Aldrig havde Dandelion oplevet et år som dette. Faktisk var hun ikke engang sikker på hvor hun skulle starte eller slutte. Noget var gået alt indeni hende efter mødet med denne mørkets kriger der havde fanget hendes dyriske instinkter på en måde der var hende ganske uvant. Derefter havde klanen set skævt til hende. Som om de kunne aflæse, lugte eller blot fornemme at et eller andet var anderledes.
Ikke at der havde været syndelige mange måneder til at udholde netop denne forandring, da hele verden nærmest rystede til rent og skrækindlagende kaos. Hvem der overlevede pesten, som Dandelion selv, måtte se sig overvundet af tørkeperioden som fjernede al vand i miles omkreds, og langsomt slap føden op.

Dandelion var den eneste tilbage hun vidste af. Den store flok af halvdyr som havde overlevet på primitive manerer og for sig selv, var fuldstændig øde og forsvundet. Som sunket i jorden. Det var som om at de slet ikke havde været der. Dandelion bevægede sig med en let skælven hen over det ødelagte område, hvor der stadig lå lig kun halvt begravet, og andre bare efterladt til kraver og andre odselædere. Hun virkede relativt upåvirket af synet, men skælvede derimod af kulde der slikkede sig op af hendes blege hud og blæste den legede med de lange røde hår.

Dandelion havde overlevet under jorden ved at fange smådyr og kæledyr i byen. Hevet til sig hvad hun kunne finde, og da tørken endelig var færdig, kom regnen endelig tilbage. Det var frit og dejligt, men hun havde stadig en del problemer. Hun var tynd, og havde ikke været heldig nok til at genvinde sin førhenværende kampvægt.

Dandelion bevægede sig væk fra den ruin der udgjorde hendes gamle hjem og bevægede sig ind i et øende marker der var mere eller mindre ren moder, til hun ankom til sit ynglingssted. Vandfaldet. Der var stadig meget mørkt - som på det meste af dagen for tiden, men der var relativt roligt vejr. Ingen regn eller sne, men kun en stærk vind som peb hen over overflader og hev i trækronerne. Relativt larmene.

Yog var nu atter i stand til at bruge sine kræfter udenfor dæmonriget. Og det første han gjorde var at teleportere sig til Medanien som han var gået igennem da hans kæfter ikke havde været aktive. Han havde aldrig rigtig opholdt sig særlig meget i Medanien, så det var ikke utænkeligt at det kunne blive et nyt og godt jagtområde at fange ofre i. Han dukkede op af mørket på en mark han havde gået på for at komme til dæmonriget og til hans store held dukkede han oven i købet op et stykke bag en ung og smuk kvinde der alene var på vej et sted hen. Yog fulgte efter hende i et godt stykke tid imens han sørgede for at holde sig ude af syne. Skete det at hun så sig tilbage teleportede Yog sig enten ud af hendes synsfelt eller brugte sine mørke kræfter til at falde i et med mørket.

De ankom med tiden til et vandfald. Der var blæst der hev i trækronerne, men også Yogs kappe bevægede sig i vinden. Yog teleportede sig op i et af træerne. Herfra kunne han observere sit offer, finde ud af hvad hun lavede her og planlægge hvornår han skulle slå til. Frem fra sin taske trak han rebet med knuden som han tit brugte til at få sine ofre til at tie stille. Han var klar i tilfælde af at hun skulle opdage ham. Han observerede hende sådan set kun i øjeblikket. Han kiggede på hendes former og lagde først nu mærke til at hun virkede en smugle tynd, men det gjorde ham ikke det store for hvis hun var tynd så var hun nok heller ikke i stand til at give den helt store modstand.   

Vindens hylen gjorde intet prositivt for Dandelions hørelse. Tvært imod. Nogle gange stoppede hun op, overbevidst om at hun havde hørt et eller andet, men hver gang passede det med at vinden rev i bladende og lavede høje hylende lyde, der hurtigt fik hende til at forkaste det som værende vindens pus. Intet andet.

