Luko gik rundt på en af de store tykke grene og snittede i et stykke træ. Hans dolk gled hen over træet, og udskar en lille figur af et endnu ubestemt motiv.
Han prøvede at gøre den så rund som muligt...
Luko var her egentlig bare for at komme lidt ud af sin routine. Hjemme i hans egen skov havde han været alt for længe, og det blev lynhurtigt kedeligt hvis alle vidste hvor han var. 
Han smilede da han så op fra sit arbejde og ud over skoven. Trods at han var højt oppe og at ét skridt ved siden af kunne koste ham livet, så var han en dygtig klatrer, så han var ikke bange.
Skoven var flot oplyst af dagens sidste stråler, og bladene tegnede mønstre på enhver overflade. Luko gik og ventede på fangst. Han kiggede ned et kort øjeblik for at se til hans fælde. 
Den var et net, lagt ud og godt forklædt. Det var lagt ud over et hul, sådan at når nogen trådte på det, ville jorden kollapse under dem og fange dem i nettet.
Lukos intention var ikke ondskabsfuld overhoved, han havde bare lige brug for at nogen trådte forkert...
Som på stikord lød der en forskrækket lyd nede fra fælden og Lukos øjne lyste op. Han satte sin dolk i skeden og lagde sin træ-figur i sin lille taske.
Han hoppede så fra gren til gren ned til sin fælde på jorden, hvor han tog fat om rebet og trak nettet op af hullet.
"Jamen hej med dig!" sagde han og smilede. "Pænt af dig at dumpe forbi!"

William havde nu gået i skoven i nogle dage. Han var stadig på jagt efter gruppen der havde dræbt hans mester inklusiv den ukendte person der havde såret Zatara som den første. I hovedstaden havde han hørt rygter om en gruppe der befandt sig i De Ældste Skove, men måske havde det kun været rygter. Han havde i hvert fald ikke fundet det mindste spor efter andet end sig selv og dyrelivet i skoven. Heller ikke hans mesters spøgelse kunne hjælpe ham, på mystisk vis var der sket et eller andet der forhindrede William i at tale med sin afdøde mesters spøgelse. William fortsatte videre i skoven imens han funderende over hvad der mon kunne forhindre ham i at se åndernes skjulte verden. Han stoppede op, så sig om for at se om der var nogen der overvågede ham, men så intet. Han gik videre, men nåede kun at tage enkelte skridt før undergrunden forsvandt under ham hvorefter han med et chokeret råb havnede i et net. Han vred sig i nettet imens han famlede efter sin kårer og udstødt nogle sure bemærkninger om hvem pokker der havde sat en fælle op, men inden han fik vendt sig rigtigt og fik et ordenligt greb om kåren hørte han en stemme sige: "Jamen hej med dig! Pænt af dig at dumpe forbi!"          

Lukos øjne lyste med en nysgerrighed som et barns, da han beskuede sin fangst.
En ung mand, et menneske gættede han på, og han så yderst utilfreds ud.
Han bar en kåre og havde kort hår.
"Åååårgh, se da ikke så sur uuuuud!" sagde Luko og skar en trist grimasse.
"Jeg skal nok lade dig gå igen."
Med en elegant bevægelse tog sortelveren fat om en lavthængende gren og hang sig i sine arme, ned fra den. Herfra var han i øjenhøjde med hans nye legekammerat, men stadig et stykke fra ham, bare for sikkerhedes skyld.
"Jeg vil bare snakke lidt, og så må du fortsætte dit liv, som om vi aldrig mødtes. Vi får begge noget ud af det! Du får en lille pause fra dit liv, og jeg får noget underholdning."
Luko smilede barnligt igen og svang sig så op på grenen.
Han trak sin dolk og sit træstykke frem.
"Du ser ikke ud som om du er på vej til noget rart så det må vel være rart med en lille snak."
Han snittede er par gange før han rettede sine gyldne øjne imod kåren.
"Du kan i øvrigt sparre dig besværet med dit lille legetøj, rebet giver sig ikke for noget. Nu da det er på plads, lad os komme til det sjove. Hvad laver en som dig, på et sted som her? Og hvem er du?"

