Isis så roligt til mens han betragtede vandet, det var de færrste mennesker der fik tilladt at trække vejret under vand, så for Qeos som først fik sin frihed for ganske nylig måtte det være overvældene, faktisk som det var for Isis første gang hun betrådte land. Dog gled hendes blik langsomt ned på fisken mellem hendes hænder, normalt havde hun plantet de spidse tænder i den og ædt den rå, men sådan gjorde menneskene vidst ikke, det havde hun læst, de havde andre skikke, ligesom lavvandsfolket som kaldte sig civiliseret. Hun kiggede en smugle skæptisk på ham da han søgte dybere vand men valgte at svømme i forvejen med et kækt udfordrende smil "Så satser vi på at mørket ikke gør dig kullret!" lo hun kækt og svømmede længere ud hvor bunden ikke længere var til at se, men det dybe vand bare lod til at fortsætte i det uendelige. Isis dykkede ned hvor mørket for alvor begyndte at indtræffe, og hvor solen blot var et nåleøje på den store blanke overflade. Hun så op mod ham ganske afventende, nok ville det være halvsvært for ham at se noget på så dybt vand, men hvis han ville fange større dyr var det der de skulle hen for at finde dem

Qeos så ned imod hende da hun begyndteat svømme længere ned. Han stak hende et drillende smil og så ned på hende da hun stoppede med at svømme. Han kunne kun se hendes lysende øjne i vandet, der nærmest lokkede ham til at følge efter. Han havde først fornyligt prøvet at svømme, så det var noget nyt pludseligt at kunne trække vejret. Han var træt, meget træt. Han stak hende et anklagende blik pludseligt, dog stadig med et smil på læben. Hun kunne trodsalt se direkte op under hans kilt. Han vendte hurtigt rundt så svømmede ned imod hende, så kilten kom som et slæb bag sig. Han tatoveringer eller optegnelser, han vidste ikke helt hvad de var, kom langtsomt til syne da han kom længere ned på de dybe vand. Han kunne ikke se så meget, kun følge hendes stålende øjne, med spydet i sin anden hånd, der dog ingen forhindring var. Han var træt, meget, men det blev tilsidesat ligesom hans sult. Hans blik lyste at spænding da han stoppede med at svømme nogle meter fra hende. Kilten boltrede sig i det friske, mørke vand, men lå stadig nede omkring hans ben, det var han kun glad for. Han var ikke bange af sig, det kunne hun tydeligt se. " Mørket kan ikke gøre mig kullret, du aner ikke hvor mørkt det er under en arena " Sagde han bevidst og greb fat om sit spyd med begge hænder. Den fisk han havde sluppet kunne han spotte længere fremme, eller kun glimtet fra dens skæl og en røg der kom op fra den, lignede det. Det var selvfølgelig blodet. Selvfølgelig var mørket i havet noget andet, lydene var forringet og der var andre faktorer der gjorde en forskel i kampen om overlevelse. Såsom sanserne. Han lod til at være urørt af situationen, ligeså munter og konsikvent han var på land, ligeså meget var han i havet. Både alvorlig og useriøs, en god blanding når man kunne skelne.

Isis så kækt op på Qeos over hans vildfarne nederdel, men undlos at kommentere det yderligere, langsomt ledte hun han længere ned, stille og roligt, stykke for stykke, så hun var sikker på at hans krop kunne klare trykket der befandt sig under vand, for Isis var det intet problem at se i mørket, men for Qeos var det nok en lidt anden sag. Hun svømmede lidt dybere før hun pludselig stoppede op og langsomt vendte sig mod Qeos hvorefter hun lavede en håndbevægelse, en mellemstor hej cirklede få meter under dem begge, spørgsmålet var bare om Qeos også var blevet opmærksom på den, roligt bevægede hun sig op mod Qeos før hun roligt pegede mod den store haj, på størrelse med Isis hvis ikke større, normalt var det ikke sådanne fisk hun fangede, men kæmpede imod for at overleve

Qeos lukkede øjnene i ubehag over det øgede tryk, men ignorerede det, selvom at det gjorde ondt. Han udlinede det en smule men ikke tilstrækkeligt. Han så imod hende med et uforstående blik og løftede øjenbrynet i grupel over hvad hun mon gjorde. Han kunne næsten ikke se hende, og hajen havde han overhoved ikke opdaget. Da hun kom tættere så han uforstående på hende, men med et lettet blik da han så hende for sig. Han så med det samme ned og fik øje på hajen, først så han vuderende ud men hurtigt krøb et spændt smil frem på hans læber " Den skulle kunne gøre det." Sagde han spændt og lagde en hånd på hendes skulder. men undgik at røre hendes horn. " Må jeg få ham?" Spurgte han knuende med spydet i hånden, vild efter at gå i kamp imod dyret, han selvfølgelig gik ud var en han. Trykket på hans hoved gjorde at han ikke kunne høre så godt, og en hovedpine hobede sig allerede op. Han så pludselig imod den døde fisk som med et snuptag blev spist af hajen. Han syntes ikke at det var fair at kæmpe 2 imod den, selvom at dens skæbne allerede var sat.