Hvorfor hun lige valgte vandfaldet begyndte nu for alvor at slå ned i hende. Hvorfor? Der var jo ikke nogen her. Hun ville ikke få andet end minder frem som ikke kunne bruges til noget. hendes familie, venner og klan var væk. Døde. Og Dandelion var ladt alene tilbage. Bittert knugede hun de blege hænder mens halen lavede et pisk igennem luften. Hele hendes holdning gik fra deprimeret vandring, til ret og stålfast, trods det var tydeligt at se at hun ikke havde alverdens kræfter tilbage.

Stille stod hun indtil hendes øre bevægede sig i modsætning til vinden og hun vendte sig. Stående med fronten mod træerne spejdede de mørke øjne omkring sig, men hun flyttede sig ikke. Hun var ikke bange for mørke. Ej heller bange for hvad mørket gemte på.

Da kvinden vente sig mod stedet hvor Yog befandt sig blev han en smugle overrasket, men smilede dog også lidt for sig selv. Langsomt lod han sig selv kravle til syne fra træet hvorefter han lod sig dumpe ned på på jorden. Hans kappe bevægede sig i vinden og fik ham til at ligne et uhåndgribeligt væsen af mørke der uden tvivl ville få de fleste til at blive bange. Hans øjne lyste imens han så med kvinden. Han havde gemt rebet der skulle bruges til at lukke munden på hende så snart han fik fat i hende. Han stod bare og observerede hende. Kiggede på hendes hale, hendes krop, former og bagdel. Alt imens han forestillede sig hvad han alt kunne gøre med hende. Han ville uden tvivl tage fat i hendes hale på et tidspunkt. Det skulle nok kunne forhindre hende i at få for meget frihed.

Dandelion stod afventende som noget kom til syne. Faktisk havde hun regnet med at det blot var mørke der krøb rundt, af en eller anden årsag var mørket jo blevet en del mere tyngende og mægtigt i denne periode, så det kom som en let overraskelse at noget der kunne anses som en skikkelse kom til syne og havnede for bunden af træet efter lidt tid.
Med en ryg der blev rettet endnu mere, og et måske for overmodigt udtryk i ansigtet der nok udtrykte at hun var stærkere end hun lige nu var, pustede hun sig op for at fremstå mindre lille og skrøbelig.
"Hvem og hvad vil du?" Stadig intet spor af frygt i hendes stemme. Hun gentog for sig selv igen og igen. Jeg er ikke bange for mørket. Mørket er blot et fænomen. Det kan ikke skade mig. Ørene vrikkede en smule uroligt, mens håret og halen blev bragt i bevægelse af vinden.

Yog svarede ikke. I stedet bevægede han sig blot nærmere kvinden, alt imens hans kappe fortsat var i bevægelse på grund af vinden. Også hans øjne lyste fortsat ud under den sorte kappe imens han kom nærmere. Han håbede lidt på at hun var dum nok til at blive stående, men det ville heller ikke gøre ham noget hvis hun prøvede på at flygte. Det ville kun gøre det sjovere når han endelig fik fat i hende og gjort hende hjælpeløs.

Dandelions øjne blev smalle som manden eller skikkelsen eller hvad det nu i al verden var der stod foran hende, ikke svarede, men tvært imod blot valgte at gå nærmere i en solid fart. Dandelion trak sig et par skridt tilbage, mens hun trak den lille kniv som sad i bæltet. "Hvem er du!" skikkelsen så ikke ud til at lystre, og selvom Dandelion ikke var bange for mørke.. Var hun ikke begrejstre for hvad der gemte sig i den nogle gange, som var af mere levende struktur. Derfor valgte halvræven at bakke yderligere indtil hun satte farten op i løb og spæne væk fra stedet, med kurs mod det vante sten som udgjorde siden af vandfaldet. Hun ville kravle op af dem. Hun kendte dem. Det bragte sikkerhed.

