Luko var irriteret. Han havde ikke været i kontakt med nogen i flere dage, siden fan kom hertil fra Mørkets skov. Han var mest på ferie, bare for at være et andet sted, men han havde ikke set noget til nogen.
Han troede ellers at her ville være en bred vifte af mulige samtalepartnere, men dette var åbenbart ikke tilfældet... Eller det troede Luko i hvert fald.
Pludselig lød lyden af hans fælde der gik af, og Luko kunne ikke lade værre med at smile. Dette mørke der have ramt landet var måske irriterende, men det var meget fedt når man havde fælder der var sat op.
Luko, der have siddet på en gren oppe i et træ, svingede sig ned til fælden med sit bytte i. Han hang sig på hovedet og kiggede ind i nettet.

Ichareia kom gående langs noget hun antog var en sti. Det havde oprindeligt virket som en god ide at forlade hovedstaden og søge efter job lidt længere ude på landet. Magien var kommet tilbage, men mørket havde gjort det meste af byen dyster og uden helt at kunne sætte en finger på, hvorfra hun havde fornemmelsen, var det som om væsner Ichareia aldrig før havde herskede i gaderne. De muntre sælgere på markedet var stort set væk og alle kiggede en ekstra gang over skulderen når de var uden for. Det kunne drive selv den stærkeste personlighed til vanvid aldrig at se andet lys en faklernes skær. 

Det gode ved ideen, måtte Ichareia erkende, var efterhånden fuldstændig væk. Mørket dækkede nemlig ikke kun hovedstaden, men hele landet og Ichareia var ikke længere sikker på, hvor hun egentlig var. Hun mødte så få mennesker der kunne guide hende, at hun var ret sikker på, hun aldrig nogensinde ville finde tilbage igen. Hun stoppede op i et kort øjeblik og to sig opgivende til hovedet. Hvad havde hun dog begivet sig ud på? Hvis hun ikke snart fandt nogle andre mennesker var det ikke usandsynligt, at hun ville dø af sult. Hun prøvede at fokusere på hendes omgivelser, men på trods af, at det efterhånden havde været mørkt så længe, at hendes øjne burde have vænnet sig til det, kunne hun stadig kun se skygger og omrids. Hun var i en skov, det var det eneste hun kunne sige med sikkerhed, og da hun havde forladt byen havde hendes kurs været syd. Hvis ellers de handlende hun havde mødt den første dag, havde fortalt hende sandheden. Hvis hun reelt havde holdt den retning hun havde anlagt i første omgang, burde hun nærme sig Medanien og dens landsby, men det var ikke til at sige. 

Pludselig skar en underlig lyd gennem luften, næsten som lyden af træ der brækkede i to efterfulgt af en susen. Ichareia mærkede jorden forsvinde under sig. "Urgh", udbrød hun forskrækket. Hun famlede frem for sig. Sig det er løgn. Hun nærmest fortvivlet hev i nettet som om det på magisk vis ville forsvinde, hvis hun nu bare hev det rigtige sted. Ved Isari.. Det er bare løgn.. Det tegner virkelig ikke godt.. Dør jeg nu? En masse forvirrede tanker gled gennem hendes hovede, hun lagde ikke mærke til den skikkelse der kiggede på hende fra træet. 

Luko så på pigen med et smil der mindede om en kat der havde slugt en kanariefugl. 
"Jamen, hej med dig!" spandt han, idet han sprang ned fra grenen og lænede sig imod træet som fælden var bundet op i. Han kiggede op på pigen i fælden og prøvede at skimte hendes træk. 
Dette var svært, i kraft af hvor mørkt der var, men Luko havde et okay nattesyn. Hun var tydeligvis ung og havde langt har. Mon mørket havde spændt ben for hende, og det var derfor hun var gået i fælden?
Luko smågrinede lidt og trak så sin dolk fra sit hylster. Han begyndte at snitte i en pind som han trak op fra sin lomme. Arme pigebarn da, hun var nok den yngste hun havde fanget til dato.
Han så op på hende med sine gyldne øjne der skinnede kækt. "Hvor er det pænt af dig at dumpe forbi til en lille sludder."

