Med foråret tilbage i fuld udspring, var der ikke længere nogen grund til at blive indenfor for beboerne i Hovedstaden. Men selv med solen fremme på højeste himmel var gaderne endnu ikke blevet fyldt ud med diverse mennesker og væsner. Eftereffekterne af plagerne sad stadig fast i folks hjerter og påvirkede stadig flere end, hvad Saga brød sig om. Specielt som en, der havde gennemlevet dem uden yderligere problemer. Når hun så tilbage, var det næsten, at hun havde været en af dem, der havde haft det bedst. Blandt andet under tørken havde hun kunne hun søge til det kolde nord, hvor vand i form af smeltet is og sne var til rådighed. Og under mørket var hendes krop allerede vant til kulden fra de bidende vinternætter i sin hjemby.

Det var blevet ganske almindeligt for den unge harpy at befinde sig i den mere summende del af Hovedstaden. Hun havde endnu ikke samme kendskab til byens labyrint af mindre gader, eftersom hun ikke just have den største mængde af fritid til at gøre det. Ikke med hendes præstelige gerninger, som skulle gøres med omhug, hvis hun skulle se frem til at stå udenfor lærling stadiet. Men ved steder som markedspladsen var det bestemt ikke uhørt for hende at befinde sig. Selv i de travleste timer, fandt hun en vis charme ved stedet og dets liv. Og iført en ærmeløs råhvid bluse og den tætsiddende talje-vest i slidt mørkebrunt læder sammen sat med et rødbrunt skørt, der dækkede hendes dyriske ben til anklerne, havde hun endnu engang begivet sig igennem de mange boder og larmende folk. Til trods for den nye varme havde hun ligeledes svunget en tung lang kappe over skulderne. Mest for at vække mindre opmærksomhed mod de bevingede arme. Et blødgørende og barnligt muntert smil sad på hendes røde læber og prægede det blege ansigt med imødekomne folder, mens hendes øjne faldt nysgerrigt fra side til side. Hendes dunk med vand slog rytmisk mod hendes hofte, som hun med rolige skridt slæbte sig igennem den lange gade.

”Hey! Pipfugl!” Med ét stoppede Saga dog i sit sted. Hun kunne allerede mærke sit hjerte falde en tand, inden hun faktisk drejede sit blik i retningen af den hånende stemme med et undrende udtryk. Hun nåede dog ikke at få øje på den arrogante unge mand, der sad med sit slæng på et par halmballer, før hendes synd blev blokeret af noget rødt. Automatisk havde hun klemt sine øjne hårdt sammen, da den overmodne tomat havde ramt hende halvt i ansigtet og chokket tvang hende et par skridt bagud, hvor til hun blev nød til at sprede sine vinger en smule for at holde balancen. Hun kunne atter føle den klammefornemmelse af det resterende af tomaten gled slimet af hendes ansigt og ned på jorden, hvorefter hun endelig åbnede sine øjne igen. Blot for at blive mødt af flere sat leende ansigter. Folk omkring dem kiggede egentlig bare til. Det var dog ikke ligegyldige udtryk, der var at finde hos folk, men det var ikke helt unormalt for diskrimination at ske. Specielt ikke mod et væsen som hende, selvom hun tydeligvis var et yderst civiliseret individ. Det var ikke første gang for hende heller. Men sidst havde været helt tilbage under den tredje plage. Det værste var dog, at hun ikke selv gjorde noget ved det. Hun stod der bare – ynkeligt – og lod nærmest som om, at gerningsmændene ikke var til stede. 

Som forårets vinde blæste blidt gennem landet var rejsen til den store Hovedstad næsten uundgåelig for den nyligt fri dæmon og dødsynd Lúcen. Han ville endelig have chancen for at se mennesker og andre dødelige i deres naturlige vaner, uden de var påvirket af plagernes trolddom, men blot frygten der stadig havde rod i mange folks hjerter.
Det måtte være omkring en uge siden Lúcen havde trådt ind ad stadens porte og var begyndt at tiltale sig selv som et halvdyr istedet for hans sande skikkelse som dæmon, for han ønskede ikke at folk skulle flygte ved synet af ham eller frygte ham yderligere grundet forbandelsen af plagerne han intet havde med at gøre men hans forgængere havde, for et løbende bytte var irriterende i hans ny fundet tid af sult. Derfor under navnet af Lucien bosatte han sig noget tid på den lokale kro "Det Halve Svin" hvor han kunne lades som om han var komplet normal ved at indtage samme føde som resten af folkene omkring ham, men aldrig mættes.

