "Hvad gør De?,, spurgte hun en smule panisk, da han akte fuglen frem mod hende.

Pludselig satte Damia i et hyl, da han skar halsen over på fuglen. "Nej. Lad være. Hold op!,, bad hun og rystede energisk på hovedet, som for at slippe væk. Damia lukkede øjnene og bed tænderne sammen. Et gys løb igennem hende, da hun følte fuglen ved hendes kind.
Hun skreg da hun følte fuglen blive knust, og en tåre løb stille ned over hendes kind.
"Modbydelige bæst!,, hviskede hun, og så med et smertende blik op på ham. Damia spyttede ud efter ham.

Samson ignorerer hendes spørgsmål, mens han intenst ser på den nu døde fugl han havde i hænderne.

"Uhmn.. Har du overvejet.., Du kunne jo rent faktisk have gjort noget?" sagde Samson og trådte et par skridt væk, men stod stadig lige foran hende. Han holdt fuglen ud for sig og lagde hovedet let på skrå.

"Du kunne jo have taget en plante frem, for at redde den? Have hevet lidt i den.. Jaah.. det kunne du virkelig..," sagde Samson og nikkede lidt. Han gik i små cirkler lige på stedet, mens han holdt fuglen ud fra sin krop. Pludselig stoppede han.. Hans øjne hvilede på jorden, inden de langsomt rettede sig op på Damia, og borede sig nærmest ind i hendes øjne. Hans meget lyseblå øjne var knivskarpe at se på, og man kunne aldrig vide, hvad sådan et par øjne havde set gennem Samsons liv indtil videre.
Han lavede en lille trutmund i første omgang, da der kom et slesk smil frem på hans læber endnu engang.
Med hurtige to lange skridt, bevægede han sig hurtigt frem mod Damia. Hans hår bevægede sig lidt omkring hans skuldre i denne hurtige bevægelse, og hans øjne blev ikke mindre sindssyge at se på. Han blottede sine tænder mens han så på Damia.

"Du kunne have gjort noget, Damia! Hvorfor gjorde du det ikke?" Brummede Samson, hvis øjne borrede sig nærmest gennem Damia's. Han slikkede sig hurtigt over læberne, som om der lå blod på, og at han var blodtørstig.

"Elsker du... nogen Damia?" spurgte Samson og kneb sine øjne en smule sammen.
En stor flamme buldrede lige pludselig op fra jorden ved deres side, og Samsons lettere krogede, men maskuline finger, pegede mod to lysere pletter i flammen, forhold til alt andet..
Disse to hvide pletter, forestillede en mand og en kvinde, stå og holde om hinanden. Kvinden havde samme slags hår som Damia, den anden kunne være hvilken som helst dreng, selv den dreng hun holdt mest af. De to skikkelser så ud til at have det vældig romatisk sammen, eller i hvertfald, så havde de det godt med hinaden, som de stod der.
Pludselig, kom der en anden lys plet ind i billedet. Pletten var ikke lille, men den karakteriserede Samson i egen person, som gik ind i billedet, og overfaldt drengen bagfra, ved at stikke ham ned med en kniv..
Flammen gjorde et let sus ganske kort tid efter, og forblev nu tilbage som en 'almindelig' flamme. Den brændte intet omkring dem, det var som om den bare 'stod' på jorden..

"Du gør... skade omkring dig.. Damia.. Jeg har taget ham..," En lille brummende latter kom først lavt ud fra hans læber, inden den sindssygt hævede sig.

"SKADE!! SKADE DAMIA! DU SKADER ANDRE!!" Samson sang nærmest dette, og var brudt fuldstændig ud i sit galningehumør. Han fortsatte med at grine i et lattersbrøl, og gik nu rundt og rundt om træet, som Damia 'hang' op af. Det var vandvittigt at se på. Samson der grinede op som en sindssyg, mens han gik rundt og rundt.

"Man kan jo næsten kalde dig morder, Damia..," sagde Samson, da han kort stoppede op foran hende og gik helt tæt på hendes ansigt, hvor han prøvede at slikke på hendes kind?, inden han fortsatte med at gå rundt om træet igen.
Kappen dansede omkring ham, som han hele tiden var i bevægelse.

"Morder.. Morder..," Samson begyndte nærmest at synge dette op. Et par træer lige omkring dem begyndte at brænde fra deres grene, og inden ret længe var der røg omkring dem.

Damia stod stiv som en pind, med nerverne uden på tøjet.
”Nej,” benægtede hun ”De ville have dræbt den alligevel. Hvordan kunne jeg vide De ville dræbe den? Det kunne jeg ikke. De er sindssyg” – hun udtalte ordene med en snert af ubehag i munden – ”Jeg kunne ikke!,,

Da hun var færdig, lagde tavsheden sig tungt over dem. Hun fulgte ham med våde øjne, og anstrengte sig for ikke at se på fuglen i hans hånd. Det var væmmeligt. Hvordan kunne han gøre det der og hvorfor? Damia gennemgik hele deres måde, prøvede at samle forståelse for, hvorfor han havde gjort det her, og hvordan hun passede ind i hans sindssyge leg.