Da halvræven vendte sig rundt og løb fra området smilte Yog bare for sig selv. Hun kunne løbe alt det hun ville for Yog var langt hurtigere når han teleporterede sig hvilket lige netop var hvad han gjorde. Han teleporterede sig efter hende i små stød rundt omkring hende hvor hun ikke kunne se ham, alt imens han overvejrede hendes flugt forsøg fra mørket. Han ville snart slå til, men kniven udgjorde stadig et problem så han var alligevel nødt til at være en smugle forsigtig og vente på det rette øjeblik at slå til.

Hvorfor kunne hun ikke se ham? Hver gang hun kiggede sig over skulderen var han der ikke, men når hun rettede blikket frem igen, så hun skikkelsen ud til siderne. Hvad i al verden var det der jagtede hende?
En smule skræmt og påvirket af situationen begyndte hun at klatre op af de fugtige sten, forsøgende at ligge så meget afstand mellem skikkelsen og hende selv, selvom det så ud som om at skikkelsen selv kunne styrre hvor og hvornår den skulle dukke op. En smule for ivrigt i sine bevægelser, fik Dandelion ikke ordentlig fat og gled fra stenen, et par længder ned igen som hun havde kravlet og fik slået sin arm i processen, således at kniven gled ud af hånden. Fribrilsk vægtede hun rundt for at få fat i den, da det betød hun ellers ville være mere eller mindre forsvarsløs.

I samme øjeblik kvinden tabte kniven dukkede Yog op lige ved siden af hende, greb hendes hånd der forsøgte at få fat i kniven og teleporterede derefter dem begge ned i vandet for foden af vandfaldet hvor Yog atter slap hende og teleporterede sig væk. Han forsøgte at køre hende træt så hun ville være nemmere at overrumple.

Dandelion kom med et forskrækket næsten kvækkende lyd i det samme sekundt den mørke skikkelse dukkede op foran hende. Denne gang fik hun et bedre syn, omend det var kort. Hun var overbevidst om at det var en mand. En sygelig en af slagsen som legede rundt med hende. Hvorfor, ja det vidste hun virkelig ikke andet end hun gættede sig til at det måtte være morskab. Det var endnu ikke strejfet hende at han ønskede mere af hende end blot at lege rundt med hende som et byttedyr.
Den forskrækkede lyd var også med til at hun fik vand ind i munden som han teleporterede og hun befandt sig under vandet. Hun kiggede omkring sig med sit nedsatte syn takket været vandet, og skubbede sig væk fra stedet så godt hun kunne, for at komme væk. Væk fra galningen.
Dandelion dukkede op lige ved siden af vandfaldet fald, og mærkede vandet piske koldt og hårdt mod sin ryg, og luften blev dugget af hendes ånde. Kulden var gennemtrængende og stak i hele hendes krop og ikke mindst lunger for hver gang hun tog en vejrtrækning. "Hvad vil du mig!" Hun råbte denne gang. En anelse mere panisk, men også rasende. Dandelion hadede at blive leget med.

Aldrig så snart havde hun råbt før han endnu engang dukkede op bag hende, knuden var i hans hånd, men i samme sekund at han angreb og forsøgte at presse knuden ind i hendes mund brugte han også sine mørke kræfter til at indhylde hende i mørke så hun ikke længere kunne se og derfor også fik sværere ved at gøre modstand. Han frie arm brugte han til få fat rundt om livet på hende og samtidig fange hendes ene arm.

