Foråret var kommet, vinden var mild og varmen behagelig. Plagerne var kommet og gået, på trods af hvor meget det havde taget fra alle i landet. Var det stadig utroligt at se, hvordan at alle var stået sammen for at bygge op og komme videre igen. Som var lykken stor nok til at skylle alle de dårlige tider væk fra ens minder. 
Det havde dog også krævet sit, at få tingene til glide som de havde gjort før katastroferne. For byvagterne var dage fri en sjælden fornøjelse, faktisk var Anann usikker på om hvornår hun sidst ikke havde skulle stå tidligt op og stå klar for at træne nye rekrutter. Så at hun nu havde haft dagen for sig selv og hendes personlige ærinder, havde været helt fantastisk. Og selvom dagen var ved at runde sin afslutning, med solen der langsomt var ved at glide ned bag byen og kastede dens varme og sidste stråler fra sig. Kunne hun alligevel ikke lade være med at have et blidt udtryk forme sig i ansigtet. Det var betryggende at vide, at alt nok skulle gå og tingene nok skulle blive sig selv igen. 

Anann som blot var iført hendes hverdags tøj, bestående af en løs hør skjorte og læder bukser. Drejede om hjørnet, da hun var ved at kolliderer med en af de nyere vagter hun stadig ikke helt kendte navnet på. Med et løftet øjenbryn, fandt hendes normale autoritære ansigtsmaske sig på plads. Den yngre herre rankede sig betydeligt før han begyndte at snakke; "Det var præcis dem jeg ledte efter ma'm! Der er uro nede på kroen, og en af dem som vi har taget i vores besiddelse nægter at gå videre før han får lov til at snakke med dem!" med et løftet øjenbryn, nikkede hun blot og gjorde antegn på at de så hellere måtte komme afsted. Da det ikke så ud til, at han forstod hendes hentydning rullede hun kort med øjnene. "Led an, så følger jeg efter."
Med hastige skridt var de henne ved kroen, end ikke fem minutter efter. Det var tydeligt, at der havde været et stort turmult. Flere lignede de havde fået en god gardin omgang tæsk. En af de ælder byvagter nikkede anerkende til hende og nikkede over imod drengen som fire mænd måtte holde på plads. Han kunne ikke være mere end et par år over tyve, hun rynkede sine bryn. Hvad havde dette med hende at gøre? "jeg forventer en god forklaring på hvorfor de vælger at af korte min fridag?" den lidt velproportioneret mand nikkede vagt "Knægten påstår at være deres søn" dette fik farven til at forsvinde fuldstændig fra hendes ansigt. Med et hurtigt svip med hoved lagde hun øjnene tilbage imod drengen. Hendes søn? 

Sikke en tid.
En stærkt belastende og krævende tid, hvor plagerne havde hærget landet. Hovedstaden havde aldrig rigtig været tiltrækkende for den snuskede Logan, men den senere tid var han oftere at se i gaderne, og specielt i undergrunden hvor den lyssky mand foretrak at forholde sig. Men hvorfor befinde sig i en by der slår så hårdt ned på lyssky forretninger og ikke mindst barslagsmål? Jo, man var jo en mand af principper, og det princip lå i at hans mor ikke skulle lide nogen nød. Det måtte lyde mærkeligt i mange af hans bekendtes øre, at den højtråbende, bandende og ikke mindst ubehøvlede mand, var skrøbelig på den front.

Nu ikke at sætte Logan som et bløddyr. Nej, absolut ikke. Han luskede stadig omkring og skræmte små gadebørn med sit briske udseende og gorillastore overarme. Nej, han virkede ikke som nogen rar og hyggelig fyr ved første øjekast, også selvom man vidste hvorfor han befandt sig netop i hovedstaden efter plagernes stop. Tiden han kunne bruge på andre opgaver. Mere spændende og efterstræbende opgaver.
Men hovedstaden havde også spændende øjeblikke, som nu hvor han fint rundede et hjørne for at se en knægt være tydeligt utilfreds med at blive tilbageholdt. Han hørte ikke hvad knægten galpede op om, men Logan luskede tættere på, for at få en front plads for selve dramaet. Forhåbentlig ville nogen hente en hvis Byvagt til stedet. Hun havde jo en dejlig autoritet blandt disse byrotter.
Ganske rigtigt. Her kom hun. Stærkt utilfreds og tydeligt klædt afslappet. Havde hun haft fri?
Logan holdte sig i skyggen lidt endnu, men armene foldet over brystet - lyttende med et let tilfreds smil på læben.
Et smil der blev en anelse mere stivt og falmede væk i en underlig krøl, som en af vagterne fortalte tydeligt hvad knægten havde sagt. Hendes.. søn? Siden hvornår havde hun fået sådan en? Logan lod diskret være diskret og trådte tættere på, ganske ivrig efter at høre mere, men også for at få et ordentligt syn af den store knægt. Han var ikke nogen lille fyr. Stærk og muskuløs. Blikket vandrede hen til Anann og tilbage til knægten. "En søn, hva? Se man lærer noget nyt hver dag" Gad vide hvem faren var, selvfølgelig hvis knægten talte sandt. Han kunne jo også lyve så bukserne fløj.

