Elliou smækkede døren i bag sig og trippede hurtigt nedad trapperne. Han kunne stadig mærke sin faders syngende hånd mod hans kind. Han bed sig i læben og satte sig opad muren og lagde ansigtet i hænderne. Langsomt begyndte han at hulke. Det var så forfærdeligt og han savnede stadig Cira, hans afdøde søster. Det var jo derfor han bedte til Isari om at hun skulle passe på Cira. Han tog sig selv i at være i sit værste mareridt. *Det nytter ikke.. Stop nu bare..* tænkte han og tog en dyb indånding. Elliou kiggede op på gaden og betragtede folkene der strømmede forbi. De havde nok et godt liv. Han smilte kort inden billedet af Cira dukkede op i hans hoved. Han sukkede og tænkte videre. *Hun er et bedre sted nu. Vær glad på hendes vegne..* tænkte han og tog en dyb indånding. Alligevel kunne han ikke slippe tanken. Men så alligevel... Hun var jo nok et dejligt sted nu..

Elliou kiggede op på døren. Han overvejede et kort øjeblik at gå ind igen. *Nej, de skal vide at det var for meget, det der!* tænkte han og nikkede. Denne gang havde hans bror også været med. Oplevelsen kom indover ham og det gentog sig i hans tanker...

*Freio så aldeles vred ud. Elliou krøb sig sammen og håbede at han ville forsvinde.. Væk fra det hele.. "Spade, Uduelig Unge, Tænk At Vi Er Relateret!" grinede broderen der så på imens Elliou fik tæv af sin fader. Det var han åbenbart ligeglad med. "Lad vær, stop nu, jeg beder dig!" tiggede Elliou grædende og lagde hovedet i sine knæ. Han bed sig i læben, da endnu et slag kom. Endelig rejste han sig. "Jeg sagde stop!" skreg Elliou, men resulterede bare i at han fik en lussing. Elliou tog sig til sin kind. Han hulkede kort inden han løb udad døren..*

Elliou rystede på hovedet og ville bare have oplevelsen væk. Det var så forfærdeligt..

Efter en dag af gadekunst med Dimble og Kulun var det endelig tid til at komme hen på en kro og slappe af. Men desværre var Atropas mareridt sket igen... Hun var faret vildt... Igen...

Hun søgte rundt i byen efter vejen hen til den almindelige kro, men uden held. Hun var dog endt i et kvarter med halvfine bygningener da hun så en eller anden sidde og kigge på folkene der forbi passerede ham. Han så ikke ud af meget, men fra den afstand så han en smule ud som Dimble bare højere? Måske var Dimble endelig blevet højere. Hun løb derfor hen til manden i troen om at det var ham og hoppede op i et kram. Hun kastede sine arme omkring hans hals og lod dem falde til jords.
Da hun åbnede sine øjne efter et kort grin lagde hun dog mærke til at manden hun nu lå oven på med sin lille krop ikke var Dimble. Det var pinligt tænkte hun til sig selv.

Hendes vinger slog tre hurtige slag og hun stod nu op og skyndte sig at sige "Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg troede du var en anden! Jeg mener det! Undskyld!" hun både bukkede og nejede. Hun prøvede virkelig at sige undskyld, men vidste ikke hvordan hun skulle gøre det. Hun rakte sin arm ud og prøvede derfor at se om hun i det mindste kunne hjælpe den fremmede lyshåret mand op igen efter at havde overfaldet ham.