Han havde de sidste to dage næsten ikke bevæget sig ud af kroen og folk var derfor begyndt at sende ham underlige blikke når han satte sig nedenunder og drak eller spiste. Blikke han ikke ønskede skulle se gennem hans svage løgn. Han havde på denne dag derfor om sig slået en dybt blå kappe uden hætte. Nok var det forår nu, men for hans krop ikke skulle lide af den stadig kølige vind gemte han den væk under kappen og satte afsted ud i gaderne af det nedre distrikt.
Uden en sans af hvor han var på vej hen gik han rundt gennem trange gader og smalle stræder mens han øjne analyserede de dødeliges opførelse. Som han passerede ud af en port og ind på det de dødelige kaldte stadens markedsplads så han nogle skumle typer efter hans mening og valgte derfor at følge dem en smule hen af pladsen. Han så som en af dem gik hen til en handlende og betalte for en tomat hvilket i Lúcens øjne nok blot var en normal handling at gøre for dem, men da ordene "Hey Pipfugl!" lød så Lúcen hen på en dame med fjerede arme, tættere på vinger og så til som manden kastede tomaten gennem luften for at ydmyge den stakkels dame. Lúcens tænder skar mod hinanden, for hændelsen var for tæt på hans egne oplevelser på gaderne blandt folk. Hvorfor behandler de andre dødelige hende sådan når de ikke gør det ved andre?

Den næste mand ville have tage og gjort det samme for at vise sig til deres lille gruppe, men som pengende klirrede på grønsags-handlerens bod skyndte Lúcen sig at masse gennem folkene der stod omkring og så på, skubbede en del og nåede heldigt at gribe mandens arm som han lagde op til et kast. "Smid den." Lúcens øjne borede sig fast i mandens som hans håndled var grebet af Lúcen. Hans stemme brændte med vrede, for denne attitude denne mand søgte virkede kæphøj for sådan en lille spinkel fyr som ham selv. "Hvis du kaster den, tro mig, du vil fortryde det." mændende ved hans side trådte frem mod Lúcen og ordene som genlød i Lúcens ører "Har den lille pipper fået et nyt bæst som mænd?". Ord der satte Lúcens blod i kog. Bæst!? Jeg skal fandme vise dem bæst! tænkte han til sig selv som han drog et åndedrag dybt. Han slap mandens arm som den forbandede tomat faldt til jorden med et splat og Lúcen trådte mod Harpyen. "Er du okay? Disse mænd forstår da hellere ikke noget." sagde han og snerrede mod mændende som damen ikke var mere end en arms længde fra ham.

Det var ikke helt unormalt for folk at træde ind når lignende skete, da selvom der tydeligvis var nogle, der mente, at det stadig var i orden med den slags opførsel og behandling, var det så småt blevet størstedelen, der havde været imod. Problemerne var dog ofte opstod var modet, der ikke ligefrem var at finde i alle og en hver. Og da bestemt ikke i en tid som denne. Det var en ting Saga var udmærket klar over, og hun var såvel klar til at vende den anden kind til og bare forlade det grove selskab, idét et mindre postyr opstod i folkemængden. Hun nåede lige akkurat at dreje blikket og se nogle tilskuere blive skubbet noget brutalt væk for at gøre vej for hvad hun egentlig forventede til at være en byvagt. Men han var ikke iført den sædvanlige rustning. Og hans stemme virkede ikke yderligere autoritets fuld. Ikke på samme måde i hvert fald. Det forbløffede ansigtsudtryk forblev klistret hos hende, mens hun overvejede denne fremmede mand gøre sit. Tanken om at skynde sig videre var forsvundet uden tegn på at overhoved have været til stede.