William vred sig fortsat i nettet indtil han pludselig så lige ind i et par oplyste og nysgerrige øjne der tilhørte en mørkelver. "Åååårgh, se da ikke så sur uuuuud!" sagde mørkelveren og skar en trist grimasse, som William tog for at gøre nar. "Jeg skal nok lade dig gå igen." fortsatte den mørke elver imens han greb en gren så han kunne hænge i øjenhøjde med William der ønskede at trække kåren, men hurtigt indså at hans "vært" var udenfor rækkevide. Ja bare vent til du lader mig gå, tænkte William med en sur mine for sig selv, så skal jeg vise dig hvor sur jeg kan se ud.

"Jeg vil bare snakke lidt, og så må du fortsætte dit liv, som om vi aldrig mødtes. Vi får begge noget ud af det! Du får en lille pause fra dit liv, og jeg får noget underholdning." fortsatte den mørke elver med et et barnligt smil hvorefter han atter svang sig op på grenen igen. "Jeg har ikke tid til at holde pause" sagde William surt og lavmælt for sig selv "Jeg har travlt med at hævne min mester" 

"Du ser ikke ud som om du er på vej til noget rart så det må vel være rart med en lille snak" William var ikke sikker på om den mørke elver havde hørt hans korte og sure opstød, men han var sikker på at den mørke elver for tiden var ved at stikke sin næse i ting der ikke vedrørte ham. Det var da meget muligt at han ikke var på vej til noget rart, men derfor skulle den karlsmart da ikke holde ham tilbage med en lille snak. Han skulle finde mændende og denne mørkelver var i vejen.  

Elveren var i mellemtiden, hvor William havde tænkt sure tanker, begyndt at snitte og havde kort kastet et blik på Williams kårer som han stadig forsøgte at få fat i. "Du kan i øvrigt sparre dig besværet med dit lille legetøj, rebet giver sig ikke for noget." Da William hørte ordene blev han atter fyldt med irritation og billeder på nethinden om hvordan han ville give denne flabede og mørke elver en røvfuld når han slap fri, men han formåede dog stadig at holde irritationen inde. I stedet sendte han elveren et dræbende blik. 

"Nu da det er på plads, lad os komme til det sjove. Hvad laver en som dig, på et sted som her? Og hvem er du?" Sagde den mørke elver hvorefter at William koldt svarede "Jeg kunne spørger dig om det samme".

Luko stoppede med at snitte og så ud i luften et øjeblik.
Det var som regel ikke sådan her samtaler fungerede. Oftest svarede man da på spørgsmål frem for bare at skyde dem tilbage, ikke?
"Mig?" Luko pegede på sig selv med spidsen af sin dolk.
"Jeg kan da godt starte hvis du syntes det ville være nemmere. Jeg er Luko."
Fra hans siddende position, lænet op ad træet, lod han det ene ben flade ned til den modsatte side, og derefter lod han sig hænge i sine ben. Han så på hans gæst fra hans omvendte perspektiv.
"Jeg kommer her når jeg keder mig. Her er rart, stille og masser af høje træer. Og tilmed kommer her masser af interessante folk forbi. Folk som dig dumper ind ret ofte."
Luko lagde hovedet til siden og snittede et par gange i sin træklods.
"Jeg er her for at lære, forstå og snakke med folk, men ak," Luko lagde en hånd imod sin pande og påtog en dramatisk tone. "Livet er hårdt når folk fordømmer mørkelvere og skærer os alle over en kam. Derfor er nettet," han pegede.
"Meget nødvendigt. Folk er ofte tøvende når det kommer til at snakke med mig, trods det faktum at jeg er ganske harmløs. Og især folk af lyset, hvilket jeg går ud fra at du er, vil folk som mig til livs. Nettet er for min sikkerhed, og for at du ikke bare smutter fra mig og gør skade."
Luko smilede til manden i nettet.
"Og som jeg sagde tidligere, så skal jeg nok lade dig gå igen."
Luko svingede sig tilbage op på grenen og satte sig på hug.
"Men nu nok om mig, fortæl mig om dig. Hvem er du? Hvad bringer dig til de Ældste Skove?"

"Se, det var da ikke så svært, var det vel?" Sagde William med en overlegen og drillende tone imens han havde et smil på læben.
Nok var han blevet fanget, men han havde stadig magten til at prikke lidt til den mørke elver og gå ham en smugle på nerverne.
På sin vis kunne man ligefrem se det som en form for retfærdighed eller gengældelse for måden sortelveren opførte sig og talte til William. "Du siger at du er her for at lære, forstå og snakke med folk...?" William kiggede alvorligt på sortelveren "Så lad mig lære dig et par ting. Normalt bruger man ikke et net til at falde i snak med folk" William fortsatte alvorligt med at se sortelveren i øjnene "Og så er det heller ikke alle der dømmer folk og andre raver på deres udseene" fortsatte han en smugle knotten imens han brød øjenkontakten med sortelveren, lagde armene over kors, lænede sig tilbage og forsøgte at finde sig det behageligt i nettet.    

