Så nu var hun altså på vej, og var efterhånden kommet til det snerige landskab. Dagen før havde der været fuldmåne. Naturligvis havde Yasmin været nødt til at forvandle sig under denne, men for en gangs skyld havde hun formået at blive ved sin lejrplads, så hun kunne få noget nyt tøj på efter at forvandlingen var overstået.
Men af samme grund var hun i dag dødtræt. Og komplet forfrossen. Arret på venstre underarm kunne overhovedet ikke håndtere kulden, og skønt hun havde passende vintertøj på, så var kulden blevet endnu værre efter mørket var faldet på.
Det var ved at hælde mod aften. Det var meget svært at se, men Yasmin havde nærmest et indre ur, grundet sine planlagte sovetider, så hun vidste næsten naturligt hvornår det var morgen og hvornår det var aften.
Hun begyndte at sætte sin lejr op. Hun nåede dog ikke meget længere end til at smide tasken fra sig og derefter at bøje sig ned for at få teltet ud, da hun endte med at sætte sig på den træstub hun havde fundet, for træt til at gå videre. En let forkølelse havde meldt sig. Den ville sikkert blive værre, og det frustrerede den unge kriger voldsomt meget.
Hun var tæt på at falde i søvn i siddende tilstand men en blanding af starten på et mareridt samt den ulidelige kulde, vækkede hende og hun rejste sig brat for at gå rundt, hvileløst, uden at tænke over, hvor lidt hun havde fået pakket ud, og hvor meget mere mørket faldt på. Snart ville det jo næsten være umuligt at få et bål i gang.