Isis så ned mod hajen, hun vidste ikke rigtigt om det var klogt at lade Qeos angribe den alene, de befandt sig under et tryk Weos krop slet ikke var vant til, men hans øjne som lyste op var næsten ikke til at stå for "Det kan du sagtens, men hvis du mister grebet lader jeg dig ikke spille martyr!" sagde hun bestemt og slog et forsigtigt slag med vingerne der skubbede hende væk fra Qeos, så han lettere kunne komme til, at slå hajer ihjel var ikke lige til, og slet ikke for mennerker under vand, blot med et spyd, men Qeos havde fordelen at kunne manipulere med dyret, hvilket var den eneste grund til at Isis lod ham jage den alene, dog var hun alligevel klar til at gribe til, hvis man mistede taget om jagten

" Dør jeg som noget, dør jeg som martyr, men det bliver ikke nu, bare rolig, det er jo bare en haj" Sagde han smilende med sin possitive side, og fik det til at lyde som om at det var en krabbe. Han udlinede trykket lidt men det var godt som umuligt. Han så imod hajen, smilende truende. Alvoren steg ham pludselig til hovedet, det skulle nok blive udfordrende. Han skubbede sin hånd længere op af skaftet på spydet og stak omhyggeligt spidsen ind i håndfladen, dog kun overfladisk. Blodet begyndte at flyde ud af såret og op foran hans udstrakte hånd. Han vidste at hans bevægelser ville være langtsomme, og det gjaldte om at holde sig rolig indtil chancen bød sig. Han vidste at blod tiltrak dyr som hajer, helt dum var han ikke. Det var ikke bange for hajen overhovedet, han havde styr på det hele. Han var en helt anden når han kæmpede, end den lystige, smilende person han normalt var. Hans øjne skærpede ind på målet der var længere fremme. Hans øjne sveg i saltvandet, og trykket fik ham til at føle at hans hoved ville springe. Mange andre havde givet op, men han så det bare som en udfordring men en ting var sikker, at når kampen var ovre skulle han op af vandet. Han trådte i vande, hans lår smertede af overanstrengelse, ingen overraskelse, men kunne man kæmpe med krampe i lemmer kunne man også godt klare lidt smerte. Han så kort op imod hende, men lod ikke at tø op overhoved, han havde et tændt blik, han var på, kampen ventede. Han holdte som sagt den blødende hånd ud foran ham og i den anden holdte han sit spyd, trofast. Spydet var hurtigt selv i vandet, og det gjorde at han stadig kunne styre og støde det hurtigt, den havde næsten ingen vandmodstand.

"Det var da en dum ting!" sagde hn stille før hun endnu engang slog med vingerne der straks sendte hende endnu længere bagud, så Qeos havde mere plads. Hajen havde tydeligvis fået færten af Qeos og cirklede tættere og tættere på ham, Isis så stille til, men havde ikke i sinde at gribe ind med mindre det endte i et derst nødstilfælde, hu nhavde trods alt også retfærdighedssans, og vandt hajen havde hun heller ikke i sinde at slå den ihjel.
hun lagde forsigtigt hænderne på en klippe der ragede op fra havets bund og nærmest lagde sig til rette til en god kamp, men også for at hajen ikke skulle bemærke hende, hun ar trods alt godt camufleret med sine blålillae farve, som de fæsseste væsner med lav intelligens kunne skilne fra resten af vandet

