Det var som om at hvert sekund Kaliyah brugte alene, var et sekund tættere på sindssyghed. Hun kunne ikke klare sin krop eller sit sind alene mere. Hendes krop rystede, og hun havde en ustyrlig trang til vold. Til at slå noget i stykker, til at rive nogen i stykker, på den bedste dyriske måde. Og hun havde ignoreret det, for en tid, men det var som om at stilheden var så kvælende for hende, at før hun vidste af det, havde hun nær dræbt et menneske der kom forbi. Han havde en kærre med mad og drikke med, udentvivl skulle han ud og sælge, men nu havde Kaliyah stået med det. Mere mad og drikke end hun havde behov for det. Og det havde også lettet trykket for en stund. For en stund følte hun sig næsten normal igen, men kun for en stund.

Igen kunne hun mærke sin krop ryste, som hun stod på klipperne, og kiggede ud over alle de små kroge rundt omkring. Som om at hvis hun nu fik øje på noget. Hvis hun fik øje på en rigtig person, så ville hun kunne overbevise sig selv om at hun ikke have behov for denne ulykke og smerte. Men det var ikke sådan det hang sammen. Hendes næver knyttede sig og åbnede sig med kune få sekunder imellem, og det var da kun fordi hun gjorde dette, at kløerne endnu ikke havde boret sig ned i hendes håndflader, så blodet var begyndt at løbe. En del af hende overvejede om hun måske bare skulle sætte kløerne i sig selv. Måske det ville få dette uhyggelige til at stoppe med at ske. Hvis bare Ryuu var her... Hvis Ryuu var her ville hun have været mere rolig, men han var væk... væk for evig... og Kaliyah vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var et savn højere end noget andet hun havde følt. Højere end da hendes bror og far lå død for hendes fødder. Højere end da hun skulle forlade sin forlovede i Sarghos. Højere end da hendes mor forsvandt. Hun ville have Ryuu tilbage.

Yog var på vej til Kzar Mora og han var gående for at det ikke skulle være løgn. Normalt ville han bare have teleporteret sig, men eftersom at hans kræfter var forsvundet under en jagt, og oven i købet under processen med hans uigennemskuelige mørke efterfulgt af reb og håndjern, var det lykkes hans offer at slippe fri og løbe efter hjælp. Det var kun med nødt og næppe at han havde formået at slippe fra at blive fanget og udsat for de samme pinsler som han udsatte sine ofre for.

Han havde gået i mange dage og nætter for at nå så langt som han var. For det meste havde han dog gået om aftenen hvor hans mørke hud og kappe havde kamufleret ham i mørket, men nu hvor han var så tæt på var han ligeglad med om der var lys på himlen. Han ville bare ind i Kzar Mora, men hvem var nu det? Et stykke foran sig så han nu et dæmon lignende væsen. En kvinde så det ud til, med horn, vinger og...Klør. Han brød sig ikke om det, men forsigtigt nærmede han sig den dæmon lignende kvinde indtil en tanke slog ham. Han havde stadig sine reb og håndjern og kvinden var køn, men han havde ingen anelse om hvor stærk hun var.

Der var noget der prikkede i det bagerste af Kaliyahs sind, næsten som om at der var nogen øjne på hende, men det kunne der næsten ikke være. Hvem ville være herude, med mindre der var flere der prøvede at smugle deres varer igennem her.
Hun vendte sig om, og det var som om at da hun så den mørke skikkelse, der slog hendes sind bare klik. Som om at hendes sind supplerede en grund til hvorfor skikkelsen var slem, hvorfor skikkelsen skulle straffes. Havde hendes far og bror stået i mørke kapper? Var det noget af Ryuus bevidsthed der stadig var efterladt i hendes sind? Hun vidste det ikke, men instinkterne tog over, og hun stoppede med at tænke rationelt.

Der var så stille herude, at hvert et skridt hun tog mod stenene blev næsten ekkoet mod de høje klipper der stadig var omkring dem. Hendes øjne lynede nærmest, og hendes ansigt var trukket sammen i en næsten snerren. Det krævede ikke meget at vide at man ikke havde lyst til at krydse sværd eller klør med denne kvinde, især uden magi. For det var ikke noget magi der holdte hendes klør skarpe.
Skridtene blev hurtigere og hurtigere over mod Yog. Det eneste der løb igennem Kaliyahs hoved var 'dræb, dræb, dræb'. En meget ukarakteristisk ting for hende, men en ting der var en realitet nu.