Hendes ord blev kvalt ud til et forskrækket halvskrig som mørket omsluttede hende, og noget lagde sig hårdt og påtrængende imod hendes mund. Arrigt vred hun sig hoved, mens hun forsøgte at presse ord frem, men det tørre og noget ubehagelige tov pressede sig vej ind, givende en god solid slibning af hendes læber på vejen. Stadig fuldt ud arrig begyndte hun at slå og sparke ud i vandet, forsøgende at slippe væk fra den krop som hun mærkede mod sin ryg. Som fangede hende ind med en stærk arm og et ondt tag i armen som gnavede sig fast. Det var ubehageligt og som at kæmpe mod sin egen skygge. Hun kunne intet se, men hun kunne høre ham. Hun kunne høre et åndedræt bag sig, og følelsen og lyden var uendelig høj her i mørket. Hvis hun kunne havde hun skreget. Dandelion ville ha at han skulle give slip. Hun ville ikke have at han rørte hende. Men ligemeget hjalp det. Hun fik nok dasket til ham, givet ubehag, måske smerte. Men hun var ikke stærkere end ham. Så ligemeget hjalp det.

Yog havde været lidt for hurtig. Hans ene hånd havde puttet knuden i hendes mund imens den anden havde fast i hende. Problemet var bare at han skulle bruge begge hænder for at brinde knuden fast. Desuden skulle han også fiksere hende noget mere så hun ikke kunne flygte, men lige for tiden var Yog lidt blank omkring hvad han skulle gøre. Kvinden fortsatte med at kæmpe imod så meget hun kunne, dette havde ført til nogle dask hvor et enkelt havde gjort en smugle ondt, men Yog blev dog stadig ved med at holde fast. Han fik pludselig en idé og skubbede hende ind mod muren så hun blev en smugle klemt derefter førte han armen der var rundt om hende op til bag hendes hoved så han kunne binde knuden fast så den blev siddende hvor den var.

Da dette var gjort dog han dog hendes arme og førte dem om bag hendes hvor han samlede dem i et politigreb med den ene hånd. Den anden begyndte efterfølgende at flå i hendes tøj for at afklæde hende så han kunne komme tættere ind til hendes krop.

Han famlede rundt, selvom Dandelion ikke helt kunne sætte fingeren på hvad han præcist lavede, og hun var også ligeglad. Hun ville ud af hans greb og væk fra ham. Desværre endte det dog i at han skubbede hende hårdt imod klippevæggen, gik hun ud fra. Det var i hvert fald hvad hun regnede med hun ramte hårdt med siden af hovedet, der gav en gennemtrængende smerte og et kort stop i hendes modkæmpning. Kort.
Mørket gjorde at hun faktisk ikke vidste hvad der foregik, andet end hvad hendes hud kunne mærke han foretog sig, som armen blev flyttet for at knuden i hendes mund kunne blive bundet ordentlig fast.

Det næste var næsten nok til at hendes hjerte stoppede på stedet. Mørket gjorde alt dette mere ulideligt. Hun forsøgte at kæmpe imod grebet om hendes arme, men smerten ved dette blev blot værre, til den strækning at hun var overbevist om at hun snart poppede sin skulder ud af led. Men følelsen af at mærke tøjet blive fjernet fra sin krop. Flået af som skulle hun pelses. Var et sandt mareridt. Hun kunne føle alt hvad der foregik, men staadig intet se.

Yog fortsatte med at flå tøjet af hende. Både fra brystet og mellem hendes ben. Hun kunne ikke se noget i mørket, men Yog fik sig en yderst god oplevelse af hendes nøgne krop der langsomt kom til syne for hvert afrevet stykke stof.

Da hun var blottet nok tog han sit lem frem med den frie hånd. Greb derefter fat i hendes hale imens han fortsat havde hende i politigreb og stak så sit lem op i hende imens han pressede hende op ad muren samtidig med at han havde fast i hendes hale. Herefter begyndte han gentagende gange at støde op i hende.

Dandelion vred sig, trods smerten det bragte med sig. Hun ville ikke! Hun kæmpede som afhang hendes liv af det, selvom hun vidste han var stærkest. Hun kunne mærke det. Jo mere tøj han fik flået af hende, des hårdere og ubehagelig blev hendes vejrtrækning, indtil hun nåede punktet af blot at stå stille og stirre tomt frem i mørket. Der var kun en grund til at nogen ville gøre nettop dette. For at udnytte og tage præcis det de ville have uden tanke for hvordan det påvirkede hende.

