Det kunne ikke være rigtigt. Skoven kunne ikke være døende. Caelon havde behov for urterne i skovene for at lave sine eliksirer, og selvom han havde et lager, så vidste han ikke hvor lang tid at det ville holde. Men han var sikker på at skoven ikke var så død som andre gik og sagde den var. Der måtte være planter der kunne overleve denne tørke. Ikke?
Det var midt på dagen, hvor Caelon endelig havde bestemt sig for at bevæge sig udenfor, og se til skoven. Se om han kunne finde nogle planter, og selvom det var sent på året, og vinteren burde have slået ind, så havde han slet ikke behov for ligeså meget tøj som han plejede. Selv hans krop kunne holde varmen i dette vejr med et par lag tøj, hvilket bare gjorde ham mere utryg. På denne her tid af året plejede han dårligt at kunne bevæge sig udenfor.
Men fordi han intet magi havde, så kunne han ikke komme udenfor hurtigt nok. Nej, han blev nødt til at gå den lange vej af hængebroerne og ned på skovbunden, før at han kunne komme videre. Det var simpelthen for meget at magien var væk. Han savnede den dejlige følelse af magi omkring ham i luften, og at han kunne komme fra et sted til et andet pludseligt.

Han gik rundt og sparkede lidt i jorden, for at se om de knastørre blade på jorden, ville vise sig en grund plante under sig. De enkelte rødder han havde fundet, var heller ikke særlig gode. Han havde taget dem med, men han var ikke sikker på hvor meget nytte de ville drage. Han ville nok ende med ikke at kunne eksperimentere det meste af vinteren grundet hans lave lager, men et år, i en elvers liv, var egentlig ikke så meget, så mon ikke han overlevede... hvis han havde nok ingredienser til at holde sig i live i hvert fald.

Han havde lidt gået i sine egne tanker, hvilket gjorde at han ikke rigtig lagde mærke til at der var skikkelser der bevægede sig i skyggerne. Det var normalt ikke noget han skulle tage sig af. Normalt kunne han teleportere sig væk hvis der var nogen fare, men det kunne han pludselig ikke. Og Caelon var ikke en mand der kunne kæmpe for sit liv. Han var svag og ubrugelig i kamp, men da en skikkelse kom frem foran ham, måtte han nok indrømme, at han skulle have taget noget med til at forsvare sig med. for den skikkelse så ikke venlig ud.

Rinne følte sig helt igennem drænet, og det var der flere grunde til; tørken var på sit højeste, og alt den væske hun havde svedt ud var ikke blevet erstattet af vand. Hun havde lige tjekket sin vandskind, og det var deprimerende let. Der var nok ikke til mere end et par mundfulde, og især ikke når man havde en lang rejse foran sig. Dette var den anden grund at Rinne følte sig drænet; hun var rejst fra Hovedstaden og mod Tusmørkedalen for at finde Doríns forældre. De burde vide hvad der var sket med deres søn. Hun var nået helt til starten af bjergene før hun mistede modet, og ændrede retning mod Elverly. Det var dumt, egentlig. Det var her hele hende rejse med Dorín startede, og måske det sidste sted hun burde være. Men Rinnes mod havde fejlet, og hendes fødder havde bragt hende til skoven i stedet for. Rinne var ikke en særlig dyb person, og hun kunne ikke rigtig sætte ord på den følelse af sorg der i øjeblikket rasede inde i hende. Hun græd ikke, mest af alt fordi hun ikke kunne spare noget væske, men dette føltes som en slags begravelse.

Tørken havde øjensynligt rørt hver en del af Krystallandet. Hun overvejede kort hvordan Nordlandet så ud nu. Var alt sneen mod smeltet? Lindeskoven var i hvert fald ved at dø. Selvom Rinne var vokset op i Hovedstaden havde hun lært meget om overlevelsen i det vilde, og det betød også at kunne læse skoven, men det krævede ikke at man var en ekspert for at se, at Lindeskoven langsomt var ved at tørre ud, ligesom Rinne. Træernes blade var faldet til jorden, ligesom de burde, men ikke på grund af kulde eller vind, men fordi det var så forbandet varmt. Hun sparkede til en sten der lå på jordbunden og fortrød det med det samme. I stedet for at hjælpe med at få den trykkende følelse i hendes bryst til at forsvinde, fik det bare hendes ene fod til at gøre ondt.

Skikkelsen der var kommet op foran Caelon, så ikke ligefrem venlig ud, og siden at det ikke var en elver, satyr eller kentaur kunne Caelon nok godt regne ud, at det ikke var nogen herfra og derfor var personen kommet hertil for at få noget. Og var der nogen nemmere måde at få noget på, end at angribe en forsvarsløs elver? Nok ikke. Men hvis der var en ting Caelon var, så var han stædig, og han ville ikke bare lade sig selv rulle over som en hund. Det kunne godt være at han ingen loyalitet havde til de andre levere, men han ville godt nok ikke videregive information til nogen der ville prøve at angribe ham.

Han kiggede sig over skulderen, men endnu en mand var der. Han var ikke indbildsk nok til at tro at han kunne løbe fra dem. De var vant til ting som disse. Caelon var dårligt vant til at bevæge sig udenfor, så han var helt klart i den dårlige position. Hvor langt var han fra Elverly? Nej, for langt. Han kunne ikke råbe om hjælp, og håbe på at nogen kom. Han havde ikke et eller andet med sig. Var han så dum at han havde glemt et eller andet?
"Hvad ønsker I?" spurgte han højlydt de to mænd, mens han stadig, diskret prøvede at se om han havde nogen eliksirer med som kunne hjælpe ham.
"Vi skal bruge en elver som dig," sagde manden foran Caelon, og det løb Caelon koldt ned af ryggen, og han begyndte at bakke bagud, og havde i det sekund glemt at der stdaig var en mand bag ham, som tog fat i ham. Caelon var på røven.
"Giv øjeblikkelig slip på mig," sagde han højt og prøvede at vriste sig fri af manden, men det hjalp ikke. Faktisk tog manden bare bedre fat i hans arme. Hvad i alverden havde de planer om at gøre ved ham?

Inaktiv