Da kvinden kom farrende imod Yog indså han hurtigt at han ikke havde hverken tid, mulighed eller lyst til at forsøge at fange hende. Han måtte i stedet forvirre hende og efterfølgende løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde mod Kzar Mora. Han kalkulerede i al hast hans muligheder og nåede frem til det der tilsyneladende var hans bedste og mest sandsynlige valg for at overleve. Da kvinden var nået tæt nok på gjorde Yog en bevægelse med sin kappe der indhyldede kvindens syn i stoffet hvorefter han trak kappen til sig og begyndte spurten mod Kzar Mora, men just som Yog havde trukket kappen til sig havde han hørt lyden af stoffet fra hans kappe der blev flået en lille smugle og følelsen af at noget skarpt havde snittet hans overarm og givet ham en rift.
Dette havde han dog kun registeret meget kort før han tog benene på nakken og løb alt hvad han kunne mod Kzar Mora.     

Kaliyah's hoved var så forvirret. Intet gav mening. Men da det sorte stof kort blændede hende, udbrød hun noget der mindede om et brøl, og hun instinktivt rakte fremad. Hun kunne mærke at kløerne havde ramt noget, men følelsen var væk  ligeså hurtig som den var kommet. Hun blinkede lidt, da sollyset ramte hende igen, og skikkelsen hun havde prøvet at angribe var allerede på vej væk.
Hun stod lidt, før at hun begyndte at løbe efter skikkelsen. Hun havde stadig ingen grund. Og hvis hun havde været mere ved sig selv, så havde hun nok begyndt at opdage, hvad der lignede en stor port placeret mellem store klippevægge. Hvis man ikke rigtig kiggede sig for, kunne man dog sagtens løbe ind der, uden at stille spørgsmålstegn til hvor man var endt henne. Og Kaliyah har ikke sådan nogle tanker i hovedet, så da skikkelsen styrtede frem mod denne åbning, lige ledes gjorde Kaliyah. 

Porten! Langt om længe kunne Yog se den. Han var næsten fremme ved Kzar Mora, men der var endnu et stykke og kvinden der kort var blevet disorienteret af hans kappe var nu ved at hale ind på ham. Yog var både bange og og rasende på samme tid. Han var bange fordi han havde det forbandede og sindssyge kvindemenneske efter sig og rasende fordi han ikke kunne fordrage når han følte sig svag. Det var meningen at han skulle have magten over kvinden bag ham, ikke løbe væk fra hende som et skræmt dyr, det var derimod hans ofres roller inden han formåede at fange dem. Porten var nu kun få meter foran ham, men kvinden var nu så tæt på at han næsten kunne mærke hendes ånde i nakken og klørene der flænsede ud efter hans kappe og krop. Tiden gik nærmest langsom under de sidste skridt, men da han næsten var inde mærkede han kvindens klør der næsten var ved at gribe fat i ham, hvilket fik ham til at springe det sidste stykke, hvilket lige akkurat gjorde at Yog undgik at kvinden fik kløerne i ham.   

At springe indenfor porten var måske et klogt valg til at starte med, men Kaliyah kastede sig bare efter ham. Hun skulle have fat i ham! Have fat i ham, og flænse ham og .... Mere kom der ikke gennem hendes hoved, da en genkendelig røst fløj gennem hendes hoved.
"Stop dog Kali! Kali! Hører du mig! STOP!" råbte Ryuu i hendes hoved, og alt den vrede og frustration smeltede næsten væk og hun gik i stå, lige indefor porten. Men kun næsten, for Ryuu var ligeså vred. Men det var en kendt vrede der var i hendes krop. En dejlig varm vrede. Varm som dragen der var i hendes sind. "Endelig lyttede du! Jeg har råbt af dig i dagevis. Hvorfor lyttede du ikke. Hvorfor kunne jeg ikek høre dig...." kom der så den supplerende sætning fra Ryuu og Kaliyah måtte indrømme at det var mærkeligt at det først var nu at de kunne høre hinanden. Kaliyah var faktisk så lykkelig at hun havde lyst til at sætte sig ned og græde. Hun havde fuldstændig glemt alt om manden hun havde jagtet, for Ryuu var tilbage.