Luko trak på skuldrende og nikkede lidt.
"Jeg kan se hvad du mener, jeg er bekendt med det faktum at nettet ikke er normalt for at starte samtaler. Meeeen som medlem af en jaget race må man tage sine forholdsregler."
Luko observerede manden i nettet da han lade sig til rette. Det virkede som om han havde accepteret situtationen for hvad den var, hvilket gjorde Luko glad, men... Noget ved hans blik gjorde Luko sørgmodig.
Manden så på ham med en bebrejdelse der var helt ny og som stak til mørkelverens skyldfølelse.
Han blev trist da han så hvad han gjorde i perspektiv: Han fangede folk, imod deres vilje. Det var ikke pænt gjort, det vidste han godt, men hvordan skulle han ellers gøre? Mørkelvere var ikke ligefrem kendt som Guds bedste børn, og der var ingen love der beskyttede dem fra harme eller uretfærdighed.
Det gjorde det svært for en ensom mørkelver der ville snakke med andre folk, når andre folk ville ham til livs.
"Nu skal du høre..." Luko opdagede at han ikke havde er navn til den fremmede.
"... Joe. Må jeg kalde dig Joe, jeg har jo ikke dit navn? Nu skal du høre, Joe!"
Luko stak sin dolk i sin taske og så på sin samtalepartner, for første gang med alvor i blikket.
"Du taler fra et priviligeret perspektiv. Du er et menneske, du ser ganske almindelig ud, du har velsagtens en ubesværet gang i det offentlige. Jeg bor i en skov, for ellers var jeg blevet dræbt. Hvis ikke af lyset, så af mit eget folk. Folk vil ikke tale med mig, netop på grund af min race og hvad de har hørt om folk som mig. Med det sagt, lad mig stille DIG et spørgsmål, Joe:"
Luko så på manden med alvor og oprigtig vemod.
"Hvis jeg bare havde stoppet dig og bedt om en snak, og svar mig ærligt, hvad ville du så have gjort?"

William forstod udemærket at sortelveren var nødt til at tage sine forholdsregler, men han biddrog ikke med noget yderligere til den samtale. Selvfølgelig var det svært for en sortelver at komme i kontakt med folk når nu deres rygte var løber dem i forkøbet, men William foretrak dog at man var lidt mere venlig og eftertænksom når man ville i snak med andre. "Nu skal du høre... Joe." kom det pludselig fra sortelveren "Må jeg kalde dig Joe, jeg har jo ikke dit navn?" William rystede en smugle irriteret på hovedet "Nu skal du høre, Joe!" Sortelveren stak sin dolk i sin taske hvorefter det nu blev hans tur til at kigge alvorligt på William og sagde: "Du taler fra et priviligeret perspektiv. Du er et menneske, du ser ganske almindelig ud, du har velsagtens en ubesværet gang i det offentlige. Jeg bor i en skov, for ellers var jeg blevet dræbt. Hvis ikke af lyset, så af mit eget folk. Folk vil ikke tale med mig, netop på grund af min race og hvad de har hørt om folk som mig. Med det sagt, lad mig stille DIG et spørgsmål, Joe:" Sortelveren så på William med alvor og oprigtig vemod. "Hvis jeg bare havde stoppet dig og bedt om en snak, og svar mig ærligt, hvad ville du så have gjort?" 

William løftede en flad håndflade op mod sortelveren som for at stoppe ham "For det første er mit navn er ikke Joe, men William," han sænkede hånden og kiggede ud over landskabet i et lille stykke tid indtil han forsatte "Men hvis jeg havde mødt dig ville jeg nok have være på vagt indtil du havde vist mig at du ikke var farlig" William kiggede over på sortelveren "Tror dog aldrig at vi ville være faldet i snak, da jeg nok ville have være for fokuseret på min egen opgave," han smilede kort for sig selv ad den sidste kommentar om han opgave, men rettede derefter på ny sit fokus imod landskabet. Han sad i noget tid før han pludselig med et smil på læben sagde "Det er ikke dit udseende, men dine handlinger der betyder noget i min verden".

