Skrigene fortsætter langt ude i byen. Krigerne har fundet et nyt sted at plyndre, men himlen forholder sig stadig mørk. Måske er de løbet tør for ild.
Det samme kan bestemt ikke siges om Renatika, hvis røde kinder gløder lige så varmt som enhver flamme, og hendes forslåede knoer lader ikke Lucifer få en pause til at forklare sig. Og hvis de gjorde, ville tøsen nok ikke lytte alligevel. De vinterdøde græsstrå, der hviler mellem de skidne brosten, vækkes med ét til live og dundrer højlydt op af jorden i eksploderende fart og kraft. Med samme vrede som Renatika griber de nærmeste ud efter Lucifers ankler, mens andre snor sig drabeligt om de to kæmpende. Lægger sig over deres skuldrer, hvæsende som slanger. Dette er alvor.
Renatikas greb om Lucifers hals strammes i takt med at vreden bobler op i hende, og de før blodfarvede knoer bliver hvide. Hvis Renatika kunne se Lucifers kæmpende ansigt, ville hun måske stoppe. Men de salte tårer blokerer hendes udsyn og slører verden omkring hende. I stedet kører hundredevis af minder for hendes øjne, skænderier, slagsmål, opkast, blod, glasskår, pine, smerte, ve-

"GAARUGH!"

Det bløde bump høres tusind gange hårdere for Renatikas ører, idet hun knalder hovedet mod brostenene. Lucifers angreb ramte plet. Klodset hikster hun efter vejret og forsøger uden held at tage hånden op til halsen, alt i mens en smerte breder sig fra det røde mærke ud for det brækkede kraveben. Den stride strøm af tårer øges kun i styrke, da Renatika også begynder at græde med stemmen. Lange, sammentrukne host fylder den ellers så stille plads, indtil en kvalmende lyd kommer fra hende, og en sø af blod farver både kæber og brosten en mørk rød.

Lucifer mærker sin næve ramme Renatika varme hals. Han har lukket sine øjne, i frygt for at se hende falde. Lyden af en smertende krop der rammer jorden får ham til at krølle sig sammen, men lyden kan ikke holdes ude. Han hører hendes smerteskrig og stikker fingrende i ørende, mærker frygten dunke i hele kroppen som en fugl der flyver imod en rude, og vil ud, uden at gennemskue at den bare banker sig imod glasset. Lugten af blod breder sig, nu hvor her endelig blev stille. Lucifers hvide skjorte er blevet grå og plettet, af den beskidte grund.

To sekunder går der. Et øjeblik der føles som hundrede år, hvor tiden står stille og sindet flyver væk sammen med baggrundsskrigene der stadig forstyrrer den stille nat. Lucifer hoster voldsomt, da næseblod løber ned i hans hals. Hans hoved gør ondt, efter at have knebet øjnene så voldsomt sammen i lang tid. Billeder kravler rundt på hans øjenæbler og hiver ham i øjenlågene. For nu var han gået for vidt. Han havde slået Renatika. Hun havde ret i alt hvad hun sagde. Djævleyngel.

På himlen dukker duen op. Duen der tidligere fra fløjet væk fra Renatika, efr at have skedet på Mørkets Lords statue. Dens røde øjne kigger derned, og bliver kun rødere. Her oppefra ser det latterligt ud. En ung mand, ellers pæn i tøjet, på 1.80 der ligger i forsterstilling med voldsom næseblod og fingrene i ørene. Ved siden af ham ligger en ikke så høj, gadetøs iklædt noget der kunne ligne herretøj, dog gennemblødt af blodet fra hendes kæbe, og hulker. Duen lander på den sorte statue og sender en forrykt kurren ud i mørket.