Halvdyret bed hårdt fast i knuden i munden og kom med en knurrende og arrig lyd som hans hånd hev i hendes hale. Halen piskede imod hans greb, omend han havde så godt fat at det ikke kunne gøre ham noget. Selvom der var mørkt pressede hun øjnene sammen som hun mærkede den gennemtrængende smerte da han pressede sig selv eller noget op i hende. At gætte på hvad hun kunne mærke imod sin ryg, måtte hun antage at det var skikkelsen selv der fornøjede sig. Arrige lyde af ubehag, der dog blev dæmpet gevaldigt af knuden, undslap, mens hun forsøgte at tænke på alt muligt andet. Fokusere på at klippevægen var kold og klam. At der løb vand ned af den. Alt andet end den skrigende smerte der kom tilbage i fuld styrke for hver eneste gang han ramte op i hende.

Yog pressede endnu engang halvdyret ind mod muren, men denne gang var han stadig oppe i hende. Han slap hendes hale og rodede i sin taske hvor han fandt det han ledte efter. Han trak nu lidt ekstra reb op som han med det samme viklede ud og begyndte at binde rundt om kvindens hænder så han ikke længere behøvede at holde hænderne i det greb han for tiden havde gjort. Derefter tog han så rebet og bandt det om hendes hals på en sådan måde at hendes hænde / arme var forbundet til hendes hals. Så hvis hun prøvede at komme fri ved at trække i rebet ville det automatisk stramme om halsen på hende. (inspiration er nr. 2 neders til venstre se HER)

Da arbejdet var færdig placerede han sine hænder på hver side af hendes hofter og forsatte så med at støde op i hende imens han lænede sig ind over hendes ryg "Du slipper ikke væk nu" hvilskede han skummelt til hende i mørket.

Dandelion mærkede vreden og hadet boble rundt i kroppen på hende. Som en ustoppelig steppebrændt, holdte det hele hendes krop varm, trods den kolde væg, vind o det faktum at hun stadig stod i vand til et godt stykke op af sine ben. Alt dette var ligemeget i forhold til det had hun bar mod personen som tog for sig af retterne som var hun et stykke kød og intet andet end det.

Det var med stærk ubehag at hun mærkede følelse af rug ræb der skar sig fast om hendes håndled, strammet godt til, for derefter at vikle sig om halsen på hende. Hun dyede sig ikke med at forsøge sig at komme væk, selvom det resulterede i at rebet gnavede sig ubehageligt ind i halsen. Modstræbende måtte hun stoppe og blot tage hvad der blev påført i det mest modbydelige mørke hun længe havde oplevet.

Smerten påbegyndte med fornyet kræft. Hun knyttede sine hænder sammen, bed tænderne så hårdt ned hun kunne, og havde lyst til at råbe tilbage i hovedet på ham, at han tog fejl. Nok havde han hende låst fast nu. Udnyttede hende på den mest modbydelige måde, for at få egen forløsning, men han kunne ikke holde hende. Det troede hun stadig fuldt og fast på.

Yog kunne tydeligt mærke aggressionen i kvinden hvilket blot fik ham til at smile for sig selv. På hendes krop sad der stadig nogle stumper af stof. En af disse stumper rev han nu af og bandt rundt om hendes øjne. Han havde planer om at underholde sig selv senere og lige præcis dette ville blive essentiel for underholdningen. Da han have bundet stoffet fast foran hendes øjne greb han endnu engang hendes hale imens han med den anden arm greb rundt om livet på hende. Han fortsatte med at støde op i hende i et godt stykke tid indtil han pludselig mærkede en varme strømme igennem kroppen og ud i hans lem hvorefter han tømte sig inde i hende.

Han kiggede ondskabsfuldt og smilende på hendes ryg i mørket om lidt ville han sætte underholdningen igang.