"Det er ikke dit udseende, men dine handligner det betyder noget i min verden."
Wlliams ord ramte noget i Lukos bryst, som en pil der ramte helt plet. Lukos øjne blev blanke, og for ikke at vise det til William vendte han hovedet væk.
Han gned fraværende sit ar på sin underarm imens han tænkte over det William havde sagt. Stilhed faldt over skoven et øjeblik og Luko opdagede at han frøs.
Det var det her han havde bedt om da han satte fælden op. En interessant samtale, men det var godt nok en ny oplevelse at tale med nogen på denne måde.
"William," Lukos stemme rystede lidt inden han rømmede sig og fik styr på den.
"Hvis bare din verden var den verden vi alle levede i, så ville verden være et bedre sted. Det gør mig glad at vide at folk som dig findes."
Mørkelveren så imod himlen der var blevet lidt mørkere. De første små stjerner var begyndt at titte frem fra bag skyerne. Det blev snart aften.
Luko satte sig med benene over kors på grenen og satte sin taske ind foran sig. Han rakte ned i den og fandt et par æbler frem.
Hans mad var primært frugter, men eftersom det var koldt i vejret for tiden så groede der ikke meget i skovene. Med hans kappe trukket lidt tættere om sig tog han det ene æble op og så lidt på det.
Tankerne om en bedre verden kørte stadig rundt i hans hoved og summede i hans ører.
Han havde en person foran ham der sagde at han ikke ønskede ham ondt på grund af hans race, men på sin underarm havde Luko et meget ægte bevis på at der var folk der virkelig ønskede ham ondt.
Luko så ned på æblerne og så på William. Det er handlinger der betyder noget... tænkte han.
"Vil du have et æble?"

Da Luko vendte hovedet væk fortsatte William med at se ud over landskabet, men han formåede alligevel at registrere at der skete et eller andet. Han sagde dog ikke noget da han ikke var typen der stak næsen alt for meget i andres sager selvom han til tider alligevel kunne være tilbøjelig til at gøre det. Kulden var desuden så småt begyndt at tage fat i ham nu hvor mørket var begyndt at falde på "William" sagde Luko med en smugle ryst i stemmen inden han fik styr på den og fortsatte "Hvis bare din verden var den verden vi alle levede i, så ville verden være et bedre sted. Det gør mig glad at vide at folk som dig findes." William smilede en smugle da han hørte at hans eksistens var værdsat, men han tænke også over det med verden. Hvilken verden levede de overhovedet i? Var det virkelig så svært for sortelvere at blive accepterede eller skulle der bare flere folk med Willams livssyn til at ændre verden? Inderst inde vidste William godt at verden aldrig ville blive perfekt og uskyldig, han havde jo selv levet på gaden det meste af sit liv, men det behøvede den sådan set heller ikke at være, størstedelen skulle i hans hoved bare være gode.

William var begyndt at fryse mere. Han havde ikke det varmeste tøj på og eftersom han stadig sad fanget i et net havde han heller ikke mulighed for at tænde at bål "Vil du have et æble?" ordene fik William til at glemme alt om kulden. Han drejede hovedet og kiggede på Luko "Øh... Jo... Jo tak". 

Luko tog et rødt æble op og studerede det et øjeblik. Så hoppede han ned fra sin gren og stillede sig ved siden af nettet.
Med æblet i hånden rakte han sin hånd ind igennem fletværket og gav æblet i en hurtig bevægelse, før han trak sin arm til sig. Han kunne ikke gøre noget for at han var så mistroisk, han kunne bare ikke stole på at han ikke ville blive skadet hvis hans arm var der for længe.
"Jeg skal nok lade dig gå snart," sagde han så, imens han svingede sig op på sin gren igen.
En kort tanke om ikke at ville være alene strejfede ham, men han besluttede sig for at skubbe den væk. Han var altid alene, huskede han sig selv på, han burde være vant til det.
"Du har vel folk at se, familie du skal hjem til? Det er også snart sent..."
Luko huskede så på hvad der var sket tidligere da han spurgte ind til den slags. Han ønskede ikke at gøre William sur igen.
"Medmindre det ikke angår mig, selvfølgelig."
Et øjeblik i stilhed gik forbi og Luko så sig om i skoven. Månen var stået op og skinnede storslået ud over de mange blade og buske. Hans sølvfarvede hår skinnede i det selvsamme lys og Luko tog fat i en tot af sit hår, for at sno det om sin finger.
"Sig mig, hvis du vil," sagde han så. "Hvad laver du her?"

