Luko lyttede til Williams fortælling med alt den opmærksomhed han kunne mønstre.
Williams mester lød så... Tapper.
"Men så en aften kom de." Williams toneleje skiftede dramatisk og Luko så ned på ham. Hans hænder var blevet knyttet imens han fortalte denne del af historien.
"Han kæmpede alene imod dem, selvom han var såret og i undertal."
Lukos hoved blev pludselig stille. Det lød så modigt. At stå op, ene mand, at forsvare de forsvarsløse, imod flere folk en der er på ens side.
Luko så ned på sin arm og huskede den gang han fik det. Dengang hvor han skulle have været ligeså stærk som Williams mester, men hvor han ikke var det. Han var svag, og fik en krysters behandling. Williams mester var en helt, og fik derfor en helts behandling. Lukos grå hånd gled hen over arret og han så så tilbage på William for at få mere af historien.
"Han blev ved med at kæmpe til det sidste," sagde William, inden han holdt en kort pause. Luko holdt vejret. Dette var den slags historier man ikke fik hver dag, det var historien om en rigtig helt, men mørkelveren kunne også høre noget mørkt der var på vej i denne fortælling.
"De slog ham ihjel." Williams toneleje gav Luko kuldegysninger hele vejen ned af ryggen.
"Det er derfor jeg er her."
Luko fik øjenkontakt med William og mærkede vreden og alvoren i hans samtalepartners øjne. De syntes at brænde på en helt særlig måde, som om intet i verden kunne stoppe ham fra at ændre på fortiden.
Luko fastholdt Williams blik imens han tænkte siturationen igennem.
Han kunne forestille sig hvor vigtig det måtte have være for William at have hans mester, og endnu mere hvor smertefuldt det måtte have været at miste ham. Luko så ud i luften og fik øje på en enlig ildflue der fløj i månens lys.
Han rakte en hånd ud, og lod det lille lysende insekt lande på hans hånd. Den kravlede rundt og rundt om hans fingre, meget som hans tanker.
"Du kom her for at lede efter dem." Lukos stemme var seriøs nu. "Du vil finde dem og hævne din mester, thi de har taget fra dig hvad de kun kan tilbagebetale med deres egne usle liv, korrekt?"
Ildfluen stoppede op i Lukos håndflade og han betragtede den et øjeblik. Dens svage glød lyste hans ansigt op med et gult lys og det gjorde hans øjne meget fremtrædende.
Fluen lettede fra hans hånd og fløj videre ud i skoven. Luko så på William. Så tog han en dyb indånding.
"Du er en ærlig mand, William. En ærlig mand med et grusomt, men retfærdigt ærinde. Som tak for din tid og for at fortælle mig din historie, så har jeg noget til dig."
Lukos hånd fandt vej ned til hans taske og ud fra taskens dyb trak han en lille fløjte. Den var skåret ud i træ, og var på størrelse med en pegefinger.
"Nok bor jeg alene i en skov, men jeg har dræbt før, og jeg er ganske erfaren med det. Skulle du få brug for min hjælp,"
Luko holdt fløjten ud så det var muligt for William at tage den igennem nettet.
"Så er jeg til at tilkalde med denne fløjte. Husk: Din mester kunne ikke alene. Vi har brug for mænd som dig i verden, lad dem ikke få endnu en sejr, og tage dig, som de tog ham."
Lukos øjne lyste med alvor og ærlighed, da han så William i øjnene og holdt fløjten ud.
"Well, well, well... What have we here?"