Qeos ville gerne havde forsvaret sin udtalelse men kampen imod hajen trak og fristede ham mere. Han hajen begyndte at cirkulere om ham smilte han kampberedt. Men pludselig gik en ting op for ham. Han havde aldrig kæmpe i vand før, og pludselig bemærkede han hvordan de sanser han normalt kæmpede udfra var svækket. Hans syn var dårligt, saltvandet sveg i øjnene på ham. Lydene i vandet var så godt som ikke eksisterende, og de der kom var nærmest som ekko, og kunne derfor ikke spores. Der var ingen lugte at gå efter, andet end saltvand. Han ville ikke kunne lokalisere hajen ved mindre at han konstant holdte blikket imod den uden at slippe den at syne, så det gjorde han. Han trådte i vande, cirkulerede med hajen på samme sted, med spydet pegende op imod den. Kun takket være hendes evne til at frastøde vandet og tvinge ilt ud af det kunne han trække vejret, men derfor var han stadig påvirket af vandet omkring ham. Det gjorde ondt at bruge sine trætte og allerede udmattede muskler, alle fysiske bevægelser krævede mere energi i vand, og det havde han ikke meget tilbage af. Det var en kamp imod hans grænse, og sådan noget elskede han. Han havde fra start tænkt sig ikke at bruge evner, hans modstander havde jo ligesom heller ikke flere offensive våben end ham selv. Spydet var til forskel for hans krop hurtig i vandet, og formåede uden brug af kræfter at blive diregeret rundt med, hele tiden pegende imod hajens gab. Qeos havde tidligere stødt på hajer, så han kendte godt deres adfærd. Som hajen kom nærmere, blev hans blik skarpt rettet imod den, målrettet. Han tog sigte med spydet fastklemt i sin hånd, den øverste på 2/3 dele oppe på spydets skafte og den anden i bunden af spydet. Hans overarme spændtes og det samme gjorde hans overkrop idé han i et lynhurtigt træk stødte spydet ind imod hajens kæbe. Han kendte sin fjende. Hajen var tykhuddet som en hval, de der store dyr, Qeos havde set en af, på en tegning i en kro, og stødte derfor med sådan en kraft som han havde gjort i kamp arenaen imod hans modstander hvor det havde gjalt liv eller død. Han vidste at det kæmpe dyr nok ikke ville gå hen og dø ved første stød, og flygte ville han ikke tillade den. Normalt ville han ikke lade kvinden tage nogen form for slæb eller hårdt arbejde oerhoved, men når denne kvinde kunne styre havelementet, kunne hun vel også fragte den slagtede haj op til hulen, det gik vel lige op? og så meget kvinde var der ikke i hende, eller jo, hun stålede af kvindelighed, feminisme. Men så igen var hun ikke noget man kunne sammenligne med en kvinde på land, hun var så meget anderledes. Det var kun fordi at han vsr så dybt koncentreret at han ikke formåede at se op på hende. men hvis hun åbnede munden og lod et ord eller to undslippe hendes smukke læber ville Qeos eller en hver anden mand næsten være ude af stand til at gøre andet, end at lytte og ligge opmærksomheden på hendes tiltalende ydre, næsten lige meget hvilken situation man stod i. Hvis alle havfolk havde den effekt på mænd skulle Qeos aldrig derned, tænkte han i kampens hede..

Isis så roligt til kampen mellem den store haj, og Qeos som lod tilo at have styr på hvad han havde med at gøre, selvom at det var tydeligt for enhver at han var træt, og for den sags skyld havde svært ved at finde ud af havets konsistens. Hajen vred sig for enden af hans spyd, han havde ikke ramt den perfekt, men det lod til at han havde styr på det, så Isis lod ham blot kæmpe vidre uden af bryde ind, det ville være unfair. Dog var hun alligevel hele tiden opmærksom på at holde vandet fra Qeos så han ikke druknede

Halen foretrak sig ved angrebets indtraf og skaden var derfor minimal. Hajen svømmede længere ud i en ydercirkel for at holde afstand til spydet. Qeos smilte da spydet havde snittet hajen og en tynd røg af blod fulgte den. Han trak spydet lidt til sig, klar til at støde igen. Dog var det pludseligt svært at lokalisere den i mørket og pludselig var den... Væk? Qeos så sig til sidderne og vendte sig rundt i søgen på hajen. Pludselig mærkede han en bevægelse i vandet bag ham, og lige som at han vendte sig, opdagede han at hajen svømmede direkte imod ham, og var tæt på. Han stødte spydet imod dens åbne gav i dens overraskelses angreb, men fik grundet afstanden ikke den store kraft i stødet. Spyddet ramte dog aligevel en knogle inde i gabbet på det store dyr så han kunne støde fra, og holde hajen væk. Den lukkede hurtigt munden sammen om spydet, og var ikke langt fra Qeos overhoved. Dens mund var ikke langt Qeoses ansigt, og havde de været på land ville han være istand til at lugte dens ånde. Han så målrettet ind i dræberens øjne, med begge hånder grebet godt om spydet så hajen ikke kunne vride det ud af hans hånd. Han blev skubbet længere ned i takt med at hajen svømmende, og trykket steg så noget måtte han gøre. Han gjorde noget risikabelt. Han trak i et slitsekundt spydet lidt ud og stødte det så længere ind i munden på den, så hans hånd pludselig strejfede dens tandspids. Det var kun i sidste sekund da han nåede at registrere at den ville bide sammen om hendes hånd, at han slog ind med sin evne og holdte dens mund åben, da hans angreb indtraf, i håb om at tage livet af bæstet.