Elliou kiggede forskrækket på den lille alf, der var nogle foran ham. Han måbede. Elliou havde nemlig aldrig set en alf før, så han var lidt forskrækket. "Eh.. Okay.. Det er vel okay..?" sagde han og blinkede med øjnene fire gange. Elliou syntes at det var ret akavet, så han tog hendes hånd og fik rejst sig op. "Undskyld at jeg spørger, men hvem er du?" spurgte han forvirret og hævede et af sine øjenbryn imens han smilede akavet til den lille alf. Det hele var meget forvirrende, syntes han. Han spekulerede på om alfen have set hans rander under øjnene og de rødsprængte øjne. Elliou bed sig i læben og kiggede ned i jorden. Han måtte ikke fremstå svag, fordi så ville han bare blive drillet. Han måtte hellere ikke sladre til nogen, selvom det var det han havde lyst til lige nu. Han tog en dyb indånding og tørrede sine tårer væk inden han kiggede hen til alfen igen og smilede falskt. *Men hvem var denne anden person?* tænkte han kort, men rystede hurtigt tanken væk. Det var bestemt ikke noget han skulle blande sig i.

Atropa kiggede hen mod ham som han kom op igen. Hun ønskede ikke der skulle været den akavet stemning hun desværre havde skabt omkring dem. Hun skyndte sig derfor at smide sit ben op på en sten så hendes ene knæ kom i hoftehøjde og fortalte derefter "Mit navn er Atropa Belladonna, nogen kalder mig Bella." Hun vendte sig mod manden bukkede og rakte derefter sin hånd ud for at sige goddag "Jeg er omrejsende jager, bueskytte og historiker. Hyggeligt at hoppe ind i dem" sluttede hun og fnes kort.

Hendes hånd ændrede dog stilling som hun pludseligt greb hans hage. Hendes øjne blev meget seriøse at se på. Hun stirrede direkte ind i hans øjne og spurgte derefter som hun gav slip på hagen og smed sig ned ved siden af ham. "Hvad hedder du så og hvorfor er du så nedtrykt. Det er da en dejlig dag, også selvom jeg ikke er sikker på det er dag" sagde hun og så nu ud som om hun ikke havde en enkelt ting i verden der plagede hende.

Elliou kiggede nikkende på hende. *Atropa Belladonna.. Sikke et smukt navn..* tænkte han og smilte i sine tanker. Det var en betydelig smuk alf der stod foran ham og at hun overhovedet kiggede på ham var en sejr for ham. Elliou syntes at det var usædvanligt at folk præsenterede sig for ham, men det gjorde ham glad når de gjorde. Det var nemlig endnu et tegn på at folk lagde mærke til ham.

Elliou kiggede halvtrist på alfen, da den greb hans hage. Han sukkede. Han satte sig med hovedet i hænderne, da han skulle til at besvare Atropas spørgsmål. "Jeg må altså ikke sladre.." sagde han trist. Det var jo sandt, ellers ville han få tæsk, og det ville han ikke igen nej.. Skældsordene og volden var alt for meget på samme tid. "Men altså jeg er Elliou Madrai. Rart at møde dig." sagde han og kiggede på alfen imens han smilede falskt. Han betragtede Atropa. Inden hun havde lagt mærke til hans triste ansigt så hun så... ubekymret ud. Han havde nok haft ret. Alle folk var glade, undtagen ham selv.

Atropa sad stille og kiggede så hen mod ham som han talte om at sladre. Hun løftede det ene øjenbryn "Hvorfor må man ikke sladre, det er da bedre at tale om ting end bare at brænde op indeni" sagde hun og sparkede frit med sine fødder ved siden af Elliou. *Elliou sikke et kedeligt navn, det må jeg fikse* tænkte Atropa til sig selv. Hun kiggede på ham. Hvis han ikke ville fortælle hende så måtte hun jo vise ham at hun kunne relatere. "Altså nu må jeg jo hellere ikke sladre, men jeg fortæller stadig tingene når folk spørg, så får jeg det bedre og det undre sig ikke længere. Som da jeg faldt i kloakken og en ven fik mig op, der måtte jeg også fortælle hvor klodset jeg havde været og faldt ned selv" sagde hun og fnes. Hun forstod aldrig at folk havde prolemmer som de ikke ville tale om. Hun var så fri i sindet og hendes tunge kunne ikke slå knuder når hun først var begyndt at tale.
Hun måtte næsten tvinge sig selv til ikke at blive ved med at fortælle om hende og Kuluns eventyr derefter.