Netop som Yog kastede sig igennem porten og ramte den mørke og overskyggede jord med den rasende kvinde efter sig ønskede han inderligt at han befandt sig et sted over bag nogle store klippeblokke der var indhyllet i flere skygger. For der ville han både være på sikker afstand og være mindre svær at opdage. Og det Yogs forbløffelse skete det at skyggerne tog ham hvorefter han pludselig stod på sikker afstand bag klippeblokkene. Han kiggede sig forvirret rundt. Var det lykkes ham at få hans kræfter tilbage så længe han befandt sig i Kzar Mora? Han kiggede tilbage mod kvinden der for tiden så ud til at være gået i stå, hun stod nærmest som en statue, men i hendes ansigt kunne han se noget. Det så ud som om hun havde indset et eller andet, men hvad? Med et var der noget der gik op for Yog. Han havde lokket kvinden ind i Kzar Mora hvor han nu havde genvundet evnen til at teleportere sig selv. Han smilede for sig selv i mørket. Gad vide om han også havde fået alle sine kræfter tilbage? Han gjorde klar til at starter et af hans angreb for at se om han nu var i stand til det. Skulle det endelig ske at han stadig ikke kunne skabe mørke ville han bare kunne teleportere sig væk og i sikkerhed. 

"Ryuu?" sagde hun forsigtigt, og så brød hun endelig grædende sammen. Blot et par skridt indenfor porten, og så havde hun sat sig ned på hug og græd. Dette måtte se ganske mærkværdigt ud for en udefrakommen der ikke vidste hvad der foregik inde i hendes hoved. Som hun sad der, mumlede for sig selv og græd, men hun kunne ikke få sig selv til at rokke sig ud af stedet, ikke med Ryuu's dybe stemme der overtog hele hendes sind.
"Jeg har savnet dig," hviskede hun og et øjeblik var hun bange for at han var forsvundet igen, lige indtil der kom en næsten brummen i hendes hoved. "I lige måde, Kali," lød det i hendes hoved, og et smil strak sig over hendes læber. Hun var ikke længere alene. Hun kunne mærke magien omkring sig, og Ryuu var her. Alting var på sin rette plads. Men hvad havde dog forudsaget det? 

Kvinden havde sagt noget og var efterfølgende begyndt at græde samtidig med hun havde sat sig på hug. Hvad foregår der dog? Tænkte Yog. Han havde aldrig set noget lignende, hvilket var en kende underligt da han havde set mange sære og mærkværdige ting når han havde leget med ofre af forskellige racer og til tider også køn. Der var dog nogle ting der muligvis kunne nærme sig det han for tiden oplevede. Kvinden fortsatte med at græde og tale til sig selv, men i mellemtiden lagde Yog planer. For tiden sad hun på hug imens hun befandt sig i denne mærkelige tilstand, så Yog kunne let teleportere sig om bag hende, bruge sit mørke, skubbe hende ned i jorden og efterfølgende bruge håndjernene. Hun ville aldrig se det komme og hvis hun gjorde eller han ikke kunne bruge sin mørke kræfter, ville han bare teleportere sig i sikkerhed. Så dette blev planen han ville iværksætte.

Han stod allerede klar med håndjernene da han pludselig stod i skyggerne bag kvinden og skulle til at få mørket til at dukke op.

Kaliyah havde glemt alt om skikkelsen hun havde jagtet, men det betød ikke at hun ikke reagerede, da det pludselig blev mørkt omkring hende. Hun fløj op fra sin plads på jorden og hendes hænder antændte med ild og hun fagtede rundt med dem, men intet kunne ses, heller ikke ilden der brændte i hendes hænder,  men hun synes dog at hun på et tidspunkt havde mørket noget under sin klør
"Hvem der?" råbte hun og drejede da også at rundt for at se om der bare var noget i mørket der bevægede sig, men intet kunne ses, og Ryuu var da også venlig til at supplere: "Dæmoner," og det fik det til at løbe koldt ned af Kaliyah's ryg. Indtil videre havde hun undgået dem men ikke mere åbenbart. "Du løb lige ind i dæmonernes rige, tøs." Okay ja, hun var på røven når selv Ryuu mente at det var en dårlig ide.

