At vente snuden hjemad, havde ikke været hendes plan. Faktisk havde det været det hun aller helst ville undgå, de dårlige minder. blandet med vemod og had. Men alligevel havde hendes fødder fundet vejen forbi tusmørkebjergene. nu stod hun på en lille forhøjning og så ud over dalen og de mange bjergtoppe der tornede sig op over hende. Hun var klædt praktisk på, i flere lag af læder og skin for at holde den bidende kulde ude. en vandrestav hun havde fået lavet sig på vejen havde hun lagt op af en sten sammen med oppakningen, men sværet og de mange andre våben holdt hun på sig. Tiden og fortiden havde lært hende aldrig at ligge sit våben fra sig. Jeg går ikke derned! jeg står bare lige her og ser på det hele 
Hendes tanker kræsede omkring hjemmet der nu nok var en Ruin om hele klanen der bare var blevet slæbt med. med mindre andre dværge havde bosat sig der nu.. det var et godt sted med gode muligheder for malm. 

Hun sukkede og begravede hænderne ind til sig. mens hun så solen langsomt gå ned over bjergtoppene. skumringens lyde sprang frem fra træerne omkring hende, mens en brise blæste sneen op i et viavar. et suk undslap hende før hun vredt vendte sig om mod oppakningen. Det gjorde ingen nytte at hænge sig i fortiden, hun var bedre stemt med at udnytte fremtiden. 

Aldrig havde han følt sig så forkert i hele sit liv. Året og månederne var smeltet sammen i et stort vild miskmask af usammenhængden følelser. Han var så vred og arrig hele tiden - uden at vide hvorfor. Som om han brændte indvendig. Som om noget var gået i stykker.
Han huskede kun svagt hvordan hans liv havde ændret sig, hvordan han under flammernes krig i hovedstaden var blevet trukket væk. Hvordan et tandsæt trængte igennem den solbrune hud og alting forandrede sig. Hvordan månen skar i hans øjne og frembragte det værste. Han var ikke længere menneskelig, han var blevet til noget andet - og han vidste ikke hvad det var eller hvorfor.

Der var gået næsten et helt år inden han var taget væk fra de andre vilddyr. Inden han kom ud i sollyset fremfor at sove om dagen og jage om natten. Dorín var ikke engang sikker på han var i stand til at tale sammenhængden mere efter evige måneder uden anden kommunikation end grynt og knurren. Men solen jagede noget af det væk. Brisen der lød koldt over bjergenes klipper og rev i det lange filtrede hår, der efterhånden lignede en manke mere end hår. Men han var rolig - selvom der var overskyet, koldt og endda kom regnen rimelig ofte forbi, var han rolig og afslappet. Havde dagens lys virkelig så stor magt?

Dværgen anede ikke meget omkring sig, andet end sig selv som han begav sig ned af klippesiden. Der varede lang tid, inden han så en skikkelse stå for foden. Han kravlede frem til at sætte sig på en klippe der stak lidt ud og så nysgerrigt ned på hvad han svagt kunne tolke var en kvinde.. måske endda en dværg? Men var han selv det mere? Alt i alt så han ikke ligefrem særlig rar eller venlig ud i sit noget bryske ydre efterhånden - og det noget lassede og ødelagte tøj, der afslørede at han i hvert fald ikke kom fra byen. Hans arrede ansigt hvoraf det ene øje var helt blankt og blidt, gjorde heller ikke det store i den positive retning. Men det andet øje udviste ro og nysgerrighed. Det som dværgen altid havde haft - sin varme og venlighed overfor andre.

Det havde aldrig været Astrids hensigt at komme så tæt på det gamle hjem. hun havde undgået det i lang tid. selv i den tid hun selv boede der havde hun et eller andet sted forsøgt at finde en vej ud at den verden hun ikke følte hun hørte til. hun havde forsøgt at tilpasse sig, men nu, nu var der ingen tilbage hun ville gøre det for, lade som om at alt var gode og glade dage. 
det var væk og ruineret af mørket.

At hun var Bitter vidste hun godt, at hun holdt alle mennesker og andre væsner væk fra sig i minimum en armslængde vidste hun også godt. De fleste ville se hende som en freak alligevel hvis de vidste det, vidste hendes hemmelighed. det var nemmere bare at være bitter og lade folk tænke deres. Det gjorde vejen ensom, og- måtte hun indrømme, hende selv endnu mere sur og bitter. 