”Det… Det’ fint.” svarede hun ham en smule usikker på sine ord, da han til slut rettede sin opmærksomhed mod hende som en ridder. Noget af det første hun lagde mærke til ved ham, var hans højde. Nu var hun godt klar over, at hun ikke var den højeste person, men manden tårnede sig jo over hende med flere dusin centimeter. Hun stod først og bare så på ham med store øjne, som skulle hun stadig lige samle sig og få situationen under kontrol hos sig selv, men inden længe faldt hendes nordligblege ansigt atter i mere blide folder igen. ”Det er sket før. Og det gør virkelig ikke den helt store skade.” Hun sænkede ydmygt sit blik, samtidig med at hun fik løftet sin ene vinge op til sit ansigt for at tørre det værste af det resterende tomatkød væk. Tomatsaft sivede stadig ned af hendes hals og selvom det ikke var tørret ind, kunne hun forestille sig den klistrerede fornemmelse af det senere. Og selvfølgelig var der også endt noget i hendes røde lokker.
Med det bekymringsfrie ansigt så hun så op på sin det høje væsen, og hun fik rettet sig selvsikkert op, og et sødt lille og bekræftende smil fik da lige fundet frem, inden der blev åbnet for den arrogante ungkarls mund endnu en gang. ”Hvorfor tager I beskidte halvdyr ikke tilbage til skoven og fortsætter jeres yngel der?..” Og straks var der næsten bange og sårede udtryk tilbage på hendes ansigt. Det ramte altid. Ingen forundring at smilet hurtigt var forsvundet igen. Det var utroligt hvor meget hun kunne blive accepteret af offentligheden, men alligevel ville der stadigvæk være folk som disse til stede for at træde på hende. Og nu også ham. Hun bred sig hårdt i læben, hvorefter hun drejede skarpt omkring og satte i gang i et forsøg på at forlade situationen. Det var trods alt bedst at bare ignorere det. Lade som om at det ikke skete. Og ikke tro på hvad der blev sagt.

Lúcen trak stille sig til siden som hun fik overbevist ham om at hun var okay, også selvom hun ikke var det efter hans mening. Hendes ære var lige blevet angrebet på det groveste og han ville helst ikke bare lade det gå ustraffet, men han kunne hellere ikke ødelægge sit dække i en by hvor Lysets hovedborg lå og byvagterne var i alle gader.
Som han stod så tæt som han gjorde på den lille fugle dame var det ham en smule mere klart hvorfor hun måske blev hakket så meget mere på end andre. Hendes arme var ikke som arme og selv i Lúcens hoved var det en smule underligt, men nu levede han også blot under dække af at være en halv-vædder. Vinger som arme... Er det så meget nogle halvdyr fra deres dyreforældre? tænkte han som hans øjnebryn skærpede mod mændende som han hørte deres kommentar. 

"Undskyld mig... Frøken." Lúcen skærpede sit blik mod mændene inden han vende sig og lagde en rolig hånd på hendes skulder. "Må jeg følge dem hvorhen de skal? Så jeg kan være sikker på at nogle andre ubehøvlet hårløse primater ikke gør dig sådan igen?" han så så venligt som han kunne ned på damen der stadig var mindre end ham, men det var ikke Lúcen unormalt med hans højde. Det var en af effekterne der havde rørt ham efter fortærrelsen af den tidligere Gula, men forhåbentligt var det ikke noget folk lagde alt for meget mærke til.
Lúcen vende sig mod retningen han havde set hende gå og rakte hende hans arm til han huskede hun ikke kunne tage imod den. "Ups. Undskyld." sagde han og kiggede med et fjoget smil på hende. "Jeg er ikke vant til...? Verden." sagde han for at prøve at undskylde, for han følte lidt hans normalt venlige gestus var lidt som at sparke til en liggende hund da hun på ingen måder ville kunne tage imod den med hendes vinger. Dog selvom hun havde befjeret arme så hun da sød ud med hendes røde hår. 

Generelt vidste Lúcen ikke meget om verdenene og når han så prøvede at være venlig ende det tit med at han kløs i det og gjorde det hele værre, men af en dødsynd prøvede han i det mindste.

