Dagstimerne var overkommelige, der kunne hun arbejde i fred på det der var tilbage af hytten der hang faretruende på få søjler hen over det der før var starten på sumpen. Med magien borte og vandet der tørrede mere og mere ud var der ikke andet tilbage af sumpen en slam. Slam blandet med alskens døde væsner der enten havde boet i sumpen eller var kommet til at vade ud i den.
Nattetimerne var hvad fik hårene til at rejste sig lidt på Kenchs arme. Med hendes normale beskyttelses besværgelser og illusionsmagi var det let at holde skyggevæsner og andre skabninger på afstand så hun kunne sove fredeligt. Men med ingen hjælpemidler var det nødvendigt at ty til mere fysisk krævende metoder.
Hvilket forklarede hvorfor hun vadede rundt omkring i slammet og spredte en blanding af stærk salt og krydderurter menneskehud skulle holde fingrene langt væk fra. Hendes fødder placerede hun strategisk på skjulte sten eller knogler fra halvt ædte eller mumificerede væsner, så hun ikke sank ned i mudderet og fik samme skæbne som dem. For at kunne se i de efterhånden sidste solstråler som flakkede imellem træerne havde hun en lanterne hvilende omkring hendes håndled, hvilket, med hendes allerede grålige hud, gav hende dybe skygger i ansigtet og fik hendes øjenfarve til at stå langt mere ud end den normalt gjorde.