Damia stirrede på ham med væmmelse i blikket, da han styrtede faretruende mod hende. Desværre havde hun opgivet alle hendes forsøg på at vride sig fri. Hun følte sig så sårbar.
”Elsker,, hviskede Damia, og straks kom hun til at tænke på Nathan, og Achillius. De føltes så langt fra hende. En ensom tåre gled ned over hendes røde kind. Damia skød brystet frem, og lyttede til hans forgiftende ord, der forurenede hendes sind.

De smaragd grønne øjne, så fængslende på Samsons syge lille udgave af mistet kærlighed. Damias hjerte, som Samson havde skåret i, sank dybt ned i maven på hende. Hun måtte anstrenge sig for at holde tårerne tilbage for den svigende smerte i hendes bryst.

”Det er løgn,” råbte hun ”Jeg har aldrig gjort nogen fortræd!,, forsvarede hun sig selv, men Samsons slag var ubarmhjertige, og ramte hende dybt og hårdt. ”Hold op!,, Det var vanvid. Hovedet føltes ør. Kroppen gjorde ondt. Hjertet var på vej til at hoppe ud af hendes bryst.

”Det er ikke min skyld!,, Eller er det? Du skader alle! ”Jeg elsker dem jo!,, og se hvad det har ført til. ”Jeg er ingen morder,” angsten prikkede til hende, for hun var begyndt at tro, at det hele var hendes skyld. At hun var en… ”Morder,,

Damia gøs da Samson slikkede hendes kind, og denne berøring fik hende til at overgive sig. Hun græd stille. Tårerne løb ned ad hendes kinder som floder. Hun pressede sig mod træet for at finde støtte.

Samson gik helt frem til Damia. Man kunne næsten intet se af hans pupiller mere. Han lod sin tunge glide henover læberne mens han betragtede alle hendes tårre piple ud af hendes øjne. Han tog en finger, og strøg den let henover hendes kind (ok?) og mærkede hvordan det vugtede hans hånd.

"Så.. Sårbar en morder kan være.. hnnng?" Han så et øjeblik fuldstændig medlidenhedsfuld på hende.. eller.. det var faktisk skuespil, som han viste straks efter i et latterhyl.

"Det var og er din skyld! Du er morderen! Det er farligt at have følselser! Man risikere, at myrde dem tilsidst..," Samson kneb sine øjne let sammen. Han kom til at tænke på Janesca, men rystede hurtigt tanken ud af sit hoved igen, så han endnu engang fik et stort smil på læben.

Tyren prustede, mens den så op på Damia med sine røde øjne. Den gik roligt over i siden for at spise af noget græs, som om intet skete lige nu omkring den.

Samson smed fuglen mod Damia, og lod sin arm gnide henover sin kind. Damias spytklat for lidt siden, sad der stadig, og den begyndte at irritere ham. Det var ikke første gang han var blevet spyttet i hovedet, og han havde aldrig fundet sig i det.
Han havde faktisk slet ikke tænkt over, at hun rent faktisk havde spyttet på ham, da han havde haft travlt med at være sindssyg. Han så lidt på sin arm, hvor den fugtige tykflydende klat var gnedet ud over de. Han rynkede lidt på sin næse og så nu mere ondt på Damia.

"Hva satan!" brummede Samson vredt.

"Så morderen SPYTTER efter mig?" Samson farede frem, mens han havde kniven i hånden. Han holdt den frem mod Damias hoved lodret, mens han så ind i hendes øjne.

"Var det DIG? Vil du erkende... at det var dig?" spurgte Samson koldt, som om dette var en situation der skulle erkendes.

Hun slog et forpint udtryk op, og snappede efter hans finger. Inderst inde skreg en lille undertrykt stemme om at blive ved med at kæmpe, og ikke lade sig forfalde til løgnene. Men de havde sat sig på hende, som blækpletter på et hvidt lagen. Farven var begyndt at bredde sig, og ødelagde det hvide lagen.

"Jeg.." Damia havde en tudse i halsen, og skulle anstrenge sig for at give et forståeligt svar.
"Kan De måske se andre her, der kunne havde gjort det?," Hun rystede på hovedet, så lokkerne faldt ned over hendes blege ansigt, og hun så udfordrende op på ham.
"Med mindre De selv har savlet ned ad Dem selv,, Hun studerede hans alvorlige udtryk. Under hele forløbet var Damia blevet bleg, men rødglødende af raseri. Damia sank sammen, så det kun var hans magnetiske kræfter, der holdte hende oppe. Fortvivlelsen var tung som bly, og hendes hjerte hårdt som sten.
Pludselig gav det hele mening. Alt hvad han fortalte hende. Følelser kunne dræbe. Hun kunne havde gjort noget for den fugl, men det gjorde hun ikke. Hvorfor? Måske fordi hun inderst inde ikke ønskede at redde den. Kunne denne sindssyge person virkelig havde ret.