Ilden blusser atter op igen, langt borte, og et roligt skær pryder den stjernefyldte nattehimmel. Lyden af kvinder og børns stille gråd mange gader væk blander sig med Renatikas udmattede hulken og duens vrede skrig. Ellers er der stille. Fuldkommen stille, ikke en tanke går igennem den forslåede piges sind. Den smertefyldte puls dundrer overalt i hendes krop, fra de iturevne nerver i kravebenet, til de brændende varme tindinger.
Dunk. Dunk. Dunk. Presset får det nattemørke verdensbillede til at pulsere. Dunk. Dunk. Dunk. Kurr! Dunk. Kurr! Med et tungt, hæst åndedrag lykkes det Renatika at vende hovedet en anelse mod fuglens anklagende kurren. Dens mørke øjne synes bedrøvede, og da en blid støvregn falder brusende over himlen, lægger de spinkle dråber sig som tårer på dens fjer. De havner i pigens vidtåbne mund og blander sig med den metalliske smag af blod. Hun hviler øjnene et kort øjeblik, før hun ser sig rundt igen. Hendes beskidte, slidte støvler ligger stadig tungt på Lucifers skjorte.

Hvad var det egentlig der skete?
Udmattet forsøger hun at få styr på tankerne inde i det smertende hoved, men kan ikke få andet til at stå tydeligt, end da hun ramte jorden. Og så hostede hun vidst nok blod, konstanterer hun ved synet af den halvt opløste sø ved hendes side. Hendes hænder dirrer stadig, men det er også det eneste der stadig er i tvivl.
Dunk. Dunk. Dunk.
Trykket fra Lucifers bryst lettes, men i stedet peger et regnvådt, blankt knivsblad mod hans strube.

"Gid fanden havde dig, Lucifer." Hendes stemme er ikke særlig høj, og hun falder snøvlende over ordene. Men det er heller ikke nødvendigt, at blive hørt. Den dundrende puls og duens kurren er nok.

Lucifer fornemme liv omkring sig. Bevægelse og tanker. Det får ham til at trække fingrene ud af ørene, og en konstant summen ophører. Lyden af natten overdøver tanker, aldrig før har mørke været med så mange lyde. Skrigende er så småt forsvundet, men deres skingre ekko hænger stadig i luften i hele nabolaget. Vinden har ført lugten af brændt stråtag ind over byen, som en mørk skygge til at minde folket om at det her er alvor. At der sker mere lige nu, over hele Krystallandet, end en enkelt krystallisianer kan rumme. Det er derfor folk virker så indelukkede. Deres verden er blevet et tabu.

Lucifer hoster igen. Brostenene lugter af lort og spyt og blod. Garanteret også pis, og Lucifer drejer hovedet op imod himlen. Stjernerne beroliger ham, som de altid har gjort. Han mindes de tidligere nætter, for et par år siden. Garanteret inden han mødte Renatika, dengang han var en rastløs ung knægt med næse for stærke drikke, og selvom han var så langt ude som en ung knægt kunne være, var han til tider lykkelig. Især når han de mørke forårsnætter lå på Medaniens kornarker, og kiggede op på stjernerne, for at blive mindet om at de altid ville være der. Bare for at ensomme gadebørn som ham, kunne have nogle at snakke med.

Durrens kurren ophører i takt med Lucifers tanker og det kloede dyr glor ned på Renatika. Den har garanteret set lignene våben mange gange, især de sidste par måneder. Nu hvor krigen er brudt ud, er antallet at mord steget. Folk bliver desperate.
Lucifer synkes en klump, og mærker hvordan hans adamsæble rammer bladet. Han kigger ind i Renatikas farverige øjne, for at mumle;
"Det har han allerede"

Stjerner glimter let på den sortblå himmel. Hvad de egentlig er for nogen, de stjerner, ved Renatika ikke, til trods for de mange timer af sit liv hun har brugt på at - nøjagtigt som Lucifer - stirre op på de hvide prikker. Alligevel har hun aldrig skænket det en tanke hvad prikkerne består af, overhovedet ikke. De er der bare. Gudskelov.

