Han skrabede sin overarm på et søm der stak ud af en tønde, og han mærkede et stik at smerte, men havde ikke tid til at tænke på det nu. En nysgerrig byvagt. Af alle de ting der skulle fange ham, så skulle det være en byvagt.
Luko var teknisk set en ulovlighed at have i byen, i verden på sin vis. Mørkelvere var lovlige at jage, dræbe, banke til plukfisk, hvad end du nu ville. Det irriterede Luko til ingen ende, eftersom denne lov kun fandtes fordi 99% af alle mørkelvere tjente mørkets hær. Luko, der var del af den sidste 1% fik sjældent lov til at forklare folk om hans gode intentioner, og fredelige hensigter, eftersom folk ofte dømte hans hudfarve, før de dømte ham.
Det samme var sket for denne byvagt. Et enkelt blik med en fakkel stukket frem, og straks skulle alle alarmeres. Luko sprang over en vandpyt, stadig i fuld fart.
Mørket gjorde ham en tjeneste, men han kunne jo ikke løbe for evigt. Han gjorde holdt ved en sidegade og gik ind i den. Der var stille, og han var i ly for næsten alt. Med kuttens hætte stadig trukket ned over hovedet, for at ingen kunne se hvem eller hvad han var, undersøgte han sit sår.
Avs! Det blødte, og det gjorde ondt. Luko havde store problemer. Hvordan skulle han komme ud af byen? Så hørte han en svag lyd af fodtrin, der kom ned af gaden.