Kvindens pludselige reaktion kom en smugle bag på Yog der måtte gøre alt hvad han kunne for at undgå de brændende hænder. Dog skete det at en af de brændende klør ramte Yog i ansigtet. Han gjorde dog alt hvad han kunne for at holde smerten tilbage så han ikke afslørede hans position i mørket. "Hvem der?" råbte hun og drejede sig rundt i mørket imens hun forsøgte at se igennem mørket. Yog teleporterede sig endnu engang. Denne gang lidt tilbage på venstre side af hende, han placerede sit ben med en intention om at spænde ben for hende, stod klar til at sætte håndjernene på hendes venstre arm og gav hende efterfølgende et kraftigt skub i ryggen der satte hans nye plan i bevægelse.      

Der var intet hun kunne se og panikken begyndte ligeså stille at sprede sig i Kaliyah. Heldigvis var Ryuu den mere rationelle i det her. Hun måtte søge væk fra hvor hun stod. HUn kunne søge op. Op var altid en mulighed.
Da hun pludselig blev skubbet, gik det nok ikke lige som dæmonen havde tænkt sig, da i stedet for at falde bagud, så begyndte hendes vinger at slå bag hen for at opretholde hendes balance, hvilket bare fik hen til at hovere over jorden, men alligevel mærke hun noget slå sig omkring hendes håndled. Det blev pludselig meget klart at det her var et baghold, og mindet om skikkelsen hun jagtede kom tilbage. Hun begyndte at flyve opad, og håbede på at hvis hun gjorde det hurtigt nok, at hvem end der holdte fast i håndjernet ikke kunne holde fast. Men det var ikke som om at hun kunne flyve langt med en person på slæb. Typisk fik hun dem ikke mere end et par cm. over jorden, hvis hun var heldig.

Yogs plan om at vælte kvinden til jorden så ikke ud til at virke, da hun i stedet begyndte at svæve over jorden, men han formåede dog alligevel at få sat håndjernene på hendes venstre håndled. Der gik dog ikke længe før han kort efter så hvordan kvinden med baskende vinger løftede sig fra jorden imens Yog stadig hang ved i den anden ende af håndjernene. Hun formåde dog kun at løfte ham nogle cm. over jorden. Hvad var hans næste træk? Det åbenlyse ville nok være at forhindre kvinden i at flyve, men det var nemmere sagt end gjort når man hang i den anden ende af nogle håndjern. Der var ikke meget han kunne gøre, så han greb efter vingerne som den eneste mulighed han for tiden havde.  

Kaliyah kunne mærke hvordan hendes arm føltes som om at hendes arm var ved at blive revet af, af den død vægt der sad omkring hendes håndled, og hun havde ikke noget valg end at dumpe ned på jorden, som der blev hevet fat i hendes vinge. Faktisk dumpede hun så meget ned, at hun landede på røven.
"Giv! Slip!" udbrød hun og et væld af flammer kom ud af hendes mund og over mod hvor hun mente at der var nogen der havde fat i håndjernet. Det svitsede også hendes egen hånd, som ingen skade fik, men metallet om hendes håndled blev varmere og det var også grunden til at hun måtte stoppe flammehavet. Hun vidste nemlig at varmt jern ikke var godt for hende.

Kort efter at Yog havde grebet kvindens ene vinge var de hurtigt dumpet til jorden. Yog landede en smugle hårdt, men det havde uden tvivl været hårdere for kvinden eftersom at hun havde været højere oppe end han. Giv! Slip! Udbrød kvinden pludselig og et flammehav væltede ud af hendes mund der hurtigt nærmede sig hende og Yogs hånd, der kun havde et par håndjern imellem sig. Hurtigt slap Yog håndjernene og teleporterede sig atter om bag kvinden, men ikke før at hans hånd blev ramt af flammerne og gav ham en mindre forbrænding, som dog stadig var smertefuld. Da han atter befandt sig bag kvinden begyndte han at fumle efter nogle reb i tasken, han ville bruge dem til at forhindre hende i at flyve. Han følte smerten i hånden imens han fortsat fumlede efter rebene. Han var en smugle bange, men irritationen og vreden var større. Det var HAM der skulle have magten, ikke HENDE. Normalt ville Yog trække sig tilbage i en situation som denne, men hans had til følelsen om at føle sig svag kombineret med stædighed, hovmod og hans ego havde fået han i en unormal sindstilstand hvor han stadig var taktisk, men mindre taktisk end han plejede at være. Der! Han fik fat i rebene, trak dem op af tasken og sprang på kvinden da hun et kort øjeblik var stoppet med at spye med ild ud af munden.