Da Luko hurtigt trak sin hånd ud ad nettet efter at have givet æblet til William sad William lidt og smilede for sig selv over Lukos handling, dog forstod han det også på sin vis, men William kunne heller ikke lade være med at undre sig over hvad Lukos dog havde været udsat for siden han opførte sig som han gjorde. "Jeg skal nok lade dig gå snart," begyndte Lukos da William satte tænderne i æblet hvorefter at Luko kort efter atter svingede sig op på grenen. "Du har vel folk at se, familie du skal hjem til? Det er også snart sent..." Luko stoppede i et kort øjeblik med at snakke "Medmindre det ikke angår mig, selvfølgelig" William overvejede at fortælle om sin mester, men var stadig ikke nået frem til en konklusion før at Luko fortsatte "Sig mig, hvis du vil," sagde han. "Hvad laver du her?" I et stykke tid sad William fortsat og forsøgte at ny frem til en afgørelse om hvorvidt han skulle fortæller om hans mester, men han komme ikke tættere på nogen afgørelse med sig selv. "Jeg har ingen familie" begyndte William pludselig imens han så ud over landskabet der nu hvor mørklagt "Jeg har levet hele mit liv i hovedstadens gader" William tænkte tilbage på livet i byen og på hvordan det havde været at leve som tigger, tyv og arbejder hos dem der ville ansætte ham. "Det var hårdt, men en dag kom en velklædt mand til byen, som tog kampen op imod nogle store bøller der var ude efter mine penge" William tænkte tilbage på første gang han havde set sin mester kæmpe "Han oplære mig i hvordan man håndtere et våben, gav mig mad, tøj og tog mig med sig rundt i landet" en skygge lagde sig med et over Williams ansigt imens han mindedes aftenen hvor mændende var dukket op "Men så en aften kom de" William knyttede sine hænder til næver "Han kæmpede alene mod dem selvom han var såret og i undertal" William kiggede ud over landskabet imens han mindedes kampen han havde overvejret fra sit skjulested "Han blev ved med at kæmpe til det sidste" William stoppede et kort øjeblik imens han så halshugningen for sig "De slog han ihjel" William kiggede alvorligt over på Luko "Det er derfor jeg er her"

Luko lyttede til Williams fortælling med alt den opmærksomhed han kunne mønstre.
Williams mester lød så... Tapper.
"Men så en aften kom de." Williams toneleje skiftede dramatisk og Luko så ned på ham. Hans hænder var blevet knyttet imens han fortalte denne del af historien.
"Han kæmpede alene imod dem, selvom han var såret og i undertal."
Lukos hoved blev pludselig stille. Det lød så modigt. At stå op, ene mand, at forsvare de forsvarsløse, imod flere folk en der er på ens side.
Luko så ned på sin arm og huskede den gang han fik det. Dengang hvor han skulle have været ligeså stærk som Williams mester, men hvor han ikke var det. Han var svag, og fik en krysters behandling. Williams mester var en helt, og fik derfor en helts behandling. Lukos grå hånd gled hen over arret og han så så tilbage på William for at få mere af historien.
"Han blev ved med at kæmpe til det sidste," sagde William, inden han holdt en kort pause. Luko holdt vejret. Dette var den slags historier man ikke fik hver dag, det var historien om en rigtig helt, men mørkelveren kunne også høre noget mørkt der var på vej i denne fortælling.
"De slog ham ihjel." Williams toneleje gav Luko kuldegysninger hele vejen ned af ryggen.
"Det er derfor jeg er her."
Luko fik øjenkontakt med William og mærkede vreden og alvoren i hans samtalepartners øjne. De syntes at brænde på en helt særlig måde, som om intet i verden kunne stoppe ham fra at ændre på fortiden.
Luko fastholdt Williams blik imens han tænkte siturationen igennem.
Han kunne forestille sig hvor vigtig det måtte have være for William at have hans mester, og endnu mere hvor smertefuldt det måtte have været at miste ham. Luko så ud i luften og fik øje på en enlig ildflue der fløj i månens lys.
Han rakte en hånd ud, og lod det lille lysende insekt lande på hans hånd. Den kravlede rundt og rundt om hans fingre, meget som hans tanker.
"Du kom her for at lede efter dem." Lukos stemme var seriøs nu. "Du vil finde dem og hævne din mester, thi de har taget fra dig hvad de kun kan tilbagebetale med deres egne usle liv, korrekt?"
Ildfluen stoppede op i Lukos håndflade og han betragtede den et øjeblik. Dens svage glød lyste hans ansigt op med et gult lys og det gjorde hans øjne meget fremtrædende.
Fluen lettede fra hans hånd og fløj videre ud i skoven. Luko så på William. Så tog han en dyb indånding.
"Du er en ærlig mand, William. En ærlig mand med et grusomt, men retfærdigt ærinde. Som tak for din tid og for at fortælle mig din historie, så har jeg noget til dig."
Lukos hånd fandt vej ned til hans taske og ud fra taskens dyb trak han en lille fløjte. Den var skåret ud i træ, og var på størrelse med en pegefinger.
"Nok bor jeg alene i en skov, men jeg har dræbt før, og jeg er ganske erfaren med det. Skulle du få brug for min hjælp,"
Luko holdt fløjten ud så det var muligt for William at tage den igennem nettet.
"Så er jeg til at tilkalde med denne fløjte. Husk: Din mester kunne ikke alene. Vi har brug for mænd som dig i verden, lad dem ikke få endnu en sejr, og tage dig, som de tog ham."
Lukos øjne lyste med alvor og ærlighed, da han så William i øjnene og holdt fløjten ud.

