Med magiens tilbagevendelse var Petal Dew ikke længere i fare for sit liv. Men det havde nu alligevel ramt hende hårdt. Hun var stadig svagelig på visse punkter. Hendes vinger virkede ikke optimalt, så selvom hun havde fået evnen til at flyve tilbage, så kunne hun endnu ikke komme op på den samme fart. Eller samme distance. Og værst af alt var hendes hoved blevet ufattelig ørt, efter at pludselig kunne opfange tungemålet igen. Dog gjorde det hende ikke noget. Hun var i bedring. Og hun var i det hele taget ganske lykkelig for at ikke være visnet væk. Og at være tilbage i Lindeskovens trygge rammer.
Hendes blide vejrtrækninger var næsten ikke til at hører, som hun faldt længere og længere ind i drømmeland. Hendes lille blå krop var krøllet sammen på det bløde underlag af græs og dun i det store kranie, hvis overflade havde groet mos efter at have ligget i skovbunden så længe, som det havde. Hun var så fredfyldt, som hun lå der og sov. Lige indtil hun meget brat blev vækket. Hun nåede ikke at registrere noget, før hun pludselig tumlede rundt i kraniet. Det føltes som om, at et blev kastet rundt. Vingerne baskede vildfarent, men hun fik aldrig lov til at finde sin vej ud ad kraniet, før det hårdt ramlede sammen med jorden. Mirakuløst blev det ikke knust, men den lille fe var blevet godt forslået.
Fortumlet trillede hun ud ad et par øjenhulerne på kraniet og sad et øjeblik og sundede sig. Heldigvis var der ingen større skade sket. Med en hånd forsikrende mod panden, rystede hun vingerne en gang for at tjekke, om de stadig fungerede som de skulle. Og rigtig nok udgav de straks det sædvanlige isblå skær. Derefter løftede hun endelig sine gennemtrængende gule øjne for at orientere sig om, hvad der var sket.
Først så hun fodsporene i sneen. Og så så hun det store menneskelignende væsen, der traskede videre, som var intet hent. Forsigtigt satte hun af fra jorden og lettede med kursen sat mod ham. Hun tøvede lidt med at nærme sig ham, men en kortvarig nysgerrighed sparkede hende til at fortsætte. Hun satte farten en smule mere op for at kunne nå ham, og så lidt mere, så hun kunne pludselig var til stede lige foran hans ansigt i et forsøg på at få ham til at stoppe op.
Hun så da på ham med store uforstående øjne. Hun havde ikke set mange af disse væsner tæt på, så blikket i hendes øjne var som en barnlig forundring over at se noget nyt. Hendes læber skilte sig en smule ad, men i stedet for ord, flød der en blid lyd som et rullende R fra hendes strube. Hun kendte ikke hans sprog og kunne derfor ikke tale det. Men tonen afslørede spørgsmålstegnet.