Hun så mod Elliou og håbede at han nu turde svare hende ellers var der måske ikke noget at gøre ud over at muntre ham op på en anden måde.

Elliou sukkede og lagde ansigtet i hænderne. *Åh, hvis bare at hun forstod..* tænkte han trist. Det kunne altså godt være at det var mærkeligt, men hun forstod ikke. Hvis han sagde bare en hentydning og hans broder eller fader opdagede det ville der komme en straf. Det hele var så ubehageligt, hvis bare volden stoppede. Ellious sorg var nok til at få ham ned med nakken et par timer. Han kiggede på Atropa. "Du forstår det ikke. Jeg kan godt sige noget, hvis du lover i Isaris navn at du ikke siger det til nogen!" sagde han meget alvorligt og hævede et øjenbryn. Det måtte aldeles ikke opdages, hvis han sladrede. Måske ville de smide ham ud i havet og gøre ingenting? Han kiggede seriøst på hende. "Lover du det?" gentog han endnu mere alvorligt. Måske kunne han få lettet noget fra sit hjerte. I øjeblikket var den eneste han kunne betro sig til hans moder, der også nogle gange blev slået, hvis hun forsvarede Elliou for meget.

Atropa væltede sig om på sin ryg og så videre om på maven. Hun lå nu på maven med sine albuer i jorden og holdt hendes hoved op med hendes hænder. "Selvfølgelig lover jeg det. Vi alfer er virkelig gode til at holde på hemmeligheder." fortalte den lille alf Atropa så.
Her fra denne vinkel lå hendes grønne fine kjole ud på græsset som hvis de gik i et. Hendes vinger lå blot ned af hendes ryg og det kunne klart ses at hendes ene vinge var såret.

Atropa var næsten sikker på at Elliou endnu ikke stolte på hende så hun rejste sig op lagde sin hånd på sit hjerte, kiggede mod himlen og sagde "Jeg sværger på æresord at jeg ikke vil fortælle nogen om at du sladrede. Men må jeg gøre noget ved problemet hvis jeg kan?" kiggede hun spørgende på Elliou til sidst. Hun søgte nærmest efter tilladelsen i hans øjne, for hvis der var noget hun elskede så var det at hjælpe folk.

Elliou tog en dyb indånding. Det var en lettelse at han havde nogen at fortælle det hele til. Det var jo lidt kompliceret. Elliou satte sig på hug og begyndte at fortælle. "Min fader slår mig næsten hver dag." sagde han og trak et af sine ærmer op så man kunne se et blødende sår. "Men i dag var min broder også med.. på en måde, altså." sagde han så og trak ærmet ned. "Fordi han skal være perfekt skulle han kalde mig skældsord og grine af mig." fortsatte han, men begyndte at blive kvalt af små hulk. Han kunne ikke klare det. "Og de slår min elskede moder, hvis jeg ikke tager imod mine tæv." sagde han og tårerne begyndte at strømme nedad kinderne. Grådkvalt fortalte han videre. "Det startede for 4 år siden. Da min søster døde. Hun faldt ud af vores båd. Jeg dykkede ned efter hende i en halv time, uden at finde hende.." var det han fortalte og han var nød til at stoppe et kort øjeblik. Elliou tog en dyb indånding, men kunne stadig ikke fortælle mere.

5 minutter senere begyndte han at fortælle igen. "De fik hendes lig i et fiskernet en uge senere, min broder og fader er ligeglade, de synes bare at hun var en klods for benet. Det synes jeg ikke. Jeg elskede kun hende og min moder. Jeg vil gøre alt for at beskytte dem.." fortalte han så og bed sig i læben. "D-Det er s-sådan c-cirka hist-torien.." sagde han grådkvalt og kiggede bedende på alfen. Han havde det bedre indeni, og nu kunne han mærke varmen i kroppen imens knuden i maven løsnede sig. Han pustede ud og var tilfreds med sin fortælling.