Det var med lettere forundring, at Saga stoppede op midt i sin flugt fra virkelighedens øjeblik for at vende blikket tilbage mod den fremmede herre. Det havde ikke ligefrem været særlig høfligt af hende at bare vende om og gå sin vej uden den mindste visning af taknemmelighed, det virkede dog ikke til at have gået ham på. Hun måtte have set på ham med uskyldige øjne og munden let åben i et par sekunder, før hun endelig flyttede de brune øjne fra ham og over mod bøllerne, der heldigvis så ud til at få det for ubehageligt med alle blikket rettet mod dem, at de var begyndt at forlade deres faste siddeplads på halmballerne. Derefter faldt hendes blik en smule, som det gled tilbage mod manden ved sin side, hvor det blidt gled videres fra hans arm og op til hans ansigt. Hun var tydeligvis stadig rystet og en smule usikker, men alligevel syntes hun at kunne fremstille noget af en antydning til et smil. ”Der er ingen grund til at undskylde.”
Men hun tog ikke hans arm. I stedet trådte hun et par pludselige skridt længere frem inden hun fik manøvret sig hen foran ham og så hen for at stå på den anden side af ham, inden hun lod sin bevingede arm glide ind i hans anden arm. ”Tomatsaft. Jeg fik tomatsaft på mine fjer. Og det ville være en skam, hvis du også fik noget på dig.” forklarede hun ham så, som hun blødt fik viklet sin vinge omkring hans arm, så godt som det nu var hende muligt. Det ekstra lille led ved området, hvor en hånd meget vel ville have været, gjord det lidt nemmere og mere naturligt. Folk gjorde straks plads for dem til at spadsere videre fra gerningsstedet, hvorpå der blevet lukket af for det bag dem og de bevægede sig ind i den travle og myldrende menneskemængde.

”Dit sprog er overraskende civiliseret, hvis du ikke skulle være vant til verdenen.” Efter noget tid, hvor hun mest af alt havde taget sig tid af til at falde ned igen og rent faktisk lade sig vende sig til hans tilstedeværelse, brød hun endelig isen. Hun løftede sin frie arm op til sit ansigt og tørrede et par rende dråber tomat af sit ansigt. Eller hun tørrede i hvert fald det væk, der ikke havde klistret sig fast i tørringsperioden. Hun trak derefter arme, hun havde i hans, til sig igen og lod atter kappen falde ned og skjule deres anormale udseende. Et tungt suk forlod hendes strube ”Jeg… Jeg beklager, at du skulle overvære, det der skete. Du må tro, at jeg er en kujon, sådan som jeg ikke gjorde noget ved det.” Straks fløj hendes blik op på ham med, som var en lampe blevet tændt og hun blev mindet om noget vigtigt. ”Jeg beklager virkelig også, at du blev involveret. De havde ingen ret til at sige, hvad de sagde.” Nu hvor de var kommet væk, var det som om, at hendes energiske personlighedstræk var kommet lidt mere tilbage. Og hendes skuldre sad ikke længere oppe omkring hendes øre som en hund hale, der sad stift mellem dens ben. Og antydnings smilet havde vokset sig mere tydeligt frem. ”Men... jeg er taknemmelig for, hvad du gjorde. Tak.”

Som hun faktisk tog mod hans arm, godt nok den anden arm, kunne det ses på ham han var overrasket. Berøring på en venlig måde som her, og omtanken hun lagde ind i det selvom det måtte være en smule besværlig for hende gjorde ham jo blød i knæene. Aldrig havde andre tænkt på ham på nogen måde ud over som en slave som skulle arbejde, et monster der skulle dræbe eller et våben rettet mod fjenden. Men hans nye liv var vel også ment til at gemme det for nu.
Men hans kinder blev kort en smule rødlige i farven som han for første gang rødmede. Hvorfor er mine kinder varme? Er kroppen i stykker? tænkte han som han gik og lyttede til hende.