Men lige nu, er stjerner det sidste Renatika tænker på. Den let åbne mund er stadig sølet ind i ildelugtende pletter af blod, der fortsætter ned langs hendes hals og brystkasse. Den højre arm, der holder kniven dirrer uroligt, det tynde blad virker abnormt tungt at holde for den udmattede krop.
"Hng..."
Et let støn undslipper pigens læber, og det desperat tomme blik glider langsomt fra Lucifer og over på den makabert forvredne venstre skulder. Under skjorten pryder et mørkelilla mærke hendes ellers så blege hud.
Dunk. Dunk. DUNK. DUNK!
Med blikket fast rettet mod den før så flotte herre på jorden, mærker Renatika hvordan hendes puls igen bliver hektisk og smertefuld. Hvordan hun er havnet i denne situation, overgår hendes forstand. Alligevel har hun mest af alt lyst til bare at stikke hånden frem. Bore kniven ind i hans grimme lille hals. Græsstråene snorer sig besværet omkring hendes knælende ben, omkring Lucifer.
...Lucifer. Kan det være rigtigt? Vil hun virkelig dræbe ham? Der er vel kun én måde at finde ud af det på...

Dunk, dunk, dunk, dunk, bump. Hun når ikke engang at tænke tanken færdig, før hun for anden gang den aften smager på brostenene. Med den brændvarme skulder fastklemt mellem jorden og sin egen krop, når hun lige akkurat at se stjernernes lys blive skjult bag et flammende orange skær, før smerten bliver for meget til at holde ud i vågen tilstand.

Lucifer kigger op på Renatika. Hans grå øjne er sløve og afventende. Måske er det det der skal til, det han fortjener. At få borret et skarpt knivblad ind i sin blege hals. Renatika ved sikkert bedst, alligevel. Hvis hun gør noget er det vel det mest rigtige. Og han elsker hende nok til, at lade hendes slå ham ihjel for at hun kan få fred. Det må hun selv om. Han vil nok ikke blive meldt savnet.
Hvis han ville stoppe hende, kunne han godt, det er han overbevist om. Og han kan mærke hvordan hendes dirren også får hans krop til at dirre som en hjemløs narkoman, der er løbet tør for stoffer. Lucifer spejler sig i kniven og ser sit smil. Men han smiler ikke.

Lucifer mærker hvordan den voldsomme, agressive Renatika pludseligt falder. Igen. Han bryder sig ikke om det. Det er trodsalt overhovedet ikke sjovt at være så opsat på at dø, for derefter at skulle leve videre med hovedet fyldt med spørgsmål. Alle de ting man har lagt fra sig vil dukke op igen, og snage som aldrig før. Langsomt sætter han sig op. Det svimler for hans øjne, efter at have ligget ned i så lang tid. Klappen for øjet er blevet skubbet af, da han lå på jorden. Det afslører et ledt ar, ned over det ene øje. Og da han åbner det fortsætter aret hvor det slap, ved øjenbrynet, ned over pupillen. Den er efterhånden blevet grå alligevel. Øjne bliver grimme, af ikke at blive brugt. Men det betyder ikke noget nu, mørket skjuler alting.

Lucifer tørrer næsefløjen af med sit skjorteærme. En lang stribe af blod planter sig på det, sammen med duelort og jord. Hans øjne falder på Renatika. Det ligner hende at besvime.

Duens genoptagede kurren skærer nådesløst igennem den frosne natteluft, igennem den perlende støvregn, og igennem det orange skær i horisonten. Lyden af fuglen blander sig med den af regn der springer fra allerede drivvåde sten, fra gennemblødt rødt hår og beskidt tøj. Statuen stirrer udtryksløst ned på dem med sit stenansigt, fuldkommen uberørt af den dramatiske farce. Der er ikke engang en dråbe blod på den, og de fine festklæder stenlorden er iført er glatte og uden krøller. Det virker ikke retfærdigt.
Ilden slukkes, langt borte et sted i Krystallandet, eller er det blot i en krog af Renatikas sind? Hendes blodskudte og hævede øjne er lukket i en fast søvn, og et eller andet sted bag dem mærker den unge pige de små regnperler ramme hendes ansigt. Som hagl. Blodrøde hagl, eller bare prikker for øjnene.
En tynd stribe af blod finder sin vej ud over hendes sprukne læbe og videre ned i det skidne regnvand.