Hun rullede med skulderne for at løsne dem op og ligge dalen bag sig og fortsætte den vandring hun var begyndt. selvom hun ikke kendte målet. hun vendte sig om og gik med hans vandrestav og oppakning, men stivnede på vejen og lagde hånden på sværdets skaft. Der var noget eller nogen oppe på klippekanten. om det var en menneske eller et dyr var hun ikke helt sikker på endnu. "Hvem der?" hendes stemme var irriteret og brysk. hun hadede det når noget sneg sig op på hende, og i dag var ingen undtagelse. Hun kneb øjnene let sammen for at se tydeligere mod fremspringet, og hvad der var deroppe.  

Han fulgte hende en smule med blikket, men forholdte sig til at sidde afslappet på klippesatsen uden at gøre antræk til at lave en pludselig entre. Faktisk havde han endnu ikke besluttet sig for om han ønskede at tage kontakt til hende - hvad ville det dog medbringe? Nok ikke andet end ubehageligheder. Det var i hvert fald hans første tanke. Umildbart så han ikke længere særlig fredelig ud.

Dorín lod hovedet tilte ganske let til den ene side ved lyden af hendes stemme. Den var fjentlig, men det var nok mest fordi hun var blevet overrasket. Om ikke andet lod han tvivlen komme hende til gode. "Dorín" Svarede han og blev faktisk overrasket over hvor dyb og hæs hans stemme var. Han lænede sig lidt fremad på klippen for bedre at kunne se på hende. "Kommer du også fra disse kanter?" han kunne ikke lade være med at spørge. Han huskede i hvert fald at han var herfra. I realiteten boede han her også nu, men det var under en del andre forhold. Det var ikke som at bo som en dværg længere.

Den hæse stemme der kom fra klippefremspringet gjorde det tydligt at det var et menneske.. eller hvert fald engang hvade været. det var først da Astrid så bedre efter, at det gik op for hende at denne snavsede og forrevne væsnen ikke var et menneske i den forstand, men en dværg ligesom hun. 
Hun bryd sig ikek om hans fordel ved at være æverst, men hun forsøgte at ryste det af sig. Han havde intet gjort hende, ingen grund til at tro han var hendes værste fjende, fordi han havde været det samme sted som hun. Men hendes håndforblev på sværdet ved hendes side, på en mere afslappet måde. 

Hun så sig kort omkring med et lille træk på skulderne i et forsøg på at være ligeglad med omgivelserne. "Hvad vedgår det dig?" igen var der en snært at irritetion i stemmen. Astrid bid sig i læben og træk vejret dybt igennem næsen. det var ikke helt fair at vrisse af ham, han havde sådan set bare været venlig. at det var et ømt punkt, kunne han ikke vide. "Engang måske, men det er længe siden" Hun havde mest af alt lyst til at svare nej, ligge så meget afstand fra stedet som muligt, men på trods af hendes lidt hårde ydre, var det stadig imod hende at lyve. 

Astrid sukkede og så nærmere på dværgen over hende. "Hvis du vil hyggesnakke, kan du vel hoppe herned. eller er meningen at give mig hold i nakken?" Hendes stemme var blødet op, men der var en snert af noget sarkasme, blandet med at hun helst ville ha ham på niveau med sig selv. Han så ikke godt ud, og guderne, måtte vide hvad han havde været igennem, hans udsenende gav nogle kolde minder frem fra mørket og hendes tid i deres lange klør.

Dorín blinkede et par gange, som han lagde hovedet på skrå. Han svarede ikke på spørgsmålet men kiggede i stedet på hende - stadig nysgerrig, omend mere påpasselig efter lyden af den irriterede stemme. Hun virkede ikke ligefrem fremmedglad - men det kunne man ikke fortænke hende i. Det var ikke ligefrem lyse tider de levede i. Tværtimod.
At hun alligevel valgte at uddybe fik et skævt smil frem på den snuskede dværgs ansigt, mens han rettede hovedet mere op igen. "Det samme for mig.. Engang" han vendte blikket ned mod sine egne støvler for en stund. Han hadede hvad han var blevet og fortjente ikke at komme hjem. Var der overhovedet noget at vende hjem til? Han var faktisk ikke sikker.