Håndjernet havde ligeså stille begyndte at brænde sig ind i hendes hud. Det var ikke noget der var for tydeligt, med hendes ekstra hårde hud, som hun kunne takke Ryuu for, men det var stadig ikke en sjov fornemmelse. At brænde sig var noget hun meget sjældent oplevede grundet hendes egen resistens til ild, men varme ting var varme.
Hun kiggede sig rundt, men der var stadig mørkt som i en hule, faktisk mørkere, for selv hendes ild kom ikke igennem mørket. Hun begyndte at baske med sine vinger igen for at flyve væk. Det virkede sikrere end at løbe, da hun ikke kunne se om hun løb over en kant. Når man først var faldet, så var det sværere at slå vingerne ud og ikke ramme klippe muren, eller hvordan skrænten ellers så ud. Desværre kom hun ikke så langt, før en krop landede på hendes og taklede hende ned til jorden.
Hun vred sig og prøvede at smide personen af sig. Hun ville ikke bukke under for dette, og så hvis det skulle komme til det, så ville hun hellere tættere ild til sig selv og sit tøj end at lade nogen kidnappe hende på denne her måde. Det var dog ikke noget hun gjorde... endnu.

Kvinden var så småt begyndt at baske med vingerne da Yog landede på hende og taklede hende i jorden. Hun vred sig og prøvede at kaster ham af sig, men Yog havde allerede fået et godt greb i hendes ene vinge med den brændte hånd og fik placeret et knæ i hendes ryg. Den anden hånd holdt rebene som han kort efter begynde at binde rundt om kvindens vinger. "Hvor meget skal der til før du giver op!" udbrød Yog pludselig bag kvinden imens han holdt hende ned og var i færd med at vikle hendes vinger ind i rebene.

Det gjorde ondt. At få placeret et knæ i ryggen, men også at han prøvede at binde hendes vinger fast. En position de aldrig havde fået lov til at være i, så længe at hun havde eksisteret i denne nye krop. Nej, de havde aldrig fået lov til at være frie, af gode grunde. Det gjorde ondt, og det var værre end at få bundet sine hænder.
"Jeg vil aldrig give op. Hvad vil du med mig!" skreg hun og vred videre på jorden. HUn måtte da kunne få fat i ham på en måde? Så hun prøvede at slå ud efter ham med sine hale, men da hun intet kunne se, var det svært at fornemme om hun viftede den rigtige vej med halen. Hun brugte også sin hale sjældent til at slå med, så den var ikke så godt brugt som hendes andre lemmer.

Yog havde næsten fået fikseret vingerne nok med rebene da kvinden pludselig udbrød: "Jeg vil aldrig give op. Hvad vil du med mig!" hvorefter hun fortsatte med et vride sig på jorden. "Det skal jeg nok få dig til!" udbrød Yog næsten brølende som svar "Du vil blive min ejendom!" noget ramte pludselig Yog i ryggen så han faldt med maven ned over kvindens hoved samtidig med at han tog fra med armene for ikke at støde hovedet mod jorden. Kvindens arme var stadig frie, men nu hvor han lå ovenpå hendes hoved og hans kappe muligvis kunne fungere som en lille sikkerhed, så han en mulighed. Han greb besværet armen der endnu ikke var i håndjern for derefter at gribe efter håndjernene der hang fra kvindens anden hånd. De var ikke rødglødende, men der var stadig en varme tilstede der gjorde det smertefuldt at gribe fat i håndjernene. Nu skulle han bare få den frie hånd om bag hendes ryg og lægge den i håndjernene, men dette ville sikkert være nemmere sagt end gjort. Specielt når hun kæmpede så meget imod.