Damia så køligt på ham for at virke upåvirket, men hendes krop forrådte hende. Hun skælvede. Ville han dræbe hende. Ville det overhovedet betyde noget for hende?
En smerte kom rullende ind over hende, som en tidevandsbølge. Hovedet gjorde ondt, og hun kunne ikke koncentrere sig om at tænke.
"Slip mig,, hviskede hun med sammenbidte tænder, selvom hun følte sig drænet for energi. Hun var en morder. Et kold hjertet væsen, men det var ikke til at tro.

Samson så spørgende på hende, nærmest for at spørge, om hun virkelig troede at han var så dum, når det gjaldt om det med spytklatten.
Han fnøs lidt og hævede det ene øjenbryn.

"Tror du jeg er dum?" spurgte han i et toneleje, som om at hun var for dum, hvis hun virkelig troede det.
Han kunne mærke på hende, at hun havde forandret sig, efter at have været i nærheden af ham, hvilket morede ham inderligt. Det var egentlig også det han havde det sjovest ved. At se folk ændre sig på den måde, bare ved hans gøremål, og i det hele taget.. hans tilstedeværelse!

"Inderst inde, er alle mordere..," brummede Samson, og man kunne tydeligt høre, at han var ved at falde ned igen. Han havde gjort det han skulle gøre.
Damia nåede ikke at vente lang tid efter at hun havde bedt ham om at slippe hende, til at hun pludselig røg ned fra træet, da magnetismen ophørte mellem hende og træet.
Røgen var stadig i luften omkring dem, men træerne var stoppet med at brænde.

"Følelser, er det som gør mennesket unikt, men også det, som gør et menneske svagt..," Samson smilte lidt, ganske lidt. Han var selv mærket for livet af sin egen fortid, men han ville ikke tænke på det. Han havde lært af sin fejl, og så måtte han bare sørge for, at det aldrig skete igen, og at folk, skulle se ham, som en de frygtede. Samson viftede let med hånden, som et tegn på, at han var ved at forlade hende nu.
Dog stoppede han pludselig op, med en hævet finger, og kiggede sig over skulderen og hen på Damia.

"Så.. Famile.. er til for at føre racen videre.. Men ellers, er den et ømt punkt..," sagde Samson, som om at det var pointen med alt dette, siden han var gået sådan amok. Han smilte kort. Han tog kniven, smed den bagover, så den ramte lige for foden af Damia. Han vendte sig ikke omkring, men steg op på Brutus da han kom løbende, og sammen red de væk fra stedet.

//out

Damia faldt til jorden med et gisp. Hun gemte sit ansigt, men kunne ikke forhindre ordene fra at trænge ind til sig. Det gjorde ondt i hele kroppen. Den skreg for hvile. Den skreg for ro. For et rædelsfuldt sekund var hun overbevist om, at hun ville dø. Hvis ikke af smerter, så på grund af Samson.
Hun så ikke, kun hørte Samson forlade stedet, men det føltes stadig som om hans skikkelse stadig var der. Den dystre latter rungede stadig i skovbunden, som et genfærd.

Damia græd ikke. Hvad nytte var det? Der var ingen, der ville høre hende, og hvis hun græd, var det over hendes egen elendighed. Erkendelsen faldt langsom på plads. Morder...
Hun lukkede sine øjne og lyset slukkede. mørket sneg sig ind på hende. Indhyllede hende i ubehagelig stilhed. Damia besvimede...

"..."

Damia vågnede i den fugtige skovbund. Det hele var slørret, og hun måtte blinke med øjnene et par gange før det hele stod skarpt. En masse spørgsmål kom buldrende mod hende, som vilde heste i galop. Hvor var hun? Hvad var der sket? og frem for alt hvor kom hun fra?

Så som et lyn fra en klar himmel huskede hun Samson, og den smerte han havde forvoldt hende, men mere huskede hun ikke. Kun navn, smerte og Samson.

Damia rejste sig op og vaklede fortumlet derfra, fyldt med raseri.

//out

Drea famlede sig vej gennem skoven med sin sten som eneste lys nær sig, hun ser sig omkring og skimter kun omriset af mørke træer i mørket, hun træder varsomt men får sin ene fod viklet ind i en rod i jord overfladen.
''Avv for F**DEN!'' ud råber hun og gir sig til at prøve at komme fri fra roden.