Munden formede sig i en stram streg, mens hun lagde armene over kors. Blikket fra knægten der ramte hende, var næsten som at se ind i hendes eget spejlbillede. Hårde brun sorte øjne, det var tydeligt at se at han havde oplevet ting som de færreste havde. Dette kunne ikke være drengen hun havde givet liv til! Hun havde sikret sig at familien, var af en høj velfærd, at de havde penge og at der ville blive taget god hånd omkring den dreng hun havde født. 
Mens hun betragtede drengen som igen gjorde et forsøg på at komme fri, blev hendes opmærksomhed hævet væk og imod en ny stemme i blandt de mange. Med nogle lynene øjne, vente hun dem imod Logan. Af alle der kunne dukke op, så skulle det da selvfølgelig være ham. 

"Ikke nu.." vrissede hun mellem sammenbidte tænder, for at give ham en advarsel om, at det nok var bedre for ham. Hvis han valgte at blande sig helt og aldeles uden om. Byvagten der havde tiltalt hende før, kiggede lidt forvirret frem og tilbage mellem Logan og Anann, men besluttede sig til sidst at stirre intenst på den ny ankommende før han igen spurgte Anann; 

"Hvad skal vi gøre med knægten?" hun trådte et skridt tættere på, en dyb indånding. Der var så mange tanker der gled igennem hendes hoved. Så mange scenarier der kunne udspille sig lige nu og her. Og ingen af dem virkede særlig gode. Men når alt kom til alt, så var denne unge mand. Som påstod at være hendes søn. Ikke hendes. Ja hun havde født en dreng, ja han ville være denne alder nu. Men det gjorde ham ikke til hendes. Langt fra, det ville være den familie som havde taget sig af ham. "Jeg har ingen søn, så jeg ved ikke lige hvad jeg kan gøre her." drengen rev sig mirakuløs fri fra de tre mænd som havde holdt ham hen. Med en hurtig bevægelse var han oppe i hendes ansigt. Dog forblev Anann lige så upåvirket i hendes krops mimik som før. "Hvordan kan du benægte mig! Igen!?" tydeligt ophidset, råbte han hende lige ind i hoved. Men det eneste hun gjorde, var at hæve hånden for at få de mænd der var ved at tackle ham i jorden, til at holde sig tilbage. "Jeg er meget ked af, at jeg ikke kan være den person du leder efter. Men jeg er ikke din mor, og det er måske på tide du stopper denne opvisning og lader beboerne komme videre med deres dag." med disse ord vente hun sig om og nikkede imod den øverste af byvagterne der var til stede. "Tag ham med tilbage til byvagternes kvarter, og lad ham få en reprimande og en bøde for skaderne " 

"Kig på mig!" Anann drejede sig langsomt om og betragtede ham "Jeg blev født for 21 år siden, her i hovedstaden af en kvinde der kom fra landet, knap 16 år gammel! Efter hun gav mig til Lord Delegarde, valgte hun at fortsætte din karrierer i lysets hær, som var den første grund til hun i det hele taget var kommet her til!" råbte han yderligere mens at han blev hævet væk til arresten. Fuldstændig lamslået stod hun blot og så hvordan hans råb forsvandt, som han selv gjorde ned igennem gaden.

Et fnysende kort grin gled over hans ansigt, som han lagde armene tilbage i den vante facon over kors og betragtede situationen. Ikke at han var bange for Anann, men den vislen hun præsterede at kunne frembringe gennem sammenbidte tænder var en indikator for at det ikke var en kamp der var værd at tage nu. I stedet valgte han at se scenariet udfolde sig. Det virkede absurt at hun skulle have et barn, specielt fordi han ikke kunne forestille sig det. Hun havde altid været mere fokuseret andet steds til at tænke på netop emnet børn.
Beskyttergenet kunne dog ikke undgå at blive vækket det sekundt knægten rev sig løs for at komme op i ansigtet af Anann som han meget tydeligt fastsatte sig på skulle være kvinden der havde født ham. Musklerne spændte sig, armene faldte fra at være over kors og han tog ubevidst et skridt frem, men blandede sig ikke. Blikket gik fra at være roligt og iagtagende, til at være fast og advarende. Han holdte ikke sig indenfor lovens rammer som resten af forsamlingen, så det kunne hurtigt blive ubehageligt hvis han gjorde våbenmesteren noget.

