Igen kunne hun mærke sin krop ryste, som hun stod på klipperne, og kiggede ud over alle de små kroge rundt omkring. Som om at hvis hun nu fik øje på noget. Hvis hun fik øje på en rigtig person, så ville hun kunne overbevise sig selv om at hun ikke have behov for denne ulykke og smerte. Men det var ikke sådan det hang sammen. Hendes næver knyttede sig og åbnede sig med kune få sekunder imellem, og det var da kun fordi hun gjorde dette, at kløerne endnu ikke havde boret sig ned i hendes håndflader, så blodet var begyndt at løbe. En del af hende overvejede om hun måske bare skulle sætte kløerne i sig selv. Måske det ville få dette uhyggelige til at stoppe med at ske. Hvis bare Ryuu var her... Hvis Ryuu var her ville hun have været mere rolig, men han var væk... væk for evig... og Kaliyah vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var et savn højere end noget andet hun havde følt. Højere end da hendes bror og far lå død for hendes fødder. Højere end da hun skulle forlade sin forlovede i Sarghos. Højere end da hendes mor forsvandt. Hun ville have Ryuu tilbage.