Dorín løftede hovedet igen, en smule overrasket og et smil bredte sig ved lyden af sarkasmen der var at spore ganske let i hendes stemme. "Jeg har ellers et dejligt udsyn" svarede han muntert. Det var vel egentlig meget upassende at han sad heroppe med frit udsyn og hun skulle stå for fodden og ikke mindst få ondt i nakken, men også leve med at han egentlig havde alene fordele, havde hans erinde været et helt andet.
Dorín bevægede sig let til sidden, og gled ned af de løse småsten, uden at vælte. Han havde befundet sig så meget i bjergene efterhånden, at han var vant til de mærkeligste pludselige indfald fra det nådesløse bjerg. Det var ikke elegant, men uden så meget som at vælte nåede han ned til den faste grund, omend stadig med en afstand på nogle meter - nok frygtede han ikke for sit eget liv - det var mere hendes han tænkte på. Hvem vidste om monsteret meldte sig pludselig? Han var endnu ikke helt sikker på hvordan denne cyklus fungerede. "Vandre du alene?" Der var en undren i hans stemme. Altså, han var selvfølgelig selv alene lige nu, men han huskede godt at det kunne være risikabelt.

Astrid kneb øjnene lidt sammen mens hun studerede ham så godt hun kunne. var han en hun kendte, eller havde kendt. der var mange Dværge klaner på disse egne, men mange af dem handlede sammen, eller på anden måde holdt kontakt imellem. Hans Navn sagde hende ikke noget, men det betød ikke at de ikke var stødt ind i hinanden i deres tidligere dage, før krigen, før landet var blevet lagt i kaos. 
Men ligesom hende virkede han ikke sønderlig glad ved samtaleemnet. 

Astrid fnøs "jeah det har du sikkert" men hun slappede mere af da han begyndte at komme ned til hende. det gav hende også mulighed for at se hans lasede beskidte tøj og ydre. han lignede bogstaveligt talt et noget der havde levet i skoven uden tanke om omgivelserne. Hun slap sværdet helt da han stod nogle meter fra hende og lagde i stedet armene over kors. det beroligede hende at han også virkede til at ville holde en vis form for afstand som var de ikke helt sikre på hinanden. 
Om hun skulle fortælle ham at hun var alene kunne dog være risikabelt, men som hun studerede ham besluttede hun at hun burde kunne tage ham i kamp, han så hærens ud og lignede ikke en der tog sin træning seriøs, men man skulle ikke undervurdere en desperat dværg. 
"lige nu ja.." hun så til siden ud over dalen igen dog stadig med ham i øjenkrogen. "Du virker også tæmmelig alene herude selv? "

Den afstand som Dorín valgte at holde til hende, var selvfølgelig på grund af uvished, men det var mest rettet mod hvad han var i stand til at gøre. At leve i den form for isolation der var blevet ham pålagt, havde gjort at han ikke længere var sikker på op og ned. Han vidste han blev til et frodigt monster engang imellem, og han hadve gættet sig frem til at det måtte hænge sammen med fuldmånen. Alt derudover. Ingen anelse. Ville den nye del af ham pludselig gå til angreb?
Påpasseligt så han på hende. Hun var en del pænere i tøjet end han selv - men der skulle heller ikke meget til. Hun virkede dog til at være langt mere standhaftig og stærk end mange af de kvinder han huskede fra sit eget hjem - tidligere hjem.

Dorín kiggede tilbage op af bjergsiden han var kommet nedad, da hun udtalte at han også så alene ud. "Lige nu.. Ja" I modsætning til hende, virkede han i stedet meget lettet over at være alene. Selvom det gav ham en markant ulempe skulle det vise sig at hun ville angribe ham. Det raske øje vendte nysgerrigt tilbage til hende. "Må jeg spørge hvad du hedder?"

Astrid fandt sin stolthed i sin form, at hun kunne tage vare på sig selv, også selvom hun stod alene. det blev hun nødt til, med et Handicap som hun havde. det irriterede hende at hun tænkte på sig selv som handicappet, så unormalt var det vel ikke at være evneløs. selvom hun ikke rigtig havde mødt nogen ligesom hende endnu så måtte de da findes folk uden magi? 
Derfor havde hun altid lagt fokus på sine kampfærdigheder og hvad hun kunne presse sin krop til at gøre. 

hun skulle til at svare da hun et øjeblik tøvede. hvis han kom fra det samme område ville han måske i modsætning til hende genkende hendes navn. "Astrid" det måtte være nok, hendes efternavn holdt hun for sig selv.