Beskrivelsen knægten råbte op om, var meget beskrivende. Tæt beskrivende til kvinden der hårdnakket holdte fast på at hun ikke var knægtens mor. Logan bed sig fast i ordvalget. At føde et barn og være mor for det, var ikke nødvendigvis det samme. Men hvem var han der mest ville stole på en fremmed knægts ord over barndomsveninden der havde været en markant del af sit liv. Men det nagede.
Logan ventede til at knægten var blevet fragtet væk og folk så småt begyndte at miste interesse for situationen før han henvendte sig. Ikke ønskende at bibeholde al opmærksomhed i gaden. "Hvad gik det ud på?" Logan var skeptisk, men havde genfundet roen over sine træk som han talte. At Anann var fastfrosset til stedet fuldstændig lamslået, sagde også nogen ting. "Hey.. Er du okay?" En af hans store hænder lagde sig på hendes skulder, mens han søgte efter øjenkontakt.

Okay, så enhver kunne have fundet ud af de ting han havde sagt. Ikke? 
Men jo mere hun tænkte over det, jo mere usandsynligt skulle det være, at en eller anden ligegyldig knægt havde samlet disse oplysninger ind. Hvad gavnede det ham? At han havde håbet, at hvis han var beslægtet med hende på den ene eller anden måde. At han så kunne slippe uden om loven? Selv hvis hun havde været hans mor, selv hvis hun havde opfostreret ham. Så ville hun stadig være hård, stadig mene han skulle betale for de ulovligheder han foretog sig. Nej, dette var simpelthen for dumt! Under alle omstændigheder var hun ikke hans mor! Biologisk måske, man han havde en familie nu. En der ikke inkluderede hende, dette havde været aftalen. Også at der aldrig ville blive givet information omkring at drengen skulle være adopteret. 

Det var først da nogle hænder blev lagt på hendes skulder, at hun vågnede op fra sit tankespind. Med nogle store øjne betragtede hun Logan, det var en utrolig ambivalent følelse. På den ene side havde han altid været en støtte for hende. Men på den anden, så var han alt det hun prøvede at glemme lige nu. "Shit!" bandede hun og rev sig løs, hendes hænder gled op i håret. Hvorfor nu!? Hun skulle snart søge om forfremmelsen til løjtnant, hun kunne ikke rende rundt med dette sladder søle hendes omdømme til. Hun havde allerede klager nok, fra hendes hårdhændede opførelse under plagen. "Og du! Hvad fanden laver du her!?" hun ebbede af vrede, hvilket selvfølgelig ikke var fair gik ud over ham. Men lige nu, var der væggen eller ham den kunne gå ud over. Og hendes irrationelle opførelse fik hende til, at sende den efter hendes gamle barndomsven. 

Det var næsten skræmmende at se hende i den tilstand. I en tilstand hvor hun fokuserede på alt andet end hvad der foregik omkring hende. Det var uvant og Logan mærkede at han rent faktisk blev bekymret. Meget bekymret. Hvordan kunne sådan en ting hyle hende ud af den? Det var bare en knægt der søgte at komme ud af problemer ved at sige han var i familie med en stor kanon blandt byvagterne. Simpelt. Mange kriminelle forsøgte at spille det kort hvis de havde chancen. Men hendes reaktion var så meget mere sigende end hvad knægten havde råbt efter hende.

Han lod armen falde som hun skubbede sig væk, tydeligvis ikke spor i humør til trøst eller støtte af den art han kunne give hende. Det var nok nemmere bare at gå og lade hende surmule den ud selv, men det var ikke hendes vrede han frygtede lige nu. Det var hvad den skjulte. Han løftede et øjenbryn af hende og tog en dyb indånding. "Sidst jeg tjekkede, ejede du ikke byen - hvor meget du end prøver at styre enhver aktivitet der sker i den.." okay, han kunne havde været mere blidt overfor hende, men vrede smittede af. Han lagde armene tilbage over kors og så på hende. "Du er irrationel, Anann.. Gi dem ikke grund til at tro det har påvirket dig" Hans stemme var lavmeld som de mørkebrune øjne så rundt på de få folk der var tilbage på gaden. Ens omdømme var alt med det arbejde hun havde sig og han så nødig det blev sat over styr på grund af en flabet knægt der muligvis havde ramt en lidt for sand nerve i hendes indre.

Hun gjorde store øjne, som havde hun ikke forventet den reaktion. Måske havde hun lidt håbet, at han ville blive sur over hun lod det gå ud over ham. Råbe lidt af hende, banke noget fornuft ind i hendes hoved. Men hans stemme var unormal, blid? 
Hun fugtede læberne og var næsten tæt på at falde ned igen, men det hele blussede op over den næste sætning. Egentlig ikke fordi den var disideret grundlag for at hun skulle blive sur. Men hun var skubbet så meget ud på spidsen, at det var næsten lige meget hvad man sagde til hende. Så ville hun flippe rundt, som en mønt der blev kastet op i luften. 
"Irrationel?" hun trådte et skridt tættere på og lod sin pege finger prikke ham i brystet. "jeg skal give dig irrationel!" snerrede hun i en lavmeld stemme. Med disse ord vadet hun forbi ham, for at styrer direkte mod døren til kroen. Hvis han ikke ville bide på krogen, ville nogle øl og en fremmede sikkert gøre udslaget! Hun havde brug for noget at afreagere på, om det så var på den ene eller anden måde. 