"Jeg har boet i civilisation hele livet. Bare langt væk herfra, så alt er bare meget anderledes her. Det er det jeg mente." forklarede han som hun havde talt om verden. Og han løg ikke. Han kom originalt fra Kzar Mora, men havde på det sidste rejst konstant for at se nye dele af verden han endnu ikke havde set. For kun 30 år, fanget i Kzar Mora gjorde ikke meget for en, og så ikke når 200 ekstra år bare blev brugt i Rubiniens forpulet ørken.
Da de var gået noget længere, trak hun sin arm til sig igen og Lúcen bemærkede også en lille ændring i holdning. Hun virkede til at måtte være kommet en smule til sig selv efter tomat-episoden for lidt siden. Men som hun talte om at være en kujon rykkede han kort hovedet tilbage i undren. Han så hende ikke som en kujon, for hun var ikke løbet. "Du er da ikke en kujon." hans hoved blev sat en smule på skrå som han kløede sig i nakken med et drenget smil. "De var kujonerne der ikke kunne bruge deres ord til noget bedre. Gemmer sig bag deres race og tror derfor de er bedre end dig-" Lúcen virkede næsten til at stoppe med at tale som en mærkelig pause kom i hans sætning, men han skynde sig at tilføje "Og mig selvfølgelig." han prøvede virkeligt at leve som hvis han bare var et halvdyr, en menneskelig vædder, men noglegange glippede det lidt.

"Der er ingen grund til at takke. Vi må jo holde sammen." fortalte han og så mod himmels. "For hvem skal ellers gøre det?" han undrede tit om guderne faktisk sad og holde øje med dem, men hvis de gjorde det, så kunne de ikke være godheden som nogen lagde i deres titel. For med den smerte nogle folk måtte udholde når de foreksempel mødte ham på det forkerte tidspunkt kunne kun være bestemt af monstre.

”Ah!” Et kort øjeblik svømmede hendes kære ansigt i flove folder. For selvfølgelig var han civiliseret. Han talte alt for flydende og intelligent til at være andet. Og måden han holdte sig selv på indikerede også alt andet end en primitiv dyrisk leveform. Det værste var nok, at hun af alle var den, der for et splitsekund havde forventet, at han stod i samme bås som det stereotypiske halvdyr. Automatisk veg hendes blik væk fra ham i et forsøg på at virke mere ydmyg, da en let latter lød fra hendes strube. ”Ja, livet her i Hovedstaden er virkelig noget helt andet end andre steder.” reddede hun den. ”Jeg kommer heller ikke herfra men oppe nord på i stedet, så da jeg første gang satte min fod her, var det noget overvældende. Og som du - vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre med mig selv.” Om det så var, hvad han havde ment, var hun ikke klar over.

Det var så først, da han forsikrede hende om, at hun ikke var den kujon, som hun ellers var lettere overbevist om, at hun så op på ham med de varme brune øjne igen. Med et svagt forbløffet udtryk i det blege ansigt, inden det faldt blidt igen i takt med et tilførende smil, idét at han nævnte, at de burde stå sammen. Hun ville uden tvivl ende med at se ned på sig selv igen i fremtiden, og hun var ikke hundred procent overbevist, at hun ikke havde været lidt af en kujon, men hans ord varmede og skubbede det hele lidt mere bag i hovedet.
”Du har ret.” Smilet syntes at vokse lidt mere på hendes ansigt, som hendes blik var rettet mod ham, inden hun for en sikkerheds skyld måtte se frem for sig. De var trods alt ikke alene. Markedspladsen var fyldt. Og ikke alle var lige gode til at give plads til hinanden. ”Guderne ser godt nok over os, men de træder nok ikke så ofte til ved simple og mondæne situationer.”

Halvvejs diskret løftede hun en ’hånd’ op mod sin hals, som hun strakte til siden for at gøre bedre plads. Tomatsaften var størknet til en klistret masse. Hun behøvede ikke engang at røre ved sin hud for at bekræfte det. Få totter af rødt hår sad ind mod huden i både hendes nakke og hals. Og hver gang hun drejede hovedet kunne det ligeledes mærkes. ”Jeg burde se til at få vasket mig. Så hvis du stadig er interesseret i at følge mig, kan du følge med mig til katedralen. Hvis altså, det ikke er for langt.”