Ichareia stoppede brat sit forsøg på at finde en vej ud af nettet, ved lyden af en fremmed stemme. Hun stivnede fuldstændigt, hvilket indebar, at hun også holdt vejret. "Hv-hv-hv" hendes stemme rystede let. Tag dig sammen Icha. Hun trak vejret dybt, men hele hendes krop var stadig anspændt. Med en kraftanstrengelse fik hun endelig styr på sin stemme. "Hvem der?" Spurgte hun og prøvede at fokusere i den retning stemmen var kommet fra. Var det et omrids af en person hun så? 

Hvem i alverden er det? Og hvorfor lyder han så venlig? Hun prøvede at danne sig et billede af personen, men han var stadig for langt væk til, at hun kunne vurdere andet end omridset af hans krop. At det var en mand var hun dog ikke i tvivl om, det kunne man høre på stemmen. "Det var da så lidt" mumlede hun næsten mest for sig selv, hendes stemme var fuld af sarkasme. Hun prøvede igen at lade fingrene glide hen over nettet. Det kan være det var en dyrefælde? Tænkte hun og forsøgte at være optimistisk. Hvis fælden var tiltænkt mennesker havde hun svært ved at forestille sig noget behageligt resultat. Typisk hende at vandre lige i en fælde. 

Hendes hår, der havde været dækket af en kappe inden hun trådte ind i fælden, stod nu i en lettere uglet lyseblond sky omkring hendes hoved. Hun var iført læderbukser og tunika, hvilket hun lige nu var hun taknemmelig for, hun havde ellers overvejet at skifte til kjole igen i forbindelse med, at hun havde forladt byen. 

Luko betragtede pigen i nettet. Trods det dårlige lys kunne han se en formidabel blond hårpragt, der var blevet bragt i en ganske uorden af fælden. Hun så også ud tol ar være nydeligt men anstændigt klædt på, hvilket vel var godt for en gåtur i skoven, og til at blive hevet op i en fælde.
Luko nærmede sig fælden og lænede sig afslappet op ad træet ved siden af.
Du spørger om hvem?" sagde han, stadig i et venligt toneleje.
"Jeg er Luko, såmænd. Intet mere, intet mindre. Du har med garanti aldrig hørt om mig, og sådan skal tingene gerne være."
Luko tog nu fat om en gren og svingede sig op på den, så han var lidt tættere på pigen i nettet.
"Lige for at overstå det kedelige, for jeg ved at du vil spørge og/eller forsøge: Nettet kommer du ikke igennem, så gem dine skarpe ejendele væk, hvis du medbragte nogen. Jeg er ikke en morder, så det spørgsmål kan du også spare dig."
Lukos stemme var i et beroligende toneleje. Nu satte han sig til rette på grenen.
"Med alt det af vejen: Hvem er du så?"

Hun holdt op med at fumle med nettet da han beskrev det som meningsløst. Typisk.. typisk.. typisk.. Hun bevægede sig lidt rundt og prøvede at finde en behagelig stilling, hvilket fik nettet til at gynge let, inden hun endeligt havde fået trukket benene lidt ind under sig så hun på det nærmeste sad i nettet. 

"Jamen hvor er jeg da glad for at høre, at du ikke har tænkt dig at slå mig ihjel" sagde hun sarkastisk og prøvede at skjule hvor lettet hun egentlig var over den meddelse, på trods af, at man ikke nødvendigvis kunne stole på fremmede, der fangede en i et net midt i et skovområde. 

Ichareia kiggede prøvende ud i mørket. Han var kommet tættere på og hun kunne efterhånden danne sig et nogenlunde billede af, hvordan han så ud, men en del af hans træk var stadig sløret af mørket. 

"Jeg er ikke nogen" mere mumlede en sagde hun. Hun var ikke sikker på hun havde lyst til at fortælle denne fremmede noget som helst. På den anden side, hvad skade kan det gøre? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg er hverken kendt, eftersøgt eller på anden måde noget specielt. Hun prøvede at fokusere på hans ansigt. "Ichareia" sagde hun endelig. "Forventer du bare, at jeg bliver hængende her?" fortsatte hun i samme åndedrag. Hun slog irriteret ud med armene, selvom det blev en lidt vag bevægelse eftersom nettet bremsede hendes arme efter et par få cm. 