Havde Renatika været vågen, og havde Lucifer sagt sine tanker højt, ville et nyt skænderi være under opsejling. Hun skulle have hugget til, synes han. Egentlig kan Renatika ikke se nogen grund til at den djævel ikke skulle ligge død på pladsen nu, men alligevel. Hun skulle ikke hugge til.
Lucifer, falden engel, betyder det. Hun ville alligevel ikke dræbe en engel.

Duens kurren tager til i kraft, for efter at dø langsomt ud igen. Den er ikke hvid, som duerne i eventyrerne. Den er mørkegrå, som en almindelig flyvende rotte. Passende, for et land, befolket af pestbærere.

Regnen gennembløder Lucifers tøj på ingen tid. Han giver sig tid til at vende hovedet op imod den stjernebesatte himmel, og nyde de blide, kolde dråber skylle hans ansigt rent for blod. Knægten sidder stille, med alt og intet i tankerne. De sidste lys i husene omkring dem er slukkede for længst, sammen med de sidste udbrændte gadelamper. Lugten af regnen gør luften frisk, og snart er den brændte lugt også forduftet. Og lugten af blod, der i det sidste stykke tid kvalmt har fyldt gaden. Skyllet ned i gennem afløbende, ned i kloakerne. Væk, ligesom alt det andet der for lidt tid fyldte så meget.

Knægten fører blikket over på Renatika atter engang. Bare for at se, at hun ikke skulle springe på ham hvert et øjeblik. Man siger at små børn er sødest når de sover, men for Renatikas vedkommende gælder det ikke. Hun er altid på vagt, undtagen når hun er besvimet. Renatika er sødest når hun er bevidstløs.
Lucifer stryger blidt sin hånd over hendes våde hår, og man skulle tro at hun bare sov. Kærligt flytter han hendes hånd væk fra hendes kniv, og samler den op, for endnu en gang at spejle sig i den. Hans næse er skæv. Garanteret brækket.

Duen på statuen drejer hovedet, og ryster det på grund af regnen. Langsomt begynder den at pudse sine vinger, en lille fjer af gangen, med sit grimme, lille og spidse næb. Upårvirket af hvad der sker omkring den, og alligevel så betydningsfuld.

Renatika vågner ved, at en ny ladning blod strømmer op igennem hendes hals og fosser ud af munden i et host. Med blod dryppende fra både næse, mund og kinder, støtter hun sig prøvende på den raske arm. Lugten af regn overvælder hende lige så meget, som den bidske stank af blod og død har gjort for få øjeblikke siden, men på en ganske anden måde. Hun har egentlig altid godt kunne lide regn. Det dufter så dejligt. Dunk. Pulsen er stadig høj og larmende, men hendes krop er for chokeret til at opfatte smerterne ordenligt. Dog, det varer nok ikke længe før omfattelsen af skaderne går op for hende.

Ude af stand til at fokusere bævæger hun blikket hen over det nyrensede stengulv og videre mod den blanke reflektion i knivsbladet, der roligt lyser op i stjerneskæret. Kun en anelse. Månen er kun ganske ny, og slet ikke stor nok til at lyse ordentligt op, men det lykkes hende dog alligevel at se sit spejlbillede i bladet. Dækket af blod. Den røde masse dækker den slidte kniv, som til forvæksling ligner noget, der har været dybt inde i en strube. I hvert fald fra Renatikas synsvinkel. Men Lucifer ser blot den brækkede næse, fra den anden side. Og det er vel meget fint.

"Lucifer.. Det gør ondt."
Hendes stemme er overraskende tydlig, taget det brækkede kraveben og munden fuld af blod i betragtning. Men det mest forbløffende er den rolige, næsten venlige klang i hendes stemme, så ulig hendes opførsel før.

Lucifer kigger sig over skulderen, da der pludseligt kommer liv i Renatika. Han smiler. De kommer til at ligge syge i flere uger, gennemblødte på en februarnat bliver man altså forkølet af. Men hvad, nu plejer de to jo ikke tænke så meget over at være praktiske. Lucifer holder forsigtigt omkring kniven, og drejer den gentagende gange. Hans øjne hviler på den, og minder ham om hvor tæt han var på at få hugget den i struben. Derfefter rejser han sig, med en dyb indånding ud i den friske luft.