Uden at bryde øjenkontakten med Luko stak William hånden ud gennem nettet og tog imod fløjten. Først da han fik fløjen tilbage igennem nettet brød han øjenkontakten og kiggede ned på fløjten i sine hænder. Den skulle nok blive nyttig hvis det rent faktisk lykkedes ham at finde mændende, men William var endnu ikke færdig "Der er mere" sagde han kort og vendte atter blikket ud mod landskabet. William vidste ikke hvordan han skulle få det sagt. I en tid sad han bare og kiggede imens han grublede over hvordan han skulle begynde "Da mændende var forsvundet igen," begyndte han "Kom jeg frem fra skjulestedet hvor Zatara havde bedt mig om at gemme mig" han mindedes bålet der var gået ud og liget af hans mester der lå på jorden "Det var forfærdeligt. Jeg kan huske at jeg brød sammen og faldt på knæ ved hans lig der lå med hovedet skilt fra kroppen" William blev tavs, sad et stykke tid uden at sige noget hvorefter han alvorligt kiggede over på Luko "Men han talte til mig Luko" hans blik var død alvorligt "Fra den dag har jeg kunne se og tale med spøgelser" der kom en hylen fra vinden efter at William havde sagt de sidste ord og det var vidst også blevet lidt køligere i luften end der tidligere havde været.

Luko betvivlede ikke Williams ord i et sekund. Han var ikke en løgner og Luko kunne både se og mærke det på ham.
Det var som om skoven også kunne mærke det.
Vinden sang højere i det øjeblik og tempartueren syntes at gå lidt ned, meget til Lukos ubehag, da han allerede frøs lidt.
Luko så William ind i øjnene.
"Det er noget af en evne at have," han lagde en hånd på sin nakke.
"Så må din mester vel hjælpe dig endnu."
Luko så ud igennem de mange træer. Der var ikke en sjæl at spotte, og selv Luko, der havde et glimrende nattesyn, havde svært ved at se i mørket.
Han tænkte over hvad William havde sagt. Talte han med spøgelser? Luko betvivlede det ikke i et sekund, men han havde aldrig mødt nogen med den evne før.
Han kunne ikke lade være med at tænke over hvordan det mon foregik.
Hvorfor var der spøgelser? Hvordan kunne folk høre dem? Var Williams mester her stadig, og hvis ja, var det for at passe på William?
"Det lyder helt utroligt," sagde Luko så. Hans stemme var lav, som om han stadig stod og undrede sig over spøgelser og deres eksistens.
"Taler din mester til dig?" spurgte han. Hans stemme knækkede over, og han mærkede et stik af jalousi.
Williams mester var der for ham selv efter han var død, modsat Lukos adoptivfar, der var parat til at slå ham ihjel efter en enkelt fejltagelse.
"Er det trygt aldrig at være helt alene, eller hvordan fungere det?"
Luko så på nettet. Det føltes forkert at føre en samtale med ligemand, igennem et net.