Atropa fik tåre i øjnene, desværre var hun for stolt af sig selv til at ville lade ham se det. Hun rejste sig langsomt med øjnene begravet i jorden. Hun gik hen til den sidende dreng og tog hårdt fat om hans skuldre i et rigtigt bjørnekram. Hun kunne ikke løfte ham, men hvis hun kunne så ville hun havde gjort det. "Så har vi da noget til fælles" sagde den lille alf Atropa som en enkelt tåre blev grædt ned på Elliou.

Hun skubbede sig ud af hendes kram og kiggede på ham med et smil. Selv med tåre ned af sine kinder var hendes smil stadig så varm som solens stråler. Hun kunne nærmest ikke tvinges til at holde sine smile huler skjult. "Ser du Lio, jeg har også mistet en jeg elsker meget højt." hun tørrede sine øjne med sit ærme. "Jeg lovede jeg ikke ville sladre og det gør jeg ikke, men hvis jeg må, og hvis jeg kan. Tillader du så at jeg gør en ting mere for dig?". Atropa var ikke stærk så det var klart hun ikke havde intentioner om at tæve hans bror og far, men hun havde måske andre måder at tæve dem på end fysisk. Hun var altid glad, selv hvis hendes ansigt malede et poetisk billed af sorg.

"Tag mig hjem til din bror og far, så ordner jeg de to bavianer." sagde hun og fnes en smule. Hun fandt det lidt humoristisk at hun havde tænkt sig at verbalt tæve to folk uden bandeord. Hun var nemmelig virkelig dårlig til at bande. Men hun vidste også at chancen var der for at hvis hun fik lov, og hun gjorde det. Så ville hun måske få tæv af dem. Men så var det jo synd, for man spiser ikke galnebær.

Elliou kiggede på den lille alf. "H-Har du også mistet nogen? S-Så har jeg intet at tude højt om.. O-Og hvorfor kaldte du mig Lio?" sagde han forvirret med flere spørgsmål. Elliou syntes at alfen var ret mærkeligt, men Atropa var sød nok. Hun havde jo lovet ikke at fortælle noget om det. Elliou følte at han endelig havde fået en ægte ven efter sin søsters død. Han smilte kort for sig selv inden han lyttede til hvad Atropa fortalte ham. Han kiggede på det varme smil hun havde. Det mindede ham lidt om sin lillesøster, men han rystede tanken væk. Døden måtte ikke husere hans tanker nu her i denne enkelte lyse stund han havde.

Elliou lavede store øjne, da alfen spurgte om tilladelse til et tilbud. Han hævede det ene øjenbryn. Alfen havde jo allerede gjort så meget for ham, lyttet til hans følelsesnak der havde været spærret inde for længe. Det var meget overvældende for Elliou. Hvordan kunne hun hjælpe ham mere?

Efter at havde lyttet til hendes tilbud var Elliou lidt skeptisk. Hvordan kunne alfen dog klare to fuldvoksne mænd ene? Selvom ville Elliou var med hende, men alligevel. Det hele var lidt mærkeligt. "Hvordan vil du klare to fuldvoksne mænd?" spurgte han en smule forvirret og en smule skeptisk.

Atropa kiggede hen på Lio som hun havde valgt at kalde ham. "Jeg synes det lyder sødt Lio, ligesom dig." men hendes blik vandrede stille hen på et nærliggende træ hvis blade nu alle på jorden lå. "Min bror Oryctes  blev taget fra mig, og jeg nåede ikke engang at skælde ham ud over det her" svarede Atropa og lod sin vinge der var revet blive løftet op og gjort synligt. Hendes ansigt skar en lettere grim grimase da vingen fik lov at glide på plads mellem de tre andre næsten gennemsigtige vinger.