Forår. Det var forår det duftede af. Våren var på vej, snart ville hele verden springe ud igen, træerne skulle ikke mere stå nøgne og ubeskyttede. Ja tænk, allerede var de første Vintergækker dukket op, sammen med nogle gule erantis. Lucifer havde set dem, ironisk nok foran mørkets Lords Slot. Nogle ting er vel bare for stærke og for betydningsfulde, til at lade sig slå ud af omgivelserne. De ville såvel være det eneste, der voksede der.
Lucifer hoster voldsomt, da hans insnusen drukner i blod, fra næsen der stadig løber. Han spytter på brostenene, bare for at se spytklatten blive skyllet væk igen, lige så hurtigt som den kom.

"kommer du?"
Siger han roligt, og rækker hende en hånd. Han ved ikke hvad det er, ved ikke hvad de laver og hvad de er. Men han er ligeglad.

Egentlig har hun ikke lyst til at rejse sig, men betragter blot dovent Lucifers fremstrakte hånd. Det er ikke ligefrem fordi hun har tilgivet ham. Men uden hjælp kommer hun ikke fra pladsen i levende live, ikke med den brækkede knogle.
"Ajchew!" Og heller ikke med en nyfanget forkølelse. Så, i sidste ende tager hun alligevel lidt muggent i mod den noget medtagede drengs tilbud om hjælp, og kommer efter lidt besvær atter på benene.

En lille, gul blomst ved statuens fod lyser op i nattemørket. Den har hun alligevel ikke set før nu, og med ét breder et diskret smil sig på hendes læber. Det er det han kigger på, afgør hun. Statuens frosne stenøjne er rettet let nedad, mod den ensomme erantis. Ovenover sidder duen stadig, ligeså mørkegrå og rødøjet som før, men da de to personer vakler forbi, basker det bevingede dyr op og flyver videre. Kniven ligger hvor den blev efterladt, sølet til i et spejlbillede af blod.

Måske får vi en hvid due, alligevel, er det eneste Renatika tænker, før de drejer om hjørnet og forsvinder.

Det lidt sent og nogle af boderne har allerede lukket for idag.
Kun få står tilbage.. en tømmer.. en smykkehandler.. tøjhandler.. og så en sidste..
Patricks, lidt slidte, men fine bod, hvor der står en kvinde i, med langt mørkt hår og et varmt smil. Dog passer hun ikke ind, da det er en læder bod...
Hun står og prøver at lokke folk hen til hendes bod, da der ikke har været det store salg idag, som der plejer..
Hun er egentlig underskøn, så mange mænd kigger da der bliver kaldt, men går bare forbi, fordi deres øjne overtager deres øres sanser...

Lorelei kommer gående og svinger ekstrem meget med armene, som hun tydeligvis gør for sjov.
Hun er på vej hjem, men skynder sig ikke speciel meget, da hun ikke ser nogen grund til det, hun kan altid tage noget mad i køkkenet, hvis hun er sulten, og hendes forældre venter ikke just på hende.

Mens hun går, er der noget der fanger hendes øjenkrog. Det er en smuk kvinde, ikke fordi hun er interesseret i kvinder, men hun har en teori om, at hvis der er smukke mennesker ved en bod, så må der også være spændende ting, så hun bevæger sig over mod boden.
Hun bliver noget skuffet, da hun kommer over til boden og opdager at det er læder der er der.

Patrick lyser straks op og smiler stort og varmt.
"Velkommen! Skulle det være noget med en fin taske af kanin skind? Eller måske bare noget hjorte skind, hvis de selv er fiks med hænderne?" spørg hun på en måske lidt for... ivrig måde, som godt kunne skræmme andre væk. Som det nok også gør, da ingen har været der siden hun begyndte at små-råbe efter menneskerne som kom forbi.
Hun stod ellers bare nu og ventede på et svar fra Lorelei, som forhåbenligt var et salg.