Astrid lod blikket glide hen over ham igen for nok tiende gang. hvorefter hun stod lidt akavet. Ikke sikker på om hun ville tilbyde ham at blive eller om det var nok samtale for nu. men efter et øjeblik bestemte sig for det første. hun kunne altid pakke sammen og gå hvis selskabet blev for meget. hun lovede intet ved at udvise en smule høflighed. "Du kan evt. finde noget brænde, så vi ikke står og fryser" hun skar ansigt, okay det kom ikke ud høfligt. "Jeg mener..." hun gik i stå og vendte sig så istedet om mod de træer der stod op af bjergsiden for at samle det selv."Jeg har lidt te hvis du gerne vil ha noget varmt at drikke" et øjeblik smilede hun for sig selv mens hun havde ryggen til ham. det kom da vist nok ud høfligt, tænk sig jeg kan jo godt hvis jeg vil. tænkte hun sarkastisk til sig selv. 

At folk var uden magi var vel ikke unormalt - og dog. Dorín tænkte ikke meget over det, men han vidste at det aldrig havde været et problem for halvelveren Rinne, han havde rejst med i mange måneder. Hun havde ingen magi i kroppen, som hun selv havde sagt det, og det lod ikke til at genere hende. Faktisk havde hun ofte været meget modstridende mod andres magiske evner. Dværgen nikkede ganske let til Astrid. Det blev efterfulgt af en noget tryggende stilhed, som afslørede at ingen af de to var helt trygge ved hinanden, men den anden valgte at bryde isen en smule mere. Forhåbentlig kunne de nå frem til at være mere rolige omkring hinanden, selvom man i disse tider overlevede på at være anspændt.

Dorín tiltede hovedet ganske let, som hun skar ansigt og afbrød sig selv for at omformulere. Den omformulerede udgave lød en del mere imødekommende og Dorín smilede til hende, som han holdte mens hun vendte ryggen til for at fokusere lidt noget andet, gik han ud fra. "Jeg finder noget brænde" svarede han. Hun var vidst ikke vant til selskab, i hvert fald fremmed selskab. Det var en udfordring at starte ud med at være social på denne måde. Dorín tænkte lidt over hele situationen mens han vandrede over de løse sten, i en større cirkel omkring stedet, for at finde frem til tørre kviste, grene og stykker af træ. Det blev mest til grene der havde et fugtigt ydre efter den stigende mængde af regn der var kommet. Han vendte tilbage efter lidt tid med en favnfuld, omend det ikke var det bedste træ i verden. "Jeg håber det går an"

Astrid vidste et eller andet sted dybt inde at der var andre uden så meget som en dråbe magi. men vokset op som hun havde, konstant blive husket på at hun ikke havde de evner som hendes far ønskede havde bidt sig hårdt ind og givet hende den bitre skal. for inderst inde ville hun ikke være alene, selvom det lidt var kommet dertil. 

Da Dorín alligevel gik efter brænde, faldt hendes skulder lidt, som om de havde været Anspænt. han var flink, og lod sig ikke mærke med hendes formulering. ret skal være ret, det kunne jo være hyggeligt at snakke med en her i gråvejret. 

Imens Dorín fandt brænde åbnede hun sin oppakning og fandt den pose hun altid havde på sig i disse egne. hun var kommet nordfra. så tørt brænde var svært at finde, så hun havde altid en smule knastør med sig i tasken, som hun blandede med det semi tørre man kunne finde i området for at starte de små flammer. og det passede perfekt med da Dorín kom tilbage med brændet. "så længe det kan brænde hun tog imod brændet og fik godt igang i bålet. og fik sat vand over til the. før hun igen vendte opmærksomheden mod Dorín. "Hvor er du på vej hen?" hun forsøgte så vidt muligt ikke at spørge ind til hans udseende. fortiden gik ondt i hvert fald på hende. så mon ikke også den gjorde for den fremmede. så hellere tale om fremtiden. 