Logan tog en dyb indånding, fandt så meget tålmodighed han ejede i kroppen, men det var simpelthen ikke nok. Han kunne håndtere at hun råbte af ham. At hun lod sin vrede slå mod ham som havet mod en klippe. Det var underordnet, men at gå direkte ud og gøre noget dumt, som hun vidste ville påvirke hende senere, var en anden side. Han ville ikke blive ødelagt af slag eller arrige ordforråd, men at vende snuden ind mod kroen med intentioner om at være irrationel - som skulle hun bevise overfor ham hvor dumt hun kunne opføre sig, var en anden side.
Han vendte sig og var oppe ved hende efter et par lange skridt. Hånden lukkede sig solidt om hendes håndled og tvang hende til at stoppe, mens han så på hende med et hårdt fast blik. Han løftede armen en smule op, givende hende dårligere muligheder for bare at snige sig ud af grebet igen, som han vidste at hun var i stand til. "Kan du virkelig blive mere irrationel? Du opfører dig som et dumt barn der ikke har fået sin vilje. Sikke en dygtig lille byvagt du er" At skubbe til hendes grænser, blive ved med at stikke ind kunne være det som bragte hende fuldstændig i kog. Men Logan havde allerede slået sig fast. At skulle hun gøre sig pinligt berørt, var det bedre det var foran ham og ikke en kro fyldt med mennesker.

Hun var næsten nået frem til døren, det snurrede i hendes fingre efter at komme igang. Få fat i noget håndgribeligt, noget som kunne få hendes tanker væk. Desværre nåede hun ikke meget længere, end lige at lade fingerspidserne snitte træhåndtaget. Før en stærk hånd havde lagt sig omkring håndledet, og tvunget hende tilbage. Hun vente sig brat om, brune øjne imod brune øjne. Selvom hendes næsten lynede af arrigskab. Hvorfor var det, at han troede han kunne komme tilbage når det passede ham også opføre sig som om han skulle bestemme over hende!? Hvorfor var han der aldrig når hun faktisk havde brug for ham! Hvis han nu havde været der for enogtyve år siden, så havde denne samtale været meget nemmere at tage. Men lige nu, var hun ikke interesseret i at han skulle redde hende. PÅ den ene eller anden måde. 
Dog var det de ord der kom ud af hans mund, som sendte hende helt ud over kanten. Først blev øjnene store, inden de blev smalle. Hånden havde fat i, var godt nok hendes højre og den hun favoritiserede når hun kæmpede. Men det betød ikke, at hendes venstre hånd ikke gjorde lige så ondt! Med et alle kræfterne i det, sendte hun en flad hånd lige imod hans kind. Som var der alligevel en rationel tanke der fortalte hende, at en lussing virkede bedre end en knytnæve i dette tilfælde. "Slip mig! Jeg har ikke brug for en ussel kriminel til at belærer mig om hvad jeg kan og ikke kan!"

At redde hende var vel så meget sagt. Måske det lidt var en last han havde overfor hende, at han ikke ønskede hun skulle komme galt afsted, hverken fysisk eller psykisk. Men Logan var også klar over at hun i mange tilfælde sagtens kunne klare sig selv perfekt - men nogle gange. Nogen gange havde man brug for at få at vide at det man gjorde var komplet latterligt og dumt. Som det hun foretog sig lige nu.
Hånden der kom flyvende og ramte hans kind med et hårdt slag, var ikke uventet på nogen mulig måde. Han kendte hendes temperament, og Logan mente egentlig også han fortjente den. Han bevægede kæben en smule for at slippe for smerten igen, selvom den blev hængende en smule længere. "Tydeligvis er det præcis hvad du har brug for. Jeg har altid beundret dig for at være den mest fornuftige, men lige nu er det fanme det sidste du er!" svarede han en smule mere hårdt og voldsomt end først meningen - men det er hvad et slag til ansigtet har en tendens til at gøre. "Hvis du ikke vil lytte til fornuft, fint! Men du ved udemærket godt at det i sidste ende går ud over dig selv mere end nogen anden. At jeg ikke er ligeglad med den grav du fint opbygger til dig selv, viser vel bare din betydning" han strammede grebet en smule omkring hendes håndled mens han fastholdte hendes blik.
Hvorefter han slap hende. "Gå ind på kroen, hvis det virkelig er det omdømme du vil ha dig"