"Jeg ville egentlig bare se hvad her var," grinte Lorelei og smilede til kvinden. Hun mærkede kort på sine lommer og sagde så, "desuden har jeg ikke nogen penge på mig lige nu. De må ligge derhjemme"
Lorelei tog dog ikke smilet væk, men kiggede på tingene.

Hun ville altid have så lidt med som muligt, så hun gik aldrig med tasker, så Patrick ville få svært ved at sælge hende en taske. Der skulle ske et mirakel, hvis man fik hende til at gå med en taske.

Patrick fik smilet lidt skævt over svaret og så sig lidt om i boden mens en mild "Hmm.." kom fra hende. "Måske et bælte? Eller jeg kan lappe noget for dig?" tilbyder hun, da det nok var det billigste hun havde lige nu.
Hun holdte et bælte op som egentligt bare var rimeligt standard, bortset fra mønster som var fint gravet ud med specielt værktøj, til læderarbejde. Altså riller i den, så det ligner blomster med stilk.

"Jeg tror desværre jeg må springe over," sagde Lorelei og smilede svagt til kvinden. "Som sagt ingen penge, og skind eller læder klæder mig ikke. Så skulle det lige være mine søster, men hende har jeg ikke set i virkelig lang tid," begyndte hun pludselig. Lorelei vidste ikke hvorfor, men hun begyndte bare at sige noget ubetydeligt. Hvorfor ville en fremmede vide sådan noget?

Patrick sukker og rusker lidt i håret, mens hun så kigger rundt omkring. Ved at være godt tomt.. Måske skulle man også selv lukke for i dag.. håbe på succes imorgen. Hun træk på sine skuldre og begyndte kiggede igen på Lorelei.
"Jeg forstår, håber De får en god aften så-" siger hun, idet stemmen langsomt bliver dybere.. -"Tror bare jeg lukker nu så" siger hun med et adamsæble stikkende ud af halsen.
Hun trækker i skulderne og rykker lidt i dem, i det de knækker lidt på sig og vokser sig bredde og muskuløse.
Håret forblive det samme, som de lilla øjne, dog ansigtet ændre sig langsomt til at blive en mands. Og ikke sidst, begynder brysterne at blive til brystkasse.
Tøjet trækker sig ind og ændre sig fra en kjole til noget simpelt jæger tøj; altså læder bukser og en kofte.

Efter det hele, står Patrick der nu i sin rigtige form; som en mand. Han ryster let håret, for så at finde et bånd han havde i håret som kvinde, som han binder op til at blive en hestehale, i det lange mørke hår.
Roligt begynder han at pakke sammen..

Lorelei står og glor helt vildt.
Var der lige en kvinde, der forvandlede sig om til en... mand? tænkte hun og blev bare ved med at glo.
"Det der var utroligt!" udbrød hun så endelig. "Jeg har aldrig set en kvinde blive til en mand eller omvendt for den sags skyld."

Lorelei havde fået et af sine store velkendte smil på læberne, pga. det der var sket. Det var så sjældent man så sådan noget, i hvert fald når man var hende. Hun havde ingen rigtige magiske evner selv, og det ærgede hun sig over.

Boden er allerede pakket halvt sammen, i bunker af læder, under den lille trædisk, sammen med kurve med vare.
Han kiggede op på Lorelei og smilte varmt til hende, men han stod med et udsøgt ulveskind, som var lavet til en kappe.
"Syntes du virkelig?" spørg han og giver hende et blink, før han bukker sig ned for at lægge kappen øverest på en anden bunke af kapper, frakker og vester.
"Tja, det er hjælpsomt at kunne, når man sælge ting. Det har lige som en effekt at være 'uskyldig' " siger han og ler kort, men hjerteligt, mens han checker op på hvor meget han har tjent.
To jader og 56 rav stykker.. plus en knækket, som nu ellers godt kunne slibbes til en finere en.
Han skifter blikket fra sine vare til Lorelei, for fortsat at være social, da hun egentligt virker venlig nok, fordi hun ikke løb væk, ved at han er en mand.