Isis så roligt til og slap til sidst klippen for at følge med Qeos ned i dybet, hvor mørket begyndte at omslutte dem mere og mere, og kulden indtraf hvor solen ikke længere kunne varme vandet, og på trods af Qeos drabelige kamp reagerede hun roligt og mageligt, hun kunne altid stoppe hajen hvis det blev nødvendigt, men gladiatoren var martyr og hvis han ville miste livet til det store dyr skulle han have lov til det. Isis kunne lugte og smage blodet i vandet, men det var ikke noget der rørte hende, takket være hendes race kunne hun frastøde den salte smag og lugt som vandet førte med sig, og alle hendes sanser fungerede derfor optimalt.
Idet Qeos stødte stydet gennem bæstets mund vred den sig og prøvede or alt i verdenen at komme væk, indtil den til sidst stoppede og lå stille, inden den begyndte at synke mod bunden, død var den bestemt, nu var det ´bare et spørgsmål om det stædige menneske også selv ville slæbe hajen med hjem, eller om hun skulle tage den

Ud af dens mund fossede blod ud. Han smilte sejrigt da den endelig gav op. Han var stolt og munter over sin sejr, det var koldt og modbydeligt nede på havets bund, han kunne overhoved ikke forholde sig til at hun levede i det mørke. Han svømmede ned under hajen, lagde armen om den, og forsøgte at svømme op imod hende, det gjorde virkelig ondt i lemmerne, hvor muskerne bare var trætte, og kunne ikke det store. Han så op imod hende, han vidste ca hvor hun lå. Hans blik bad til at hun ville tage den, han kunne ikke få den op, det ville være umuligt at være sådan et stort dyr op til overfladen, så den kamp kunne han godt klare at opgive. Hans smil var stolt og sejrrigt, sejren var han glad for. Han så ned af sig og opdagede pludseligt at hajens ene tand havde skåret ham op af armen, dog ikke dybt. Han kunne ikke se det for alt blodet fra hajens gab. "Isis kan du give en hånd.?" Råbte han smilende. Han var færdig nu, hans blik kunne ikke koncentreres og fokuseres, og musklerne ville ikke mere, nu så han bare frem til at ligge ned inde i hulen. Da han fik øje på hende kunne han ikke lade værre med at lyse op, det var et smukt syn selv efter en sejr.

Isis smilede ned til ham og lagde forsigtigt hovedet på skrå før hun svømmede ned mod Qeos og tog fat i hajens ene gælle som hun løftede den med sig, den var ikke tung, men for et menneske ville det med sikkerhed være hårdt. Hun begyndte langsomt at svømme mod hulerne så Qeos kunne følge med, og uden at side noget, dannede hun en stille strøm der ville føre ham hurtigere fremad, det var tydeligt at han var træt. Efter ca. 10 minutter nåede de endelig oerfladen og Isis trak bestemt hajen op i hulen før hun igen forvandlede sig til menneske, denne gang dog ikke så vellykket, hun havde endnu horn ned langs rygraden, og vingerne var der endnu, men hun orkede ikke at ændre yderligere på det

Qeos fulgte udmattet med, med svage armtag førte han sig frem i vandet, selvom at hendes strøm hjalp på det, kunne han næsten ikke mere. Det føltes skønt, fysisk udmattelse, men lige nu var det mere en belastning, uden hendes hjælp ville han med stor sandsynlighed være druknet. Da de nåede op til overfladen gav Qeos et glædeligt suk fra sig, dagslys, og lydene kom tilbage. Han næsten kastede sig hen og lagde sig på stenene, forpustet tog han sig til panden og vendte hovedet imod hans gæst og hans fangst. " Jeg forstår ikke hvordan du kan leve i sådan et element. " Konkluderede han med en lav stemme. Han lystede at tage hjelmen af efter så langt tid i vandet var den ikke behagelig at have på, når man følte at man havde brug for luft. Det var meget varmere nu, og han genvandt langtsomt kropsvarme igen. Det skulle han nok aldrig prøve igen, tænkte han med et smil og lagde den ene hånd på maven, og smed spydet fra sig som rullede lydløst langs klipperne. Inde fra hulen kunne man høre et højlydt brød og lundrede ud derindefra kom Neo med en fisk hængende ud af mundvigen. Qeos sukkede håbløst med et kærligt smil da han hurtigt kunne regne ud af det store dyr havde spist alle fiskene.