Hun vidste ikke hvordan hun skulle fortælle Lio at hun ville tæve dem verbalt og i værste tilfælde være nød til at sætte dem "på plads" for hun ønskede ikke at være ond mod nogen, men når hun hørte om folk der levede et dystert og gråt liv så satte det hendes blod i kog på kun en måde som brænde hendes lille sjæl inde til problemet var væk.
Det ville hellere ikke være første gang hun skulle gøre sådan noget. Hendes baggrund var jo ikke ligeså... almindelig som andres. Hun havde været eventyrer det meste af sit liv. Hun havde jaget, dræbt og været meget voldlig før. Men det var i hendes fortid, en fortid som hun aldrig ville tilbage til.

Atropa kiggede på Lio og rakte hendes hånd ud mod ham. I hendes hånd kom en lille tåge af lilla røg frem. I starten flød røgen blot ned mellem hendes fingre men pludseligt satte det sig sammen i formen af to vinger der dannede en sommerfugl. Hun skubbede blidt sin hånd en smule op og så den flyve til himmels. "Jeg vil fortælle dem hvad jeg synes om folk som dem. Og skulle de prøve noget så må de komme forbi mine små venner" sagde hun mens hun rystede på hovedet hvor tyve små andre røg lilla sommerfugle fløj til vejrs fra.

Elliou smilede varmt til Atropa. *Det var sødt sagt.* tænkte han. Jo, nu da han tænkte over det lød Lio jo meget godt. Elliou rødmede kort og grinte lavt. Men tiede da hendes historie kom på banen. Han lyttede godt efter og fik medlidenhed med hende. Han kiggede overrasket på hendes vinge. "Wow, det er jeg ked af.." sagde han nedtrykt og overrasket og lagde en hånd på hendes skulder. Han bed sig i læben og syntes pludselig at han selv havde været overdramatisk. Andre havde det jo også hårdt. Nogle viste det bare ikke så meget.

Elliou kunne se at Atropa tænkte på noget, men hvad det var havde han ingen anelse om. Det var en mærkelig samtale egentlig, syntes han.

Elliou kiggede forskrækket på den lilla røg, der formede en smuk sommerfugl. Han havde aldrig levet med så meget magi, så han var forskrækket over hvad den lille alf kunne udføre. Han syntes at magi var utroligt smukt og han ville ønske at han selv kunne lære magi eller være magisk. Elliou sukkede fortryllet og kiggede efter sommerfuglen. Derefter kiggede han igen på Atropa. Han måbede da han så alle de små væsner, eller hvad man skulle kalde dem. "O-Okay, så ville du ind?" spurgte han måbende.

Atropa græd ikke længere, men et smil bredte sig på hendes læber da hun hørte de magiske ord "Okay, så vil du ind?". Hendes indre sparkede rundt med spænding. Hun glædede sig til at forklare det to hundehoveder præcis hvad hun tænkte om dem. Hun ville ikke lade folk undertrykke andre på grund af menneskelige ting som følelser. Hvis de mente at Lio var svag på grund af hans evne til at udvise så smukke følelser som kærlighed så havde Atropa kun sorg tilovers for dem, thi de var i sandhed de svageste af mennesker.

"Jo tak" svarede hun lystigt med et lille hop. Hun nejede kort for ham og vendte så sin arm ud i en hurtigt og næsten eksplosiv bevægelse der klart var hentydningen til at han bare skulle vise vej, for hvis der var noget Atropa ikke kunne, så var det at finde vej. Hun hoppede derefter næsten op på sine hælde og fortalte: "Jeg kommer ikke herfra, så det er nok bedst jeg ikke prøver at finde vej, ser du. Jeg er faktisk faret vild treogtredive gange nu." sagde hun og rakte tunge for at håne verden en smule. For hvis der var noget hun kunne så var det da at huske hvor mange gange ting skete.

Et grin bredte sig på Ellious læber da han så Atropas reaktion på at hendes tilbud var accepteret. Hun var ærlig talt ret sjov. Elliou håbede på at den lille alf faktisk ville kunne gøre noget ved dem. Elliou kunne virkelig godt lide Atropa. Hun var en af de eneste venlige folk i hans liv.