Hun surmulede rigtigt som et lille barn, over den prædiken han gav hende. Selvfølgelig gav det mening det han sagde, men det betød ikke at hun brød sig om det! Ikke den mindste smule. 
Dog blev hendes øjne ikke blødere og musklerne der arbejde i hendes kæbe, indikerede også tydeligt at hun langt fra var ved at falde ned. Det var som om hele hendes krop var i gang med at koge sammen. Alt det der var sket på en gang, var tydeligvis for meget for hende at håndterer. Og normalt var hun ganske god til at håndterer ting under pres. Selvfølgelig ikke når der pludselig var en som der dukkede op og påstod de var ens barn. Og hvis det var hendes, at barnets far så også skulle befinde sig der samtidig! Bare det at det krydsede hendes tanker, at manden der stod og holde sit faste greb omkring hendes håndled. Var faren til det barn hun havde født, var nok til at få kinderne til at blusse op. Om det var af vrede, skam eller faktisk nervøsitet var ikke helt til at vide. Hvis man ville kommenterer på det, ville hun nok henkaste det til at adrenalinen pumpede rundt i hendes blod. 

Hun trak sin arm til sig, da han endelig gav slip. Både lettet og mildt irriteret. Og før hun kunne stoppe sig selv, rulleder der atter fornærmelser over hendes tunge. "Det er så typisk dig!" påpegede hun "Siger alle mulige ting, men følger dem aldrig til dørs!" hun trådte helt hen til ham og betragtede ham trodsigt. "Hvis du alligevel ikke havde tænkt dig at stoppe mig, hvad skulle hele dette nummer så til for!?"

Lige nu var det ikke til at se at Anann var den kloge af de to. Faktisk så hun ud til at lige meget hvad han sagde, ville hun være trodsig og gøre præcis hvad der passede hende alligevel - nogenlunde som hun plejede. Det måtte han give hende, hun havde ben i næsen og gjorde præcis hvad hun selv fandt bedst det meste af tiden. Selvom hvad hun fandt mest tiltrængende lige nu var direkte dumt. Hvorfor hun i grunden var så påvirket af hele situationen kunne han kun gimse om, men det hele virkede usandsynligt. 16 år havde han sagt. Det var vel ca den alder hun havde haft da han tog på eventyr. Var det ikke?

"Hvad mener du med jeg aldrig følger dem til dørs? Du giver mig ikke megen mulighed for overhovedet at nå håndtaget!" Angreb han tilbage mens han kneb det ene øje sammen som han så på hende. "Ha!" Nu måtte han virkelig le. Han slog ud med armene og så næsten opgivende på hende. "Som om jeg nogensinde ville kunne stoppe dig i noget du har sat dig fast på at gøre! Selv da vi var børn, kunne man ikke stoppe en idiotisk tanke i dit hoved, hvis du først havde sat dig fuldt og fast på at det var hvad du skulle gøre. Ligemeget hvad" ikke ensbetydende med at han ikke prøvede, selvom han ofte kendte udfaldet.

"Det fuldstændig lige meget!" råbte hun tilbage. De mennesker som der havde bevæget sig tilbage ud på gaden, efter at byvagterne havde på grebet de mænd der havde lavet unoder før. Var tydeligvis en smule utrygge ved situationen, eller måske mere nysgerrig? Det var vel ikke første eller sidste gang, at folk ville stå og skændes foran kroens døre. Så længe det ikke gik ud over dem i en fysisk forstand, var de fleste kloge nok til at blande sig uden om. 
"Du har slet ikke lov til at komme vadende her tilbage.." hun kastede ud med armene "Som det passer dig!" færdig gjorde hun sit argument. Men følte alligevel ikke det havde været godt nok "Sidst jeg så dig var flere måneder siden, og sidst efter det var omkring 21 år siden!" hun pustede sig ubevidst op og lod igen fingeren presse imod hans brystkasse. Ja, hvad gjorde i det hele taget han troede han kunne komme tilbage her til og tro at alt ville være som det plejede! 
Jo ja, selvfølgelig havde de fået snakket hjemme hos hans mor. Men det gjorde ikke sagen bedre, at han blot få dage efter igen var forsvundet uden at sige farvel. Igen!

"Du har igen ret til at komme her og lege min gamle barndomsven! Og tror du ved bedre end mig! Hvad er jeg overhoved til dig!? Hm!? Hvad er det du prøver på!? At genskabe det vi havde som børn, som teenager!?" hun pressede sin hånden imod hvor fingeren havde været før. Hvorfor skulle han også være så høj!? Det var svært at nedstirre nogen, når man næsten ikke kunne skabe øjenkontakt uden at stille sig på tåspidserne. "Det skib er sejlet! Og du fulgte glædeligt med det, så vidt jeg husker!"