Pigens sarkastiske, men åbenlyst lettede udsagn underholdte allerede Luko. Hun var interessant virkede det til. Som regel skulle han bruge op til 20 minutter på at overbevise folk om at han hverken var en morder eller en voldtægtsmand. Det var som regel oftest kvinderne der tog længst tid, og som regel dem der ikke troede ham.
Luko smilede igen, denne gang med hans hvide tænder synlige. Først var hun ikke nogen, og så var hun Ichareia? Meget vel så...
"Det er rart at møde dig."
Derefter spurgte hun om det var meningen at hun skulle blive "hængende". Om han "forventede det". Luko lagde sit hoved på skrå og hoppede så hen ad grenen, over imod stammen af træet. Her lænede han sig op af stammen og trak så nogle tændstikker op ad sin lomme. Han tændte én og betragtede det spinkle lys der lyste hans ansigt op. Det var som regel nu folk opdagede at han var mørkelver og med det samme gik ud fra at han var farlig.
Han så lidt på pigen i nettet som også var oplyst af ilden. Hun var blond, ret nuttet, og praktisk klædt i tunika og bukser. 
"Det er ikke at jeg forventer at du bliver hængende her. Jeg VED at du bliver hængende her, indtil jeg slipper dig fri, hvilket jeg gør. Det er ikke så meget en forventning det er mere..." Luko holdt en pause og ledte efter ordene.
"En aftale. Du bliver her lidt og jeg forventer ikke, men jeg regner da med at vi kan snakke. Når vi så har talt lidt så," han pegede op på rebet der holdt nettet sammen.
"Løsner jeg rebet der, og så kommer du ned igen. Skal vi ikke sige det?"

Ichareia forstod ikke helt denne Lukos facon. Glad for at møde mig? Så den her fælde har været tiltænkt mennesker? Eller har han bare en underlig form for humor. Hun lod tungen fugte sine tørre læber og trak vejret dybt. "Snakke?" Hendes stemme var meget undrende. Der var ikke rigtig noget ved det her der gav mening. "Du har fanget mig i det her net for at snakke?" Hendes stemme var skeptisk og selvom hun var nervøs var hun ikke ligefrem dødsensangst. Hun havde mere eller mindre affundet sig med, at hun ikke kunne komme videre. For nu. Hvis han begyndte at vifte med et sværd eller lignende kunne det være piben fik en anden lyd. 

Hun hørte lyden af en tændstik der blev strøget og kiggede indgående på ham. I det svage skær fra tændstikken var det første der fangede hendes blik hans lysende gule øjne der næsten genspejlede tændstikken. Wow, hun skyndte sig at lukke munden. Det var tydeligvis ikke et menneske hun stod over for, men var det en god eller en dårlig ting? Han lignede mest af alt en ond ånd som hand stod der med mørkegrå hud og gule øjne og dog.. var det perler han havde i håret? Hun stirrede let på hans sølvfarvede hår, men kunne ikke helt blive enig med sig selv, lyset var dog for svagt. Hans ører var dog tydelige, "elver", hviskede hun let for sig selv. Men de havde da ikke den hudfarve? Uden at tænke over det, var hendes hænder gledet op til hendes egne spidse øre. Hun skyndte at tage dem ned igen, hun var ikke sikker på hun havde lyst til bekende race endnu. Hvis man overhovedet kunne sige det i hendes tilfælde. 

Mørkelever! Tanken kom pludselig til hende, men historietimerne om mørkelvere var på nuværende tidspunkt så fjerne fra hendes tanker, at hun ikke nødvendigvis knyttede begrebet mørkelver op på specielle historiske hændelser eller advarsler. 

"Så aftalen er, at vi snakker og så får jeg lov at gå?" Hun var mildest talt forvirret over situationen, men han virkede ikke truende. Hun tænkte lidt over det, som om hun overhovedet havde et valg. Så trak hun på skuldrene, hvad var det værste der kunne ske? Hun var allerede fanget i nettet og som det så ud p.t. havde han ikke tænkt sig at gøre hende ondt endnu. "Jamen, hvad har du lyst til at snakke om så, Luko?" spurgte hun og forsøgte trods hele stemningen og det at sidde i et net i en uendeligt mørk skov, at lyde venlig, hvis ikke munter.