Ikke at der havde været syndelige mange måneder til at udholde netop denne forandring, da hele verden nærmest rystede til rent og skrækindlagende kaos. Hvem der overlevede pesten, som Dandelion selv, måtte se sig overvundet af tørkeperioden som fjernede al vand i miles omkreds, og langsomt slap føden op.
Dandelion var den eneste tilbage hun vidste af. Den store flok af halvdyr som havde overlevet på primitive manerer og for sig selv, var fuldstændig øde og forsvundet. Som sunket i jorden. Det var som om at de slet ikke havde været der. Dandelion bevægede sig med en let skælven hen over det ødelagte område, hvor der stadig lå lig kun halvt begravet, og andre bare efterladt til kraver og andre odselædere. Hun virkede relativt upåvirket af synet, men skælvede derimod af kulde der slikkede sig op af hendes blege hud og blæste den legede med de lange røde hår.
Dandelion havde overlevet under jorden ved at fange smådyr og kæledyr i byen. Hevet til sig hvad hun kunne finde, og da tørken endelig var færdig, kom regnen endelig tilbage. Det var frit og dejligt, men hun havde stadig en del problemer. Hun var tynd, og havde ikke været heldig nok til at genvinde sin førhenværende kampvægt.
Dandelion bevægede sig væk fra den ruin der udgjorde hendes gamle hjem og bevægede sig ind i et øende marker der var mere eller mindre ren moder, til hun ankom til sit ynglingssted. Vandfaldet. Der var stadig meget mørkt - som på det meste af dagen for tiden, men der var relativt roligt vejr. Ingen regn eller sne, men kun en stærk vind som peb hen over overflader og hev i trækronerne. Relativt larmene.