Logan var egentligt fuldstændig ligeglad med at folk gloede på dem. Faktisk var han generelt ligeglad med at blive betragtet med mindre han arbejdede med unoder. Og det kunne man ikke påstå han gjorde lige nu, selvom al den råben bestemt godt kunne virke skræmmende og direkte farlig. Men normalvis var larmen højere end den fysiske udfoldelse på det punkt.
Han så træt på hende og slog armene ud igen, nærmest opgivende. "Jeg må ikke være her, jeg må ikke rejse væk. Hvad fanden vil du have jeg skal gøre?!" han stirrede ned på hende, uden at flytte den truende finger der pressede sig mod hans brystkasse. Han forstod ikke hvorfor hans trang til at rejse og komme tilbage igen, som hans skema passede havde sådan en effekt på hende? Mest af alt fordi hun aldrig fik udtrykt det hele når hun var i rolig tilstand. Sandhederne kom egentlig først på bordet når det råbte af hinanden.

"Jeg er din barndomsven!" Svarede han vredt tilbage, mens trangen til pludselig at slå på noget meldte sig. Ikke nogen, men en væg. En væg ville være rigtig god at smadre lige nu. "Og du gjorde det perfekt klart at du ikke ønskede det vi havde som teenagere! Jeg prøver at hjælpe dig - det er et problem. Jeg prøver at tage min distance, det er et problem. Du er den mest forstyrrede og arrige kvinde på hele den her jord!" Han var ligeglad med at folk hørte hvad han sagde. "Har du nogensinde tænkt over, at en af grundene til at jeg så frivilligt hoppede på det forbandede skib, var for at undgå at tænke på, at du havde alt for mange planer der stod højere end noget andet?!" Han pegede på hende med en af sine fingre, dog uden at røre, selvom den var tæt på.

Lysten til at skrige i vilden sky blev hurtigt større og større, dog holde hun det inde. Det var hun jo normalt så god til, nægte sig selv følelser. Nægte sig selv at komme ud med de ord, som beskrev hvad hun i virkeligheden havde brug for. Hun havde været så vant til at klare sig selv, at fornægte sig andres hjælpe. Selvom hun nok flere gange, havde stået i situationer hvor folk havde været klar til det. Hun var blevet så indelukket, at de eneste tidspunkter hun faktisk viste hun faktisk indeholde følelser. var når hun stod og råbte af en. Som desværre var tilfældet nu. 
De ting han sagde gjorde ondt, de var så rigtige at det var som at blive pisket af noget varmt. Hun ville indse hvor ret han havde, i hans argumenter fordi hun var for hårdnakket til at lade ham vinde. Vinde en kamp, hun faktisk slet ikke var sikker på hvad den egentlig indeholde. Det var mere for at være vred, bare for vredens skyld. Fordi det var hun så god til, det med at vise sin følsomme side det var bare ikke hende! Kort havde hun glemt hvad der egentlig havde udløst dette skænderi. 
"Jeg var ung og fanget på et for lille sted! Jeg troede du havde det på samme måde!!" konstaterede hun, og det havde de jo også. "Tydeligvis havde vi samme idé, bare ikke hvordan den skulle bringes til livs!" det prikkede irriterende i hendes øjne. Nej hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham få tilfredsheden af at se hende græde. Bukke under, som en eller anden kvinde i nød. Men der var langt fra ord og handling. Og kroppen ville noget andet hendes tanker. 
Tårene begyndte at trille ned af de ophedet kinder. "jeg var dum og naiv og bange! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og før jeg nåede at fortryde mit valg så var du allerede væk og ude af kontakt!" ord skyllede hen over tungen, som et vandfald. Og før hun havde set sig om, havde hun sagt noget hun fortrød med det samme. Fuldstændig mundlam og med store øjne, trådte hun et skridt tilbage. Hun blinkede kort, shit. 

