Priscilla havde mistet alt.
Okay, det var måske lige drastiskt nok. Guld var stadig guld, tjenester var tjenester. Men alle hendes tatoveringer, al hendes indsamlede blod havde mistet potensen under den dæmoniske plage. Væk var en god portion af den magiske magt hun havde konsolideret. Årevis' arbejde.
Hun var derfor forståeligt nok kronisk uimponeret for tiden; måske var det derfor hun denne gang valgte at ignorere sin sædvanelige impuls. Ser du, Priscilla rejste ofte fra det centrale Krystalland hvor hun typisk oppererede sin forretninger, til en lille landsby ved sølvfloden. Her fandtes en gammel elver som hun havde haft en forståelse med i årevis. Hans blod fungerede som en perfekt katalyst i hendes magiske arbejde og han var mere end villig til donere det, i bytte for sjældne bøger. På vejen skulle hun bare forbi en sump. Den mest direkte vej ville være direkte igennem, men den unge dæmon gik altid i en stor bue udenom. Ud over sølet og iglerne, stank sumpen nemlig af noget langt mere slimet - Belphegor.
Dovenskaben hang tung i luften, mellem de store mosklædte træer. Priscilla havde generelt ikke meget til overs for fætteren, så det overraskede hende på ingen måde at han havde valgt sådan et trist, klamt sted som sit domæne. Sådan havde det plejet at være..
men denne gang var hun som sagt lige lidt mere ligeglad. Direkte vej gennem mosen, hvis Acedia havde nogen indvendinger kunne han bare komme an.
Priscilla smurgte lærredsbukserne op til over knæene og vadede ganske resolut gennem det grumsede vand. Større, fornuftigere dyr forstod at holde sig på afstand og iglerne kunne hun fjerne når hun gjorde hvil den aften. I hendes taske var en bog fra hendes mors bibliotek i Kzar Mora (ikke en af de spændende naturligvis, dem havde hun beholdt) og i hendes hoved var en generel afsky for Belphegor, som hun var begyndt at finde mere og mere synonym med denne sump.
Hendes rejse og tanker blev dog afbrudt af synet af.. den gavmildeste beskrivelse ville måske kalde det en hytte, men Priscilla foretrak at sige ting som de var.
Det var et skur.
Selvfølgelig.
Hun vidste udmærket hvem der boede derinde, og selvom hun helst så sig foruden, følte hun sig nu bundet til at gå op og banke på. Nu hvor hun rejste gennem hans land.