Elliou smilede og bukkede kort for alfen, da Atropa nejede for ham. Han kiggede lettere forskrækket men pustede ud, da det ikke var noget stort. Da han hørte at hun ikke var så god til at finde vej, så grinede han lidt. De var trodsalt lige ude foran hans hus. Det var lidt sjovt så Elliou pegede bare på døren der var omkring 1-2 meter væk fra dem. "Der bor jeg, og der er de." sagde han og smilede. Han gik langsomt derhen og standsede foran trapperne. "Damerne først?" spurgte han kort, med en lille nervøsitet i stemmen, da han ærlig talt stadig var skide bange for sin familie. Imens stod han og tænkte på det Atropa havde sagt. *Treogtredive gange? Det kan godt være det er lidt svært, men treogtredive gange?* tænkte han og grinede indeni. Hun havde nok ikke en god stedsans.

Atropa gik hen til døren og bankede fire lystige gange og placerede derefter sin taske der kun var en smule mindre end hende selv ved siden af sig. Hun gad ikke vente så hun hoppede lige op, tog håndtaget og åbnede selv. "Tadaa" grinte ud.
Hun gik ind og stod nu i et hus der ikke var sat i et træ som i lindeskoven hvor alt var lavet af træ og planter, men det var hellere ikke som en af de stinkende kroer hun havde boet på de sidste mange uger nu. Hun kiggede lidt rundt og pillede ved alt hun gik forbi. Et billed, en vase, et tæppe, alt!

Hvis hendes hænder kunne nå det, så rørte hun ved det. Stedet virkede som et af de hjem Atropa forestillede sig, altså i hendes vildeste fantasier. Selvom dette ikke var et palæ eller et slot så var det overdådigt i forhold til noget Atropa nogensinde havde set. Men hun ville også flippe ud hvis hun vidste at nogle kroer havde to senge på et værelse istedet for en. Alt virkede stort og smukt for hende, selv det mest støvede bag lokale kunne virke som en balsal for hende.
Hendes blik gik mod Lio mens hun stod der og ventede på at hun ville blive introduceret eller noget.

Elliou kiggede på Atropa og tyssede på hende. Han satte sig på hug og hviskede hende i øjet. "Shhh, hvis de finder ud af at jeg har fortalt nogen om det vanker der ekstra tæv til mig.." hviskede han nervøst, inden han betragtede den lille alf se meget beundrende på alle tingene. Det hele var sådan lidt underligt. Det her var jo helt normalt for Elliou! Men Elliou vidste jo at alfer enten levede i skove eller bjerge, så nu når han tænkte over det, var det faktisk slet ikke så underligt igen. Elliou havde jo læst ret meget i sit sørgelige liv.

Elliou kiggede på Atropa og hviskede højt. "De er lige inde i køkkenet, vi må ikke lave for meget støj.." hviskede han og pegede mod en dør og sank en klump. "Men altså, det er her jeg bor. Jeg sover i den lille krog." hviskede han og pegede derefter mod en lille krog. "Mig og min lillesøster er altid blevet set som en fejl.." mumlede han dystert inden han tog en dyb indånding. Det var snart tid. Elliou listede over og tog stille en bog frem, hvis han var nød til at hjælpe Atropa. "Er du klar?" hviskede han højt og afventende til hende.

Atropa nikkede stolt og kiggede mod Lio med et smil. "Det er ikke rart at blive behandlet som ingen ting, så det må jeg jo gøre bod på" hun kiggede på ham igen med et lidt mere seriøst blik. "Det er ikke alt man skal klare alene, det er jo hvad venner er til og nu burde vi gå ind til din far og bror så jeg kan fortælle dem lige præcis hvad jeg mener om dem." sagde hun med en ikke så tavs stemme. Hun talte blot i sin normalle volumen for hun var ikke en alf der frygtede skrammer og skader.
Hun ville dog gøre alt hun kunne for at holde sin aftale og ikke fortælle hans far eller bror om at han sladrende, men der var mange andre måder og grunde til hun ikke kunne li' dem nu. Og det var på tide at nogen fortalte dem præcis hvad de havde brug for at hører.