Den del var i hvert fald sand. Et for lille sted for dem begge, men hvordan de havde valgt at undgå den tyngende ramme af det lille samfund, havde været vidt forskellig. Hvad var der sket hvis hun var taget med? Hvad var der sket, hvis hun rent faktisk havde ville det. Men selvfølgelig havde han ikke spurgt. Hendes drøm om at blive en del af lysets hær havde overskinnet alt andet han kunne give hende. Var det for hendes eller hans egen skyld at han gav slip? Kunne han havde kæmpet mere for det. "Tydeligvis var vi ikke spor enige på det plan" gav han hende fuld ret.
Et øjeblik af blødhed gled ind i det brune øje ved synet af tårerne, men det blev hurtigt afløst af vreden igen. Han ville ikke se hende græde, han brød sig ikke om det, men han var for vred til at lade det stoppe ham.
Men påvirke ham kunne det godt. Hendes ord virkede ganske fint pyntet på hvordan deres forhold var sluttet noget brat, hvis man kunne kalde det et forhold. Det var ikke langt, men han vidste i hvert fald at han mente det. Det virkede som så mange livstider siden. Men som hun trådte væk, påvirket af sine egne ord, løsnede vreden i hans træk, for at blive erstattet til en mindre grad af forvirring og undren. Hvorfor havde hun været bange slog ham mest. Hvad havde hun at være bange for, et endt forhold var ikke noget der bragte døden for døren hvis man kunne sætte det sådan. Hvis det var forholdet kunne det kun være en bittersød følelse at gå igennem, men hvordan ville det kunne gøre hende mundlam at indrømme? "Hvilket valg taler vi om lige nu?" hans stemme var faldet ned omend den ikke var blid, men alligevel knap så vred. "Hvad skete der helt præcis siden du fortrød?" langsomt, gled tallene ind i hans hoved. Hun havde selv nævnt dem, knægten havde brugt nøjagtig de samme.. "For 21 år siden.." Hans stemme var næsten uhørlig og han lukkede øjet i. Luften syntes at forlade hans indre som at få adskillige knytnæve i mellemgulvet. Han åbnede øjet igen for at stirrede på hende - han stillede ikke spørgsmålet.. men han tænkte det.. Havde hun været gravid? Havde den knægt haft hold i sine ord? Mest håbede han faktisk på at hun afkræftede hans spørgsmål. At det var grotesk at tænke. Det var aldrig sket. Han håbede at det kun handlede om hvad de havde haft.. Hvordan håndtere man efter så mange år at få andet at vide?!

Hun prøvede at åbne munden og få ordene til at komme ud. Det ville være så let bare at sige han ikke skulle bekymre sig om det, eller stikke ham en løgn omkring hvad der var sket. Bange kunne jo være af mange årsager. Men hun kunne ikke få lyd på de tanker som der rumsteret rundt i hendes hoved. Forfærdelig var lige præcis hvad denne følelse var. 
Endnu et skridt blev trådt tilbage, da han begyndte at spørger ind til hvad der var sket. Det var et spørgsmål hun ikke ville svare på, det var jo et overstået kapitel for hende! Eller, hun prøvede i hvert fald at overbevise sig selv om det. "Jeg.." som var alt vandet sivet ud af vandsækken, var hendes vrede også væk. Ren og skær panik var malet hen over hendes ansigt, hun måtte væk! Det var den eneste mulighed, det ville jo ikke være første gang de havde håndteret konflikter på den her måde vel? Hun skulle bare vende sig rundt og gå sin vej. Men hvorfor bevægede hendes ben sig så ikke? 
Dette var simpelthen for latterligt, af alle de ting hun kunne have råbt af ham. Hun rystede på hoved, overvejede kort at fjerne de tåre der havde gledet ned af hendes kinder. Men orkede ikke helt at bekymre sig om det nu. "Lad være..." bønfalde hun ham næsten. Det var malet i hans udtryk at han havde lagt to og to sammen, at han nu bare ventede på at hun ville begynde at grine og sige det ikke var sandt. Måske endda sige det bare var en dum joke, fordi hun på forhånd havde vidst han var kommet tilbage. Og sidst de havde snakket om børn, havde han bestemt ikke været interesseret. 
Nej, det var ikke en dum joke. Det hele var virkeligt. Og det valg hun havde taget for så lang tid siden, kom nu tilbage som en gal hest der ikke længere kunne tæmmes.

"Jeg burde måske ogs.. jeg.. skulle virkelig.. Ja.. gå.. det var i virkeligheden det jeg burde.." meget hurtigt drejede hun om, men ikke mod kroen som hun først havde haft intention omkring. Men det det lille hus, hun havde købt sig da hun var blevet træt og følte sig for gammel til stadig at bo sammen med rekrutterne.

Reaktionen var overvældende. Hvordan hun nærmest krakkelerede ned for øjnene af ham, fra den højtråbende oppustede kvinde som ikke tog noget skidt eller lort ind. Kvinden der altid havde været faretruende eksplotionsfarlig når man krydsede hendes vej en kende anelse forkert, som han efterhånden havde gjort lidt for meget på relativt kort det.
Det var skræmmende, og det medbragte at der absolut intet ro var tilbage i hans krop. Alt anspændte sig, men vreden var væk. I hvert fald for nu. Synet havde været for overvældende. Han mødte hendes bøn ved ikke at sige mere. Han vidste heller ikke hvad han skulle sige. Han forsøgte at åbne munden, men alt der skete var at han tog luft ind og ingen lyd forlod ham. Hun havde været gravid.. og han havde ikke været der.. Hun havde haft brug for ham.. og han var taget afsted på et fucking skib for at tage på eventyr.
Han løb en hånd over sit eget ansigt der endte med at hvile sig ved hans pande.