Forhåbentlig kunne det brænde. Det havde føltes tørt nok da han samlede det op, men problemet var ofte at kernen havde en tendens til stadig at være godt fugtig. Om ikke andet, så det ud til at virke som den anden fik tændt op i det hele og flammerne begyndte at blusse frem.
Dorín satte sig i skrædderstilling i nærheden af bålet hvor hans raske øje hvilede i lang tid, som flammerne knitrede. Der var noget beroligende over det.
Han løftede blikket og trak lidt på skulderne. "Lidt her og der. Jeg har intet bestemt sted jeg skal hen, men jeg husker at havde været i hovedstaden for noget tid siden. Overvejer at tage tilbage dertil" Svarede han ærligt, som han forsøgte at huske hvad der skete. Det var der alt var begyndt at gå galt - Hovedstaden var stedet hvor han var blevet taget væk fra det hele, og han huskede især en der. Han huskede halvelveren, som han havde rejst med i mange måner inden da.
"Hvad med dig? Søgende noget her i egnen?" nogen holdte deres egne gerninger hemmelige. Hvorfor de rejste specifikke steder hen, men det kunne ikke skade at spørge. Hun virkede til at syntes dette sted var bekendt for hende, men det kunne bedrage. Nogen var bare så sikre i hvad de foretog sig at de syntes at høre hjemme alle steder.

Ilden skulle nok få det våde fra træet til at forsvinde, om ikke andet det røg måske lidt mere end ønsket, men man kunne ikke få alt. hun fiskede to forslået trækrus op af tasken, ikke ret store men solide. det var fint til the. selvom den ene havde en lille revne, ikke nok til at vandet ville forlade kruset hurtigt, men nok til at den nok snart skulle skiftes ud. 

Astrid fik sat sig lidt til rette og lod øjnene falde mod ilden. det var rart at føle den tørre varme fra bålet, og et øjeblik nyde det. før hun igen vente opmærksomheden med sin gæst, og nikkede til hans fortælling. "jeg har aldrig været i hovedstaden, ikke endnu i hvert fald. husker du det som et.. rart sted?" 

Vandet kogte og hun fik hældt vand med te-blade op i de to krus, før hun rakte Dorín kruset uden revne. lidt høflighed havde hun da lært derhjemme. 
"det var mest tilfælde jeg kom denne vej, måske nysgerrighed over hvor meget mørket har ladet stå tilbage." der var en bitterhed i hendes stemme der ikke var til at overhøre.. ellers vandre jeg bare rundt. havde dog overvejet Dværgenes by Dragorn?"[/b] det sidste kom med et lille spørgende udtryk. måske havde den fremmede ved bålet været der også? 

Selvom røgen var generende når det gled hen over øjnene, var det ikke noget Dorín rigtig reagerede på. Han var efterhånden vant til det, selvom det hvide adopterede lidt mere rød natur. Den tunge røg ville dog ophøre snart, når væden i træet var forsvundet. Han flyttede de grønne øjne væk fra den knitrende ild for at se på Astrid. Han trak let på skulderne over hendes spørgsmål. "I starten. Der var ganske rart i mange områder af byen.. Men så kom.. jeg tror der var krig.. jeg blev skildt fra min rejsekammerat og endte her..." forklarede han. Han kunne ikke rigtig besvare om det stadig var et rart sted. han havde ikke engang hørt om Hovedstaden stadig stod, men det var det eneste præglemærke han havde til at finde Rinne. Hvis hun stadaig var i live.

Dorín tog taknemmelig imod krusset med væske med begge hænder og smilede til hende. "Tak".
Dorín nikkede til hendes fortælling og pustede let til den varme damp der kom op fra kroppen. Mørket havde taget mange ting, og han forstod hendes bitterhed. Hvor meget havde mørket ikke tilegnet sig uden at befolkningen egentlig var klar over det endnu.. tanken fik ham til at tage en dyb indånding. "Dragorn?" det vagte minder. Nogen med krus med gyldne drikke og varm musik. Andre med skrig og blodets flyden. "Jeg ved ikke om Dragorn står... Sidst jeg var der, faldte det til mørket... Det var inden jeg var i hovedstaden.. Jeg kan ikke huske hvor lang tid siden det er.." svarede han undskyldende, og mærkede igen hvor handicappet han var blevet af isoleringen i bjergene. Måske var der gået år? måske var der sket så meget han end ikke forstod eller fik besked om.

//inaktiv