"Det er noget af en evne at have," havde Luko sagt med blikket fæstnet på William efter at vinden forsvandt.
Lukos lagde en hånd på nakken. "Så må din mester vel hjælpe dig endnu" den sidste kommentar rørte noget hos William. 
Han havde hverken hørt eller set sin mesters spøgelse i lang tid, han undrede sig over hvad der mon kunne være sket. Havde han gjort noget forkert? Havde han vanæret sin mester til en sådan grad at han havde forladt ham? Var det forkert af ham at han forsøgt at finde mændende der havde myrdet hans mester? Han havde ingen anelse... "Det lyder helt utroligt," kom det efterfølgende fra Luko og William kunne ikke andet end at give ham ret. Han forstod ikke engang selv hvordan det kunne lade sig gøre eller hvordan mekanikkerne bag det hang sammen, men han havde med tiden udformet sine egne idéer om hvordan det muligvis kunne hænge sammen. "Taler din mester til dig?" William trak på skulderen ved spørgsmålet. Han lagde mærke til knækket i Lukos stemme der blev efterfulgt af en ændring i hans blik som William ikke helt kunne sætte en finger på "Er det trygt aldrig at være helt alene, eller hvordan fungere det?" igen trak William lidt på skulderen, men valgte efter lidt tid at besvare spørgsmålet "Jeg kan hverken se eller hører ham for tiden." Sagde han roligt, men med små spor af sorg i stemmen "Der er som om han er forsvundet. Hvor hen eller hvorfor ved jeg ikke." han så på Luko med rolige, men samtidig undrende øjne "Hvad med dig? Føler du dig slet ikke alene uden hverken venner eller bekendte?" på sin vis var William godt godt klar over at han i øjeblikket stak næsen i ting og var nysgerrig, men det havde Luko sådan set også været, så det var vel retfærdigt at William nu også begyndte at stille nogle nærgående spørgsmål.

Lukos krop spændte sig op og han holdt op med at trække vejret et øjeblik.
Williams spørgsmål var vel retfærdigt, nu da Luko havde tilladt sig at stille så mange af sine egne spørgsmål, men... Det gjorde ondt at skulle tænke over. 
Lukos historie var blevet fortalt til ham mindst 100 gange, af ham selv, men han havde aldrig sagt det højt til en anden person. Men William bad jo ikke om en historie? Han ville bare vide om Luko følte sig alene.
"Alene?" Luko smagte på ordet. 
Han vidste ikke om det var ordet. Det var mere som en følelse af bitter accept, af det faktum at Luko ikke skulle være omkring andre folk.
Han havde vel altid været alene, men ingen havde nogensiden spurgt ham hvordan han havde det med det.
"Jeg ved ikke om jeg føler mig... Alene, som sådan..." sagde han og gned sit ene øre.
"Jeg er bare alene. Det har jeg været i nogle år nu og... Det er noget man vænner sig til. Bliver det ensomt en gang imellem når man ikke har nogen at snakke med? Ja, men det er vel derfra jeg har mine stærkt haltende kommunikations evner, som du sidder i."
Luko pegede på nettet.
"Men jeg kommer ikke rigtig fra et sted der satte pris på samværd eller en god snak, vi var mere et... Handlingens folk. Så jeg er vel lidt vant til det."
Luko kom til at tænke på hjemme. Eller... Hvad der plejede at være hjemme.
Han savnede en del ting derfra. Som maden, et fast sted at sove, et par gode venner, men...
Det flammede pludselig op i ham. De to døgn. Den ene aften. Den helvedes time. Hans mave sank imens hans kropstemperatur steg. Han rystede let. Med en kraftanstrengelse fik han det stoppet og stod normalt igen.
"Jeg... Jeg skærer dig ned nu. Det føles ikke rigtigt a have dig hængende der."
Lukos stemme rystede og knækkede en enkelt gang, før han gik over til træet og løste rebet op fra en af de gamle rødder.
Han greb så rebet og sank William ned, ganske langsomt, så han ikke ville komme til skade.
"Hvis du vil straffe mig for at fange dig i et net og være uhøflig, så er det okay med mig." sagde Luko, imens han løste knuderne på nettet op.
Han var vant til at skulle stikke af, enten op i et træ eller bare ad hækken felt til, når han slap nogen løs, men hvis William ar vred på ham, så ville han gerne bøde for det.