Han blev stående tilbage som hun fremstammede en anelse usammenhængende, og begyndte at gå væk derfra. Flugtgenet var sat i gang. Han havde lyst til at vende om og glemme det her nogensinde var sket. Han havde lyst til at drikke sig selv i hegnet, komme i slagsmål og forhåbentlig aldrig blive konfronteret med det her nogensinde igen. Men hans ben flyttede sig ikke i retning af kroen. Han så efter hendes ryg som hun forsvandt længere væk, stadig med billedet af tårerne der løb ned af hendes kinder fastsat mentalt på hans nethinde. "Orh for satan.. Vær nu forhelvede en mand!" Knurrede han lavmælt og arrigt af sig selv, og tvang sig selv til at følge efter hende, men ikke indhente hende. Hvorend hun var på vej hen håbede han det var mindre synligt for andre. Han ville vide hvad der var foregået.. Men han følte ikke ligefrem at han kunne kaste beskyldninger afsted.. Hvorfor hun intet havde sagt. Det var jo ikke ligefrem fordi han havde været der. Han var ikke langt fra hende som hun stoppede ved et lille hus. Så det var her hun boede. "Anann..?" Prøvede han at bryde stilheden. Om hun vidste han havde fulgt efter hende var ikke til at vide, men under alle omstændigheder ville han ikke forskrække hende.

Da hun ikke hørte skridt bag sig umiddelbart efter hun var gået. Troede hun faktisk ikke, at han ville følge efter hende. Med nogle lidt modsigende følelser, fortsatte hun dog ufortrødent. Der var både den del af hende, som ønskede han ville følge efter. Men for hvad? For at lægge sine arme omkring hende, fortælle hende det hele nok skulle gå? Nej vel, det virkede ikke som nogen af dem. Så det var nok for det bedste han gjorde det han var bedst til, nemlig at forsvinde fra hendes liv også kunne de lade som om det heer aldrig var sket. Knægten skulle hun nok kunne tage sig af, med nok tid ville han nok forstå hun ikke var interesseret. Hvilket forhold kunne man også have til en der var blevet over sin myndige alder? Hun ikke kunne være noget for ham længere, andet end en voksen der måske kunne styre ham ind på den rigtige stig af livet. Men selv det virkede for sent. Og en rolle model, det blev hun nok aldrig rigtig. Den stride våbenmester der altid svingede pisken, var det hun var god til - ikke det andet.

Hun var nået hen til huset, hvor hun stod lidt og ledte efter sin nøgle. Det var et lille et af slagens, lavt som alle de andre med stråtag på. Det indeholde en stue, køkken og soveværelse. Bad var ude i køkkenhave sammen med dasset. Lige det hun havde brug for, ikke mere eller mindre. Men før hun nåede at åbne døren og afskærme sig fra resten af verden, hørte hun en stemme sige hendes navn. Hun havde været så optaget af sin søgen på nøglen, og selve tanken om at komme væk. At hun slet ikke havde lagt mærke til at han efterfølgene faktisk var fulgt efter hende. Med store øjne vente hun sig rundt mod ham. "Logan.. hvad...?" med lidt bøjet hoved, som virkelig ikke klædte hende. Fik hun åbnet døren, og gjorde en gestus om at han skulle følge med. "Jeg har vin.." mumlede hun så, og trådte ind over tærsklen og gik meget direkte hen til køkkenet og hæv et par flasker frem.

Hvor mange overraskelser kunne en dag bringe? Logan var i hvert fald ganske overbevist om at han i hvert fald IKKE behøvede flere i dag! Han var ikke engang sikker på han ville snakke om det. Måske det kom på tale. Måske de begge bare valgt at lade den hvile et stykke tid. Selvfølgelig krævede det jo også at Anann ikke bad om om at skrive af pommeren til, nu han var dukket op igen.
Han besvarede hendes store øjne og lettere forvirrede udtryk med et lille smil. Det bøjede hoved fik ham dog til at kigge anderledens på hende. Nej, det skulle hun helst ikke gøre til en vane det der. Det klædte hende virkelig ikke at være underdanig.
"Godt - jeg kunne godt bruge vin.." Meget vin, alt vin. Og øl, mjød alt med en alkohol procent blev modtaget med kyshånd lige nu. Han fulgte med hende ind og lukkede døren efter sig, inden han nåede frem til køkkenet og placerede sig tungt ned på en stol inden hun gav mulighed for at tilbyde den. "Så.. Snakker vi om det, eller lader vi det forblive i stilhed lidt endnu?" han vidste ikke hvad hun ville foretrække. Men han vidste at det påvirkede hende. Logan vidste selvfølgelig heller ikke rigtig hvad han skulle svare. Han bebrejdede hende nok lidt, men mest af alt kunne han ikke se sig vred over hendes valg. Han følte sig bare træt i kroppen over det.