Isis fik møvet sig helt op på lang og skævede endnu engang ned mod de sære ben, hun kunne godt forstå at Qeos var træt når det var med sådan nogle anordninger han bevægede sig rundt. Hun så ud over havet som var forholdsvist roligt, der var næsten ingen bølger, hvis der havde været det havde Qeos nok også haft endnu sværre ved at komme op til overfladen end han havde haft.
"Sådan havde jeg det også lige da jeg kom til overfladen!" sagde hun med et lille smil og skævede ned til Qeos som helt udmattet lå på stenene, "Jeg kan ikke være i solen ret lang tid ad gangen uden den brænder og svir!" sagde hun og skar en grimasse, det var vel også klart når hun var vant til at leve i næsten total mørke, men for hende var både mørket og kulden naturligt, hun havde været ved at gå i spåner første gang hun kom op på lavt vand, deroppe hvor de fjolle lavvandsfolk levede

" Så er det jo godt at vi befinder os i skyggen " Sagde han med et smil og så hendes skønhed an igen, det kunne han godt få dagen til at gå med. Aligevel faldt hans blik på såret fra hajen, som dog ikke blødte mere, den havde fået masser afløb i vandet og saltvandet havde også gjort sin del, det var kun for saltvandets svigen at han overhoved havde opdaget det. Han strakte overkroppen imens at han drag et udmattet suk og så imod Neo, den var da også for dum " Det er godt at vi har skaffet mad. " Sagde han med en rolig stemme som ikke var til mening at tildrage Isis opmærksomhed, det var bare en konklusion. Den kluntede skildpadde lundrede ned imod Qeos og fandt plads på en sten længere oppe over dem. Qeos rettede på sin gennemblødte kilt. Han havde ikke tænkt sig at tage hjelmen af, imens hun var der, men han var jo nød til at få noget mad, disuden lod hun til at være vant til lidt af hvert og især hvad angik bizzare ting, hun kom trodsalt fra havets vilde. Men i første omgang ville han helt genvinde puste. Hvad der skulle blive gjort af hajen vidste han ikke, han var ikke god til at tilberede den slags, mange opgaver blev han betalt for men at lave mad var ikke en af hans stærke sider, og det ville overraske ham hvis hun viste evner indenfor noget med tilberedning af mad at gøre. " Hvad syntes du så? det gik da meget godt, alt i alt " Sagde Qeos stolt med et smil og blinkede til hende, han var glad over sin sejr, men var nu også godt smadret, han havde presset sig selv til grænsen, så det krævede vilje lige at bruge det sidste overskud på at indtage føden.

Isis så på skildpadden der kom ned mod dem, hun brød sig stadig ikke om den, men hun var vant til at være påpasselig, hun kom trods alt fra havets bund hvor trudsler og farlige dyr var en del af hverdagen. Hun lagde sig flat ned på maven og så over på Qeos, hun var også træt, hun havde svømmet hele dagen, da hun havde været på besøg hos hendes folk siden det sidste besøg hun havde haft på overfladen, de brød sig ikke om at hun strejfede rundt på den måde, men de havde egentlig slet ikke været bedre selv. Hendes mor kom tit til overfladen og lokkede mænd med ned i dybet med hendes sirenesang og hendes far havde selv ville opleve det, for ikke at sige hendes legesyge brødre. Dog havde ingen af dem kommet så langt op på lang som Isis, det var faktisk de færreste der kendte til dybhavsfolket
"Det gik meget godt jo!" sagde hun med det lille smil, og så op på hajen "Hvordan spiser i dem?" sagde hun spørgende, hun var trods alt vant til det råt, spørgsmålet var bare om de gjorde sådan over vandet også.
Hun betragtede roligt Qeos krop, hun var havde efterhånden vendet sig til at hans ansigt var dækket, det var bare frustrerende ikke at kunne læse ham på nogen måde, andet end hans stemme, som var utilregnelig når den var så udmattet som Qeos nu engang var