Da William havde stillet sit spørgsmål havde Luko et øjeblik stoppet med at trække vejet.
Der var et eller andet der ikke var som det skulle være kunne William hurtigt konkludere.
"Alene?" var Luko nærmest tøvende begyndt. 
"Jeg ved ikke om jeg føler mig... Alene, som sådan..." pauserne i sætningen kombineret med hans gniden af øret var endnu et tegn for William på at der var noget som Luko ikke fortalte ham til fulde.
"Jeg er bare alene. Det har jeg været i nogle år nu og... Det er noget man vænner sig til. Bliver det ensomt en gang imellem når man ikke har nogen at snakke med? Ja, men det er vel derfra jeg har mine stærkt haltende kommunikations evner, som du sidder i." Luko pegede på nettet. 
Imens Luko havde talt sad William nøje og lyttede til sortelveren, måske var det alligevel ikke så underligt at han blev nødt til at fange forbipasserende i det samme net som William for tiden befandt sig i. William fik helt ondt af Luko over at han var så alene. For alene det var han. Han var ikke BARE alene. Nej han virkede inderligt som et individ der manglede venner og bekendte der kunne støtte ham hvilket også blev bekræfte ved det næste han sagde 
"Men jeg kommer ikke rigtig fra et sted der satte pris på samværd eller en god snak, vi var mere et... Handlingsfolk. Så jeg er vel vant til det." kom det fra Luko. Endnu en pause i sætningen havde William lagt mærke til. Han fik bange anelser og tanker om hvad Luko havde ment med at de var et "Handlingsfolk". Havde de gjort Luko ondt? Da tanken havde slået rod kunne William ikke længere få det ud af hovedet.
"Jeg... Jeg skærer dig ned nu. Det føles ikke rigtigt at have dig hængende der."  
Kom det pludselig fra Luko efter en kort periode af stilhed. Han gik over og løsnede rebet hvorefter han langsom og forsigtigt lod nettet med William glide ned på jorden.
"Hvis du vil straffe mig for at fange dig i et net og være uhøflig, så er det okay med mig" sagde Luko imens han løsnede knuden til nettet. Da William var sluppet fri af nettet stod han et kort øjeblik og kiggede på Luko uden at fortrække en mine hvorefter hans ansigtsudtryk ændrede sig til mild vrede. Han vinkede Luko hen til sig "Det er godt at du i det mindste kan tage din straf".       

Luko rettede sig op, med skuldrene tilbage og hovedet hævet.
Han tog direkte øjenkontakt med William og gjorde sig klar til hvad som helst. Hans tanker gik tilbage til De To Dage, og som resultat bredte der sig en følelse af lammelse i hans krop.
Du fortjener hvad end der kommer, mindede han sig selv om. 
De gyldne, ellers lysende, øjne falmede til en næsten grå farve, uden glimt. Luko gemte hans ene arm bag hans ryg, den med arret. For det tilfælde at William ville skære i ham, så ville han ikke have sit ar ødelagt. 
Han vidste godt at det var en underlig ting at ville beskytte, men han var nødt til det.
Lukos egne skrig, fra flere år siden skar i hans ører, og han svor at han ikke ville sige noge, ligegyldigt hvad William gjorde. Han så tomt ned på Williams kåre.
Den kunne nok skære lige igennem ham, men Luko havde et håb om ikke at dø idag. Han håbede.

((Det er meget op til William hvad der sker nu, derfor havde jeg ikke så meget at skrive.))

William overvejrede hver eneste af Lukos handlinger og reaktioner. Han så hvordan han rettede sig op og gjorde klar til det der nu ville komme, hvordan han så William i øjnene, øjnene der falmede til en næsten grå farve, øjnene der havde skævet til hans kårer og hvordan han gemte sin hånd bag ryggen da William kom endnu nærmere end han havde været før. For en tid stod William forsat og kiggede vredt på Luko over at han havde fanget William i sit net. Sådan fortsatte det i en næsten lydløs tavshed der kun blev brudt af lydene fra deres omgivelser, indtil at William førte sin hånd mod den af Lukos hænder han ikke havde skjult hvorefter han hårdt og fast tog fat i den og trak den ud foran Luko. William placerede sig nu ved siden af den udstrakte hånd, hvorefter han placerede en hånd på sin kårer og begyndte at trække den ud af skeden.  

((Jeg vil gerne lige se hvordan Luko tænker og reagere på det her + det trækker det ud og skaber spænding))