"Jeg er klar" sagde den lille alf og vende sig selvsikkert mod døren.

Elliou tog en dyb indånding og bevægede sig på liste-tå over mod døren. Hvis Atropa kunne gøre noget ved det, ville Elliou nok kunne takke hende til evig tid! Hvis det hele lykkedes ville han ikke få tæsk mere (selvom det nok var en overdrevet tanke), men måske frygtet mere. Elliou kiggede kort på den lille alf og smilede til hende. Han bed sine tænder sammen og åbnede stille døren og stak hovedet ind. Både broderen og faderen rettede deres blikke mod ham. Et smørret smil var blevet klistret på broderens læber. Elliou stillede sig i dørkammen og kiggede på dem med et seriøst blik. Hans øjne var ved at blive fugtige. "Hvorfor gør i det? Tænk hvis det var jer selv. Jeg kan da godt lide demonstrere, hvis det er." sagde han med en trist og vred stemme. Han gik med hastige skridt mod broderen og gav ham en lussing. "Svag usling, der ikke kan forsvare sin broder! Idiot, der tror han er den bedste!" skreg han og gav broderen en lussing til. Broderen tog sig overrasket til kinden. "Ja, kan du måske klare det mindst fem gange værre fire år i træk? FIRE ÅR I TRÆK!" skreg han så til sidst inde i broderens øre. Da Elliou havde set dem var han bare gået berserk, kunne ikke styre sig. Broderen så ud til at have lært lektien, mens faderen udtrykte alt andet end enighed. Faderen kom stormede mod Elliou og lagde han ned på gulvet på ingen tid. Halvt inde i stuen, halvt inde i køkkenet lå Elliou, der var ved at blive gennembanket af sin fader. Elliou kiggede på Atropa. "Velkommen.. til.. min.. hver.. dag.." sagde han indimellem sine klynk. Han kiggede hjælpeløst på hende inden han fortsatte. "Hjælp mig.." hviskede han inden han mistede sin kraft og ikke kæmpede imod mere.

Atropa stod chokeret. Hun havde forventet det ville være slemt, men at det eskalerede så hurtigt havde hun ikke forventet. Hun havde ikke engang taget sin bue fra sin taske og problemerne var allerede skudt til vejrs. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre i starten, men da hendes ny fundende ven Lio lå på gulvet og bad om hjælp så var der kun et at gøre.

Atropas øjne blev komplet blanke og hendes øjne løb i vand. Hvad var det her for en familie tænkte hun. Hun faldt på knæ og smed sine hænder for sit ansigt. Hun var ude af den. Atropas taske lå nu ved hendes side for hun kunne ikke længere holde den på hendes skulder. Hun så på Elliou og så på hans far. Atropa havde fået nok af dem allerede.
Hun slog sin hånd i sin lille taske og tog sin gamle snittekniv op og sprang fra hendes sidene stadie til faderens ryg. Atropa blev stille omringet af den mørke, lilla aura hun var blevet så bekendt ved.

Hun hang om faderens hals med den ene arm, havde sin kniv i den anden og var omringet af dødens egen ånde. Gift. "Jeg sværger, hvis du skader ham mere nu så vil jeg slå dig lige her hvor du står!" skreg alfen så hun kunne se Lios bror blive chokeret over ordene der flød ud af det lille væsens mund. Hendes aura bredte sig og blev større og større og rummet blev stille og roligt fyldt med giften hvis døsende trolddom nok skulle sætte en kampplads hvor begge parter havde lige fordele.
Manden blev nød til at rejse sig og gik nogle skridt tilbage, bankede sin ryg og Atropa mod en mur så hun faldt ned på gulvet og kunne se op på faderens grumme ansigt.