Sparks 15.11.2016 20:47
Gå til post-link
ONESHOT


Hun havde ventet så længe, længere end hun nok selv vidste. Som når man endelig gjorde noget i ens liv, og det føltes så rigtigt, som skulle man havde gjort det for længe siden. Så tæt på, bare en håndsrækning også ville hun være der, bare et sidste skridt også; alle de ord, alle de forbandede år som en person hun ikke var, som et gement menneske gemt bag et lag af hud der ikke var hendes, blot et fængsel!
Også bristede der noget, en dam der blev sat fri fra dens dæmning. Lettelse var dog kort, hurtigt efter kom en overvældende smerte.
Avaion kunne ikke holde skriget tilbage, der gav genlyd imod væggene tilhørende rummet hun befandt sig i. Hun blev flænset fra hinanden, kroppen som havde holdt hende så længe, nærmest smuldrede omkring hende, da magien ikke længere var der til at holde den sammen.
En tortureret sjæl, uden meget tilbage at holde fast i, kravlede hen over gulvet slæbende efter sig et blodigt spurgt. Hænder lagde sig imod isens kolde flade, hvor bag næsten i svævende tilstand, var en gudeskøn krop. De lange lokker der snoede sig som slanger, med en rødlig nuance. Den porcelænshvide glas der var hen over huden, fyldige former der var tydelig at se grundet nøgenheden kroppen var i. Det var sjælens, det var dens, ingen andres! Et hæst inhumant skrig kom fra den skrøbelige skikkelse, som ikke kunne komme igennem glasset. Lange fingre begyndte at kræse imod overfladen, uden noget skete. Endnu et skrig, der ville få selv den hårdhudet ork til at mærke hårene i nakken rejse sig.
Dog efter skridt og en knyttet næve som bankede imod overfladen, kom der en flænge som blev til en revne, og før kreaturet kunne nå at reagerer; væltede kroppen over den med vandet der var spærret inde bag isen.
Kroppen lå livløs på det hårde stengulv, og stilheden dannede sig hen over rummet da kreaturet pludselig var forsvundet.

~*~


“hvorfor dræbte du ham?” Superbia betragtede sin datter, da hun stod foran sig sølet ind i blod og et svagt smil på læben. ”Fordi jeg ville have hans titel, titlen var min” den end ikke hundrede årige datter slikkede sig om munden mens lyse øjne stirrede trodsigt ind i morens, og det var nok første gang at Superbia vidste at dette var både en datter hun kunne blive stolt af, og en som hun aldrig skulle vende ryggen til. For hvem havde så meget hovmod i sine knogler, til at kræve en titel på denne facon og end ikke være ældre end et barn? Selv siden datteren var blevet født havde Superbia ikke været i hendes liv, en tematik der havde indfundet sig hurtigt i den unge dæmons liv, ingen havde tid til hende, og selvom hun var et barn af de første dødssynder Luxuria og Superbia; havde der været andre ting skulle tages hensyn til. Racer som dem selv, var begyndt at blive civiliseret, hvilket betød mere føde for dødssynderne, og flere af disse former for dæmoner blev skabt. “Og hvorfor var hans titel ikke hans?” spørgsmålet kom hovmodigt fra den ældre dæmon, hvis statur ville gøre de fleste svage i benene af skræk. Ikke hende, nej hun vidste bedre “Han fortjente ikke titlen, ikke efter han begyndte at lave - dem.” hun vrængede næse, da hun kom i tanke om den nye race hendes far var begyndt at lave, dæmoner som der prøvede at lege de var luxurias børn, men direkte skændsel imod navnet! Nej succubus de fortjente ikke det liv, som hendes far havde givet dem, og for det; måtte han dø.

Så meget der var sket siden hun havde taget titlen som hendes, siden hun havde ædt sin far og blevet den anden af hendes slags. Dødssynden Luxuria.

Byer var blevet bygget, lande havde fået navne og mennesker var begyndt at besætte disse steder. Det havde været en fantastisk tid, mennesker var så nemme at manipulerer og hendes rige hun var ved at bygge op med moderen var langsomt ved at tage form. Dog var en ny søster kommet til, som i modsætning til hende, fik alt den opmærksomhed hun krævede. Hvor Luxuria aldrig havde fået noget, hvis hun ikke først havde kæmpet for det. Alle de ting hun havde gjort for Superbia, fået børn med mænd for hendes skyld, hele fire havde hun fået! Men aldrig var det nok, og planen om at skubbe hendes mor af posten begyndte så langsomt at bygge sig op i bagtankerne hos den yngre dæmon.

Dog skulle der gå et par tusind år inden at planerne begyndte at tage form til en virkelighed, dog havde datteren udvist nogle af moderens tendenser og været for hovmodig. Planer var blevet sagt videre, og pludselig stod Superbia og vidste hvad datteren havde i gære. Den sidste gerning inden Kzar Mora blev afskåret fra omverden, var forbandelsen der blev kastet over Luxuria sammen med kroppen der blev taget fra hende.

~*~


Den gamle dæmon gispede efter vejret, da hun vågnede op igen efter så mange år gemt væk i en ussel krop, som hendes mor havde fundet til hende. Luxuria satte sig op med en hurtig bevægelse og begyndte at hoste, en sort klæbrig masse blev kastet op på gulvet. Det var med rystende krop, at hun lige så stille begyndte at sætte sig og betragte omgivelserne hun var i. Trods den svagelige tilstand hun var i, bredte sig hurtigt et smil på hendes læber, hun var tilbage.

Hun var Luxuria, hun var intens længsel, uhæmmet seksuel lyst. Utugt, utroskab, voldtægt, bestialitet. Fra de store til de små, begær for penge og magt, som mennesker så fint havde set som syndfulde.

Livet som et gement menneske fik hende dog til at vrænge på næsen, lige så stille som hun rejste sig op igen. Hvad hendes mor ikke havde formet hende til, havde tvunget hende til at være. Med minderne tilbage, følte hun sig som en nyfødt. hænderne bøjede sig sammen og slap taget igen, hun lod fingerspidserne glide hen over den fløjsbløde hud, der sendte gnister igennem hendes krop. Dette føltes så godt, så rigtigt, som var hun endelig fundet hjem igen.

Dødssynden skulle vise verden, hvad det var de havde gået glip af, alle de ord hun ikke havde været der. Mennesket havde skabt hende, det ville være så synd at skuffe dem.

When I get down on my knees
Its not to pray