Qeos tog en masse luft i lungerne og tvang sig op og sidde, med en hånd imod klippen til at holde ham oppe i en vinkel så han kunne se imod hende " Vi tilbereder dem som regl og stejer dem over bål, men hajens kød er vidst ikke så god for spise, men det går nok... " sagde Qeos med et skævt smil, enelig havde han fanget den på grund af udfordringen i det, da han havde regnet med at der var fisk nok. Måske havde Neo ikke spist dem alle sammen, det var et forsøg værd at kikke. Svagt rejste Qeos sig op, han følte i situationen at selv en forsvarsløs kvinde kunne puffe ham omkuld. Han så længere ind i grotten og fik øje på enkelte fisk de havde fanget, og han var ikke langt tid om at samle dem sammen så de lå på en linje ved siden af hinanden, ved det opsatte bålsted, brænde havde hulens gamle beboer sørget for, og masser af det, det havde sikkert været en hjemløs mand der havde taget bo i de kolde og fugtige huler.

" Fryser du?" Spurgte han hende spørgende, han frøs selv efter turen ned på bunden af havet, og var langt tid om at genvinde varmen fra før, så han begyndte at tænde op i bålet som der hurtigt var ild i. Flammerne afspejlede sig i hans blanke hjelm, som stadig var våd efter turen. Han strakte nakken og berørte den blidt, i træthed. Hans blik hang dog hele tiden skiftevis på Isis og ilden. Neo, skildpaden, lundrede hurtigt ned i vandet i ly fra bålstedet, det var ikke noget den brød sig om.

Isis løftede undrende et øjenbryn mod ham, stegte dem, det var da sært, "Så i bruger det der ild til at.. eller så i kan spise det?" sagde hun og skar en grimasse, hun havde læst om ild, men aldrig oplevet den, efter sigene skulle det være ubehageligt og ikke være særligt rart at se på.
Roligt så hun efter Qeos da hun forsvandt ind i hulen, og hun sendte den storre padde et kort hårdt blik før hun langsomt vaklede efter ham. Roligt betragtede hun ham mens han lavede bål, og ganske rigtigt, ilden var slet ikke noget for hende, den skar i øjnene, næsten ligesom solen, dog nøjes hun med at rygge ligt baglæns så hun ikke sad så tæt på.
"Nej jeg har det fint! Du ser til gengæld kold ud" sagde hun med et smil og lagde hovedet på skrå mod ham, hun var vant til at leve på dybt vand og kunne let leve med ned til minusgrader, derfor havde hun det også varmt på overfladen, hvor selv luften var varm.

Qeos så spørgende på hende da hun spurgte ind til ilden men hurtigt kom han i tanke om hvor lidt hun vidste. Han satte sig ned ved siden af ilden, tydelighvis smadret " Ja vi varmer det over ilden, rå føde gør os syge.. Jeg går udfra at du ikke bruger ild for at tilberede jeres mad.. spiser i det rådt?" Spurgte han med et smil på på læben og så indgående på hende, sådan noget var han ikke vant til at spørge om, og at forstille sig kvindemennesket foran ham spiste kød og andet rådt var ikke en lækker tanke, men folk var jo forskellige, man spiste hvad man fik, sådan havde han selv lært det fra arenaen, så han var ikke sart. Aligevel ville han dog holde sig til ilden. Han tog en spids pind der lå lagt ved siden af de rå fisk og med pinden i den ene greb han med den anden hånd om fiskene en efter en og spidede dem på pinden, og førte dem ind over bålet, hvor han lod dem stege. Han bemærkede hurtigt at ild ikke huede hende... " Jeg bliver nok snart varm" Sagde han med et charmerende smil, frøs gjorde han bestemt, men det var kun kulde, bålet skulle nok ordne det i længten, det var trodsalt ikke helt mørkt endnu, men solen var efterhånden ved at gå ned. " Jeg har et sår på kinden der ikke vil heale, det er derfor at jeg ikke viser ansigtet frem, folk bliver normalt stødt over det, og det skaber en masse opmærksomhed, hvad jeg ikke er interesseret i. Er det noget du kan leve med?" Spurgte han stille og roligt, han var ikke vild med at tage hjelmen af, men aligevel var den begyndt at blive upraktisk, takket være vandet og hans våde hår, og så skulle han jo tage den af for at kunne spise uden at ligne en idiot.